What's going on? - Camille

Sted: Hospitalet
Tid: 21:00
Omgivelser: Sygeplejersker, indlagte osv.
Vejr: Støvregn


Jacqueline kom gående ind på hospitalet, med et nervøst blik. Hun var blevet inviteret herhen til en snak med en, som hed Camille. Dog havde hun aldrig mødt hende, så hun gik hen til receptionen og sagde: "Jeg skulle mødes med Camille..." Damen så rimelig uinteresseret ud, og bad hende bare om at sætte sig i venteværelset, som hun valgte at gøre. Hun havde pænt sørget for, at hun ikke ville være nogen form for beruset, da hun jo helst skulle kunne tænke klart.
Venteværelset var ikke just fyldt med mennesker, men der var en del. Hun havde aldrig følt sig komfertabel såadn nogle steder, men hun gjorde sit bedste for at ignorere det, mens hun ventede.

Camilles pager bibbede og en tekst med ' dr.St.Clair til venteværelset ' tiggede ind.
Camille så på sit ur...dét var ved at.være fyraften * please, lad dét være en nem patient *, tænkte hun og forlod hospitalsstuen for at troppe op i ventesalen. Camille havde en mintgrøn bluse, hvid nederdel og hvide sko , under lægekittlen ,der som altid stod åben.
Håret var hapset op i en hestehale.
Sekretæren , en ældre dame omkring de halvtreds , rettede lidt på sine runde briller og pegede i retning af en ung kvinde med mørkt hår.
Camille takkede og gik i retning af pigen.
* mon dét er hende ?*
Camille nærmede sig dén yndige pige og hun spurgte med mild stemme "Jacqueline?"

Hun kiggede nysgerrigt op, da der kom en læge ind i rummet. Mon hun var Camille?
Så så omkring i venteværelset - var der virkelig stadig så mange der havde brug for hjælp? Hendes tankegang var rimelig primitivt, og dette var et problem hun udmærket godt var klar over. Hun havde vidst brug for en stort potion af virkelighed. Tanken fik hende - mærkeligt nok - til at smile en smule.
Da lægen henvendte sig til hende, smilede hun venligt og sagde: "Ja, det er mig. Jeg går ud fra at De må være Camille?" Genertheden overraskede hende - hun var ikke typen, der plejede at blive genert. Men så på den anden side... Hun var jo heller ikke typen, der plejede at være ædru.

Camilles øjne løb over pigen.
Objektivt undersøgte hun hende, man kan vel kalde dét en arbejdsskade.
Køn, slank ,ung...og hud og øjne afslørede hun var lidt af en party pige , og en af de 'uartige'.
Camille rakte en hånd frem til hilsen "ja..jeg er Camille.Hvad siger du til vi smutter herfra ?jeg har faktisk fri nu.Så tager vi hen får en tår at drikke og så kan vi snakke lidt ?"
Camille var også selv lidt genert.lederrollen var lidt anstrengende, lige indtil man havde fået slået hul på isen, kunne man sige.

Hun trykkede automatisk hende hånd og nikkede samtrykkende.
"Det lyder fint," sagde hun og smilede, hvorefter hun kom på benene. Men der var noget hun havde tænkt på, som hun først ville have svar på.
"Hvordan fandt du mig egentligt?" Spurgte hun pludseligt. Det var vel næppe ren og skær tilfældighed. Eller var det dét?
Hun kom på benene og ventede på, at Camille ville starte med at gå. Men inden kiggede hun igen på de resterende patienter. Hvad skulle de? Kom der en og overtagede. Ja, det gorde der sikkert.

"godt at møde dig " smilede Camille.
Dét fungerede sådan at Camille havde flere hun samarbejdede med omkring at spotte disse mennesker.
Men breve blev også udsendt til folk der ikke havde mødt nogle væsner, de opfattede dét mest som et slags forsøg ,som de enten afslog ...eller ville høre nærmere om .
Dusørjægerne gav hende information hvis de havde kendskab til episoder hvor menesker havde været involveret og også diverse registringer over ny tilkommende og skadeeddler over dét der kunne ligne f.eks vampyr bid. Metoderne var mangfoldige.
"Jeg får lidt hjælp, men vi sender ud til de flestes områder og til ny tilflyttere " smilede hun og begyndte at gå.
De slog vejen forbi et lille kontor hvor Camille lod pigen vente udenfor.
Hun spændte sin heckler om inderlåret, skiftede kittel og sko ud med sorte støvler , sort bluse og en hvid vinterjakke med hætte på.
Hendes taske blev slynget over armen, og hun skyndte sig ud til Jacqueline.
"Bare du lyst til vi tager på Reggie...eller en café ? Bare så vi kan tale uden det vækker opsigt ...og måske hygge os lidt samtidig ?" Spurgte hun med en glad stemme da de sammen forlod hospitalet.

Hun smilede skævt og sagde: "I lige måde..." Selvom hun ikke vidste, om hun burde være på vagt i hendes selvskab, eller ej. Det virkede som om hun var til at stole på, men hvem vidste? Hun havde ofte fået sin tillid misbrugt, så hun valgte at tænke grundet over, hvad hun sagde... I tilfældet af, at det jo kunne bruges mod hende.
Hun kunne ikke undgå, at knibe øjnene en anelse sammen, da hun fortalte om metoden til at finde folk. 'Jeg får lidt hjælp'. Af hvem? Hun valgte dog at tie, da det nok ikke ville være en god idé at spørge for meget.
Da de så gik forbi et sted, som hun regnede med var Camilles kontor, ventede hun udenfor, indtil hun kom tilbage igen. Hun lod mærke til, at arbejdstøjet var skiftet ud - et klogt træk.
"Stedet er mig ligemeget," sagde hun og smilede venligt. "Det er helt op til dig," forsatte hun, mens hun også forlod hospitalet.

Camille kunne godt bruge en drink.
Måske var dét ved at udvikle sig til en dårlig vane, en slet last...men alkoholen hjalp hende at slappe af, specielt når hun savnede Tristan.
"Skal vi ikke tage en vogn til Reggie så ?Jeg giver " kvidrede hun mere muntert.
Dét var længe siden hun havde haft en tøsetur, og hun savnede en veninde, rigtig meget enda.
Hun fik prejet en taxa og efter lidt tid, befandt de to piger sig indenfor i clubben.
Der var allerede gang i den, musikken drønede ud og Camille nynnede med på ' momentet' imens hun gik gennem flokken af mennesker op mod baren.Hun håbede Jacqueline var lige i hælene på hende.

Hun vidste ikke helt, om det ville være en god idé, hvis hun fik en drink, da hun havde "lidt" problemer med at styre det, hvis hun først var begyndt.
Alligevel nikkede hun smilende, da hun spurgte om de skulle tage en taxa.
"Jo, det kan vi vel godt," sagde hun og smilede glad - det var umuligt at undgå at blive smittet af hendes munterhed.
Der gik ikke længe, før det åbenbart var tid til at stå af. Selvom hun havde været her i rimelig lang tid, kendte hun stadig ikke byen særlig godt. I hvert fald var hun sikker på at Camille kendte stedet lige så godt, som hendes baglomme.
Da de var stået af taxaen, fulgte Jacqueline med hende derind, og var rimelig overrasket over, at der allerede var så meget gang i den. Åh nej - bare hun kunne styre det.

Camille havde en af de dage hvor dét bare føltes som 190 år siden hun havde set Tristan og hun savnede ham .* better not go overboard with the drinks tonight* advarede en stemme i hendes indre imod.
Camille viskede den væk med et smil til Jacqueline "To fadøl ?" Ville hun vide .En sød fyr på omkring de 25 ventede på deres bestilling .
Hun så på Jacqueline, hvad mon denne søde pige har oplevet? Jeg håber dét ikke har været for slemt, dét kan give at man aldrig kommer af med.
Camille lagde en beskyttende hånd på hendes hals , helt uden at tænke over dét.Dét var ikke den type ar hun havde ment, dét var dem der på sjælen blev efterladt.

Hun overvejede tilbuddet unaturligt længe, men besluttede sig så til sidste for at takke ja. Helt ærligt, hvad kunne der ske? Hun ville alligevel ikke kunne drikke sig i hegnet, når Camille også var her, det var hun ret så sikker på.
"Jo tak," sagde hun derfor og smilede venligt til hende, mens hun betragtede hende igen. Hun kunne ikke undgå at blive en smule misundeligt - det virkede som om hun havde fuldstændig styr på sit liv. At alting kørte præcis som det skulle; hun havde et godt job, og så kunne det jo ikke gå helt galt. Og mest af alt, virkede hun til at være glad og lykkelig. Helt ærligt - hvorfor var det også så svært at være det? Måske hun burde få noget professionelt hjælp.

Camille fik bestilt deres øl og den unge tjener fik serviseret pigerne.At dømme efter hans omkring vandrende øjne på dem begge, ville han meget gerne tilbyde....andet...men nu havde han jo et job han ikke måtte misbruge, så Istedet blinkede han bare til Jacqueline.
På overfladen virkede Camille til at have styr på sit shit, og dét havde hun sådan set også.
Dét eneste problem var at hun ikke kunne finde ud af at forholde sig til de ting der ville betyde lykke og ro, hun havde et forkvaklet følelses liv, en arret sjæl og en psyke der skreg af dårlig samvittighed og et til tider ustabilt selvværd.Hun bebrejdede ofte sig selv ting og stillede ofte sig selv al for høje krav.
Hun var ofte ensom, tiltrods for mange nære relationer.
Hendes tre fire tætteste venner kunne jo ikke holde i hendes hånd hele tiden, og somme tider...om natten...når mørket sneg sig ind på hende og triste tankerne dominerede hendes sind...var hun ulykkelig og ensom.
Men al dét var dét nok kun hende selv der vidste.
Hun smilede til Jacquelin "lad os snuppe sofaen derovre...så kan du fortælle lidt om hvad du har oplevet...hvis du har lyst ?"
Hun nikkede i retning af de røde bløde sofa arrangementer , tog sin øl og bevægede sig derover.

Jacqueline havde også lagt mærke til tjenerens... interesse. Hun sukkede irriteret og havde lyst til at pande ham en, men lod være. Det ville nok ikke være det bedste signal at sende til Camille.
Men så slog det hende - det var den samme tjener! Hun havde besøgt stedet her, for et par dage siden. Det var ham, som havde serveret fadøllene. Hun havde virkelig gået til den dengang. Måske var det derfor han teede sig, som han gjorde? Hun tog sig selv i at rødme en smule.
Da hun foreslog at de skulle sætte sig i sofaen, kiggede hun sig over skulderen. Og ganske rigtigt, stod der nogle røde sofaer, som så særdeles komfortable ud.
"Jo, lad os gøre det..." sagde hun og snuppede også sin øl, mens hun kort smilede skævt til tjeneren, bare for at drille lidt.
Så bevægede hun sig med Camille over mod sofaerne, og tænkte over, hvad hun dog skulle sige... Hun var jo ikke ligefrem fået nogle fysiske skader. Hun var vel bare typen, der havde set for meget. Suk.

Camille indledte snakken da de havde fået sat sig.
"Jacqueline...du skal vide at jeg selv har set og prøvet lidt af hvert efterhånden, så ingenting du siger vil få mig til at dømme dig på nogen måder.Jeg er dimensioner fra at være perfekt og laver næsten ikke andet end fejl, så hvad du har lyst til at fortælle er helt op til dig, og dét kommer ikke videre end hertil " forklarede Camille stille.
Hun vidste dét måtte føles underligt overfor en fremmed at skulle begynde tale om private ting.
Stefan havde haft svært ved dét da hun mødte ham.Harro havde lettere...sådan var både mennesker forskellige, og også de historier vi delte med hinanden.
Hun drak af sin øl, tørrede skummet væk fra overlæben med sin håndryg og så på den mørkhåret smukke pige overfor hende.

Hun satte sig og lyttede opmærksomt til det hun sagde. Jo - det lød skam som om hun kunne stole på hende her. Men alligevel var der noget i hendes baghoved, som advarede hende om at spytte ud med alting. Hun blev nødt til at tænke grundigt over, hvad hun sagde. Og det var bestemt ikke alting hun havde i sinde at sige, selvom hun syntes at Camille virkede rar. Men hun havde aldrig været typen, der lukkede folk ind. Kun én kendte til hendes sande jeg. Og den person levede ikke mere. Hendes bedstemor. Det var underligt, at hun stadig kunne få et stik i maven af at tænke på det... Hun var den eneste person hun havde stolet på, på grund af kæmpe omsorgssvigt fra hendes forældres side. Hun var vokset op i det, som syntes at være den perfekte familie. En successrig far, en smuk, hjemmegående mor og datteren, som kun fik topkarakterer. Men dette var kun en illusion - det havde været en familie med vold, utroskab og frygt. Det var derfor at hendes bedstemor havde overtaget moderrollen for hende.
Blinkende kom hun tilbage til nutiden, fra hendes flashback. Åh, hvor hun hadede når det skete! Det var bare så flovt!
Hun tog en slurk af sin øl og betragtede så Camille i nogen tid, mens hun fraværende nynnede med på sangen der spillede i baggrunden. Så tog hun sig sammen og sagde:"Jeg skal nok fortælle dig, hvad jeg ved..." Det var selvfølgelig en løgn, men hun havde efterhånden mestret det perfekte pokerfjæs.

Camille nikkede.
Hun vidste hun ville få brudstykker af hændelserne, men dét var på sin vis fint.
Hun havde aldrig været tilhænger af at forcerer ting, mere at tage dét roligt...og lade dét ske på naturligvis.
Dét var sikkert også dét der udfordrede hende ved denne leder rolle.At dét ikke var en spontan opstået snak, men mere Camille der masede sig på...over for fremmede.
Men hun forsøgte dog altid at skabe en så afslappet stemning som muligt.
Hun nikkede opmuntrende til Jaqueline og bekræftede at hun blot skulle begynde sin historie.
Camille håbede den mest ville være....rar...for hun virkede sød og.som en pige der fortjente nogle gode og herlige oplevelser.
Hun førte sin fadbamse til munden og tørrede diskret skummet den efterlod væk, imens hun lyttede..

// out....er ikke længere leder så grundlaget for vores møde og samtale er ikke længere tilstede, desværre.