Forgive me Father...

"Jeg kom for at se på vinduerne.. ikke for at bede.. det stoppede jeg med efter.. nej det er ligegyldigt. Alle vampyrer har menneskeliv på samvittigheden, af den ene eller den anden grund.. Men det er ikke noget at være stolt af.."
Hun så med hovedet på skrå over på kvinden og kneb øjnene sammen. de var mørkere end før i takt med at hendes humør blev mørkere. Hun var så småt begyndt at indse at jægeren ikke ville fortælle hende noget.. Hun sukkede beklagende og så igen på kvinden.
"Du fortæller mig ikke noget, vel.."
Hun virkede som en der havde sine helt egne dagsordner og det gjorde kun vampyren mere sikker på at hun ikke ville få noget fortalt.. måske vidste kvinden ikke engang ret meget om hende, men det kunne hun jo ikke være sikker op.. Og der var derfor at hun ikke var forsvundet endnu. Hun ville vide hvad kvinden vidste, selvom det nok var lidt ambitiøst..

Hun kunne lugte blodet i kvindens mund selvom at den heldigvis ikke var så tydeligt. det var nok meget heldigt for dem begge. Wilith havde ikke taget føde til sig endnu, så hun skulle snart finde noget og derfor kunne hun stadigt fristes af blodlugt, men ikke så svag som den stadig var.
hendes håb var bare at den ikke blev stærkere for så ville hun også skulle bruge kræfter på at holde sig selv tilbage og så ville det hele blive noget mere indviklet.
"Du vil måske ikke skade dig selv mere.. jeg kan lugte blodet.."
Hun sagde det mest af alt som en velment advarsel, usikker på hvordan i alverden kvinden ville opfatte det, for hvordan kunne man forudse en dræber maskine som hende her..
Hun fulgte sine instinkter og virkede ret impulsiv, men ikke dum, afgjort ikke dum.. Det var hende der ville være dum hvis hun på nogen måde undervurderede kvinden..

"Stolt eller ej. Det er din natur, og når din natur ikke er forenelig med menneskeliv...ja så er det at jeg træder til...jeg ved ikke hvad det er du vil have jeg skal sige til dig McRian...jeg er ikke din psykolog og jeg er ikke din nye BFF...jeg er hende der er kommet for at stede dig til hvile...igen..."

Det var ikke hovmodigt sagt. Mere. Træt. Procella stak hånden ind under dusteren og flippede læderstroppen af der holdt pistolen på plads. Nom måtte være nok, også selvom det kun ville pisse tingen en smule af før hun fik hende spiddet. Det lod til at smerte stadig vandt indpas på hende. En heldig ting.

I en glidende bevægelse flåede hun sin pistol frem og skød tre gange mod Victoria, uden egentlig at tage reelt sigte. Hvor hun ramte hende var jo ligegyldigt. Skuddende var ikke højere end et langspyt. For en gangs skyld havde hun fået skruet den irriterende lyddæmper på

Why you making holes in her? Reap her? Arent you the reaper anymore?

"Shut your trapper for a freaking minut! Its very hard to do my job with you mouthing off all the time...cut the crap...please!

Procella knurrede tungt og virrede på hovedet. Den her aften var ikke hvad hun havde forventet

"Jeg vil have... at du fortæller mig hvad du ved om mig! Du ved åbenlyst noget om min fortid som jeg gør meget for at skjule.. for af en eller anden grund er mindet hvor at en folkemængde ville brænde mig på bålet ikke et af mine gladeste minder.."
Pistolen overraskede hende ikke og hun udløste straks en del af den magi der havde hobet sig op i hende og øjeblikkeligt som et lyn fra en klar himmel var tågen jaget væk på grund af de kraftige vinde der blæste direkte imod kvinden og fik kuglerne til at ændre bane.. Den ene ramte hende i armen, men de to andre gik hun fri af. Irriteret tog hun til armen som en smerte begyndte at gløde i hendes arm. Hun pillede kuglerne ud med en grimasse af ren smerte. den var ikke sådan at få ud, og hun måtte ligge nøgle kræfter ud for at få fat i den, men hellere det end den blev derinde, for den gjorde så fandens ondt. Hun var bare glad for at hun ikke skulle se på det, for det så nok ikke specielt behageligt ud, men hellere det end at den blev siddende derinde..

Kvinden så ud til igen at tale med sig selv og hun benyttede sig af de få sekunders spillerum til at få vinden under kontrol igen. Den gemte sig ude i skoven imens men var klar til at komme til hende når hun skulle bruge den.. Det var den jo altid..
Det virkede som om at der var en eller anden der nærmest råbte hende ind i hovedet og hun havde desværre en ide om hvad det råbte.. Det var desværre nok ikke noget om "peace and love", hun frygtede at det var lidt mere.. voldeligt..
Men hvem kunne det være? Altså det kunne være en indre stemme, men det kunne også sagtens være en med telepatiske evner som hun ikke kunne fornemme.. lige meget hvad det var tyede det ikke godt, men hvis det var en med telepatiske evner var det noget som man kunne gøre ved..
Hun kaldte en hurtig let vind til sig og sendte den ud for at lede efter folk der kunne have noget med kvinden at gøre.. det virkede som et håbløst forsøg, men det gode ved det var at hun kunne høre alt hvad vinden hørte og se hvad den så.. det var desværre en frygtelig masse, men hun prøvede at sortere i det..

Procella fnøs irriteret

"Er det nu vi skal lege jeg-udøser-mit-hjerte-til-monsteret? Jeg fortæller dig da ikke noget. Hold nu op med at være tåbelig. og helt ærlig, det er ikke fordi det er vildt morsomt at sidde første parket til Salem home-cinnema of the week"

(Lige lille info...it should hurt like hell. kuglerne er sølv, men de er afkølet i vievand ;) )

Dont...you do not get to talk to me like that! Not after all this! Do not forget who i am!

Procella der havde taget omhyggeligt sigte efter Victorias pande for at gøre en ende på det langtrukne nonsens som aftenen var blevet til, for sammen som var hun blevet slået. Skudet der nok ellers ville have været dræbende gik omkring en meter hen over hovedet på vampyren

"Dit hjerte og dine følelser kan jeg være rimeligt ligeglad med! for helvedes skyld menneske, du kunne jo også bare fortælle mig hvorfor du ved at jeg skulle brændes på bålet!?"
Hendes grønne øjne var blevet endnu større som hun talte og de lyste af utålmodighed. Hvorfor kunne jægeren ikke bare fortælle hende noget?
Kuglen der for over hendes hoved fik hende til at stivne som en stenstøtte og da hun endeligt kom sig over det var hun ved siden af kvinden efter et blik med øjet.
"Hvis du ikke vil fortælle mig noget, så ser jeg ingen grund til at holde dig i live.."
Hendes stemme var lav, og uden trusler men hendes øjne var blevet mørkere. Det hvide om hendes pupil blev mørkere indtil det var kulsort, hvorefter den grønne iris også begyndte at blive sortere, et tydeligt tegn på at hun ikke ville holde tilbage mere.

Et skud flængede igennem natten og en kugle skar sig igennem Wiliths arm. kuglen var af sølv og hun gispede af smerte. Den gik lige igennem og såret var ikke lang tid om at lukke sig, men vampyren begyndte så småt at blive rigtigt irriteret over det her. Hun fjernede sig fra jægeren og vendte sig imod manden der havde løsnet skuddet imod hende. Han var høj, mørkhåret og klædt i en lang sort kappe. Han stod stadigt med den ladte pistol i hånden og så bare på dem begge.
Wilith stod midt imellem dem, med siden til og krummet sammen, parat til spring hvis det skulle komme til det.
Endnu en jæger, så det ud til og hun kneb irriteret øjnene sammen. i et spring var hun ovre ved den anden jæger og som hun trak ilten ud af den luft han indåndede greb han sig til halsen med store øjne.
Vampyren kastede et blik på den anden jæger som sagde: hvis jeg kan gøre dette så let som ingenting, så burde du nok sætte mere pris på at jeg ikke har prøvet.
Så vendte hun igen hovedet imod manden og tog godt fat i ham, selvom han kæmpede imod var der ikke så meget at gøre da hun først havde ordenligt fat.

Da hun satte tænderne i hans hals flød hans søde blod over i hende og for en gangs skyld holdt hun øje med andre mens hun spiste. Hun plejede at nyde det, men denne her gang var det ren forretning så at sige. Hun havde brug for blod og det havde han masser af. Hans krop producerede jo bare noget mere. Havde hendes tænder ikke siddet i hans hals havde hun smilet stort da hun kunne mærke blodet styrke hende.


(Sry, diden't know :P)

Procella sendte Victoria et ulvegrin da vampyren pludselig stod ved siden af hende. Det var nu hun skulle jage stagen i hende - hendes muskler spændte sig og hun var faktisk parat til det, Victoria var hurtig, men ikke hurtigere end hendes egne sanser der ville have givet et menneske baghjul til enhver tid. Før hun kunne jage stagen ind i vampyren blev hendes arm dog stoppet, ikke udefra, men indefra

Like i said...dont forget who i am...you are nothing without me...and i can kill you in a heartbeat...you like suffering...then suffer...watch him die...moonchild...

Stemmen i hendes hoved var kold. Så kold at man kunne brænde sig på den. Procellas krop var som frosset til tågevåde græs og hendes flammende øjne betragtede hjælpeløst hvordan Victoria for hendes øjne berøvede manden hans hjerteblod. Hun flugte med da blodet boblede ind i hans hals og han begyndte at kvæles, samtidig med at hans hjerteslag blev langsommere

"So much for proving you are not a monster McRian..."

Fik hun anstrengt presset ud mellem tænderne. Hånden der knugede om stagen dirrede af anstrengelse. Hendes knoer var hvide af kampen for at tilbagevinde brugen af kroppen. Kontrollen.

Shall i kill her moonchild? Im sorry about the ankle of it...i think the human is gonna die...what a shame...

Hendes venstre arm med pistolen hævede sig, uden for hendes kontrol. Sigtet var mellem Victorias skulderblade. Det var ikke et dræbende skud for vampyren...men mennesket

"..please..."

Et desperat glimt sås et øjeblik i Procellas ansigt. Samme øjeblik som kuglen blev sendt afsted med lydløs præcision

Manden blev slappere i hendes arme og hun kunne mærke hvordan hans hjerteslag blev langsommere. Hun havde sluppet sit greb om ilten i luften og han kunne trække vejret normalt igen. Blodtabet var dog voldsomt nok til at han var besvimet og modstræbende trak hun tænderne til sig da hun hørte kvindens mening.
"Han skød først.."
Hun smilede mørkt til jægeren og hendes kulsorte øjne uden pupiller så vurderende på kvinden overfor hende. Der var et eller andet interessant ved den her kvinde. Det virkede som om hun ikke altid kunne kontrollere sig selv. I sig selv noget lort, men nogen gange virkede hun meget opsat på at dræbe hende. det var som bølger, nogle gange voldsommere end andre og ud fra den andens ansigtsudtryk var dette en af de voldsommere bølger.
Hun bøjede sig ned i knæ, stadigt med det bevidstløse menneske i armene. Han virkede til at være i orden, det håbede hun i hvert fald, for så ville han vågne op senere, nok rimelig muggen men alt i alt i samme fysiske tilstand som efter en heftig druktur.

Hun var foreberedt da det næste skud rungede igennem luften, for folk uden en evne for luft ville der ikke være meget at høre, men luftbølgerne spredte sig som ringe i vandet og det advarede hende. hun satte af ud til siden hvor hun lagde mennesket ned. Hun tjekkede ham hurtigt efter for skader, og noget af det sorte veg for noget hvidt da hun fandt blodet i hans lunger. En lang række bandeord føg igennem hendes hoved og hun havde lyst til at hamre sin hånd ind igennem kirkemuren. Hun kunne ikke helbrede ham, den slags kræfter var hun ikke i besidelse af, men måske hendes blod?
Men at bruge det på en dusørjæger? Det var hun ikke sikker på var en god ide, men hun følte at hun blev nød til at gøre det godt igen. Hun bed hul i sit håndled og pressede det ind imellem hans læber. Manden virkede ikke til at registrere det og hans rallende åndedræt var blevet svagere.
Det kunne hun dog ikke rigtigt tage sig af lige nu. da hun tog sit håndled til sig igen var det lige så glat som altid og hun vendte sig imod jægeren igen.
"Monsteret er inde i os alle. Nogle af os kan bare holde det tilbage, for det der var ikke monster siden. Hvis alt går vel vågner idioten snart op, uden nogen skader."

(Husk nu hun bruger lyddæmper :P Der er ingen rungen...dårlig strategi at larme lige uden for en kirke )

Pistolen blev affyret igen. Denne gang var den dog ikke rettet mod Victoria. Kuglen borede sig ind i mandes bryst, efterfulgt af endnu en. Det gik så hurtigt at man knap opfangede det. Det var ikke en nybegynders leg på øvelsesbanen efter lerduer. Det var en snigskyttes overlegne henrettelse

He said, she said...blah...now do what i say, unless you want me to prove another point...kill her...

Procellas pupiller havde udvidet sig. Den eneste følelsesmæssige reaktion hun tillod sig selv. Indvendigt var hun i oprør. Hun havde slået et menneske ihjel. For hvad? For princippet. Hun kunne ikke engang tillade sig at tænke hvad hun havde lyst til

"...fine...you win..."

Der var ikke mere at diskutere. Hun blev nødt til at dræbe vampyren og så få ryddet op. Man kunne ikke lade de døde ligge spredt ud som et spor i hælende som var man omvandrende pest. Den slags tiltrak...kedelig...opmærksomhed.

I usually do...you should know by now...

Procella knurrede og rystede stivheden ud af sine muskler da hun genvandt kontrollen med sin krop, hvorefter hun kastede sig frem mod Victoria med stagen hævet. Der var ikke noget come back på den, så det var overflødigt at gøre sig forsøget.

"Jeg lærer aldrig at forstå jer.. i bryster jer af at beskytte menneskeligheden, men samtidigt dræber i flere af jeres egen slags end vi gør."
Hendes øjne var igen blevet oversvømmet af det mørke som altid boede inde i hende og hun så mørkt på kvinden med sammenknebne øjne. Hun forstod dem virkelig ikke. Dusørjægerene sagde altid noget om at de ville frelse menneskeheden fra vampyrer og dæmoner når menneskeheden nok i virkeligheden skulle redes fra sig selv. Hvor lang tid skulle der til før at de indså det? Nok et par hundrede eller tusinde år.
Og nu var der en jæger efter hende, som ikke var helt menneske og som snakkede med sig selv. Ikke nogle gode tegn, nogen af dem så hun rykkede benene så de stor let spredt, og hun var klar til at slås.
Det virkede ikke som om kvinden ville snakke mere, hun ville bare slå ihjel nu og Wilith følte ikke rigtigt at hun var klar til at blive slået ihjel lige foreløbig. måske om mange hundrede år, så ville døden komme som en befriende fred.. men nu var hun lige kommet i gang med et liv som hun allerede holdt af. Ikke om nogen jæger skulle have lov til at dræbe hende nu.

Eftersom vampyren jo ikke rigtigt havde brug for at trække vejret lukkede hun munden og holdt bare op med at trække vejret. det føltes underligt efter at have trukket vejret i et par dage men hendes krop vænnede sig hurtigt og hun så stålsat ud i luften. Hun havde hænderne ned langs siden, men selvom man ikke lige lagde mærke til det så var begge håndflader vendt ud mod kvinden og med ligeglade øjne begyndte hun at suge energi til sig og vind begyndte at blæse meget centralt omkring kirken. Nogle var voldsomme og kolde, mens andre var hurtige, vilde og varme. den unge vampyr var måske ikke skræmmende af udseende og ikke specielt kamptrænet, men hun ville ikke bare give op. Det ville ikke ligge til hende.
Hun kunne logisk nok ikke tale når hun ikke længere trak vejret, men så bare sigende på kvinden. Dette her var ikke noget hun havde ønsket. Hvad end der kom ud af dette her, så fralagde vampyren sig et hvert ansvar. Det var ikke hende der havde dræbt mennesket og det var ikke hende der havde startet kampen.
Bag hende brækkede et træ i vinden og det blev flået i mindre stykker af andre vinde og da de passede til hendes ide svævede de igennem luften bag hende. de fleste var en halv til en hel meter lange og de fleste var rimeligt tykke, som en håndled ca og ville kunne gøre en del skade hvis de blev brugt ordenligt.. Wilith havde enhver intention om at bruge dem grundigt og hun vidste godt at alle grenene ville kunne bruges som stager, men med mindre at der tilfældigvis var en masse metalting her i nærheden så var dette her det nemmeste at få fat på.. hvis man så bort fra kuglerne hun havde trukket ud, et koldt smil løb over hendes ansigt indtil hendes arm gav et smertefuldt jag fra sig og hun så ned på den. sårene havde ikke lukket sig endnu og bare det fik hende til at spærre øjnene op. Det burde da have lukket sig! Hun kneb øjnene sammen og så imod jægeren. Hun kunne ikke tillade sig at blive ramt igen og vinden omkring hende blæste yderligere op.
End ikke denne ellers interessante dusørjæger ville få lov til at komme i nærheden med en stage uden at hun havde givet hende kamp til tregen. Nu var der bare tilbage at vente på en reaktion.

(Vil lige sige jeg er i tæt kontakt med min medspiller, så der er ikke tale om rollestyring eller evne-kontrol. Bare hvis nogen læser med og tænker)

Procella snerrede dybt da hun på sin vej frem blev ramt hårdt på skulder og hals af en halvtyk gren og hun dukkede sig instinktivt. Det fik hende til at stoppe sin fremfærd og ligge mærke til omgivelserne.

"What the hell are you doing?! STOP IT!"

Brølede hun. Det var hun nødt til for blæsten var helt ude af kontrol nu. De varme undervinde i kombination med den iskolde luft for oven skabte de perfekte vejromstændigheder for...komplet kaos. En enormt skypumpe formede sig og flåede tåge og visne blade til sig.

Island or not...this is not normal...make her stop...

"Im trying damnit!"

Procella vaklede da vinden begyndte at flå i den tunge duster og fik metallet i den til at danse som havde det været let silke.

"I did not sign up for this crap!"

Brølede hun og holdt en underarm op foran ansigtet for at skærme for jord, sand, blade og generel støv der blev flået rundt af vinden og ramte hendes ansigt. Det eneste det trøstede en smule var tanken om at hvis hun ikke kunne se, så kunne hendes bytte heller ikke.

Kaoset omkring hende efterlod vampyren upåvirket på ydersiden og hendes følelseskolde sorte øjne så ud i luften. Vinden der dansede omkring hende og flåede i træerne var berusende, en følelse af at være hjemme. skypumpen havde ikke været meningen og dette her var ved at være ude af kontrol. Hun vidste at hun ikke kunne kontrollere dette her og at hun måtte stoppe det, men så skulle hun også forlade den hjemmevandte følelse.
Med armene ud til siden så hun koncentreret på skypumpen, med øjnene låst fast imod dens kerne i en rasende kamp imod hendes elements kaos. Den havde vokset sig mange meter høj allerede og Wilith vidste at det var hendes skyld. Hun havde ikke arbejdet nok med sine evner på det sidste, ikke mere end til hverdagsbrug, og det kom tilbage i hovedet på hende nu. Vindens styrke var så voldsom omkring hende at havde det ikke været for et træ i hærheden som hun kunne holde i så ville hun ikke kunne blive stående på fødderne. Nu hvor hun arbejdede imod vindens kaos var hun som et træ i stormvejr som vinden prøvede at knække for at kunne færdes uden hindringer.

Det hele tog på hendes kræfter og hun kunne mærke at hun langsomt blev svagere, magien susede rundt i hendes krop som en storm inden i hende. Heldigvis gik skypumpen den samme vej og den blev mindre som hun brugte mere og mere energi på at formindske den. Vinden piskede stadigt om hende men skypumpen var reduceret til en lille pumpe på omkring en meter. Træt sendte vampyren de varme vinde væk. det var de vildeste af dem, og dem der var sværest at holde i snor, selv for hende.
Hun havde ikke hørt kvindens råb, men kvindens ansigtsudtryk sagde det hele. Dette her var naturkræfter som hun ikke kunne kontrollere på nogen måde og selv for Wilith som burde kunne styre dem var det ikke let.. Overhovedet!
Havde det ikke været for det træ hun stod op ad var hun gået i knæ, dels af lettelse og dels af udmattelse. Hun havde været et så tæt på at fremmane noget hun ikke kunne kontrollere og at have mærket sit elements rå kræft så tæt på havde tæret på hendes kræfter på en måde som det var svært at forstille sig.. ligesom at have løbet en maraton efter at have siddet foran fjernsynet de sidste mange måneder.
"Hvad venter du på jæger? du får ikke en bedre chance. Jeg kan knap stå."

Procella gned skidt ud af ansigtet og blinkede for at vinde synet tilbage. Et triumferende grin bredte sig over hendes ansigt.

"You have a point...."

Med et udråb kastede Procella sig frem med stagen hævet. Den gik igennem Victorias trøje og yderste lag hud, da et skrig fik Procella til at skyde sin skulder ind mellem sin krop og Victorias så stagen ikke kom længere

STOP! DONT! DONT KILL HER! DONT KILL THE CLOVER-CHILD...

Procella der holdt Victoria fast ind mod træet med sin egen kropsvægt, snerrede med blottede tænder ind i ansigtet på den unge pige.

"Make up your goddamn mind! Kill her! Dont kill her! What the fuck do you want me to do?!"

Procella øgede trykket mod stagen - bare fordi hun kunne. Det var så...nemt. Ups? Den smuttede?

Dont...tag her...keep an eye on her...we are not done moon-child....

Procella trak vejret dybt

"Fine! You owe me freak...you have no idea...."

Hun lettede presset mod Victoria og flåede hende rundt så hun kunne slå hendes hoved mod stammen med den fri hånd. Stagen flåede hurtigt en dyb flænge i Victorias hovedbund, helt oppe ved kraniekanten og stak tippen af stagen ind så såret ikke kunne hele sig selv. Det smukke ved våben der var afkølet i vievand

"Sccchh...dont scream...and dont scratch it. You really dont want holywater to break into your brain do you?"

Hviskede hun imens hun pressede den lille kapsel ind i flængen. Hun pressede den længere og længere op og lirkede stagen ud af flængen. Det tog nogle sekunder før den lukkede sig fordi kødet var blevet så irriteret af vievands-stagen.

"There we go...that wasnt so bad, now was it? Good girl"

Procella stødte Victoria fra sig med et skub. Hun så på pigen med et ondskabsfuldt smil og fiskede sin mobil frem. Den kom med et lille bib.

"Got ya...have a very nice night love"

Hun lavede et karikeret buk, som havde hun været en adelsmand i 1800-tallet der takkede for en dans med en ung frøken.

Smerten fik hendes trætte sind til at vågne op og hun spændte i kroppen som hun skulle til at sætte af fra træet. Hun opdagede dog at hun ikke kunne. Hendes arme rystede og hun så med store øjne ned på dem. Det burde de da ikke? var hun virkeligt ikke stærkere?
Stagen fik hende igen til at holde op med at trække vejret, for når brystkassen hævede og sænkede sig kom det for tæt på stagen og hun ville slet ikke være i nærheden af den. Hun prøvede forgæves at komme længere væk fra stagen da kvinden lagde ekstra tryk på hende og et gisp for over hendes læber på trods af hendes kamp for at lade være med at trække vejret og smerten prikkede i hendes krop.
Hun burde ikke være så svag, tænke hun næsten i chok over hendes krops udmattelse. Hun var næsten luge så svag som da hun havde været menneske og hun havde bare lyst til at jage tænderne i jægerens hals og suge alt hendes blod indtil hun havde genvundet sin styrke.
Hendes øjne hang ved kvindens hals og hun kunne tydeligt høre hjerteslaget under huden og se hver en blodåre i hendes hals og hun kunne mærke hendes hugtænder blive mere markante og lidt længere.

hun fik dog noget andet at tænke på da stagen lavede en lang ridse i hendes hovedbund og endnu et gisp af smerte undslap hende. Hvad var det kvinden lavede? ville hun ikke bare slå Wilith ihjel? men hvorfor så alt besværet, og den snakken med sig selv?
"Hvad laver du!?"
Stagens spids var fyldt med vievand og det prikkede smertefuldt hvor den havde rørt og hun kneb øjnene sammen til små sprækker. Der var ikke noget hun kunne gøre ved det og det hadede hun mere end noget andet!
Hun kunne mærke fremmedlegemet der blev presset ind og hun bed vredt tænderne sammen. Ingen vind ruskede i træerne og det gjorde hende langt mere urolig end hendes manglende fysiske kræfter.
Lige så snart kvinden fjernede sig kørte hun en hånd over hovedbunden og hendes igen grønne øjne var store og bange.
"What did you do!?"
Nervøsiteten kunne så tydeligt som noget høres i hendes stemme, sammen med en tyk irsk accent og der var ikke ret meget farlig vampyr over hende nu. Der lignede hun bare en udmattet bange pige.
Hun slap træet og vaklede over imod kvinden. Hun havde brug for blod og hun ville have noget nu!

Procella bakkede med et grin

"Nope...jeg er ikke en omvandrende pizza. Glem det. You are now my bitch...and hon...you are in cyberspace...welcome to a new age...this is my friend. GPS - and the little gift in your head...call it my own little invention..."

Procella bakkede mere. Nu var tricket at aflede hende. Hun magtede ikke at blive frokost. Ikke nu. Grenen bag hende som var resterne af Victorias skypumpe-tantrum fik hende til at miste balancen og hun faldt. Gravstenen knaldede ind i hendes skulder og hun nåede lige at dukke hovedet ned, så hun kun fornemmede stenen skrabe over baghovedet. Det lille *plop* da skulderen blev flået af led, og den efterfølgende smerte der skreg gennem hendes krop fjernede dog hendes fokus fra alt hvad der hed vampyre og omgivelser.

Hun gjorde et forsøg på at komme op, men faldt tilbage igen med et klagende halvkvalt skrig.

...dont...dont move....

"She is...going..to...kill me..."

Smertenståre løb ned over hendes kinder, sammen med desperationen ved tanken om hvor hjælpeløs hun var lige nu

No she is not...you intrigue her...she will smell deadmans blood in a sec...and she will clean it up...police is gonna be here soon...fool didnt use silencer...come on...try to get up...

Med en dyb stønnen rullede Procella om på den højre skulder og prøvede at stemme fra jorden. Tårene sprøjtede ud af øjnene på hende og smerten fik hende til at ryste ukontrolabelt - hvilket kun gjorde smerten så meget desto værre. Havde den bare været brækket...Led var det værste...det skulle man arbejde igennem

"...i cant..."

Hun jamrede og lå tungt åndende på maven. Sikke en ting at ligge mærke til. At man fik jord i munden. Hvorfor skulle hun ligge mærke til sådan nogle uvæsentlige latterlige ting?! Hun hævede hovedet et par centimeter og skottede rundt efter vampyren som hun momentært havde glemt

Hendes ansigt blev stramt, det tog hende jo ikke mange sekunder at gætte hvad der var blevet sat ind i hendes hoved. *Pis og lort! Møgkælling!* Et glimt af vrede, ikke sult, men ren vrede for over hendes ansigt for det blev erstattet af en kulde der oversteg hvad en dybfryser kunne præstere. Et bistert smil stadigt med den slående kulde viste sig over hendes fald. Endelig lidt retfærdighed! og hun fortsatte sin langsomt mere sikre gang over imod jægeren, hvorefter hun satte sig ned i sikker afstand fra hende.
"Bare fordi at i mennesker er så barbariske behøver ikke betyde at jeg som engang var menneske er det. Nej, jeg dræber dig ikke.. ikke endnu."
Sirenerne lød i det fjerne og hun rejste sig beslutsomt med et muntert blik i retning af fjolset der lå ude på græsset. lidt blod var løbet ned i græsset og hun stak to fingre ned i det. Med det på fingrene malede hun roligt en lille besked på væggen.
Den indkluderede blandt andet end et omvendt pentagram og hun så tilfreds på sit værk. Da hun vendte sig for at gå tilbage til jægeren kunne man kort se teksten.
"Sku aldrig hunden med hårene."

"Så hvad gør vi nu med dig... Jeg kunne bare tage dig med.. eller jeg kunne lade dig ligge her og få noget af et forklarings problem... Specielt med alle de våben."
Hun rejste sig muntert op og satte kursen over imod manden der lå ovre under træerne. Han var død nu og hun læssede ham med et suk over skuldren. Vægten fik hende et øjeblik til at vakle men fandt så balancen igen og gik over til kvinden igen.
Et øjeblik så hun vurderende på hende og tog så fat i kvindens arm, mens hun stemte fødderne imod kirkegårdens jord for at få kvinden hevet op.
"Jeg fortryder uden tvivl det her, så beskyld mig aldrig igen for at være et hjerteløst monster. Stod det til monsteret havde jeg knækket halsen på dig efter at have presset den stage langsomt igennem din krop."
da kvinden var kommet op slap Wilith stadigt ikke hendes øjne før hun havde klemt jægerens hånd hårdt nok til at mindst et par knogler ville knække.

Da Victoria greb fat i Procellas arm skreg hun halvkvalt. Dustern hjalp for en gangs skyld med sin vægt der tvang hende tilbage. Victoria der lagde kræfterne i og hev hende hele vejen op ville tydeligt kunne mærke det ryk der gik gennem Procella da skulderen med en ikke så lækker lyd blev tvunget ind i led igen.

Tårene glimtede på jægerens kinder. Smerten fik det til at sortne for hendes blik og hun rakte ud og måtte støtte sig et øjeblik til Victoria. En kort taknemmelig tanke - der blev ødelagt da hun greb knusende om hendes hånd. Hun rev hånden til sig, men nåede alligevel at høre ringfingeren sige en grim lyd.

"...im gonna stacke you so hard bitch..."

Stønnede hun helt nede fra maven. Men der var ikke meget truende over hende. Hun var stadig helt væk af skulderen

"Just remember...i could have killed you...but didnt...fuck of before they see you...i dont wanner explain why a freaking teenager is walking around with a dead guy on her back...GO!"

Growlede hun og vaklede. Hvor fanden havde hun tabt pistolen henne? Lorte tåge!

"And that was suposed to be what? a thread? You shot me with silver and holy water, you should be thankful that i only broke your finger."
Menneskets tårer fik hende til at løfte et overrasket øjenbryn. På en eller anden måde undrede det hende at denne jæger kunne være så.. menneskelig og så levende, når hun opførte sig som nogle af hendes mere barbariske artsfæller. Hun trådte et skridt tilbage, ville ikke nyde noget af at være i nærheden af kvinden når hun kom sig over sin brækkede finger og den smertende skulder.
Den truende opførsel var der ikke meget af men hendes vagtsomme øjne forlod kun kvinden et kort øjeblik for at prøve at finde ud af hvor tæt på politibilerne var.
"I could have killed you to, don't forget that. Den eneste grund til at du kom så tæt på var fordi at jeg blev nød til at stoppe en skypumpe, for fanden."
Hendes temperament flammede op et kort øjeblik, som en pludselig stikflamme og hendes øjne viste tydeligt at hun var meget tæt på at fortryde det med skypumpen. Tænk hvis hun ikke havde stoppen den og bare havde ladet den føre det forbandede kvindemenneske langt væk fra denne ø. En dejlig drøm, men desværre også kun en drøm.

"Men hvorfor skulle jeg gøre dette her lettere for dig? giv mig en god grund."
Hun smed den døde dusørjæger ned fra skulderen og smilede koldt. Der var jo ingen grund til at hun bekymrede sig om ham hvis kvinden fik problemer over det. På den anden side så han desværre tydelige bidemærker i halsen.. Men det kunne der rådes bod på. Hvis hun nu bare havde en kniv eller en skarp kniv.
På jorden ved siden fandt hun hurtigt en sten der kunne bruges, med en spids side og hun så næsten muntert ned på manden. Det var synd at han skulle dø, men det var trods alt ikke hende der dræbte ham.
Stenen flåede hans hals over hvor bidemærkerne før havde været tydelige var der nu bare en lang rift. Ikke kønt eller helt så godt som hun havde håbet, men ingen bidemærker. Det var da altid noget.

Procella stønnede opgivende

"Dont be so stupid! De obducerer ham! Kugler eller ej...tænk for fanden Victoria! Han har ikke noget blod der kan forsvare hans blodtab. Er det her virkelig noget du synes vi skal stå og holde debat-aften omkring?!"

Hendes blik flammede rasende mod vampyren. Hun havde ingen mulighed for at bære manden. På den anden side var det ikke til at vide hvor mange der ville hævne sig over at Victoria havde outet deres eksistens, og hun ønskede faktisk pigebarnet i live. Nu.

Over there...its there...

Procella så mod en gravsten og begyndte at gå meget forsigtigt derover for ikke at bevæge skulderen for meget. Hun kunne se pistolen. Hurtigt blev den samlet op og gemt af vejen

Hun trak bare på skuldrene.
"Jeg skal nok smide ham et eller andet sted hvor folk ikke finder ham, og ellers er jeg sikker på at du kunne finde på en interessant forklaring.. du kunne jo også bare have ladet være med at skyde ham. Så havde der ikke været noget lig.."
Et enkelt blik imod kvinden gjorde hende sikker på at kvinden var vred, hun nærmest strålede af det og vampyren besvarede træt hendes blik. Hendes øjne var blevet mørkere igen som sulten blev voldsommere.
"Jeg kan stadigt løbe, så hvis du giver mig lov til at bære dig bliver ingen af os fundet her."
Sulten var godt nok blevet kraftigere men hun stolede stadigt på sin selvkontrol så der var ingen bagtanker med hendes tilbud. Hun gad bare ikke at nogen af dem blev fundet her.
Hun satte sig træt på knæ igen og trak manden op på skulderen, han var altså virkelig tung ham her. Og hun så afventende på kvinden selvom hun ikke var helt tryg ved at hun hentede pistolen. Den måtte gerne være forsvundet for altid, men det var jo desværre også bare ønsketænkning.

Hendes kropsholdning var blevet mere ludende og hun hang med skuldrene. Det ville blive en prøvelse hvis hun skulle transportere begge menneskerne væk herfra men hun var ikke i tvivl om at hun kunne klare det. Spørgsmålet var så bare om hun kunne holde igen når hun fandt nattens bytte.
Det ville hun nok ikke, gik hun ud fra. Hun havde mistet meget blod og brugt alt, alt for meget magi, langt mere end hun plejede.

Procella stirrede på hende. Meget paf. Hun tog tilløb til at sige noget et par gange. Da hendes sarte nattevante øjne blev blindet af blinklys på politibilen, som stadig var langt borte, kneb hun øjnene sammen.

"Fint! Ikke noget med at bide! Jeg sætter en kugle i nakken på dig hvis du så meget som ånder forkert på mig!"

Stønnede hun. Det ville absolut ikke blive en morsom tur. Ikke med den skulder.

Et eller andet sted morede hun sig over overraskelsen der var så tydelig hos jægeren og et lille smil der varede to blink med øjnene viste sig. Hvis kvinden ikke havde ridset hende i hovedet og i brystet med en stage, skudt hende med sølvkugler og placeret en chip i hendes krop ville hun sikkert godt kunne lide kvinden. Men det var jo nok lige lidt for sent nu.
Hun slog den ene arm ud som om hun ville give kvinden en kram med den ene arm og lagde den om hendes liv. Kvinden var lige så kung som manden stort set, men hun mistænke frakken og våbenene for at være de værste syndere.
"Jeg gider ikke bide dig.. du drikker sikkert et eller andet som ville være skadeligt for mig. Han var bare for klodset og dum til at finde på sådan noget."
Der hentydede hun tydeligvis til liget på den anden skulder og med et sidste blik ud imod vejen hvor politibilerne nu var tæt på satte hun af med de to mennesker over skulderen. Domkirken var få sekunder efter helt væk og de var godt på vej ud imod den triste skov. Den kolde natteluft ville have givet Wil tårer i øjnene hvis hun stadigt havde kunnet det. Bygningerne nærmest fløj forbi dem, men der blev færre og færre af dem og snart var de ude af byen. Hun glædede sig bare til de nåede skoven. Derude ville hun kunne brænde liget, sætte dusørjægeren ned og finde et af hendes lagre med blod. Det var altid noget af det første hun gjorde når hun ankom til en ny egn. Fandt sig nogle små depoter som hun fyldte med blodposer.

Et godt stykke inde i skoven stoppede vampyren og slap begge kroppe hvorefter hun hoppede over til en bestemt plet som hun synes at genkende. Efter at have sikret sig at det var det rigtige sted fjernede hun noget af jorden og fik så fat i en låge. Jorden dryssede stadigt ned i hullet der var kommet til syne, men det tænkte hun ikke nærmere over. Hoppede bare derned fik fat i et par poser med blod, den første tømte hun i et drag mens hun tog de tre andre med. Rummet var ikke ret stort 1,5x2 meter ca men det var mere end rigeligt for hende.
Det ville ikke undre hende hvis jægeren ville se på hende med afsky men det kunne hun ikke bekymre sig om. Det eneste der burde være vigtigt for en person der brystede sig af at beskytte menneskeheden var at hun ikke gik ud og dræbte en person ved et uheld fordi at hun var sulten.
"jeg bliver nød til at spise, og hellere en blodpose end en person, ikke?"
Hendes tone var kold og hun så med et løftet øjenbryn på kvinden inden hun dækkede hullet til igen og tømte endnu en blodpose. Derefter smed hun de to andre poser på jorden og begyndte at finde grene til et bål, som hun kunne brænde liget på. Han kunne jo ikke bare blive liggende på skovbunden. Med en god bunke ved side af sig begyndte hun at tage for sig af hans våben.
Blandt andet to pistoler med sølv patroner, en enkelt med uv-patroner og en enkelt stage vakte hendes interesse og hun stak dem alle sammen inden for tøjet.
"Vampyrer er ikke altid lige gode venner.. Og siden jeg ikke er soldat er dette her en god måde at sikre sig.."
Hun trak på skuldrene, uden at tænke over at det første lød lidt barnligt, det tænke hun først rigtigt over da hun havde sagt det, men der var der jo ikke så meget at gøre ved det

Et eller andet sted på turen havde Procella kortvarigt mistet bevidstheden. Hendes skulder havde gjort for ondt og hun havde taget flugten. Hun gned sig i ansigtet og fjernede et vådt blad der havde klistret sig fast på hende kind. Hun skar en grimasse

"Oh god...your eating-habbits are so...nasty...i think im gonna...puke..."

Hun sank et par gange

"Du skal ikke brænde ham. Det tager evigheder at brænde et menneske. Desuden kommer her til at lugte af flæskesvær i flere kilometers afstand...dont ask..."

Hun møvede sig over til manden og klappede ham let igennem. Hun fandt en pung med ID. Det var sikkert pivfalsk. Hun fiskede de par sedler til sig der var i den

"you are going to want to take a step back about now...Sorry...its just what i do..."

Procella fandt den lille flakon frem. Så salvede hun kort manden og gav ham syndsforladelse. Derpå lagde hun en mønt på hver af hans øjne lænede sig frem og kyssede let den højre kind, og derpå den vesntre imens hun hviskede sagte

"May the road rise to meet you. May the wind be always at your back. May the sun shine warm upon your face. May the rains fall soft upon your fields and until we meet again, May the Lord hold you in the palm of His hand."

En tåre rullede ned af hendes kind. Et liv var tabt. Der var intet at frydes over. Det eneste der kunne glæde hende var at han var et bedre sted nu.

Hun grinede en hæs latter og så på kvinden.
"Jeg ved det. Sådan havde jeg det også da jeg første gang så min skaber drikke af et menneske. jeg var 16, og det har jeg været lige siden."
Derefter hævede det ene fint svungne øjenbryn sig bare over andet og hun begyndte kort at spekulere over hvad i alverden denne her kvinde dog havde lavet igennem tiden. Hun burde nok have gættet at det at brænde et lig ikke hørte til de voldsommeste af dem. Gad vide hvad hun egentligt havde lavet? Hun var jo dusørjæger så mon ikke det var nogle ret.. interessante ting. De fleste væsner havde jo deres individuelle evner så det kunne godt blive rimeligt underholdene, og nok også lidt trættende i længden.
Det tog hende ikke lang tid at indse at det nok ville være en god ide at træde tilbage når hun sagde, for kvinden var sådan en der godt kunne finde på at lege med vievand når det kom til døde mennesker.
kvinden begyndte da også på et eller andet der godt kunne ligne en begravelsesceremoni, og Wilith kunne ikke lade være med at føle at manden der ikke havde fortjent sådan en. Han var tydeligvis ikke alt for begavet, havde angrebet hende i ryggen og virkede ikke som noget der var værd at samle på. Tungest vejede det med at han havde angrebet hende, og så endda i ryggen.
I stedet satte hun sig op ad et træ med de to andre blodposer ved siden af sig mens hun proppede et sugerør i posen som hun havde bidt hul i. Blodet her var koldt og hun savnede virkeligt varmt friskt blod, men det måtte vente indtil hun var færdig med denne her dusørjæger og havde fået dette her lig af vejen. Så kunne hun tage ud at jage. Det fandt hende ikke på nogen måde ind at drikke fra et dyr, det ville jo være noget lignende uhygiejnisk for hvem vidste hvor de havde været sidst og derudover ville det svare til at et menneske spiste billig tofu. Utilstrækkeligt og klamt.

Hun kunne huske nogen der havde bedt sådan der for lang tid siden, en stemme som tydeligt trængte sig igennem de mange tågede minder fra fortiden. Hendes mor.. og hendes søstre. Det var et par år efter hun var blevet forvandlet og Gwynnet havde ladet hende se hendes familie lige kort. Ikke noget med at kontakte dem, bare lige holde øje med dem. Fra den dag af holdt hun altid lidt øje med dem.
De sad der foran korset der hang på væggen i stuen, på række med hænderne foldet i bøn. Et par ganga havde hun slev prøvet at deltage i bønnen, men hvor hun før havde fundet trøst og sikkerhed i det var der bare usikkerhed tilbage. Det var alt hvad hun følte når hun bad. Gwynnet sagde at det var fordi vampyrer ikke var guds skabninger. Uden at tænke over det havde hun foldet hænderne men hu trak dem langsomt fra hinanden igen da hun så det.
Hun rystede på hovedet for at klare det for minder, hun orkede dem næsten ikke.
"Du kender en der er telepat, ikke? Den du snakkede med?"
Hun kunne jo bare have snakket med sig selv, men muligheden med telepaten var helt klart meget mere interessant at udforske. Hun forventede afgjort ikke noget svar. Man kunne jo ikke rigtig få noget ud af hende.

Procella så lidt forvirret fra manden og op på Victoria

"Hm? Nå...tele...nej...Jeg talte ikke med nogen..."

Der var kommet en dyb rynke i hendes pande og hun kæmpede sig op at stå

"Jeg går ikke ud fra at du også har en skovl tilfældigvis i et eller andet McGywer skjulested vel?"

Spurgte hun en smule træt, uden egentlig at forvente den store respons på det. Hvordan skulle hun få ham begravet? Hun skævede til Victoria. Hun kunne sikkert godt grave et hul ret hurtigt selv. Det var bare ret tvivlsomt hun kunne få pigen til noget som helst. Ikke at hun kunne bebrejde hende som sådan. Hun tvivlede egentlig på at hun selv havde udvist den store samarbejdsvilje hvis nogen prøvede at slå hende ihjel.

"Så du diskuterede bare højlydt med dig selv om du skulle dræbe mig eller ej? og nå jo, så skældte du jo selvfølgeligt også bare dig selv ud. Nej du snakkede med en eller anden. Det har du lige bekræftet, og tak for det."
Et lille smil spirede på vampyrens læber som hun lagde den tredie blodpose fra sig og hun kom adræt på benene. hendes øjne nærmest skinnede nu og hun så helt frisk ud. Med hurtige bevægelser samlede hun blodposerne sammen og åbnede lågen igen. Nede i hullet igen gemte hun hurtigt den sidste pose blod i en taske som hun slyngede over skuldren. Oppe igen dækkede hun hullet til med jord og så først derefter over på kvinden.
"En spade.. nej.. men jeg kan sikkert finde noget der ligner."
Hun forsvandt i løb ind i skoven og hendes lugtesans ledte hende hurtigt til et menneskehus i udkanten af skoven, og hun listede stille ind i det tilhørende skur hvor hun med sine gode øjne hurtigt fik manøvret sig frem til noget der kunne ligne en feltspade. Den eneste grund til at hun hjalp kvinden var at det lige så meget hjalp hende slev som det hjalp kvinden. Hun ville bare have liget væk, det eneste bevis på at hun ikke rigtigt havde kunne holde igen. Hun måtte have holdt for hårdt så et ribben brækkede og punkterede en lunge eller sådan.
Kort efter var hun på vej igennem skoven igen med feltspaden i tasken, samt et par ekstra knive som bare havde ligget og flydt. Hun ahvde altid haft en svaghed for knive og var af den faste overbevisning at man ikke kunne få for mange af dem.

Feltspaden landede foran menneskets fødder og vampyren stod muntert lænet op ad en træ lidt væk.
"Kom ikke og sig at jeg ikke er en venlig person."
Hendes øjne var kølige og selvsikre, blodet havde både restitueret hende fysisk som psykisk og hun følte sig behageligt tilpas selvom chippen der på nuværende tidspunkt stadigt befandt sig under hendes hud godt kunne høre hende nervøs. Egentlig ville hun gerne vide hvorfor i alverden hun skulle prakkes den på. Det ville jo have været langt nemmere bare at dræbe hende, i stedet for at sætte en sporingsenhed på hende. Men den ville ikke blive der! Den skulle ud!
"Hvorfor sporingsenheden? Du kunne bare have dræbt mig. hvorfor ikke dræbe mig?"