Finally we meet again { Azuriel

Tid # 19:43
Sted # Werclare / Azuriels lejlighed
Vejr # Rolig blæst, dog kulde udenfor og klar himmel med måne>(skær)
Omgivelser # Folk der har travlt og folk der shopper her og der
Beklædning
* Sorte Stiletter
* Sort perle armbånd om det ene håndled(venstre)
* Hvid kjole (Længde)<til over knæene, Åben ryg med mønstre, Ingen stropper(Blottet skuldre/kravelben
* Hår(Fletning ned af den højre skuldre, rød læbestift og store sorte smukke dramatiske øjenvipper.

Privat - Azuriel



Corabelle stod overfor spejlet hjemme ved sig selv og betragtede sig selv mens hun prøvede forskellige tøj stilet og satte sit hår igen og igen, men intet passede egenlig til hende eller den anledning hun skulle til i aften?. Azuriel hendes slag barndoms ven havde inviteret hende på middag efter de havde stødt på hinanden da hun tog en tur til Werclare. Hun sukkede kort og strøg det mørke røde hår bagud og langsomt begyndte hun at flette det, så det lå ned af den ene skuldre. Hun betragtede det og fandt så derefter en hvid kjole og iførte sig den.

Den var stram om taljen og barmen, samt den havde ingen stropper og den havde et smukt mønstre, det nederste af kjolen gik lidt ud af og var flagrende og flirtende. Hun så sig kort i spejlet og iførte så sine læber en glinsende og næsten glitterne smuk rød forførende læbestift og tog mascara på for at fremhæve sine smukke lange dramatiske øjenvipper, der blev en smuk knald sort farve og rigtig førte de dådyr grønne øjne frem. Hendes hud var næsten hvid som sne og hun var spinkle bygget, men dog slank med flotte kvindelige kurver.

Hun var ikke mere den pige uden nogen barm eller for den sags skyld den pige uden noget langt flot pigeligt hår?, denne gang ville Azuriel måske ikke se skævt på hende, fordi hun huskede tydeligt en dag han havde taget hårdt fat i hende og sagt... at hun var pisse irriterende og at hun slet ikke lignede en pige. Hun anede ikke noget om Azuriels skiftende personligheder, hun troede blot at han havde været sur på hende, den dag før hans mor kom og hentede ham og de så tog af sted og blot.. forsvandt?.

Men endelig havde hun stødt ind i ham igen, dog... hun nåede slet ikke at fange et glimt af ham * Han så mig os i min værste mundering.. jeans der var slidte og så en stor trøje og kasket på og.. briller... og ikke opsat hår?.. jeg lignede en vagabond.. ja faktisk en dreng.. * hun sukkede opgivende og tog så sin grå jakke og sine sorte stiletter på og så derefter en sort perle armbånd på og en smuk halssmykke, der nærmest var et blodrødt bånd og så en lille bjælde foran, blot fordi hun elskede den og havde fået den af sin mor. Bjælden var lille og smuk, hang forneden på det 1-2 cm brede røde bånd om halsen der så var bundet en sløjfe på bagpå. Hendes kjole havde åben ryg bagved dog var der mønstre hvor kjolen var skåret op, der holdte den sammen så den ikke faldt ned og man kunne se hendes hud igennem den.

Corabelle gik ud af sin dør og tog så med tog hen til Werclare, ved undergrunds banerne og endte så endelig efter en halv time i Werclare med dette lyntog. Hun så kort rundt og strøg så lidt af sine hårlokker til side og gik forsigtigt hen til hans lejlighed og langsomt trådte hun indenfor og bankede så på, ved den etage han boede på. * Måske burde de få dør telefoner så ingen hjemløse ender med at lægge sig indenfor i opgangen og sove? * hun grinte let over sine tanker der slet ikke havde med denne middag af gøre og ventede så.. ventede på at han lukkede op og lagde mærke til at hun faktisk var en kvinde nu i stedet for en lille drengepige?.

Az var kommet hjem en time før hun var kommet. Han kom ind af døren og gik over for at gøre sig klar til at hans gamle ven ville komme på besøg. Han stillede sig foran spejlet og løftede op i sin t-shirt. Han havde blå mærker over hele hans overkrop og han kunne mærke at han havde brækket et ribben. Normalt skulle der virkelig meget til før han overhovedet kom til skade på grund af hans udholdenhed. Men han var faktisk bare et menneske lige nu på alle måder. Narcissa havde prøvet at suge hans sjæl og men noget var gået galt og hun havde taget hans kræfter. Az rystede på hovedet og gik ind for at tage et bad.

Han regnede med at han bare skulle mødes med en ven og Az var ikke lige typen der gik op i at gøre ting romantiske eller hjemlige. Han havde jo aldrig rigtig haft en hjem før eller noget som helst. Han havde dog sat starin lys på bordet og maden kom fra den restaurant han havde bestilt det fra. Han stod i jeans og havde bare en T-shirt på som altid. Han havde et jakkesæt hans onde side havde købt. Men det mindede ham for meget om hans afdøde kæreste, så det ville han ikke have på.


Da hun bankede på rejste han sig fra hans sofa med en smerte støn * Fuck its a pain in the ass being human*. Han gik over og åbnede døren med et smil. Da han så hende stod han et par sekunder og bare kiggede på hende. Så grinede han og kløede sig i nakken ’’ I guess i am underdressed.. I didn’t know it would.. Be a date.. Come on in ’’. Han trådte til siden så hun kunne komme indenfor. Han gik over og satte sig ved spisebordet og sagde med hans evige glade stemme ‘’ Welcome to Casa De Az.. You made so much out of yourself and here i look like shit.. Sorry Cora ‘’. Han kiggede på hende og smiled svagt. han havde ikke kommenteret om han syntes hun så godt ud. Hun var jo hans ven og Az havde altid været dårlig til sådan noget faktisk. Han havde ikke de bedste manere.

Corabelle så undrende på Azuriel og grinte så lettere sakastisk og klappede ham så blidt på brystet over ribene og sagde" Ha ha ha.. meget sjovt, men nej.. det ikke en date" Hun rakte drilsk tunge af ham og gled så langsomt jakken af sine skuldre og mærkede dets kolde stof glide langsomt ned af den blege hud og vendte sig kort om og hængte jakken op på en knag ved gangen og så kort rundt med de dådyr grønne øjne og sagde" Wauw det virkelig flot dit hjem " hun smilede kært til Azuriel og gik så forsigtigt hen til bordet og betragtede starin lysene der var på det fine bord der skam var klædt op til fuld pragt.

Corabelle satte sig ned og blinkede et par gange med øjnene da hun nu stirrede stift på Azuriel der sagde det med at han lignede lort fordi det gjorde han sandelig IKKE. Forsigtigt strøg hun ham over håret da hun lænede sig frem af mod ham og sagde " Undskyld, skulle jeg ha taget jeans på og såen hehe " hun blinkede og sagde så bagefter som et plaster på såret " Det gør altså ikke noget Azuriel " hun smilede let og kiggede så ned på bordet og sagde" ude med hehe.. " hun huskede tydeligt da hendes mor og hende skulle besøge dem, de fik også ude mad der, hvorfor anede de dog ikke men det gjorde de, det var vel fordi Azuriel og hans mor rejste så meget, så de havde aldrig tid til at købe ind til gryder og alverdens andre ting der skulle laves" Vis du havde spurgt? kunne du være kommet hjem til mig og så kunne jeg ha lavet en hjemmelavet ret til dig Az... " hun gav et genert smil fra sig og rødmede så let hen over kinderne og så lidt til siderne siden hun ikke anede hvad hun skulle sige,

Da hun klappede ham på brystkassen kom han med et svagt smertestøn. ’’ Not the chest please.. I erm.. I crashed on my Chopper and got a few hits.. But I am alright ‘’. Han grinede en smule. Han husked at hvordan den Vampyr han havde dræbt havde smadret ham. Det var bestemt ikke nogen let leg at være menneske jæger. Han havde lært det på den hårde måde.


Han smilede og sagde roligt ’’ No, no.. You look great.. But it must have been cold going in that outside ’’. Da hun lagde mærke til maden grinede han svagt og kløede sig I nakken ‘’ Sorry.. I still can’t cook’’. Det var ikke noget han skammede sig over. Hun vidste jo sikkert hvorfor han ikke kunne lave mad. Da hun snakkede om at hun kunne have lavet mad hjemme ved hende grinede han svagt ’’ That would have been good.. Its been weeks since i have had a homecooked meal ‘’. Da hun rødmede grinede han igen og sagde ‘’ When you blush you still look like a tomato.. Just like you did when we were kids.. It was so cute.. Tomatoface.. ‘’. Az grinede lid og tog en bid mad.

Corabelle tog hurtigt gaflen og kiggede på den, sit eget spejlbilled der var næsten helt rødt. Hun rødmede endnu mere denne gang og så flovt ned i jorden og sagde" Omg... " hun blev virkelig flov over det han kaldte hende, han var ikke ligefrem en gentleman? men.. det var da bedre da han kom med det med at hun var nuttet.. eller nærmere hendes rødmen var nuttet. * Han har slet ikke ændret sig? han er stadig den selv samme... drengerøv som altid? *

hun så lidt undrende på ham et stykke tid og lagde så sin hånd på hans kind og så ham ind i øjnene og sagde" Azuriel... er der noget galt?" hun havde altid kunnet se vis der var noget glat, andet end det han havde sagt med at han havde ødelagt sin motorcykle?, det var nok ikke lige det bedste.. eller nærmere crashed on it? men stadig. Hun lod sine finger glide væk fra ham. Ved andre fyre var hun flov men ikke ved ham, fordi han var blot en ven, en ven der elskede at gøre grin med hende nogen gange men også kunne være sød?.

Langsomt begyndte hun at spise efter at ha sagt tak til Azuriel angående maden og at hun måtte komme forbi og begyndte så at spise stille og roligt, mens hun lyttede til Azuriel, vis han da svarede hende?.

Han grinede lidt over hendes reaktion. ’’ Hey.. I am just kidding ‘’. Han spiste noget mere. Az havde altid været rigtig god til at sige de forkerte ting. Det havde ofte bragt ham ud i problemer. Dog mente han intet ondt med det.

Da hun satte hånden på hans kind og spurgte om der var noget galt smilede ham bare ’’ No… I am fine ’’. Sandheden var at han var træt og smadret. Han jagede hele tiden nu. Det var det eneste han havde tilbage at gøre. Ikke nok med det så var det virkelig en dum ting eftersom han jo ingen evner havde for tiden.

Han vidste jo ikke at hun vidste hvad han var og han måtte jo holde det hemmeligt. Det var også derfor han ikke kunne sige sandheden om hvorfor han var skadet. Han kiggede på hende ’’ You really changed.. You used to be so.. Well not like this.. Not that it’s a bad thing ‘’. Han grinede en smule ‘’ So.. Why did you dress up like this? ‘’. Az var virkelig ikke god til sådan noget her og det var jo nok det dummeste spørgsmål at stille, men sådan var han bare. Han var impulsiv og snakkede ofte før han tænkte. Det var blevet værre eftersom han havde givet mere ind til hans mørke side og taget den til ham. Det gjorde dog også at han havde stor kontrol over den nu.

Corabelle så lidt mistroisk på ham og nikkede besejret " Okay okay, så snakker vi ikke om det, før... senere" hun blinkede drilsk til ham og huskede lidt på da hun klappede ham på brystet? * hvorfor reagerede han sådan, det kan et styrt på en motorcykle da ikke forsage? så burde han jo næsten ha været død nu * hun prøvede at regne ud hvad der var sket med ham, men den der undskyldning med motorcyklen lød skam temmelig troværdig og den passede nu egenlig også til hans egenlige skade men... hvorfor var hans hænder ikke forrevne og hans hud slidt væk nogle steder.. kørte han normalt med hjelm?.

Hun fik hurtigt en ide og ville langsomt liste små spørgsmål ind i sine samtaler og på den måde se om hun kunne komme frem til om styrtet var sandhed eller om han løg, fordi der var altid et eller andet med hans blik når han løg og netop den følelse i maven havde hun også nu, at han ikke talte sandt, hun ville jo ikke snage, men det var så forbandet svær når det jo var hende. " Årh.. mig? hva med dig selv hehe, du har godt nok forandret dig meget, eller din krop har " hun blinkede og tog endnu en bid og tyggede så af munden og sagde" Men hvorfor? nååårh det min hemmelighed hvorfor, men du kan jo prøve at få det ud af mig ".

Hun blinkede drilsk til ham og tog endnu en bid for at komme lidt væk fra sandheden om hvorfor hun havde dressed sig selv helt op, dog var det vel ikke noget... dårligt?, altså hun ville jo blot vise ham at hun var en kvinde en der ikke fandt sig i at blive kaldt irriterende og såen. " Angående da vi var små... " hun så kort væk fra Azuriel og slikkede sig blidt om de fyldige røde læber og sagde så forsigtigt " Hvorfor.. " hendes dådyr grønne øjne blev langsomt mere blanke og hendes blik var fjernt.. hun så såret ud et kort øjeblik og sagde så" hvorfor kaldte du mig irriterende.. den sidste dag vi sås... inden du skred? " hun så kort over mod ham med det sorgmodige blik og ventede lidt på et svar.

* Jeg ville også spørge om disse vinge ligene ting jeg så du foldede ud fra dig selv... men.. men jeg tør ikke, det som om du ikke er menneskelig og så alligevel? er du.. *

Han grinede en smule da hun sagde at han havde forandret sig meget siden de var børn. Det var vel også meget sandt. Han var kommet i form. Blevet stor i forhold til den splejs han engang havde været. Han tog en bid mad mere og sagde da han havde tygget det ’’ i might have changed.. But look at you.. You are a catch.. I bet you get alot of gentleman callers ’’. Az grinede igen og smilte venligt.


Han sukkede lidt da hun snakkede om da de var små og hvad han havde sagt. Det var jo hans onde side der havde taget over. Han kunne godt huske hvad han havde sagt og han havde tit tænkt over det og tænkt på hvad han ville sige når han så hende igen men nu hvor han sad i situationen vidste han ikke hvad han skulle sige. Han sad lidt og kiggede i bordet før han kiggede hende i øjnene ’’ I was not my self.. I had a bad day.. I faced my inner demon that day sort of speak.. And lost.. Everyone has their inner demons to fight.. I didn’t mean a word I said.. I was not myself that day.. Alright’’. Han smilede svagt og kiggede på hende med et bedene blik ‘’ Can you forgive me.. pritty please’’. Han grinede lidt.

Corabelle så temmelig overrasket på Azuriel da han sagde at fyre sikkert ringede til hende ehel tiden eller... mange gjorde? men det var skam ikke sandt, andet end at hendes chef kunne ringe til hende ligeså snart han ville uanset tidspunkt, men hun vidste jo heller ikke... heeeelt det store om sin chef i nu?. Hun sukkede og sagde så" Nej det er der ingen der gør, det står faktisk til sådan at jeg stadig er ligeså sky for fyre som jeg altid har været, men fordi at du er min barndoms ven er det noget andet... altså jeg ser dig som? en der ikke er interesseret i mig, en der ikke ser mig som kvinde men blot en lille pige hehe " hun smilede uskyldigt til Azuriel og strøg en forvildet hårlok om bagved sit øre og så, så lidt flovt væk og hørte på hans undskyldninger og sagde" Hmmm..... de ikke gode nok, jeg vil have et spørgsmål til gode og du skal se mig i øjnene når du fortæller mig det og du må ikke dække over noget eller lyve.... vis du kan gøre det, så vil jeg tilgive dig " hun smilede let til ham og vis han sagde at han ville gå med til det ville hun komme med et stort spørgsmål " Er du overhovedet menneskelig? " hun så ham dybt ind i øjnene og rejste sig op og lænede sig ind over bordet med hænderne mod bordoverfladen.

Hun var død alvorlig det kunne skam høres og ses på hendes alvorlige holdning og udtryk. Hun ville ikke rokke sig og det vidste Azuriel inderst inde jo, fordi han havde set hendes stædige og nysgerrige sider før og hun kom altid frem til sandheden, ved mindre hun valgte automatisk at give slip på den, men hun havde set de ting på hans ryg da hun var mindre, dog... han vidste blot ikke hun havde set dem. " Jeg så dem... dem du skød ud af din ryg.. er det vinger?" de havde en vingeform men det var ikke af fjer som en engle?... * Hvad er du Azuriel.. *

Han grinede lidt ’’ Hey.. in my eyes you are still the same girl that threw mud in my face and called me mudface.. but I can see you have turned into a woman and I respect that.. just give me some time to adjust.. its been so many years.. I am sure even with your shyness men falls for you ‘’. Han smilede *I can’t even try to look at you in another light then that girl.. I will only end up getting you killed.. I can’t let you get to close to me.. I am just bad news for you, kid*

Han lænede sig frem I stolen og kiggede på hende med et skævt smil ‘’ I am just as human as you are Cora’’. Sandheden var at det var han faktisk for tiden. Narcissa havde prøvet at suge hans sjæl ud men det kunne hun ikke eftersom det tilhørte Pro. Så hun havde suget alle hans kræfter ud. Så lige nu var han faktisk lige så menneskelig som hun var. Så han løj ikke engang.

Da hun sagde at hun havde set hans vinger sukkede han lidt. Sandheden var at han faktisk ikke vidste om han nogensinde ville få hans kræfter tilbage. Han lænede sig tilbage i stolen og sagde ’’ look.. I am as human as you.. Believe me if i say it.. I would not lie to you about this.. I have no powers to shoot things out of my back ‘’. Han rejste sig op og løftede op I hans trøje så man kunne se de mange blå mærker på hans trænede overkrop. ’’ If i had such powers.. Do you really think i would have gotten so many bruises? ‘’. Han gik rundt om sandheden men han svarede jo rent faktisk sandt. Godt nok undgik han hendes spørgsmål og svarede kun på hvordan han var jo og han håbede på at hun ikke lagde mærke til det.

Corabelle sukkede da han snakkede om at han skulle vende sig til at se på hende på en anden måde" Angående det med mudret.. du bad selv om det " hun grinte kort og tog sig til munden og prøvede at skjule sin latter med en let rømmen fra halsen sådan så det lød som en let hoste, eftersom hun ikke direkte ville sidde og grine, men... han havde nu startet ifølge hende med at kaste noget mod hende, dog.. sådan var de vel som børn jo`? altid efter hinanden skønt de godt kunne lide hinandens selvskab.
Da hans smil gled over hans læber og han lænede sig frem for at sige han var menneske, så Corabelle sandheden i hans øjne, ingen små ticks? der afslørede en løgn, ingen dårlige mave fornemmelse... nej, han talte sandt, men... hvorfor havde hun så set dem der ting på hans ryg, hvorfor?, hvad var der sket med ham da han skulle rejse, det gav slet ikke mening, overhovedet ikke!? det pissede hende faktisk utrolig meget af at han sagde han var menneske, fordi så hun så syner eller sådan noget?.

* Han lyver!? den løgner, jeg så dem, jeg så ikke syner eller drømte!* Corabelle smækkede sine hænder hårdt mod bordet så bestik og glas klirrede, i det hun så ned af mod bordet og rejste sig langsomt, eftersom hun havde sat sig kort ned efter han havde afsløret at han talte sandt. " Det en løgn!... " hun så stift på ham med sine nu dyriske grønne øjne og blottet let tænder af ren vrede og svarede" Det ihvertfald løgn!, jeg så de vinger... eller ting, jeg så dig skyde dem ud af din ryg... jeg så dine øjne blive mørkere i farven før du tog fat i mig og så efterlod mig UDEN ET FARVEL... men med et blåt mærke der først var helt væk efter en halv måned!" hun tog fat i sit vandglas og kastede så dets indhold direkte på Azuriel så han ville blive våd ud over sin overkrop og klaskede så hårdt glasset ned mod bordets overflade ' KLONK '.

Corabelle vendte vredt Azuriel ryggen og gik ud på hans badeværelse og smækkede døren efter sig og var ligeglad med hvad hun havde sagt eller gjort, han løg og det vidste hun inderst inde. Hun vidste han ikke var menneskelig, hun vidste dog ikke hvad han var eller hvem han overhovedet var?... alt hun havde vidst om Azuriel og hans mor kunne være usande, det kunne være løgn og her havde hun så gået og troet at de begge var sande, hun talte sandt om alt hun havde sagt men... alt han havde sagt var løgn. Hun slog hårdt sin hånd mod døren der var lukket godt i og gav så forsigtigt et " Auuuuv " fra sig eftersom hun ikke ligefrem var den stærkeste eller særlig god til at takle smerte. Hun mærkede sine øjne blive våde og dækkede sit ansigt i skam fra de hænder og de lange finger der nu gled over det og skjulte dets skamfulde ansigts udtryk.. *Hvorfor lyver han, hvorfor kan han ikke sige sandheden... han får mig til at fremstå som en sindssyg person.. der burde indlægges på grund af vrangforstillinger.. jeg hader dig Azuriel.. jeg hader dig så inderligt for at lyve... *

Han grinede og nikkede ’’ Yearh.. i did.. but then again.. it was fun.. You were my best friend back then.. my only real friend ‘’. Sandheden var at hans mor holdt ham væk fra andre af frygt for at de ville opdage at han var som han var. Men hun frygtede ikke Corabella eftersom hun var et menneske og det var den eneste grund til at hun lod Az hænge ud med hende. Hun var stort set det eneste barndoms minde der mindede om et minde en normal person ville have.

Han tog hendes ord til sig. Han kiggede bare ned i jorden og da vandet ramte ham klistrede hans t-shirt sig ind til ham så den blev gennemsigtig. Han sukkede da hun gik mod badeværelset. Han havde prøvet dette så mange gange før. Folk hadede at han holdt hemmeligheder og de blev altid sure når han løj men der var intet han kunne gøre ved det. Regler var regler og overnaturlige væsner måtte ikke afslører sig selv. Det var der jo dødsstraf på.

Han hørte hende og gik over til badeværelsesdøren. Han satte en hånd imod den ’’ Are you alright in there my friend? ’’. Han ventede på hendes svar.

Han sukkede ’’ Look Cora.. Even if you think you saw something.. Then you know I can’t tell you about it.. But you saw it in my eyes.. I am human like you.. Is it really so important for you that I am some freak.. I am still Az you know.. just Az.. I am just grown now.. truth is.. I am a detective.. I hunt down murders.. I didn’t crash.. I got beaten up by some crazy freak.. I won though.. but not without a broken rib.. Look.. that’s the truth more or less.. I didn’t want to tell you because I knew you would worry about it ‘’.

Corabelle fjernede hænderne fra sit ansigt og så vredt mod døren. Hun var såret over at han havde løget og nu kaldte han hende for ven? " Din ven!... din VEN!, tror du at jeg er din ven efter at du har løget for mig?, venner lyver aldrig overfor hinanden og det gjorde du så, du løg, jeg ved... jeg ved du lyver" På en måde var hun faktisk bange for at han ikke havde løget og at hun så ville ende på et eller andet sindssyg hospital eller anstalt? hvor hun ville blive spærret inde, netop fordi det hun så havde virket så virkeligt. Hun havde holdt det inde i sig i så lang tid uden at spørge nogen eller sin mor eller far angående om hvad det mon kunne ha været men... inderst inde ville hun så gerne vide om det faktisk var virkeligt det hun havde set, fordi så var hun ikke gal oven i hovedet og så syner eller noget? så var hun helt normal ligesom alle de andre. Corabelle mærkede tårene presse på og sagde" Du virkelig led Az... virkelig.. "

Corabelle så vredt mod dørhåndtaget og tog fat i det men inden hun gjorde det, så hun kort rundt og fandt en spand på gulvet og fyldte den op med iskold vand fra bruseren. * HMF!... så kan du rigtig anskaffe dig en forkølelse vis du er menneske* Hun tog den halv store spand og åbnede så døren og trådte så hurtigt frem og kastede vandet direkte på Az og skubbede spanden mod hans bryst og blev stående med spanden lidt trykkende mod hans bryst" Jeg ikke gal oven i hovedet, jeg så ikke syner og det jeg så var et fantastisk væsen!" hun mærkede de gyldne tåre slikke sig ned af hendes kinder og udtørre dem lidt efter lidt. " Jeg så et fantastisk magisk væsen sprede noget der lignede vinger... som kunne han flyve!, jeg så ingen freak... vis du er en freak... så jeg en vanskabning, netop fordi jeg ønsker at blive som det freak.. okay!" hun vidste ikke han var dæmon? men hun vidste at det hun havde set var over hendes forstand.. men samtidig så facineret det hende og det gjorde hende glad for livet igen, livet var blevet mere end blot at arbejde sig selv ihjel og dating og fyre... madlavning, familie?.. skole.. arbejde.. nederlag? tv... dødstal og fødsler?.. verden var blevet magisk og rig igen på overnaturlig liv?.. liv som Az kaldte freak" Kald dig selv et freak igen... og så skal jeg personligt sørger for at du får mere end et brækket ribben "

Han kunne mærke hvordan hun fokuserede på hvad hun havde set. Han havde prøvet at forklare hende at han ikke ville kunne fortælle hende det hvis det var sandt og hvis det ikke var et kæmpe hint på at det var sandt så vidste han ikke helt hvad han skulle sige. Hvis hun havde set syner ville han nok havde grinet af hende eller sagt hun var sindssyg men han tog hende jo helt alvorlig.


Da hun kylede vandet i hovedet på ham blev ham meget overrasket og da hun ramte ham med spanden kom han med et ’’uff’’ og eftersom han havde et brækket ribben faldt han på knæ af smerten. Han rystede nu på grund af det kolde vand. Hans tænder klaprede *fuck me sideways.. As if i have not gotten beaten up enough today*. Han hostede lidt og kiggede op på hende med et alvorligt blik ’’ Look.. Cora.. Things will not get better then this.. I will not drag my only childhood friend into my hell of a life.. I have secrets and I have to lie to protect you.. If you can’t live with that.. I don’t know what to say.. I am keeping secrets to protect you.. I am in too deep and anyone close to me will have the same fate.. If you are really my friend.. Then you will accept this.. For now.. but.. I could really use a friend.. A normal friend.. to talk about normal stuff with.. Because.. Because.. I am not sure I will survive much longer ‘’. *Without my powers my body can’t take as much damage and its only a matter of time before I get so damaged I’ll end up in the hospital*.

Corabelle slap spanden og så kort på den nærmest knælende Azuriel og så kort væk fra ham i ren vrede, hvordan kunne han forlange sådan noget af hende? hun kunne da også sagtens bruge det på ham og sige at vis han virkelig var en god ven, vis han virkelig var en sand ven sagde han ja til at hun havde set det, vis det da var sandhed men næææh nej, han ville altid have sin vilje. Hun så kort væk fra ham og sukkede i det hun tog sig til hovedet og sagde" Just shut the fuck up!" hun vendte ryggen vredt til ham og slog hårdt sin knytnæve ind mod døren så det gav et ovnlig brag fra sig. Hun ville skrige men... hun kunne ikke vise det overfor Azuriel" Jeg ikke et barn mere okay?, jeg... jeg ikke en der skal beskyttes, som du sagde... vis der findes flere af dig og vis der er så mange morder som du siger, så jeg helt sikkert en af deres ofre, eftersom jeg ikke ligefrem er en grim tøs!" hun vendte sig mod ham og så over mod ham og sagde" Det kan... kan godt være jeg aldrig har fået mit første kys, at jeg aldrig har været i et forhold eller noget som helst, men derfor betyder det ikke at jeg ikke er ligeså hård som alle andre tøser okay!.. " hun så skamfuldt væk fra ham og sagde" Se ikke ned på mig... forlang ikke sådan en stor ting af mig, når du ingen gang kan sige sandheden til mig, eftersom jeg har båret på denne hemmelighed.. det jeg så, helt for mig selv i alle disse år og så... så når jeg spørg dig, taler du uden om ".

Hun tog let om hans hage og så ham i øjnene og sagde så standhaftigt " Jeg flytter ind fra i dag af, indtil.. du fortæller mig sandheden eller indtil jeg får det bevis som jeg skal bruge, det der beviser at du faktisk er overnaturlig, om det så er et foto eller en der kommer forbi af dine morder venner... så vil jeg forblive liiiiige her og jeg starter ud med at snuppe din seng " hun smilede uskyldigt men denne gang skulle Azuriel få tørt på, efter alle de år og så ville han blot give hende sådan et svar!?, han burde kende hende bedre til at hun netop IKKE ville gå efter hans klang, men gå sin ejen sti og vælge hvad hun ville. Hun gik hen af mod det der måtte være soveværelset og sagde" Helle for soveværelset " hun rakte flabet tunge til ham og gik så hen til hans seng og tog sine stiletter af og smed sig i sengen og kiggede kort rundt * jeg håber han bliver sur og siger nej til jeg må bo her indtil jeg kan rette op på alt?.. dog heldigvis ender vi sikkert ikke med at sove nær hinanden eftersom jeg har et cool arbejde med en cool chef!.. der kan ringe hvornår det skal være om natten og om dagen*

Han følte det som om de talte forbi hinanden. Som om hun ikke forstod alvoren i det han sagde. Men hvordan kunne hun også det. Hun vidste jo intet om hvad der skete omkring ham. At han for blot under et døgn havde mistet alle sine kræfter, hans styrke, hans udholdenhed. Han var ikke mere end et menneske nu og han var faktisk ikke særlig god til at være menneske. Han havde jo aldrig prøvet det før. Han sukkede bare ’’ Listen.. i know you are no fucking kid.. But i already lost one i cared about because i was careless.. I will not lose another one.. you do not get how serious this is ‘’.



Da hun tog fat I hans hage rejste han sig op igen. Da hun gik sukkede han og lukkede sine øjne *I am so sorry Corabelle.. you just cought me in the wrong time.. thise childish acts will get you killed.. I really wish you could stay.. I really missed a human friend*. Han gik ind og stillede sig I døråbningen. Han kiggede på hende da hun lå som hun gjorde. Han havde en alvorlig mine på sit ansigt. Hans sagde med en hård og meget alvorlig stemme, han mente det virkelig. ’’ No Corabelle.. You can’t stay here.. And if you try to.. I will call the police.. I will not see you get killed.. I can’t protect you.. Not like I am now.. I will not lose another one.. In a few days I will be dead.. My body can’t handle the damage.. I.. I just wanted to see my old friend one last time.. You can’t stay.. You have to understand now serious this is.. I am facing enemies I can’t defeat.. I… Will.. Die ‘’.

Corabelle satte sig forsigtigt op og så kort på Azuriel med sine dådyr grønne øjne og et sorgmodigt udtryk kom frem over det ellers kønne ansigt hun besad. Hun mærkede tårene trille igen og hun følte at hun blev mere og mere skubbet væk?. Hun tog fat i dynen forsigtigt og betragtede Azuriel og før han ville vide af det, havde hun skam lagt sig under dynen med et yderst stædigt udtryk over ansigtet og med fingerene nærmest bordet ned i madrassen og svarede så på hans i will call the cops " F.I.N.T...... kald på dem, men jeg rykker mig ikke ud af stedet " hun så vredt væk fra ham og sagde" Du ved at uanset hvad du truer med så rykker jeg mig ikke ud af stedet, jeg ikke bange for dig eller dem eller nogen som helst andre okay!, du kender mig ikke mere Az... og jeg kender åbenbart heller ikke dig, du aner slet ikke hvor ond og uretfærdig du er lige nu, hvorfor siger du det bare ikke?!... der er ingen der fuckin finder ud af at jeg ved noget som helst om dig okay... du kender mig ide mindste på det punkt.. jeg bryder aldrig et løfte!" hun sukkede og trak dynen vredt over hovedet. Hun var vel også lidt pigefornærmet men sådan var det vel?, sådan skulle det vel blot være denne aften.

Han lyttede til hende og lukke hans øjne. Hun vidste ikke hvor svært dette var for ham. Normalt havde han intet imod at en ven kom på besøg og blev et par dage. Men han var ikke længere bare Az. Han var menneske Az. Hvorfor kunne hun ikke forstå hvorfor det var vigtigt at hun ikke var her. Det var simpelthen for farligt for hende. Han ville ikke have fleres døde på hans hænder. Han kunne ikke leve med sig selv så. Han sukkede ’’ I might be evil.. but atleast it will keep you alive.. I am so sorry Cora.. But I am not getting through to you.. You can’t stay because i will properly die and they will come here.. Searching.. They will find you and kill you.. You must understand.. I am not fucking joking.. I will die’’. Det virkede ikke til hun lyttede. Han sukkede *i will try thi sone last time and then will have to pull the really evil card on you Cora.. And I really don’t want to do that *. Han åbnede sine øjne ‘’ Now.. Get out of my bed and stop acting like a child.. IS this really how you want to spend the last moments with a dying man.. Really Cora?.. Is it?’’

Corabelle så lidt op fra dynen og betragtede Azuriel. Hun havde altid godt kunnet lide hans selvskab men lige nu skræmte han hende lidt? som var han blevet mere voksen og meget mere alvorlig, men hun var besluttet på ikke at lade hans ord gå ind til hende. Hun tog fat i hans pude og kastede den på ham og sagde" NO!" hun så vredt væk og vrissede lidt og sagde" I WILL NEVER EVER GO, IN A MILLION YEARS!... NO NO NO " alt dette var fransk der gled ud af hendes mund, men Azuriel kendte jo til det franske sprog eller ihverfald det hun havde lært ham den gang de var venner og de mødtes i Frankrig, da hans mor tog ham med til det.

Corabelle satte sig op i sengen og slog dynen tæt om sig og så mere eller mindre standhaftigt på Azuriel og ventede så på hans næste træk, vis han ville prøve at hive hende væk, ville hun skam gøre alt for at holde fast i ting så han ikke fik hende væk. " Jeg vil aldrig nogensinde forlade dig Azuriel... aldrig.. " hun sukkede kort og bed sig lidt i underlæben og sagde" Jeg ligeglad med om du ringer til nogen... eller prøver at slæbe mig ud, blot fordi jeg uskyldig er jeg ikke hjælpeløs okay!... jeg kan sagtens klare mig og vis du døende så lad mig ide mindste blive indtil netop den dag hvor.... hvor du dør?!... okay " hun så kort væk fra ham og ventede på hans bedømmelse.. hans endelige svar.

Han sukkede og tog sig til hovedet. Han kom ikke igennem til hende * I am so sorry Cora.. I didn’t want it to come to this.. But you do not listen.. If you stay.. You will die.. I am so sorry for what I am about to do.. I hope you will forgive me one day.. I really do not mean this.. I am only doing it to protect you*.

Az kiggede alvorligt på hende ‘’ Get the fuck out of my house.. Look.. I mean what I said back then.. You are nothing more then a annoying little girl.. I can see you have not changed at all.. Get the fuck out of my apartment.. The only fucking reason I even invited you is because I felt pitty for you.. Get the fuck out.. Your not fun to play with anymore’’. Han gik til siden og pegede ud mod hoveddøren * I am so sorry Cora.. But i… This.. This pains me so much to say such things to you.. But I have to protect you.. Even if it makes you hate me*

Corabelle så lidt undrende på ham. Azuriel havde altid været som en bror for hende, så netop derfor var hun så ihærdig med at han forblev i live og hende nær ham. Hun glippede lidt med øjnene og rejste sig vredt op og så væk fra ham mens hun tog sine stiletter på og sagde så " Fint ... ud af alle troede jeg endelig jeg havde fået en familie, du var som en bror for mig.... men nu du intet!, du kan rådne op med hvem end du vil your piece of dirty old trash!" hun fnøs let og gik direkte forbi ham med at bumpe ind til hans skuldre og vendte sig så om mod ham og sagde" og ring ikke til mig, fordi jeg vil ikke være i kontakt med dig BROW!.... håber virkelig du.. du dør!" hun tog sig kort til halsen og fandt sin mobil og iførte sig så sin jakke i mens hun var ved at ringe op til Gregory, hendes elskede chef som hun også havde en stor crush på.

Hun ville virkelig ikke forlade Az?.. hun ville virkelig ikke have at han endte død og hun ville så gerne ha haft en aften med ham og fortalt ham om sit nye arbejde og spurgt ind til hans mor og os ha fortalt ham om den fyr hun havde mødt og om han ville... måske tage med hende på arbejde og møde ham og måske sige god for ham?.. siden at fyren havde sådan en kold hud og... var anderledes end andre?, måske han var det samme som Az?. Men uanset hvad, så var alt dette ødelagt nu, alt... hun åbnede for døren og smækkede den hårdt mod muren, den anden vej end at lukke den og løb så ned af trapperne og ud på gaden og stod der lidt og kiggede.. * Jeg.. jeg kan ikke bare gå?.. eller kan jeg * hun sukkede og tog sig til hovedet og ringede så endnu en gang til Gregory * hvorfor tager han den aldrig så tidligt!.. for helved.. * hun havde lyst til at blive trøstet men... der skete intet?, der var ingen til at trøste hende mere. Hun var stukket af fra sin mor mere eller mindre og havde ingen andre end Az som hun kendte sådan viiirkelig godt og som hun følte sig sikker ved, som familie. Men nu havde hun ingen.. Hun begyndte så småt at grå fra Az lejlighed og så kort på mobilens ur og tænkte* Nårh... men jeg kan nå nat bussen ide mindste.. *

Han stod bare og lyttede. Han vidste at det var noget i den stil der ville komme. Han tog det bare til sig. Der var ikke så meget andet han kunne gøre. Han måtte beskytte sine venner og eftersom hun var for stædig til at lytte til ham var dette det eneste han kunne gøre for at få hende til ikke at blive her til han sikkert ville dø. Da hun gik ind i hans skulder kiggede han ikke en gang. Han blev bare stående og gjorde intet. Han hørte døren smække og han sukkede. Han tog sig til sit ribben. Han stod stadigvæk gennemblødt og rystede af kulde. Han knækkede med sin nakke *I really need a drink.. What the fuck wil the next thing be.. Come on.. Give me a fucking break*. Han gik ind og satte sig I sin stue. Han fandt en flaske whisky frem og tog en slurk og tændte så sit TV. *How much more can a man handle.. I fucking lost my powers.. I mean.. Even a fucking newborn fanger can do this to me.. Maybe.. Maybe this is just for the best*.

Corabelle så kort rundt og sukkede så da hun ikke anede hvad hun egenlig skulle gøre? uden Azuriel nu. Nu var hun helt alene og hun var så meget udsat som at skulle arbejde tæt på en fremmed fyr som hun havde en stor crush på og hun havde skændtes med Azuriel og han kunne ende med at være død næste dag. Hun knugede sine arme ind til sig og gråden startede langsomt mens hun prøvede at tømme sit hoved, mens hun stod ude foran lejligheds komplekset. Hun så kort rundt da det begyndte så småt at regne og hun mærkede sit tøj blive tungere og håret gled ud af dens fletning. De grønne øjne flakkede rundt på de forskellige ting som dråberne hoppede på når de ramte det og gik i tusinder små dråber. Hun sukkede og strøg sin læbestift væk og derefter begyndte hun så småt at gå mens hun mærkede kulden glide direkte ind i hendes spinkle krop. Azuriel hadet hende, men... han havde vel os mistede meget så?, havde han ikke os lige mistet sin kæreste eller noget. Hun kunne ikke klare alle de spørgsmål i sit hoved, så hun endte der hvor hun skulle, nemlig ved busstoppe stedet og ventede så utålmodigt på bussen og ringede så Gregory op igen og indtalte en besked på hans mobil" Hey... jeg.. ender måske med at... at komme forbi arbejde og... og gøre lidt ekstra arbejde, men du skal ikke betale mig for det ".. Vis man så på hendes flotte skin, hendes smukke porcelæns hvide skin, kunne man se blå mærker. Hendes lår, hendes ryg, hendes arme... hendes ben, dog strømpebukserne og tøjet skjulte disse blå mærker. De var fra arbejde og det hårde slid. Hendes krop var jo spinkle og hun var svagelig, hun kunne ikke tåle for meget knubs?.. så derfor var hun vel os såret men ikke så meget som Azuriel.

Da bussen endelig kom, så Corabelle forsigtigt op og trådte så indenfor i den og satte sig bagerst og ventede... ventede på at den ville køre hende hjem af.
//Out vel? o.o... //