What Is That In The Dark (Marilynn)

Dato : 3-12-2011
Vejr : Koldt, med en meget kold brise
Sted : Et gyde komplex
Tid : 23.59
Omgivelser: ikke et øje at se. Et par enkelte skraldespande og papkasser.

Azuriel kom løbende. Han var på lagt. Han havde jaget en Dæmon der havde suget et par sjæle nær centrum. Dog var dæmonen sluppet fra ham i alle disse små gyder og smalle gader. Azruiel stoppede op for at få vejret. Han satte en hånd på den kolde mur og kom med et opgivende ’’ Fuck’’. Han kiggede sig rundt omkring. Han havde ingen ide om hvor han var nu. Han stod i sin sorte læderjakke. Hans blå øjne betragtede langsomt gyder for at sikre sig der ikke var andre. Han satte sine hænder i lommerne på sin jakke eftersom der var bidende koldt. Han sukkede. Dæmoner var hurtige. Men hvis bare han havde lært stedet her at kende lidt først var den ikke sluppet væk fra ham. Han kiggede ned af de mørke gyder. Han begyndte at gå med langsomme og rolige skridt. Hans puls var stadigvæk høj og hans hjerte bankede. Men han havde også løbet i et godt stykke tid. Han var i form, god form. Men Dæmoner var hurtigere og stærkere en han var når hans gode side styrede. Han gik med rolige og velovervejede skridt som en jæger ville gøre. Altid have et ene øje på hustagene og hans øre lyttede efter den mindste lyd. Men han var bestemt ikke klar på en Vampyr. Han troede jo at det var en Dæmon der var i nærheden. Han havde ikke de ting med der skulle bruges hvis en Vampyr viste sig, ingen pæle eller helligvand. Så han ville helst undgå kamp.

Nok var der koldt. Men det satte sig ikke rigtigt på Marilynn. Havde ikke følt kulden i over to hundred år. I hvert fald ikke andet end et lille vindpust når hun kom i berøring af det forbandede sølv. Nok var det ikke det man altid så som det bedste våben mod en vampyr da det faktisk skadede mest på varulve. Men af en eller anden grund følte hun sig altid truet af lige netop det metal. Men viste det ikke. Ikke før hun så det i brug. Så det som at smide sine svagheder i hovedet på folk og nærmest bare overgav sig til fjenden. Hendes ene hånd blev forsigtigt ført op til hendes hals hvor hendes fingre fulgte det tynde ar der kørte hele vejen rundt omkring halsens omkreds. Det var ikke helet endnu men det skulle nok forsvinde. Det vidste hun. Dem på håndleddene var der i hvert fald snart ikke mere. Hendes skridt var svage og hvis man ikke var helt opmærksom ville man ikke kunne hører hende komme hen ad gaden. Helt ubekymret for hvad der kunne ske hende. Hun var ikke bange for den slags. Eller var ligeglad med det.
Pludselig syntes hun selv at opfange noget. En lugt og nogle lyde. Et åndedrag der blev ved i disse normale rytmer. Hun valgte at se på og kort efter så ud gennem det ravnesorte hår denne person gå hende i måde. Eller blot retningen mod hende. Og det samme med hende mod ham. Hun opdagede med det samme hans brystkasse der markant hævede sig. Forpustet? Et sted var hun ligeglad med dette væsen. Ville ikke noget. Nok følte hun med det samme sulten men prøvede at holde sig væk. Hun kendte dette område og blot ved at se en jer dømte hun personen som beskidt. Stoffer i blodet og alkohol der nok gjorde han ikke var klar i hovedet. Men det var kun hendes første tanke. De sorte fiskenet strømper var godt slidte og nogle steder var de små huller blevet en smule større på grund af nogen eller noget havde hevet til i dem. Men den sorte enkle kjole så ikke engang beskidt ud. Kun en smule støv. Det var kun lige det øverste som sad nogenlunde tæt til hendes krop ellers gik skørtet en smule luftet ud og stoppede lige over hendes knæ. Hun stoppede op. Vidste ikke hvorfor. Og hendes blik var stadig rettet mod denne unge mand. Hans lugt var forvirrende.

Az kunne se en person der gik imod ham. Han vidste med det samme at det ikke var Dæmonen.. For den ville ikke ligefrem gå imod ham på den måde. Da de kom tættere på hinanden så han det var en kvinde. Han analyserede hende allerede med hans blik og det var nemt at se det var det han gjorde. * Hendes gangstil.. Helt klart gammeldags.. Hun virker ikke skræmt over at møde en mand alene i en gyde klokken ca 24 om natten. Det er sikkert fordi hun er et overnaturligt væsen. Hun er ikke en engel for så ville hun være nervøs. Bleg hud..smuk.. Sikker en Dæmon eller en Vampyr.. det virker ikke til på hendes kropssprog til at hun ser mig som en trussel og det virker ikke til at hun fryser *. Dette var helt klart noget af det Azuriel var bedst til, nemlig at analysere. Han gav hende en venligt smil og nikkede som hilsen da han kom tæt på hende. Han sagde med en rolig og venlig stemme ’’ God aften frøken ’’. Han afventede hendes reaktion og svar med spænding. Han tænkte også på om hun ville se ham som hendes næste måltid hvis hun nu viste sig at være vampyr.

Marilynn stoppede roligt op da denne mand syntes at se en interesse i hende. Eller noget. Hun så let på hams som han bare undersøgte hende fra top til tå. Hvor irriterende når man tænkte over det. Havde han noget han ville hende kunne han da bare få det frem i stedet for at stirre sådan på hende. Hun skulle lige til at snerre af ham da hun pludselig blev en smule overrasket over hvordan han var overfor hende. Hun hørte den engleblide stemme og det rare smil med det samme men det var ikke som om at det lige smittede af på hende. Ikke andet end at give hende dette lidt forundrede udtryk i ansigtet inden det igen forsvandt. Blev nu ikke det samme ligegyldige som før. Ikke med det samme i hvert fald. Hun fik roligt skilt sine læber ad og lod så den klingende stemme flyde i et enkelt ord. ”Godaften.” Hans lugt hang i luften omkring dem mellem men hun holdt sig endnu tilbage. Engel. Det var så tydeligt at se og mærke på ham. Men stadig var det ikke en ting der gjorde ham helt sikker. Hun stod lidt og betragtede denne fremmede. Kunne nu bedre se hans ansigts træk og hans kropsbygning. Samt hun nu også kunne hører hans vejrtrækninger. Lige så tydeligt som, hvis hun var tættere ved ham, også ville kunne med hans puls. Et sted var det vel beroligende. Selv træk hun ikke vejret. Havde vænnet sig fra det gennem de år hun havde levet som dødelig. ”Du tænker for meget..” lød det så fra hende. Ikke fordi at hun kunne snige sig ind i hans hoved men det havde stået så tydeligt i hans øjne. At han havde været næsten væk i sine tanker for at finde et svar. Om det var omkring hende vidste hun ikke. Og det ragede hende vel også blot en bønnespirer.

Azuriel smilede varmt da hun sagde godaften. Han lavede et anerkendende nik med hovedet. Han mente ikke at der var nogen grund til at være uhøflig. Han stod med sine arme tæt ind til sig da det jo var temmelig koldt. Han blev ramt af en brise som fik ham til at ryste en smule nu hvor hans puls var faldet ned igen. Han lagde hurtig mærke til at der var en rolighed, ja næsten overlegenhed over hende. Han så også hun virkede helt upåvirket af kulden og han troede nu han stod overfor en Vampyr. Dog var han ikke som andre Hunters. Han jagede kun dem som dræbte uskyldige og det vidste han jo ikke om hun gjorde. Han havde nemlig selv en mørk side. Så han var ikke så fanatisk som andre Hunters. Da hun sagde at han tænkte for meget åbnede hans øjne sig lidt som tegn på at han var overrasket. * Enten kan hun læse mine tanker eller så er hun god til at læse folk *. Han måtte hellere finde ud af hvad der foregik. Han lod dog som ingenting og sagde med en blid venlig stemme ’’ Hvad laver de dog her ude alene i dette kolde vejr frøken.. Og for at svare på deres spørgsmål.. Så har de vel ret ’’. Hans smil voksede et sekunds men blev så til det venlige lille smil igen.

Han virkede så irriterende roligt for at være her. Eller ikke lige det. Nej mere bare for venlig overfor hende. Hun var ikke vant til den slags. Men det var nok fordi hun holdt sig på lang afstand fra engle. De gik hende altid på nerverne. Lige som så mange andre. Holdt sig helst til dæmoner eller mennesket. Det var dem hun kunne få til at holde deres kæft meget hurtigt. Det var ikke dem der hele tiden skulle bede hende om at holde sig væk eller stoppe. Men når de fire par hjørnetænder allerede sad nede igennem huden stoppede hun først når hun selv gav sig lov til det. Ja nok kunne hun blive mæt men som så mange andre kunne hun spise mere af ting der smagte godt. Og ville altid ende med at få indtaget for meget. Idet brisen fløj forbi dem stod hun blot stille og det var så tydeligt at den ikke rørte hende det mindste. Den tog fat i hendes lange bølgede hår og blæste det kort omkring hendes ansigt for så at så det til at vide væk derfra. Så nu var der ingen vildfarende sorte totter der sad ned foran hendes øjne og man kunne nu nemt se hende perfekte ansigt med den næsten marmorhvide hud. Hendes øjne var mørke og på en måde dybe. Også selv om der ikke rigtigt blev vist nogle følelser som sådan. Marilynn opdagede så hurtigt at hun blot havde stået og ignoreret hans spørgsmål og fik på en måde desperat åbnet munden på sig selv. ”Er det virkelig en ting du interessere for?” Hun havde ikke kunne holde min mund. Forstod ikke det spørgsmål fra folk som ham. Eller fra nogle overhoved. Men den kommentar kom nok mest kun fordi hun ikke selv vidste hvad fanden hun lavede her. Og ville ikke bare sætte et svar på det uden selv at vide. Hun bed sig ganske let i underlæben. Inden hun så igen talte. ”Og tror du er den der fryser. Det er tydeligt at se på dig. Det er dig der stadig bliver generet af kulden.” Hun virkede så sikker på sine ord og nok at hendes ansigt var ligegyldigt men hendes stemme lød mere lærende. Hun trådte et skridt tættere på denne fremmede. Og så et til. Stoppede da der var godt lidt over en meter mellem dem. ”Lad mig så hører. Hvad med dig? Hvordan kan det være du har bevæget dig her til? Her skal man jo ikke forvente man er omgivet af hjælpsomme folk.” Et sted kunne det nok lyde som en trussel. Men det var det ikke. Blot en opsummering.

Azuriel mærkede hendes kolde natur. En stemme snakkede til ham i hans hoved. *’’ Fantastisk.. Hun virker ligefrem sjov, ja næsten underholdende… Vi burde knække hende.. Gøre hende til vores lille legetøj.. Jeg er sikker på vi kunne få brug for en som hende i vores.. Eller skulle jeg sige.. Min plan ’’*. Han tog sig til hovedet. Han holdt sin onde side nede. Den måtte ikke overvinde ham, aldrig mere. Han kiggede på hende igen med et venligt smil, men da hun snakkede om at det var ham der frøs var han nu helt sikker. Det virkede dog ikke som om hun var på krigsstien. Måske kunne hun godt lide at lege med sit måltid før hun mæskede sig i dem. Han virkede ikke bange og stod bare og kiggede på hende. Smilet forsvandt dog langsomt fra hans læber og han fik et mere alvorligt blik i sine øjne. Han tog sine hænder ud af lommerne og satte dem over kors. Et selvsikkert smil kom frem på hans læber. Han sagde roligt som altid. ’’ Jeg jagede en Dæmon.. Men den slap væk.. Men det ser jo ud til at et andet af nattens væsner har valgt at vise sig for mig.. Jeg er godt nok en enten meget uheldig Hunter.. Eller en heldig en ’’. Han sagde mest det sidste som at han var uheldig hvis hun ville æde ham og heldig hvis hun ikke ville. Men tiden ville jo vise hvad hun havde i tankerne. Dog virkede han på ingen måde bange for hende. Hvilket sikkert var en fejltagelse af Azuriel, men sådan var han bare som person. Frygtløs på mange punkter.

Åh gud! Kunne han gå hende mere på nerverne lige nu. Det latterlige forsøg på at virke overlegen var nu et sted meget komisk. Men hendes ansigt forstrakte sig ikke yderligere i noget andet udtryk. Men da han så begyndte at tale og forklare hvad han nu gjorde her fik hun en lyst til bare at bryde ud i latter. Og så ikke alligevel. Den forblev inde i hende og den så ikke ud til at komme det mindste ud. Ikke udover den lille stigning i hendes mundvige. Dog syntes det hurtigt at forsvinde i det at ordet ’Hunter’ kom gennem og trængte ind i hendes hoved. Var den irriterende engel en jæger? Men han virkede så rolig og ufarlig. Så ynkelig. Ellers var det nok bare hende der havde forestillet sig dem som nogle mere barske fyre der ikke tøvede med at slå til så snart de fandt et truende væsen. Ubevidst snerrede hun svagt af ham men stoppede hurtigt igen.
Vampyren lukkede roligt sine øjne i og efter lidt tid åbnede hun dem igen sammen med et lavmælt suk. Så igen direkte på denne person foran sig. Stirrede ikke. Så bare på ham det kølige blik hun bestod. Hendes øjne ville jo aldrig mere kunne vise en tryg varme. Det havde hun selv opdaget. Men så igen. Hun så sig aldrig rigtigt i et spejl. Bange for ikke at have noget ansigt. Sådan som man hørte om i historier. ”Stakkels dæmon. Tænk at den nu bare løber rundt og griner hånligt over at en jæger ikke kunne fange den.” Denne gang lød hun en smule hånende. Havde ikke kunne lade være. Hun lagde sit hoved på skrå og så endnu på ham. Fugtede sine blege fyldige læber med tungespidsen og forsatte så: ”Og det er dig selv der vælger som du skal være heldig eller ej.” Hun valgte at lege lidt. Lade ham tro han var mad uden selv at være sikker på at ville sætte tænderne i ham. Hun trådte igen tættere på ham men derefter gik hun blot videre forbi ham til hun endte lidt bag ham. ”For det var vel dig selv der valgte at komme her. Måske havde den dæmon du fulgte en plan som at sætte dig i en fælde?” Hun pustede ham kort i nakken inden hun igen gik væk fra ham. Gik baglæns mens hun endnu stod mere eller mindre med fronten mod hans ryg. Med mindre han havde vendt sig som. ”Men hvem ved med sikkerhed?” Endelig kom et smil frem på hendes læber. Det var ikke kold og kynisk men mere eller mindre normalt. Passede til hvordan hun ellers havde været over for ham.

Han lyttede til hvad hun havde at sige. Han mærkede hvordan hans dæmoniske blod begyndte at pumpe igennem hans krop. Hvordan hendes hånende ord gik ham mere og mere på. Hans hjerte slog hurtigere en et menneskes ville. Han hørte stemmen igen. *’’ Latterlige Vampyr, du fatter slet ikke hvem vi er. Giv slip, slip mig fri og lad mit flå hendes hud af. Så vil jeg tvinge hende til at knæle for os og sværge hendes loyalitet for os, blødende på jorden med hendes kød hængende frit i den kolde brise’’ *. Azuriel tog sig til hovedet. *Nej.. Jeg vil ikke lade min mørke side vinde. Jeg er stærkere en det. Det er bare ord*. Han kunne mærke hvordan det dæmoniske blod varmede ham og det virkede næsten som om at han afgav så meget varme at luften omkring ham dampede lidt et kort øjeblik. Han fik dog kontrol over sig selv igen og hans blod susede langsommere og hans hjerne begyndte at slå normalt igen. Han vendte sig om og kiggede på vampyren med et nu udmattede blik i hans øjne. ’’ Selv om det var en fælde.. Selv om han lokkede mig her til.. Så har han jo også brugt dig.. Han har åbenbart lokket dig lige så meget for han måtte vide du var her ’’. han kiggede op og ned af hende. Han kunne bedømme at hun var en farlig Vampyr en han nok ikke ville kunne klare nu hvor han ikke havde noget helligvand på sig. Han sagde kort. ’’ Men du har måske bare tænkt dig at lade ham gøre det?’’. Han prøvede at lokke hende. Hvis hun var så mægtig ville hun sikkert blive sur over en snotnæsede Dæmon havde brugt hende til at fange en Jæger.

Kunne denne person ikke blot holde sin mund? Skulle der hele tiden komme smarte kommentar ud af den. Også selvom hun selv stort set altid havde et klart svar på tingene. Ville altid kunne svare på et spørgsmål uden at tøve med en rystende stemme. Og så skulle hun stå her sammen med en flabet person der påstod at være en jæger. Det lå bare ikke på plads i hendes hoved. Hun kendte jo jægere. Havde selv dem hele sit liv. Havde altid blevet jagtet og havde altid været nød til at dræbe. Uden at hun indtog blod. Hun vidste jo aldrig hvad de forbistrede personer havde sprøjtet ind i deres blod for at alligevel så ram på væsnet. Hun huskede skam allerede den gang hun oplevede dette første gang. Og et sted så var deres egen lyst til at flå livet ud af hende også bare kvalmende nok til ikke at tøve med at gøre det af med dem. Men af og til kunne hun da sagtens tillade sig at smage lidt på delikatesserne.
Marilynn snerrede truende af ham og det var tydeligt at hun ikke havde brudt sig særlig meget om hans tankegang. Selvfølgelig var hun ikke blevet lokket i en fælde. Det var han og nu så han hende som en ting der var del af det. Hun satte i gang og de lette skåler under hendes sko gav en lille klar ud fra sig som hun bestemt traskede mod denne hybrid. Hun tøvede ikke et sekund inden hun greb fat i hans krav og selv træk han det lille stykke hen til sig for at holde en afstand på omkring 15 centimeter mellem deres ansigter. ”Det var trods ikke mig der gad løbe efter en åndssvag dæmon.” kom det en smule hårdt fra hende. Hendes øjne fik en ganske svag rødlig glød og de ellers flade hjørnetænder fik nu deres spidse form. Og ikke blot to men fire. ”Og hvorfor i helvede ville bringe mig dig?” Hun trak ham en smule tættere på inden hun forsatte. ”En dæmon ville da nemt have taget givet af dig uden min hjælp.” hviskede hun til sidst. Stadig hvislende og det var tydeligt at han ikke skulle have sagt det han havde gjort.

Da hun snerrede igen af ham fik han et skævt smil på sine læber. Han Virkede stadigvæk ikke til at være bange. Han virkede dog en smule overrasket da hun trak ham hen til sig. Da hun sagde det ikke var hende der løb efter en Dæmon smilede han og sagde roligt. ’’ Ne, du løb ikke efter ham.. Dog blev du brugt til at stoppe mig.. Hvad ville jeg helst.. Være den Dæmonen løber fra.. Eller den Dæmonen udnytter til at stoppe den han løber fra’’. Da hun fik sine hugtænder frem hørte han stemmen igen. *’’ fyrig Vampyr.. Hun ville være en god næst kommanderende.. Fantastisk.. Før eller siden kommer jeg ud.. Og så skal jeg vise denne lille lækre tøs hvem der bestemmer ’’. Az tog sig til hovedet. Hans blod pumpede hurtige, dog holdt han stadigvæk stemmen og hans dæmon side nede. Da hun sagde at en Dæmon nemt ville kunne have gjort det af med ham sagde Az roligt. ’’ Ikke når han vidste at jeg ved hvordan man dræber ham.. Og tro ikke at jeg er helt uden tricks’’. Det var sandt at Az havde en evne. Men den var ikke stærk i forhold til når hans onde side havde kontrollen. Han mente dog han måtte passe på. Denne vampyr virkede farlig. Men han kunne ikke dy sig. Det var ikke tit han mødte en Vampyr han fandt det sjov at tirre. Han kunne godt lide at lege med ilden som han gjorde nu.

Hvor gik han hende dog på nerverne! Den måde han blot var flabet overfor hende. Legede overlegen. Hun tænkte let ikke på om han nok et sted ville kunne få lagt hende ned og klynke. Men hun tvivlede stærkt på det. Han virkede svag. Ude af form. Opgivende. Lige som alle andre jægere der bare luntede rundt i gaderne. Igen snerrede hun af ham og hun syntes at vise tænder endnu mere som en aggressiv kat. Hun greb hårdere fat i hans beklædning og uden rigtigt at tøve sørgede hun for at få ham tvunget bagud og stoppede ikke op før hun fik hamret ham mod en tilfældig mur på beton bygningen. ”Shut your mouth!” hvæsede hun af ham mens hun blot gjorde afstanden mellem deres ansigter mindre. Men forholdt sig stadig så hun ikke rørte ham. Ikke andet en med sin ene arm. Hun pressede sin albue ind mod hans overkrop for at holde ham inde som hun nu ville have det. ”Det var dig der valgte at krydse min mig. Det var dig selv der valgte at blive stoppet af mig..” Hun havde hævet stemmen en smule og der lå en tydelig frustration over hende. Hun ville have det smil tørret af hans fjæs. Hvordan kunne den idiot bare blive ved med at smile? Også efter de små anfald han åbenbart havde. Den eneste grund til at hun havde lagt mærke til dem var den forhøjede puls og hjertebanken som det kæmpende blik i hans øjne. ”Og hvorfor lod du dig overhoved stoppe af mig?” Hun lød nu mere spørgende som hendes hoved blev lagt på skrå så det sorte hår faldt til den ene side og en lille tot fandt sin vej tværs over hendes kønne ansigt. ”Du kunne nemt bare have passeret mig og på den måde ladet mig være. Men i stedet vælger du at sige hej og derefter være flabet.” Hun stirrede nærmest spidende ind i hans øjne. For hende var jægere som sagt ikke andet end affald der ville kæmpe for at andre så dem som noget værdigt. Det var nok den eneste grund lige nu der forklarede hvorfor hun ikke allerede havde sat sine tænder i ham.

Da hun hamrede ham op af muren kom han med et ’’uffh’’. Efter det kom smilet frem igen. Han kæmpede for at holde sin onde side nede. Han kunne mærke hvordan den boblede i ham og prøvede at komme frem. Han vidste dog også at hvis den kom frem ville det bare ende i det rene kaos. Hvis hans onde side kom frem og vandt over denne vampyr ville den få hende til at sørge for at hans gode side aldrig kom frem mere. Han ville ikke lade dette ske. Han ville ikke lade hans onde side stikke af med en eller anden Vampyr så han kunne udføre sin onde plan. Han måtte holde hovedet koldt. Hans venlige smil voksede. ’’ Det er sandt jeg stoppede dig.. Jeg holdt med vilje dig her.. Jeg vidste ikke at du var ond.. Kunne jo være du var godsindet.. Så ville jeg ikke have du faldt i Dæmonens hænder så han kunne bruge dig til lokkemad for at lokke mig i en rigtig fælde ’’. *fuck.. Jeg har lige sagt jeg ikke syntes hun var god nok til at være en fælde.. Fuck*. Han håbede hun ikke opfattede det på den måde. Han stirrede tilbage i hendes øjne. Der var ikke sporet af frygt i hans øjne. Dog var der et andet blik. Som om han havde ondt af hende. Han sagde med en rolig stemme ’’ Jeg har ondt af væsner som dig. Væsner der lader deres instinkter overtage dem. Folk der er styret af had.. Jeg forstår din smerte… Lad mig hjælpe dig.. Men jeg advarer dig.. bliv ikke ved med denne adfærd.. Den vil blive din død en dag ’’. Han klappede blidt hendes skulder imens hun stod og holdt ham. Det han sagde og gjorde kunne opfattes på to måder. Enten at han løj og han svinede hende til eller at han mente det og det var jo heller ikke ligefrem en god ting. Az kom altid i problemer fordi han sagde det forkerte. Nok mest fordi han ikke tænkte over sine ord, han brugte alle sine kræfter på at holde hans onde side nede jo.

Marilynn ignorerede det første han sagde. Hvordan kunne kan tro nogen her var godsindet? Hvordan kunne han gå rundt og tro at hver han mødte på sin vej ville løbe ind i hans arme med et smil af glæde? Og hvordan kunne han tro hun var direkte ond? Hun havde blot været ligeglad med ham da hun som gående. Havde blot set på ham og ikke gjort andet. Men han havde valgt at tale til hende og derfor starte en samtale med hende. Det gik aldrig godt for folk der gjorde det. Hun ville jo et sted bare være alene. Havde altid haft denne følelse siden hun var barn. Og hvorfor var hun ikke bare blevet i den by hun havde opvokset i. Der holdt andre sig fra hende. Hun var jo det velkendte december barn. Dog havde hun valgt at søge et andet sted hen. Som ville det blive bedre.
Men nu kunne hun ikke holde sig tilbage. Hans ord havde denne stikkende effekt på hende og hans øjne der blot så med medlidenhed på hende. ”Shut your fucking mouth!!!” råbte hun så og pressede ham atter mod muren igen. Fik rystet hans hånd af sin skulder. ”Du forstår intet!!” Hun tav med det samme og det var måske ikke det hun havde ønsket at få ud. Men lidt efter kom hun så igen frem med den klingende stemme. ”Du kender ikke til ægte smerte.” Hun greb hårdere fast i hans krave som hun bare holdt deres afstande. ”Og dig, hjælpe? Med hvad? Der er intet her du kan gøre, engel.” hvislede hun og viste mere eller mindre stadig tænder. Lige nu var denne mand lige så godt som død i hendes øjne. De mørke øjne havde nu fået en mere mørkerød farve en før som glødet. Hun gjorde et sidste hårdt skub med ham ind mod muren til hun endelig slap ham som var han noget foragtende. ”Du burde kende din modtager bedre inden du sender idiotiske ord.” Mere sagde hun ikke inden hun så drejede en kvart omgang. Begyndte bare at gå. Videre hen af gaden. Hvorfor at han ikke lå blødende var mere fordi hun ikke så nogen grund til det.

Hendes måde at presse ham på, at tirre ham fik ham til at mærke ondskaben i ham vokse. Da hun slyngede ham imod væggen igen og råbte af ham mærkede han blodet stige ham til hovedet. Han mærkede hvordan han havde svært ved at holde det tilbage. Alle hendes ord. Hendes måde at tage fat i ham på. Det gjorde det svært for ham at holde det inde. Her på det sidste var hans mørke side blevet stærkere og stærkere. Det var som om den voksede i ham. Da hun slap ham faldt han på knæ. Han holdt begge hænder til sit hoved og svarede med en meget anstrengt stemme som om han kæmpede imod sig selv. ’’ Jeg er ingen engel.. Jeg er intet godt ’’. Han trak vejret dybere. Han mærkede hvordan han havde så svært ved at holde det tilbage. Han gjorde det, men det han var presset til sit yderste. Hans onde side bankede for at komme ud. Hans hjerte slog hurtigere en det havde gjort før og han havde det varmt. Meget varmt. Han sagde igen med sin anstrengte stemme. ’’ Jeg forstår hvad smerte er.. Bedre en du tror.. Jeg forstår hvad du gennemgår hver dag.. Jeg forstår meget bedre en du tror ’’. Han hev efter vejret igen og blev siddende på sine knæ med hænderne på sit hoved. Hans hænder begyndte langsomt at ryste. Han kom med anstrengte svage smerte lyde. Det var som om hans hud brændte. Som om nogen stod og hældte lava over ham.

Marilynn kunne ikke gøre andet end igen at stoppe og så sig derefter over skulderen. Så hvordan han endnu sad på jorden. Opdagede hurtigt den måde han pressede sine hænder mod sit hoved som havde han den værste hovedpine nogensinde. Hun stod blot sådan til han havde talt færdig. Og der vendte hun sig blot helt op for at stå på samme sted. Hvorfor vidste hun ham interesse? Hun havde da lige brugt sin tid på at kunne komme af med ham. At få ham til at holde sin mund lukket og ikke forstyrre hende mere. Men af en eller anden grund blev hans ord ved at ramme hende med denne stikkende effekt. Og den var ikke decideret behagelig. Hun snerrede igen. Men denne gang nok mere af sig selv idet at hun begyndte at træde hen mod ham igen.
Hun satte sig blot foran ham på hug. Holdt en hvis afstand. Og som han nok havde opdaget var hun ikke typen der brød sig om nærkontakt. På hverken fysisk eller mentalt vis. Hun hvilede sine hænder mod sine læber og sørgede for at holde dem lukkede af den grund at hun havde en mistanke til at man ville kunne se for meget gennem netstrømperne hvis hun ikke gjorde dette på grund af den let korte sorte kjole. Hun lod de mørke øjne se mod ham med det samme ligegyldige og let irriterede blik. ”Du forstår hvad smerte er. Godt. Men du ved hvad smerte er for dig. Du forstår din egen smerte. Jeg har ingen smerte. Den eksisterer ikke mere. Jo jeg kan mærke den fysiske smerte fra et slag men tro ikke der er mere inde i mig.” lød hendes stemme. Knap så overlegen som eller men stadig lige kølig og ligeglad. Hun fugtede let sine blege fyldige læber inden hun igen rejste sig. ”Og få styr på din verden i det hoved.” mumlede hun inden hun så igen valgte at dreje om. Hun ville gerne væk. Hun følte hvordan han fik hendes rystning til at falme. Ufattelig lidt men hun kunne stadig mærke det. Men denne gang syntes hendes tempo at være langsommere.

Han kiggede på hende fra mellemrummet i hans fingre. Han mærkede hvordan hendes jo mere blide fremgangsmåde havde en effekt på ham. Han mærkede hvordan han langsomt fik det en smule bedre. Hans øjne betragtede hende nu. Han havde et blik i sine øjne som om at han følte at han kunne se igennem hende. Svend perler begyndte langsomt at glide ned af hans pande. Han hev dog stadigvæk efter vejret. Da hun sagde han skulle få styr på sit hoved nikke han og sagde svagt ’’ Det er sværere en du tror.. Du kæmper med din trang til blod.. Jeg kæmper med min trang til at dræbe.. Vi er mere ens en du tror ’’. Da hun vendte ryggen til ham, rejste han sig op og sagde svagt ’’Du lyver ’’. Han rejste sig helt op og støttede sig mod væggen ’’ Du føler intet fordi du er bange.. Bange for hvad der vil ske hvis du gør.. Bange for hvad dine følelser vil gøre ved dig hvis du lukker dem ind… Bange for kontakt fordi du frygter det vækker dem i dig ’’. Han så ud til at få det lidt bedre og smilede en smule ’’ Jeg ved det er sådan.. For jeg er bange for det samme.. Bange for mit mørke tager over.. mine følelser ødelægger mig.. min skyldfølelse over hvad jeg har gjort dræber mig langsomt.. Men.. Hvis jeg lukkede dem ned.. Så ville den jeg er dø.. Jeg ville blive som du er nu.. En skygge af dig selv’’.

Nu var det ved at være nok! Kunne han ikke bare holde sin kæft så hun kunne få sig den fredelige aften som hun havde ønsket hele tiden. Han fortjente virkelig bare at skride til helvedet. Og hun skulle skam nok sende ham af sted hvis det var. Hun stoppede op men vendte sig hverken om eller så sig over skulderen i starten. ”Jeg er ligeglad med om vi er ens. Om vi så er enæggede tvillinger.” Atter vendte hun sig om og hendes sorte hår syntes nu at flagre mere omkring hende selv om at hun blot stod stille. Hun stirrede på ham. Gennemborede ham med sit blik og forsøgte blot at få ham til at forstå hun ville være alene. Og at han virkelig ikke skulle have begyndt på at prøve og tale hende på god fod. Bange. Hun var ikke decideret bange men hun brød sig ikke om tingene. Men så igen. Hvis man vidste følelser var man svag. Og hun havde vokset op i en anden alder hvor kvinder blev set som de svageste. Selvfølgelig havde hun denne rustning på. ”Så må jeg leve mit liv som en skygge. Jeg har aldrig rigtigt kendt til den person der ejer mig som sin følgesvend.” lød hendes nu nærmest isnende stemme. Men det truende lag lå der ikke. Lige som det overlegende. ”Sig mig..engel. Hold dine prædiker for dig selv. Jeg ønsker ikke at vide ting om dig. Eller om de ting du kan spejle dig i mig.” Hun knugede sin ene hånd hårdt inden hun slappede af igen. Hun trædte tættere mod ham. Stoppede lige inden deres kroppe rørte ved hinanden. På nogen måde. Ikke engang fod mod fod, bryst mod bryst eller næse mod næse. ”Du har sikkert følt en ting som du var født til at være. Det samme har den mørke del i dig vel også. Hvem af jer er den rigtige? Ved du det? Du siger nok dig på den gode side mens at den anden nok vil sige ham. Så svaret her er nok..os.” Hvor hun ville hen med det måtte han selv finde frem til. Hun havde ikke to personligheder. Havde blot ikke følt kærlighed særlig længe af sit liv. Hun var december barnet der var arv af djævlen. Hun huskede endnu den sætning fra da hun var helt lille. Hun havde heller ikke set ud som andre. De sorte hår der voksede hurtigere end andres og de mørke øjne der havde en stor iris. Samt den evne hun var født med.

Han lyttede til hendes ord. Han kunne ikke lade være med at føle at det var hende selv hun snakkede til. Som om hun prøvede at overbevise sig selv. Han frembragte et svagt smil ’’ Så du kender ikke dine følelser siger du.. Underligt at det så går dig så meget på det jeg siger.. Jeg kan se du bliver mere og mere gal.. Jeg kan se det er fordi jeg har ret.. Du kan ikke lide mig.. For jeg ser igennem den mur du har bygget op.. Men jeg har også lagt mærke til at du ikke længere skubber til mig.. hvilket på betyde at det langsomt også er ved at gå op for dig at jeg har ret ’’. Han var sikker i sin sag. Han troede fast ud på at han havde ret og det var også til at høre i hans stemme. Han stod stadigvæk med en hånd imod muren. Selv om hun stod rank og lige foran ham så han træt ud og stod lidt foroverbøjet. Et par glinsende svedperler løb ned af hans pande og på hans kind. Det han lige før havde været igennem måtte have taget hårdt på ham både fysisk og psykisk. Da hun stillede ham spørgsmålet og faktisk selv svarede på det før han nåede smilede han ’’ Det virker til at det ikke kun er mig der forstår dig.. Jeg ved at min mørke side er mig lige så meget mig som denne side af mig er.. Men jeg kan ikke tillade at lukke den ud.. Tro mig.. Det er ikke en god ide.. Men jeg er overrasket over at du forstår mig.. Eller det er jeg faktisk ikke.. Vi er meget ens vi to ’’.

Marilynn kunne vel ikke lade være med at blive lidt urolig om han faktisk kunne se gennem hende. Ind til den pige der altid bare stod og kiggede. Uden at gøre noget i visse situationer. Bare stå der og se skræmmende ud. Nej hun tvivlede endnu på det. Og det var nok derfor at hun hurtigt efter slappede af igen. Og det var vel sandt at hun ikke brød sig om ham. Det stod jo tydeligt ud af hendes krop. Og hendes blik. Hendes sprog. Men hun kunne ikke lide nogen. Sådan så hun i hvert fald på det. Hun så hvordan at sveden sad som perler mod hans ansigt. Han så nærmest ud til at have haft et eller andet feber anfald. Den måde han så helt svag ud og træt. Ynkeligt!
”Jeg forstår ingen. Vil ikke forstår nogen. Jeg taler blot.” Hendes ansigts udtryk havde endnu ikke forandret sig særlig meget. Var endnu helt blankt med et roligt twist. Køligheden sås i hendes dybe mørke øjne mens at hendes fuldige læber endnu ikke havde formet et smil. Der skulle skam mere til det. Hun lod et suk løbe fra hende mens hun lukkede sine øjne. For så at åbne dem igen efter 2 sekunder. Han blev ved med det åndssvage plader om at de var ens. Det var de ikke i hendes øjne. Ville hun ikke overbevise sig selv om. Hun løftede sin ene hånd og med det samme blev dem ikke decideret blidt hen over hans mund. Også selvom at han ikke talte. En irriteret lyd kom fra hende. ”Lyt mere efter andre gang. Hold..din..mund! Jeg ønsker ikke at hører mere fra dig.” snerrede hun som en hvislen.

Han smilede svagt igen ’’Nu prøver du at overbevise dig selv igen.. Dine ord er den måde du prøver at overbevise dig selv om at du intet føler.. Hvert eneste ord du bruger.. Dit kropssprog.. Du fortæller mig en historie.. Og du er bange.. Bange fordi du endelig har mødt en der er så meget som dig selv at han kan læse dig som en åben bog.. Hvis alle de ting jeg siger ikke passede.. Så ville du ikke bede mig om at holde mund.. Så ville du ikke være kommet tilbage.. Så ville du ikke blive sur ’’. Da hun satte en hånd for hans mund ville hun kunne mærke hvor varm han var. Han var meget varmere en et normalt menneske. Dog virkede det som om hans temperatur langsomt faldt. Han kunne ikke sige noget med en hånd for munden så han stod bare og kiggede på hende. Gav hende det blik der viste at han mente han kunne se lige igennem hende. Han stod bare der og afventede hvad hun ville gøre. Men han mærkede hvordan hendes berøring fik hans dæmoniske blod til at suse hurtigere i hans krop og langsomt begyndte hans temperatur at stige. Langsomt mærkede han igen hvordan hans blod føltes som om han blev brændt indeni. Det var ikke en sjov ting for ham og det var til at se på ham at den ting der før skete med ham var ved at vende tilbage.

Det var næsten ubehageligt at kunne mærke hvor varm han var. Samt den måde at hans temperatur bare ikke gad holde sig i et område. Selv ville hun jo altid være kold. Havde hun fundet ud af allerede en uge efter hun var vågnet op med smerte i den nu mere lette krop. Men hun kommenterede ikke på det. Hans ord blev ved med at runge i hendes tomme hoved og igen kunne hun mærke hvordan at raseriet i hende igen boblede. Han kunne bare ikke lade være. Hun strammede lidt omkring hans kæbeparti med hånden endnu over hans mund inden hun så endelig slap ham som havde hun brændt sig. Eller blot foragtede at skulle rører ham. Hun skulle til at smide endnu en spydig kommentar i hovedet af ham men fandt så ud af at hun ingen anelse havde hvad hun skulle sige. Som havde han faktisk ret. Tanken frustrerede hende grænseløst. Hendes hænder blev knuget hårdt i og hun kunne fornemme hvordan hendes tænder satte sig ned i hendes underlæbe. Hun følte hvordan at det løb hende koldt ned ad ryggen. ”Du burde virkelig bare holde dig væk. Jeg er en ting der ikke rager dig.” Stille og roligt begyndte hendes sorte hår at flagre mere omkring hendes ansigt og små sten bag hende hævede sig fra jorden og svævede lidt. Men forblev der. Hun fik samtidig løftet sin ene hånd og igen skubbede hun ham mod muren. Ligeglad med om han var svag eller ej. ”Idiot..!” Hun fik let rejst sig på sine tæ’r og for første gang lænede hun sig mere mod ham. Bevægede sig mod hans hals. Nok havde hun ikke lyst til hans blod men hun havde lyst til at gøre han ikke kunne snakke mere. Ville gøre så han ikke ville kunne fortælle tingene videre.

Han mærkede hvordan han fik svært ved at holde kontrollen over sit eget hoved. Han kunne mærke hvordan ondskaben i han næsten brød frem, men så slap hun ham. Han kom til sig selv igen. Genvandt lidt af hans styrke. Berøring fra kvinden var noget der lokkede hans dæmoniske side frem. Det var derfor han ikke kunne lide fysisk kontakt. Han kiggede på hende og lagde mærke til hvordan det virkede som om hun tog hans ord til sig. Han havde ret. Det var klart for ham at se. Hun vidste det også og nu havde hun ingen måde at skjule det på. Da hun slyngede ham op imod væggen kom han med et ’’uff’’. Han brugte alle sine kræfter på at holde hans mørke side nede. Hendes ord fik ham dog til at smile ’’ Du er ikke en ting.. Du er et væsen.. Med følelser og håb.. du er bare blevet så dybt såret at du mente det eneste du kunne var at lukke af. Du tog den lette vej. Du er bange for hvad der sker hvis du åbner den dør igen’’. Da hun bed ud efter ham kunne han ikke bevæge sig. Han mærkede hvordan hendes tænder satte sig fat i hans hals. Han mærkede hvordan han gled væk og ondskaben tog over. Imens hun bed smilede han ondt om kom med en lyd som om han nød det. Han lod hende dog ikke bide for længe før han aktiverede sin evne. Han vidste at Vampyrer kunne holde til knobs. En sort twistet energi kom ud af hans mave og formede sig pæle. Eftersom de stod tæt op af hinanden ville hun nok have svært ved at se dem og undvige dem medmindre hun var meget overvågen imens hun bed ham og meget hurtig. Han prøvede at spide hende med de i alt 3 energi pæle. Han sigtede med vilje ikke efter hendes hjerte. Han ville bare vise hende hvem der var kommet ud for at lege.

Marilynn syntes pludselig nu at mærke en forandring i luften omkring dem. Men hun blev ved med at have tænderne i hans hals. Hans blandede blod var ikke decideret delikat men hendes sult havde overvundet hende med sådan en styrke at hun ikke kunne stoppe igen. Ikke engang da hun følte på hans strube nerver hvordan han smilede. Og det frustrerede hendes blot endnu mere. Hun skulle lige til at bide hårdere fat til hun følte en kulde omkring hendes mave inden at en smerte skød gennem hendes krop. Hun slap med det samme hans hals og med et rystende skridt kom hun til væk fra ham. Hendes hænder blev lagt mod maven og kunne mærke de tre pæle som var de virkelige. Hendes øjne var spærret ufattelig meget op og udsendte dette halv tomme halv skræmte væk. Stirrede ud i ingenting som hun stod let foroverbøjet. Smerten var for stor til at hun kunne skrige. Hun lod langsomt sit blik glide ned mod sine hænder og opdagede med det samme hendes mørkerøde blod der havde gennemblødt en stor plet på den sorte kjole. Hun følte jorden mod sine knæ og hun prøvede at formilde smerten var lidt.
Atter rettede hun sit blik længere op ad. Så mod denne person der stod foran hende. Det var den samme. Men han virkede så forbandet anderledes. Hvad skulle det betyde? Han havde vel løjet for hende for at få hende ud på det punkt han kunne få hende. Hun fik af en eller anden grund dannet et mere gennemborende blik og det var tydeligt at vreden havde vokset. "Hva-Hvad fanden...?"

Az trak langsomt sine energi pæle tilbage og de forsvandt ind i hans krop igen. Han satte sin venstre hånd ved hans hals og smilte ondt. ’’ Tak skal du have.. Uhh.. Er den lille vampyr såret? ’’. Hvis han var sit gode jeg ville han være faldet i smerte over bidet. Men han var hans onde jeg. Han var stærkere end et menneske og mere udholden. Derfor gjorde det ikke så ondt som det burde. Han gik med langsomme skridt over imod hende. ’’ Alt mit pladder om hvordan du har det.. Og så var det dig der slap mig fri.. Min følsomme side prøvede at holde mig inde.. prøvede at beskytte dig.. Men du skulle presse ham.. For du er ond.. Du er lige det jeg har brug for ’’. Han stoppede op foran hende og kiggede ned på hende med hans nu helt sorte øjne ’’ Fatter du det ikke.. Den Dæmon løb ikke fordi han var bange for min gode side.. Men denne side ’’. Han stod lidt og så på hende med det onde uhyggelige smil der var plantet på hans læber ’’ Jeg får brug for en koldblodet dræber som dig.. Ingen følelser.. Du er ikke en ting dog.. Du vil blive mit våben.. Slut dig til mig.. Disse Øer vil blive mine.. Og du for tilbuddet om at blive min general.. For der er bid i dig pige ’’. Han grinede lavmælt og ondt. Han vidste at hans blod nu var i hende. Han vidste hvilken effekt overnaturligt blod havde.. Selv på Vampyrer. Han smilede bare ondt og ventede på hendes reaktion.