En kold aften...Abaddon

Tid: 21:23
Sted: Sheria by
Vejr: Koldt, en smule blæst og få skyer
Omgivelser: Stille og rolige. Et springvand.
Påklædning: En pastel grøn knælang damefrakke, sorte liggins og en lang blomster bluse med dyb udskæring og matchende pandebånd(profil billede)


Evie sad helt alene på kanten af et springvand. Hun anede ikke hvad hun lavede ude på dette tidspunkt. Det var koldt og blæsten legede med hendes pjuskede halv korte sorte hår. Hun kryb sammen på kanten og gemte hendes frosne hænder i lommerne på hendes frakke. Lyset fra gade lygterne kastede lange skygger hen mod hende og fik det mennesketomme område til at virke en smule uhyggelig. Hendes brune øjne gled langsomt hen over bygningernes facader, mens hun gennemsøgte hendes tanker, efter oplysninger om hvorfor hun dog sad lige præcis der ved springvandet. Hun sukkede og en hvid sky forlod hendes mund, da den varme ånde mødte den kolde luft. Hun fik kuldegysninger ved synet og gravede hænderne længere ned i lommerne.
Lyden af nogle unge som var ude for at feste nåede hende engang i mellem, men de var langt væk fra springvandet og kom sikkert ikke forbi. Det gjorde ikke Evie noget, hun var ikke lige frem i fest humør, men hun var dog ikke ked af det som så. Hun var en gang i mellem lidt trist over tabet af hendes elskede forældre, hun havde stadig ikke helt vennet sig helt til tanken om at være alene endnu, men der var jo også bare gået et år. Igen sukkede hun da tankerne begyndte at tage form. Hun rystede hovedet for at glemme det og tvang et smil frem, og blev allerede i bedre humør. Hun lod sig ikke trække ned, bare fordi hun var alene nu, betød det ikke at hun skulle spilde livet på at surmule. Hun rejste sig op og hoppede lidt for at få varmen tilbage til benene.
Skyerne drev hen over stjerne himlen med den halve måne. De fleste ville nok være utryg ved at være ude på dette tidspunkt og når vejret var sådan. Vinden der hylede svagt når den tvang sig ned mellem bygningerne og fik alt der kunne knirke til at knirke. Den mørke nat med de få lygter som kastede skygger og stemmerne fra andre et sted fra i byen og selvfølgelig himlen. Skyerne dannede engang i mellem ansigter når de fløj forbi månen som fik dem til at lyse op. Evie lod bare være med at tænke uhyggelige tanker og holde blikket fremad så hun ikke skræmte sig selv ved at piske en stemning op, ud fra omgivelserne.