Red fugleungen- Balthasar

Tid: 21:30
Sted: den fredfyldte skov
Vejr: Ret mørk og man kan næsten ikke se noget, hvis ikke det var for månens ståler som trænger en smule igemmen
Omgivelser: Skoven og dens træer
Påklædning: en meget stor jakke og hætten er trukket godt op over hendes hoved, jeans og på fødderne har hun bare tæer...

Månens stråler trængte sparsomt igemmen træerne som dækkede det mest af månes ansigt, alt ånede fred ikke en vind rørte sig, en elver havde været til et møde sammen med en masse andre mødet var hemligt, men kunne vidst roligt sige at det ikke havde gået synderlig godt. Der havde været en råben, skrigen og skubben, de ting som en der led af berørelseangst hadede. Hun havde hurtigt trukket sig tilbage inden det gik op i en spids. Hun havde forladt mængdens trykke omgivelser for at få fred. Hun fik øje på en fugleunge samlede den op fuglen var faldet ud af en rede et sted. Hun mærkede hvordan fuglen trykkede sig ind til hendes varme finger " vi må hvist se finde din rede" sagde hun til fuglen som pippede til svar, det var næsten som den forstod hende, hun smilede svagt. Det så noget besynerligt ud at en fremmede som havde jakke på og hætten trukket godt op over hovedet ikke havde nogle sko på, men hunj følte sig i et med naturen når hun kunne mærke den under hendes fødder. Hun trak vejret dybt før hun forsatte ned af sti som hun ikke havde været på før.
Hun bed sig svagt læben trak på skulderne hun kendte denne skov ud og ind det var her hun var født og havde mistet sin mor, hun lod svagt en hånd glide op til sin sølvmedajlon hvor der ingraveret af elf heart is a bit of the nature. Hun havde aldrig forstået hvad det betød, men hun havde den altid på sig, hun åbende den op og en kvinde med højekindben og kystalblå øjne kiggede tilbage på hende, på den side var der en rød håret mand med gråblå øjne. Hun snak svagt klump inden hun kom tanke om fuglen. Hun smilede svagt idet hun fandt reden, ulempen var bare at den flere meter oppe, hun måtte bøje sig ryggen for se den. Et svagt suk unslap hendes læber " der får vi dig aldrig op" sagde hun til fugleungen.
Nu ville det være smart hvis man havde vinger som fugle eller engle, men det havde hun ikke, hun rettede sig op kigge på træet og dens grenene, som så gode ud hun måtte have den der op, så hun tog mod til sig. Det var godt at hun ikke led af højdeskæk for så havde hun været død.

Bal havde holdt øje med mødet. Der var flere hundrede år siden han havde set en elver og især ikke så mange samlet på et sted. Han kunne mærke hvordan han savnede deres dejlige smag. Han blandede sig dog ikke og holdt sig skjult. Han så ingen grund til at blande sig i deres samtaler. Nej det var slet ikke derfor han havde opsniffet dem. Da han havde lugtet at der var elvere i denne skov måtte han komme. Han savnede deres smag, dejlige smag. Desuden var elverne det eneste folk der kunne forstå hvorfor naturen betød meget på ham. Dog på hans egen twistede måde. Han holdt øjne med Bethany da hun forlod mødet. Han havde altid haft en svaghed for at drikke kvinde blod og især elver kvinde blod. Dog var han ikke i humor til hans klassiske fremgangsmåde. Nej han ville have det sjovt. Han vidste at de fleste elvere var godtroende og godhjertede væsner. Det virkede også til at denne elver var det. Så ville han have det lidt sjovt med hende her. Han fulgte hende lydløst i skyggerne. Han bevægede sig så hurtigt at hvis hun kunne mærke at nogen holdt øje med hende ville han hurtigt skifte gemmested. Han ventede på hun kravlede op i træet.


Han ventede til hun var næsten ved reden så ville han slå hårdt til træet og håbe på at hun faldt ned. Hvis hun gjorde det ville han være der til at gribe hende i hans arme og kiggede på hende med hans grønne øjne der bar et sorgmodigt blik og så sige ’’ Godaften, frøken af Gaia’’.

Bethany havde ikke lagt mærke til at nogen havde havde holdt øje med hende, hun smilede svagt og puttede forsigtigt den lille fugleunge i lommen, men vendte sig om en sidst gang inden hun tog den første gren og så den næste, hun smilede svagt selvom det tog tid, hun rakte ud efter næste gren og sådan blev det ved i flere minutter, hun stoppede igen og holdte en pause " lad være med at kigge ned" sagde hun til sig selv, bare for at være sikker på at hun ikke ville besvime hvis hun kiggede ned fuglen bevægede sig i hendes lomme og var lige ved at hoppe ud igen, men Bethany fik stoppet den i lommen igen. Det var mærkeligt noget fik hende til at stoppe hendes bryn bevægede sig i en let bue som til sidst blev til rynken. Hun havde ikke hørt noget eller set nogen. Måske hun skulle kravle ned se efter, men nej nu var hun der næsten.
Så måtte frygten vente, hun ville nu også sige at dette her noget dumdristigt, men naturen betød så meget for hende at alt andet kom i anden rækkke, hun trak vejret tungt forsatte nu ville det ikke være mange grene før hun nåede op til fuglereden og kunne redde fuglen, så ville hun blive dagens helt, eller mere fuglens helt. Drog kunne hun ikke slippe tanken om at nogen holdte øje med hende. Hun mærkede en smule nervøsiteten stige jo højre hun kom et fald på denne højde ville dræbe hende hvis ikke nogen greb hende, eller at fik fat i en gren.
Hun sukkede svagt nu var hun kommet her op og kolde fødder forsent at have, eller det sige hun allerede haft kolde fødder hvis man valgte bruge ordet betydning. Hun måtte ikke give op, det gjalt liv og død ogf hun kunne risikere sit eget liv. Drog havde hun ikke noget at miste hun havde ingen venner og intet familie. Hun var lige nået der op skulle til at putte fuglen i reden da nogen eller noget fik træet til bevæge sig så knagede og lød som det meget snart ville knække over. Hun mistede sit fod fæstne og et forskrækket skrig unslap hendes læber , da hun mærkede at hendes finger langsomt gled og til sidst faldte hun. Hun lukkede øjene og skulle lige til at bede en bøn inden hun ramte jorden, men det gjorde hun ikke. Hun åbende øjnen på klem og fik øje på en fyr. Hun gjorde store øjne han rørte ved hende. hun kæmpede for at komme fri af hans greb hendes værste frygt var at nogen rørte hende og det gjorde denne her fremmede fyr meget endda " liip" sagde hun og ville havde sagt slip, men hendes tunge ville ikke som hun ville, hun opdagede til store overraskelse at hans hud bleg, men tog for meget notis af det fordi hun havde travlt med at komme fri af hans klamme greb.

Han kiggede på hende med hans sorgmodige blik i et stykke tid. Hun lå bare der i hans arme og sprællede. Han stak blidt hånden i hendes lomme og tog fugle ungen op. Han slap hende med hans anden arm dog ikke så hun faldt men kunne få fodfæste. Han kiggede derefter langsomt op mod træet og med et blink af øjet sad han oppe ved reden. Han satte blidt ungen ned i reden og tog så et æg fra reden op. Han sprang ned og ramte jorden med en brag så en lille støvsky dannede sig omkring ham da han landede. Han rejste sig langsomt op og knuste det æg han holdt. Han sagde med sin blide, rolige stemme ’’ Øgle.. Disse væsner lægger æg i fugles redder og så passer moder fuglen ægget som var det hendes eget… Når det klækker æder det alle fugle ungerne og moderen ’’. Han vidste at han havde hendes opmærksomhed. Ikke nok men han havde reddet hende, så havde sat hjulpet fuglen og reddet alle de andre fugle unger fra at dø. Han vendte ryggen til og begyndte at gå. Han vidste at hun ville stoppe ham eller det håbede han på at hun ville gøre.

Bethany kneb øjnen sammen, men kiggede forvirret rundt hvor blev han af det var først da han ramte jorden at det gik op for hende at han været oppe træet. Han var ikke helt naturlig. Hendes panderynken blev igen synlig da åbende øjene og skulle lige til sige noget ægget, men så at det ikke var et fugleæg. Hun skulle lige til at spørge ham om det var ham der havde fået træet til rokke sådan at hun faldtet af, men så begyndte han at gå. Hun så bare at næsten var ved at forsvinne inden fik taget sig sammen " Hey vent" sagde hun og satte i løbe efter ham. Hun snublede i gren faldte lige så lang som hun var. Hun gøs en smule idet den kolde jord og varmen for blodet der strømmede fra hendes knæ hun satte sig ret hurtigt op idet hun ikke skulle have vampyren til samle hende op igen. Hun havde haft nok berørning for en måned og mere til. Hun pressede finger på såret som skulle få blodet til at stoppe.

Han stoppede og stadigvæk stod med ryggen til hende *Som en flue til en edderkop*. Han vendte sig om og gik over imod hende. Han var så gammel at han for længst havde lært ikke synligt at vise at han var påvirket af lugten af hendes blod. Han satte sig på knæ foran hende og kiggede op på hende ’’Er de okay, frøken?’’. Han rejste sig op. Han virkede upåvirket af hendes blod hvilket var meget unaturligt for en Vampyr. Han fortrak stadigvæk ikke en mine. Han kiggede hende bare i øjnene. Han havde denne tillokkende natur som vampyrer havde. Han sagde roligt ’’ naturen er det eneste rene tilbage på denne jord.. Det eneste mennesker ikke helt kan ødelægge.. Lige meget hvor meget tid der går.. Så er naturen altid den samme.. Jeg finder fred her.. Dog.. Er naturen også et ensomt sted.. Dyrenes blod mætter ikke og jeg nægter at drikke var de uskyldige væsner ’’. Han talte delvist sandt. Han ville ikke drikke fra dyr overhovedet. Det med naturen var rigtigt men grunden til han ikke drak dyre blod var fordi han ville have det frisk. Han havde fundet ud af hvordan han ville lege med hende her. Han ville få hende til selv at tilbyde ham blod. Han tilføjede ’’Bare rolig.. De har intet at frygte, Datter af Gaia ’’.

Hun bed sig svagt læben imens hun mødte hans blik noget fik hende til føle sig tiltrukket af ham. Hun vidste bare ikke hvordan det gået til. Hun vendte sit blik i ned jorden hun havde kigget ham i øjnene længe nok. Hun nikkede " ja jeg har det fint" sagde hun havde stadig presset sin finger imod såret. Hun havde det på samme måde " jeg har det lige præcis sådan og her behøver jeg ikke at skjule mit sande jeg" sagde hun løftede hætten af hendes hoved, den var ikke faldet af fordi da hun faldt ned af træet holdte kramp agtig fast i den. hende spidse øre skar sig igemmen hendes mørke hår, men hvis han var vampyr havde nok allerede fundet ud af hvad hun var. Hun havde stadigt vendt sit blik i jorden. Hun prøvede at skjule for ham at hun følte sig tiltrukket af ham, men nok mest for sig selv at hun følte sig tiltrukket af ham. Hun rykkede længre tilbage så afstanden imellem dem var større hun smilede svagt som for sige uden sige noget til ham: Hey tak for at du sprøger agtig måde hendes blik var stadig rettet i jorden. Hun var glad for at han reddet fuglen og hende på samme tid. Hun kunne bare ikke lade være med at tænke at han havde haft noget med hendes styrt at gøre.

Han lagde mærke til hvordan hun ikke ville kigge ham i øjnene. Hvordan at når hun gjorde det så bankede hendes hjerte hurtigere. Hun var som en flue i et edderkoppespind. Det sjove var at hun ikke engang vidste det. Han morede sig inden i. Han kunne mærke hvordan hun varmede op for ham. Hun var som et vildt dyr der for første gang så et menneske. Så forsigtig, det var en udfordring for ham nu. Han kiggede ned mod jorden. ’’Jeg kan se du frygter mig.. Hvorfor?.. Jeg har intet gjort andet end at redde dig ’’. Han gik ikke tættere på hende. Nej da, han ville have at hun selv skulle komme til ham. Faktisk selv tilbyde sit blod til ham. Hans blik rettede sig langsomt på mod hende og han prøvede at møde hendes blik med sine grønne sorgmodige øjne. Nu ville han for alvor fange hende i hans net. Han sagde roligt og blidt ’’ du er smuk.. Datter af Gaia ’’.

Hun havde stadig vendt sit blik imod jorden, men vendte det med samme op imod ham det han begyndte at tage et skridt, men så stoppede han og et lettet suk slap hendes læb. Drog ungik hun satdig at se ind hans øjne. Hun skulle lige til at rejse sig op idet han sagde hun smuk, hun var lige ved at falde forover, men reddede den lige idet sidste sekund. Hun følte sig forvirret hun havde aldrig følt sig tiltrukken af nogen som hun gjorde med ham, måske var det fordi der chance for at han kunne være farlig. Hende paderynken blev igen tydelig idet hun vendte sig om imod ham " jeg er ik bange" sagde hun og bed sig svagt læben, men hun ville ikke lade ham komme for tæt på. Hun overvejede om skulle lyve og sige at der var nogen som ventede på hende derhjemme. Hun prøvede stoppe sig selv, men nåede det før hun tog et meget lille skridt imod ham " ja og det er jeg også taknemlig for øhm" da hun anede hvad den fremmede hed. Hun havde stadig en svag fornemmelse at dette her kunne blive til noget grimt. Vampyrer var de bedste jæger og de fik det næsten altid som de ville have det. Hun trak kort på skulderen og smilede så " jeg er Bethany, men kald mig Beth" sagde hun, hvis man var normal så ville man givet hånd, men hendes arme blev langs siden.
Hun stolede ikke på denne fremmede, han skulle gøre masse hvis hun skulle stole på ham, det sikkert at hun nogensinde ville komme til det. Hun ville ønske at hun havde et ur, for så kunne hun lyve om at skulle hjem. Hendes hjerne havde nærmest snart slået fra, hun anede ikke hvad hun skulle gør eller ikke gøre hun følte sig tryg på denne afstand og hun sikker på at det ikke ville hendes noget hvis hun vendte om og stak af. Da ville hun helt sikker bare vække hans jagtinstinkt. Hende blågrå øjne med de brune ringe studerede hans krop et sted ved maven, da hun ikke turdte at se op i hans øjne. * kom nu sig at du skal hjem* tænkte hun, men ikke en lyd kom over hendes læber. Hun frygtede ikke ham, men hans berørninger gjorde hende bange. Hun havde haft berørnings angst siden hun lignede stadig et barn for omverden, men hun teenager og efter hendes menning så var teenager ikke et barn.

Bal kunne se hvor forsigtig hun var. Det gjorde bare at han syntes at det her blev sjovere. Det var en udfordring for ham. Han nikkede meget langsomt og svagt da hun sagde at hun ikke var bange for ham. Han svarede kort ’’Godt’’. Hans blik hvilede på hende. Da hun sagde hendes navn bukkede han sig elegant imens han rakte sin hånd frem. Hvis hun tog hans hånd ville han blidt kysse den. Det var det man gjorde for mange år siden når en gentleman hilste på en fin dame. Han rettede sig op igen og sagde med sin blide rolige stemme ’’ Er mine øjne ikke værdige til at møde deres blik?.. Hvis det er sådan, så kan fjerne mig med det samme.. jeg ønsker ikke at være en ubekvemhed for deres blik.. Dog kan jeg ikke fjerne mit blik for dem.. Smukke datter af Gaia ’’. Hans blide gammeldags måde at rose hende på var han sikker på virkede. Han gjorde sit ypperste for at lokke hende tættere på ham. Han længtes efter at høre ordene. Bid mig. Fra hendes læber. Dog viste han det ikke. Han var ikke som andre Vampyrer der jagtede på en bestemt måde. Når man var så gammel som ham så var variation en nødvendighed.

Hun smilede svagt og betragtede svagt hans hånd og den tog den så, hun trak vejret dybt, hendes kinder blussede i en rosa farve alle de rosende ord, hun vendte de blågrå øjne op imod hans og hendes kinder blev endnu mere røde, men hun bevægede sig ikke. Hun vidste at et eller andet sted at det var det han ville have hende til, men på den anden side havde han jo reddet fugle ungen og virkede så moden og en svag panderynken blev igen synlig hun mærkede hvordan hendes kinder blev vamere jo mere hun stirrede ind i hans smukke øjne. Hun dårlig til flirte og det bar tydeligt præg hun trak vejret tungt inden smilede forlegent, hun var ikke hel sikker på at det sagde var noget han sagde fordi han troede at hun ville høre det. Hvad var det han prøvede på? Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, hun måtte snart finde ud om dette her var en fælde og om han ville hende noget ondt. Vampyrer var gode skuespillere det vidste hun, men han var den første vampyr hun havde mødt " sig mig lige en ting?" sagde hun ville hvis hun havde kunnet lukket munden på sig selv " hvordan smager blod?" spurgte hun og lod svagt en glide beskyttene op imod hendes hals, så gjorde hun noget hun aldrig havde troet hun skulle gøre hun gik tættere på hun stoppede da der kun var en halv meter imellem dem. Hun kiggede ham stadig øjene smilede svagt, hun turdte godt kigge ham øjene, det var ikke fordi han grim.
Når kiggede ind d3e triste øjne så var der næsten noget utroligt over ham, hun ville ikke kalde det levende, men det noget i den retning. Han måtte havde oplevet noget slemt. Hun kunne næsten føle hans tristhed helt ind i hendes indre kerne...

Han stod stille. Han havde ingen kropssprog. Det var nemt at se at han var en Vampyr, dog en underlig en. Det var næsten som var han ikke eller havde nogensinde været et menneske sådan som han ikke udviste nogen former for følelser. Ud over hans øjne. Da hun tog sig til halsen og stillede ham spørgsmålet kunne han næsten ikke holde sig tilbage fra at knække hende bagover og drikke hendes blod. Men han holdt sig i hans rolige og ubevægelige stilling. Hans blik veg ikke fra hendes øjne. Han kiggede ikke engang på hendes hals. Han sagde ’’ Det kommer an på hvilket blod du drikker.. Det kommer an på hvilken Vampyr du er.. Det kommer an på hvor længe siden det er du har fået det… Hvorfor spørger du? ’’. Hun nærmede sig de gyldne ord. Han kunne mærke det. Han rakte sin hånd frem og lod den glide blidt ned af hendes hals ’’Mange siger at hvis man bliver bidt så er det den største nydelse i verden for den man bider.. Hvis de gerne vil have det ’’. Han ville ikke direkte spørge hende. Han ville have at hun skulle have lyst til at han bed hende. Han ville have hun skulle tigge om det. Han tilføjede ’’Man deler et bånd af total ekstase.

Hun overvejede ganske forsigtigt sin flugt mullighed, men gik fra den igen og gøs en smule fordi han rørte, men hvorfor skulle nogle ville nyde det hendes rynken i panden blev større inden gjorde op med sig selv hvad hun skulle. Hun lynede ganske langsomt sin jakke op smed jorden, nu var hendes hals synlig og den klar til at bide i. Hun kiggede, mon det ville være dumt og spørge ham om det. Hun bed svagt læben og gik det sidste stykke hen til ham. Hun måtte stå påp tær for at hun kunne nå hans øre. Hun overvejede ganske kort inden sagde ordene " Bid mig" hviskede hun med en meget lav stemme, men hun vidste at han ville kunne høre det. Hun fjenede ganske kort sit lange hår så halsen var fuldstændigt blottet. Hun vidste godt at hun måske var hoppet i med begge ben i hans fælde, men hun var ligeglad han fik det kom efter og hun fik fred. Hun kyssede ham ganske kort på kinden inden svagt smilede lukkede øjene var klar. Eller det troede hun ihvertfald.

Han kiggede på hende. Hun gjorde som han ville have. Da hun stod med blottet hals stod han lidt og kiggede på hende. Da hun hviskede kiggede han bare på hende. Han stod lidt og lod hende bare stå der og vente. Han ikke så meget som fortrak en mine. Men lige pludselig stod han helt op af hende. Han sank sine tænder i hendes hals. Han bed hende ikke hårdt så det ville være ren nydelse for hende. Han sugede kun lidt blod fra hende og fjernede så sine tænder. Han havde en ny plan nu. Han ville have hun direkte skulle tigge ham om at bide hende igen. Dette var sjovt. Men han vidste at han blev ved med at lokke mere med løgne ’’ Nej, Jeg kan ikke.. Jeg ender jo bare med at miste kontrollen hvis jeg drikker mere. Jeg kan ikke skade en skønhed som dig… Jeg må hellere gå ’’. Han vendte sig om igen og begyndte langsomt at gå. Han ventede bare på at høre hende sige han skulle vente. Han troede helt sikkert på at hun ville tigge ham om mere om så ville nettet endelig stramme om hende og han ville vise hende hvad hun selv havde gået ind til. Hvordan hun faktisk havde lagt sig selv ned og blevet hans mad.

Hun skar en grimasse idet hans tænder sank ned i hendes hud som lige så stille åbende sig for hans tænder, hun sukkede igen og nyd det faktisk, hendes pande rynkede igen sammen hvordan kunne det værre, da han stoppede vendte hun sig om imod ham, var det alt, skulle han ikke have mere. Hun vidste bare at hun ville lade ham gøre det. Hun stod lidt trak så på skulderne hvis ikke han skulle have mere så kunne hun jo lige godt gå, men så var det han sagde noget. Hun kneb øjene sammen som havde hun gemmenskuet ham " selvfølgelig kan du det her serverre jeg mig nærmest på et sølvfad og så kan du ikke" hun lød en smule skuffet, men da hun hørte sig selv vidste hun at hun havde spillet efter hans violin hele tiden. Hun vendte om på hæle satte med høj fart kursen imod hende meget lille hytte som ikke var så langt her fra. Hun vidste næsten ikke om hun skulle grine eller græde. Hun var så skuffet at hun slet ikke tænkte over at det måske var sådan han ville have det. Hun satte farten yderligere op hendes fødder var kolde og hun skulle have varmen i dem inden de faldte af......

Han hørte hendes skridt. Han var meget hurtigere med hans Vampyr hastighed og med et stod han foran hende. Hvis ikke hun stoppede ville hun løbe ind i ham og sikkert vælte. Der var stadigvæk ingen tegn på glæde i hans ansigt, ingen smil eller noget. Han drejede sit hoved lidt og kiggede på hende ’’ Det tog dig lang tid at opdage.. Hvad havde du forventet.. Det var let at se.. Du håbede på at jeg var anderledes.. at jeg ville løfte dig op fra denne verden og for evigt vække den kærlighed der var i dig… du åbnede dig for mig.. Du bad mig æde dig ’’. Han satte sine arme over kors og kiggede på hende med hans sorgmodige blik ’’ Men det gik op for dig.. At det her ikke er nogen film.. Det er virkelighed og ingen er så god.. Du er bestemt ikke dum.. Så lad være med at være det nu ’’. Han trådte et skridt tilbage ’’Hvad dit næste træk er, skal du tænkte dig godt om med.. Det vil afgøre din skæbne ’’. Han legede altid med sin mad. Gav dem valg og prøvede at åbne deres øjne lidt. Han var ikke nogen god person. Men han så ingen grund til at dræbe uden mening i det så han ville ikke dræbe hende. Men fordelen var at det vidste hun ikke og troede sikkert at han ville.

Hun kneb øjne sammen og mærkede hvordan hendes tåre pressede sig på. Hun fnøs idet løb ind i ham væltede på røven " du er et monster" sagde hun grådkvalt, hun blev siddende på jorden hvor hun var hedes blik var vendt i jorden og kneb øjene sammen så for at tårene til at holde sig tilbage, det skulle han alligevel ikke se " det var også dig skubbede til træet ik" sagde hun vidste nu at han kun spillet på hendes godtroende selvmidlidhed. Hun fnøs igen og det værste var at hun havde faldet for det " du er ikke anderledes du koldhjertet monster" sagde monster var det eneste ord som ramte ham helt plet. Hun vendte vredt sit blik op imod ham " du får ikke mere blod her fra" sagde hun rejste sig op forsatte i den anden retning, hun skulle havde været gået da hun chnacen. Hun var færdig med ham hun ville aldrig falde for den søde tale han havde brugt aldrig igen om så det ham eller en anden. Hun bed sig så hårdt læben at det begyndte bløde. Hun ville væk fra så hun kunne græde i fred.

Bal kiggede på hende og lyttede til hendes ord. Dog sagde han intet. Hans sorgmodige blik fulgte hende bare og med et bevægede han sig igen og stod foran hende da hun løb i den anden retning ’’Tror du virkelig at du kan slippe væk fra mig.. Jeg er gammel.. Du møder nok aldrig en Vampyr så gammel som mig ’’. Han kiggede i hendes øjne og ikke i det blod der løb fra hendes læbe. Han satte sine arme over kors så hans muskuløse arme var mere synlige. Han satte hovedet på skrå ’’ Det er din frygt der får dig til at løbe.. Tænk over dine muligheder.. Du kan enten sætte dig og lade mig drikke fra dig i håb om at jeg ikke dræber dig.. Du kan prøve at nå ind til mig ved at snakke og derved redde dig selv.. Du kunne kæmpe men du ved hvad det ville ende med.. Så hvad vælger du.. Og hvordan vælger du at gøre det? ’’.

Hun fnøs kort og ville ønske at var et andet sted end her så kom hun i tanke om sin evne hun løb hen til noget der lignede en hæk og tog planten imellem fingerne. Hvis skulle lave den busk om til farlig slyngplante skulle bruge en masse energi til planten. Hunb lukkede alt ude og begyndte at lade energien strømme. planten voksede og til sidst var det en stor og levende plante hun åbende øjene, men stoppede planten få meter fra Balthasar hoved . " okay så lad snakke" sagde hun lagde planten tilbage hvor hun fandt og satte sig derefter på jorden hun lagde sin knæ op under hagen " hvorfor mig du jage så mange andre?" hun sukkede svagt. Hun sendte ham stadigt blik med afsky " hvorfor?" gentog hun og sukkede endnu mere. Som hun sad der virkede hun meget lille.

Han ikke så meget som bevægede sig da planterne kom imod ham. Han kiggede stadigvæk bare på hende. Han ikke så meget som lavede en reaktion over dem. Dog sagde han roligt ’’Hvis kamp er dit valg så husk dette.. Du er ikke den eneste med en evne og jeg er måde hurtigere og stærkere end dig ’’. Hans grønne øjne hvilede bare på hende med dette sorgmodige blik. ’’Hvorfor siger du.. Når man bliver så gammel som mig.. Så går det ikke ud på at spise mere.. Det går ud på at opleve maden.. Det går ud på at prøve nye ting ’’. Han drejede sit hoved lidt, stadigvæk uden en mine på hans ansigt. ’’ Du har ret.. Hvorfor dig og ikke en anden.. Svaret kommer an på om de tror på tilfældighed eller skæbne.. Men tror du virkelig at disse spørgsmål er bare i nærheden af at holde mig fra at tømme dig for blod.. Du på prøve hårdere.. Eller bare give op og lade mig drikke.. Helt villigt ’’.

Hun fnøs kort, hvorfor var det lige hun havde troet han var anderledes, hendes hånd røg op til hendes medialion og lyste op i et smil. Hun fjernede sit så halsen var blottet, imens vendte hun trodsigt sit blik imod ham " hvis du dræber mig" sagde hun og trak vejret dybt inden forsatte " så dræber du del af naturen og det går ikke" sagde hun og hendes stemme var så oprigtigt som noget kunne være. Hendes race var en del af naturen og det vidste han godt hendes blik vedblev ved hans øjne. Hun håbede at kunne tale ham fra det på den måde, men det var sikkert.

Med et stod han overfor hende og åbnede sin mund. Hans hugtænder var synlige. Han sagde intet, dog så han meget faretruende ud. Med et hurtig bevægelse som en slange der bed borede han hårdt sine tænder i hendes hals. Han bed til denne gang. Det var ikke som før. Denne gang bed han så hårdt at han næstede brækkede hendes nakke. Han drak nok til at svække hende lidt. Men så stoppede han og slap hende så hun faldt på knæ. Han lagde en finger på sine nu blodige læber og tørrede blodet væk. Han kiggede ned på hende med hans sorgmodige blik og sagde roligt ’’ Bare rolig.. Jeg ser ingen grund til at dræbe dig.. Du er hverken en kriger eller en æreløs person.. Datter af Gaia ’’. Han ventede på hendes respons. Han havde fået hvad han var kommet efter.

Hun ville have skreget, men alt gik så stærk, hun mærkede hvordan hun blev svækket og sank sammen på jorden som en klud " det er mere end man kan sige om dig" sagde hun surt og med en kræftangstengelse rejste hun sig hun svejede en smule fra side til side, men da hun tæt nok på slog hun ud efter ham. Han var idiot og han skulle ikke slippe godt fra det hun glædede sig til høre det klask som ville lyde når hun ramte hans kind, men hendes slag blev ikke så hårdt som kunne ønske det, men hun håbede at det ville gøre ondt alligvel. Efter slaget sank hun sammen for hans fødder. Hun følte sig meget flov for ikke at have gemskuet ham noget før, men hun var måske naiv hvorfor troede hun altid på det gode folk. Det eneste man fik tilbage enten par tænder, eller fik man vide at man dum. Hendes bryn rynkede sig sammen så hendes panderynken blev synlig. Det her var ikke noget at råbe hurra for.

Hun følte sig dum og ydmyget, heldigvis var der ingen til at se hans sejr over hende. Hun følte sig forfærdlig træt, han hvor meget blod havde han taget. Hun vendte sit blik op imod og skulle lige til at skælde ham mere ud, men istedet for hørte hun sig selv sige " hvor meget blod tog du?" spurgte hun og fumlede med græsstrå unden at se op i hans blik igen. Hun mumlede svagt noglee hadefulde ord. Til sig selv.

Han stoppede ikke hendes hånd. Slaget ramte hans ansigt der ikke så meget som bevægede sig af det. Men da hun kaldte ham æreløs sagde han roligt. ’’ Det er min ære der hindre mig i at dræbe dig.. Men hvis du tilsviner min ære en gang til så flår jeg dig i hundrede stykker og spreder dem rundt omkring i skoven. Han vendte ryggen til hende og skulle til at gå. Dog stoppede han da hun stillede ham spørgsmålet.

Han vendte sig ikke om men stod lidt tid før han svarede med sin blide stemme. ’’ Jeg tog nok til at stille min sult for nu.. Men ikke nok til at du vil få men af det.. Jeg ville have slikket på såret for at fjerne mærkerne.. Men det ønsker jeg ikke nu hvor du har sagt disse kommentarer omkring min person.. Nok stød jeg dig.. Men jeg lærte dig også ikke at stole på nogen.. Nok drak jeg dit blod.. Men jeg skadede dig aldrig ’’.

Hun ville ikke have ham til at gå, hun følte ingen vrede mere. Hendes hjerne arbejede på noget som ville få ham til at blive, men hvad skulle det være hun rejste sig en smule besværet op fulgte efter ham " vent" sagde hun og vaklede afsted imod ham " undskyld det var ikke min menning" sagde hun og stoppede. Hun overvejede sin situation og skulle lige til at vende ryggen til for at gå, men stod bare med ryggen til. Balthasar var den første vampyr hun havde mødt. Hendes far havde altid advaret hende om disse væsner, men noget tiltrak hende ved disse væsner, måske fordi de var farlige og kunne dræbe ind med et blik, hun vidste godt at det måske var at overdrive " du er min første" sagde hun lavt, men vidste at han godt kunne høre hvis han havde lyst. Hun vendte sig imod ham igen og hendes blik var smule undersøgende " jeg ved det lyder dumt, men det var faktisk ikke så slemt" sagde hun og overraskede sig selv. Hun var bare blevet forskrækket ved at det hele skulle gå så hurtigt, men det kunne man vel heller ikke sige noget til. Hun fugtede svagt sine læber før et forlegnet smil voksede fra ingenting og blev større. Desuden rokkede det ikke ved hendes menning om ham. Hun troede stadig at der var noget godt i ham.
Hvorfor skulle ellers redde hende og fugleungen, hun rømmede sig smule. Hun håbede at det kunne få ham til at blive. Hvis hun nu forsatte med at snakke ville han vel blive, men noget af hende troede det ikke for han havde jo fået det han var kommet efter. Hun satte i løb stoppede ved hans side og kiggede lige ud af luften " jeg tro stadig der noget godt i dig" forsatte hun og vippede smule på sine fødder, hun var ved at genvinde noget af sin styrke så hun vaklede ikke så meget mere. Hun vendte til sidst blik imod fødderne.