Traning [Balthasar]

Hun stod i stilhed og stirrede ud af vinduet. Et lille suk forlod hendes læber, selvom det var helt trivielt. Det var mere en vane end noget andet, og det ville tage tid af vende sig af med. Det var overraskende svært, bare at stoppe helt med at være menneskelig. For selvom hun ikke behøvede at gøre visse ting, holdte det hende ikke fra det. Det virkede forkert, og noget så basalt som ikke at trække vejret, virkede kvælende. Det var ikke en gang fordi hun havde lyst. Hun var mere villig til at komme af med sine menneskelige vaner, end at gemme dem. Hvorfor hang hun stadig i sit gamle liv?! Hun ville gerne af med det, hun havde jo valgt livet her. Hun havde bevist sig selv og taget beslutningen af eget ønske. En svag grimasse af irritation krydsede hendes ansigt.
Det var snart to uger siden, at hun havde mødt sin skaber. Ti dage siden at hun havde givet op på sit liv som menneske. Det var svært at tilpasse sig til livet nu, men ikke fordi hun ikke kunne acceptere det. Men hendes krop var fuldt af følelser, der på kaotisk vis kastede hende rundt. En enkel sætning kunne kaste hende ud af balance, og få en vrede frem i hende, der aldrig virkede til at stoppe. Og det næste øjeblik var hun rolig til grænsen hvor det var skræmmende. Og der var ingen måde at slappe af på, det nærmeste hun kom på det, var at træne, selvom det bragte det værste frem i hende. Det havde ikke ligefrem været let at håndtere, for som Balthasar havde sagt, var det hårdt. Selv nu virkede hans metoder stadig ubarmhjertige og umulige at arbejde med. Men hun vidste, at hun blot kunne acceptere det eller give op. Og det sidste var ikke en mulighed hun så som eksisterende. Hvad gjorde tingende værre, var at hendes ønske havde kompliceret hendes reaktioner på sin Herre. Et næsten konstant begær trak i hende, som endnu en ustyrlig følelse. Der var ingen frelse for hende. Og hun havde gjort så mange ting, der havde gjort det svære at se klart og så stærkt. Men på sin egen måde var hun tilfreds. For nu var det dog ikke muligt for hende, at sætte finger på hvorfor.

Calliope havde lagt armene over kors, og stod i en lettere afslappet holdning. Træningen skulle snart til at starte, men Balthasar var ikke lige omkring. Så nu stod hun ved vinduet, og stirrede ud på sneen, der havde lagt sig som et hvidt tæppe i natten. Det var en ganske smukt syn, men blev korrupteret af tanken om død. Man vendte sig til det. Hun var i klædt et par sorte tætsiddende jeans og en matchende sort langærmet, tætsiddende, højhalset T-shirt. Hun havde ingen ide om hvad der ville ske i aften...

Bal kom gående. Han talte i mobil ’’ Have them ready in an hour.. No.. All of them.. So what if she dies.. If she is not able to activate her powers in dire need she is no Child of mine.. goodbye ‘’. Balthasar kom ind I rummet til hende. Han kastede en kasse foran hende og kiggede på hende med hans sørgelige blik ‘’ Alright.. I will teach you to fight.. It is in your blood and in your mind.. All you need to do is remember my thoughts from the blood you drank from me.. I can see you have tried fencing.. That’s good.. So fighting is not so distant for you.. But fighting as a Vampire is a another story.. Keeping your mind clear while overwhelming rage fills you is a hard task.. But one you need to learn.. In a few hours some soldiers will come.. You have to kill them before they kill you.. In that box lies to claws mate og Metorite.. The strongest metal on the earth.. You take them on your hands and strike like a lion or a panther would with their claws.. Learn the fighting style of the Trane, Monkey and the tiger.. Those will aid you in the mastery of the Claws.. I sence that your fencing skills will give you the movement tools and therefore thise weapons are the best for you.. Combine movement and strength with your rage.. Then you shall become powerfull.. Now equip them at come at me.. If you don’t I will kill you without blinking.. Come at me again and again until you can’t stand up any longer’’.

Hun vendte sig ikke om, da hun hørte lyden af Balthasars stemme. Der var ingen grund til det, da hvad end han snakkede om, ikke havde noget at gøre med hende. Hvis det havde, havde hun ikke brug for at vide hvad det var, før han fortalte hende det. Desuden ville det ikke hjælpe at presse ham til at fortælle noget, for det gjorde man som regel kun vred. Generelt kunne hun ikke andet, end at følge ham uden at stille spørgsmål. Hun skulle bevise sin loyalitet, og at stille spørgsmål til hans leder evner, var ikke den rette vej.
Først da kassen ramte hendes hæl vendte hun sig om, for at se på Balthasar. Kan så ikke ned for at se hvad der ramte hende. Den eksistens var triviel, ind til hun fik andet at vide. Efter hendes mening, ville hun manglede respekt for sin Herre, hvis den fik det første blik. Men meget havde forandret sig i det øjeblik hun opgav livet. Men det var der vel næppe noget at side til.
Hun nikkede til hans ord, og var ikke overrasket over den hårde tone. Han var ikke ligefrem dem blive type, og en gang i mellem føltes det som om, at han havde et indædt had overfor hende. Men hun havde vidst at det ville være svært, for han havde fortalt hende det, og hun havde accepteret det. En gang i mellem var det dog næsten for meget. Hun ønskede at vide at hendes Herre holdte af hende, mere end blot at klynge sig til et minde. Det var dog det eneste hun havde for nu, og hun måtte holde det som sandheden uanset hvad. Hun havde ikke tænkt sig at knække, hun skulle være stærk om det måtte koste hende livet. Og det ville koste hende livet, hvis hun ikke viste sig at være stærk, eller hvis hun gav op. Hvis ikke træningen ville slå hende ihjel, ville Balthasar.
Uden at stille spørgsmål, samlede hun tingende op fra kassen. Hun tog dem på, og vejede dem lidt i sine hænder, og greb om dem. Blot for at vende sig til følelsen af dem, mens hun prøvede at finde en teknik. Hun brugte dog ikke lang tid på det, før hun kastede dig mod Balthasar. Hun slog ud efter ham, med kløerne, og vidste ikke om han ville parere eller ej.

Han rystede på hovedet og sparkede ud efter hende da hun sprang imod ham. Han tog et skridt tilbage ’’ Your movement and your body tells me how, when and where you will attack.. Look at fighting as a dance you need to make every move with perfection without flaws.. If you use an arial attack you have to know that you can’t dodge as much and such attacks are only to be used when your opponent is in attack mode, not defence mode like I am now.. Pull your self together weakling.. Prove that you are my Child.. Do not let me down.. Anger, hate makes you stronger.. But do not use it as a wild energy.. Use it as a fuel to your power when you strike.. Come at me again.. This time try to kill me.. That’s an order… COME ON ‘’. Han prøvede at presse hende. At få hende til at miste focus, så ville hun vide hvordan en rigtig kamp ville være.

Sparket ramte hende i maven, og hun trillede lidt tilbage. Hun så op på ham, og lyttede til hans ord. Hun vidste at hendes angreb havde været svagt, men det var ikke bare lige til, når hun ikke vidste om han ville kæmpe igen eller ej. Hvis havde ikke havde ville, havde hun haft ingen grund til at bruge den store teknik. Men nu hvor hun vidste at han ville give hende modstand, var det noget helt andet. Men alligevel gjorde hans ord hende lettere irritable, fordi at han fik hende til at virkede uduelig. Det gav hende dog lysten til at skulle bevise sig selv. Så igen kastede hun sig ud efter ham, og lagde an til at slag, men hun sprang så elegant som muligt forbi ham, og sparkede ud efter hans ryg. Hun trak sig væk, og hoppede op foran ham igen. Kastede sig mod ham, men skiftede retning lidt før, og slog ud efter ham med den ikke af klørerne. Hun havde ikke tænkt sig at give op sådan. Hun havde tænkt sig at kæmpe mod ham, og hvis det betød at hendes mål var at dræbe ham, var det hendes mål. Inderst inde havde hun ingen lyst til at slå ham ihjel tvært imod, men hun havde ikke rigtig noget valg. Okay en lille del af hende havde lyst til at slå ham ihjel grundet hans arrogance. Han irriterede hende ubeskrivelig meget. Men hendes følelser havde heller ingen form for balance, så alt påvirkede hende langt kræfttiger end noget menneske. Hun kæmpede dog imod vreden, hvilke var hende problem. For hun prøvede for meget en gang i mellem, og det brugte kræfter at fokusere. Men det eneøjeblik skulle hun holde fokus, og det næste skulle hun lade sine følelser hærge.

Han skulle til at blokke hendes slag da hun skiftede retning og sparket ramte ham i ryggen. Han trådte et skridt frem da hun sparkede hårdt. Han vendte sig om imod hende. Da hun angreb igen vidste han at dun ville finte ham. Han ventede og greb fat i kloen da hun slog ud efter ham. Han slyngede hende imod væggen med en sindssyg styrke. Bal rystede på hovedet ’’ First you used elegance and speed.. Combined with the element of surprise and sight.. Then you try the same right after.. Come on.. You are better then this.. You fight like a child.. Where is the hate.. Where is your earge to kill.. That anger needs to be in everyone of your kicks.. You kick like a weakling.. Come on.. feel that animalistic rage.. Use it like a tool.. Come at me one last time.. This time think before you act.. Analyze your opponent.. His range, his skill and his strength.. everytime I do something I tell you alittle more about myself and my fighting style.. Analyze it and use it against me.. COME ON’’.

En svag følelse af glæde gled over hende, da hun ramte ham. Men glæden var kort varig, og hun ramlede mod væggen, og bød kort efter velkommen til gulvet. Hun bed tænderne sammen, og rejse sig langsomt op mens han talte. Træningen var så forvirrende. Hvorfor var der aldrig en måde at gøre tingene på, men tusinde som hun skulle skifte i mellem hele tiden? Det gjorde hende lettere irriteret, specielt fordi hun gjorde hvad han bad om, og alligevel var det ikke godt nok. Ville hun nogen sinde blive god nok til det?
Hun rettede sig helt op, og vejede klørene lidt i sine hænder. Hun betragtede sin Herre lidt, og vurderede ham. Inderst vidste hun, at hun aldrig ville kunne vinde over ham. Ikke med mindre hun til hans ultimative tillid, og forrådte ham. Men selv det ville være svært, for han ville vide det grundet følelserne.
Hun bed tænderne sammen, og lukkede øjne lidt. Dette var en kæmp eller dø situation. En hvor det krævede at hun ramte ham, hvilke var en udfordring for hende. Han havde heller ikke ligefrem arbejdet på at gøre det retfærdigt. Men retfærdigt var næppe noget hun ville møde ofte, hverken fra sin Herre eller verden.
Igen kastede hun sig imod ham, og slog ud efter ham med en klo, mens hun prøvede at parere med den anden arm. Mod hvad end der måtte komme i hendes retning. Hun flyttede sig dog ikke tilbage. Nej hun ville bare ramme ham lige nu, og at trække sig tilbage virkede ikke som fremskridt. Hun var vred, og skulle bare ramme ham. Hun prøvede at sparke ham, mens hun slog ud med begge klør, før hun hoppede væk fra ham, men kun for at gøre et udfald igen.

Da hun sprang hen imod ham gjorde han intet. Da hun slog ud efter han dukkede han sig og trådte til siden. Han ville vise hende at så længe hun ikke brugte sine omgivelser til at kæmpe så ville hun aldrig have en chance. Bal trådte tilbage imens hun slog ud efter ham og da han stod ved sengen greb han let fat i dem og kastede den imod hende da hun hoppede væk fra ham. Hvis hun blev ramt ville han hurtigt fjerne hende og ligge hende ned og sætte sig ovenpå hende så hun ikke kunne sparke ham. Han ville holde hendes hænder med sig egne. Hvis de kom så langt ville han jo nu sidde på hende. Han ville kigge hende i øjnene og føle denne umættelige trang til hende på grund af deres bånd. Han ville så kysse hende grådigt imens dun og fjer fra madrassen og puderne ville flyve rundt omkring i rummet efter den smadrede seng. Han ville være ligeglad og bare blive ved med at kysse hende voldsomt.

Jo mere han undgik hende, jo vredere blev hun. For uanset hvad hun gjorde, virkede kampen håbløs. Hvorfor kunne han ikke bare stå stille, så hun kunne ramme ham. Det var ham der bedte hende om at ramme. Hun skulle til at kaste sig mod ham, men måtte i stedet få fornøjelsen af at blive ramt af en seng. Hun væltede omkuld, og fik kun rejst sig før hun blev taklet igen. Hun vred sig under Balthasar, og havde tydeligt ikke lyst til at forblive nede, men handlingen der fulgte fik hende til at ligge mere stille. Hun gengældte kysset, uden den mindste form for ømhed. Hendes grådighed blandet op med vrede, gjorde hende langt mere dyrisk end normalt. Men alt i alt, var det stadig ikke hendes mål. Hun fik vredet sin ene hånd fri, og tvang kloen igennem hans mave. Hun stoppede dog ikke kysset, men ville heller ikke slippe kampen. Og eftersom at der skulle en del mere til før han ville bukke under for døden, havde hun ingen skrupler omkring at skade ham på denne måde. Til hendes forsvar havde han stadig bedt om det, og han havde åbnet en mulighed for at hun kunne komme tæt nok på. Uanset hvor meget hun lystede ham, var hendes mission stadig i gang. Desuden var det noget ophidsende over at glemme det søde og blide, og blot gøre det som nu en gang faldt hende ind. Denne handling havde også tvunget et lille smil over hendes læber.
//Undskylder på forhånd at jeg har taget en handling han ikke kan undgå^^''

//Gør ikke noget er helt i orden :D//

Da hun stak ham kom et skævt smil frem på hans læber og han kyssede hende bare vildere. Hun havde bestået. Selv i dette havde hun ikke glemt sin mission og valgt den først. Det var i virkeligheden den prøve han ville lære hende. At missionen kom før alt andet. Hun havde bestået med flyvende karakter men det ville han jo ikke fortælle hende. Dog syntes han også at der var noget ophidsende over det at hun stak ham. Han tog hårdt fat i hendes nakke og pressede hendes hoved og læber tættere på hans egne og med den anden arm lagde han den om hendes ryg og pressede hendes krop tættere på ham så kloen blev boret længere ind i hans mave. Han kom ikke en gang med et smerte støn dog stoppede han lidt efter med at kysse hende og hviskede i hendes øre ’’ I can’t resist you when i see this side of you.. And how you enjoy this.. You are so intoxicating ’’. Han stoppede sig selv I af blive mere grebet I dette så dette udviklede sig til noget sensuelt. Han havde bare svært ved at modstå hende og især lige nu. Han fjernede dog sine læber fra hendes øre og kiggede nu bare på hende. Stadigvæk med kloen i maven.

Hun gengældte hans kys med det samme begær, og brugte sin anden frie hånd til at støtte på gulvet. Alt imens hun trykkede sig længere ind til ham. Hun så ingen grund til at skade ham yderligere. Hun havde bevist sin pointe, og de begge burde vide, at hun sagtens kunne ramme ham igen. Så hun lod i stedet sig selv rive lidt mere med, men fjernede ikke den anden hånd fra hans mave. Hun lod kloen synke længere ind i ham, og så ingen grund til at fjerne den. Hun kunne på ingen måde beskrive hvor meget hun elskede denne følelse, af at have ham tæt på sig. Det var en forfriskende følelse at mærke hans begær, det samme som hun bar. Men det havde hun ikke tænkt sig at pointere. Men i stedet nød hun bare at mærke hans voldsomhed.
Hun lyttede til hans ord, og gav et lille smil fra sig. Men svarede ham ikke. Hun trak i stedet kloen langsomt ud af hans mave, og pressede sine læber mod hans, i et kort men lystens kys. Hun lagde den anden hånd på gulvet, og så ham i øjne. Hendes begær var ikke til at benægte, men hun tog det tydeligt alvorligt. Hendes glæde – hvis man kunne kalde det det – over hans ord, var også tydeligt at se i hendes blik.

Han rejste sig op og kom med en knurrende lyd før man nu kunne se at hans sår healede. Han kiggede på hende igen ’’ You pass the test… But that was to be expected from you.. As a reward you have the next half hour free before you will fight to the death against five soldiers.. So.. What will time time be spend to do, my Child?’’. Bal kiggede på hende med sig sorgmodige blik. Han satte sine arme over kors. Han var imponeret over hende på mange måder og han vidste at hun nok skulle blive en fantastisk kriger en dag. Han ville en da kunne sende hende på farlige missioner allerede nu. Dog vidste han at tiden ikke var helt inde til det. Han var faktisk lidt spændt på hvad hun ville bruge en halv times fritid til. Han var ligefrem nysgerrig. Han havde jo haft kontrollen over hende de sidste par ugen og bestemt hvor hun skulle være og hvad hun skulle lave. Nu var bolden i hendes halvdel igen. Dog kun i kort tid. Men han ville se om hun havde vokset med opgaven og lært af ham hvordan en person med deres blodline gjorde ting. Han vidste at hun ville blive en speciel kriger og han glædede sig til hendes kamp. Han var sikker på at hun ville vække sine evner i den kamp. Han så frem til at finde ud af hvad hendes evne var.

Roligt trak hun sig op at sidde, mens hendes blik forblev på ham. Hun gav et tilfreds smil fra sig ved hans ord, og fik skubbet sig op at stå. Hun betragtede kløerne lidt, og trak dem af sine hænder der efter. Uden at overveje det to gange, slikkede hun noget af blodet af sine hænder. I en kort bevægelse strøg hun der efter håret tilbage, og gik hen til Balthasar. Hun lagde en hånd i hans nakke, for at trække ham ned til sig, og placerede et kys i hans pande. Hun gik væk fra ham igen, og skubbede sengen på plads, selvom det i teorien var trivielt. Den var trods alt ikke i den samme tilstand som før. Men det bekymrede hende ikke på nogen måde.
”Five soldiers… Human I suppose?” spurgte hun roligt, og lagde klørene fra sig. Hun vendte sig mod Balthasar igen, og overvejede tanken at kaste sig over ham, i denne halve time. Men alligevel ønskede hun ikke at gøre hvad han sikkert regnede med. Selvom hun unægtelig gerne ville, men hendes lyst var mindre end før. Hans handling havde fået hende til at falde lidt ned igen, og hun havde endelig kontrollen over sig selv. Så meget som hun kunne have når han var nær. Det var næsten frustrerende for meget hun ønskede ham, efter som at hun aldrig havde haft den slags begær før. Heller ikke da hun stadig var menneskelig. Men i sidste ende måtte hun lære at kontrollere sig selv.

Han var stolt over at hun havde den kontrol hun havde. Han havde ikke troet at hun ville have så meget kontrol allerede nu, men han var bestemt imponeret. Han vidste at hun nok snart ville være klar til fase to af hendes træning. Hendes træning ville tage lang tid og det ville ikke blive nemt men indtil nu havde hun klaret den så godt at han var stolt af at kalde hende hans Child. Da hun spurgte ind til soldaterne nikkede han svagt og sagde ’’ Yes.. They are human soldiers.. You are not ready to fight Vampires yet.. But do as you did against me.. Use your charms to catch them off guard and strike when their guard is down.. Use your brain and your skill.. Do not use rage or furry’’. Han ville normalt ikke have advaret hende og hjulpet hende. Men han kunne ikke lade være. Han holdt for meget af hende til at miste hende. ’’ So what do you want your half hour to go with?’’.

”Even if they are not ready to fight vampires, I can’t be off guard… And still… I have much to learn… I am almost as human as I was two weeks ago… Though somehtings have changed” svarede hun roligt, og satte sig på kanten af sengen, og så mod Balthasar.
Hendes ord var ment alvorligt, men ikke for at tvivle på sig selv. Men der var få ting der havde ændret sig siden hun blev vampyr. Han var ikke særlig hurtig endnu, hendes styrke og sanser var ikke udviklet… Men i sidste ende var det næppe helt unormalt. Det var trods alt hendes krop der skulle forandres, og det skete næppe på kort tid. Meget ville med sikkerhed også komme med træning.
Hun lænede sig lidt tilbage og betragtede ham lidt, og stak svagt på skuldrene. ”Relax I gues… Make a change of cloth… Feed… An easy task” Der var ikke rigtig noget der appellerede til hende lige nu eller jo, men ikke noget som hun havde tænkt sig at gøre uden videre.
Hendes bånd med ham var egentlig ret sært. Hun var klar til at gøre hvad end han bad hende om, men hun havde ingen synderlige kærlige følelser overfor ham. Det virkede bare som det mest naturlige, og hun havde svært ved at forstille sig et liv uden ham i det. Havde alle Childs det sådan med sin Sire, eller var det forskelligt og varierede det?

Han stod lidt og bare kiggede på hende. Han vendte ryggen til hende og sagde ’’ You are far from human.. Shread your old ways and you will gain power.. The less human you are.. The stronger you get ‘’. Han gik over til døren og stopped der ‘’ If that is what you want.. Then I will come back in half an hour to get you ‘’. Han gik ud af døren hvis hun ikke sagde mere. Hun kunne have bedt om alt men gjorde det ikke. Han havde forventet at hun ville tænke som en kriger. Men det gjorde hun jo ikke. Ikke i nu. Han skulle nok lære hende hvad det ville sige at være en kriger. Han huskede selv hvad hans egen Sire havde lært ham den gang. Hvad han selv havde svaret første gang han vil fritid før hans første kamp. Han havde svaret at han ønskede at se stedet hvor de skulle slås så han ville få en fordel over sine fjender eftersom han jo så kendte omgivelserne bedre end dem.

Hun gav et skjult smil fra sig, og vidste at han ville have haft hende til at gore det, hvis hun ønskede det. Men hun havde ikke tænkt sig at handle, hun havde ikke tænkt sig at gøre det forventelige. Men det var der nok noget tid før at han ville se det. Hun ville være en kriger ja, men hun ville ikke forlægge hvem hun var. Det krævede dog at man kendte hende bedre, for at vide at det var sådan hun havde det.
”I know… There are just somethings I Still need to cling unto…” svarede hun tone løst.
“Then I will see you in half an hour…” Hun rejste sig, og gik mod sit badeværelse, og ville bruge sin på at få sit feminine jeg frem. Det kunne godt være at det var soldater, men hun vidste at hendes køn med stor sandsynlighed ville give hende en fordel. Hun forventede i hvert fald ikke, at de ikke ville undervurdere hende. Taget i betragtning af hendes størrelse, og svagt udseende jeg.
Calliope havde ikke tænkt sig at spørge om at se pladsen. Det ville give hende en fordel nu, men det ville ikke lære hende at skulle bruge hovedet når hun var i knibe. Hun kunne ikke altid vide hvor hendes kampe kunne stå, så hun kunne nå at analysere stedet. Så nu gik hun efter et af sine principper; ’Live or Die’. Og det var alligevel sådan det fungerede med Balthasar det meste af tiden. Så det var ikke for tideligt at begynde at lære at leve efter det.

Bal gik ned og stillede sig i sin have. Der stod fem soldater med rifter. Han tog en af riflerne og tjekkede den. Hun ville få svært ved at klare dem uden at blive skudt. Dog kunne det lade sig gøre. Han gav riflen tilbage og sagde ’’ Shoot to kill.. She will kill you if you do not kill her.. So this will be a fight to the death ‘’. Han stilled sig og vented. Når Calliope mod med ville Bal nikke til hende og sige ‘’ Here is the woman you will all try to kill.. When i stand against the wall of the house you are all welcome to start.. The winner is the one or ones that survive ‘’. Han klappede Jackie på skulderen og gik over til husets væg og lænede sig op af den og vendte sig om for at holde øje med hvad der ville ske.

Da den halve time var gået, kom Calliope gående ned og fandt hurtigt Balthasar. Hun havde iklædt sig noget mere lillepige tøj, og gav soldaterne et venligt smil. Hun havde ikke ligefrem taget skindet af en morder på, men det var det hun var i sidste hende. Det kunne ikke benægtes, uanset hvor meget man gerne ville. Det var det der førte med at blive natte barn. Alting fik en helt anden betydning end før, og et liv var langt mere trivielt men alligevel værdi fuld. Det var egentlig en sjov tanke, hvis man brugte tid på at
Hun så på Balthasar, og kunne let gå for at være et barn lige nu. Specielt når hun stod ved siden af Balthasar, der fik hende til at se umenneskelig lille ud i både bredte og højde.
Med et roligt blik, betragtede hun de fem soldater, og overvejede lidt hvilken slags modstander hun var imod. Hun vidste at hun skulle tæt på, og hun med sikkerhed ville blive ramt, med mindre at hun var umådelig heldig. Men det var en pris hun kunne overleve at betale. Uanset hvad kom smerten aldrig til at overgå, den hun havde oplevet da hun blev forvandlet. Og det minde var stadig klart og stærk i hendes sind.
Hun gik tættere på dem, og vejede kløerne i sine hænder, hun havde gemt bag ryggen. Det her skulle nok blive en oplevelse hun sent ville glemme. Så med et udtryksløst ansigt så hun op på Balthasar, da han klappede hende på skulderen, og tøvede ikke et sekund på at sætte i løb, da Balthasar nåede væggen. Hun forsvandt om bag huset væg, for at få dem lidt mere spredt. Desuden var hun for tydelig lige her, og havde ikke så meget at hoppe på.

Soldaterne kiggede bare mistroisk på Jackie. Da kampen startede og hun løb over bag væggen blev de stående. En af dem kiggede på de andre og sagde ’’ What the fuck.. Our opponent is a little girl.. Is this a fucking joke? ‘’. De andre grinede lid tog de kiggede over imod huser. En anden af dem trådte frem ’’ Come on Joe.. Lets go over there and finish this so we can go home ’’. De to soldater gik over imod huset hvor Jackie var. Da de kom rundt om hjørnet holdt de deres rifler klar. Det var nemt at se at de havde undervurderet hende og at hendes plan havde virket. De havde deres garde nede og det gjorde det jo kun nemmere for Jackie. Bal blev bare stående og fulgte bare det hele med hans øjne.

Efter at have brugt en vindues karm som afsat, var hun kommet ca. 3 meter over jorden nu. Hun ventede på de første at skulle komme forbi. Hun regnede ikke ligefrem med at de ville være den største udfordring. Ikke efter at have set deres blikke. Det var næsten blevet gjort for let for hende. Dog grundet hendes forbandede åndssvage kropsbygning. Hun kunne på ingen måde sætte ord på, hvor meget hun hadet sit ynkelige udseende. Okay hun kunne acceptere det, men hun var ikke glad for det.
Hun så den første af dem komme rundt om hjørnet, og hoppede ned på ham. I en flydende bevægelse, brugte hun ham som afsat, til at lave en baglæns salto, mens hun svang kløerne efter hans hals, og der efter den andens. Der efter lande hun sikkert på jorden, og hvis hun havde ramt og fået taget livet af dem, ville hun sætte i løb igen. Hvis ikke, ville hun blive stående, og afslutte jobbet.
Dette var nok de to nemmeste, for når de var blevet nedlagt, ville alarmen nok sætte i gang. Men uanset hvad forventede hun ikke at det ville blive så svært igen. Ikke efter at have set hvordan de undervurderede hende. Hun regnede ikke med, at disse soldater var særlige trænet. Det eller bare utrolig dumme.

De virkede meget overrasket og hendes plan virkede. De blev begge ramt i halsen af hendes klør. Den ene nåede at råbe ’’ What the fuck’’ før han blev ramt. Den ene døde hurtigt men den anden lå og holdt sig for halsen og kom med gurglende lyde i takt med at blodet pumpede ud af hans halspulsåre. De sidste tre kunne høre det og de kiggede nu skeptisk på hinanden. Nu virkede det til de tog sig sammen. De formede en trekant med ryggen imod hinandens. De hold deres rifler klar. Den ene af dem sagde ’’ Fuck.. She tricked us.. Joe and Jack are fucking dead.. If we keep this formation she will have a hard time getting to us.. Lets stay out in the open ‘’.

Der var ingen grund til at tage sig af manden på jorden. Han ville alligevel snart være død, og hun havde ikke tid til at udsætte sig selv for fare. Dette var en del af det at kæmpe, og de havde selv bedt om det. Hun måtte dog indrømme at hun havde fortrukket et ’clean kill’, frem for at han skulle kæmpe for vejret. Det var næsten patetisk at se de fem soldater. Ingen af dem havde vidst hvad de gik ind til, og hvis de havde, havde de to først nok holdt længere. Stakler…

Calliope havde hurtigt fundet en plads bag et træ, der lige præcis var bredt nok til at dække hende. Hun så lidt tilbage på de resterede gutter, og sukkede. Nu kom der i det mindste noget udfordring i det. Måske... Hun satte i løb væk fra træet, og gjorde sig så tydelig som muligt. Blot for at sikre sig at de stadig vidste hun var der, før hun fandt ly bag en ny kant af huset. Der efter brugte hun noget tid på at løbe lidt rundt, for at lede efter svage led hos sine modstandere. Hun kunne ikke lade vær med at tænke på, at dette var langt lettere end at skulle kæmpe med Balthasar. Så som det var nu, kunne hun ikke se hvad hun ville lære af det. At nedlægge et menneske, var langt lettere end en vampyr der far utallige gange stærkere end en selv.

Efter lidt tid konstaterede hun, at den eneste måde hun kunne få ramt på dem. Var ved at kaste sig mod dem, for der var ingen åbninger. Så efter at have udvalgt den bedste position hun kunne finde, satte hun i løb mod dem, og prøvede at løbe i zig zak, for ikke at gøre det for let at ramme hende. Hun prøvede dog ikke sørge for at der ikke var rytme i hendes bevægelser.

Soldaterne skød efter hende da hun løb fra træet til huset. En af dem sagde ’’ enemy at five’o clock. De stillede sig på en række og sigtede imod hende. Da hun kom ud og løb imod dem skød de alle sammen efter hende. Hvis hun kom helt tæt på dem ville de alle tre trække deres knive og angribe hende. Bal stod bare og kiggede på. Han så hvad hun gjorde men han havde troet hendes evne ville komme frem. Måske havde han været for blid ved hende. Gjort opgaven for let. Han satte sine arme over kors og afventede hvad der ville ske. Han kunne selv huske hans første træning. Det var ham mod otte andre. Den gang var der kun sværd så han havde brug for flere modstandere end fem. Det var dengang hans evne først viste sig fordi han ikke var i stand til at koncentrere sig med så meget blod flydende. Men hun virkede helt upåvirket af hendes sult. Han var imponeret.

Et par skud snittede hende, og nogle ramte hende direkte. Hun havde lyst til at synke sammen, men tvang sig selv til at holde sig i løb. Det var ikke tiden til at lade sig være svag. Hun var ikke svag, hun skulle vise sig stærk! Så stædigt fortsatte hun, og prøvede fortsat at holde hovedet koldt. Så i sidste ende kom hun tæt nok på, til at kunne ramme. Hun slog ud efter den første, som hun kunne kom til. Hun holdte sig i konstant bevægelse, og blev ikke stående på det samme sted i mere end nogle sekunder. Hun slog mod en ny, sparkede efter den næste, og flyttede sig væk fra dem. Hoppede mellem dem. De var trods alt tre, og hvis de fik lokaliseret hende, ville hun være i en del flere problemer. Men som det var nu, kunne hun godt klare dem, til trods for sine evner som vampyr. Men det kunne hurtigt ændre sig. Hvis det havde været mere trænet soldater, eller bare flere af dem, så havde det måske været svære. Der var dog intet der skulle få hende til at knække under. Hun nægtede at vise sig svag, over for disse ynkelige menneske mænd.
Calliopes bevægelser var flydende, elegante og lignede langt mere en dans end en kamp. Men hun var også trænet. Før hun blev til vampyr, havde hun været fysisk aktiv, ikke kun i from af parkour, men også fægtning og på et tidspunkt dans. Det sidste var dog noget hun holdte for sig selv. Så hun var ikke blevet stillet helt uretfærdigt.