A Walk In the Forest (Evie)

Az tog imod den med et spil og lagde den imod hans hals. Han kæmpede sig op at stå igen men stødte sig op af et træ. Det var nemt at se på ham at han ikke havde det godt. Kampen havde taget hårdt på ham og han havde brug for hvile. Han sagde med et smil ’’ Tak.. Men find du bare ind mod byen uden mig.. Jeg klare mig’’. Det passede ikke. Han vidste at han ikke ville kunne gå langt uden hvile. Men ha kunne se at hun frøs og sikkert havde brug for at finde et varmt sted inden alt for længe. Han kunne mærke at hans ben snart ville give under efter ham så han skyndte sig at sige ’’ Du kan bare komme tilbage efter mig når du har fundet et varmt sted.. Jeg har bare brug for lidt hvile.. Jeg er en.. Hunter som sagt ’’. Han ville ikke sige hvad han var. Det var jo svært at forklare. Hans ben gav efter og han satte sig på jorden med et bump.

Evie tog med det samme hende trøje og jakke på igen, da han tog hendes top og hoppede lidt for at få varme i kroppen, men hun var blevet for kold til at tøjet kunne varme hende da det også var blevet kold på indersiden.
"Jeg bliver her, jeg kan alligevel ikke finde ud her fra"sagde hun med et venligt smil. Hun tog fat i ham for at hjælpe ham op at stå. "Vi skal finde ud herfra så du kan komme hjem"sagde hun mens hun hev blidt i ham for at få ham op at stå igen. "Og om du er hunter eller ej er ligegyldigt for mig. I væsner er nogle gange lidt for selvsikre"sagde hun med et muntert smil, samtidigt med hun så rundt for at se om hun ville kunne genkende noget som de kunne gå efter.

Az kunne ikke lade være med at smile. Han var skam selvsikker. Men han var også ung. Normalt løb han ikke så hovedløst ind i kamp. Men Evie var der, han kunne ikke tillade at hun kom i kamp. Hun var jo blot et menneske. Da hun hjalp ham op kunne man mærke at han ikke havde energi. Men han gjorde hvad han kunne for at hjælpe til. Han sagde blidt. ’’ Jeg blev nød til at se om jeg kunne redde kvinden før det var for sent.. Men jeg nåede ikke frem i tide.. Men jeg blev nød til at prøve ’’.

"Selvfølgelig"sagde Evie venligt og lagde en arm om livet på ham for at støtte ham. Hun var 165 så hun ville ikke kunne holde hele hans krop oppe hvis han lænede sig for meget ind til hende, men lidt støtte kunne hun jo give ham.
"Men nu skal vi tænke på at komme ud her fra skoven. Nogen ide til hvor vi kom fra?"spurgte hun og så op på hans ansigt.

Az kiggede rundt omkring igen. Han kunne mærke hvordan hans hoved bankede og hans adrenalin stadigvæk susede i kroppen på ham. Det var svært for ham at tænke klart. Han sagde dog ’’ erm.. Skal vi ikke bare gå en retning.. På et eller andet tidspunkt må vi jo nå udkanten ’’. Han gav Evie et beroligende smil. Han ville gerne have hende til at vide at alt nok skulle gå. Selv om han ikke selv var helt sikker på det. Dog virkede hun til at hun ville hjælpe ham. Så han var sikker på de nok skulle finde ud før eller siden og hvis han ikke kunne mere måtte hun jo gå resten af vejen alene.

"Ja det er vil vel nød til"sagde Evie med en rolig stemme og så igen rundt, med søgende øjne for at se om hun en sidste gang kunne genkende noget, hvilket hun ikke kunne. *Jeg må blive mere opmærksom på hvor jeg går* tænkte hun og skældte sig selv ud i hovedet for at være så uansvarlig. Hun sendte ham et smil da hun gik lidt frem og trak ham langsomt med sig.
"Hvis vi kan finde en sti, kan vi følge den?"sagde hun spørgende med venlige øjne, hun vidste ikke hvor de var og hun var begyndt at spekulere på hvad tiden mun var. Hun havde ingen mobil med, den glemte hun altid for hun brugte den aldrig, så hun havde ingen mulighed for at se hvad klokken var. Hun havde jo kunnet ringe til Abaddon, hvis hun havde husket mobilen, så havde de nemt kunnet finde ud igen.

Han hostede lidt. Han kunne mærke hvordan han sikkert havde fået trygget et ribben eller noget. Han smilede til hende og sagde ’’ Ja.. Jeg er sikker på at den sti leder et sted hen.. Lad os følge den ’’. Han lod hende føre an. Han havde ikke rigtig kræfter til andet en at holde sig på sine ben. Han var medtaget efter kampen, mere en han havde håbet han ville være imens kampen foregik. Men de havde vundet og Evie var ikke kommet til skade. Det var det vigtigste.

Evie smilede til ham og gik lige så stille af sted, med forsigtige skridt, så han ikke blev overbelastet af et for højt tempo.
"Bor du tæt på skoven her eller skal vi langt for at få dig hjem?...Eller skal du på hospitalet?"Spurgte Evie venligt mens hun så ned på stien, så de ikke skulle snuble over noget. Hun passede på med hvor hun satte hendes fødder og undgik at træde på små grene, selvom ´hun nok ikke ville falde af det. Hun så op på ham igen og smilede skævt. Hun kunne ikke tage ham med hjem til sig selv, hun måtte ikke tage fremmede med til Abaddons hus, han lavede reglerne og lystrede hun ikke endte det med at han straffede hende. Selvom han ikke havde lagt så meget mærke til hende efter hans kones død for noget tid siden. Men hun turde alligevel ikke at tage Azuriel med hjem.

Az grinede lidt da hun spurgte hvor han boede. Han sagde ’’ Jeg bor slet ikke på denne ø.. Jeg bor i Werclare.. Jeg kom faktisk kun for at sikre mig at der ingen onde væsner var ’’. Han grinede lidt igen. Det var ironisk. Imens de gik sagde han så ’’ Måske kan vi finde et tomt hus vi han bryde ind i.. Eller noget ’’. Han grinede en smule for at sørge for at holde humøret oppe. Det kunne jo være svært når så meget var gået galt. Han mærkede hvordan hans ben langsomt blev tungere og tungere. Han kunne mærke at hvis ikke snart de fandt noget ville hans ben give efter under ham og han ville ikke være i stand til at fortsætte.

//Out, jeg skal lave min karakter om, jeg skal være dæmon. Du er nice at skrive med og hvis du har lyst til at emne igen når jeg er færdig med min karakter, så bare send en Pm :D //