Et godt sted at tage et hvil? - Demetri

"Jeg har ikke snakket med hende i meget lang tid" sagde han med et
suk og satte hende ned. Han holdte dog stadig om om hende imens han
bare kiggede på hende. Han fik pluselig en frygt for at også hans søster
skulle have denne følelser og også hun skulle dø. Så var Fie jo helt alene
uden ham eller Ribanalon. Han kiggede næremst stirrende ind i hendes øjne
uden rigtig at se hende overhoved.

Fie så på ham og bed sig i læben. Måske havde Rinna det på samme måde? Hun blev bekymret over det. Måske skulle hun finde Rinna og sørge for at hun var et sikkert sted? Hun bed sig i læben. men Demetri... Hun kunne heller ikke efterlade ham alene, Det ville være at for farligt for ham selv. Hun så op på ham. "Bliv hos mig Demetri!" lød det stille fra hende imens hun så på ham med bange øjne. Havde hun kunne havde hun grædt. Hun aede blidt hans kind imens hun så op på ham. hun ville ikke miste ham. hun kunne ikk holde til at miste flere af dem hun holdt af. Hun kunne ikke uden ham.

Han rejste sig fra hende. hans ansit var så underligt. Som om han var syg.
"Jeg bliver nød til at være alene en tid Fie" det pinte ham at sige dette. det
var som om at han nu skulle straffes for alle de ting han havde gjort. nydelsen
ved at dræbe alle de slemme slemme ting. Han vendte sig væk fra hende og
ville begynde at gå. Men han kunne ikke få sig selv til det. Han kunne dø i morgen
hvis det skulle være.

Fie så på ham, og bed sig hårdt i læben. hun ville gerne accepetere at han havde brug for tid alene. Men hun var så bange for at han skulle forsvinde helt fra hende denne gang. Hun bed sig i læben, og så op på ham.
Hun frygtede så groft at han skulle forsvinde fra hende. Hendes elskede Demetri, ham som havde været der for hende altid også selvom hun af og til havde kommet med nogle dumme ting, og selvom hun havde dummet sig mange gange havde han aldrig forladt hende helt: Og nu hvor han var hendes elskede, hun kunne ikke lide det, det at han ville blive taget fra hende. Hvad skulle hun gøre uden ham?
Fie så på ham da han vente sig for at gå. Hun kom ind foran ham, og pressede sine læber imod hans i et kys. Hun ville mærke hans tilstedeværelse.

Han blev forbavset over kysset og stod en tid uden at gøre noget.
Men han begyndte at og kysse igen og holde rundt om hende. Han
ville ikke miste hende...Ikke miste den person han elskede endnu engange.
Det var som at blive taget med i en quiz og så vælge mellem den forkerte dør
eller den date man alligevel ved ikke kommer til noget.

Fie blev lidt glad da han gengældte kysset. Hun mærkede hans arme om hende. Hun ville ikke have kysset skulle stoppe, det var som om at når kysset stoppede så ville hun miste ham, det var sådan en følelse hun havde inden i. Hun lukkede øjnene, og lagde armene om hans hals så hun var sikker på at han ikke forsvandt nogle steder.
Hun vidste dog godt at kysset ikke kunne vare forevigt. Hun slap langsomt kysset, og så ham i øjnene. "jeg elsker dig"sagde hun stille, og så på ham. Imens hun strøg ham over kinden. Hun ville ikke miste ham, men hvis han skulle dø, ville hun aldrig glemme ham, han havde en del af hendes hjerte. Noget han altid ville have.

Hun slap kysset men han holdte stadig om hende, han ville så gerne give sin udødlighed for bare et menneske liv med Fie. Men ikke engang et menneske liv havde de kendt hianden.
Og deres kærlighed havde ikke engang været så lang tid. Det var som om at det hele var
med vilje, som om det at elske Fie skulle være hans død. Det skreg inde i ham, som menneskes skidste skriv enden hjertet stoppede. Det var som at dag for dag blev klippen
som var Demetri mindre og mindre, fordi havet slog så hårdt i mod det store sten. Men han
kunne intet gører. Han havde levet sit liv og endda alt for længe....Og nu bad han endda om mere.....Bare et dødeligt liv i det mindste.

Fie så på ham, og bed sig i læben. Hun gemte sit ansigt ved hans bryst kasse, og håbede på han ikke ville slippe hende nogensinde. Hun ville ikke miste ham. Aldrig.
"Demetri, jeg vil bare ikke være alene igen..."sagde hun stille, og følte sig pludselig meget lille. Hun var kommet ind i sit liv som vampyr helt alene, kun med traumet om sin families tragiske død. Hun havde mistet alle hun elskede en, efter en. Nu stod hun med sin elskede, med den viden at han nok snart ville forlade livet, og hende. Hun ville ikke være alene igen. Hun ville ikke gå rundt i mørket igen uden at vide hvad hun skulle gøre. Hun frygtede monsteret der levede i hendes underbevisthed. Hun sukkede kort, og pressede sig ind til Demetri imens hun lukkede øjnene hårdt i. Det virkede bare så uvirkeligt at han var døende.
Det kunne han ikke i hendes øjne.

Han holdt om hendes som var han den eneste i verden der kunne elske hende
så meget, i det næste slap han hende. "Fie" han kiggede på hende som var hun
det eneste i verden der fandtes. "Hvis du ser mig inden jeg dør, så vil du aldrig
kunne elske mig" hun måtte selv finde ud af hvad han mente. Måske ville hun aldrig
gører og måske ville hun. Det eneste han ville nu var at være alene. Dø alene og
forladt, føle sin smerte alene.

Fie så op på ham og bed sig i læben i håbet om at det ville minske hendes smerter. "Ja"lød det stille fra hende imens hun så ham i øjnene. Der var ikke andre end ham for hende. Hun var helt sikker! Hun kunne ikke se at der skulle være nogle der nogensinde ville kunne erstatte Demetri på nogen måde. Hun var sikker på at når han var væk ville der være et stort hul tilbage i hendes hjerte. Hun så ned imens hun lyttede til hans dejlige stemme som gav genlyd i hendes sind. "Jeg vil elsker dig lige meget hvad!"sagde hun og så på ham. Hun følte sig lille og sårbar, hun så ned og bed sig i læben. "Vi vil mødes igen"sagde hun stille, og så på ham med et lille prøvende smil. Hun var et eller andet sted overbevist om at hun ville møde ham igen efter døden.