Cafê - Angel

Hun sad og kiggede efter ham, da han forsvandt og fulgte ham igen med øjnene, da han kom endnu engang med et... billede? Hun kiggede nysgerrigt på det og spurgte: "Hvem er det?" men så kom hun i tanke om, at han ikke kunne svare, så hun lavede spørgsmålet om og spurgte: "Er det en af dem der døde?"

wolf nikkede og prøvede at peje med potten på skriften som lå på bagsiden...

Hun opdagede skriften og tænkte over, hvordan hun skulle formulere spørgsmålet. "... Er det din søster, eller noget?" Spurgte hun og bed sig i læben.

wolf nikkede...
og kiggede op... og stod på sine 2 bag poter og der efter satte sig igen

Hun sukkede og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige til det. Og kunne heller ikke tyde hans kropssprog. "J-jeg forstår ikke..." sagde hun frustreret.

wolf sukkede...

han lagde sig ned og holdte sig for ørene.. så hun kunne se det... hvor efter han rejste sig og gik ind mod badeværelset igen...

efter noget stykke tid begyndte en hylen... som ændrede sig til menneske råb... af smerte... og wolf kom ud med sit tøj på

og gik ind i stuen hvor Angel sad...

Da han gjorde tegn til at hun skulle holde sig for ørerne, adlød hun straks, uden spørgsmål. Det havde været fordærdeligt, så hun skyndte sig at dække for ørerne. Det hjalp ikke rigtigt, og det var lige så slemt at høre på som før.
Da han så kom gående ind i stuen igen, spurgte hun: "Hvorfor gjorde du det, når det gør så ondt?"

'' smerte er blot en ilusion... men stadig kan ens krop ikke adlyde sig...'' sagde han og kiggede på hende...
'' min far lærte mig at smerte blot ville være en ilusion... selv om jeg som 10 årig næsten havde lært det...'' smilede wolf

Hun skød øjenbrynene i vejret. Bare en illusion? Så rykkede hun sig lidt i sofaen og sagde: "Du ved.. Normale mennesker undgår altså smerte.. Ikke fordi man kan kalde os for normale, men du ved hvad jeg mener." Hun fnes

''det ved jeg... men gennem historierne har nogle mennesker gjort deres modtagelse overfor smerte er mere udholdene'' smilede wolf
''men... min krop har ikke helt vænnet sig til det endnu... og smerte er blot en følse.. og følsen kan ændres til følsen af nydelse,latter eller at det kilder.. som min far kunne.. men.. han tænkte ikke over smerten i højere nivuer..'' sukkede wolf og kiggede på billedet
''billedet du ser er min store søster... Mai.. hun var den bedste søster jeg kunne have håbet for.. billedet af hende minder mig om mit liv tilbage til mit hjemland.. men det bringer glæde over at se hende... og jeg har det altid på mig'' smilede wolf og kiggede på hende

Hun kunne ikke helt forstå, hvordan man vendte smerte til noget positivt. Men på den anden side.. hvorfor ikke? Hun havde da hørt om mange, som ligefrem opsøgte smerte.
Da han så fortalte om sin søster, nikkede hun - dette kunne hun trods alt relatere til. Hun fandt et krøllet stykke papir i sin lomme, som var en tegning - eller rettere sagt et maleri af hendes forældre og hende selv.
"Jeg kender det godt. Jeg går heller ikke nogle steder uden dette." Sagde hun og smilede.

'' så vi sidder vist i samme båd'' smilede han

hun virkede sød... og oven i købet venlig... mon hun kunne blive... nah.. lad os blot holde til venner tænkte wolf.. og kiggede på hende

Hun nikkede - det var rart med en, som forstod hende på en eller anden måde. "Ja, det kan man vel godt sige, at vi på en måde er." Hun smilede bredt.

'' hvad bruger du så fritiden på?'' spurgte wolf lidt nysgerrig

"Ikke rigtig noget," indrømmede hun modvilligt. Hun havde helt droppet at prøve at socialere noget mere, når alle hendes venner gik bort. Hun ville gøre alt for at kunne dø, på den rigtige måde altså.

''okay.. kunne du eventuelt på et tidspunkt havde lyst til at bade med mig?'' spurgte wolf helt uden at tænke over det...
''kender et sted et stykke her fra ved et vandfald... hvor at når tiden er klar om sommeren ville jeg høre om du kunne være interesseret i dette??'' smilede wolf

Hun blev rimelig overrasket over emnetskiftet, hvilket fik hende til at grine lidt. "Ja, selvfølgelig vil jeg det." sagde hun og smilede. Det var rimelig lang tid siden at hun havde været udenfor. Sådan rigtig udenfor - i naturen.

''lyder dejligt... så kan jeg muligvis introdusere dig for keiko'' smilede han

Hun sad først og stirrede lidt på ham, men så huskede hun hvem det var. "Nåja," sagde hun og smilede varmt. "Det må vi da håbe!" forsatte hun, hvorefter hun kiggede ud af vinduet, hvor det stadig regnede. Suk.

wolf fulgte hendes øjne ud af vinduet...

hmmm gad vide om hendes tanker er lige så kaotiske som keiko... tænkte wolf og kiggede ud mod regnen...

Hun sad og stirrede lidt, hvorefter hun så betragtede ham. Det var nemt at se, at han havde en asiatisk oprindelse.
"Ved du hvad klokken er?" Spurgte hun lidt efter.

wolf kiggede på sit ur... ''den er 00.45'' sagde han overasket...
*jeg viste ikke at klokken ville blive så mange..* tænkte wolf...

''nå.. det må vel være på tide jeg må se at komme over til mine ting... '' sagde wolf hvor han langtsomt var på vej til at rejse sig fra sofaen...

Hun blev mindst lige så overrasket som ham. Og ikke mindst over hans ordvalg. 'Mine ting' - hvorfor sagde han ikke bare hjem?
"Hvor bor du så henne?" spurgte hun smilende.

'' ikke nogle steder...'' smilede wolf og fortsatte '' jeg bor i et telt lidt ude for byen.. i nærheden af skoven'' sagde han og smilede

Hun kiggede overrasket på ham og spurgte: "Virkelig? Hvorfor det?" Det måtte ikke være særlig rart, specielt ikke nætter som denne, hvor det regnede. Og kulden! Hun gøs ved tanken.