Børn... (Emilia)

Tidspunkt: tidlig aften.
Omgivelser: Legepladsen, ingen folk, kun den tomme legeplads!
Påklædning: Et par løse og tynde cowboybukser, og en pæn frakke.
Vejret: Stille vejr dog en smule blæsende overskyet.

Han havde besluttet sig for, da det ikke virkede til at jægeren havde tænkt sig at gøre dumme ting idag, at han ville tage ud og opleve øen ordentligt igen, endda vende tilbage til et af de steder han altid brugte mest tid når han skulle passe på et af 'hans' børn. Han sad på legepladsen hvor han havde sat hele dagen i udkanten og holdt øje med alle de børn der legede, de lagde ikke mærke til ham, men han kunne godt mærke på dem at de kunne mærke han var der. Han vidste godt at børn var nogle af dem der var allerbedst til at mærke ham, fordi han altid var så udstrålende omkring sin venlighed og sikkerhed specielt når det kom til børn.

Han rejste sig op fra de bænk han sad på, og gik over mod rutsjebanen, han kørte en finger langs den og videre til de andre ting der var på legepladsen han skulle lige mærke det hele mærke at det hele var virkeligt og at det ikke bare var noget han bildte sig ind her til aften, for hvis det var noget han bildte sig selv ind ville han godt nok føle sig som en anden idiot. Han lagde sig ned i sandkassen, og kiggede op på månen som var kommet frem nu her hvor solen havde forladt himlen og alle børnene var taget hjem fordi de altid fik at vide af deres forældre at det var farligt at være udenfor om aftenen, og det havde de også ret i der var altid nogen eller noget der kunne skade dem.

Han rejste sig op igen med et sæt, da han pludselig lagde mærke til at der var en anden person til stede han vidste godt han ville kunne lugte hvad det var for et væsen, men han valgte at lade være det var noget han havde sagt til sig selv gennem mange år at det ville han kun bruge hvis han var ude at beskytte nogen til hurtigt at kunne beskytte dem ordentligt fra faren.

//Info om dette emne: Her er Cleon stadig engel//

Natten var faldet på, månen loggede alle nattenbørn frem, Emilia smilede tilfreds imens hun luntede hen over det våde græs som omgav legepladsen. hendes blonde hår hang forpjusket omkring hende som altid. Hun var iført sin hvide strik trøje som altid og et par bikini trusser da kulden ikke bed på hende et plus ved at være døde. Hun gabte kort og kiggede sig omkring en legeplads, børn havde da også alting, hvad med gamle vampyr som hende hvad havde hun at lege med udover de andre væsner som var sjove at gøre forvirret?. et smil gled over hendes læber og afslørede hendes hvide spidse tænder, imens hun fortsatte hen imod gyngen og lod sig glide ned på det våde og kolde sæde, som ikke gjorde hende spor, hun opdagede dog hurtigt hun ikke var alene, hun lukkede øjnende i da en duft af engel slog imod hende, og fik hende til at stønne kort i fryd, hun elskede engleblod, fandtes der noget bedre end en uskyldig engels? udover børns self! Selvom de fleste børn var indeni for på denne tid var der altid nogle der var dumme nok til at være ude, stille lod hun sit blik glide hen på fyren som åbent bart havde siddet i sandkassen, et sulten gnist gled frem i hendes øjne, hun smilede for sig selv, og rettede så sit blik imod sine fødder og lod spidsen af sine tær begrave sig i det grus der var under gyngen imens hun sparkede fra og gyngede lidt frem og tilbage,m imens hun lod atter sit blik glide hen på fyren som gik omkring, ganske fint, gad vide hvor gammel han var, gamle engle var nok de bedste ville hun selv indrømme, hun havde smagt en en gang, og hun kunne ikke glemme personen. et suk gled over hendes læber imens hun slikkede sig om munden, og lod bare sit blik følge fyren. med et lille sørgemodigt men uskyldigt smil på læberne, alt i alt så hun ikke farlig ud, men dette var jo også meningen.

Han begyndte at rykke sig nærmere på den person der også var tilstede, han lagde mærke til det tøj hun havde på, ret underlig tøj at have på sådan her om vinteren. Han var derfor ret sikker på at det nok var en vampyr eller varulv, han hældte selv mest til varulv da de var de varmeste af alle væsener og meget sjældent bar mere tøj end nødvendigt, fordi ellers blev det bare alt for varmt for dem, mens vampyre kunne være ligeglade da de hverken kan mærke kulden eller varmen.

Han gik tættere på hende for at se hvad hun var får en, han var ikke sikker på om han skulle sige noget eller bare stå der og ligne lidt en idiot det var ikke ligefrem fordi han var den bedste til at snakke med folk, men hvis man fik ham i snak var en en utroligt god samtale partner som var forstående og meget tålmodig.

Han stoppede foran hende, og valgte ikke at sige noget, han vidste ikke hvorfor men hun virkede som en meget sød pige, ikke en han var bange for der ville gøre ham noget ondt, selvom det faktisk kunne være sjovt at det for en gangs skyld kunne være ham de ville noget ondt i stedet for at det altid skulle være dem han beskyttede de ville noget ondt, som bare hev ham ind i det.

Emilia gyngede bare videre imens hun vente sine brune øjne imod fyren igen, hun havde et mildt blik i øjnende og et svagt uskyldigt smil på læberne, hendes blonde hår fik hende bare til at minde om en lille skolepige der ikke kunne finde på at gøre nogen noget ondt. men som en klog mand havde sagt, stol aldrig på hvad du ser. "Hej"Sagde hun så med den mindste og piget stemme hun kunne femmane imens hun lagde let hovedet på skrå og gjorde store dådyr øjne. dog stoppede hun ikke med at gynge da hun godt kunne lide fornemmelsen af vindet i håret.
Endeligt efter lidt tid lod hun sig glide af gyngen og endte ved siden af ham, gyngen fortsatte i lidt tid med at gynge frem og tilbage, atter gled hendes blik hen på fyren, hun sendte ham et svagt og piget smil, så gik hun bare hen imod klatre stativet og kravlede op på toppen af det, og satte sig på den bjælke der holde edderkoppe spindet oppe, imens hendes blik atter blev vendt imod fyren, hun gjorde sit bedste for at ligne en uskyldig lille pige der ikke kunne finde på noget.
Men man skulle bare vide hvad der gemte sig under det dejlige ydre, hun var ikke en person der var kendt for at være sød ved dem hun snakkede med, måske var hun det engang men idag havde hun ingen respekt for andre end sig selv, for hende var alle mad, og kunne bruges til det hun ville. men det var hendes egen mening og den hørte ingen, man kunne vel sige hun var et af de vampyre der var gådefulde og holde alt for sig selv, men det var jo også de folk kunne lide, en gådefuld person som virker så uskyldig, og slet ikke farlig.

Han stod blot og kiggede på den lille pige, der bare sad der og virkede så uskyldig, han vidste ikke hvorfor, men hans sanser sagde faktisk til ham at hun var farlig, men idag havde han bare lydt til at være ligeglad og overbeviste sig selv om at hun ikke var farlig, og at der ikke kunne ske ham noget, selvom han faktisk godt vidste det var løgn.
"Jamen hej"
Han vidste stadig ikke helt hvordan han skulle reagere eller forsøge at starte en samtale med hende, så han blev bare ved med at betragte hende, mens han fulgte hende rundt på pladsen, så han hele tiden vidste hvor hun var, nok det eneste han gjorde udfra at han troede lidt på at hun var farlig ellers var han bare helt ligeglad.

Emilia kiggede lidt på sine fødder imens hun sad der på bjælken, "Du er engel er du ikke...?"Spurgte hun så helt stille og rettede sine brune øjne imod ham igen, imens hun gjorde sit bedste for at se helt lille og uskyldig ud hvilket lykkedes hende som altid, så lod hun sig glide ned fra bjælken og gik stille og tøvende hen imod fyren. og tog en dyb indånding mest for at smage på hans duft da duften af engel var det bedste ifølge hende, så rettede hun blikket imod sine fødder igen, og så helt uskyldig ud, "Hvor gammel er du hr?...."Spurgte hun så helt stille og meget lavt som om han ikke skulle kunne høre det men det ville han jo kunne da hendes stemme var lidt skinger så han ikke ville kunne undgå at høre det. stille lod hun sine tær grave sig lidt ned i den hårde jord, den var nu ikke så hård ifølge hende da hun let kunne grave tæerne ned i jorden. så lagde hun stille sine arme omkring sig selv som om hun ikke kunne holde varmen, men kulden rørte hende jo ikke på nogen måde,

"Jo jeg er en engel, hvordan vidste du det?"
Han kunne ikke lade være med at smile til hende fordi hun virkede så lille og uskyldig, til oog med også barnlig. Og hvis der var noget der gjorde ham glad var det børn der var et eller andet med dem der gjorde at han altid blev i godt humør omkring dem. Han vidste ikke hvad det var der gjorde at han blev i godt humør, måske var det bare fordi at det var dem han skulle beskytte og dem han havde lovet at beskytte.
"Jeg er 24 år..."
Han kunne ikk få sig selv til at fortælle sin virkelige alder, men han gjorde det nok hvis hun spurgte ind til den, da han ikke kunne lide at lyve og slet ikke for en person der virkede så uskyldig som hende her.

Emilia hævede et øjnbryn og nikkede til det han sagde om hans alder. 24. det kunne ikke passe. "Din virkelige alder" Sagde hun så og lagde hovedet på skrå imens hun smilte et tand smil så han kunne se hendes hvide tænder. "Jeg er..... 2011 år gammel hvist,"Sagde hun så tænkende hun havde ikke holdt styr på sin alder igennem alle de år. hun havde levet, men det kunne jo også være ligemeget på nogle steder. så rettede hun atter blikket imod sine fødder og gik så hen imod gyngen og begyndte at dreje rundt om sig selv imens hun grinede en lille piget og barnelig latter, dog endte det med at hun satte sig på halen ned på jorden. imens hun kiggede forvirret rundt som om alt var slået ud af hende, så lod hun en hånd glide op til sin underlæbe imens hun kiggede rundt, og anede ikke hvad hun skulle sige eller noget, så rettede hun sine brune øjne imod ham imens hun gjorde store øjne så hun lignede en lille pige på alle tænkelige måder.

Han kiggede chokeret på hende fordi han ikke helt var forberedt på at hun spurgte indtil hans rigtige alder, og da slet ikke at hun så fulgte op med at fortælle sin egen alder, og at hun faktisk var så gammel.
"Jeg blev skabt før det første barn"
Han stod og holdt øje med hende som hun dansede rundt, her på pladsen det kunne godt være hun var gammel men hun virkede stadig ikke farlig slet ikke sådan som hun rendte rundt og snublede og væltede hun førte sine lemmer som en vær anden barn ville gøre.
Han gik over til hende som hun sad der på jorden for at hjælpe hende op, og forstå hvad der var med hende det var virkeligt mærkeligt det der foregik men hun var jo så lille og sød, helt uskyldig.
"Hvad er der har du brug for hjælp?"

Emilia sad stille og så på ham, nums han var en gammel engel. inden han kunne nå at blinke sprang hun på bene og hurtig som hun var, havde hun fået puffet fyren ned på jorden og sad nu på hans mave, hendes øjn farve skiftede hurtigt fra brunt til rødt, hun slikkede sig kort om læberne, imens hun sad stille og så på ham med et smil på læberne, "Hvor gammel præcis fortæl, så lover jeg måske at være blid ved dig,"Spandt hun så med et smil imens hun sad helt stille og kiggede ned på ham med sultne øjne, hun lignede slet ikke den søde pige fra før men mere det rovdyr og dræben hun nu engang var blevet til. og havde været i så mange år. men det behøvede folk ikke tænke på, for den mand eller dame der havde gjordt dette ved hende levede måske ikke mere eller hvad vidste hun,
"Okay vi tager det på den sjove måde. endten fortæller du mig hvor gammel du er, ellers smager jeg bare på dig"spandt hun så med et smil på læberne og lænede sig helt ned imod ham og så på hans hals med et sulten blik i øjnende, hun havde dog spist... igår var der hvist men en bid mad mere passede hende fint lige nu, da engle havde en dårlig virkning på hende, så hun blev nemt sulten i deres selskab,

Han blev meget overrasket over at blive smidt på jorden af hende og skulle lige til at bruge sin evne, men tænkte at vi måtte hellere bare se hvordan det endte her. Han kiggede op på hende selvom hun pludselig virkede farlig havde han stadig en forestilling om hende som en lille sød uskyldig pige der næsten var et barn.
"Jeg kan ikke fortælle min alder!"
Det kunne han faktisk ikke fordi han ikke vidste hvor gammel han selv var det var noget der var svært at holde tal på når man var så gammel som han selv var. Han var jo lige så gammel som menneskeheden selv var. Han var faktisk lige lidt ældre men de var svært at regne i men han kunne ikke antallet af år han havde levet. Han gjorde sig klar til at hun ville bide ham fordi han ikke ville komme til at skade hende ved at kæmpe imod.

Emilia så ham ind i øjnende, og hendes stemme skiftede klang og hendes øjne lyste svagt lilla, dette gjorde hendes øjne kun når hun brugte sine evner, "Nu gør du som jeg siger. du bruger aldrig din evne på mig.. hvis du prøver på det skal du tage dit eget liv." Hendes evne var unik hun kunne få folk til at gøre det hun bad dem om. og den virkede altid men det tog på hendes kræfter men det var det værd. "Så nu er du en sød lille engel og fortæller mig hvor gammel du er"Sagde hun så med en sukkersød stemme imens hun sad stille på hans bryst og så ned på ham, hendes øjne lyste stadig svagt imens hun sad der på ham og med et smil på læberne, og kiggede på ham med et smil og gennemgik en plan i sit hovede hvordan hun bedst kunen bruge ham så hun fik mest ud af det. hun elskede at bruge andre mennesker, dette ville hun dog ikke indrømme overfor nogen, ingengang for dem hun elskede mest for det var sjældent nogen nåede så langt ind på livet af hende, "Nu skal du høre, min evne er unik, når jeg beder dig om noget imens jeg bruger den kan du ikke gøre andet, end at gøre som jeg siger,"Sagde hun så med en sukkersød stemme, han kunne godt bruge sin evne overfor alle andre end hende, emn så længe hun var der ville han ikke kunne bruge den imod hende, hun havde tit brugt sin evne sådan på andre væsner så de ikke kunne bruge deres evner på hende på nogen måde, med mindre de fandt en måde at snige sig udeom hendes ord. det var der kun en hun kendte der havde gjort

"Nå jamen det var da træls, for jeg kan ikke fortælle dig min alder."
Han havde ingen mulighed for det. Han kiggede på hende men sørgede for at undgå øjenkontakt med hende, da han kunne fornemme det var igennem dem at hun kunne skabe sin kontrol. Han kiggede istedet alle andre steder hen for at undgå hendes øjne. Han overvejede lidt bare at smide hende til side det kunne godt være hun var stærk men det var han også og hun var noget mindre end ham og derved noget nemmere at kaste med.
"Vær du nu bare en sød pige og forlad lege pladsen"
Han sagde det med en meget autoriter stemme som han ellers kun brugte over for den han skulle beskytte når han skulle have hende til at gøre noget bestemt eller bare lytte til ham.

Emilia blev bare siddende på hans bryst og så strengt på ham og sukkede så opgivende fyren talte sikkert sandt men det var ikke sjovt når han ikke kunne hans egen alder! hun vidste da sin så hvorfor kunne han ikke vide sin, så sprang hun af hans bryst og gik hen til gyngen og satte sig ned og gav sig til at gynge frem og tilbage igen imens hun så studerende hen på fyren som lå på jorden. hun ville da ikke gøre noget som han bad hende om og slet ikke om at forlade legepladsen for der kom sikkert et barn der var dum nok til at snige sig ud om natten, det var der altid en eller to der var. så hun sendte bare fyren et lille sulten blik imens hun gyngede frem og tilbage, dog fjernede hun aldrig sit blik fra ham for man kunne aldrig vide med engle de var ikke sjove at lege med hvis de var ældre end en selv det havde hun lært på den hårde måde som alt andet.

Han kiggede på hende fordi hun var meget svær at blive klog på, der var ingen tegn på hvad hun havde tænkt sig, eller hvad man kunne forvente hun havde tænkt sig at gøre så han var meget nervøs for hvad han skulle gøre, men han håbede bare ikke der var nogen børn der var dumme nok til at bevæge sig ud på legepladsen her til aften.
"Jeg kan kun sige dig en ting om min alder og det er at jeg er ligeså gammel som menneskeheden selv."
Det var han jo da han blev skabt sammen med det første barn, skabt med den forbandelse og blessing at skulle beskytte disse vidunderlige børn der levede her på jorden, de eneste skabninger der faktisk var som salt, de kunne drive alt rådenskab synd, og fordævelse bort, og så var de jo lige så hvide som saltet, altså lige så uskyldige som det var muligt.

Emilia sad bare på gyngen og kiggede på ham ham med sult og mord i øjnende så fnøs hun og rettede blikket imod himlen, han var gammel så skulle hun ikke lege med ham hun brød sig ikke om at få skadet sin smukke fine hudfarve hvor mange vampyr kvinder gad enligt det?! Kroppen var en kvindes et og alt.
"Okay så du en olding"Spandt hun så nærmest imens hun atter lod sig glide ned af gyngen og stod nogle cm fra ham nu. gyngen fortsatte dog med at gynge frem og tilbage selvom den ingen rytter eller ejer havde siddende på den. Hun havde dog ingen planer om at rode sig ud i problemer med end er var ældre end hende selv så hun valgte bare at stå helt stille og se fyren an, hun havde sikkert en god changse hvis de kom op at slås og det var jo altid sjovt at bruge energi og sine evner på nogen der var stærkere end en selv. det havde hun lært fra sine unge dage. dengang hun var en nyfødt dum vampyr der jagede alt med en blodåre selv dyr, de mættede bare ikke og tog ikke hendes sult men gjorde hende mere sulten. men nu holdte hun sig til engle og menneskler de havde den bedste blod.

Han gik hen til hende og stillede sig så foran hende. Han kiggede ned på hende med hårde øjne. Han brød sig ikke om at hun var her på legepladsen, det var børnenes fri sted her de kunne komme for at slappe af og vise deres uskyld.
"Jeg synes du skal gå, fordi hvis du ikke går frivilligt, bliver jeg nød til at tvinge dig væk"
Hvis det kom til at han blev nød til at tvinge hende bort ville han ikke kunne garantere for hvor slemt tilredt hun ville blive, men han havde ikke lige de ting han skulle bruge for at dræbe hende, men hun ville sgu nok ikke have det særligt godt hvis det kom til det.
*Jeg håber fandme hun går jeg er ikke i humør til at slås*
Han satte sig ned foran hende og afventede hendes reaktion, han syntes ikke det var særligt pænt af ham bare at stå og stirre ned på hende.

Emilia smilede bare et hånligt smil til ham, og rystede på hovedet han bestemte ikke over legepladsen så hun kunne gøre hvad hun ville. så uden at svare ham gik hun bare hen til klatre stativet og hoppede op på bjælken hvor hun satte sig til rette og lukkede øjnende i. hun sukkede tilfreds da hun kunne opfange en lille drengs duft. kort efter kunne man høre en børne latter imens en lille dreng på de 6 år kom løbende ind på legepladsen sammen med hans storesøster og bror. emilia smilede for sig selv en dreng på 6 smagte godt. meget godt enda men de var for nemme at fange søskende derimod ville nok blive sjove at jage lidt, så vente hun blikket imod fyren "Hvad tror du ikke de tænker når de ser en gammel mand som dig her. sikkert pædofil så endten smutter du selv. eller jeg jager disse børn til de ikke kan slippe fra mig mere" Hun spandt nærmest over det hun sagde imens hendes blik gled hen på den lille dreng på 6 som nu var henne ved gyngerne. sammen med sine søskende

"Jamen så siger jeg at det er heldigt at de er vant til jeg er her, og at børn næsten altid er rolige omkring mig"
Han smilede bare til hende, og viftede med hovedet mod udgangen han vidste godt at hun ikke ville gå så han overvejede om han bare skulle rive hende ned af gyngen. Så de kunne komme væk herfra hurtigst muligt og sådan at ingen kom til skade.
Han stillede sig foran hende afventene. Han syntes virkelig hun bare skulle følge med ham ud fra legepladsen. Han ville have hende væk fra børnene med det samme.
"Så søs nu skal vi altså hjem, det er ved at værre sent"
Han smilede til hende og hev fat i hende for at få hende ned fra stativet. Han ville faktisk hellere selv opleve den oplevelse det var at få taget blod end at nogle af disse unge folk skulle opleve den.

Emilia peb klagende da han prøvede på at rive hende ned. og lod sig bare blive trukket ned af stativet. hendes blik gled hen på den ældre dreng, som nok var omkring de 17 år. hendes smil blev med det samme forførende og skrøbligt men stadig mystisk og mørket. så drengen så på hende med begær i øjnende. så rettede hun blikket imod manden ved sin side og peb svagt "Din klamme pædofil slip mig!" Og rev sig løs uden problemer. og løb væk fra ham med det samme. så drengen og pigen så hen på den scene hun lige havde fået lavet. Drengen var dog hurtigt og fik fat i emilias arm og trak hende hen til ham og sin søster. "Rolig vi får ham ud" Sagde han venligt. men man kunne tydeligt se han kiggede på hende med begær og lyst i øjnende, emilia blinkede svagt med øjnende som om hun var ved at græde. og nikkede bare og lod sin hånd glide op til drengens kind "Tak" Mumlede hun helt stille. og lod så sit blik glide over på manden som stadig var henne ved klatre stativet. Hendes smil afslørede sikkert allerede hendes tanker. Dog fik hun hurtigt masken på igen som om hun var en lille pige der ikke kunne klare sig selv. søsteren klappede hende kort på ryggen og rettede så blikket imod manden. "Hey du. du skal hvist forlade legepladsen nu, inden vi ringer til politiet. ! og tro mig jeg fortæller alle om dig! så smut med dig din gamle pædt!" pigen lød ikke særlig glad for at skulle havde taget sin lillebror med hen på en legeplads hvor en pædofil var. hvilket kunne ses på hende.

"Jeg er ikke pædofil"
Han ventede på at roligheden sænkede sig over menneskene som den altid gjorde når de var i nærheden af en engel. Han var ikke nervøs, så han blev bare stående og ventede på at de slappede af. Han vidste at det nok skulle gå alt sammen så hvorfor skulle han dog værre bange.
"Jeg synes ikke i skal lytte til min søster der, hun er altid strid, vil ikke kendes ved mig og så forsøger hun altid at skabe splid i familien"
Han var ikke bange for at de kontaktede politiet, da han allerede kunne mærke roligheden sænke sig over dem. Han kiggede over på vampyren med et blik der sagde at hun skulle tænke over hvem hun havde med at gøre her. Han gik over til hende fordi han ville hviske noget til hende.
"Hvis du følger med mig lader jeg dig få mit blod, så længe du ikke straffer disse børn"
Han kiggede tilbage på menneskene som sikkert var ved at være forvirrede over hvad der foregik det var jo ikke det nemmest at finde rundt i lige nu.
"I må virkelig undskylde min søster, hun er bare typen der ikke vil lytte til sin familie"