Darkness In The River (scarlett)

Dato : 7. december - 11
Årstid : Vinter.
Dag : Onsdag.
Vejr : Koldt, en let brise glider en gang i mellem over søen
Sted : ved silent river
Tid : 22.00
Omgivelser :Søen og nærliggende træer, men ingen mennesker.


Azuriel stod i sin sorte læderjakke og kiggede ud over søen. Han var endelig kommet til et sted hvor han følte sig hjemme. Han vidste der var en masse overnaturlige væsner her. Men det var ikke tilfældigt han var kommet til stedet. Nej der var en Vampyr han jagede. Azuriel var som sagt ikke en morder. Han kunne ikke dræbe, for så var han bange for at hans Dæmon side kunne få tag i ham igen. Azuriels krop rystede en smule da en kold brise gled hen over søen og skabte uklarhed i vandet. Hans klare blå øjne som han havde arvet fra sin mor så han i sit spejlbillede i vandet der vil ødelagt af videns effekt på det. Azurel tog en dyb indånding. Det var lang tid siden han havde haft det sådan her. Så roligt, væk fra byens larm. Ham satte sine hænder i lommerne på sin jakke eftersom det var koldt. Hans gyldne hår var bevægede sig let i takt med vinden. Han lukkede sine øjne og var tænkte et kort øjeblik tilbage på sin barndom. Med et åbnede han sine øjne. Han havde en fornemmelse af at han blev iaktaget. Han lod som om han kløede sig på lænden, men i virkeligheden rakte han ud efter den pistol han havde i sit bælte. Azuriel vidste ikke hvad der ville ske, eller om det bare var hans fantasi der spillede ham et puds. Azuriel kiggede imellem de træer der engang bar blade men på grund af kulden nu stod nøgne. Dette var et smukt sted, men også det perfekte sted for en vampyr at overfalde sit bytte. Han havde med vilje gjort sig selv til lokkemad, nu ville tiden vise og dette var et klogt træk eller ej.

Azuriel fjernede hånden fra pistolen og kløede sig i nakken i stedet for. Hans blik faldt på hende og det først han tænkte var *Underligt at en kvinde så smuk bevæger sig ud til soen alene så sent om aftenen. Dog angreb hun ikke så det er ikke sikkert det er en vampyr. Men jeg må hellere være forsigtig*. Azuriel kiggede på scarlett for at se hvad for en slags tøj hun havde på og om det passede til det kolde vejr. Azuriel sagde med sin lidt ru charmerende stemme ’’ Vi søger vel alle noget.. Ellers ville det jo ikke være værd at leve’’. Azuriel frembragte et svagt smil et kort øjeblik og rakte derefter sin hånd frem. Han nikkede og sagde ’’ Azuriel.. Ikke tænk for meget over navnet, min Mor elskede latin.. Derfor et Latinsk navn ’’. Azuriel smilede igen et kort øjeblik. Han stod og afventede hendes reaktion og prøvede at bedømme om hun var noget overnaturligt eller blot et menneske. Han måtte dog indrømme at hun så godt ud. Men Azuriel vidste at skinnet kunne bedrage.

Azuriel nikkede og fjernede sig hånd der bare hang der i luften ’’ Du har helt ret Scarlett.. Ligesom jeg ved at hvis du var en ’’normal’’ Kvinde.. Så ville du ikke gå over til mig som havde du intet at frygte. Du passer meget på den beskrivelse jeg har fået.. Jeg går ud fra du ved hvorfor jeg er her’’. Azuriel kiggede ud mod vandet. Han satte sine hænder i lommerne på hans jakke igen. ’’ jeg har fået af vide af nogle jægere at du ’’spiser’’ fra mennesker ’’. Azuriel vidste at enten var hun et overnaturligt væsen. Hvis ikke hun var ville hun sikkert bare tro han var en eller anden tosse ved en sø så han havde jo intet at miste ved at virke klog. Dog havde han på dette korte øjeblik fået det indtryk af denne kvinde hvad enten hun så en var at hun var både klog og stærk. Dog virkede hun ikke til at ville slås. Det var jo kun en god ting. Azuriel hadede at slås. Han hadede hvordan han elskede at udfører smerte på andre. Han tog sig let til hovedet da han mærkede det onde i ham. Det ville ud. Det ville straffe. Men Azuriel fortrængte det. Han havde kontrollen ikke hans Dæmon side. Hans blik blev langsomt ført over imod Scarlett ’’Så har jeg ret.. Eller har jeg fat i den forkerte person’’. Azuriel vidste allerede nu at hun sikkert også var i gang med at analysere ham og hun sikkert vidste mindst lige så godt til at analysere andre som han var.

Azuriels blik faldt tilbage på søgen. Han bed mærke i hun sagde fortid. Det lød som om hun havde lagt det bag sig. Som om hun havde ændret sig. Hun vidste at han var efter hende og alligevel nu for han var forsvarsløs ,tog hun ikke sin chance. Det første hun sagde, ramte ham i sjælen. Hun var meget ligesom ham selv. Tynget at et begær. En ondskab der kun kunne tøjles, men selv tøjler kan knække. Tynget af tanken over hvad der ville ske hvis det slap fri. Det var sådan Azuriel troede hun mente det. Azuriel sagde roligt ’’ Nej. Jeg vil intet gøre ved dig. Hvis du har ændret dine veje.. Så er minerne om de forfærdelige ting du har gjort straf nok ’’. Måske var det bare ønske tænkning han kunne ikke vide om hun overhovedet havde ændret sig eller om hun fortrød hvad hun havde gjort. Men hvis hun gjorde så var hun meget ligesom ham selv. Han så en del ligheder i dem. Det virkede ikke til at nogen af dem var meget til ord, dog havde de begge vise ting at sige. Hun havde helt klart vækket hans opmærksomhed. Han ville gerne vide mere om Scarlett. Dog var han forsigtig af natur. Hun ville sikkert kunne håndtere hans mørke side, eller i det mindste slippe væk i live. Hans øjne blev rettet mod hende igen og han sagde med sin lettere ru stemme der tog bar en vis charme ’’ Jeg vil fortælle dem der har sendt mig at missionen er overstået’’.

hun roligt på ham og smilede svagt mens hun holdte halvt om sig selv.
"minderne er lagt bag mig, men i denne verden udsætter jeg mig selv for fare hver dag. og for at jeg kan overleve indebære det at tage andres liv, om det er noget jeg ønsker eller ej"
svarede hun ham roligt mens smilet på hendes læber falmede og hendes blik faldt mod jordem.
hun stod der og tænkte for sig selv. hun blev fjern i blikket..

"det er ikke mine veje der er skyld i død og ødelæggelse.. jeg vælger ikke folks skæbner. men frarøver dem deres vilje. jeg ønsker ikke at dræbe, men ønsker heller ikke at blive dræbt.. fortiden rummer mange laster, og det nemmeste er at fortryde, men jeg ønsker at st å ved mine ord og handlinger..."

hun tænkte over ordene der kom ud af hendes mund, og betragtede søen igen.... stilheden var nærmest nærvepirrende.

Azuriel kiggede på hende. Der lå visdom i hende ord, dog sagde hun noget han bed sig fast i. Han gav hende en forstående blik men sagde så ’’ Du siger du frarøver folk deres vilje. Hvis du i virkeligheden mener at du gør dette, så fortryder du det også. Din skyldfølelse gør at du bliver nød til at kaste skylder på noget. Du vælger at give skylden til overlevelse. At du skader for at overleve. Dræber for ikke selv at blive dræbt’’. Han fandt der skrammende hvor meget de mindede om hinanden. Han stod lidt uden at sige noget som helst. Han kiggede i vandet, så sit spejlbillede og hendes. Han sagde sagte, med følelse bag disse få ord ’’ Jeg forstår hvordan du har det ’’. Der mente han også at han gjorde. Hver gang han havde dræbt sad han altid tilbage og sagde til sig selv at han var blevet nød til det. Det var enten ham eller dem, at der ingen andre udveje var. Men et eller andet sted i ham vidste han at der altid var en udvej. At de kunne have overlevet, men det var ikke i hans natur at lade dem overleve. Den ondskab han havde, det var dens skyld. Han dræbte fordi han nød det og hans skyldfølelse havde brug for en forklaring. Derfor lavede han denne dræb eller bliv dræbt forklaring. Han regnede med hun havde det på samme måde. Det var også derfor Azuriel kiggede på hende for at enten bekræfte eller afkræfte sin teori.