How can I refuse that ? ~~ Camille

Det var nok det eneste bor som ikke var optaget - Eller nu var det jo blevet taget. Zakramir satte sig stille og roligt ned ved bordet. Han havde ikke lavet noget hele dagen, og havde heller ingen planer for dagen efter. Det var hviledage. Det var ikke en gud der bestemte sådan noget, men en selv. Det var nærmest en lille bås han havde der. Der var ihvertfald lidt afskærmet for resten af lokalet. Han var egentligt blevet slæbt herind af en gammel... Ven kunne man vidst godt kalde det. Han var jo elver. Han havde bare et problem med alkoholen. Modsat Zakramir. Han rystede på hoved. Nu sad han her alene.
*Det er jo ikke fordi jeg plejer at komme sådan steder* tænkte han for sig selv og kiggede lidt rundt. Der var da egentligt meget hyggeligt. En omgang stille popmusik i baggrunden og en høj summen for folk omkring sig. "Bare ærgerligt man er alene" mumlede han stille for sig selv. Hans ven var forsvundet. Men siden han ikke havde nogle planer så kunne han lige så godt blive her, og se om der skete noget spændende. Han havde købt et glas van. Faktisk havde han fået det gratis. Han drak jo ikke. Det ødelagde kroppen og bragte din hjerne til en anden plan hvor du ikke kunne tænke rent. Han strøg en hånd igennem det halvlange pjuskede hår. Det var ikke blevet vasket med sæbe et par dage. Men det så sødt ud. Han skulle også til at klippes. Når det begyndte at nærme sig hans øjne, så var det blevet for langt - og upraktisk.
Der var unge skabninger omkring ham overalt. De så unge ud. Det var nok alderen 17-18 år og op til 24'erne. Han gloede tomt ud i luften. På trods af at de var glade, dansede og sang, så var det ikke noget der sagde ham noget. *Uvidende og dumme* tænkte han og smilede skævt. Det var præcis sådan som de var. Sådan var alle. På nær få. Det var også de få som han rent faktisk respektrede. Pladsen overfor ham var ledig. Ikke at han nogensinde regnede med at nogen ville sætte sig der. Der var vel ingen der kom sådan steder her alene. Han var vel den eneste der manglede selskab. Men hvis man så bort fra det, så kunne han godt li' at observere fra sidelinjen og høre på larmen. Han tog sit glas vand og drak en lille tår. Glasset var i det mindste rent. Det var faktisk et hyggeligt sted.

All work and no play...
det var ikke sådan hun ønskede at leve sit liv.
Get real....hun var bare 18 år og somme tider måtte der bare lukkes damp ud, og når det nu var Camille der skulle unloade,skedte det naturligvis under pæne og kontrollerede forhold , for det meste , enkelte undtagelser var der , after all...she was human.
Hendes aftenvagt på hospitalet var slut kl. 23, så efter et hurtigt bad og en mild make over trak hun i hendes midnatsblå kjole der havde et lange ærme og den anden side var bar, et skråt snit som hun fortrak.Kjolen var iøvrigt tækkelig selvom den smøg sig til hendes krop og for ikke at give et forfinet udtryk, havde hun denne aften valgt at tage nogle sorte støvler med en lille hæl ,nogle tynde nitte og perne stropper om anklerne, så de have et både feminint med alligevel sejt look.
Hun havde allerede inden vagtens start, besluttet sig for at hun skulle ud og socialiserer lidt, have en drink og så bare smutte hjem.
Hendes normale back up var ikke at finde nær hende denne aften. Tristan var ude på et job, Samuel var ude at lege med nogle andre og Zean nok hjemme hos kone og barn.
Så derfor kunne man nu finde Camille i fint humør, en anelse beklemt ved at være ude alene med en havannaclub i sin hånd.
* Slap nu bare af Camille, ikke alle aftener ender dårligt.* forsøgte hun at berolige sig selv, alt imens hendes øjne søgte efter en plads ved et bord, så hun i det mindste ikke behøvede at stå og skilte med hun var her alene.
Det var sku næsten som at skulle parkerer på hospitalets grund....alt optaget...og man måtte cirkulerer rundt gentagende gange i håb om at der pludselig var een enkelt ledig plads, man lige kunne nå at snuppe foran øjnene af en anden.
Hun gik roligt igennem crowden af feststemte mennesker, ned bagerst i lokalet og i en slags bås, hvor en lyshåret fyr sad bænket, fandtes der faktisk en ledig plads , men lige som Camille ville spørge ind til den, kom en rødhåret chick i stramme sorte bukser hende i forkøbet og møvede sig lidt uhøfligt ind foran Camille og skyndte sig at sige " Hey... er den plads overfor dig ledig ? " og så kastede hun et stort smil til den blonde fyr.
Camille lavede en lille grimasse af irritation, hun var sikker på alt andet var optaget så nu måtte hun altsår stå og trone, alene.

Zakramir havde imens siddet der i et jævnt stykke tid. Der skete jo ikke det store her. Han havde mødt et par relationer. Han kendte jo alle, som man sagde. Alle kendte bare ikke ham. Han havde jo altid en svag idé om hvem folk var. Han havde jo også en mægtig fin hukommelse, så det var der ikke så meget at sige til!
Det var fedt at sidde og se på nattelivet her på stedet. Der skete alt. Lige fra fornyet kærlighed til terrorisering af folks ansigter med en barstol. *Alkohol ødelægger dit sind og leder din hjerne i fordæv* tænkte han, som så mange gange andre før.
En tår af vandet. Han drak langsomt. Som om det var en fin drik. Men han gad ikke at opgive sin plads når han aldrig ville få den igen - Hvis han skulle ha' noget mere at drikke.
Tilbage til nattelivet. Han havde det totale overblik, kunne se på folks attituder hvad de lavede. Hvad der forgik på stedet. Til venstre for ham var der en lidt mere åben bås - Heroin. De små borde ved siden af båsene - Sex. Dansegulvet var fyldt med stive mennesker, undtagen de fire vampyrer der ledte efter en kamp. De stod op imod baren, så de kunne tage hvem som helst og hoppe på personen.
Endnu en tår af vandet.
Vampyrene forduftede, nye personer kom ind. Et par mennesker. En dæmon. Det så ikke ud til nogen af dem var sammen. Han pillede lidt ved sin ene ørering. Den i venstre øre. En grøn sten. Pinden var lavet at massivt guld.

Så kom hende den rødhårede chick. Generelt så var Zakramir aldrig efter piger, og denne pige her var ikke en undtagelse. Han rystede på hoved. *And waaaay too slutty* tænkte han før at han talte "Desværre, men den er gemt til bedre selskab som ikke har sex, sprut og stoffer i tankerne" sagde han. Han holdt en lille kunstpause, bare for at vente til at hun skulle til at svare, for at tage ordet igen bare for at ydmyge hende "Umiddelbart så var pladsen reserveret til en der lige er ankommet, så hvis du vil være så venlig at flytte din opreklameret krop, så en anden person kan få lov til at tage pladsen" afsluttede han og sendte hende et hånligt smil. Han var bare for god til hende. So sorry. Han havde set Camille. Det totale overblik som han havde styr på. Han havde også set hun var på vej herover, og siden hendes attitude var langt anderledes end hende her den anden piges, jamen så skulle hun da være velkommen.

Havde hun haft andet i munden at kunne kløjes i end hendes tunge, var pigen sikkert end med at få dét i den gale hals og blive kvalt.Men dét lykkedes for hende at holde tungen lige i munden , da fyren....tilsyneadende en højrøvet nar...overfusede hende.Istedet tabte hun kæben, metaforisk talt og da hun endelig fik lidt styr på situationen lænede hun sig frem og med begge hænder solidt plantet på bordet og den al for nedringet bluse afslørede længe mere end de fleste turde høje på hvæsede hun tilbage "Jamen guuud...undskyld mange gange...jeg vidste ikke dit ego var så skide stort, at dét optog en selvstændig plads " og så snurrede hun omkring for at gå.
På vejen bumlede hun ind i Camille der kun lige akkurat nåede at agbalancerer sin drink i farten, så hun undgik at spilde.
Hun så efter ryggen af kvinden og så igen over på den unge mand, der på sin egen grove og noget arrogante facon havde varpet kvinden af pinden.
Hun trådte et skridt tættere på ham og tog bestik af situationen.Skulle hun forsøge at joine eller burde hun havde lært sin lektie ,ved at overvære dét seneste lille optrin.Dét burde hun nok, but then again, dét var ikke altid hun lige gjore hvad man forventede. Hun var en spøjs mikstur af pligtopfyldende og rebel agtigt flicka.
Desuden , hun kunne godt lide mænd der var godt skåret for tungen og havde noget mellem ørene, dét var faktisk den eneste type fyre der var værd at tilbringe tid med, efter hendes mening....og blev han for smart, kunne hun jo altid sætte ham på plads.Men måske ville han være behagelig ?
Hun besluttede at teste og se hvordan dét ville løbe af staben...
Endnu et trin og hun stod lige foran bordet.
På Camilles læber sad et skævt lille smil , et ægte et , da hun henvendte sig og sagde " Sikke dog en effekt du har på kvinder.Aldrig overvejet at afprøve andre score linier der ikke sætter kvinderne i løb...væk ?"

Zakramir tog sig ikke af de 'pæne' ord som pigen foran ham kom med "Hun faldt ikke i min smag" sagde han gnavent. Han kiggede Camille lige i panden da han sagde det, og ikke i øjnene. Han vidste godt hvor super provokerende det generelt var når man snakkede med en person, og man ikke kiggede personen omkring øjnene eller i øjnene. Og han havde erfarede at det virkede bedst at kigge personen i panden.
"Aldrig overvejet at præsentere dig selv inden du spørger om en plads?" spurgte han. Det var tydeligt at han nærmest snakkede til den rødhåret pige selvom hun var forsvundet. Det var vel også for at hjælpe Camille lidt på vej.
Hans blik veg fra hendes pande, for at følge den rødhårede pige. Hun havde straks søgt nogle andre fyre. *Ynkeligt* tænkte han. Det var bare ynkeligt.
Han pillede igen ved sin ørering. Det var en dårlig vane han havde.
Han havde en forfærdelig stor trang til at ryge. Ikke bare cigaretter, men noget hjemmerul som han selv havde dyrket. Generelt var han næsten konstant påvirket. Det var måske derfor han var som han var. Han tænkte så sindsygt kreativt og anderledes når han havde røget. Men nu var han vel åbenbart faldet i snak med hende pigen her, så det måtte vente. Hans blik søgte op til hendes pande igen, og han kom med et overlegende smil. For at være noget skal man konstant vise at man er det. Det gjaldt også for at være overlegen. Ville man være overlegen så skulle man konstant virke som om man var det. Og Zakramir virkede ikke bare som om han var - han var det.

Hun havde bestemt ikke behøvet en lecture i god opførelse, hun havde skrevet drejebogen til dét, så igen.måtte hun smile lidt, ikke så meget til fyren som af ham.
Igen en flabet adfærd, han undgik at se på hende, i øjnene da han talte, men dét var da til hans fordel dét var panden han så havde valgt at lægge sine øjne på, alle andre steder havde haft...koncekvenser.
Camille lod ham forblive i illusiionen om at han sad bag rettet og ikke i passager sædet, så hun strakte en hånd fremog præsenterede sig høfligt " Camille St.Clair.....dr.St.Clair " smilede hun nu og forsatte med en drillende tone tilsat " og dét vist dit held at jeg er læge, da du synes at have vanskelughedder med at stille skarpt med dit syn.Er dét et nyopstået problem, eller et du har døjet med længe ?"
Hun håbede han ikke ville tage dét ilde op, dét var jo trodsalt mest for sjovt....og så for at afprøve ham, bare en kende.

Han sukkede håbløst op og vendte tankerne i hoved *Jeg håber da ikke hun er læge på hospitalet. De er HÅBLØSE. Jeg har flere gange kureret mine venner på langt kortere tid.*. Han brød sig generelt ikke om hospitalet. Han var alt for traditionel til det.
Han ignorerede hendes tone, og ænsede knap nok hvad hun sagde "Håner du altid folk med bygningsfejl?" svarede han hende. Hun kunne jo umuligt vide om han normalt brugte briller and stuff. Han kunne jo lige så godt få hende til at blive lidt ydmyg. 1000 løgne var alligevel bedre end 1 sandhed. Så længe det var til eget brug.
I og med at hun rakte hendes hånd frem, kiggede han på den, men igen skævt på den. Som om han faktisk brugte briller. Han kiggede op i panden på hende igen. Hans attitude blev meget hurtigt arrogant, og det var tydeligt at han ikke havde i sinde at tage hendes hånd eller give sit eget navn væk. Generelt, hvorfor skulle hun ha' hans navn. Hun havde jo sådanset bare fornærmet ham og havde ikke bedt om det.
Men igen, det var noget han gjorde fordi det morede ham. Det drillende smil spillede sig igen frem på hans læber. Han havde ikke tænkt sig at tabe ansigtet. Ligegyldigt hvad. Han var alt, alt, alt for stolt.

Camille så på ham et øjeblik
Herefter trak hun sin hånd tilbage.Hun satte hurtigt sin hukommelse på rewind, havde hun været for uhøflig ? Naa, dét mente hun da ikke selv.
Fyren her var et pragt eksemplar i ...manipulation....og hvis han ville lege cirkus blev dét ikke med hende som cirkushest der skulle trækkes rundt i manegen.
En bølge af usikkerhed skyllede over hende, havde hun taget fejl af situationen ? Dét ville jo være skrækkeligt, og noget hun aldrig ville have påtalt, ikke i den tone da.Camille var altid den der stod op for de svage og talte deres sag* hell...hele mit sølle liv har jeg næsten brugt på at hjælpe andre med at få et bedre liv* tænkte hun og så på ham igen.Men hun huskede, desværre for fyren , at han ingen problemer havde haft ved at fokuserer helt normalt, da han overfusede the redhead,sååå.
Camilles sponk returnerede som var den en jedi, og hun overvejede sine valg,enten at vende sig om og gå, eller sætte sig ned.Ingen af dem synes at appelerer til hende noget videre.
Hun stillede sig med armene over kors og forsøgte igen en form for dialog med manden ,hun ingen idé havde om hvem var.
"Hør nu her...der er altsår ingen Oscar for den præstation, dine øjne fejler intet....fejlen må være...et andet sted " konkluderede hun og forsatte med at presse lidt på "Har du tænkt dig at være en gentlemen og byde mig en siddeplads eller vil en civiliseret samtale og lidt selvskab være mere end du kan klare ?" spurgte hun.
Hun lod blikket feje gennem lokalet ,afventende hvad han ville..hun havde svært ved at afkode ham.Var hun i vejen eller ønskede han selvskab.Ikke at hun blev så længe dog.

Zakramir kørte højre hånd over nakken, og ned over venstre skulderblad og kløede sig selv lidt. Han lukkede øjnene kort. De åbnede sig naturligvis igen. Han tog jo bare pis på hende. Det var meningen hun skulle blive forvirret.
Hans øjne stirede nu direkte ind i hendes. Hun burde nu, siden det viste sig at hun ikke var helt dum, finde ud af at han bare havde taget pis på hende. Men hun burde ikke tage for gode at han var en spøgefugl, for det kunne man vidst ikke kalde ham. Han nød bare at se forvirringen hos andre. "Jamen i så fald, vil Denne Frue tage brug af denne ledige plads overfor?" spurgte han fornemt. Han havde jo slangens tunge. Veltalende. Generelt var han bare en gennemført person. Så langt fra mainstream, men stadigvæk langt fra at være en hipster.
Han tog en tår af sit glas. Et lille et. Han havde på forhånd bestemt, at når glasset var tomt, var samtalen slut. Og sådan var det bare. Han kiggede på hende med et indbydende blik, selvom han i realiteten var utrolig ligeglad med om hun ville sætte sig ned. Som sagt var han rygetrængende, så han kunne jo altid finde på noget andet at lave.
"Ellers har jeg andre fornemme relationer jeg kunne bruge tid på at besøge" fortsatte han bare. Han skænkede hende ikke længere et blik, men kiggede nu på den tomme plads over for ham.
*På den anden side, pigen her. Hun er anderledes. Ikke ligesom mig, langt fra. Men hun har jo noget i sig. Tror jeg. Det er jo ligegyldigt. Men selvfølgelig er det en god idé at have en læge i baghånden hvis noget skulle gå galt.* - Så begyndte det igen at køre i hans hoved. Own benefit. Hvad kunne han få ud af det her? Pludselig var han verdens centrum igen.

Med hoved lidt på sned betragtede hun hans bevægelser, da han skødestløst førte hånden gennem håret.
Derefter blev hun spiddet af hans øjne, måske dét ikke var tiltænkt sådan...eller måske det var ?Men dét virkede meget intenst da hans kiggede ind i hendes øjne, efter at have ignoreret dem før.Hun kunne se at de ikke rummede tegn på vrede, måske nærmer et islæt af humor....han havde lavet sjov med hende .
" jamen....dét vil jeg meget gerne , da her er rimelig tæt pakket.Men ser jeg så gammel ud så du tror jeg er en gift kone ? " drillede hun ham lidt og håbede at han ville tilgive hendes lidt frembrusende facon.
Camille var af natur altid imødekommende og empatisk, men man skulle ikke mistolke den omsorg hun lagde for dagen, med at hun ikke kunne være skarp og have en kant.Selv den lyseste sol, blev mørk fra tid til anden.
Hun tog plads overfor fyren og satte sin drink på bordet.Hun mærkede en lille flig af nysgerrighed røre på sig, hvem var han egentlig og vidste han hvem hun var ?De sidste ugers hændelser havde bevirket at hendes ellers så lyse sind var blevet pletter af små stænk af paranoia.
"Måske du også kan husket dit navn ? hvis dét er okay vil jeg gerne vide hvem der er så sød at lade mig få en plads, jeg kan forstå den ikke bliver tildelt hvem som helst " sagde hun med et lille smil og kastede et lille nik i den retning the redhead var fortrukket.