En skummel tur i byen //Cleon//

Hun holdte bare om hans arm, mens de bevægede sig ned imellem gyderne, blandt andet forbi den gyde hvor de havde mødtes første gang, hvilket fik hende til at trække let mere på smilebåndet. Hun skævede op på månen der stille kastede sit matte lys ned over de skumle gyder. Normalt på dette tidspunkt havde hun nok været ude og fange sit næste offer, men dette faldte hende ind som noget hun ville have gjordt for hundrede år siden eller mere. Hun kunne høre nogle skumle typer rundt om i gyderne og dufte forskellige vampyrer der mæskede sig i deres natmad, hvilket fik hendes sanser til at blive knivskarbe, da bare tanken om at de måske ville gå efter Cleon fik hendes blod til at gå i kog...

Han lagde mærke til at de bevægede sig ind i mellem en masse gyder, det slog ham dog ikke at de faktisk lige var kommet forbi den gyde hvor de havde mødtes. Han gik bare og tænkte på at komme tilbage til hendes lejlighed og gik derfor ikke og lugtede efter fare. Han kunne derfor ikke lugte at der var nogle vampyrer i nærheden, så han fornemmede ikke at der var nogen fare for ham. Han lagde dog godt mærke til at der var nogle folk i gyderne, og blev dog også lidt nervøs for at de ville vælge at angribe Valerie, men han blev dog enige med sig selv om at det kun var idioter der forsøgte på det når personen var sammen med en som ham.

Hun holdte sig blidt ind til Cleon mens hun kunne høre en gruppe vampyrer der kom tættere og tættere på. Vampyrene kom til syne, da hun drejde om hjørnet med cleon, de var 8 vampyrer og hun kunne dufte at de fleste af dem havde endten kniv eller andet våben på sig. Hun stirrede koldt på dem da den foreste sagde "Nårh, hvad har vi så her? En sød lille veninde du har dig der, makker" hun hørte godt de andre vampyrer der nikkende og lettere grinende gav ham ret mens de alle sammen havde nogle uhyggelige smil på læberne...

Cleon spændte i alle muskler og flyttede hånden fra hendes side ned til hans egen side for at gribe om sit sværd. Han opdagede til sin store rædsel at det ikke var der. Han vidste godt at han godt kunne slås uden sit sværd men det ville bare være så meget nemmere at vinde hvis han havde haft det. Han kiggede derfor hurtigt rundt for at se om der var noget han kunne bruge som våben, hvis det kom der til, han lagde mærke til et jernrør som nok skulle kunne bruges. Han havde dog ikke tænkt sig at tage det i bruge sådan lige med det samme, men ville først prøve at tale sig ud af det.
"Hvad kan vi hjælpe jer med?"
Hans stemme var helt rolig og neutral.

Hun stirrede ondt på vampyrene, da hun hørte den foreste af dem svare Cleon "Vi keder os og du ser ikke rigtig ud til at skulle bruge din frille, makker. Så du har ikke noget imod at vi tager hende med, vel? makker" hun holdte stadig fast i hans arm, mens hun overvejede hvor mange af dem hun kunne krystalisere på en gang og sammentidig stirrede ondt og koldt på den foreste som lod til at værre lederen. Hun var fristet til at hvæse af dem eller give deres leder en på hatten, men lod vær lige i først omgang...

Han stirrede ondt på dem ved det de sagde, de var ved at bringe hans blod i kog ved at stå og tale om hende på den måde. Han ville ikke op at slås med dem, hvis de gad at forlade det hele uden vold ville det jo være den nemmeste løsning, men hvis de havde tænkt sig at slås skulle han med glæde dræbe dem alle en efter en, hvis det var det de ville have.
"Jeg tror bare i vender om, og render tilbage til jeres skabere!"
Hans stemme var hård og kolde, hvilket den blev ved med at være da han sagde det næste.
"med mindre i gerne vil halte tilbage til dem?"

Hun hørte godt vampyrenes hårde og hånlige latter da deres leder grinende svarede " og hvem skulle stoppe os? makker. Vi er 8 af os og kun en af dig, og så din lille frille. Giv hende til os ellers kommer du bare til skade, makker" hun kunne se vampyrene der trak deres knive, hvilket fik hende til at holde mere fast i hans arm. Hun havde meget løst til bare at pande dem en, men frygten for at de ville skade Cleon fik hende til at holde igen, selv om hendes blod kogede...

"I ved ikke hvad i er i gang med at rode jer ud i..."
Han grinede af dem, ikke en hånlig latter men en latter der fortalte at han fandt dem grinagtige. Han vidste godt at de var vampyrer og derved var stærke men det var ikke noget han frygtede for. Han ville beskytte hende om det så kostede ham hans liv, der var ikke noget der skulle stoppe ham fra at gøre alt det stod i hans magt for at beskytte hende.

Han tog et hurtigt spring hen til jern røret og samlede det op så han var klar. Han sprang så hurtigt hen ved siden af Valerie igen så de ikke rigtigt nåede at have tid til at tænke over tingene.

Hun hørte deres leders hånlige stemme da han svarede med et grumt grin "Det gør du heller ikke, makker" før han gjorde tegn med hånden til at vampyrene skulle skille dem ad. Først da hvæste hun lavt så det kunne ses at hun var en vampyr, og nu oven-i-købet en mobset en. Hun holdte den ene hånd op og den første vampyrs hjerte var krystaliseret i løbet af no time. Hun så tilfreds på den, da den faldt om fordi hun sprængte dens hjerte i stykker...

Han kunne godt se hvordan de forsøgte at skille dem fra hinanden, hvilket han ikke ville lade dem gøre. Han holdt sig hele tiden tæt på Valerie, selv da de begyndte at angribe veg han ikke fra hendes side. Han havde lovet sig selv at der ikke måtte ske nogen af dem noget, fordi han vidste hvordan de begge ville for det hvis den anden kom til skade.
Da vampyrene sprang frem og begyndte at angribe, dummed den ene sig grumt. Den angreb ham koldt, brutalt og lige frem, så Cleon gik blot et skridt til siden og hamrede røret lige mod dens hoved, hvor man kunne høre hvordan kraniet blev knust. Den vampyr ville nok have en hovedpine i morgen.

Hun hørte godt vampyrene der hvæste af dem og de fire næste sprang op dem. Hun holdte bare hånden op og krystaliserede to af de fires hjerter. Hun havde et alvorligt blik i øjnene, da hun så dem falde til jorden, de ville ikke være glade i morgen. Hun holdte sig bare stadig tæt op af Cleon, da hun på den måde havde bedre udsyn og nemmere kunne beskytte dem begge to...

Han stod bare klar på at slå dem tilbage, hvis de kom forbi de tricks Valerie lavede, og da der så var en af dem der nåede hen i nærheden af dem, slog han ud efter ham. Han ramte ikke den vampyr han slog efter, så vampyren nåede at skære ham i den venstre arm, hvorefter Cleon fik hamret jernstangen gennem nakken så vampyrens nakke blev brækket. Han tog sig hurtigt til armen, det var et dybt sår, så blodet dryppede ret hurtigt ud af det.

Hun krystaliserede hurtigt den sidste af de fire angribende vampyrer, da duften af hans blod spredte sig i luften. Hun trak vejret tungt og lod den hånd der stadig holdte hans glide blidt hen over såret så det krystaliserede. Hun så de to tilbageværende vampyre tage benene på nakken, før de forsvandt rundt om hjørnet igen, og efterlod hende sammen med Cleon og en bunke med hårdt sårede vampyrer...

Han smilede til Valerie og kiggede rundt på de sårede vampyrer, der bare lagde og flød på jorden. Han kastede jernrøret hen mod den nærmeste vampyr, hvor den trillede hen ad jorden og ramte ham. Han havde sådan en lyst til at råbe af dem, bare for at lige for afreageret men undlod det dog, og smilede istedet bare til Valerie.
Han lagde så en arm om hende igen og begyndte at gå væk fra de sårede vampyrer, og hen til hendes lejlighed som havde været planen hele vejen.

Hun sendte ham bare det søde smil der trak let op i mundvigen og blev til et næsten utydeligt skævt smil. Hun mærkede hans arm omkring sig og gva hand hånd et klem, da de fortsatte ned af den lille gade. De rundede et hjørne mere og et stykke nede af gaden kom hendes lejlighed til syne...

Han nød at gå sammen med hende på den måde, det fik hele verden til at være ligemeget. Det eneste han havde brug for verdenen til var for at de havde et sted hvor de kunne være sammen. Han så hendes lejlighed som de nærmede sig. Han glædede sig til varmen fra lejligheden og den privatliv der kom ved at komme indenfor, så han heller ikke hele tiden skulle føle sig så nervøs for at nogen af dem kom til skade fordi der var en vampyr der havde fået færten af ham.

Hun nød varmen fra hans krop og hans beskyttende arm omkring hende, mens han blidt holdte hendes hånd. Hun nød bare at gå her med ham men vidste også godt at han ville komme til at fryse på et tidpunkt, hvilket ikke ville være godt for nogen af dem. Hun stoppede op foran døren til hendes lejlighed hvor der var tydelige mærker efter indbrud. Hun låste stille døren op med det lille hvidguldskors, før hun åbnede den med en knagen...

Han trådte ind i lejlgheden da hun havde åbnet døren, og nød varmen fra lejligheden. Det var en rar følelse at mærke trygheden og varmen der var bag et hus som dette. Han vidste godt at de ville blive nød til at forstærke døren for at de kunne føle sikre igen. Han kiggede på hende med et spørgende blik, for at sige noget.
"Hvordan forstærker vi døren?"
Han ville gerne føle at de var sikre så ingen af dem kom til skade igen, det ville slå ham fuldstændigt ud hvis de skete hende noget, og han vidste at hun havde det på samme måde med ham. Han havde kun et problem ved at være her i lejligheden, hvilket var det store lager af blod hun havde, hvilket ville betyde at hun nok ikke ville bide ham så længe hun var her.

Hun smilte glad og stille til ham, før hun stille gav slip på hans hånd og svarede "sådan her" Hun lagde begge hænder på døren og krystaliserede dørhåndtaget på begge sider af døren før hun lod det springe i stykker, før hun lod døren bedække med et tygt lag krystal så den kun kunne åbnes ved hjælp af det lille hvidguldskors hun bar om halsen. Hun lod også krystallen på ydersiden af døren få samme mønster som muren så den ikke kunne spottes med mindre man vidste at den var der. Hun vente sig stille imod ham igen med sit smil og hoved let på skrå"mere behøved vi ikke at gøre" sagde hun med en munter og blid stemme, før hun tog hans hånd igen...

Han så hvordan hun dækkede døren med krystal, og blev glad for at det var så simpelt for hende at gøre det, og at de ikke skulle til at gøre en hel masse ting før de kunne føle sig sikre igen. Han stod og kiggede lidt på døren, og beundrede hendes væk, så meget at fik et chok da hun tog fast i hans hånd igen. Han rev hånden til sig og trådte et skridt baglæns, på grund af chokket. Han rødmede så over hele hovedet fordi han syntes det var pinligt at hun havde givet ham et chok på den måde.
"DDuu... Gav mig et... Chok..."
Hans stemme knækkede over et par gange og hans hjerte hamrede afsted i fuldefart, hvilket ikke var så smart da hans blodtryk var nok til at bryde ud fra arret på ryggen, hvor det begyndte at bløde igen.
"For pokker da også, har du en forbinding et sted, ikke noget med at bruge krystaller!"
Han sagde det blidt og venligt, men stadig med en autoritet og fasthed, mens han trykkede på såret så det ikke blødte for meget.

Hun mærkede at han hurtigt trak hånden til sig hvilket sårede hende lidt, men hun godtog nogenlunde hans undskyldning med at det var fordi hun havde forskrækket ham.
Hun mærkede dog kort efter den sødlige duft af hans blod der spredte sig i rummet og hun trak vejret tungt da hun ville krystalisere hans sår, og blev enlig lidt såret, da han sagde at han ikke ville have hende til at krystalisere det, men bare ville have en normal forbinding på.
Hun nikkede stille og gik bare uden at vente på ham ud i køkkenet og fortsatte lige ud, hen til en dør som hun åbnede og derved kom ind på badeværelset.
Hun overvejede det kort, før hun åbnede et af skabene der hang på vægen...

Han var glad for at hun lod være med at bruge sin evne på hans sår, da han ikke ville have hende til det, da han vidste at det krævede en del af hendes energi, og det var ikke værd at spilde på ham. Han ville bare gerne have en normal forbinding på, ikke fordi han ikke ville have hendes hjælp, men bare for at hun ikke brugte hendes kræfter.
"Det er ikke fordi jeg ikke vil have din hjælp jeg vil bare ikke have dig til at bruge dine kræfter."
Han smilede venligt og varmt til hende og fulgte med hende ud på badeværelset hvor hun åbnede skabet. Han tog sit overtøj af så forbindingen kunne lægges når hun havde fundet en. Han forstod ikke helt hvorfor hun bare gik på den måde, var hun sur på ham eller noget?
"Er du sur på mig"
Hans stemme var trist og sorgmodig, da han spurgte hende om det, fordi han var bange for at hun ville sige ja til det. Han ville ikke kunne tage sig selv hvis han havde gjort hende sur eller ked af det.

Hun tænkte stille og fandt den røde falkkasse frem, før hun åbnede den og satte kassen på bordet før hun begyndte at rode i den efter en forbinding.
Hun hørte først, da hans spørgsmål og ledede bare vidre mens hun svarede ham med en blid stemme "Jeg er ikke sur på dig, det er bare.. dit blod... det giver mig løst til at bide dig igen" det kunne nemt høres at hun ikke var specielt glad for at hun havde løst til at bide ham når hun nu lige forinden havde fået en meget stor del af hans blod...

Han åndede lettet ud da han hørte årsagen til hvorfor hun opførte sig som hun gjorde. Han var glad for at hun ikke var sur på ham eller noget andet i den stil. Han var på et eller andet punkt heller ikke ked af at hun havde lyst til at bide ham, men den del af det holdt han for sig selv. Han kiggede på hende, og nød synet af hende, og bare det at være sammen med hende.
"det skal du ikke skamme dig over..."
Hans stemme var venlig og varm som altid. Han havde ikke lyst til at hun skulle skamme sig over det, det var jo trods alt hendes natur, og det var ikke noget man bare sådan skulle forsøge at lægge væk fra sig. Han kunne hurtigt fornemme at han ikke ville kunne lægge forbindingen selv så han ville være nød til at få hjælp af hende.
"Vil du hjælpe mig med at lægge forbindingen, det er lidt svært at gøre på ryggen."
Han smilede til hende, og kiggede på hende med bedende øjne.

Hun tænkte stille og fandt forbindingen, og skulle til at give ham den så hun kunne slippe væk fra hans tiltrækkende blod, da han spurgte hende om hjælp til at ligge den.
Han kunne lige så godt have bedt hende om at bide ham, men hun ville gøre det, for hans skyld.
Hun bed sig let i læben og trådte helt hen til ham, før hun nikkede som svar.
Hun rullede let rullens første stykke ud og lagde det på hans mave før hun sagde "holder du den ikke lige her?" med en blid og behersket stemme, da hans blod blev mere og mere tiltrækkende...