Leave me once, why not twice? - Emilia

Dag: IRL
Tid: 18.31
Sted: I et par små sidegader i Werclare
Vejr: Overskyet
Omgivelser: Beskidte gader og huse samt en sulten vampyr.

Oliver spurtede afsted og prøvede så vidt muligt at vælge de sidegader som ikke førte til en blindgyde. Bag ham kunne en sulten snerren høres og forbandede stille sig selv for at være født en engel.
Dette havde stået på i snart en halv time og lige meget hvor meget han prøvede så kunne han ikke ryste den af. *Okay... Tid til at tage fløjlshandskerne af..* Tænkte han til sig selv og kiggede bagud på vampren som var efter ham. En ung mand med en ikke særlig stor forstand.
"Jeg advare dig makker, det er ikke for sjov mere nu!" Råbte han til vampyren som bare grinede hæst.
Oliver sukkede og prøvede at finde et våben et sted, men dte var svært når han løb så hurtigt han kunne samtidig.
Længere fremme kunne han spejde et form for rør.. Et metalrør? Han håbede det lidt, måske kunne det hjælpe ham.
Da han nåede hen imod det satte han farten lidt ned så vampyren halede ind på ham. I det den sprang frem trådte han selv til siden og den snublede lidt. Det var der han bøjede sig ned, fik fat om røret og af alle krafter hamrede den ind i skalden på dyret. Det skreg smertefuldt og bakkede bagud inden det faldt rundt.
Oliver stoppede og åndede lettet op. "Pheew.. That's what you get" Sagde med et lille smil og gik hen til den bevidstløse vampyr. Han sparkede blødt til den , ingen reaktion..

Et doring lød igennem gyden da en fyr blev slået i hovedet med et rør. *Hvad i?!" Emilia vente blikket imod de to fyre som havde for få sekundet siden løbet ind i gyden. hun hævede et øjnbryn da hun genkendte vampyren som Erik. en ung fyr som ikke kunne finde ud af at jage engle, og den anden fyr som lignede... Oliver? Emilia spærrede med det samme øjnende op og kunne ikke lade vær med at smile. denne aften skulle nok blive sjov. uden at tænke over det gik hun hen imod dem, og lod sit blik glide hen på Erik som lå på jorden.
"Han får ondt i hovedet imorgen, var jeg dig, ville jeg fordufte han bliver ikke glad når han vågner igen" Spandt hun så nærmest imens hun puffede til Erik med foden, som der kom et grynt fra i det hendes nøgne fod rørte Eriks hals. så rettede hun sine brune øjne imod Oliver og tog en dyb indånding, "Du stinker stadig"Mumlede hun så i fryd, en ting hun elskede mere end noget andet var duften af engel. men det behøvede folk jo ikke vide vel? et lusket smil gled over hendes læber, imens hun gik med yndefulde og sensuelle skridt hen imod Oliver for at se ham an, han lignede sig selv, og stank som altid, dog var der en anden duft over ham nu også, hun hævede bare et øjn bryn og tænkte ikke yderligere over det. hun var iført sit normale tøj, sin hvide strik trøje og sine pinke bikinitrusser dog kunne man ikke se dem da trøjen gik hende næsten til midt på låret, "Var jeg dig, ville jeg se at smutte" Sagde hun så bare med et smil på læberne, imens hendes blik atter bliv vendt imod Erik som lå på jorden.

Oliver puffede en ekstra gang til fyren på jorden. Bare lige for at understrege hans sejr. Da han var sprunget ind i gyden havde han slet ikke set pigen der også var her. Det var nok derfor at han rynkede brynene da en stemme kunne høres bag ham.
Han vendte sig rundt og synes at han kendte stemmen et sted fra. Idet hans blå øjne ramte vampyr pigen stivnede han. Hun lignede sig selv.. Lignede sig selv alt for meget.
Hans hals snørrede sig drilsk sammen og han strammede sine næver et øjeblik inden han fik taget sig sammen til at sige noget.
"Sikken en ... Glædelig ... Overraskelse at se dig igen ... Emilia " Svarede han med et en smule hånene smil. Han fik en dårlig fornemmelse inden i ved bare at se på hende. Hun lignede sig selv fuldstændig fra de dage... As beautiful as ever.. Og det irriterede ham..
Han ignorerede hendes advarsel. Hvis fyren vågnede igen ville han bare få dok mere i hovedet.
"Så fortæl mig, hvordan har han det, what's his name again?"
Fnøs han og kiggede væk fra hende og ned på vampyrfyren. Han gav ham et spark mere, denne gang lidt hårere.. Ikke at det kunne ses.

Emilia smilede ved sig selv da hun tydeligt kunne se han tabte næbet ved at se hende igen, hun grinede en kort perlatter imens hun lukkede øjnende kort i og rettede dem så imod ham igen, "Jamen det er altid en glædelig overraskelse at møde dig... min elskede" Så rettede hun blikket imod Erik som lå på jorden. og rystede blot på hovedet, hun havde advaret ham før om han skulle holde sig til mennesker, men som altid vampyr var også så dumme og det kom fra hende, så rettede hun sine brune øjne imod Oliver igen han lignede sig selv hvor sødt, intet forandret der "Erik, en ung vampyr, "Svarede hun blot og smilede ved sig selv.
"Sidst jeg så dig miste næbet, var på den store dag"Sagde hun så en smule mild, hun havde ikke vist respekt for andre væsner end hende selv i nogle år nu, det startede vel 1 år efter hun havde forladt Oliver ved alteret foran alle deres venner, og bekendte, Uden at tænke over det lagde hun armende over kors, så hendes striktrøje blev trygget ind imod hendes krop, hvilket fik hende til at gyse ved sig selv, imens hendes blik bare var rettet imod Oliver sikke en glædelig overraskelse..

Oliver kunne ikke helt skjule at han blev irriteret over at hun kaldte ham elskede. Sure thing.. Det havde været okay dengang, men der havde de også elsket hinanden... Eller han havde elsket hende og begyndte så småt at tro at hun aldrig havde haft det på samme måde.
Han blev bare endnu mere irriteret da hun nævnte det hele igen. Han havde brugt så mange år på at fortrænge det hele og her var hun og ruskede det hele op igen.
"Kan man bebrejde mig noget? Når den vigtigste person i dit liv forsvinder med en anden lige pludselig så tager det pusten fra en ... Ikke at du kunne vide noget om det, det var ikke dig der gik igennem det.."
Han kunne ikke skjule den boblende vrede der lå i hans ord, men han holdt roen.
"Sidst jeg rigtig så dig havde vi planer om giftes og starte en familie... Eller var det bare mig? Så hvad skete der efter du ikke dukkede op? Du besluttede bare i sidste sekund at finde en anden eller?"
Blev han ved og kiggede på hende igen. Hans før så blå øjne havde fået et skær af lyselilla.

Emilia kiggede atter på Erik som lå på jorden og satte sig så på knæ og prikkede til fyren som ikke så ud til at ville vågne, og lyttede bare til Olivers lille hidsige udbrud, "Hmm sandt, bare et problem jeg kan jo ikke blive gravid, men det diskuter vi ikke nu, og af det jeg kan dufte... hænger der en kvindes parfume over dig, så du har dig en ny ikke sandt? hvad er problemet så?! " Hun kunne ikke lade vær med at grine atter kom hun på bene og gjorde en slags gestus med hånden, imens hun vente sine brune øjne imod himlen og smilede fornøjet af sig selv, ja hun havde forandret sig meget siden dengang med Oliver men sådan var livet, hun gjorde sit for at overleve og klare dagen, nok havde hun kun haft. to kærester efter Oliver og resten bare vare hygge og tilfredsstillelse, Men af det hun kunne dufte Havde Oliver hvis en pige i huset for det tog lang tid for en slags parfume at sidde ordenligt fast så man altid ville kunne lugte den, "Smil min elskede, du er ung, og smuk brug det til noget, istedet for at klage over en pige forlod dig ved alteret!" Hun kunne ikke lade vær med at sende ham et luftkys imens hun strøg en hånd igennem sit hår, på en truende og flabet måde, noget nyt hun bare havde vendet sig til med tiden da hun hele tiden gjorde det overfor de drenge og kvinder hun brugte for at droppe dem igen.

Oliver folede armene over kors og mumlede bare som svar.
"Vi havde aldrig behøvet børn for at starte en familie.. Men at du havde mødt op havde været en start.."
Det overraskede ham hvor meget hun havde forandret sig... Dengang havde hun været blidere og mere følende, måske havde vampyren inden i hende endelig hentet det?
"En ny ja.. Den første siden dig... Jeg ved ikke hvad problemet var dengang, men problemet nu, er at jeg stadig er vred på dig.. Det vil jeg ikke skjule" Han sank en klump og kiggede ned i jorden. Det kunne ikke beskrives hvor mange timer eller dage hanhavde brugt på at spørge sig selv hvor tingene gik galt.
"Jeg klager skam ikke.. Jeg har det fint nu, med Duff og det hele, så jeg smiler for dte meste... Men du af alle burde vide at jeg er en mand der vil have svar" Han smilede kækt, men stadig irriteret til hende.
"Det eneste jeg forlanger nu er et svar på hvorfor?"
Et grynt lød fra denne Erik, men det så stadig ikke ud til at han ville vågne forløbig.

Emilia rettede atter engang sit blik imod Erik som lå på jorden, hun ville ikke selv indrømme det var svært at holde masken når Oliver var der men et sted skulle hun lære det, så hun tog bare en dyb indånding og så så på ham med et smil på læberne,
"Lad mig gætte, denne duff. hun skulle vel ikke have blond hår og brune øjne?"Spurgte hun så med et smil på læberne og rettede øjnende imod ham igen, hun havde ingen planer om at fortælle ham hvorfor hun havde forladt ham ved alteret. og slet ikke med hvem, da dette kun betød noget for hende og den mand der havde vist hende nattens sande natur, og hjulpet hende til at være den hun var idag. hun rystede med det samme på hovedet da minderne stille kom tilbage til hende, hun ville ikke bruge sin tid på at tænke over fortiden det var spild man skulle se frem og fortsætte sit liv som altid.
"Du må selv finde dit svar Oliver, du af alle burde vide. jeg ikke giver dig svaret direkte måske nogle tråde så du selv kan finde ud af det." Hun sendte ham et lille hånligt smil, og vente så ryggen til ham og gav sig til at forlade sidegaden/gyden da hun ikke ville være der når Erik vågnede hun havde ikke brug for en dum ung vampyr til at gøre hendes humør værre, end det det lige var blevet ved at møde Oliver

Oliver rynkede brynene. Hvordan kunne Emilia vide noget om Duff overhovedet? Han betragtede hende, de lignede hinanden en smule de to..
"Hv-- Hvordan vidste du det?"
Svarede han overrasket, men tog sig hurtigt sammen til ikke at lægge mærke til det. Havde de mødt hinanden?
Hun begyndte at gå ud af gaden og han vendte rundt og fulgte efter. Han havde ingen intentioner om at ville vinde Emilia tilbage, det løb var kørt og han var ikke sikker på at han kendte hende mere, men en ting han ville have var svar. Han skyldte sig selv det... Eller hun skyldte ham det.. Hans ynkelige knuste jeg for så mange år tilbage fortjente det.
Han smilede bedrevidene og det overraskede ham ikke at hun ikke ville sige noget, men det gjorde ikke noget.. Han skulle nok finde ud af det alligevel, de vidste begge at han ikke var dum.
"Jamen så smid da dine små tråde.. Han var vampyr ikke? Nogen der forstod dig, noget jeg aldrig kunne. Han fik dine øjne op for at leve som vampyr. At tage chancer og leve livet på kanten, hele tiden i bevægelse. har jeg ret?"
Han ville blive ved med at skubbe den. I hvert fald indtil detsmil røg af hendes læber.

Emilia smilede da igen var overrasket, "Gammel kærlighed svigter aldrig, "Sagde hun så bare med sit hånlige smil på læberne, og traskede videre ud af gyden og lyttede til det han sagde, ganske sandt var noget af det, hun sukkede opgivende hun kendte ham godt nok til at vide han ikke ville stoppe med at presse på indtil hun sagde det.
Dette var sjovt og noget af det hun havde elsket ved ham for så længe tilbage han gav aldrig op, aldrig det var så sødt. det havde været en af de få ting der havde holdt hende igang da de havde været sammen, så sukkede hun opgivende, og lukkede øjnende i og forstillede sig dagen for sig.. da hun stod i den hvide kjole og Maxian var dukket op ved hende, hun bed sig i underlæben hårdt nok til det gik huld og rettede så blikket imod ham.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, eller hvad hun skulle gøre for at få ham til at stoppe med at presse på, så gik hun bare hen til en skraldespand og satte sig op på låget og kiggede fortsat på ham,
"Som du ved, forlod jeg dig på selve dagen, trist det indrømmer jeg blankt. Han kom til mig i mine drømme, jeg havde mødt ham 4 gange. sådan ca. jeg kan ikke forklare hvad der skete jeg fik vel kolde fødder... og stak af. det var ingengang kærlighed imellem mig og ham, kun tomme løfter om jeg aldrig ville.... Dette er min sag. Men jeg kan kun sige, jeg forlod dig fordi han gav mig et spørgsmål. Hvordan skulle en engel og en vampyr kunne holde sammen i mere end 100 år uden at slå hinanden ihjel?. Jeg er en vampyr, en dag ville jeg sikkert gå amok og springe på dig" Hun sukkede opgivende perfekt. for meget info at give ud, så kiggede hun bare op i himlen og lod som om han ikke var til stede mere.

Han ville gerne have spurgt mere ind til Duff, om hun vidste mere, men lod vær og svarede bare kort:
"I ligner hinanden jer to, men i kunne ikke være mere forskellige.."
Det første han ville have udbrudt ved hendes næste sætning var : ' Du forlod mig for en du havde mødt 4 gange?!', men resten af det hun sagde stoppede ham i det. Han forstod ikke at hun havde gået med ham på grund af så lidt.. Selvfølgelig havde de ikke holdt evigt, men hvem sagde at de havde behøvet det``
"Du ved godt at jeg mere end rigeligt kan forsvare mig selv.. Så du besluttede dig for at stikke af? Uden et ord eller noget... Hvis du virkelig havde fået kolde fødder ville jeg have forstået det og accepteret det, men istedet forsvandt du bare... Tænkte du på hvad du gjorde ved mig overhovedet? Ikke nok med at jeg var knust, jeg var også ydmyget foran alle vores fælles venner og bekendte.."
Han kiggede væk fra hende. Det hele var fortid nu, men det virkede så tæt på. Havde han mødt hende bare 100 år tilbage ville han have tigget hende om at komme tilbage. Han ville have været på sine grædende knæ, men den tid var vel forbi.

Emilia sagde intet sad bare stille og lukkede øjnende i og lyttede til det han sagde, hun haede når folk gjorde hende svage eller bløde i knæende som han gjorde lige nu, vel fordi han kendte hende, han kendte den pige hun var under den falske facade hun havde lagt op, Atter åbnede hun øjnende og sukkede. "Hende duff, skal vel ikke være meget.. stædig samt sød venlig, og imøde kommende vel?"hun smilede svagt ikke sit hånlige smil men bare et svagt og usikkert smil, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, han havde fået hende til at tænke tilbage på den tid, hvor hun faktisk kunne sige hun var lykkelig, ja hun havde forladt på foran alle dem de kendte. men hvordan kunne man forklare en engel hun fik kolde fødder. ikke kun på grund af en fyr men på grund af det hele? hun sukkede og rystede på hovedet det bedste var at glemme det hele og se frem ad. Hun sukkede og blev enig med sig selv om når de havde sagt farvel ville hun fortsætte som før. dette møde skulle ikke gøre hende.
helt svag eller få hende til at bruge hjertet igen hun havde lige brugt så mange år på at smide det væk, så skulle det ikke allerede komme tilbage til hende, hun klarede sig også bedre når alle troede hun blot var et rovdyr der kun ville have mad

Oliver sukkede. Hun besluttede ikke at svare?
Han var irriteret og han kunne mærke sit gamle svage jeg krybe op i ham. Han havde simpelt svaret det med Duff med: "Det og så meget mere.." Han gav op. De lignede hinanden. Alt for meget. Den gamle Emilia og Duff altså..
Han lagde hovedet tilbage og gik bare. Ventede på at hun ville svare på det han havde spurgt om før. Det var det sidste han havde. Alle de ting han havde ville spørge den smukke kvinde ved siden af ham om. Det hele var ude.
han tog en dyb indåning og lod det virke. Ikke tale om at han skulle miste sig selv nu. Hvis han først gav slip og mistede sig selv nu ville han ende som han havde været den gang, og ville sikkert overbevise sig selv om at han stadig elskede hende. Begynde at tigge hende om at kommet tilbage. Som det stod nu, var det det sidste han ville gøre..

Emilia hoppede ned fra skraldespanden og vente atter ryggen til ham og begyndte at gå den modsattevej af den vej han skulle men stoppede dog op og vente sig imod ham, "Jov jeg tænkte på dig. tænkte på hvad jeg hade gjort. jeg havde det bedste og smed det væk, fordi jeg lod mig logge af en anden af min slags. Og jeg indrømmer blankt, jeg elskede dig og smed det hele væk, hvorfor, kan jeg ingengang give dig et svar på, Men du må tænke, selv jeg havde det slemt nok. Fortid er fortid. og skal ikke blandes i nuet"Så vente hun atter ryggen til ham og traskede videre. hun havde betalt prisen hårdt for det hun havde gjort den dag. og hun ville ikke ind på det. hun ville nok aldrig glemme hvordan hun havde kunne gå fra sød pige til følsesløs og dette var kun en sag imellem hende, og den mand der havde lavet hende så meget om, men som hun altid selv sagde, fortid er fortid nuet er nuet, folk forandre sig hele tiden. Hun bed sig atter i underlæben, imens hun bare fortsatte med at gå væk fra ham, for hun ville ikke påvirkes mere end hun allerede var af hans nærvær.

Oliver kunne have slået sig selv. Slået sig selv hårdt i ansigtet. Hvor var han dum. Ikke nok med at han havde såret sig selv ved at gå ind på det her, så havde han også såret hende ved at blive ved at grave i det.
Han var tilfredstillet nu. Bare det at vide at det hele ikke havde været en løgn og at de faktisk havde haft noget specielt. Selvom det var væk nu.. Han havde en anden og det havde hun højst sandsyneligt også..
Skulle han stoppe hende eller bare lade hende forsvinde igen? Han bed sig i læben nervøst.
"Emilia vent! " Udbrød han og løb efter hende. Det var bedst at skubbe det til side, alt det der var sket, men han behøvede ikke at skubbe hende helt ud af hans liv igen.
"Hvad er dit telefon nummer, så giver jeg middag en dag?"
Han kunne godt se at det virkede underligt at spørge, og det kunne nok tolkes alt for forkert, men han var ligeglad. De havde været sammen ja, men også venner og dte betød også noget.

Emilia sukkede opgivende da han kom op på siden af ham, hvad kunne man sige ham kom man ikke så nemt af med det burde hun af alle da vide. dog kunne hun ikke lade vær med at smile et svagt men piget smil, det smil hun plejede at bruge før hun var dum nok til at tro på tomme løfter, så rystede hun hidsigt op hovedet og tog sig en smule sammen, og fik det samme sultne blik i øjnende som hun havde haft hele tide før han atter engang var dukket op i hendes liv og vent det hele på hovedet. "Telefon nummer? Jeg har ingen telefon, så hvis du skal ha fat i mig... se den var svær.... Uhm jeg plejer at hænge ud..... Det kan jeg ingengang sige. ih. hvis du vil ha fingerne i mig så kald, det er nemmere" Hun sukkede opgivende af sig selv, hun kunne ingengang sige hvor hun boede da hun ikke boede nogle steder men sprang fra lejlighed til lejlighed som hun gjorde med fyre.
"Men tilykke med hende duff. selvom hun lyder som en skøn kopi af mig" Sagde hun så og kunne ikke lade vær med at smile en smule drillende til ham, for hun lød skam som en kopi af hende selv før hun blev så... følses løs? men det betød vel intet. pointen var han var kommet videre og havde fået sig en skøn pige, hvilket nok også var det bedste i denne sag. hun nikkede helt enig med sig selv i dette.

Oliver sukkede og himlede med øjnene. Man skulle efterhånden tro at alle almindelige folk havde en telefon, men igen.. Han havde aldrig været almindelig.
"Skønt.. Men vi ved vel begge at jeg finder dig på et tidspunkt" Smilede han bedrevidene oglidt drillende. Han var løsnet lidt op nu. Der var stadig en klump i halsen på ham, men ikke så slemt som før. Han skulle bare vænne sig til det hele...
"Tak. Hun er meget som dig ja.. Hun er bare engel.. Så hun er vel perfekt?" Svarede han og kørte en hånd igennem sit hår. Ja, hvis deres problem havde været racen så var en engel der lignede hende vel perfekt.
"Jeg går ud fra at du også har fundet en ?" Fortsatte han og gik ikke ud fra at hun stadig hang ud med den samme som dengang de splittede op.

//Jeg logger nu, svare nok imorgen eller noget, ses ;) //

Emilia grinede svagt over det han sagde med duff. men fik et helt tomt gnist i øjnende da han spurgte ind til hendes liv. "Hmm nej, jeg tror ikke på kærlighed mere. der er self fyre her og der. som jeg bruger. men de bruger jo også mig"Mumlede hun bare og lagde armende over kors imens hun fortsatte med at gå, ja han skulle nok finde hende hvis han ønskede hendes selskab hvilket var fint med hende. for han var jo ganske sød og rar at være sammen med når det kom til sagen, hun ville nok aldrig glemme det de havde dengang, men det var fortid han havde duff og som hun kunne høre var tøsen perfekt, så det var jo godt for ham altså.
Deres problem havde helt klart været deres race. han var engel og hun var vampyr, nok havde haft det skønt sammen men stadig de var for forskellige på den punkt. at han havde fundet en engel der minede om hende var jo perfekt for ham, hun havde dog ingen planer om at finde en fyr efter ham der havde smadret det meste af hendes følser var blevet tævet og sikkert lå død et eller andet sted nu, hun rystede på hovedet fortid fortid, det var intet nu, så smilede hun svagt og rettede blikket imod ham

//Super sov godt. ^^//

Oliver nikkede bare. Hun havde rykket sig meget. Fra, som han huskede, en der elskede alle de små ting ved livet, til en der ikke troede på følelser.
En ynkelig lille engel et sted i ham, mente at hun havde fortjent ikke at have følelser mere, efter alt det hun havde udrettet, men den mening var alt for langt inde og gemt blandt så meget andet at han ikke lod sig påvirke. Han skulle ikke være sur på hende for evigt over én ting..
"En skam.. Du fortjener mere end det." Svarede han bare og kiggede ned på sine fødder. Hun havde vel nogle venner, sikkert vampyrer, så hun klarede sig nok stadig?
"At bruge drenge og lade dem bruge dig, vil det ikke ende op med at såre dig i længden?" Smilede han bedrevidene og kørte en hånd igennem det brune hår.

Emilia tænkte lidt over det han sagde og rystede så på hovedet. "Der er ingen følser i det. self det er kedeligt efter hånden men hvad kan man gøre ved det jeg har fortjent det et sted. alle de liv jeg har taget bare på de seneste år. de drenge og kvinder jeg har såret dybere end jeg sårede dig. det lyder sikkert dumt dette jeg siger nu. "Hun tog en dyb indånding og tænkte over hvordan hun kunne sige det bedst, der var vist ingen måde at sige det bedst på "Jeg er en vampyr, jeg er en dræber. og jeg er død så jeg har ingen følser" Hun nikkede enig med sig selv i dette hun havde hørt det så tit siden hun havde taget det store skridt og blevet et slags monster? en morder iblandt sin egen race. men det var jo også det de var kendt for blodtørstige mordere. hun smilede for sig selv ved tanken, hun elskede blod og hun elskede at slå ihjel så det passede hende fint.

Oliver fnøs, men sagde først ikke noget... På en eller anden måde passede det meget godt. Hun var vampyr og dræbte folk for at overleve, imens han var dødsengel og talte med de døde.. Et eller andet sted kunne han i princippet have hjulpet et menneske hun havde dræbt.
"Og please... Du har været vampyr snart 2000 år ca ikke? Jeg vil gerne gå så langt som at sige at du har haft følelser i den tid" Drillede han og rystede på hovedet. Han mente at kunne huske at hun havde sagt sin alder en gang også havde han vel husket den.
"Besides... Hvem siger at de døde ikke har følelser? Det tror jeg nok at jeg ved bedst?" Drillede han videre og hentydede selvfølgelig til at han var dødsengel. Det vidste hun vel også, hvis hun stadig kunne huske det.

Emilia muggede lidt over det han sagde, men kunne ikke lade vær med at smile og nikke. ja hun var skam en gammel en men det behøvede han ikke minde hende om, Hun sukkede dramatisk og snurede rundt på hælende så hun endte foran ham og prikkede ham pænt hårdt i brystet imens hun nærmest spandt "Okay jeg har haft følser i disse 2000 år! Og ja jeg ved godt du sikkert kender bedre til de døde end mig, men stadig! Hvem siger ikke du har snakket med en af dem jeg har brutalt slået ihjel her de seneste par år!?" Hun sendte ham et lille drillende smil,
Så snurede hun atter rundt på hælende og fortsatte sin spadser tur fremad, hun regnede nærmest med han ville følge efter hende da han ikke havde gjort andet siden de mødtes igen. hvor længe siden var det lige de havde set hinanden sidst? det kunne hun slet ikke huske.
Så sukkede hun atter dramatisk "Jeg tror jeg skal finde en blod og få vasket mit hår. og du skal sikkert hjem. sårh kan vi skilles nu eller skal vi få en samtale igang?" hun kiggede lidt på ham med et svagt smil på læbern, ikke at de allerede havde en samtale igang men stadigvæk!

Han stoppede op da hun snurrede rundt og per instinkt vidste han næsten allerede hvad hun ville gøre. Han smilede roligt og tog fat om hendes håndled for at hun ikke skulle finde på at skubbe ham helt bagover.
"Ingen.. Men helt ærligt så tror jeg at jeg ville genkende din vampyr lugt og parfume duft over alt... Jeg ville vide at det var dit værk, på en eller anden måde" Svarede han igen. Han plejede godt at kunne dufte, eller mærke noget omkring de sidste personer de døde havde omgås når han mødte dem. Det hang stadig på dem.. Fordi det var det de var døde med.
Typisk... Det var jo ikke fordi de ikke snakkede nu.. Han himlede med øjnene og fulgte bare efter. Hun skulle ikke få lov at stikke af så nemt.
"Running away again? " Smilede han drilleden, men svarede så med et suk "Fint, men jeg giver stadig den middag en dag... Her.. Mit kort, med telefon og adresse, hvis du keder dig en dag. Hvis jeg vil finde dig, så går jeg bare efter lugten" Drillede han og rakte hende et kort. Han fattede ikke at han faktisk gav hende det. For en time siden havde han hadet hende..

Hun rakte bare tunge til ham i det han tog fat omkring hendes håndled og smilede drillende til ham. gud hun glæede sig nærmest til de ikke var sammen mere. for han ødelagde virkelig hende humør eller han gjorde det bedre. men det var ikke pointen, Uden at tøve trak hun armen til ham og prikkede ham lidt hårdt men stadig blidt i brystet "Yes im runing away again, Med mindre du vil se mig nøgen for jeg skal altså ha et bad i floden inden der kommer is på!" Hun haede julen og frost især når der kom is på vandet og så skulle hun til at brække isen op igen og det kunne man få nogle pæne skrammer ved.
Så fnøs hun kort over det han sagde, hun kunne da ikke finde ud af at bruge en telefon! hun var for gammel og gad ikke alle de ting der for de forvirrede hende meget. men hun kunne dog ikke lade vær med at tage imod kortet "Fang mig ved midnat der er jeg i bedst humør, for det meste, men kan ikke love noget" Sagde hun så og stilte sig kort på tær og gav ham et kys på kinden. og luskede så væk med håret dansende efter sig.

Han lod hende bare rive hånden til sig og drillede hende bare tilbage. "Det skulle jo ikke være første gang!" Han ragte tunge tilbage af hende og grinede lavt. Det var længe siden han havde opført sig så barnligt.. Den effekt plejede hun altid at have. Man løsnede op og var bare så barnlig eller fjollet som man ville.
"Ahah, ja isen er jo på vej" Han havde altid selv elsket is og sne og vinter. Men nu hed han også 'winther' til efternavn.. Ikke at det sagde noget. Han sagde ikke noget, men var sikker på at hun vidste at han fangede hende på lige det tidspunkt han havde lyst til..
Han sig til kinden med et 'årg, nej' blik og himlede med øjnene igen - igen for at drille.
"Fint, see ya around..." Mumlede han og blev stående lidt. Var det bare ham eller brændte det lidt på hans kind.. Nej det var bare ham. Han vendte rundt og prøvede at finde vejen tilbage. Bare vampyrfyren nu ikke var vågnet ...

//Out ~~ Vi må lave et nyt en gang ;) //