En skummel tur i byen //Cleon//

Han smilede kort da han så hende stikke manden en lussing. Han følte sig sikker eller hvad man skulle kalde det. Han følte sig ihvertfald sikker på at hun elskede ham nu. Han kiggede bare på hende da hun kom over og støttede ham. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige til hende. Han kiggede bare op på hende og åbnede munden for at sige noget, i første omgang kom der ingen lyde men lidt efter kom der da noget over hans læber.
"Fordi jeg var... bekymret."
Han var stadig svag, men tanken om at miste hende var nok til at holde ham kørende længe nok til at se hvad det var der foregik. Han overvejede at fortælle hende at han havde været bange for at miste hende, og fandt dog også frem til at skulle gøre det.
"Jeg var bang..."
Han fik ikke sagt mere før han ikke længere kunne holde sit hoved oprejst og bare lod det falde ned.

Hun støttede ham blidt og bestemte sig til at smide jicaini ud som hendes kunde en gang for alle, da han nu vidste hendes svaghed. Hun satte blidt Cleon op af vægen og hviskede ham i øret "jeg er tilbage om to sekunder" med en blid og bekymret stemme, før hun rejste sig igen og så koldt på jicaini. Hun gik hurtigt hen til ham før hun stak ham en lussing til den anden kind også og lige der efter tog fat i hans øre så han ikke havde anden mulighed end at følge med hende. Hun hev ham nådesløst op af trappen og var ligeglad om han faldt eller drættede om. Hun hev ham bare hen af gulvet før hun trak ham ned af gangen og hen til hoveddøren. Hun åbnede døren og sparkede ham ud, før hun lukkede døren og låste den igen...

Han blev bare stående op af væggen mens hun gik væk han var ikke længere bange for at hun ville forlade ham igen. Han stod bare der op af væggen og ventede på at hun kom tilbage. Han hørte døren smække og hans hjerte sprang lige et salg over da han blev bange for at hun var gået. Han hørte så døren låse og blev endnu mere nervøs, flammerne i hans krop nåede også at bryde ud i hans øjne.
*gik hun?*
Tanken rodede rundt i hans hoved og han blev trist over det, men han orkede ikke at rejse sig for at følge hende igen. Han blev bare siddende, hvis hun ikke kom tilbage ville han bare blive og droppe livet.

Hun gik stille op af trappen igen og ned af gangen. Hun tænkte stille og nåede hen til trappen som hun tog i små hurtige og lydløse spring. Hun nåede hurtigt ned til ham og satte sig ned på knæ ved siden af ham. Hun tænkte stille og lagde så blidt armene om ham. Hun løftede ham blidt op selv om han var meget tung. Hun hviskede lavt "hold lige fast i sværdet så er du en skat" med en blød og bekymret stemme, da hun begyndte at bære ham op af trappen. Hun tog det et skridt af gangen og det gik langsomt, men hun var fast besluttet på at få ham op i sengen igen...

Han så hende komme tilbage til ham, og hans øjne havde stadig små flammer i sig. Han kiggede på hende med de flammende øjne. Han brød sig ikke rigtigt om at hun var nød til at hjælpe ham igen. Han var dum og hun fortjente en der var bedre end ham, og som ikke krævede hjælp af hende. Han holdt fast i sværdet som hun bad ham om og støttede så meget han selv kunne så hun ikke skulle bruge alt for mange kræfter på ham. Han var også træt af at han ikke kunne andet end at slappe af han ville gerne gøre et eller andet.

Hun havde fuld fokus på at få ham op af trappen og så derfor ikke hans flammende blik. Hun nåede op af trappen og gik med nærmest flyvende skridt imod døren ind til værelset, selv om hun bar på ham var hendes skridt yndefulde og det var som om hun gik på en sky. Hun gik stille ind på værelset og lagde ham blidt på sengen, før hun tog hans sværd og lagde det på bordet og der efter puttede ham helt ned under dynen og proppede den ind i siderne så det ville varme ham bedre mens hun lavmeldt mumlede "Du behøves ikke bekymre dig om mig når det er i min egen lejlighed, for der ville de aldrig have en changse.." Hun tænkte stille og så så blidt og bekymret på ham, da hun hviskede "Men det var dejligt at vide at du bekymre dig for mig.." hun hviskede det med en blød og bekymret tone og strøj ham blidt over kinden, før hun blidt kyssede ham på panden. Hun gjorde kysset langt, før hun brød det og hviskede "Det ville være bedst hvis du kunne sove og komme til krafter igen" hun hviskede det i et ømt og bekymret toneleje, før hun lydløst gik hen til døren igen..

Han havde lukket øjnene og ilden var slukket inde bag øjenlågene. Han mærkede sengen under sig da hun lagde ham på den. Han hadede at han var tilbage i sengen igen, men han vidste godt at han ikke kunne gøre andet end at slappe af. Han mærkede hvordan hun pakkede ham ind i dynen igen. Han var ved at være træt og ville gerne sove. Han lagde sig bare helt ned og lyttede til hendes ord, og var glad for at hun sagde det. Han hadede så til gengæld sig selv for at have gjort det nødvendigt for hende.

Hun gik stille ud af døren og lukkede den stille bag sig for at give ham ro til at sove. Hun gik stille hen til trappen igen og gik langsomt ned af den. Hun nåede ned af trappen og tog flasken hun havde efterladt på bordet, før hun bevægede sig nem mellem reolerne. Hun ledte stille efter, der hvor hun havde taget flasken i første omgang. Det tog hende lidt tid at finde det og hun gjorde sig umage med at sætte den rigtigt så den ikke skulle falde ned på gulvet igen. Hun gik stille tilbage igennem den dunkle vinkælder mens hun stille tænkte en masse forskellige ting igennem...

Han blev bare liggende og faldt hurtigt i en meget dyb søvn. Dybere end nogensinde før. Hans søvn var tæt på ikke at være søvn. Det var nærmere at han var besvimet end det at han var sovende. Han blev bare liggende der i sengen for at hvile sig indtil han kunne vågne igen. Han var aldrig helt sikker på at han nogensinde ville slippe for de smerter men denne gang vågnede han først da han var helt udhvilet og ikke længere havde så ondt.

Hun tænkte stille og nåede hen til trappen efter at være gået rundt i kældren et stykke tid. hun bevægede sig lydløst op af trappen og gjorde det i et langsomt og tænksomt tempo. Hun nåede op for enden af trappen og gik derefter ud i køkkenet hvor de to æsker med blodbolcher stadig lå. Hun åbnede den øverste æske og puttede tre af bolcherne i munden, før hun stille begyndte at sutte på dem...

Han vågnede igen, uden at have nogen ide om hvor længe han faktisk havde været væk. Han vidste bare at hans krop følte sig helt frisk igen. Han kunne udfra hvordan hans krop havde det, give et skud på at han nok havde været væk længe. Han rejste sig op af sengen og strækte sin krop. Hans krop vardog stadig lidt øm, men det var mere som om der var mangel på bevægelse. Han gik ud til køkkenet til hende.
"Hvor længe var jeg væk?"
Han spurgte stille og roligt uden pinsel eller smerte i stemmen.

Hun blev overrasket over at han allerede var oppe af sengen igen og talte stille sammen før hun svarede ham "omkring 4 timer ca men jeg er ikke helt sikker" Hun havde den lille trækning i mundvigen, hun altid havde, når hun var glad. Hun suttede stille på bolcherne og betragtede ham bare. Hun måtte indrømme over for sig selv at han faktisk så meget mere frisk ud og at han til og med så veludvilet ud også...

"Hvad ikke længere?"
Han var faktisk ret overrasket over at han ikke havde sovet længere. Han gad dog ikke sove mere fordi der ikke rigtigt var nogen grund til at gøre det, men det havde jo nok ikke noget at gøre med at hans krop jo ikke var menneskelig. Han gik hen mod hende, med langsomme tunge skridt. Han satte sig på den anden side af bordet hvor hun var. Han satte sig bare ned og kiggede på hende med sørgmodige øjne.

Hun lagde hoved let på skrå og kunne se på hans sørgmodige øjne at der var et eller andet der trykkede ham. Hun tænkte før hun spurgte ham med en bekymret stemme "hvad er der galt?" hendes stemme var varm mens hun så ham dybt i øjnene. Hun suttede stadig på bolcherne mens hun betragtede ham med et spørgende og bekymret blik..

Han vidste ikke hvordan han skulle få fortalt hende hvad det var der trykkede ham lige nu. Hvordan skulle han fortælle hende at han følte hun skulle finde en anden end ham da han kun var til problemer og besvær for hende. Han kiggede på hende med det sørgmodige øjne. Han åbnede munde et par gange for at ville sige noget men det var først den tredje gang ordende kom over hans læber men de var stadig besværede.
"Valerie... Jeg føler lidt du bør finde en anden end mig."
Hans stemme var meget sørgmodig men også kold, og en anelse død. Det var dog også tydeligt at høre at han ikke var så vild med at sige det.
"Jeg er jo kun til besvær for dig..."
Hans stemme knækkede over da han afsluttede sætningen og en lille tåre trillede ned af hans ene kind, og kort efter blev den fulgt af en anden men der stoppede de så også.

Hun tænkte stille og rejste sig så, før hun gik over til den anden side af bordet hvor han sad. Hun lagde blidt armene omkring hans hals og kyssede ham blidt på munden, før hun så han dybt i øjnene og lagde hendes pande imod hans, da hun sagde "Cleon... Jeg har levet i 109 år nu. Mit liv har været et helved fra dag 1. Ind til fornylig hvor jeg blev forelsket i en engel. Jeg elsker denne engel af hele hjertet, og hvis den engel ikke ville have mig mere, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, ud over at gemme mig væk igen. Hvis Englen ber mig om det ville jeg med glæde gøre det for at han kunne komme vidre. Men han må Aldrig tro at jeg ville få et bedre liv med en anden. Aldrig!" Hun sagde det med alvor og varme i stemmen for at få ham til at forstå at hun virkelig mente det...

Han blev meget overrasket over hende blide kys. Han kunne ikke holde sig selv lige nu, nu havde han tilsyneladende også gjorthende sur, eller irriteret. Han rejste sig op og vendte sig rundt og gik lidt væk fra hende. Han kiggede ned mod sine fødder og var sur på sig selv. Han var så sur at han begyndte at råbe op.
"HVORFOR KAN JEG HELLER IKKE GØRE NOGET RIGTIGT!!!"
Han var så sur på sig selv over at han havde gjort det overfor hende.
"Jeg kan aldrig gøre noget rigtigt, jeg burde bare gå ud og dø!!!"
Hans stemme var knækket over i mange dele, den skiftede med at være hård, vred, varm, kold, død og sørgmodig.

Hun blev overrasket over hans pludselige vrede og blev enlig lidt såret over hans hårde tone, før hun trak vejret dybt og lukkede de mørke øjne da hun roligt svarede ham " Hvis jeg betyder så lidt for dig kunne du lige så godt have dræbt mig da vi mødtes" Det var tydeligt at høre at hun var en smule såret over at han ikke kunne lide hende lige så meget som hun kunne lide ham. Hun havde et pint udtryk i øjnene da hun åbnede dem igen og man kunne se at hun var på grådens rand...

Han vandrede bare rundt i køkkenet, fordi han hadede sig selv mere end nogen eller noget andet lige nu. Han hadede sig selv endnu mere da han kunne høre hvordan han havde såret hende. Han sørgede for at han ikke kiggede på hende fordi han var bange for at gøre noget dumt.
"Jeg kan godt lide, dig men du fortjener bedre end mig..."
Han kiggede ned i gulvet med et par tåre der ramte gulvet med små plask. Hans stemme var ikke hård eller vred længere nu var den kun Varm og sørgmodig.

Hun kunne mærke tårene presse på under overfladen og kunne mærke kulden, der langsomt krøb ind i hjertet på hende, selv om hans stemme var varm og sørgmodig. Hun så bare ned i gulvet da hun fustreret svarede ham med en gråkvalt stemme der kun var en hvisken "Jeg har jo sagt at jeg ikke ville kunne leve uden dig, så hvorfor bliver du så ved med at tænke på at forlade mig?" Hendes stemme var pint og skrøbelig mens kulden langsomt fik fat i hendes hjerte og hendes søster begyndte at lirke låsen op i den dybe afkrog af hendes bevisthed...

"undskyld..."
Han kunne snart ikke mere, hvad skulle han gøre ved det, de stod bare og lod deres følelser blive kørt op af den anden. Han elskede hende jo men havde bare svært ved at tro på at hun faktisk også elskede ham selvom hun sagde at hun gjorde det. Han kunne ikke klare mere at han havde såret hende, nu ville han bare have tingene på det rene.
"Mener du virkelig at du ikke ville kunne leve uden mig, og at du ikke vil have en du hele tiden har brug for din hjælp?"
Hans stemme var varm og sørgmodig der var dog også berørt af en hvis mængde venlighed og omsorg.

Hun lå på grensen til at lade hendes søster overtage kroppen ligsom sidst de havde skæntes. Hendes hjerte var allerede stoppet og hun trak ikke vejret mere, mens hun rystede lidt, da kulden fik sat sig helt fast i hendes hjerte. Hun svarede bare med en stille hvisken "Jeg ville aldrig kunne leve uden dig. og hvis nogen burde være sur skulle det være dig. Det er jo dig der må trives med en død blodsugende ile, hvis hænder er farvet af andres blod" Hun rystede af kulde og tårene var meget synlige i hendes klare mørke øjne. Hun tilføjede med en stille hvisken "så hellere give kroppen til min søster" hun kunne mærke at hendes søster langsomt fik lirket låsen op...

"Jeg elsker jo også dig Valerie. Jeg har intet at være sur over du har reddet mig to gange selvom jeg har forsøgt at dræbe dig..."
Han vendte sig om mod hende og så hende tåre i øjnene, det var noget der slog ham ret hårdt at se. Han havde ikke lyst til at hun skulle være ked af det, men hvis der var noget han var mindre vild med så var det tanken om at hun lod sin søster tage over.
"Nej... Lad hende ikke... Det er denne del jeg elsker..."
Han rykkede sig stille og roligt tættere på hende, og lagde en arm om hende, for at vise hende at han var her for hende.

Hun hørte godt hans ord og mærkede godt hans varme arm omkring sin skulder, men hendes hjerte var næsten allerede hevet ind i kulden, hvilket gav hendes søster lettere ved at lirke låsen op. Hun rystede stadig og knyttede stille hænderne, da hun ikke kunne holde tårene væk mere. Blodet trillede ned af hendes kinder og verden begyndte langsomt at dreje rundt og nærmest ligne overfladen på et blæsende hav. Benene svækkede under hende så hun faldt om på gulvet og hun rystede nu mere end før...

Han mærkede hvordan hun begyndte at ryste. Han hadede sig selv for at have fået hende så langt ud. Han satte sig ned hos hende og trykkede hende ind til sig. Han ville ikke have at hendes søster kom frem, da han på ingen måde kunne lide hendes søster. Han vidste hendes søster var et monster og hun fortjente ikke at have denne smukke krop.
"Valerie, bliv hos mig, lad hende ikke vinde..."
Hansa stemme var blød, venlig og omsorgsfuld. Han ville ikke have hende til at forsvinde. Han trykkede hende indtil sig og kyssede hende på kinden, og smilede til hende.