Forgive me Father...

Procella skar en grimasse af det sted hvor Victoria var forsvundet og sparkede surt efter de våde blade. Kælling. Kunne hun ikke bare lukke røven? Procella begyndte at gå rastløst frem og tilbage og knurrede irriteret af spaden da den landede i skovbunden for hendes fødder.

"Ih ja...jeg bliver næsten nød til at give dig en pris...just dont hold ya breath...or do...you dont die from it...i promise"

Mumlede hun sarkastisk for sig selv og kom besværligt ned på knæ så hun kunne bruge den lille spade. Det her ville tage en evighed

"Ville du tro mig hvis jeg sagde jeg ombestemte mig..."

Brummede hun surt. Det var lidt et retorisk spørgsmål. Procella trak vejret dybt da hendes skulder begyndte at dunke på en meget grim måde. Var det mon et apotek et sted i byen hun kunne besøge? Et uden overvågning? Hun ville ikke få lukket et øje på den her måde.

"Hvad laver du overhoved her...McRian. Du er lidt langt fra den grønne ø hvis du er faret vild"

Snerrede hun hidsigt, for at distrahere sig selv fra den smerte der begyndte at prikke ubehageligt helt ned i albuen

"Jeg farer ikke vild efter 300 år, jæger. Og hvorfor skulle jeg være i Irland? Min familie døde for lang tid siden."
Det var på den ene side sandt, men alligevel var det ikke helt sandt. hendes far, mor, søstre og brødre døde for lang tid siden, men deres tip-tip-tipoldebørn levede stadigt. De var stadigt hendes familie selvom de intet vidste om det. De kendte ikke til nogen Victoria McRian der levede i starten af 1700 tallet og forsvandt som 16 årig. Og sådan skulle det helst også forblive. Jo mindre de vidste jo bedre.
Men hvis dusørjægeren her også vidste noget om dem... så vidste hun virkeligt ikke hvad hun ville gøre. Ikke for første gang ønskede hun at hun var telepatisk eller bare kunne slette folks hukommelse. Det ville gøre alting så meget nemmere.
Hun kunne blandt andet bare hente de informationer fra kvinden som hun skulle bruge, uden at skulle stå og fiske efter halmstrå.

"Hvis du fjerner chippen først må du gerne prøve at dræbe mig igen."
Vampyrens grin var bistert og efterlod ingen tvivl om at hun ikke ville finde sig i at blive stukket ned sådan uden videre. Hun følte sig rimeligt sikker på at hun ikke ville komme til at savne aftner som denne i det næste meget lange stykke tid. En af disse nætter om året var mere end nok, men på denne ø, i dette cirkus så ville det nok snarere blive en gang om ugen. Vampyrer, varulve, dæmoner, engle, elvere og mennesker blandet sammen på en lille ø kunne kun blive noget af et cirkus med en masse slåskampe.
Nu hvor hun ikke lige ventede at blive angrebet med det samme igen undersøgte hun med en træt og bister grimasse sit tøj og sukkede tungt. Denne her ø's tøj butikker måtte tjene godt med så mange kampe der var her omkring. Hendes tøj så rimeligt slidt ud, der var huller, slidmærker og rivemærker overalt på det og det var tydeligvis lige til at smide ud når hun engang kom hjem og kunne vælte om på sin seng.

Procella udstødte en lyd der var en blanding mellem et fnys og en tør latter

"As if...jeg tror ikke jeg får slået meget ihjel i aften...lige nu er det besværligt nok at grave huller. Hvis jeg har brug for at dræbe dig så ved jeg hvor jeg kan finde dig...det er det smukke ved chippen"

Procella fægtede en lille smule af hende med spaden

"Og hold op med at sige jæger på den måde...vær lidt civiliseret. Jeg troede vi havde våbenhvile"

Så sukkede hun og så ned på hullet

"sorry bout the family though...those bloodties...they can be a bitch huh? gotta love them...cant kill them...maybe you have the long end of the deal..."

Stønnede hun da hun brutalt stødte spaden ned i jorden, og det sendte et lyn op gennem skulderen på hende

for fucks sake!

Hun knurrede et øjeblik irriteret af procella, med de lange hugtænder helt fremme, hvorefter hun det næste øjeblik stod ved siden af hende og tog fat i spaden. For hende ville det ikke tage ret lang tid at få gravet et hul hvis hun udnyttede sin hurtighed.
"Hvis jeg ikke må kalde dig jæger, hvad skal jeg så kalde dig?"
Mens hun begyndte at grave hørte hun udemærket hvad procella sagde. Normalt blev hun nærmest elektrisk når folk omtalte hendes familie, men denne gang for kun et let hurtigt vindstød over dem.
"Man ser sin familie dø, mens du ikke har forandret dig, ser deres børn, deres sorger og glæder, men de ser aldrig dig. De tror du er død. De bad for mig, jeg forsøgte at bede..."
Wilith rystede irriteret på hovedet over den rimeligt følelsesladede indrømmelse og gik i gang med at grave med irriterede hurtige bevægelser. hvorfor havde hun også sagt det? Det var som om det bare var hoppet ud af hendes mund uden selv at kontrollere det. Hvorfor skulle hun nu også begynde at hælde sit hjerte ud for denne kvinde der havde forsøgt at dræbe hende. Hun blev virkeligt nød til at holde mund! bare en gang i mellem.

"Det er det værste ved at være vampyr. Ikke bloddrikningen eller aversionen imod dagslys, men folk der bare dør overalt omkring dig. det er det værste."
hun så dystert ned i jorden og fortsatte med at grave, hvilket for hende gik ret hurtigt for hun behøvede ikke bruge ret mange kræfter på det, hendes styrke var egentligt nok. Oppe ved siden af hullet voksede bunken af jord hurtigt, men hun kiggede ikke op. Hvis hun havde kunne græde havde der nok faldet et par tårer, men nu så hun bare trist ud og det var ikke noget som hun syntes vedkom dusørjægeren. Det var nogle følelser hun oftest holdt for sig selv, selv ikke hendes venner ville få dem at se hvis hun var heldig. Hendes glæde var skjoldet imod verdenen men det var faldet sammen og havde ingen planer om at komme tilbage i nat. Det var ret svært at være glad og munter når man lige var blevet forsøgt slagtet med slager og sølvkugler og så oven i det var blevet mærket som en hund. Hun måtte finde en eller anden der kunne fjerne den, lige så snart hun kom væk herfra. Måske Ancilla, hun virkede til at være hård nok til at kunne håndtere at fjerne en chip fra hendes krop.

Procella betragtede Victoria tavst et stykke tid

"Is that why you left? Because they died? If they died from old age and happy, then you should not mourn them. Mourn yourself. You will never be a wife. A mother"

Procella hoppede ned i den halve grav der efterhånden havde taget form

"You where trapped. Forever looking like e very young girl"

Procella prøvede at fange pigens grønne blik med sit eget ravfarvede

"Dont cry for humanity...cry for your lost soul, and what was stolen from you. And Victoria. I make this promise to you today. If i take your life some day, i will bring you back, so you can rest on the green island...with your family. Ill save your soul and pray for you"

Sagde hun afdæmpet og med stor alvor. Det var vigtigt for hende at Victoria forstod at hun ikke gjorde sådan noget normalt. At hun var ganske seriøs omkring hvad hun sagde.

"Jeg havde ingen grund til at blive da de var væk. Mine søstre og brødre dødede jo knap et årtier senere, og jeg var stadigt den samme."
Hun rystede på hovedet og fortsatte med at grave den efterhånden udformede grav. Hun ville ikke se på kvinden, for hun frygtede et eller andet hånligt grin, og hun ville ikke risikere at vise for mange følelser. Dette her var nogle meget følsomme emner for hende, som hun egentligt ikke brød sig om at tale om, da et eller andet gik op for hende.
"Du er også fra Irland?"
Kvinden sagde jo også den grønne ø, som de fleste indfødte også gjorde når de var væk hjemmefra og talte om deres ø. Hendes grønne øjne låste sig i jægerens gyldne. hendes øjne var søgende og undrende men også nysgerrige. Det med sjælen havde hun hørt før, så mange gange. Vampyrer var hjerteløse monstre uden en sjæl! jo tak og god dag til dig også. Så trættende at høre om i længden.
Mens hun blev ved med at grave trak hun øjnene til sig igen og så ned i jorden mens minder skyllede ind over hende igen.
Da hun ti år efter forvandlingen hørte om hendes forældres død og tog derhen en nat for at ære dem en sidste gang. en buket blodrøde roser var hendes bidrag til de få blomster der lå på deres gravsted. Folk huskede stadigt McRians djævlepige selvom det var så længe siden og hun var forsvundet for mange år siden. men det kunne hun desværre ikke ændre ved, sket var sket og nu var det hendes søskendes byrde at bære.

"Hvad er en sjæl, jæger? Så skal jeg tjekke efter om jeg har en. Jeg ved at mit hjerte ikke slår, men det forhindrer mig da ikke i at have en sjæl. Og jeg tror aldrig at nogen ville blive tilgivet efter hvad jeg har lavet, selv ikke af protestanternes gud. Jeg har intet håb om at blive tilgivet og ingen planer om at dø igen. En gang var nok for mig, men jeg er taknemmelig for din omtanke alligevel."
Wilith kunne ikke lade være med at blive lidt irriteret over delen med sjælen selvom det skete så tit at folk mumlede noget om at vampyrer ikke havde en sjæl. Men hvad var en sjæl, det var sådan et luftigt begreb uden nogen bestemt eller logisk løsning, hvis der overhovedet var sådan en.
Hun vidste ikke noget om den usædvanlige omtanke som jægeren lige havde vist hende, for hun kendte jo intet til den jæger. Hun vidste bare at hun havde været ved at blive dræbt for mange gange og nu talte kvindemennesket om at dræbe hende igen. Trættende var nok ordet for det. Havde hun vidst noget om det havde hun nok været mere taknemmelig, og ville have smilet bredt til hende, men hvem vidste? måske var det bare en af jægerens små særtræk.
Et eller andet sted havde hun regnet ud at hun lige havde været vidne til noget usædvanligt fra kvindens side men hun var endnu ikke sikker på præcis hvad det var.

Procella så skarpt på pigen

"Forget it then...it was an offer, because i wondered if you where actually worth knowing or saving. Screw you, and get out of the hole"

Snerrede hun mere end let irriteret. Hun greb fat i skulderen på manden og slæbte med stønnende over til hullet og halvt sparkede, halvt rullede ham ned i det

"That bastard was a human i didnt know. People know you are here!"

Råbte hun arrigt og kæmpede sig op af hullet igen

" I saved your ass back there! You have no idea about what is going on around here - if i can find you, others already HAVE. But noooo...you are the big bad vampire who can live forever, outrun a cheetah, breath under water...nothing can kill you - well im sorry for actually thinking you might still have a heart and would appreciate the freaking gesture...kiss my fairy ass...im going home!"

Procella begyndte at trampe en eller anden tilfældig retning. Hun havde ingen anelse om hvor pokker hun var henne, så den ene retning var vel lige så god som den næste

"...goddamn fangers...fucking freaks all of them..."

Mumlede hun hidsigt imens hun trampede afsted i mørket

Wilith hoppede hurtigt op af hullet og satte sig på kanten af det, mens hun så med et løftet øjenbryn på det arrige menneske. Det var interessant at se hvordan hun hidsige sig op så hurtigt, noget vampyren også selv gjorde. Når andre gjorde det fandt hun det ret interessant at se på. Samtidig var hun også ret forvirret over hvor hun havde trådt kvinden over tæerne, for hun kunne ikke se nogen direkte forbindelse fra noget hun havde sagt til anfaldet af arrighed. Hun rejste sig undrende op da kvinden rejste sig for at gå. Hun følte sig som en eller anden form for uforstående der bare tilfældigt overhørte dette. Stadigt med tankerne svirrende omkring kvindens underlige hidsigheds anfald skubbede hun den store bunke af jorde fra hullet ned over manden så han i det mindste var dækket. Hun kunne skjule graven helt bagefter når hun lige havde fundet ud af hvad hun skulle stille op med jægeren.
"Øhm.. Hvor fik jeg trampet dig over tæerne? Og hvem ved jeg er her?"
Kvinden var på vej den forkerte vej, væk fra byen og hun begyndte om muligt at undre sig endnu mere. Tøvende begyndte hun at gå efter kvinden stadigt med store forvirrede øjne. Dette her menneske var virkeligt mere uforudsigeligt og ulogisk end de fleste andre hun havde stødt på og det var efterhånden en hel del.

"Jæger... Du går den forkerte vej, hvis du skal ind til byen. Om jeg er værd at redde kan jeg ikke svare på, men jeg kan ikke se hvad jeg har gjort for at gøre dig sur på mig. Så vidt jeg kan se burde det nok være omvendt i betragtning af at det er dig der har været ved at dræbe mig flere gange."
Hun stod pludseligt foran kvinden igen, hun havde løbet de få meter på ganske få sekunder og stod ellers meget afslappet op ad et træ. Hendes grønne øjne var overvågne og de så stadigt undrende på kvinden.
"Hvad var det du reddede mig fra?"
Nysgerrigheden var tydelig, men hun var også begyndt at blive mere vagtsom for hvad kunne kvinden have reddet hende fra som ikke havde bemærket. Hun kunne nemlig ikke komme i tanke om noget. Ingen væsner havde været i nærheden under deres slåskamp, kun politiet der kom til sidst. Og hvis der havde været nogen? Hvorfor havde hun så ikke bemærket det?

Procella vendte sig arrigt om for at trampe i den rigtige retning. Hun havde faktisk et kort sekund overvejet bare at gå videre i sin stædighed, men det betød at hun måtte vente længere på at få noget smertestillende.

"You are such a goddamn stupid little girl... uh!"

Hun slog huller i luften med den fri arm der stadig kunne bruges

"I was sent to this godforsaken island! SENT! The church is here. Hunters are here...do you want me to draw you a pretty picture?! There is a war going on out here, and you are smack in the middle of it! Im trying to safe your life, and you act like i offered bloody mlik in your damn coffey! Fine! Then suit yourself! Make it on your own...hell - only 2 attacks in one right, your doing great right?!"

Snerrede hun sarkastisk og gik udenom den slanke pigeskikkelse. og fortsatte i den nye retning. Hvorfor var det altid på tidspunkter hvor hun bare gerne ville være hjemme, ar bilen var forbandet mange kilometer borte?

"Så du mener bare dusørjægere, dem er der en del af her på øen.. dem har jeg overlevet indtil videre, ikke sandt."
Hun smilede koldt til kvinden og stod kort efter oppe foran hende igen med det samme kolde grin. Hun var noget i retning af venner med mindst en af dem og denne her gang havde hun overlevet, hvis man kunne sige det på den måde. Hun legede med en vedhæng på sin taske og så kort op på kvinden. Hun så næsten normal ud, ingen vilde farver i øjnene og alt for lange tænder. Bare en teenager i iturevet tøj. Det ville i princippet bare kunne være for effektens skyld.
"Jeg kan være ganske charmerende når jeg vil."
Hun vendte sig for at gå tilbage til graven, og lod kvinden gå hvis hun ville. Vampyren kunne have fået hende ud af skoven i løbet af ganske få sekunder, men at dømme efter kvindens hidsighed ville hun nok ikke tage imod tilbudet. Derudover var der jo også graven at tage så af. Den skulle dækkes til så den var kamufleret for nysgerrige blikke. Hun trampede den bløde jord til og dækkede den efter bedste evne med nedfaldne blade så den ikke stod så meget ud.

Bagefter sørgede hun for at der ikke var nogle tegn på blod eller lignende i skovbunden. Det ville være for let at lugte for hendes slags og det ville også vække for meget opmærksomhed. Hun stak feltspaden i tasken og lokaliserede hurtigt mennesket. Hun var ikke nået så langt og wilith stak i et afslappet løb, for en gangs skyld i normalt menneskeligt tempo.
"Og derudover så har jeg aldrig bildt mig ind at jeg var the big bad vampire, som kan klare alle. Jeg må jo bare forsøge at overleve og indtil videre er det jo gået meget godt, i nat undtaget. 2 angreb kan jeg overleve, men du var indtil videre min bedste modstander i lang tid."
man kunne næsten høre smilet i vampyrens stemme og hun havde sagtnet farten til gang så hun gik ca 1.5 meter bagved kvinden. Hun gad ikke gøre sig nogen anstrengelser for at nå op på siden af hende, for kvinden virkede ikke som en der ville synes godt om selskab.

Procella trampede videre gennem skoven uden at se bagud på pigen

"...lytter aldrig...de lytter aldrig nogensinde..."

Knurrede hun dybt i halsen

"I really dont care if there is a freaking neighbour-watch outhere. I was SENT! What part of THE CHURCH is hard for you to fathom? Great that you can dodge drunken adrenaline-seekers like that fool over there"

Hun lavede et hovedkast hvorfra de kom

"But you are playing with the big boys now...and you have no idea. Wake up and smell the roses. The war is going on even if you put your head in the ground like a freaking ostrich"

"Kirken kan selv komme og tage os, i stedet for at sende deres kamphunde. No offence, men det er for kujonagtigt. Og hvis en krig er på vej vil jeg ikke gemme mig. Hvis den kommer, så kommer den også selvom jeg gemmer mig og lader som om den ikke eksisterer. Jeg er et ungt brushoved og det vil jeg nok altid være."
Hun trak på skuldrene med et lille smil, ikke bekymret for alvor. Selv hvis den kom så skulle hun nok slippe ud i live, for the big boys havde sjældent til at kigge efter hvad der smuttede igennem benene på dem når der var langt større og stærkere modstandere overfor dem. Og Wil vidste at hun kun var en lille fisk hvilket gjorde det at undslippe så meget lettere. Hvorfor bekymre sig om hende, når der var vampyrer der havde vandret i natten i flere tusinde år.
"Jeg er en lille fisk, hvorfor snuppe mig når der er massive hajer i farvandet."
Der hentydede hun til vampyrer og dæmoner på alder med en af hendes veninder, 2000 år gammel og stærk, meget stærk. Det var den slags bytte der gav respekt og ikke 300 år gamle teenagere. Havde hun et valg ville hun ikke efterlade venner hos dusørjægere, men de gamle vampyrer som hun ikke kendte var hun faktisk ligeglad når bare hun slap væk.

Procella himlede med øjnene

"You are so clueless it hurts...I AM the church! They are my kennel, and i am there bitch, and sweetheart..i am NOT the best on out there. I am only the first wave. For them it makes no difference. You are lost to god, and a threat to mankind...therefore you need to die. Even a toy-poodle can have rabies. Size dosnt matter...you dont care...then im not even gonna try...im trying to keep myself alive outhere, and thats hard enough. Im not gonna fight for a fanger with a priority-problem"

Hun strøg den raske hånd gennem håret i en frustreret bevægelse. Var de ikke snart ude af skoven? Hun havde virkelig brug for nogle seriøse painkillers i den tunge ende af vægtskålen

"Mankind is a thread to themselves. They don't need our help."
Hun rejste børster over ren irriterende kvinde. Hvordan kunne hun bare dømme alle over en kam. Jo vampyrer var en hel del stærkere end mennesker var, men mennesker var mere eller mindre deres egen største trussel. Wiliths øjne skinnede vredt da hun med et blink med øjnene var oppe på siden af kvinden.
"I have my prioritys sorted out: survival as the most important. I dont kill people unless i need to and i'm keeping a low profile."
Hun så koldt på kvinden med vrede skinnende i de grønne øjne, dels af øgenavnet "fanger" og dels af alle de kedelige domme hun fik stablet oven på sig: sjæleløs, hjerteløs, monter, ude af stand til at holde rede på sine prioriteter, ung, tåbelig og så videre. hun holdt sit temperament tilbage så hun ikke kom til at bruge magi ved et uheld mens hun så sammenbidt ud i luften mens hun prøvede at lade være med at hidse sig selv mere op end kvinden allerede havde gjort. Fanger var ikke noget hun ville kaldes, det var direkte fornærmende for det var tydeligt hvad der lå i det.
"Og nu da jeg har fortalt dig mig navn, så brug det! jeg gider ikke kaldes fanger, ligesom du ikke vil kaldes jæger."

Der var stadigt et stykke til skovens udkant men vampyren kunne så småt høre bilerne i byen, den lave summen af motorer der arbejdede fro at transportere deres ejere rundt på øen.
"Det kan godt være at du synes at jeg er en overfladisk, og dum lille pige, men så må jeg jo klare mig med det. Hvorfor prøve at ændre sin mening, når det nok ikke lader sig gøre lige meget hvad jeg siger. Vejen er lige fremme. Så kan du slippe for mit ugudelige selskab."
Der var et skarpt strøg af bitterhed i hendes stemme, ikke kun var rettet imod kvinden men også imod hvad hun var. Hun ar jo hvad man ville kalde et ugudeligt væsen, gud gad ikke rigtigt vampyrer og satan gad dem egentligt heller ikke. de var bare en form for væsner der var blevet skabt ved et uheld og som egentligt bare blev ved med at skabe andre uheld.

Den raske arm skød ud og hun gren lynsnart fat i Victorias skulder. Et knusende greb, hvis hun havde været et menneske, og bestemt et greb vampyren ville kunne mærke.

"You still dont get it. They dont care. They dont care about eachother. They care about the monsters under the bed. No matter how hard you try to push the war away from you, you ARE the war. The battle of good and evil. I have told you 3 times now that i am trying to save you - do i need to bash into your bloody skull with a hammer? You ARE young, and you ARE stupid. I didnt think you where blind too. But apparently you are too blind to see a hand, when its right in front of your face...i cant work with that...you have a nice life in your illusional world McRian. The Lord knows i at least tried"

I did! I have tried the last hours! So stop it! She wants to play nature-child and eat butterflies, and think everything is peachy! I cant do that! My life is not like that! I cant protect her on those terms...you know that! Are you gonna make me die for her?!

Stilhed. Der var kun stilhed i hendes hoved. Procella sukkede lettet og udmattet

"I just don't see how i can be the war."
Forvirringen lyste ud af hendes øjne, men den blev lukket væk fra hendes øjne af en voldsom kulde. Hun rev sig fri og trak sig væk fra kvinden ikke sikker på hvad hun skulle tro. Hvordan kunne hun være krigen?
Et eller andet sted havde hun en ide om hvad kvinden mente, men hver gang hun troede at hun havde den smuttede den væk fra hende igen som om den bare var en skygge, uhåndgribelig. Hun sukkede træt, var ikke i humør til at lege gætteleg.
Skyggerne under træerne opslugte hende næsten, og det mørke tøj fik hende til at falde i et med dem. Hun følte sig ret blondt over ikke at kunne finde ud af hvad kvinden mente men gættelege var ikke rigtigt hendes stærke side. Hun foretrak at folk bare sagde hvad de mente ligeud i stedet for at liste sig om emnet som hun gjorde nu. Hun rystede træt på hovedet, det føltes som om at natten havde varet en evighed og hun orkede ikke mere hoppen rundt omkring.
Et kort øjeblik overvejede hun at smutte, forsvinde i nattens skygger og lade kvinden blive tilbage med hendes budskab, som var så vigtigt og forsvinde i folkemængden som hun plejede, men nysgerrigheden bød hende at blive. Hun ville vide hvad hun talte om selvom det fik hende til at føle sig blond.

"Hvorfor gider du overhovedet spilde sin tid på at redde mig? Jeg er jo bare endnu en vampyr som skal dø, for hvad vi er."
Hun knurrede surt med sammenbidte tænder og læberne krænget bagud, så hendes hugtænder var synlige. En månestråle skar sig ned igennem skovens mørke og badede de to skikkelser i lys som fik vampyrens hud til at ligne alabaster. For mennesket ville det måske ikke være det bedste for nattesynet, men for vampyren var det ubehageligt med det skarpe lys. Da hendes øjne var en del stærkere blev hun nød til at knibe øjnene sammen i lyset og trådte hurtigt ind i skyggen igen.
"Og hvem er de? helt præcist."

"Dø det skal du. Det er der ingen tvivl om. Men ikke lige nu. Jeg har en fornemmelse omkring dig. Jeg er ikke færdig med dig endnu. Så lad være med at løbe ind i spidse genstande gider du..."

Brummede hun træt og så ind i skyggerne efter Victoria

"Come on McRian. Im not gonna give you names. I was not born last night. Dont treat me like im stupid...bone-yard...wich way?"

Spurgte hun lidt usikkert og så sig omkring. Hendes stedsans var ikke udviklet godt nok på det her sted, til at hun havde fornemmelse for hvor hun skulle gå hen. Tanken om at skulle vade flere kolimeter med den smertende skulder for at forsøge at bryde ind på et apotek var nok til at give hende lyst til at sætte sig ned og tude som et lille barn. Men det gjorde hun kun i tankerne.

"når jeg nærmer mig de tusind år skal det være mig en glæde at dø, men indtil da så skal jeg gøre hvad jeg kan for at undgå stager."
Et lille koldt smil spillede om hendes læber, men det var knap så koldt som det havde været for kort tid siden og hun så med hoevdet på skrå på kvinden.
"Navne.. var heller ikke noget jeg forventede fra dig. Du giver ingen unødvendig information. til kirkegården, fortsæt den vej. Vejen, ligeud."
Hun pegede ud i mørket på jægerens højre side og så mere eller mindre køligt på hende med uudgrundelige grønne øjne. Navne havde ikke været noget hun havde håbet på, så hun blev da også kun en lille smule skuffet. Men det var også bare fordi at hun ofte var meget optimistisk, selv når det kom til dusørjægere. Selv når det kom til dette kolde, kyniske kvindemenneske.
"Du burde nok få et eller andet for din skulder. Jeg kan bære dig, hvis du kan overleve det."
Hun burde nok stoppe med at være så venlig overfor jægeren, hun var jo en fjende men det var som om at ordene bare hoppede ud af munden på hende inden hun fik tænkt mere over den.
"Ved nærmere eftertanke burde jeg nok ikke være så venlig overfor en jæger."
Så trak hun på skuldrene og så afventende på kvinden, med grønne øjne der var lidt fraværende og undrende. Hvorfor i alverden havde hun valgt at blive så optimistisk og venlig overfor alt og alle. Monsteret inde i hende var parat til at slå sig selv for panden efter bare ganske få uger på denne sindssyge ø, og Wiliths opførsel. For hundrede og halvtreds år siden havde det haft overtaget og nu teede pigebarnet sig som en sød lille menneskepige. nej faktisk nok endnu værre, eller sødere måske snarere.

Procella så lettere undrende på Victoria

"You...really wanner help me? Actually...the best thing you can do for me..."

Hun skar en grimasse og fortrød midt i sætningen

Im a regular rolemodel...what the fuck...

Hun gned sig i ansigtet

"I need Roxanol. No more than 10 mg. Damnit...its not like i can go to a doctor like this..."

Prøvede hun at forklare halvt defensivt, halvt agressivt

Wilith så bare afventende på hende med hovedet på skrå og hænderne i siden. Det var fuldt ud forståeligt at kvinden ikke rigtigt vidste om hun skulle tro vampyren overfor hende. Det var jo næsten også for godt til at være sandt, så venligt at det blev mistænksomt. Hun vidste det godt, men kunne ikke rigtigt lade være.
"Roxanol? altså ligesom morhpin?"
Hun havde jo aldrig selv brugt noget i den retning da det nok ville være lidt spildt på hende, men i løbet af så mange år lærte man mange ting som man ikke var sikker på nogensinde at få brug for. Noget af det hun havde kastet sig over var blandt andet stoffer som gjorde folk afhængige.. Deriblandt også smertestillende. Og nu kunne hun måske få brugt noget af det.
"Jeg kan nok godt få fat i det vil jeg tro, men hvis jeg skal have det på lovlig vis tager det længere tid.."
Hun trådte igen ud i lyset fra månen så hun kunne ses tydeligt, med ansigtet i skygge og hænderne i lommerne på hendes jeans. Hun var klar til at sætte afsted for at hende det smertestillende til kvinden men hun var ikke sikker på om kvinden ville med. Det ville være lettere for kvinden at skaffe det, for hun lignede jo rent faktisk en voksen modsat Wilith. Det var ikke altid let at overbevise mennesker om at hun var over atten selvom hun viste dem sit ID, det var jo selvfølgeligt falsk men praktisk talt var hun over atten. Det havde hun jo været i lang tid.
"Du vil nok have lettere ved at få fat i det. Du ligner jo rent faktisk en over atten."

Procella sendte pigen et stift smil

"Det er lidt besværligt at få det lovligt. Så skal man helbredsundersøges, og lad os bare nøjes med at sige det ville afføde nogle spørgsmål jeg ikke er parat til at besvare. Men ja...det er morfin. Lad nu være med at blive moralsk. Det er lige et nummer for sent efterhånden..."

Procella lagde hovedet let på skrå og betragtede de fine teenagetræk. Det generede hende at hun så så ung ud. Det ville blive svært at slå hende ihjel. Især nu hvor hun havde fået lagt en blokade for at gøre det. Havde hun overhoved lyst længere?

"Og hold nu op...hvis du vil være teknisk omkring det kunne du være min tipoldemor"

Hun sendte pigen et skævt grin

"up up and away! Eller hvad i vampyre nu gør når i løber"

"Jeg ville sikkert kunne finde på et eller andet. Jeg har haft mange uddannelser i min tid.. Skulle mene at jeg startede på at studere medicin engang.. Jeg er bare ikke sikker på om jeg færdiggjorde det."
Hun lyste op i et lidt undskyldende grin og trak beklagende på skuldrende. Da hun startede på lægestudiet havde det mest af alt været for at afprøve sin kontrol overfor blod og om hun kunne håndtere det. Efter meget træning var hun begyndt at kunne kontrollere det, men det var snart et par årtier siden.
"Jeg vil ikke engang prøve på at give dig en forelæsning.du er for stædig til at jeg gider.."
Hun grinede skævt og så på jægeren igen. Vampyren glædede sig allerede til at mærke vinden i hendes hår, mærke verden suse forbi hende som en film der kørte på hver siden af hende.

"teknisk set, ja.. Sikkert bare med flere tip'er på.. nok snarere tip-tip-tipoldemor."
et muntert blink sendte hun afsted imod kvinden før hun satte af og susede igennem mørket. Snart var hun ude af skoven og mørke og månelys blev erstattet af byens lys. Snart blev hun nød til at sætte farten ned fordi at der kom mennesker for tæt på og hun slentrede bare igennem gaderne som om at det var helt normalt at gå igennem byen med iturevet tøj. Det var det jo selvfølgelig også for nogen, men det var ikke noget Wilith yndede at gøre.
Det tog hende ikke lang tid at navigere sig igennem byen til den del som hun havde udset sig som det mest sandsynlige sted for salg af morfin. Gyderne her var mørkere, både stemningen og mængden af gadelys. i porte og baggårde sad hjemløse og stofmisbrugere men hun så bare ligeud og ignorerede dem. Hun havde før besøgt stedet som dette for tage føde til sig, men det var hun hurtigt stoppet med. Blod og stoffer blandet sammen gjorde hende fuldstændigt rund på gulvet.. Og det var ikke en god ting når man var en hidsig vampyr.
Snart fandt hun en mand i en sort frakke som lignede noget hun kunne bruge. Selve handlen tog kun få minutter og de udvekslede penge ved hjælp af et håndtryk. Hun stak et pilleglas i tasken og forlod gyden lige så hurtigt som hun var kommet. Ingen virkede til at bemærke hende og hun vidste at ingen af dem her ville huske noget om hende imorgen. Betryggende.

Ude af de værste menneskemængder og igen i syne satte hun i løb igen, og filmen susede forbi hende igen. Mørket omringede hende ildevarslende efter byens gule lys og her og der strøg månestråler ned igennem bladene. Hendes nattesyn vænnede sig hurtigt til mørket. En kvasen af grene lød da hun bremsede få meter fra kvinden og hun smilede stort og triumferende.
"Fik dem, beklager tiden men jeg blev nød til at gå noget af vejen."
Det var knap 10 minutter siden at hun havde forladt kvinden og byen havde taget langt de fleste af minutterne. At gå normalt var så langsomt..
Hun kastede pilleglasset over til kvinden med et grin der langsomt forsvandt igen. Det havde været så dejligt at mærke vinden i håret og bare løbe igennem nattemørket.

Procella stirrede ud i mørket efter Victoria. Da hun forsvandt af syne, forsvandt jægerens grin.

You made me kill him...what the hell are you doing?!
- I told you to play nice...
Micha...this is not a freaking game! What are you doing?!
- I dont wanner talk to you...you are stupid...stupid child...
I cant talk to you when you are like this...dont make me do stuff...we are gonna have a problem if you do!

Lyden af en undertrykt fnisen i hendes hoved, fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen

"..i could use a beer right about now..."

Mumlede hun for sig selv og prøvede at ignorere smerten i hånd og skulder. Hvorfor fanden skulle hun også brække hendes finger?

"Bloody vampires..."

Sukkede hun og prøvede at slappe af i kroppen ved at læne sig op af et træ og lukke øjnene halvt. Hendes sanser advarede hende da Victoria nærmede sig kirkegården igen. Hendes fært var i hendes næse nu.

"Ååårh...stakkel..gå? Hvor menneskeligt. Var det slemt?"

Halvt drillede hun, halvt vrissede hun, og greb per refleks ud efter den orange pillebeholder der sejlede gennem luften mod hende. Hun gav et halvkvalt skrig fra sig og stoppede sig midt i bevægelsen. Smerten fik små sorte prikker til at danse for hendes blik

See...stupid...stupid child...stupid stupid stupid...

Procella blottede sine tænder og knurrede dybt i halsen. Om det var af Victoria eller stemmen i hendes hoved kunne hun ikke sætte fingeren på

"Ja. det gik så langsomt.."
Hun skar smilende ansigt, men det forsvandt øjeblikkeligt da hun indså at det nok havde været ret dumt at kaste pillerne til kvinden. Hun burde have husket at kvinden havde en skadet arm, men hun var jo bare vant til at færdes med folk der helede af sig selv i løbet af få minutter. Hun satte straks af og samlede pillerne op for jægeren, med et undskyldende sideblik til hende.
"Undskyld, jeg forglemte mig..."
Hun var tydeligvis ret irriteret over sig selv og hendes glemsomhed. Hun var jo bare ikke så vant til folk der skadede sig og så ikke bare helede fuldstændigt. Mennesker var ikke nogle hun ofte færdedes med mere end bare for at tage deres blod, for så at forlade dem.
"Jeg har ikke tilbragt ret meget tid med mennesker i det sidste lange stykke tid."
Derefter fjernede Wilith sig hurtigt ud af kvindens rækkevidde for at hendes hidsige temperament ikke ville få hende til at gøre et eller andet dumt. Med en skadet arm ville der ikke være så meget mennesket kunne gøre andet and at skyde hende, men det var nok lidt voldsomt i denne situation.

Procella rystede på hovedet

"Stop...bare...vær stille et øjeblik...giv mig...et øjeblik..."

Hun tvang låget op og fiskede en pille ud. Pillen blev lagt ind på tungen. Den bitre pille begyndte at blive opløst og hun skar en grimasse. Det eneste hun havde på sig var vievand. Hun fandt flakonen frem og tog en dyb tår af den så den blev tømt.

"Beklager...det kan jeg ikke gøre så meget ved...det tager tid..."

Pillen virkede kort tid efter. Smerten var stadig grum, men hun kunne mærke da smertereceptorene i hjernen begyndte at blive bedøvet.

"...thank...god...for morphine...."

Stønnede hun og lukkede sine øjne kort