Who are you? - Cleon/Procella/Julius

//Fortsat fra: http://deploratus.heavenforum.org/t6547p20-we-are-watching-cleon-og-eventuelle-andre#197745//

Tid: 01.30
Sted: Wiliths lejlighed
Omgivelser: En to værelses lejlighed i Werclare centrum.


Sneen hvirvlede ned over werclare by og for de heldige der var indenfor denne nat ville det eneste rigtige være at sidde foran pejsen med en god bog en kom kakao, men i en lejlighed var det noget en del mere der fandt sted. I et lille hvidt køkken stod en ung pige med et langstilket glas halvfyldt med en rød væske som det nok var bedst at lade være med at spørge hvad var. det var jo ikke lang tid siden at hun havde stået i en brandtomte overfor liget af en vampyrpige der blev brugt af en engel som talerør. det ville være ret forvirrende at forklare hvis nogen spurgte. Sandt at sige var hun stadigt i tvivl om hvad i helvede der var sket. Det hele var meget forvirret i hendes hoved, men hun håbede bare at engel eller mennesket rettede hun sig selv der lå inde på hendes seng ville være i stand til at forklare dette her.

Hendes langstilkede glas gemte hun bag en kande da mennesket nærmede sig køkkenet. Hun smilede næsten da hun så ham på benene igen, men også kun næsten. Hun var stadig ikke sikker på om hun stolede på ham. Med lette skridt gik hun hen imod ham, og hendes ene øjenbryn røg helt op i hårkanten da han spurgte hvem hun var. Det vidste han da godt, gjorde han ikke?
"Det ved du da godt?"
At han ikke kunne huske noget var slet ikke faldet hende ind, selvom det lå lidt lige for, så hun så bare uforstående på ham med vægten på det ene ben lænet op ad dørkarmen.

Han blev meget forvirret over hvad det var hun sådan set stod og sagde til ham. Han forstod det ikke var det meningen at han burde at vide hvem hun var, og hvorfra skulle han vide det. Hvor længe havde han mon været her i hendes lejlighed. Havde han været her længe eller kun en meget kort periode. Han havde ingen anelse om det.

"Skulle jeg vide hvem du er?..."

Hans stemme var forvirret og febrilsk. Han forstod over hovedet ingen ting. Der var intet der gav mening for ham. Hvorfor var han vågnet op her i hendes lejlighed nøgen i hendes seng. Han forstod det ikke men han ville vente med at stille alle de andre spørgsmål han havde. NU ville han bare have svar på det ene spørgsmål der omhandlede hvem hun var.

"Men hvem end du er, så takker jeg dig mange gang, og jeg skylder dig så meget."

Han bukkede for hende for at vise sin hengivenhed. Han vidste ikke hvorfor han bukkede men det virkede bare korrekt at gøre i denne situation.

Hun kunne se forvirringen i hans ansigt, og den gjorde kun hendes egen større. Måske vidste han det ikke? men de havde jo mødtes før og englen havde fortalt ham hendes navn? han burde da vide det med mindre.. med mindre at englen havde pillet ved mere end bare hans race. Hvis den nu også havde pillet med hans hukommelse.. så var hun ude på dybt vand.
"Du ved virkelig ikke hvem jeg er vel? ved du hvem du er?"
Det ville nok være for meget at håbe på, men det var vel et forsøg værd, for hvis han vidste hvem han selv var så behøvede hun ikke fortælle ham det. Men desværre ville det ikke ligne sådan nogle engle at lade noget slippe igennem deres net, så der var nok ikke noget at gøre.

"Du hedder Cleon, hvis du var i tvivl, og mig kan du kalde Victoria. Du burde hvile dig, og du kan takke mig senere.."
Hun lagde hånden på hans arm og ledte ham væk fra køkkenet med bekymrede rynker imellem øjnene. Piger på hendes alder så oftest sådan ud når de havde en tøj eller kæreste krise, men det var lidt andre ting som plagede denne her pige.
Hun kendte jo praktisk talt intet til ham ud over at han havde været en engel, og at han havde været skytsengel for Procella. Procella! selvfølgelig! hun måtte da vide et eller andet, men så var problemet bare.. hvordan fik man fat i hende.. Højest sandsynligt ingen fast bopæl, og mobilnummeret kendte hun ikke. Det ville derudover være næsten umuligt at finde, hvis hun kendte jægeren ret.

Han vidste virkelig intet om sig selv og endnu mindre om andre. Han kunne ikke huske noget som helst fra før han vågnede op i sengen, men han vidste dog godt at han manglede nogle ting i sit hoved.
"Nej jeg ved virkelig ikke hvem jeg er..."
Han hadede at tænke på hvor lidt han vidste om sig selv, det var irriterende at vide at denne frememde person sikkert vidste mere om ham selv end han selv gjorde.

"Hedder jeg virkelig det? Og tak Victoria."
Han fulgte bare med hende hvoren det var hun ville føre ham hen, han havde ingen tanker om at hun ville gøre ham ondt eller noget andet i den stil. Han kiggede sig rundt hele tiden når de kom nogle steder. Han prøvede på at huske men der dukkede intet op i hans hoved.
"hvor meget ved du om mig?"
Han ville gerne vide hvor meget hun kunne fortælle ham om ham selv.

"Jeg kan desværre ikke hjælpe dig ret meget, men jeg tror jeg kender der gør.."
Hun drejede ind i stuen hvor en lysekrone af glas lyste den lille stue op. Et stort fjernsyn der tydeligvis var nyt stod op af væggen og en rød sofa samt en lænestol stod i en halvcirkel omkring det. i den anden ende af rummet stod et bor i mørkt træ med et par stole omkring. Rundt omkring hang forskellige malerier fra flere forskellige århundreder på væggene, nogle af dem var ret værdifulde men det virkede ikke til at pigen foran ham lagde mærke til det. Hun smed sig bare i den røde lænestol og så tænksomt på ham. Procella måtte kunne hjælpe hende med at opfriske hans hukommelse, men hvordan fandt man hende uden at rejse til udlandet.. Kort opsummerede hun havde hun vidste om kvinden, altså hun var jæger, rejste meget, god til at skjule sine spor, dæmonkæreste.. og så var hun jo kristen! der var det! ved kirken måtte de da kunne finde hende!

"Cleon, vi skal i kirke!"
Ironien slog hende ikke med det samme, først da hun stod med overkroppen inde i hendes klædeskab for at finde noget varmt tøjindså hun hvor ironisk det egentligt var. Hun kunne ikke forhindre et lille koldt grin at sprede sig over hendes ansigt. Den faldne engel måtte gå i kirke for at få svar på sine spørgsmål..
Hun hev en hættetrøje i overstørrelse ud af skabet som hun kastede til mennesket, sammen med en der var lidt mindre til hende selv. Smilet tøede lidt op da hun så på Cleon. Hun ahvde oprigtigt ondt af ham, både over tabet af hans evner og over tabet af hukommelsen. det sidste var nok det værste faktisk.. forhåbentligt ville Procella kunne rette op på noget af det.
"Prøv den på.. jeg tror den passer. vi kan jo ikke have at du bliver syg.."

"Gør du."
Hans øjne lyste op da hun fortalte at hun muligvis kendte en der kunne hjælpe ham. Han blev meget glad pludselig, han kunne ikke se nogen grund til ikke at stole på denne, faktisk meget unge pige. Han kunne ikke andet end være glad for at hun faktisk forsøgte at hjælpe ham. Han håbede virkelig sådan at den person hun kendte kunne hjælpe ham.

"Hvorfor skal vi det?..."
Han kunne slet ikke forstå hvorfor de pludselig skulle i kirke. Hvad var årsagen til det. Han kiggede på den hættetrøje hun kastede til ham inden han tog den på. Han gad enligt godt at vide hvem det var hun kendte som muligvis kunne hjælpe ham. Han havde en god fornemmelse af det hele.
"men hvem er den person?"

"Det var hvad jeg sagde, ja.."
Hun smilede stort da hun gik med hurtige skridt ind i soveværelset. Det glædede hende at han blev så glad over at hun hjalp, og tog det som opmuntring. Hurtigt hev hun hættetrøjen over hovedet før hun skyndte sig ud for at hive et par sko på. Det mindede hende om at han nok også burde have et par sko på.
"sko i posen ved sengen!"
*jeg er virkelig ikke vant til at være sammen med mennesker, er jeg vel?* Hun sukkede lydløst da hun trak et par halvdøde Kawasakier på. Hun ventede utålmodigt på ham ved døren, ivrig efter at komme af sted imod kirken og finde jægeren. Det var det eneste halmstrå hun havde at klamre sig til for hun kendte ikke til andre der vidste noget om ham.

Når han kom ville hun smutte ud af døren, låse den efter ham, og roligt gå ned ad trapperne til gadedøren. Hun var så ivrig at hun egentligt hellere ville have løbet, men for hans skyld holdt hun tilbage og gik. Hun havde ventet med at svare på hans spørgsmål usikker på hvad hun skulle sige, for hun kunne jo ikke præsentere hende som dusørjæger, eller "hende som du skulle beskytte da du var en engel".. det ville nok være for underligt.
"Hun er en af dine, og mine venner. Hun kan være lidt hidsig, men hun er godt nok inderst inde.. dybt inde.."
Det sidste blev tilføjet med et stort smil.

Han smilede over hele hovedet fordi der var en der gad at hjælpe ham, han kunne ikke lade være med at tænke over hvorfor hun faktisk hjalp. Hvor kendte han hende fra og omvendt. Det var mange af den slags spørgsmål der bare hamrede rundt i hovedet på ham. Han kunne da heller ikke lade være med at spørge hende om hvor de kendte hinanden fra.
"Victoria, hvor kender vi hinanden fra?"
Han spurgte med en rolig stemme som samtidigt var meget febrilsk og også lidt bange. Han var ikke bange for hende men han var bange for aldrig at finde ud af noget om ham selv.
Da hun fortalte ham hvor der var sko henne, gik han roligt ind og fandt dem der hvor hun havde sagt de skulle være. Han tog skoene på og fulgte så efter hende.

Han fulgte hende uden for og ned af trapperne. Han ville bare gerne over og møde den person der kunne hjælpe ham. Han havde dog endnu ikke fået svar på hvorfor de skulle i kirke og det gik ham lidt på. Han blev glad for at høre at det var en der var hans ven, men var da lidt nervøs over de andre ting hun sagde om ham, hvad hvis hun blev sur på ham over hvad han var nu. Han kunne ikke længere holde lysten til at spørge om hvad de skulle ved kirken tilbage.
"Hvad skal vi enligt i kirke for?"

"En fælles ven.. hende vi skal hen og finde nu.."
Hun kunne godt høre at han var nervøs og lagde beroligende en hånd på hans arm. Hendes grønne øjne var varme og hun forsøgte tydeligvis at fortælle ham at der ikke var nogen grund til at være nervøs lige meget hvad han var nervøs for.. hun var nemlig ikke sikker på hvorfor han virkede bange.
Procella kunne man måske godt blive bange for, men det var forhåbentligt ikke det.. måske var han bange for hvad han fandt ud af om sig selv? Det var der sikkert ingen grund til.. han havde nok været ganske rar, selvom hun ikke kendte den side af ham.

Hendes lejlighed lå ikke så langt fra domkirken, og med vinterkulden var det nok meget heldigt for selvom hun ikke kunne mærke noget til kulden så kunne mennesket nok desværre mærke den med kun en hættetrøje over sig. Hun gik raskt til i et forsøg på at få ham til at holde varmen, mens hun svarede på hans spørgsmål.
"Hende vi prøver at finde befinder sig ofte omkring kirken, det var der jeg mødte hende. Vi havde en.. mindre diskussion."
At kalde deres ret voldelige slåskamp en mindre diskussion var årets underdrivelse men hun var stadig ikke villig til at fortælle ham noget om alt det overnaturlige der færdedes her på øen.. det måtte vente
da de kom ind på en ny gade kom domkirken til syne da den rejste sig over dens omgivelser omgivet af kirkegården.

Han fulgte meget villigt med hende trods at det var ret så koldt. Han håbede bare på at han kunne finde ud af noget om sig selv. Han gik og kiggede på alting for at lære så meget som muligt om ting, måske hvis han var heldig ville der ske noget der gjorde han ville få lidt af sin hukommelse tilbage. Han vidste jo intet om hvordan han havde mistet den eller hvordan han kunne få den tilbage. Han kunne bare konstant mærke at der manglede et eller andet bestemt i hans liv.

Han fulgte hende og gik og rystede lidt da det var ret så koldt at gå ude i kulden. Han gik og klappede sig lidt på armene i forsøget på at holde varmen. Han håbede snart de var fremme ved kirken. Han glædede sig og frygtede lidt at møde den person de skulle ind og møde, men han regnede med at det nok skulle gå når hun jo sagde det var en ven.

Han frøs mere og mere, og fulgte hendes tempo, som hjalp lidt på det. Han kunne ikke andet end at glæde sig til de nåede frem til kirken.
"Er vi snart fremme"

Kulden måtte have bidt sig ind på ham, sådan som han rystede og hun satte farten lidt op. kort efter stod de ved lågen til kirkegården som hun hurtigt svang åben, den var tydeligvis velsmurt så den åbnede lydløst da vampyren og mennesket trådte ind på den gamle gravplads. Nu var vampyren den der var på udebane og hendes bevægelser blev tydeligt mere forsigtige. Kirken var et godt sted for jægere at mødes, med alt det vievand der var i nærheden. På trods af at dette nok ikke var en god ide fortsatte hun hurtigt, der var ingen grund til at stå og lege skydeskiver. Så hellere få dette her overstået og få smidt den lille ikke-engel af på jægeren. Hun ville sikkert vide hvad hun skulle gøre, for det gjorde Wil i hvert fald ikke! det at håndtere engle der blev til mennesker og mistede hukommelsen var ikke noget man blev forberedt på som nyfødt blodsuger. Det eneste man lærte var at æde dem.

"Vi er fremme.."
Hendes stemme var lav da de nåede op til selve kirken. det var som om hun ikke var sikker på om dette her var en god ide, og det ville selv et menneske kunne se på hende.
At vade ind i en løvens hule var ikke noget hun normalt tøvede over, men med et menneske der var uvidende om deres eksistens var det noget helt andet. Hun ville helst undgå at afsløre noget, men hun ikke ikke vide om der stod en jæger indenfor døren så hun var meget tøvende da hun skubbede døren op med et let puf og trådte ind på dørtærsklen.

Han glædede sig til at komme ind i varmen i kirken bar for at han kunne få lidt varme i kroppe. Han stod og klaprede tænder i kulden. Han begyndte så også bare at gå i retning af kirken så han kunne få noget varme. Han kiggede rundt på kirkegården, det var som om han vidste et eller andet om det her sted, som om han var bundet til et eller andet her.

"Det var godt"
Han kunne godt høre at der var et eller andet der trykkede hende ved at være her. Han kom så til at tænke på om det måske var fordi hun havde lokket ham ud i et eller andet dumt. Han kunne jo ikke forvente at vide noget, når han nu engang havde mistet sin hukommelse. Han kiggede så på hende, med et meget spørgende og næsten anklagende.
"Hvad laver vi her er det en fælde du har lokket mig ud i?!"

Klokken var omkring 3 om natten. De fleste ville nok ligge i deres senge og sove, men domkirken var altid åben. Dette var praktisk for et menneske der levede om natten sammen med de væsner hun jagede.

Det kriblede let i hendes fingre for at gnide den fedtede olie af panden hvor præsten havde lavet det lille mærke. Korsets tegn i salve-olie på hendes pande, hvor det strakte sine "arme" let ud over hendes øjenbryn.

Hun havde skriftet. Bekendt sine synder. Angret. Blot havde hun ikke fortalt om Wick eller graviditeten. Alt det andet havde hun berettet. Procella var kommet i koret, og havde modtaget nadver. Der var specielle regler for folk der havde underlagt sig broderskabet. Regler der gik ud over de normale jægere. Faktisk kendte kun en mikroskopisk fraktion til broderskabet, selv blandt de der gjorde deres bud.

Procella strøg en hånd gennem det lange mørke hår da hun åbnede døren i skriftestolen og gled ud i det halvdunkle enorme lokale. Hendes stålbeslåede støvler gav ekko da hun - ellers lydløst - bevægede sig ned gennem skibet. Den lange læderduster slog mod de højhælede læderstøvler med en tung dump lyd. Indenunder var hun klædt korsaget. Det gav hende i denne periode ganske kvindlige former, der æggende blev skudt opefter og så ganske erotisk ud for de fleste. Som en gotisk udgave af victoriansk mode. Det vigtige for Procella var dog at korsettet effektivt spændte den gravide mave ind, og gav hende den perfekte slanke jægerskikkelse hun altid havde haft....udadtil. Det spændte korsage strammede udbehageligt og uvant om hendes liv, men i det mindste blev blikket tiltrukket af de fyldige bryster der blev skudt op og frem, og ikke den slanke talje.

Procella rynkede sine bryn let da den enorme dør gik op i den anden ende af kirken. Hun genkendte med det samme det lange blonde hår, og den slanke rødhårede person ved hans side. Hendes øjne flammede op i klar rovdyrgul da hun begyndte at halvløbe ned i den anden ende mod dem. Hvornår satan var hendes to pestilenser blevet bedste venner i verden?!

"I am going to kill you both! What are you doing here?! Leave me the fuck alone! You dont get to ruin this for me as well! OUT! 30 seconds and you have a bullet-hole in your forehead freak!"

Det rasende rovdyrblik låste sig fast på Cleon, og den rumlende knurren fra Procella var mildest talt frygtindgydende. Hvis det var muligt virkede hun mere agressiv og pirlig end normalt.

Hun trak vejret dybt ind og gik ind foran Cleon med et mørkt blik på ham. At han havde troet at hun lokkede ham i en fælde!? nu genkendte hun ham igen.. den arrogante opblæste engel.
Hendes blik var stålsat da hun gik hen imod kvinden og det var tydeligt at hun var dybt seriøs. Hendes mund var en tynd streg og man kunne godt se at hun ikke følte sig godt tilpas. Hendes hud var endnu blegere end normalt og hun havde nærmest poser under øjnene.. det havde bare ikke været hendes nat..
"Watson.. we have a probelem.."

Hun lagde hånden på Procellas arm og gav tegn til at de skulle gå lidt væk, for jægeren blev nød til at blive sat ind i situationen. Hun skulle nok lige foreberedes på at hendes skytsengel var menneske.
"Han er menneske. helt menneske, intet engel."
Det sidste blev sagt med dæmpet stemme, og hendes blik var gennemborende og hårdt. Udviklingen som det her havde taget var hun ikke vild med og hendes grønne øjne tilhørte ikke den glade vampyr som hun oftest var.

Hvis Procella fulgte med ville hun lede dem et par meter væk fra Cleon over til en statue.
"Han er menneske, jeg tror han frasagde sig guds ord på en eller anden måde og nu kan han ikke huske noget. Jeg har kun fortalt ham hans navn for det er det eneste jeg ved om ham, men please fortæl ham et eller andet! jeg kan ikke have ham boende, han ved ikke at vi eksisterer!"

Det var tydeligt at vampyren var ret nervøs hvilket hendes talestrøm vidnede om, for at have et menneske boende med hende der intet vidste om de udødeliges verden var simpelt hen dømt til at fejles og hun ville virkeligt ikke have ham med hjem igen. Derudover var aftenens alt for mange begivenheder bare ved at tære en smule på hendes nerver. At skulle håndtere en ærkeengel, en omgang hellig totur, et styks engel, som er et menneske uden hukommelse og en gravid dusørjæger var bare ved at slide hende ned.

Han blev meget overrasket over at kvinden de mødte flippede ud på den måde. Hvad var der sket, hvad han han gjort. Han blev utroligt bange for den kvinde som truede dem. Han kiggede bare skræmt på kvinden og ville til at sige noget da Victoria trådte ind foran og gik frem mod kvinden. Han tænkte på om hun var fuldstændig syg i hovedet, at gå frem mod en sindsforvirret kvinde der truede på den måde.

Han blev bare stående da de gik lidt væk og begyndte at snakke, da han forventede at det var noget han ikke skulle høre og det respekterede han fuldt ud. Han begyndte så bare at vade rundt i kirken og beundrede det hele. Han gik op til altertavlen og kiggede på den. Han beundrede det meget og var virkelig smukt. Men hvorfor det var noget af det der slog ham, han kunne derfor ikke lade være med at spørge ind til det.
"Hvem er det her til?"

Procella snerrede arrigt af Victoria

"I swear im going to break your arm...stop touching me!"

Hun flåede armen til sig, men fulgte overraskende nok med bagud da Victoria gik fremefter.

"Im so NOT in the mood for any eternal jokes McRian! NOT in the mood!"

Procella så rasende efter englen da han gik op gennem skibet og uden videre begyndte at overstirre altertavlen

"What is he doing? WHAT ARE YOU DOING! NOT in the mood for this crap! NOT!"

Procella trampede vredt efter englen og greb fat i ham for at flå ham bort. Jægeren studsede kort. Før da hun havde tævet rundt med ham havde han været...let...nu var han tung? Procellas rovdyrgule øjne mistede lidt af sit flammende udtryk da hun nærmest indigneret stirrede ham op i ansigtet.

"What the hell did you do? Human? Now? Come on! Who the fuck did you piss of?"

Procella bed tænderne sammen over spørgsmålet

who is th...COME ON!!!! HE DOSNT EVEN REMEBER THE LORD?! SCREW YOU! SCREW YOU AND YOUR PLAN, AND YOUR MESSIAH! I NEED HIM AS AN ANGLE YOU BASTARD! NOW HE IS WORTHLESS!!!!

Procella fugtede langsomt læberne og trak vejret dybt for at samle tålmodighed. Hun lavede en let hovedbevægelse for at kalde Victoria over. Hun skulle fandme ikke hænge på en hjernedød engel.

"That is...erhm...Jesus...the savior of humankind. You really dont remember....anything? Ill get really pissed of if you are joking around you know..."

Kvindens raserianfald tog hun med en ophøjet ro på trods af at hun selv var begyndt at freake ud. det eneste der irriterede hende var at Procella åbenbart troede at det var en joke.. hvordan kunne hun overhovedet tro det!? Så meget jokede hun heller ikke.. og sådan noget her havde hun slet ikke tænkt over at joke med.
"Do you seriously think im joking?"
Vredt stak hun hænderne i lommen og så mørkt efter kvinden da hun halvløb op imod manden. Noget bevægede sig i hendes blik, en form for mørk tåge, men hun kæmpede det tilbage. han vidste jo ikke noget..

hun skar tænder da hun lod sin vrede gå ud over den uforstående mand der stod og pegede på altertavlen. Nogen gange, bare nogen gange burde hun styre det temperament!
Hun småløb op til altertavlen og greb fat i Procella der så ud som om hun skulle til at smadre et eller andet.. og gerne det menneske der stod foran hende.
"Tror du nu på mig? Hvis havde været sig selv havde havde han været en højhellig arrogant skid, det kan du tydeligt se ikke er tilfældet.. Han har glemt ALT! og du kender ham bedst."
Hurtigt flyttede hun sig uden for kvindens rækkevidde da hun havde talt færdigt for med hende vidste man aldrig hvornår et slag ville falde. Og efter sådan en kommentar var det nok ret sandsynligt..

hendes grønne øjne lyste frustreret da hun så på jægeren overfor hende og hun stak trodsigt hagen frem da hun gik lidt tættere på det hele.
"I saw what happend.. but he dont remember.."
Hun kastede med hovedte som tegn på at hvis hun skule fortælle noget så skulle det ikke være inden for hans høre vidde. Hvis hun begyndte at rable om ærkeengle og vampyrbørn ville det hele blive lidt for underligt.

Han var fuldstændig forvirret i forvejen og det hjalp på ingen måde at den fremmede kvinde begyndte at stille ham spørgsmål. Han vidste jo overhopvedet ikke noget af det selv det var jo derfor de var her fordi han gerne ville forsøge at finde ud af noget, om hans tidligere liv. Han kiggede bare på hende med et forvirret blik.

"Hvad jeg har gjort? Hvem jeg har gjort sur? Jeg ved det ikke, det er derfor vi er her få at jeg kan få svar på nogle af alle mine spørgsmål"

Han vendte sit blik mod altertavlen igen, og stod bare og kiggede på den mens hun fortalte om denne Jesus menneskenes frelser. Han kendte ikke ret meget til tingene, så han tænkte nok at det skulle passe.

"Vores frelser? tak."

Han bukkede for hende, igen havde han ingen anelse om hvorfor men det var bare det der faldt ham ind til at være det mest korrekte at gøre over for en person der hjalp ham.

"Kan du hjælpe mig?"

Der lød et tungt klask da Procellas håndflade knaldede mod hendes pande.

"McRian...please tell me he is not talking to the freaking crucifix...."

Hun vendte sig mod vampyren og tørrede den oliesalvede hånd af i bagen på bukserne imens hun hvæste lavmælt

"What did you do to my angel?! Why is he completely gone?! where is his clothes?! what the hell happent to him?!"

Procella snusede kraftigt ind. Ud over den mystiske fugtige grønne duft fra Victoria, så manglede rosentræsduften komplet. I stedet for duftede Cleon varmt og menneskeligt. Hvis han nogensinde havde været en engel var der intet spor af duften over ham længere.

"Jeg har ikke gjort noget.. næsten.. det er ret indviklet.. og han vil ikke forstå halvdelen af det fordi at han ikke kan huske NOGET!"
Hun besluttede sig modvilligt for at trods Procellas forbud om kontakt og tog hende om armen og forsøgte at lede hende lidt væk. Hendes greb var overraskende stærkt og hun så ret bestemt ud.
"I will explain.. if you will please follow me over here.."
Mennesket måtte ikke vide noget, og hvis han skulle vide noget så skulle det i hvert fald ikke være hende der fortalte ham noget. Hun ville ikke risikere noget, og med den nat hun havde haft ville det snart ikke overraske hende hvis dusørjægere snart oversvømmede bygning efter et anonymt tip.. Drama havde der i hvert fald været nok af.

Hun havde stillet sig omkring 2-3 meter væk fra alteret og igen var frustrationen og nervøsiteten de mest gennemgående af de følelser der viste sig i hendes ansigt. Det lignede hende ikke at opføre sig sådan, ikke engang hendes skaber kunne få hende til at freake sådan ud.
"Hans tøj er den nemmeste del.. det blev brændt væk.. resten er ret.. ubehageligt og smertefuldt i hvert fald fra min side af."
Hun undlod detaljen med at hun også havde været inde i flammerne sammen med ham og at hun derfor var blevet nød til at bære ham nøgen hele vejen ned fra bjerget.. det var simpelthen for forkert!

"Det var i en brandtomte oppe på bjerget. Der hang en lille pige på væggen, hun var ligesom mig.. j..jeg ville jo bare tage hende ned og pludseligt begyndte hun at lyse og en eller anden møgengel begyndte at råbe inde i mit hoved. De brugte hende som en fucking dukke!"
Hun var tydeligvis ikke sig selv den nat og hendes øjne lyste vredt mens en rød tåre løb ned over hendes kind. At nogen kunne opføre sig så forkert havde tilsyneladende rystet hende, og selvom hun havde set forfærdelige ting havde dette her alligevel rystet hende.. Febrilsk vendte hun hovedet væk og prøvede uden held at fjerne tåren.

Han stod bare og gloede på altertavlen, mens de andre snakkede om det de nu engang snakkede om. Han håbede bare at han snart kunne få noget at vide om hvem han var. Han vidste der manglede noget, og han vidste at han tidligere havde vidst nogle ret sære ting.

*hvad er der sket med mig? Hvad har jeg vidst?*

Han vidste kun en ting om det han gerne ville vide og det var at han gerne ville vide det hele. Han ville ikke have at de skjulte noget for ham. Han ville ikke holdes i skyggerne, fordi han bare gerne ville vide at der drejede sig om ham.

*jeg vil gerne vide det hele*

Han gik over mod kvinderne da han kunne høre at de var ved at være færdige med at snakke. Han havde ikke hørt noget af deres samtale. Han havde heller ikke forsøgt at høre noget. Han gad ikke at snyde sig til det da han vidste at de begge kende ham.

"Kan i ikke fortælle mig noget, bare et eller andet?"

Is she insane? Did she finally pop?

Procella ruskede let i vampyren for at få hende til at holde mund

"Mountain...wall...girl..burned? You dont make any sense!"

Procella klistrede et stort smil på ansigtet da Cleon kom over

"Heeey...you...well...uhm...you are definitely not a priest, sure to say. You are a..."

Procella søgte i sin hjerne. Hvad ville passe godt på ham?

"Like a...kindergarden-dude. You work with kids. You uhm....like speed. Eat a damn lot, especially hard caramel. Not much for heavy meat though. You are kind of a big...fan...of the lord...dress a bit...oldies...normally..."

Procella lod blikket løbe op og ned ham

Fucking poor bastard...he is going to be demon-food when he leaves...

Hun trak vejret dybt for at holde talestrømmen inde og så irriteret på kvinden. Hun vidste at hun ikke gav nogen mening, men sådan var de udødeliges verden desværre en gang imellem.
"Jeg ved det.. men sådan er verdens desværre.. Jeg har haft en ret syrealistisk aften så hvis jeg lyder forvirret eller nervøs er det bare derfor.. Et lille rendez vous med de højere magter.."
Hendes øjne glimtede ildevarslende og de havde ikke mistet det kolde glimt da hun vendte sig imod mennesket. Det indså hun et øjeblik for sent og trampede lidt væk fra de andre med hænderne i lommerne for at få lidt styr på sig selv.

At møgenglene kunne få sig selv til at bruge et dødt barn som sendebud var ikke noget hun kunne tilgive, og hun lovede sammenbidt sig selv at hun hvis hun så dem igen måtte sørge for at hugge dem i småstykker som tak for sidst.
omme bag en søjle og forhåbenligt ude af syne hamrede vampyren hånden imod kirkens sten, uden at tage sig af de smerten der rikochetterede gennem hendes arm. Sten dryssede ud fra det runde aftryk hun havde lavet i muren og efter at have fået noget af vreden brugt sank hun lidt sammen i kroppen og lænede sig udmattet op af muren.
*møgnat! Møgengle! MØG!*

Natten var ikke lige forløbet som hun havde håbet, i stedet for at holde sig væk fra mennesker og deres dejligt blod var hun løbet ind i en gammel sur engel som havde forvandlet en skytsengel til menneske.. Og så havde idioten selvfølgelig også tortureret hende, så hun slet ikke kunne lade være med at bide mennesket selvom hun godt vidste at hun ikke burde. Man kunne sikkert stadig se to små hvide mærker der hvor hun havde bidt hvis hun var uheldig.

Han kiggede stadig på tingene der inde. Han vidste jo ikke noget om noget overhovedet. Var det virkeligt alt om ham, han syntes det virkede for normalt. Han følte at det ikke stemte med de følelse han havde for hvad der manglede.

"Er det virkeligt alt?"

Han lød lidt mistroisk, han havde ingen anelse om det, fordi han syntes at der manglede noget. Han troede dog halvt på dem fordi han ikke vidste nok.

"ved du ikke mere?"

Han ville så gerne vide mere om sig selv, da de ting hun havde fortalt ikke var vildt brugbare. Han kunne selvfølgelig ikke tvinge hende til at fortælle mere, men sådan var det jo nu engang.

Procella skar en grimasse

"Well...you really really like kids. you are like...i dont know...a firefighter and policeman...but with kids as a speciality...i dont know...well you where really religious. Did i say that before? Uhm...you where a swordfighter...i think...you always loved riddles. Uhm...just a sec okay?"

Procella trampede efter Victoria og greb hårdt fat i hende og drejede hende omkring

"You are SO gonna pay for that! Stop smashing the freaking church! One more tantrum and ill stake you...got it?! You just dropped a human-angel with amnesia in my lap, and you are acting like a hysterical child! Pull yourself together! Fucking dumbass!"

Hun slap vampyren igen og så koldt på hende. Hvis ikke de begge tog sig sammen, så ville der ikke gå længe før de tiltrak sig opmærksomhed fra det nattevågende personale. Hun blottede tænderne let af Victoria så det glimtede hvidt mod vampyren.