Always on the run for you - Camille

Dato/Dag: Irl
Tid: 17.32
Sted: Hospitalets hovedindgang
Vejr: Regnvejr så det vil noget
Omgivelser: Mennesker går undt omkring. En info skranke m.m.

"Auch! Det gjorde ond!t" Udbrød en drivende våd Cody imens han haltede afsted med en arm rundt om Tristans skulder. "Det må de meget undskylde! Nu skal jeg nok hente deres karret og nogle småkager!" Svarede en ligeså drivende våd Tristan imens han slæbte Cody ind af hospitalets døre. "...Det ville faktisk være rart, og noget smertstillende når du er ved det.." mumlede Cody tilbage og lavede en smertende grimasse. Tristan kunne ikke holde et halvkvalt grin tilbage af sin vens kommentar idet han stoppede op. Han havde lige nu en støttende arm rundt om en vaklende Cody. Iført et par mørke Jeans, en hvis t-shirt og en sort overtrøje der næsten lignede nåede fra at jakke sæt - samt drivvåd fra top til tå. Cody var iført et par mørkebrune jeans, en lyseblå trøje og en mørkeblå hættetrøje. Op ad Codys ene ben var store plamager blod der stadig ikke var helt størknet og ellers var han temelig mudret tilredt i modsætning til Tristan der bare var gennemblødt af regnen.
"Du godeste!" Lød det fra en nyankommen sygeplejeske der hurtigt var ovre ved Cody efter at have givet signal til en eller anden at hente en læge, "hvad er der dog sket her?!" Fortsatte hun lidt rystet hvorefter Cody - forholdsvis cool - fik svaret "Rolig, det er kun benet, jeg øhhh.." Han tøvede og Tristan måtte bryde ind med det der lige hoppede ind i hans hoved, nemlig den værste løgn i verdenshistorien. "...Faldt ned af trappen, han faldt ned af trappen!" Tristan rømmede sig og lige idet en mandelig sygeplejerske kom løbende med en båre som de i fællesskab fik Cody op på- under mange curses og udbrud fra den stakkels Cody.
Så kørte de afsted og Tristan fulgte hurtigt trop for at nå med dem. Han havde ikke tænkt sig bare at efterlade Cody til en flok blåklædte hospitals mennesker - den dreng havde altid været lidt usikker på hospitaler. De nåede op i en form for rum hvor det så ud til at sygeplejersken ville ringe til en læge.

Camille sendte den unge pige afsted.
"Husk nu , otte dage og så skal stingende væk hos din egen læge Susan " smilede hun og åbnede døren for hende.
Susan havde en kæreste der fra tid til anden , sørgede for Susan besøgte skadestuen.
Ca hver anden gang Camille så hende, gik hun lidt tæt på hende, snakkede og fortalte om mulighedderne for hjælp og valget der også var ...at anmelde fyren.
Men Susan afslog altid, det hele, kærlighed gjore blind og åbenbart også ondt indimellem.
Camilles pager bibbede og hun fiskede den op a lommen og læste
Dr.St.Clair til rum 4, formodet collum femoris fractur.
Camille lagde den tilbage i lommen på den åbenstående hvide kittel.Som oftest på job havde hun en hvid nederdel , blå top og hvide træsko på.Hendes hår var hapset op med nogle random spænder i nakken.
Hun gik hurtig mod stue 4 og da hun trådte ind fik hun først øje på Tristan og dernæst den stakkels Cody.
"Tristan...Cody...hvad er der dog sket ? " hilste hun dem lidt stakåndet.Dét var ikke turen derhen der var årsag, nærmere det uventede gensyn med Tristan hun ikke haved set lidt tid.
Hun så dét blodige ben på Cody og imens hun trak noget morfin op i en injektion så hun på Tristan og spurgte "er det arbejds relateret ?" For i givet fald ville hun tømme stuen så hun kunne få de sande omstændigjedder a vide .

Tristan havde slået sig ned i en stol ved siden af den båre Cody stadig lå på. Han sad nervøst og trillede sine tommelfingre og kunne mærke at han fik lidt stress af alle sygeplejeskerne der styrtede frem og tilbage.. "Awwww man! Giv mig nu bare noget smertestillende!" Udbrød cody for femte gang imens han prøvede at kæmpe sig op. Tristan sukkede og rejste sig for at skubbe Cody tilbage ned på båren. "Rolig nu, vi skal have det her overstået så hurtigt så muligt.." Svarede han Cody med en let irritation i stemmen.
tristan snurrede rundt da han hørte en alt for velkendt stemme bag sig og glemte for bare et milisekund hele den situation han stod i. Også var virkeligheden tilbage. "Jeg burde have vidst at vi ville løbe ind i dig her" Sagde han roligt og med et anerkendende smil inden han hurtigt nikkede.
"Ja, arbejdsrelaterede...han..øhh..faldt ned af en trappe.." Han gav sig selv et mentalt slap. Kunne han virkelig ikke finde på noget bedre. Cody derimod virkede lidt ligeglad med situationen og vinkede bare glad til Camille - lige inden han måtte tage sig til benet i smerter. "Av for satan!" udbrød han og Tristan vendte rundt imod ham. "Sagde jeg ikke at du skulle ligge stille din klump?" Sukkede han, men kunne ikke lade vær' med at grine af sin carefree ven.

Camille bad dét resterende personale om at forlade stuen, og sagde hun nok skulle klare dét selv.
Hun gav først Cody hans morfin og ville lade den virke , inden hun undersøgte benet.
Hun gav Cody et opmuntrende blink "Nå skat...gik der kludder i lyssværdet eller var kræften bare ikke rigtig med dig i dag ?"
Hun var meget opmærksom på Tristans tilstedeværelse og selv om hun selv ville gøre alt for Cody ikke skulle komme til skade, kunne hun bare ikke sige sig fri for at tænke at dét var Fandens heldigt dét ikke var Tristan der lå der.
Der var bare for meget fare forbundet med den mands job, kunne han ikke være blevet ...ekspidient i fakta...der kunne dét ik gå så galt.
Hun vendte sig lidt om og så på ham " hej Tristan " sagde hun lidt mere varmt, lidt mere personligt end før....
"må jeg så høre hvad der er sket ?"

Cody lavede et afslappet ansigt da morfinen begyndte at virke. Han tågede lidt ud i luften med et lykkeligt smil. Tristan tog nogle sekunder til at betragte sin 'høje' ven. Så kiggede han tilbage på Camille og gengældte hendes varme smil. Noget han ellers ikke plejede, normalt havde det været et flabet eller bedrevidende smil.
"Patruljerings aften..Der var fin fest ude i Werclare og vi var et par stykker...7 vil jeg tro... der blev sat til at patruljere. Anyways så var der en ond varulv der hoppede på Cody. Jeg tror den fik sig en overraskelse da den fandt ud af at den var omringet af 7 dusørjægere ha..." Han sendte et drilsk smil til Cody og nikkede til hans ben. "Den fik kun rigtigt fat i benet inden vi fik ram på den...jeg tror det er brækket, men jeg skal ikke kunne sige det.." Afsluttede han og rodede lidt i baghovedet.
Helt ærligt..what were the odds, at støde på Camille her, men så igen, hun arbejdede her jo også.

Camille blev en anelse bleg , hell...dét var en underdrivelse der sagde spar to.
Der var flere ting der skabte grobund for hendes manglende kulør.
For dét første kendte hun , temmeligt nært faktisk, en ung varulv ...Samuel...dét kunne vel ikke være ham de havde været oppe imod ? Risikoen var lille , idet han for tiden mest opholdte sig enten i Camilles lejlighed eller i skoven.Men naturligvis kunne han være i Weclare ?
Dét næste var Cody....var han virkelig bidt , så frygtede hun han stod foran et skarpt sving i livet.
Ville han ikke blive forvandlet så ? Hun kendte ikke detaljerne , men da Samuel havde bidt en mand, var han blevet forvandlet.
Camille så på Cody og sagde blidt, efter at have trukket og drejet en anelse på hans ben " Cody...du skal først og fremmest have taget et røngtenbilled ....og så ser vi hvad vi dernæst gør....hvis nu jeg finder en rigtig sød sygeplejerske til at følge dig, så håber jeg at dét er ok jeg imellem tiden ligger beslag på Tristan ? " .
Camille regnede ikke med de store protester fra Cody, hun havde været gavmild med morfinen, så han burde bare smile lyksagligt nu.
Hun trak i en klokkesnor og næsten med det samme kom en meget smuk sygeplejerske ind , med mørke hår flettet ned til lænden og store brune Bambi øjne.
Hun så interesseret på Cody og dernæst på Tristan, som hun smilede stort til.
"PATIENTEN Britt , skal til røngten....hvis du vil være sød at følge ham ?" Sagde Camille lidt irriteret.Hvorfor skulle alle have et godt øje til Tristan , selv de kollegaer der havde en mand , tænkte hun og måtte skjule et smil da Britt , blinkede til Tristan og dernæst stillede al sin charme til rådighed, overfor en vældig afslappet Cody .

Da de var kørt afsted, hendvendte Camille sig til Tristan og en lille gysen løb gennem hende
Tænk hvis dét havde været ham, der lå på båren denne aften og Cody der stod ved hans side
Hun blinkede et par gange og måtte overbevise sig selv om at Tristan kunne tage vare på sig selv, langt bedre end Cody.
"Tristan....hvad ved du om varulve bid ?" Forsøgte hun at pejle sig ind på
Vidste Tristan hvad der nu ville ske med Cody ? Vidste Cody dét ?

Tristan havde lænt sig op ad en mur ved siden af Codys seng imens Cody grinede lidt for sig selv. Han kiggede undrende på Camille da hun sagde noget om en sygeplejerske og lyste først voldsomt op også fik han et trist udtryk på. "Jeg savner Tanya...!" Jamrede han hjerteskærende. "rolig, jeg har skrevet til hende , hun er på vej" Svarede Tristan hurtigt, før Cody måske ville begynde at citere ting fra hans dejlige starwars scoretale.
En ny sygeplejerske kom ind og Cody lyste op igen. Man kunne næsten se hvordan hans hoved sagde "Dette bliver nok ikke så slemt alligevel".
Tristan hilste også pænt på 'Britt' og bemærkede - naiv som han var - ikke hvad hun havde opmærksomheden på.
"Vi ses makker.." Mumlede han til Cody der var ved at blive kørt ud. Han snakkede lallegladt til Britt imens de kørte afsted. det var en god ting at Tristan var sikker på at han aldrig kunne finde på at lægge an på en pige der ikke var Tanya.
Han kiggede på Camille igen. Hun virkede oprevet.. "Rolig, selvfølgelig er jeg indforstået med varulvebid. Jeg er dusørjæger, det er blevet slået ind i hovedet på mig siden jeg blev født" Han gav hende et drillende smil.
"Men bare rolig, risikoen er i forvejen stor ved jobbet, vi har også nogle sikkerhedder." Han trak en lille tom sprøjte frem fra sin lomme og viftede bedrevidende med den. "Det er derfor at vi altid har et par stykker af disse på os. Kviksølv, det neutraliseres med varulvespyttet - det er også derfor at han ikke er i større smerter.." Svarede han, som havde han allerede vidst hvad hun tænkte på.
han tog et par skridt tættere hen til hende så de stod face too face og lagde en hånd på hendes hoved. "Du troede da ikke at jeg havde tænkt mig at lade Cody forvandle? Han ville blive skudt på stedet af de andre hvis det var" Afsluttede han med et stort smil.

Camille kiggede med en alvorlig mine på Tristan, måske forstod han ikke alvoren i dét her ?.
Men som hans fortælling skred frem , var dét hende der endte med at få en lektion.
Tristan virkede pludselig helt ...myndig ....som han havde fuldstændig kontrol over...det hele ...og Camille endte med bare at stå og kigge op på ham.
De dusørjægere havde alligevel en del visdom og våben...dét var ikke bare et spørgsmål om at ...slås.
Camille var lettet, meget.
Og da den lille tomme sprøjte blev viftet hende foran næsen, blev hun helt benovet.
" Tager man den efter et bid, har du flere...kan jeg få en ?" Hviskede hun og rakte ud efter den tomme.
Hun vippede sit hoved lidt på sned "Arh...Tristan...hold op " smilede hun dog og følte sig pludselig som en elev der blev klappet på hovedet af sin lære...og så enda på hendes skadestue, dét var jo hendes domæne og hun havde bukserne på her....men dét var så lidt vanskeligt med Tristan omkring.

"Hvad vil du dog med et skud kviksølv?" Spurgte han undrende, men smed alligevel den gamle ud i en skrallespand ved siden af, og hev alligevel en mere frem. "Men jo jeg har en tilbage til...din sikkerhed, lad os sige det sådan. Brug den som jeg ville have brugt den" Han tog fat om hendes hånd og løftede den op for at lægge kviksølvssprøjten i hånden på hende og brugte sin anden hånd til at lukke hendes fingre sammen om den. "Bare skyd den ind i den nærmeste blodbane omkring biddet" Han håbede ikke at hun havde behov for at bruge den, men i det mindste var hun sikret så.
Med et slog dørene op og en nået så forpustet Tanya kiggede hen på dem. "Cody! Hvor min Cody?! Er han okay?!" Næsten råbte den ellers altid generte pige imens han kiggede sig forvirret omkring.
Tristan kunne ikke lade vær' med at tænke over om Tanya mon kendte til Codys 'erhverv' eller om han ikke havde sagt det. De måtte jo faktisk ikke sige noget, men Cody virkede ikke som en der altid holdt reglerne. Okay... Han var ikke en der holdt reglerne.

Camille trak lidt på skulderne "Det en længere historie Tristan, og du skal nok få den når tiden er til det , promise " smilede hun.Det var jo ikke til at stå her midt i skadestuen og fortælle ..jo ser du, en ung varulve fyr bod for tiden hjemme hos mig, der måtte vel være grænser selv for Tristans tålmodighed.
Hun var taknemmelig da Tristan lagde en i hendes hånd og ville sikkre sig hun var ok.Camille skulle lige til at spørge om det var et problem for at at få flere så han også selv havde een, men da kom
Tanya væltende ind.
Camille drejede okring og forsøgte at berolige hende " Tanya...han er ok...han er til røngten og burde være tilbage ...lige om lidt ....vil du sidde her og vente eller..? "
Camille så på Tristan med spørgsmål i blikket , kendte Tanya til deres hverv ? Eller skulle hun opdigte en historie ?
Tanya så bleg ud og svarede " nej..Jeg vil gerne ned til Cody NU, han behøver mig " og hun lød helt desperat.

Tristan sukkede af hendes dårlige forklaring og ville lidt ønske at hun bare ville spytte det ud.
"Rolig Tanya, i røngtenrummet... " Svarede han og hun snurrede hurtigt rundt for at finde til røngtenrummet med et lille "tak" og Tristan kunne ikke modstå fristelsen af at give hende en sidste kommentar.
"No making out før han er ude af hospitalet!" Udbrød han efter hende og døren gik i idet pigen blev knald rød i hovedet.
"Den aften da vi mødte Zean..Du skrev at du ikke snakke om noget..Er dte nu eller senere at vi gør det?" Sagde han så og opdagede nu at han stadig havde fat i hendes hænder og sænkede dem roligt ned igen inden han slap dem.
"Jeg mener bare, nu er vi alene alligevel.." Det var ikke til at sige hvornår Cody, Tanya og Britt ville være tilbage, men han måtte indrømme at nysgerrigheden var der og at den snart måtte stilles.

Camille så smågrinende efter Tanya og sagde henvendt til Tristan " Du er altsår lidt ondt, det ved du godt ikk?".
Så blev også hun opmærksom på han stadig holde hendes hænder, og fik et genert udtryk i hendes øjne og sikkert også i resten af ansigtet.
Og nu ville han så vide havd hun ville have spurgt ham om, den aften med Zean...kunne det blive mere ....pinligt.
Hun rømmede sig og sagde " Et bryllup ".
Camille så afventende på ham, lige indtil det gik op for hende at formuleringen var noget nær mangelfuld, så hun hastede videre i sin forklaring ..
" Altsår ikke mit, naturligvis...min kollega Inge skal giftes og jeg har...brug for en date...altsår ikke en date date, bare een der gider følges med mig, det se ikke så godt ud at komme alene til et Bryllup og.." hun standsede sin strøm af ord og så op på ham.
De fleste fyre kunne ikke udstå bryllupper...

Tristan grinte kort. Han vidste godt at han var lidt ond af og til, men aldrig sådan rigtigt.
Han kiggede lidt forundret ned på hende med et forvirret udtrykog åbnede munden, lukkede dne igen og åbnede den for at sige noget, men besluttede at lade vær' at sige noget og lukkede den igen *Et bryllup?' Det lød næsten som om hun var igang med at fri til ham.
Så fortsatte hun og han havde lavede et lille 'aaaahaaaa' ansigt inden det folede over et et 'you serious?' udtryk og videre til et 'fml..' udtryk.
Han hadede virkelig bryllupper... alt oppyntningen.. De desperate single piger..Men der var vel en kage ... Og Camille var med... Han tænkte det igennem .. En 'næsten date' arrrrgg...
Et smil gled hen over hans læber da han fik en ide. "lad os se her...Du spørgemig på en 'pretend date' ved et Bryllup..?" Han påtog sig et tænksomt udtryk og viftede med hånden. "Den må jeg afslå af følgende grunde... 1: Det der med at piger spørger mig ud ..ser bare ikke godt ud... 2: Det der 'pretend date' gør jeg bare ikke så meget i..." Han holdt en lumsk pause og kunne ikke holde et smil tilbage da han afsluttede:
"men hvis vi nu lægger den sådan her: Camille må jeg ikke spørge dig ud til din ven/kollegas bryllup? Like a date?" Hans smil var drillende, men alligevel havde han et seriøst glimt i øjet da han spurgte.

Hun ventede spændt på hans svar, og selvom hun godt vidste det var en stor tjeneste når det lige frem var et bryllup, så havde hun jo håbet han ville sige ja.
Derfor stod skuffelsen malet i hendes ansigt da han ...afslog.
Hun var igang med at forsøge finde den rette grimasse og bemærkning, da Tristan forsatte...
Camille overvejede et sekund om hun var med i skjult camera, eller noget i den stil..
Hvad gik der lige af Tristan.Hun var glad for han gerne ville med, men der var bag hans drillende smil et glimt af alvor, og netop det glimt trak tæppet væk under hendes fødder og fik hende ud af balance et øjeblik.
Hun tvang sig til at se ham i øjnene og gentog så med lidt grødet stemme , for ligesom at tjekke at hun havde forstået ham helt korret " Du inviterer mig ud ? på en date ? hos min kollega der skal giftes ?"

Udtrykket i Camilles hoved var priceless. Han ville næsten ønske at han kunne have filmet det og solgt det på nettet, men var desværre for optaget af attage sig af den underlige følelse af at hans mave trak sig sammen af en eller anden grund.
"Ja. Jeg invitere dig ud. På en date. Til et eller andet bryllup" Gentog han igen og kiggede nu spørgende ned på hende. "Så er det et ja, eller skræmte tanken om en rigtig date dig væk?" Han plantede hænderne i lommerne og lænte sig en lille smule frem imod hende for at provokere lidt og vippede tilbage på fødderne.
Det var umuligt ikke at finde skeptikken i hendes stemme bare lidt underholdende, men var det virkelig så ...
"Er det virkelig så utænkeligt? Det er jo ikke fordi at jeg ikke havde inviteret dig ud før eller siden alligevel" Afsluttede han og sendte hende et charmerende smil.

//Nå, jeg logger for i aften ~~ godnat//

Hun gik ligesom i baglås, eller hun vidste hvad hun ville sige, men havde bare enormt svært ved det.
Hun havde ikke været forberedt på det, ikke her ...ikke nu og Tristan havde slået luften ud af hende, mentalt.
" Jo..jo.. jeg vil da gerne følges med dig " mumlede hun og vendte lige hans næste sætning et par gange, som en pandekage i luften..."han ville have spurgt før eller senere alligevel".
"Men Tristan..." startede hun men nåede hun ikke at sige da båren med Cody, en Tanya ved hans side og en portør bragede ind af døren."Doktor St.Clair..her er patienten igen, ingen brud men en overordenlig slem forstuvning og ehh..et hunde bid fra faldet på trappen " sagde portøren med et underlidt udtryk og så gik han igen.

Tristan smilede lidt bredere ved hendes svar. "Jamen så er det aftale" Sagde han roligt og skulle lige til at begynde at få bange anelser over 'men Tristan...' der ligesom hang i luften da Cody og co. braste ind igen.
Der var alligevel bare noget med ordet 'men' som skulle komme og brase ind.
Cody havde Tanya i den ene hånd og så ligeså lykkelig og berusset ud som før. Med et smørret smil pegede han ned på benet og synes ikke at opdage at den anden læge allerede var gået. "Ja, der var en hund for enden af trappen!" udbrød han og rystede på hovedet imens han mumlede noget med "føj...". Så smilede han lallende igen og kiggede på Tanya som gav ham et genert smil igen. Om hun synes at det var pinligt var svært at bedømme.
"Godt at se at det ikke var mere.." Svarede tristan og gik over til Cody som var begyndt at fortælle en eller anden joke om høns.

Camille takkede portøren og begyndte at gøre klar til at få renset og forbundet Codys ben.
Imens hun lagde de ting klar på et bord, kunne hun ikke undgå at tænke at dét havde været...rart...hvis hun lige havde haft bare fem minutter længere med Tristan.
Et lille smil fandt vej til hendes mundvig.....Tristan havde givet gang i noget , et eller andet for modsat Camille gjore han sjældent noget hovedeløst impulsivt, dét var mere Camilles lod.
Dét var den opfattelse hun havde af ham, sådan han så ud gennem hendes øjne.
En anden tanke , mindre munter , trængte sig igen på.
Hun kaldte Tristan til sig og hviskede ængsteligt " Du...var dét en af de grimme på to ben eller en af de mere almindelige på fire ?" Hun hentydede naturligvis til varulven der havde bidt Cody og som dusærjægerne havde 'ordnet' bagefter.

Tristan bakkede lidt væk og lod Camille arbejde på Codys ben. Tanya blev bare stående og grinede en gang imellem af de lamme ting Cody fik sagt i hans tilstand. Han var lidt træt af at de lige var kommet nu. Ærligt talt ville han gerne have haft slutningen på Camilles sætning med, men neeej... Nu havde han endelig taget sig sammen til at sige noget semi-seriøst.
Et lille løftet øjenbryn ved hendes spørgsmål. Det gik over hans forstand hvorfor hun var så interesseret i varulve.
"Hun forvandlede sig midt i festen til en 4-bens og hoppede på ham..Det er svært at sige for jeg var ikke så tæt på som mange af de andre." Svarede han og trak på skulderende. Han havde været en af de sidste der nåede der hen efter at have hørt Cody råbe, og der havde de allerede nedlagt varulven hurtigt og clean.

Camille kunne trække vejret fri igen.
* godt...det havde været en hun , betød det at hun nu fremover skulle til at have spekulationer om ulve, dæmoner og ikke mindst Tristan ? fandens til liv * tænkte hun og forbandede sig selv mentalt over at lade sig vikle ind i alle mulige ...ting.
Efter lidt tid var Codys ben forbundet sterilt og camille havde sammensat en lille pose og fået instrueret Tanya i , hvordan hun skulle bruge og lave pleje af hans ben , med posens indhold.
Også nogle tabletter morfin, var vedlagt til de næste par dage, hvor smerterne ville være størst.
Camilles arbejde var "done" og hun sagde pænt farvel og god bedring til Cody og Tanys.
Hun ville eller rettere skulle forlade stuen, og hendes blik faldt på Tristan....det var svært at ...bare gå fra ham nu, hvor hun endelig var rendt ind i ham.

Tristan gav Cody et hurtigt vink som han ikke ænsede da han fortsatte haltende ud af rummet med Tanya der havde en arm rundt om ham for at guide ham afsted.
"Så, jeg går ud fra at du skal tilbage til arbejdet?" Sagde han da de var gået og skubbede sig ud fra væggen og tog et par skridt hen imod hende.
Hun havde vel ikke fri endnu... han selv havde også selv en opgave der skulle gøres for hovedkvarteret. "Så jeg går ud fra at jeg også vil komme videre med arbejdet?" Afsluttede han og rømmede sig imens han rodede lidt i dte orange hår. Han havde kun fået fri for at tage Cody til Hospitalet og nu skulle han videre ud og træne nogle yngre i hovedkvarteret..Det overraskede ham at de turde lade ham undervise deres børn.

Hun tjekkede uret på væggen, faktisk var der hele to timer til hun havde fri, skulle hun se hvad han ville sige hvis hun lod som om....?
Et sigende smil kom over hendes læber " Du...faktisk har jeg netop fri sååå " sagde hun i et nogen lunde neutralt tonefald, ellers ville han gennemskue det med det samme.
" Du ville måske inviterer mig ud ...igen ?" satte hun trumf på, imens hun håbede der ikke sad nogen i store smerter og ventede på hende, men hendes pager havde været stille, hvilket var gode tegn.

Tristan der ellers var begyndt at gå hen imod døren drjede rundt på hælen med et udfordrende smil. "Måske havde jeg gjort det, havde det ikke været for arbejde" grinede han og plantede hænderne i lommerne.
"Jeg har haft forfærdeligt meget arbejde for tiden.." Afsluttede han opgivende og lavede en doven grimasse. Det var faktisk heldigt at han ikke havde været en tur på skadestuen endnu i denne uge med alle de jobs..
"Selvfølgelig hvis du har fri og intet at lave så skal jeg bare hen og undervise i hovedkvarteret" Et hurtigt smil og en rysten på hovede.

Camille burde jo passe sit job, men Tristan havde lige sagt noget meget interessant, mente hun.
En ting var at tilbringe tid sammen med ham, det gjore hun ofte og gerne, men at tilbringe tid med dusørjægeren Tristan var ...anderledes.
" Jeg troede ikke du tog nogen med dig når du arbejdede ? " spurgte hun tøvende og lidt forsigtigt, hun var nervøs for at have fejltolket hans ord.
Ville han tage hende med til hovedkvarteret når han skulle undervise?
Camille ville droppe jobbet på stedet, for denne aften, hun havde alligevel lagt flere overtimer her end de kunne forvente af hende.
Hun kiggede på ham, usikkert.

Han trak på skulderene med et smil og kunne godt forstå at hun var lidt overrasket over at blive inviteret med på arbejde, men havde dte været en normal opgave kunne hun også være sikker på at der intet tilbud havde været.
"Rolig, havde det været en jagt var du ikke kommer med lige meget hvor meget du plagede, men jeg skal bare undervise og der kan der vel ikke ske særlig meget" Svarede han drilsk.
"Desuden er du nok bedre med børn end jeg er." Afsluttede han grinende og tog sig til hovedet.
Det var altid hårdt arbejde at undervise. De fleste af børnene kunne ikke stå stille og der kom selvfølgelig tit nogle til skade også videre.