Marilynn von Fleischer - Finally

Vinden havde godt fat i træerne og fik dem til at svage let gennem den iskolde vinternat, det snede ikke mere, men det var tydeligt at det havde gjordt det, et tyndt lag sne dækkede hver eneste synlig overfalde. Det var iskoldt, når man trak vejret dybt ned i lungerne, kunne man mærke kulden suse hele vejen ned gennem kroppen på en ubehalig isende måde. Klokken var mange, hospitalet havde stadig åbent, man kunne firt komme og gå, men det var vel for de syges skyld, og dem der kom til skade, det ville ikke være fedt at stå her ude i kulden og vente i evigheder, med en blødene legemsdel. Og hvis man valgte at gøre det alligvel, ja så var håbet i hvert flad ude.. men i det mindste? Så fratog han dem lidelserne, og gjorde deres død hurtig og smertfri? Hviken mer perfekt død kunne man ønske sig. En dyb indånding, is der skød gennem kroppen, vinden der ramte en, snen der sad over alt på det ellers sorte tøj. En lang nat, alt for meget vente tid. Håbet var ved at forsvinde, var han virkelig alene i nat? Havde han taget fejl igen? Hvorfor kom hun ikke, han var sikker på det var idag.. men selvøflelige han kunne heller ikke styre drømmerne, de kom og gik som det passede dem, og ja.. man vidste jo aldrig rigtig op og ned i den verden. Han kunne ikke huske sidste gang han havde drømt rigtig? Det måtte have været i hans menneske år, det var lang tid siden. Og de her drømme de var anderledes, de var som valgt for en, man bestemte ikke selv, hvilket jo var hele prencippet ved drømme? At det var ens egen underbevidsthed der belv sluppen fri, men i hans drømme.. var det alle andres underbevidsthed det var sluppen løs i hans hovede, indviklet ja. Men han syntes han var ved at have nogen lunde styr på det nu.
En mand, hans navn var Alias, han var 332 år gammel, med et mennesket øje ca. de 19 år. Han var høj og snak, men musklerne var tydelige under det tæt sidene tøj. Et sæt, der bestod af et par jenas, hullede, gamle og brugte, et mørkebrunt læderbælte, der holdte dem på palds, en hvid t-shirt plettede.. mørke røde pletter.. men den var gemt bag den sorte læderjakke, og handsker der til. Et par sorte nypussede sko, og en kors halskæde rundt om halsen, gemt under t-shirt. Det var hvad han var klædt i, han sorte pjuskede hår var bleven vådt af sneen og sad skjusket oven på hovedet.
Et gennemtrængen støn i natten var næsten uhørligt pga blæsten. Han stod foran indgangen, på en lille parkingernsplads, en sti, nogen træer, og nogen beton bygninger.. det var alt hvad der lå ham bag, foran ham stod en høj flot bygning, dog også beton, og så var den hæslig hvid.. alt her var så hvidt, det var til at få undt i øjnene at se på. Hvorfor ikke male det hele sort? De fleste døde sgu da alligvel, og lang de fleste endte alligvel i helved.
Han vendte blikket væk, ud mod mørket.. hvor var hun? Han syntes at fornemme hendes tilstedeværelse.. gemte hun sig for ham? Var hun bange? Kendte hun til sin skæbne, vidste hun hvad der ventede hende? Eller var hun lige så udvidne som alle de andre?
*Marilynn von Fleischer hvor er du?*..

Ja. Nok var der koldt. Så forbistret koldt alt alle folk helst opholdte sig inde døde denne nat. Og det var der vel nok og flere grunde til. Spændingen i lyset føltes nærmest gennemtrængende og ubehagelig for dem der ikke var vant til at ignorere den. Sneen gemte hele tiden de tilfrosne vandputter og gjorde det umuligt at vide om man ville ende med at glide og falde på røven eller ej. Hvilket en ærgrelse at der ingen mennesker gik ude i natten denne gang. Det betød blot at der ingen åndssvage par der gik klynget til hinanden som endte på hospitalet. De var blevet klogere med årene. Hun savnede hvordan der hele tiden kunne findes en af de påvirkede unge der kunne gøre natten bedre. Sjovere. Gøre de lange vinter nætter kortere af ventetid. Nej nu var der helt stille efter midnat når det ikke var torsdag eller der på ad. Hvilken skam.
Et lavmælt suk løb nu hen over hendes blege fyldige læber som hun forsatte hen ad gaden. Målet var sat lige siden hun var trådt udenfor. Huden var bleg. Næsten helt marmor hvid. Perfekt, blød og ren. Hendes skridt var lette og af en grund skulle man have en nogenlunde godt hørelse for at hører hvordan hendes slidte sko traskede hen over asfalten. Den ujævne midt på vejen. Her var ingen biler i øjeblikket. Intet at være bange for. Hvis det overhoved var en ting der kunne få hendes døde puls op og kører. Hun gad ikke engang, at tænke på de ting der kunne ske når hun gik det. Der var alt muligt andet der gik hende på. Den forbandede trang til at følge denne vej og den fustrende følelse af at nogen ventede hende når hun ville nå sit mål. Og før hun vidste af det havde, var hun der.
Marilynn drejede roligt ad for at stoppede roligt på den såkaldte parkerings plads hun stod på. Hun så sig omkring. Scannede området for ting der kunne vække hendes opmærksomhed. Hendes lange ravnesorte bølgede hår faldt let ned over hendes skuldre og sneen der havde landet i det syntes ikke at ville smelte igen. Forblev mellem lokkerne som småt hårpynt. Hun stak sine hænder ned i lommerne på de stramme jeans hun havde beklædt sig i. Fattede endnu ikke hvor meget folks tøj havde forandret sig gennem tiden. Var knap nok noget med udviklingen. Den tætsiddende blå bluse fremviste den velformede krop hun faktisk havde. Der gik egentligt ikke specielt lang tid inden at de mørke dybe øjne, hun havde, opfangede denne anden skikkelse. De blev hurtigt fikseret mod personens ansigt og efter af hvad hun kunne se på den store afstand der var mellem dem var det en mandelig figur. Hvad fanden lavede han der? Det var som om at han ventede nogen men stadig var i tvivl. Følelsen af at det var svært at se væk igen overrumlede hende men hun virkede ikke til at blive påvirket af den på nogen fysisk måde. Vidste ikke andet end det ligegyldige ansigts udtryk og sagde ikke en lyd.

Tanken forlod hans tanker og svinede ud som ingen ting i den kolde vind, følj sin vej.. og alligvel som om den kaldte på hende.. en ensom forladt tanke. Han kiggede ned over sig selv, og ånede ind og pustede luftet ud igen, som en røg sky, fordi det var så koldt som det var, det var nærmest is.. han trak vejeret af vane ikke fordi han var smamen med mennesker, han var ligeglad med de små dumme skabninger, han var ligeglad med om de vidste hvem han var, han kunne slå dem ihjel når han ville, de var ingen ting. Han smilte lidt for sig selv og kiggede op igen, prøvede at finde tanken, for det var som om han stod der.. og kaldte på hende.. og på en måde, så kunne han mærke hende, ja.. det skulle gerne være i aften. Han så sig om i natten, og fik øje på den mørke skygge.. var hun stoppede op? Måske kendte hun også ham? Det var indlysende, som hun stod der og ventede, ventede på han skulle gøre noget. Det var pusigt. Han lod tidne flyve afsted, han smilte skævt, og bleve ved med at betragte hende, han ville ikke gøre hende noget ondt.. ikke endnu i hvert fald, han kendte hende kanp nok.. og så var han helt alene i natten, han ville ikke slås mod en af sine egne. Han tog et forsigtigt skridt over mod hende, stoppede op, på et sekundt stod han foran hende, en meter fra hende, og smilte kækt, som en ung dreng, der lige havde fået sit første kys. Han så hende dirakte ind i øjnene, han var ikke bange for afvisning, og han var ikke bange for at komme for tæt på fremmed, han gik lige præcis så tæt på som han havde lyst. Men alligvel holdte han sig på afstand af denne kvinde, han ville ikke gøre hende forskrækket eller utilpads, hun skulle gerne føle det.. behaligt.. måske. "Godaften frøken" lød hans rolige forførende stemme, i det han rakte en hånd frem mod hende, idet han ville hilse på hende. "Alias" Hviskede han stille, og smilte færkt til hende.

Trods han pludselig stod der foran hende så det ikke ud til at hun rigtigt reagerede på det. Blev egentligt bare stående på det sted hun ellers havde stoppet på. Forholdt sit blik mod ham. Det var hverken betragtende eller stirrende. Vel lidt studerende men stadig kunne en form for irritation ses i de mørke øjne hun besad. Hun virkede ikke tøvende og det var næsten helt tydeligt at hun et sted nok var ret så ligeglad med hvad denne knægt gjorde. Hun var ligeglad med om han var højere end hende eller nok også en del stærkere end hende. Det var jo så nemt at mærke nu hvor de ikke havde flere hundred meters afstand mere.
Navnet fik nu alligevel lidt mere liv i hende. Et øjenbryn blev meget svagt løftet og man kunne vel sige sig selv at hendes øjne blev spærret op. Men sjovt nok var det blot fornemmelser hun sendte fra sin krop ved den ændring i hendes atmosfærer. Hun havde endnu ikke sagt noget. Blot set på denne vampyr. Marilynn fik nu taget sig sammen til at se mod den hånd han havde rakt mod hende. Som en høflig gestus. Lod den dog bare være hvor den var. Så igen mod ham. ”Jeg behøver vel ikke at præsentere mig.” lød hendes stemme atter. Ligegyldig og kølig. Farlig og uforudsigelig. Hans smil slog ikke ned på hende med nogen effekt. Men det var lidt som om at han var blevet mere interessant for hende. Mere end før i hvert fald. Hun begyndte så igen at bevæge på sig. Drejede en smule rundt og gik et par skridt inden hun igen stoppede op for at se mod Alias hen over den ene skulder. Et suk løb nu over de blege læber imens en hånd blev førte op til hendes nakke. Gned masserende som hun igen vendte sig med fronten mod ham. ”Noget bestemt du vil??” Hun holdt sig til en tydelig snak. Ville ikke hviske. Så ingen grund til det. Folk måtte vel gerne hører hvad hun havde at sige. Også selvom at hun nok ikke tage meget. Og hvis lød der hele meget ens. Hun fugtede diskret sine læber med tungespidsen hvor efter hun, meget kort i en glidende bevægelse, bed sig i underlæben. Hovedet blev lagt på skrå og hun så blot afventede mod ham.

Alias blev ved med at se på hende, på en faktis ret ubehalig måde, han så hende lige ind i øjnene, hele tiden, også når hun så væk eller drejede hovedet, han blev ved med at kigge på hendes øjne, han så lige igennem hende, hele tiden. Han smilte imødekommende, men hendes afslag gjorde ham små irreteret idet, han havde ikke forventet denne.. uintresse? Måske burde han bare gå igen, deres skæbner var måske alligevel ikke bundet så stramt sammen, når hun på den måde var ligeglad med ham. Han sukkede stille og nikekde bare nu en lille smule fraværrende, da han stadig overvejde bare at smutte igen, hun ville hurtig glemme den sære vampyrs ankommen.. desuden havde han ingen grund til at genere hende når hun på den måde afviste ham? Hun gjorde det klart.. det var dumt at tage kontakt til dem der helst ville være alene. Leve alene.. forladt.. hver nat.. resten af evigheden, men det var hendes valg og ikke hans. "Marilynn" hviskede han stille og trådte et skridt tilbage og kiggede hende kort i øjnene, han havde for længst sænket sin hånd igen, han kunne ikke møre nogen på midten, når personen gik den omvendte vej. Han nikkede hurtigt og vendte sig så væk fra hende. "Nej.. jeg ville bare.. se dig" sagde han stille og begyndte at gå væk fra hende.. nå så måtte han se at få fundet sin motorcykel igen, og så hjem. Han tændte sig en smøg imens han gik.. skide vampyere, så egoistiske og selvfede, klart de ikke var flok dyr.. det gik aldrig, kun mænd kunne finde ud af at være høflige. Og han syntes nu selv han havde været meget flik over for hende.. i hvert fald til hvad han palgede overfor andre. Så han forstod ikke hvad han havde gjordt forkert.. måske ville hun bare gerne være alene, selvfølelige. Det accepterede han.

En form for sug gik gennem hendes mave idet han faktisk svarede hende. Hun kunne ikke helt forstå det og så faktisk nu overrasket ud. Ikke det der ligegyldige ansigts udtryk. Og pludselig var det som om at interessen var blevet lagt om. Hun stirrede mod Alias’ ryg som han nu gik fra hende igen. Normalt ville hun være ligeglad med det. Og så bare gå sin egen vej igen. Med en lille del der sagde utilfreds til hende at hun var en idiot for ikke at gøre noget i en situationen. Hun blev stående lidt endnu og studerede hvordan han forsvandt lidt efter lidt ind i mørket. Men stadig kunne hun stadig se ham. Synet skadede jo skam intet. Og endelig begyndte Marilynn at få gang i bentøjet. Det var ikke en ting der helt var almindelig for hende men hans ord syntes at runge i hovedet på hende. Og en mindre irritation havde vel også lagt sig, bare for at normalisere hendes følelser. Eller hvad man kunne kalde det. Hendes skridt var hurtigere og bestemte. Ikke løbende på nogen måde. Men hurtigt nok til at både nå hen til denne vampyr og komme forbi ham for ellers at stille sig foran ham med fronten til ham. Stoppede op. ”Kommet for at se mig??” Hun fik løftet et øjenbryn og man kunne vel forstille sig at hun også ville sætte hænderne i siden selvom at de stadig bare hang ned langs siden af hende. ”Sig mig..det du faktisk siger er at..du helt seriøst..vidste jeg ville komme her??” spurgte hun lidt skeptisk. I hele hendes faktisk ret lange liv havde hun ikke fået mødt noget der overhoved havde noget lignende til at kunne fornemme fremtiden. Eller hvad man nu skulle kalde det. Eller måske var det her nok bare helt tilfældig. Kan kunne vel ikke have fulgt efter hende. Så ville hun have opdaget ham. Ikke?

Han forsatte hen af stien til han fik øje på den gamle mortorcykel der stod i læ ved et træ der var plantet.. et ret upraktisk sted. Han stoppede op og så lidt mistænksom på motorcyklen. Han smilte så skævt og gik hen til den, han fandt nøglen frem fra sin lomme og satte den i. Han vendte sig dog om da han hørte skridt bag sig.. hun fulgte efter ham? Hvad ville hun nu? Han tog et hiv af smøgen og smed den fra sig, han sukkede den med snuden på sin sko og rettede så sit blik mod kvinden igen. Han kiggede irreteret på hende, hun skulle ikke tro hun var noget, forbandet vampyr, han gad ikke lege hendes lege. Han stirrede lidt på hende og så rundt, på den tomme plads. "Kan du se så mange andre her?" spurgte han irreteret og slyngede sig op på motorcyklen, han så lidt på hende og rystede så på hovedet. "Ja" sagde han bare stille og smilte lidt hemmelighedsfuldt, frækt i det. "Men du er tydeligvis ikke intreserret" sagde han drillende og drjede nøglen om, han trykkede bemsen ind og spede op, og mortorcyklen begyndte dovent at brumme. Han hodlte fast om bremsen, han ville lige vente, og se om hun havde om bestemt sig, før han kørte fra det her rodne sted.