Hjemsøgt sø? [Kin]

Gæst

Karina kunne mærke hun snart ville besvime af træthed. "Men hvad er din grund til at slå os ihjel, det er ikke alle af os der er unde" Hun havde halvt lukkede øjne og holdte slapt om hans arm.

Gæst

Kin blev mere og mere rasende.
"Det er lige præcis grund nok!!" råbte han og greb hårdere fat om hendes hals.
"Du vil ikke forstå!! DU ER EN DÆMON!!" råbte han og hævede sin næve for at slå hende i hovedet.

Gæst

Karina ragte en svag hånd ud og rørte hans pande let, hun prøvede med sine sidste krafter at sende ham minder og tanker. Hun havde været menneskers slave hele sit liv og hun havde aldrig drabt nogen frivilligt "Please skån mig Kin" Hun lod sin hånd falde igen efter hun havde sendt mange af hendes minder til ham. Uger, måneder spæret inde i et mørkt tårn, slæbt ud når de skulle bruge hende til at se om et af deres medmennesker løj.

Gæst

Kin fik på ingen måde dårlig samvittighed over Karinas ynkelige fortid.
"Bare fordi du har haft en dårlig fortid!" råbte han.
Men han slap alligevel hendes hals.
"Men du skal have en chance for at forsvare dig selv..." sagde han og rejste sig op.

Gæst

Karina faldt ikke til jorden, men vaklede utroligt. Hun var lige ved at falde på røven, men hun ville ikke flygte fra ham. Hun lukkede øjnene og tog sig til halsen. Hun rystede kort på hovedet "Jeg har ingen intenser i at kæmpe mod dig, jeg har ikke engang lyst til at prøve at angribe, uanset hvordan jeg rør dig vil jeg bare blive svækket endnu mere" Hun åbnede øjnene, men så ned i det sparsomme græs.

Gæst

Kin var stadig lige så kold og ufølsom som før.
Hun var jo en dæmon og alligevel ville hun bare rede sin røv ved at snakke?
*Ynkeligt...* tænkte han hurtigt.
Kin kikkede ondt ind i hendes øjne.
"Når men så kommer det jo til at gå hurtigt!" råbte han og placerede et slag lige mod hendes mave.
Da hun var bukket forover nu så tog han fat i hendes nakke og skubbede hende fremad så hun ville falde.
"Bare rolig jeg lover at du ikke vil fortryde at du mødte mig!" sagde han med en ond stemme.

Gæst

Karina vidste ikke hvad hun skulle gøre, hendes hjerne og hjerte kærte på højtryk. Det var ikke hendes sind der var dæmon, det var hende. Hun bukkede sig ikke meget da han slog hende i maven, men hver gang han rørte hende blev hun hele tiden svagere. Hun tog fat i ham kort og så på ham "Jeg har intet ofensivt i mig" Hun slap ham og løb hen til kanten af søen og sprang i.

Gæst

Kin ville ikke give medlidenhed til dæmontøsen.
"Jeg er ligeglad" sagde han koldt og skulle til at sparke hende da hun hoppede i søen.
*Dumt... Hun klare den aldrig* tænkte han og så på det sted hvor hun var hoppet i.
Han gik hen til kanten for at kunne svømme efter hende hvis hun nu skulle komme op igen.

Gæst

Karina dykkede ret langt inden hun kom op mellem nogle siv, hun snørede sine støvler op under vandet og lod dem synke, hun svømmere meget bedre uden, hun så tilbage på ham. *han virkede så rar* hun blev lidt i sivene som kæmuflerede hende da hun havde sort tøj på. *endnu en dusørjæger man ikke kan snakke rigtig med...* hun sukkede lavt og tog sin hætte over hendes røde hår, meget langsomt.

Gæst

Kin stod og talte sekunderne i sine tanker.
*Hun må da snart komme op* tænkte han og kikkede ud over søen for at se uroligheder i vandet.
Han stod der i noget tid før han opdagede nogle meget små bølger over ved nogen siv.
*Fik dig!* tænkte han og løb derover og sprang i.
Han tog fat om halsen på hende igen og trak hende ned under vandet.

Gæst

Karina var van til vandet, hun kunne holde vejret ret lang tid, også når hun var i bevægelse. Hun tog fat i hans arm der holdte om hendes hals. Hun stak sine negle ind i hans hud og spændte til. Hun lagde benene om hans og væltede ham i det lave vand. Hun kom kort op og fik en mundful luft og dykkede så med ham.

Gæst

Kin bed smerten i sig og pressede hænderne mod hendes hals.
*Denne kamp kan du ikke vinde!* tænkte han og pressede hårdere end før.
Han stirede hende i øjnene med et morderisk blik.

Gæst

Karina smilte under vandet op til ham. Hun trak sine arme til sig så han fik sår ned af armene, og trykkede sig væk med benene mod hans skridt. Hun vred og vendte sit hovede og prøvede at komme fri.

Gæst

Kin mærkede straks en stor smerte som slog alt luften ud af ham.
Han gav straks slip og svømmede op for at få luft.
*Den kælling!* tænkte han og vente sig mod hende igen.
Vandet var nu blevet rødt af hans blod og det sved i hans arme.
Han dykkede igen og tog et stærkt greb og hendes skuldre så hun ikke ville bruge armene fuldt ud.
Han sendte et spark ind i hendes mave.

Gæst

Karina mistede noget af sin luft da han sparkede hende i maven, og kunne mærke hun skulle til at have nyt. Hun vendte sig om mod ham og lagde benene om ham og holdte hans hovede fast lige inden hun bed ham i halsen. Hun havde for længe siden fundet ud af hun kunne få ilt fra et menneske eller en lungefisks blod. hun hektede sig fast i ham og holdte sig godt fast.

Gæst

Kin var ved at blackoute da Karina tømte ham for luft.
*Husk nu mit pentagram!* råbte han og fyrede en kniv som han havde i baglommen ind i ryggen på hende.

Gæst

Karina kunne godt mærke at hans pentagram svækkede hende, men hun holdte fast. Da hun mærkede kniven slap hun bidet og svømmede hvad hun kunne ud i det mørke vand, kort op at få luft og orientere sig, men hurtigt ned igen id gemme sig. Hun var svag, virkelig svag nu.

Gæst

Efter hun havde sluppet ham svømmede han op og fik luft.
Han orienterede sig og fik øje på Karina.
Han kravlede op på bredden igen.
Det snurrede i hans arme hvor han havde blødningerne.
Han løb hen til sin jakke og rodet rundt i dens lommer.
I inder lommen tog han nu en Magnum 44 frem.
Den var sølvbelagt og var skarpt ladt med 6stk pentagram patroner.
"Nu gider jeg dig ikke mere..." sagde han og tjekkede om skudene sad i.
Han tog sigte mod Karina.

Gæst

Karina svømmede under vandet, hun måtte tit op efter luft da hun var så udmattet som hun var. Hun svømmede til den modsatte bred end ham. Hun kunne godt mærke hvad han havde gang i, så hun håbede hun kunne komme ud af rækkevide.

Gæst

Han stod og fulgte hende med pistolen.
Den var altid rettet mod hende og han ville altid kunne trykke aftrækkeren.
Da hun var kommet op på den anden bred skød han det første skud men ramte ikke.
Han hoppede over på en anden klippe tættere på og tog sigte igen.
Aftrækkeren blev præset tilbage igen og kuglen fløj lige imod Karina.
Den ramte hendes skulder...

Gæst

Karina skreg da kuglen ramte hendes skulder og borede sig ind i den. Hun faldt til jorden af udmattelse da den ramte hende. Hun så ned på såret og prøvede med mange smerter at få den ud. Hun var ved at gå i panik, men der var kun en go ting ved det, det havde ikke været viedand. Hun kunne ikke få den ud, den sved helt vildt. Hun rejste sig op med besvær og stod med ryggen til Kin, men så på ham med røde øjne og kommende sort hår. Hun vendte sig og løb mod krattet.

Gæst

Kin satte i løb efter hende og hoppede på en klippe efter den anden.
Da han var på en klippe lige over hende tog han sigte igen.
"Du slipper aldrig fra mig!!" råbte han og trykkede aftrækkeren af igen.
Den ramte hendes ene ben denne gang...

Gæst

Karina skreg da hun mærkede kuglen i sit ene ben, hun fladt om med det samme og kunne ikke rejse sig, hun græd af smerten. Hun prøvede at få kuglen ud og det lykkedes hende i benet, men den i armen sad der stadig. Hun var fortvivlet og vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre nu. hun prøvede igen at rejse sig og det lykkedes, hun støttede sig til træerne og prøvede at komme væk fra ham. Hun var våd, beskidt og ville bare overleve lige nu. Hun havde ikke flere krafter til at kunne mærke hvor han var, kun lige til at udholde smerten lidt og holde sig på benene.

Gæst

Kin så på hende med hans Morderblik (se profiltekst) blikket var meget koldt og fuldstændig følelsesløst.
Han hoppede ned til hende og stod nu ved siden af hende.
Han hævede benet og sparkede hendes ben væk under hende.
Hun lå nu på ryggen og han stod lige over hende.
Magnumen blev sat over hendes hovede.
Han stod og stirede hende i øjnene med sit Morderblik.
Han skulle til at trykke aftrækkeren af...
Men lige i det sekund... Så ændrede hans øjne sig til normale igen.
Han vendte sig om og løb væk fra hende.
*Hvad er det jeg gør?* tænkte han mens han løb med øjnene fulde af tåre.
Efter lidt tid satte han sig op af et træ og krøb sammen.
Han sad der med øjnene i vand...

//Jeg er ikke out endnu :P//

Gæst

Karina så op på ham med forgrædte øjne, hendes dæmon øjne, det eneste bevis, da hun stod over hende. Hun var såret, og var lidt i panik. Men da han løb væk fra hende og han ikke havde skudt hende, undrede hun sig. Hun hev sig op ved hjælp af træet, hun vidste ikke om det var hendes sjanse til att flygte eller hun skulle se hvad der var sket med ham. så rystede hun på hovedet og ved hjælp af træerne humpede hun mod byen. De eneste ord der kørte i hendes hovede var *Hvis du skyder en dæmon, er du det så ikke også selv?*

» skolen er hjemsøgt! skyggerne lever der - sebastian

Glædeligt og F-ing godt Nytår alle sammen!

Så gik Deploratus ind i 2015.

2014 har været all over en smule hårdt ved os på rigtig mange måder. Vi har haft nogle udskiftninger i Teamene bag siden. Der er kommet nye brugere til og andre er faldet fra.

Vi har en efterhånden forholdsvis højgravid lille engel herinde :baby:

Så vi glæder os til hun spytter ud så vi kan beundre …

Kære Losties, ved I hvad vores Kaos-NPC kan være for jer?

Indhold
Uddrag af chat
Link til Kaos-NPC Tilmeldningstråden
Eksempel på hvordan man starter et emne - Hvad du gør hvis emnet er frabedt, men du selv er interesseret
Hvad hvis jeg vil have en NPC lige NU?
Hvad er en NPC?
Hvad kan jeg bruge Kaos-NPC til?
Hvad er forskellen mellem en Kaos-Tråd og Kaos-Npcén på Deploratus?
Andre …