Who are you? - Cleon/Procella/Julius

Han var stadig lidt nervøs på grund af vampyren der vandrede rundt på den måde, men han havde jo lige fået at vide at han førhen ikke havde været den største hader over for dem så mpske skulle det hele nok gå. Han ville gerne se stedet og hvis det var en mulighed med vampyren blev han jo nød til at gøre det. Han ville dog gerne have haft den anden med også men han valgte ikke at sige noget om det.

"vil du virkelig tage mig derop?"

Han blev lidt irriteret på kvinden der vandrede rundt på den måde. Han kunne tydeligt fornemme at hun var meget irritabel. Han fandt hende selv optaget lige nu, sådan som hun vadede rundt og blev sur over den slags små ting, men han valgte ikke at sige noget om det.

Procella snerrede irriteret

"You do...sometimes. And you clearly know more about all of this than i do. I know some stuff about him, but that does not matter anymore. And the idiot ignores me, so why dont i just leave you two to...whatever..."

Procella gik helt over til Victoria og skubbede hende let bagud så de kom en smule udenfor hørevide

"I might know about humans, but he is an angle with no powers and freaking amnesia. He would not know what a hotdog was if presented to it. Do you get me? I have seen this 2 times before. You got an infant on your hands. an infant in grown up form, whom the demons would love to dissect. Heaven cast him out, he dont belong on earth, and every motherfucker outthere would love ti get a piece of his ass just to get some feeling of revenge...he is the most screwed being on earth right now, and he wont listen to me...how the hell am i supposed to work with that McRian?"

Hvæste hun lavmælt ind i vampyrens venstre øre

"Hvis du virkelig vil, Cleon. Forhåbentligt vil det få dig til at huske noget, men engle plejer at være grundige så du skal være heldig.."
Menneskets ubehag var tydeligt, men der var ikke så meget at gøre ved. Procella ville ikke med var hun ret sikker på og ellers vidste hun ikke rigtigt hvem hun skulle spørge. Helst ville hun egentligt have at Procella tog ham med, men det ville nok ikke ske sådan som hun reagerede..
"If its up to me they're not gonna touch him, but i dont know what to do with him.. Du har jo ikke glemt at jeg trods alt stadigt er vampyr.. Jeg er ikke rigtigt den optimale værge.. Jeg ved at du heller ikke er, ikke med din graviditet. Bare der var en eller anden anden. for helvede, Cleon.."
Efter hendes første sætning at dømme var der sket et eller andet som hun ikke havde fortalt, at hun havde brugt ham som madpakke var ikke noget hun skulle vide. Tonefaldet var ærgerligt, da hun med sænket stemme svarede den hidsige jæger. Deres venskab var meget sådan her, konfliktfyldt, malplaceret og ret underligt.. men det var vel sådan det skulle være.

"Tror du han vil lytte til mig? Jeg er jo et blodsugende, udødt monster uden selvkontrol."
Hun rystede på hovedet og trådte et skridt tilbage fra jægeren, med et blik på mennesket over jægerens skulder. Hun havde ret.. han var et barn i en voksens krop, men hvordan i alverden var det meningen at hun skulle tage sig af ham. Det ville blive alt for svært ikke bare at tage lidt mere af hans blod, for det ville jo være så let. Nu havde hun jo gjort det en gang, om det så havde været med vilje eller ej.

"Det vil jeg gerne"

Han håbede virkelig at det ville hjælpe ham. Han lagde godt mærke til at de trak sig væk for at tale om et eller andet, som åbenbart var noget han helst ikke måtte vide, hvilket var noget han ikke brød sig om. Han ville gerne vide det hele, ikke noget med at de skulle stå og skjule ting for ham.

han rejste sig op igen, og da de var blevet færdig med at snakke, gik han over til dem. Han gad ikke at finde sig i at blive behandlet som et barn, selvom han nok var lidt som et fordi han ikke vidste ret meget. Han kunne ikke forstå hvorfor de gerne ville holde så meget skjult for ham. Han ville bare have svar.

"Gider i ikke at stoppe med at tale om mig uden jeg kan høre med?"

Hans stemme var spørgende men stadig lidt hård og autoritær, selvom han godt vidste at det ikke var ham der var i bedste situation til at stille krav lige nu.

Procella stivnede da Victoria svarede hende. Hun fangede det kun fordi hun var så tæt på, og fordi Cleon havde siddet i bilen og hans fært havde gennesyret lejligheden. Dér i hendes ånde lå en metallisk lugt der ikke stammede fra blodposer.

Jægerens øjne flammede op i rovdyrgult raseri og hurtigere end øjet kunne følge, greb hun fat i vampyren og smadrede hende ind mod væggen så det slog en lang revne i den inde bag Victorias ryg. Den hårfine linje strakte sig opefter og murstøv dryssede ned i vampyrens røde hår.

"YOU FEEDED ON HIM?! YOU FED ON A HUMAN?! I AM GONNA RIP THOSE FANGS RIGHT OUT OF YOUR LYING MOUTH, YOU UNHOLY PIECE OF CRAP!"

En lille del af hende var bitter, rystet, i chok. Hun havde stolet på Victoria, og som tak havde hun bidt et menneske. Ikke bare et hvilket som helst menneske, men Cleon. Cleon der havde været hendes engel. Forræderiet over den handling begyndte at grundfælde sig imens hun holdt vampyren naglet mod muren. Der var ingen undskyldning længere. Hun kunne ikke finde noget der kunne bortforklare eller undskylde den handling. Hun kunne ikke længere forsvare at lade vampyren leve.

"Både han og jeg ville have været død hvis jeg ikke havde."
Vampyrens grønne øjne låste sig bestemt fast i kvindens og hun virkede ikke til at skamme sig, selvom hendes mave var tung af skam. Egentligt havde hun mest lyst til at kaste op, blodet virkede alt for tung i hendes mave. Det svarede til når et menneske havde sultet i lang tid og så pludseligt spiste en masse. På det sidste havde hun levet af blodposer, og selvom de ikke mættede så godt, så var det bedre end at dræbe nogen.
"Blodposerne mættede ikke, og efter englens totur gik jeg amok.. Jeg ved godt at du dræber mig, men jeg kan ikke leve af blodposer selvom jeg prøvede."

Hun hang ret slapt i jægerens greb, og flyttede ikke engang blikket da hun henvendte sig til mennesket. Han skulle ikke være herude nu. Dette her kunne godt blive ret voldeligt.
"Cleon, er du rar at gå ind på mit værelse og lukke døren, tak."
Hendes stemme var insisterende på sin egen tomme måde, og det var tydeligvis for hans egen skyld at hun sagde det. Hende og jægerens kampe var oftest ret voldelige og ødelæggende og hvis det kom dertil skulle han ikke være der. Hele hendes ryg gjorde ondt da hun blev presset længere ind i muren og støvet dryssede ned i hendes hår og gjorde det næsten hvidt.

Han havde en næsten uimodståelig lyst til at blive selvom Victoria bad ham om at gå. Han brød sig ikke om at den fremmede kvinde ville forsøge at dræbe den person der faktisk havde reddet hans liv, det betød så meget for ham at han helt glemte hvad det var hun faktisk havde gjort imod ham, at hun faktisk havde taget af hans blod.

"lad hende være, hun reddede mit liv!!"

Han vente sig så rundt og gik mod hendes værelse, og ind af døren som han lukkede bag sig, og ventede så bare på at de ville lade ham komme ud igen.

Procella luede mennesket fra til han var gået ind i rummet ved siden af. Derpå greb hun vampyren hårdt om halsen. Hun slækkede sit greb en smule så hun hårdt kunne hamre hende op i væggen igen - denne gang kun i halsen

"I DONT CARE! YOU DONT EAT HUMANS! I TRUSTED YOU! I LET YOU LIVE! AND YOU FEED ON MY FUCKING ANGEL?! OF ALL THE PEOPLE IN THE ENTIRE WORLD, YOU CHOSE TO FEED ON *MY* HUMAN VICTORIA! I HOPE YOU MADE YOUR PEACE WITH WHATEVER MAKER YOU BELIEVE IN! YOU PUSHED ME TO THE LIMIT, AND THEN YOU CROSSED IT! THERE IS *NO* FORGIVENESS FOR THIS, AND YOU KNOW IT!"

Det var meget længe siden hun havde været så gal. Raseriet flåede i hende som en steppebrand og heden brændte alt på sin vej. Hun vidste det var dumt. Ufatteligt dumt. Det ville vække hende. Hun ville udnytte det. Selvom hun vidste med fornuften hun skulle kæmpe imod af alle kræfter så var hun blændet af sit raseri.

"Ved du hvad der sker når vi går amok? Selv ikke jeg kan holde det tilbage med så lidt blod i kroppen."
Stadigt virkede hun ret afslappet, for hvis jægeren bare ville råbe af hende så var det bedst at slappe af. Der kom intet godt ud af at hidse hende op nu. Hendes stemme var lavere og hæsere nu for hun kunne næsten ikke trække vejret, selvom det var ubehageligt ville det ikke dræbe hende, bare gøre det sværere at tale.
"gider du slappe lidt af.. Det er i orden at du gerne vil dræbe mig, det har jeg forstået, men slap for menneskets skyld lidt af."
selvom hun snakkede lavt gik hendes stemme stadigt tydeligt igennem og hun så lige så bestemt ud som før. Hun ikke så meget som blinkede over jægerens raserianfald. Måske var hun til tider lidt for ærlig, og ikke så stærk som hun burde være, men mod havde hun på trods af alt.

Procella ville måske kunne fornemme en summen under hendes hud da magien vågnede til live inde i hende. Magi var hvad der altid havde holdt vampyrer i live i hundreder, nogle gange tusinder af år, og nu var hendes vågnet for at hjælpe til. Den havde reageret på luftrøret der blev presset alt for hårdt, et slags råb om hjælp.. Hun nægtede at bruge den endnu, for hun håbede endnu på en fredelig løsning, selvom det nok ikke ville gå sådan.. Men hybriden var stadig en ven, og hun ville ikke angribe med mindre det var nødvendigt.

Han satte sig bare på sengen og ventede til at de var færdige. Han vidste ikke hvad han eller skulle gøre hvilket også kunne være lige meget.

//bare lige skriv når han er tilbage, fordi jeg holder mig ude indtil i er færdig med jeres diskussion//

Procella lukkede øjnene og førte sit ansigt tæt ind til Victorias. Som i et kys. Hun stoppede en hårsbredte fra hendes læber og hendes varme ånde landede blidt på vampyrens ansigt.

"Sweet girl...you might not be able to hold you...but I will...i told you we where going to meet again...didnt i?"

Procellas stemme var lysere i sin tone da hun blidt hviskede. Procella lukkede afstanden mellem deres ansigtet da hun kyssede Victoria, men det var ikke et sensuelt eller seksuelt kys. Faktisk virkede det mest af alt som om Victoria blev smagt på.

"Still so...yummy....you wanner come out and play? I wanner play..soooo...bad...."

Procella åbnede øjnene og så direkte ind i vampyrens grønne blik. Procellas øjne havde ændret sig. Det hvide i hendes øjenæbler var begsorte, så den hidsige rovdyrgule farve, nærmest skreg mod den mørke baggrund.

Først udstrålede hendes ansigt bare forvirring, indtil hun indså hvem det var hun snakkede med nu. Et halvkvalt suk gled over hendes læber, og hun skulle til at sige et eller andet inden hun blev smagt på. Et eller andet sted inde bagi bankede en vigtig oplysning hende i hovedet: kvinden havde ikke fået spist blodet..
"skal vi nu til alt det her igen? Denne her gang må jeg så få at vide hvem jeg leger med?"
Hendes grønne intelligente øjne var fastlåste i kvindens og en kølig ro havde sænket sig over hendes træk. Stadigt var hendes stemme meget lav og næsten mere en hvæsen end noget andet. Hendes luftrør havde virkelig ikke godt af den her behandling.
"Der er blod på bordet.. det smager nok bedre end mit.. Mit er trods alt.. brugt.. Flotte øjne.. nye farver kan jeg se.."
Et lille tørt smil spillede over hendes læber, mens hendes øjne forblev strålende grønne. Hun ville ikke bruge sine evner endnu heller, for indtil videre var hun ikke skadet noget alvorligt bortset fra hendes luftrør der snart ville give efter.

"Du skylder mig dit liv.. jeg ønsker at du betaler tilbage nu, og lader mig leve, eller hvad end man kalder det jeg gør."
Med de ord gav hendes luftrør efter og hendes krop gispede instinktivt efter luft uden at kunne få noget mens hendes øjne blev spærret en smule op da smerten skar igennem hende. Hun lagde en hånd over hybriden og begyndte at klemme til. hun ville helst ikke skade kvinden, men hun ville også virkeligt gerne give sit luftrør tid til at hele igen så hun kunne tale igen. Hvis hun fortsatte med at klemme ville hun brække et par knogler, men egentligt ville hun bare fri og mon ikke Procella ville slippe hende. Kvinden brød sig ikke om at skylde folk noget. Og hun havde allerede hængt på væggen som en sød lille dekoration i alt for lang tid.

Cleon var ved at være træt af at han var blevet sendt op på værelset som et andet barn. Han vidste godt at der var meget han ikke vidste, men at behandle ham som et barn var alligevel for meget. Han kunne høre at de var oppe at slås ude i køkkenet, og han brød sig ikke om at de ikke behandlede hinanden ordentligt. Han ville jo bare have hjælp, og han var ved at være træt af den person som han ikke kendte.

Han gav sig til at lede rummet igennem for at finde noget han kunne forsvare sig med det måtte vel være muligt at finde noget. Han rodede skuffe efter skuffe igennem og skab efter skab, indtil han fandt våben i et af skabene. Han vidste ikke hvad det meste af det var men der var noget af træ som så ud til at være lavet til at stikke med så dem tog han et par stykker af.

Han tog sine sko af og gik så stille som han kunne mod køkkenet igen. Han kunne se hvordan de var oppe at slås derude, og af en eller anden grund som han ikke helt selv forstod kastede han den ene stage efter den fremmede dame. Han kastede stagen som det første da han så kvinde, og det var nok fordi han ikke fandt sig i at hun forsøgte at dræbe den person der havde reddet hans liv.

Procella smilede bredt til Victoria

"Call me a bad day...you remember that sunny morning dont you?"

Procella blottede tænderne og klappede dem sammen en håndsbredte fra Victorias ansigt. De underlige øjne lyste tilfredst.

"A boon called, a boon paid...You are a clever little fanger arent you?"

Procella førte munden hen til Victorias hals og snusede lydeligt indefter

"Me? Oh...im just Lauren when she is sleeping, and therefore more awake. I am her, she is me...we are one...so....i cant hurt you...this time...what a shame...Im bored now..."

Procella slap Victoria pludseligt og vendte hovedet mod den lukkede dør til soveværelset. Hendes blik blev interesseret, da døren gik op og Cleon kom ud. Blikket så roligt på mennesket da han slyngede en stage mod hende. Det var tydeligt mennesket ikke anede hvad det lavede. Stagen dunkede ind i hendes mave i en blød og skæv vinkel, uden at gøre nogen eller noget fortræd.

"You? You are...wrong...why are you wrong? When did you break?"

Procella vendte sig mod Victoria igen

"Did YOU break my angel?"

Stemmen var fuld af vantro og forundret latter.

Hun lyttede i stilhed uden at trække vejret mens kvinden snakkede. Hun bevægede ikke en muskel, ikke engang da kvindens tænder snappede foran hendes ansigt blinkede hun. Hun var så nervøs at hun ikke kunne reagere normalt på truslen om at blive spist. Hun lignede næsten en forstenet, men hendes øjne spærrede sig op, da hun så småt begyndte at indse hvem hun legede med. Så Procella var hvad.. skizofren? men det blev også udelukket da hun så huskede sig selv på at skizo'ers personligheder ikke kendte hinanden. Så de måtte være to personer, men hvordan det? telepati? med så få brikker hun havde at flytte rundt på omkring Procella kunne hun på nuværende tidspunkt ikke lige få det til at passe sammen.

Hun faldt sammen på gulvet med hånden presset imod halsen da hun med en smertefuld trækning kunne mærke at hendes luftrør satte sig på plads igen. Der gik knap to minutter inden hun kunne presse luft ud af lungerne så hun kunne tale igen. Stadigt var hendes stemme lav og hvæsende. Det var virkeligt længe siden at det var noget så sårbart som hendes hals det var gået ud over i en slåskamp, så smerten overraskede hende lidt.. Og det samme gjorde kvindens overraskende styrke. Hun var afgjort ikke kun menneske.. men hvad fuck var hun så!? Og hvorfor havde hun så mange navne!?
"hmf.. Procella, eller Lauren, er vist ikke af samme mening.. hver gang hun ser på mig bliver hun spontant hidsig."
Et lille smil krusede hendes læber da hun kom på benene i tide til at vende hovedet imod mennesket med et mørkt blik. stadigt var hendes stemme ikke stærk nok til at være mere end en hvæsen så hun ville nok ikke kunne lyde så kommanderende som hun geren ville. Dog sagde hendes blik tydeligt "Hvad-var-det-jeg-bad-dig-om!?", og det var ret hidsigt. Det var svært at være taknemmelig over et forsøg på at dræbe jægeren med en stage på trods af at det sikkert var venlig ment. Modsat med hende havde englen jo ikke en tjeneste til gode.. så vidt hun vidste.

"nej, det klarede han fint selv.. Han spyttede de andre engle i ansigtet og frasagde sig gud.. det behøvede han slet ikke min hjælp til.."
Hendes smil var stort og en lille latter der lød tør og hæs listede over hendes læber. Set i bakspejlet var det en syn hun sent skulle glemme og nu hvor det var overstået kunne hun næsten grine over det. Forhåbentligt gik der laaaang tid inden hende og møgenglen mødtes igen, gerne mange hundrede år.. Ham, eller hende.. den ville hun ikke savne. Det var umuligt at bedømme kønnet på de tingester.. Imens luftrøret langsomt satte sig som det skulle lænede hun sig op ad muren, med den ene arm på muren og den anden på låret mens hun trak vejret prøvende ind..

Hus spektakel var en af de kedelige ting at ordne, vis ikke den kedeligste. Dagen der havde startet helt roligt, eller natten, havde foregået ved den sædvanlige patruljeren rundt, han havde kørt rundt i gaderne og forventet at ingenting ville ske, men så havde der været den grumme opdagelse på kirkegården som han lige som så mange andre havde været ude ved, sådan noget fik maven til at vende sig uanset hvad man havde set i sit liv. Action var en del af jobbet noget han kiggede frem til. Det eneste han havde haft, udover kirke gården, var en gal vampyr unge der havde angrebet en for at få sin dosis blod, endnu end af den slags typer der så verdenen som en film og ingen grund til at dække hvem man var. det var som reglt et under at ingen havde trappet op og skudt dem eller være ting, med mennesker kom ting som kun det sygeste racer tænkte om at praktisere. Men så igen folk gad ikke så meget udenfor når det var vinter.

Han kørte hen til lejlighedskomplekset i det dystre Werclare, et sted han fordømte men han må have været kaldt derud til af en grund, men han fattede dog ikke hvorfor det var sjældent at politiet gjorde meget her, i hvert fald alene, en af få ting der gjorde ham lidt usikker, det var det her område hvor man tog det lidt unikke udstyr frem, trods at de overnaturlige racer gemte deres identitet var der stadig noget specielt udstyr til folk som de øvre vidste ikke var normale mennesker, som et specielt rang uden fordele, kun med mere arbejde, og mere papir arbejde. Han åbnede sit handske rum og skiftede hans patroner ud med sølv patronerne og tog et par ekstra magasiner med i de korrekte bælte tasker og steg ud og låste bilen før han gik ind i komplekset.

Han gik op af trapperne mod den lejlighed han havde fået af vide det var i, han kalde ind til centralen at han var ved stedet og undersøgt det. på vejen op af trappen villede hans hånd på grebet til hans pistol han havde ikke en god fornemmelse af det her men sådan var det. Han nåede lejligheden og lyttede kort ved døren før han bankede på, der var noget dårligt på den anden side, noget som burde være død, så meget kunne han føle, trods at han brugte noget energi på at ignorere de mange ånder der hang i lejligheden og der var sikkert ikke få på den anden side af den her dør. "Deploratus politi... Åben venligst døren" han trak været dybt og ventede.

Cleon blev overrasket over at kvinden ikke reagerede mere end det hun gjorde, men var på et eller andet punkt ligeglad, selvom det var tydeligt at se at han ikke brød sig om hende.

"Er jeg ødelagt, hvordan det?"

Han vidste ikke nok om det til helt at forstå, men det gik så op for ham hvad hun mente. Han vendte blikket mod hende igen.

"Hvis du mener at jeg ikke er engel længere så ja!"

Han blev en smule irriteret på Victoria da han så hvordan hun kiggede på ham, det var ikke noget han gad at have. Han kunne forstå på hende at han havde været meget arrogant over for sine med engle, men der havde vel været en grund til det.

Han hørte så hvordan det bankede på døren, og han gik langsomt overmod døren for at åbne den mens han tale stille og roligt til manden bag døren.

"hvad vil du?"

Procella udstødte en lille fnisen og rystede det lange mørke hår på plads

"Of coruse the moon-child gets angry. You remind her of...her...confronted with your demons...pardon the use of words...would you not want to kill it? You never wondered why she is the perfect killer? She knows you and your kin better than you know yourselves. Maybe you are not so clever after all..."

Procella skjulte munden bag den ene hånd imens hun med funklende øjne betragtede mennesket

"Seems like your lack of intelligence is rubbing of on the human...you should be good company...unless you eat him again. Should We leave you alone?"

Procella rettede hovedet mod døren da det bankede på. Hun vejrede let og smilede bredt.

"...and the fun keeps going round and around..."

Hviskede hun lavmælt, derpå hævede hun stemmen til et råb

"HELP ME! THEY ARE KILLING ME! HELP!"

Procella sendte et ulvegrin til vampyren og hviskede lavt

"See...i might not kill you, but if you just happens to get shot by a cop...its really not my fault is it?"

Hun blinkede til Victoria og hævede stemmen i et hjerteskærende skrig imen hun greb en blodpose på bordet. Da hun trykkede sammen om den, eksploderede den nærmest ud over hendes tøj og hår

"...let the game begin..."

"mine dæmoner beskriver det nok meget godt.. men nej, jeg spiser ikke af ham igen."
Det sidste var mest af alt en ordre til sig selv for hun ville virkeligt ikke spise af mennesket igen. Han var for venlig til at hun ville gøre det imod ham.. igen.
Hendes smil var lille, men det forsvandt da der blev banket på og bankeren identificerede sig selv som politiet. Her i werclare var der så lidt politi at det ikke kunne være hvem som helst.. og nok ikke et menneske.. Så hun kunne lige så godt forvente det værste. Det gav et sæt i hende da hvem end hun nu var begyndte at skrige og hun spærrede øjnene op i overraskelse, og irritation.
"im not...! you just had to.. you just couldn't.. gees!"
Vredt trampede vampyren i gulven for ikke at hamre en næve ind i den allerede ødelagt væk. Det blev hun også nød til at tage sig af på et tidspunkt.. når alt det her var overstået.

Med et sidste blik på kvinden satte hun i løb over så langt væk som hun overhovedet kunne komme fra kvinden. Politibetjenten ville gå efter hendes stemme, ville sigte efter den og hun ville helst ikke syå tæt på. Lugten af menneskeblod var overvældene for vampyren og hun kunne ikke modstå fristelsen til at snuse ind. Den lå så tykt i luften at der kort kom et mørkt skær i hendes øjne. Det varme og friske blod som hun havde indtaget tidligere på natten gjorde at hun ikke var sulten sådan for alvor men havde hun været yngre havde hun nok haft svært ved ikke at tage en lille bid af mennesket. på vej over i stuens hjørne snuppede hun den anden blodpose på bordet, bare hvis de nu havde været hjerneløse nok til at sende et menneske.

Det blik hun sendte Micha fra den anden ende af rummet viste tydeligt at det med blodet havde været unfair. Det var ikke bare enormt dramatisk men også lidt ondt overfor vampyren. Vampyrers sult var aldrig for alvor stillet, og selvom de måske ikke rigtigt var sultne så var de heller ikke rigtigt mætte.
Procellas anden side var tydeligvis et barn i en voksens krop, og havde en forskruet ide om at dette her bare var et sjovt spil. For vampyren var det lidt mere seriøst, for det var uden tvivl hende der ville få skylden for det her rod.. nu var der bare tilbage at betjenten kom ind. Hun rettede sig op og forsøgte at se så lidt vampyragtig ud som hun kunne. Blodposen var gemt bag om ryggen.

Han stod og ventede på svar efter at endelig have hørt en konstant visken og så en ung mands stemme gik han kort i gang med at svarer "Der har været meldt et hu-..." Pludselig var der råb om mord forsøg inde i lejligheden, 'pokkers' tænkte han for sig selv før han kiggede på døren, han trak sin pistol, han tog en dyb indånding, trak sig et par skridt tilbage før han sparkede døren hårdt ved låsen, døren gav let efter men ikke helt, så sparkede han anden gang, og kraften fra hans spark fik listen til at give efter og døren til at åbne hårdt op, og ramte væggen, og al andet der stod i vejen, i samme bevægelse trak han sin pistol og løftede den op mens han kiggede ind i rummet.

Den jern agtige lugt af menneske blod hang tungt i luften, sammen med mængden af fortabte ånder der hang omkring i lejligheden, åbenlyst at ingen af de her tre var 'the good guys' men så igen de var alle sammen i Werclare i gang med et eller andet djævelsk, i løbet af det første korte tid observerede han et menneske der var i gang med at åbne døren da han sparkede den ind, så så han Procella smurt ind i blod, det så voldeligt ud men efter kort tid kunne han se at det ikke var hendes, et billigt trick, men nu var hans evner jo liv og død, gjorde det kun det mere problematisk for ham at være i Werclare, i en uddøds lejlighed.

Efter en tredive sekunders tid efter at have baldret døren ind, sagde han med en autoritær tone "Hvad pokker er der gang i her?!" Han følte ikke at manden ved døren var en stor nok trussel til at pege våbenet imod ham, men der var noget ved Procella han ikke helt var sikker på, og han havde ikke lyst til at en uddød skulle overaske ham og angribe ham.

Han blev meget overrasket over døren der sprang op i hovedet på ham og smadrede ind i hans torso så han selv ramte væggen før han kunne komme fri igen. Han stillede sig klar til at dræbe manden der var kommet ind hvis det var nødvendigt. Han stillede sig frem igen fra døren og ventede på hvad der ville ske. Han havde en stor lyst til at spørge manden hvad han lavede der, men orkede ikke at gøre det. Han havde vel en grund til at komme brasende på den måde midt om natten.

Han kiggede rundt i rummet for at se hvad der sket, og først da så han at Procella var blevet smurt ind i blod, hvilket overraskede ham da han ikke lige havde set Victoria få overtaget over hende, så han stod bare kort og gloede mede åben mund før han vendte sig mod manden igen. Han ville helst ikke dræbe ham men han ville gøre det hvis det blev nødvendigt.

Procella pegede over på Victoria

"Vampire! She bit the human and tried to kill me! She has somekind of spell on him! He tried to stake me! Look! he is still holding one! Help me!"

You know Micha...im not gonna let you kill the angel...
- What angel? The broken one?
No, the one who saved me when i was lost in sorrow
- You where lost moon-child?
Back then...and ever since...you know that...

Procella sukkede svagt. Hvorfor skulle jægeren være besværlig nu?

But i want to play!
- Not with him. And you where the one who wanted Victoria to live
She is boring now...
- You are too easy to bore my love.
I know...but you love me still dont you?
- Yes i do...now and forever...leave the angle alone. For me?
Okay okay...for you...only because you ask so nicely.
- Are you going to let me back?
I dont know...i just begun playing...
- Micha...dont be rude now...

Da Procella gled tilbage og det sorte forsvandt fra hendes øjne blinkede hun et par gange og så sig sammenbidt rundt. Hvordan fanden skulle hun redde den her hjem for dem alle sammen?

På grund af de forvirrende lugte i lejligheden og den dominerende lugt af menneskeblod kunne hun ikke sige hvad manden var, men med hans ankomst spredte sig en ny lugt.. så han var ikke menneske. En snøften lød fra vampyren der pludselig stod over ved mennesket, tæt nok på til at hun kunne inspicere betjentens arbejde på hendes dør. dørkarmen så ud til at være særdeles utilfreds med behandlingen og det ville kræve noget arbejde at få den til at se ordenlig ud igen.. arbejde som hun igen planer havde om at udføre.. hun havde andre og mere interessant ting at se til, som for eksempel at tage på arbejde.

Fornærmet sendte hun et indigneret blik imod kvinden der tydeligt viste hvad hun mente om de beskyldninger. Hendes stemme var hæs på en usund måde som om hun lige havde haft halsbetændelse, eller som om der var noget galt med hendes vejrtrækning.
"Did not! Og desuden er det der normalt menneskeblod, sådan ved vi vist begge at dit ikke ville lugte."
hun kendte ikke noget til den tavse samtale der forgik mellem Procella og den anden stemme, men så næsten lettet ud da den sorte farve forsvandt fra kvindens øjne. De måtte vist lige have en snak bagefter når der ikke stod en betjent og viftede med en pistol, samt et forvirret menneske lænet op ad væggen.

Hun gik med ryggen til betjenten over imod jægeren, stadigt med et par anstrengte træk både i ansigtet og i kropssproget. eftersom manden jo ikke var menneske var han nok også forberedt på mere end bare normale menneskeproblemer.. Og så var Werclare jo også hjemsted for de fleste vampyrer og dæmoner.
"We need to talk.."
På trods at hun havde vendt ryggen til pistolen, kunne hun ikke lade være med at vente på den pludselige smerte der indikerede at en eller anden havde skudt hende eller bare anskaffet sig en sølvstage. Med Procella som bekendtskab skete den slags ofte.

Procella holdt afværgende en hånd op mod Victoria

"No...we dont...we really really dont...i need...a bathroom...MOVE!"

Den tunge metalliske lugt af menneskeblod fik kvalmen til at rulle igennem hendes mave og mellemgulv. Procella stønnede halvkvalt da det gik op for hende at uanset hvor langt hun løb, så ville hun ikke undslippe lugten før hun havde været i bad. Hvor fanden var toilettet her?!

Desperat kastede hun sig mod køkkenet, allerede halvgylpende. Det blodige hår lå klistret ind til hendes kinder og tøj.

YOU SOAKED ME IN HUMANBLOOD?! WHAT THE FUCK MICHA?!
- Oh come down. Its just for fun
THIS IS NOT FUNNY! LEAVE ME THE FUCK ALONE YOU BITCH! LEAVE! NOW! I HATE YOU!
- I thought you loved me moon-child...you are hurting my feelings now. You dont wanner hurt me...do you?

Procellas knoer var hvide da hendes fingre spændtes nærmest desperat om bordkanten og en grød af halvfordøjet aftensmad, vievand og nadver blev presset op gennem hendes spiserør. Ude af stand til at kontrollere sine kropsfunktioner strømmede tårene ned over hendes kinder imens hun kastede op.

...i hate you so much right now...leave me alone...please...get out of my head...this is your fault...stop torturing me!

Den velsignede stilhed der fulgte efter gav hende ingen taknemmelighed eller ro.

Han kiggede mellem de forskellige folk, det her var jo et gale hus, han hadede virkeligt at skulle hen til et sted som dette, men der måtte jo være en meget god grund til det, selvom han ikke selv var helt sikker på det, det var sikkert hende her Procella, da ham jesus wanna-be personen ikke var i god fod hos nogen var det dog nok ikke nok til at blive anholdt. Pludselig så Procella ud som om at hun gik i selvsving men så igen med alt det blod fra en anden person hun havde ud over sig var det mindre end overraskende. Han kiggede over på Jesus freaken med en stage i hånden, "Træk ind i stuen til de andre... og smid den pind på gulvet..." lige som han havde sagt det skyndte Procella sig ud af stuen og ind i køkkenet, så paranoid som han nu var som betjent overvejede han muligheden for at hun ville hente sig en kniv, og den var stor "Procella! Det samme gælder dig, ind i stuen!" Han snakkede med en lettere væmet tone over alt det blod og selve lejligheden.

Han stod og overvejede sin situation, han havde en uddød, et menneske, som ikke var populært i hans øjne, og Procella, en person han lige havde lært at kende som nu stod og viftede rundt med hvad end nu hvad, af en person der var jager som han havde bedt om ikke at vifte sit arbejde op i ansigtet på ham, var det nok ikke det smarteste for ham at være endt her. Han bevægede sik ikke imens han ventede på at folk gik ind i stuen, han koncentrerede sig på to ud af tre, men holdt øje med den indgangen til det rum som Procella var løbet ud i, så vis de gjorde noget dumt ville han være parat til at forsvarer sig selv så meget som han havde lov til, hvilket var meget.