En skummel tur i byen //Cleon//

Hun kunne mærke kulden der allerede havde sat si dybt i hendes knuste glashjerte.
Hun rystede og fik et chok, da han faldt om på gulvet, men hun var for svag til at gøre noget.
Hun søgte ind til hendes søster for at søge trøst, efter hun var begyndt at græde.

Hv-hv-hv-hvad s-s-s-skal j-j-jeg g-g-gøre yor-r-r-ru

Hun længdes efter en tryk favn, da hendes verden lige var blevet vendt på hoved, netop det yoru ind til nu havde beskyttet hende imod.

så så Val, søde lille val, nu skal du se, lig dig ind på dit værelse bag døren igen, det hele er bare en ond drøm, jeg skal nok beskytte dig

Yorus indre stemme var trøstende og beskyttende som en storesøster til sin lillesøster. Hun hjalp stille Valerie ind bag døren, før hun blidt puttede hende ned i sengen.

sov sødt lille Valerie, husk nu, storesøster skal nok passe på dig, det hele er bare en ond ond drøm

Yoru overtog stille kroppen efter at hun blidt havde overbevist Valerie om at det var et marrit, en ond drøm som hun bare skulle sove væk fra. Og sådan blev det....

Han lagde bare på gulvet, med et hoved der smertede helt sindsygt. Han havde ikke lyst til at forlade hende. Han lagde bare på gulvet. han gav sig til at mumle noget til luften eller rettere til hans gud, men noget af det sagde han højt.

"Lad være jeg elsker Valerie og du skal ikke ødelægge det"

Hans hoved gjorde helt sindsygt ondt. Han havde ikke lyst til at forlade hende, men han vidste dog godt at det eneste der ville få smerten til at stoppe var hvis han gjorde som Gud ville have ham til.

Valerie adlød lydigt hendes søster og faldt straks efter i en dyb søvn, med ordene

'Jeg elsker Valerie'

som et ekko i hendes tanker.
Det gav yoru fuld kontrol over kroppen og hun stragte sig let, før hun rejste sig fra bordet og betragtede den pinte engel.
Hun havde lagt hoved let på skrå, mens hun mærkede splinterne fra flasken der skar sig op i sine fødder og det snaskede blod der lå sprædt over gulvet, hvor valerie havde tabt flasken før.
Hendes øjne var klart røde og helt tomme, uden den mindste form for medlidenhed, da hun sagde

"Det var det her jeg ville beskytte Valerie fra Metatron"

Hun havde ingen følelser i stemmen, da hun gik forbi den pinte engel, imod gangen...

Han vidste nu at der kun var en ting at gøre, og det var at gå ud og gøre som Gud bad ham om. Han gik imod døren for at åbne døren og gik så ud af den. Han skulle gøre det, og straks da han begyndte at lystre gud mindskedes smerten meget. Han vendte sig kort mod Valerie selvom han godt vidste hun ikke havde kontrollen.

"Jeg elske dig Valerie. Og jeg skal nok komme tilbage i god behold."

Han gik så ud af døren, og gik afsted mod Dreins Mountain, hvor han blev draget hen imod.

//out//