Disappear (Marilynn)

Sted: Lufthavnen.
Tid: Klokken 22:00, hen på aftenen.
Omgivelser: Bastian.. og enkle mennesker, der er ikke så mange til stede som man skulle tro.
Vejr: Stille regnvejr udenfor med kold blæst og mørk himmel. Stjernerne er dukket frem for lang tid siden.

Lufthavnen var et af de steder hvor denne vampyr ikke kom særlig tit, duften af mennesker var ikke til at undgå. Men det var nok også et af de steder hvor det var nemt for Bastian at finde et offer. Nu til dags kunne disse skabninger nu godt ende med at blive kedelige især for Bastian, så han i stedet for tog en blod tablet som han desuden også altid havde på sig, hvis han skulle komme i den situation med at blive alt for meget sulten, selvom det ikke altid mættede så meget som hvis han fik blod fra et mennesker eller en engel. Dog kunne han nogen gange også tage fat i en anden vampyr, hvis chancen var der.

Der var dog ikke særlig mange mennesker til stede på denne dag, eftersom de fleste var taget på arbejde eller så var man blevet hjemme pga. sygdom eller lignende. Men Bastian begav sig rundt på stedet for at udforske det, han havde ikke rigtigt været på lufthavnen før, faktisk var det hvis første gang at han betrådte sine fødder her, når han lige tænkte ordentlig over det. Selvom det regnede udenfor kunne man ikke direkte høre det, eftersom det ikke var så voldsomt.

Han havde en hvid skjorte på som sad så fint den kunne mens at den var knappet, udover den havde han en sort vest på, som passede til hans krop og former, ellers havde han sorte stramme bukser med et bælte på der holdt dem oppe samt flade sko der lignede converse. Han havde ikke gjort noget ud af sit hår som sådan, det sad bare som det gjorde, med pandehåret ned foran øjnene. Håret var en smule langt og bar farven sort, som de fleste nok så som en kedelig farve.

Han lod sine røde øjne glide rundt en omgang, dog var han ikke sulten, men hans øjne var altid røde.. og det ville de fortsætte med at være.. da det var en af kendetegnene for at være vampyr, en af nattens børn. Selvom det var et af kendetegnene, så var hans hud også meget bleg i forhold til andres og alligevel bar han en hvis skønhed som folk ikke kunne stå for.. Dog synes han nu også selv at han var en del charmerende, men det bralede han dog ikke så meget med.. Han lod sig være et sted omkring ved indgangen.
Bastian vidste ikke rigtigt hvor han skulle gå hen.. mens at han heller ikke havde nogen særlige grund til at være her.

Nok regnede det udenfor men det var alligevel der at Marilynn meget roligt gik rundt og nød de kølige dråber der fald ned over hende. Hendes blik var rettet mod sine fødder hvor hun studerede hvordan at vandet fra vanpytterne splaskede en smule op hver gang hun trådte direkte ned i dem. Det var nok et dejligt vejr. Men til trods for at hun faktisk elskede det sad der intet smil på hendes blege fyldige læber. Hendes ansigt havde blot et ligegyldigt udtryk og man kunne vel ikke helt vide sig sikker på hende i dette øjeblik. Om hun var vred, irriteret eller bare ville være alene og helst ikke ville tale til folk. For det var den slags signaler hun sendte fra sig hele tiden lige nu.
Endelig fik vampyren vendt sin retning og traskede nu mere mod selve lufthavnen. Hun havde ingen grund for at være der men stadig tiltræk hende altid. Og det var ikke første gang. Hun følte den lette brise da hun trådte indenfor af de automatiske døre. Der var sket så meget på de sidste hundred år. Og hun følte måske lidt for hurtigt. Hun kunne jo nærmest ikke nå at følge ordentligt med i udviklingen. Savnede endnu den tunge kjole med den der nu fremhævede ens talje. Selv sad hendes talje vel ganske lidt længerer oppe end menneskers nu til dags. Men det bevidste bare at hun ikke var født i denne tidsalder. Selvom at hendes lange ravnesort hår var en smule vådt syntes det ikke at falde slasket. Men pænt bølget som altid. De let slidte fiskenet strømper sad som de skulle på hendes slankeben og satte prikken over i’et til hendes sorte kjole der kunne minde lidt om noget gotic. Løs nederdel der nåede til midten af hendes lår og en korsetlignende overdel.
Det hun passerede denne også rimelig mørkklædte mand så hun ikke ud til at virke særlig interesseret men alligevel fik hun drejet sit hoved og set mod hans ansigt som hun bare forsatte. Afslørede hvordan hendes hud var næsten marmor hvid. De fremhævede kindben men hendes øjne var ikke røde. Bare en smule større i iris og lidt mørkere i farven. Igen slog hun sit blik væk og forsatte sin gang ind i lufthavnen. Flere tanker kom der ikke omkring denne fremmede. Han var blevet blæst ud af hovedet på hende i øjeblikket. Ingen grund til at skulle gå rundt og tænke på ham. Hun havde andet at skulle tage sig af. Eller faktisk ikke. Hun ville bare have et hoved tømt for tanker. Som altid.