Who are you? - Cleon/Procella/Julius

"Sorry for bothering you! Vær glad for at jeg behandlede ham så pænt som jeg gjorde eftersom det er hans skyld at jeg blev torteret af guds efterretningstjeneste!"
Vreden var vendt tilbage i hendes øjne og hendes stemme var lav og kold. Der var ingen fysiske tegn på at hun havde lidt nogen overlast men det var der sjældent på vampyrer når der var gået mere end en time.. Der var ingen beviser for hvad der var sket, men efter udtrukket i hendes ansigt at dømme kunne det godt ligne at hun talte sandt.
Hun trampede forbi kvinden med et udtryk som tydeligt indikerede at hun skulle udenfor hvor det var tilladt at smadre et eller andet. Hendes temperament var flammet op da jægeren proppede benzin på det og hun flåede døren op næsten uden at røre døren.

"Hvorfor er jeg så svag! lorte engle!"
Hendes mumlen var kun lige høj nok til at jægeren ville kunne høre den og kort efter Wilith var forsvundet udenfor kunne man høre lyden af splintret træ.
Det kunne godt være at hun sædvanligvis var ret bange for jægeren så var der ikke så meget andet end en brølende vrede i hendes tanker lige nu, så det var den mindste ting.. Og med engle der tydeligt kiggede med så var det svært at finde hende skræmmende..

Han stod bare og kiggede på kvinderne der skændtes på livet løs. Han havde ingen anelse om hvad de snakkede om, men den styrke der var bag den ene kvinde var da også utrolig. Hvodan kunne hun have så meget styrke. Han lagde dog hurtig den tanke bag sig.

"Hvad fortæller du om mig? Du er jo bare forvirrende."

Han kunne ikke rigtigt få noget ud af det hun fortalte om ham. Han vidste jo ikke selv noget som helst om sig selv, men det hun fortalte var bare ikke den store hjælp. Han var da selvfølgelig taknemmelig over at hun forsøgte at hjælpe ham.

"Selvom det måske ikke er den største hjælp, så mange tak."

Procella knurrede hidsigt af Victoria

"Oh! I get it! so now you want me to be grateful of this shit you dump on me? Its not enough that im pregnant, or your mother is a psycho whos looking for me, now i have to smile while you destroy the church and throw this at me....HAVE YOU MET ME?! LIKE...EVER?!"

Det sidste brølede hun af Victorias ryg. Hun stod og dirrede kort og vendte så det flammende blik mod Cleon.

"Oh shut up! Your name is Cleon, you are a self-righteous dick, and no i dont have your freaking birth-certificate in my pocket! You work with children and are a pain in my ass, and its not any less of a pain just because you remember SHIT!"

Procella gik over og tog fat i den håbløse mand og begyndte at trække ham mod døren hvor Victoria var forsvundet

"We need to get you home...you dont belong here...fuck me...fuck you! Fuck HER! McRian! Take your freaking human back! I cant do this!"

Snerrede hun og flåede døren op ud til natten

If she have harmed the graves...then no more mercy...

"Jeg burde have gættet at du ville reagere sådan.. hvor dum kan man være.. Du er den som alle beskytter hvis du ikke havde opdaget det. Hvis jeg er heldig dør jeg hurtigt når Gwyn finder mig."
Inden hun gik ud fra kirken så hun kort på hybriden der stod og råbte af hende. Hendes øjne var tomme og det så ud til at hun ikke havde tænkt sig at gøre mere ved det her. Mennesket skulle i hvert fald ikke med hende hjem og hvis kvinden ikke ville lytte ville hun ikke få en forklaring.

Det eneste som var knækket da de kom ud var et højt birketræ der havde stået op ad kirkegårdens hegn og som nu mest af alt lignede en klump pindebrænde. Hvis man vare kiggede kort hen over bunken ville man ikke få øje på den tot rødt hår der stak ud fra hættetrøjen. Vampyren sad på træstubben, med ryggen lænet op ad det der var tilbage af stammen og vreden var forsvundet ud af hendes krop som træet blev forvandlet til pindebrænde.

"He is not my human! He's is your protector.."
Hun rejste sig træt op og gik over imod den høje kvinde og det meget forvirrede menneske. Det var egentligt ret synd for ham, fanget i en af deres diskussioner mens han stillede spørgsmål for døve ører. Hvis han endeligt tog med hende, vidste hun at hun nok blev nød til at fortælle ham hvad hun egentligt var..

Han blev fuldstændig overrasket over at kvinden blev så vred, pludseligt. Han havde ikke gjort hende noget, men måske havde han gjort noget mod hende før han mistede sin hukommelse. Han mærkede hvordan hun greb fat i ham og fulgte bare med hende. Han lagde så mærke til hvad han lige var blevet kaldt af hende.

"Nu slapper du af!"

Hans stemme var hård som den ofte var, men stadig rolig. Han forsøgte at rive hendes hånd af sig, ikke fordi han ikke ville følge med hende, fordi det havde han stadig tænkt sig, men mere fordi han ikke gad at blive slæbt rundt på sådan.

"hvad er det du siger Victoria, hendes beskytter? Nu sætter i jer ned og fortælle mig alt i ved!"

Han var ved at blive virkelig vred, fordi nu vidste han jo at der var blevet løjet for ham, og det gad han ikke så kunne de jo bare have sagt at de ikke ville hjælpe ham. Han var godt klar over at han ikke var i den bedste situation for at stille krav, men han var ligeglad. Han var virkelig sur, og ville ikke være bange for at komme til skade.

Procella lod Cleon rive sig bort, simpelthen fordi hun blev stikhamrende tosset

"You goddamn self-absorbed pms-teen! NO one protects me! Not him! Not you! Not Wick! I look out for me! In case you didnt noticed little miss-smart-ass, i have spend my LIFE looking out for everyone BUT me! So excuse me VERY much, while i put my foot down and stop this fucking insanity! Do you expect me to look out for myself, my....spawn, everyone on these islands, and a...well what the hell ever he is, while i risk everything because YOU could not step up and take some goddamn responsibility?! You know what?! SCREW YOU!"

Procella vendte hovedet rasende mod Cleon. De rovdyrgule øjne glitrede svagt i nattelyset. Det ville nok være svært for Cleons menneskelige øjne at opfange i den sparsamme belysning, men hvis Victoria så efter var det tydeligt at der var for meget væde i Procellas øjne

"No! NO! YOU DONT TELL ME WHAT TO DO! NEITHER OF YOU DO! Have any of you EVER thought even ONE time of me? Lay it on the hunter, oh the poor girl she is going to die young anyway...FUCK YOU! BOTH OF YOU!"

Procella samlede med et ryk læderjakken omkring sig

"If you are SO much better than me, then you be his fucking babysitter! You do NOT come to me and risk my life, all over again, and then get to play angry teen, or whatever crap it is you are pulling. Im DONE! Fix your own goddamn mess!"

Procella begyndte arrigt at trampe ned af den sirlige flisegang der førte bort fra den store domkirke. Det stak i hendes øjne, lige så meget af sårede følelser som af arrigskab.

"Azuriel beskytter dig.. Om han så skal dø i forsøget.. Og du ved udemærket at placere et menneske i min lejlighed nok ikke er det smarteste! Og slet ikke nu, sidste gang jeg spiste var der en der døde!"
Hun så mere trist ud end egentligt vred da hun skrånede over kirkegården og så beklagende på Cleon. Hun skulle nok forklare ham hvad i alverden der skete, men ikke herude i det åbne. Hvis det endelig var hende der stod til at skulle lege babysitter så kunne hun ikke have ham til at være totalt uvidende.. det var ikke fordi at det var totalt ufarligt at bo sammen med en vampyr..

"Procella.. Jeg beklager min reaktion, men for meget kontakt med guds efterretningstjeneste har bare en ubehagelig effekt på min slags. Hvis du vil være vred, så vær vred, men hvis du vil have en forklaring på hvad der er sket så kom med til min lejlighed. dette her er ikke det bedste sted at diskutere det. Og Cleon, jeg ved at dette er ubehageligt og forvirrende, men jeg lover at fortælle hvad der sker når vi ikke er ude i det åbne."
Langsomt begyndte vampyren at følge efter jægeren væk fra kirken, efter at hun havde lavet en hurtig håndbevægelse til mennesket der indikerede at han skulle følge med.

Det var op til jægeren selv om hun ville høre på vampyren, og selvom den udøde virkeligt håbede det så vidste hun at det nok var mere realistisk at kvinden bare ville forlade stedet i vrede, ude af stand til at lytte med det humør hun var i.
Hvis hun endeligt besluttede sig for at følge med ville Wil sætte kursen imod sin lejlighed med hurtige skridt, ivrig efter at komme indenfor så hun kunne få fortalt hvad hun vidste.

Han blev igen forvirret over den ene kvinde, den af dem der tilsyneladende havde reddet ham eller ihvertfald fundet ham liggende uden nogen hukommelse. Han begyndte ty huske noget der var sket, nemlig at han var blevet båret af en eller anden et godt stykke, var det hende?

"Victoria var det dig der bar mig?"

Han var stadig vred og han var specielt vred på den person der var begyndte at forlade dem. Han kunne mærke at det gik ham på at hun var utaknemmelig overfor dem, der tilsyneladende faktisk hjalp hende, men det var jo noget hun åbenbart bare ikke ville indse. Han kunne da også tydeligt fornemme at der var noget der virkelig gik kvinden på.

Det den unge kvinde, ja nærmest pige fortalte om at sidste gang var der en der var død forvirrede ham og gjorde ham også lidt bange, men frygten lagde han bag sig da han fik at vide at hun ville fortælle hvad der var sket, hvilket han gerne ville vide, så måtte det slå ham ihjel hvis det var det men det var lige meget så længe han bare vidste hvem han havde været.

Han fulgte dem da han fik et tegn der gjorde ham opmærksom på at han gerne måtte følge med, hvilket han gjorde gladeligt.

Procella gik hidsigt ud på parkeringspladsen til sin bil og flåede døren op da hun havde drejet nøglen rundt. Hendes hænder knugede om rattet og hun stirrede rasende frem for sig selv. Da de to andre langsomt kom efter havde hun ikke bevæget en muskel. Hun lænede sig ud til siden i en kort afsnuppet bevægelse da hun åbnede passagerdøren.

"you owe me one hell of an apology later...get in...both of you. And unless directions is given i really would advice against smalltalk the next 5 minutes. Deal?"

Procellas stemme var skarp og kold, og underneden rumlede den dybe knurren konstant

(i tilfælde af at begge sætter sig ind skal wil være velkommen til at spole frem til lejligheden, hvis hun ønsker det)

"Ja jeg bar dig.. du lå oppe på bjerget."
Hun så kort på mennesket og smilede et lille smil som næsten kun var en grimasse. Hun puffede ham ind i bilen og kravlede derefter selv ind, ikke helt tryg ved at sidde indespærret i et metalbur med jægeren sådan som hun så ud i øjeblikket. hun lænede sig tilbage i sædet og så træt på hybriden der satte sig ind på førersædet. Nogle gange var mennesker, og halvmennesker virkeligt udmattende at være sammen med..
"jaja.. vi skal imod centrum.."
På resten af turen var der helt stille fra vampyrens side med undtagelse af når hun skulle lede dem hen ad de rigtige gader.

Omkring 5-10 minutter senere holdt bilen bag den gamle bygning som Wil boede i for øjeblikket og hun stod hurtigt ud af metalmonstrummet lettet over at være ude igen. Normalt havde hun intet problem med at være inde i en bil i længere tid, men med procellas humør og Cleons lidt for fristende blod så var det ikke et sted som hun havde lyst til at være.

Hun tog trapperne to af gangen og nåede så hurtigt op på anden sal hvor hun havde sin lejlighed som hun låste op med en nøgle der dukkede op fra hendes lomme.
Lejligheden som de kom ind i var ret flot udsmykket, men der var ingen overskydende møbler som der var i huset i irland. dette var tydeligvis bare en midlertidig bolig..
"Velkommen til min ydmyge bolig.. sæt jer hvor i vil."
Hurtigt sparkede hun de lette sko af og de fløj ind i væggen og dumpede ned på gulvet men hun så ikke ud til at tænke nærmere over den alternative måde at få skoene af på og gik i stedet ind i stuen hvor hun satte sig op på spisebordet med benene diglende ud over kanten.

Cleon gik ud af bilen og fulgte Victoria op af trapperne. Han gik ind og satte sig ned på en stol i køkkenet og ventede spændt og bange på hvad han nu ville få at vide. Han var meget nervøs omkring det, men på samme tid glædede han sig meget. Hans hovede var fyldt med tanker specielt om Victoria, hun var jo umådelig stærk, på en måde som gjorde det hele uvirkeligt.

"..."

Han ville lige til at sige noget men lod være, fordi han fandt det uhøfligt sådan bare at begynde med at stille spørgsmål, når hun jo allerede havde lovet at fortælle ham hvad hun vidste. Han havde ingen anelse om hvad han ville høre men det var jo også lige meget.

Procella vadede frem og tilbage som en rastløs panter i et bur.

"No thanks...i prefere you start talking...whats wrong with it?"

Jægeren talte totalt hen over hovedet på mennesket som hun på ingen måde kunne finde ud af hvordan pokker hun skulle forholde sig til lige nu. Hun skævede til ham og mærkede den tilkæmpede ro vakle under det evigt lurende raseri.

Hun vendte hovedet med et ryk tilbage mod Victoria. Hun blottede tænderne i en lydløs snerren imens hun genoptog sin knurren og rastløse vandren

"Pro sæt dig ned.."
Vampyren så stadigt halvtræt på halvmennesket og ønskede virkeligt bare at kvinden ville holde op med at vade rundt og slappe lidt af. Det var jo ikke sådan at Gwyn eller nogen anden om lidt ville brase ind ad døren. alligevel fik tanken hende til at skæve imod døren, bare for at være sikker..
"Der er en brandtomte oppe på bjerget. Jeg var ude at gå da jeg fik øje på den, og da jeg kom ind hang der den her pige på væggen i samme positur som jesus da han blev korsfæstet. Jeg tænkte ikke, og ville bare have hende ned.. Hun var ligesom mig, men hun havde ikke været i stand til at hele.. de havde mishandlet hende med hellige våben."

Igen var hun ret trist at se på og det var som om hun trak hovedet ned imellem skuldrende ved mindet om det der skulle til at ske på bjerget. Det røde hår skyggede for en del af hendes ansigt, og den anden del så lige så fejlfrit ud som altid selvom der var noget falsk over det..
"Hun var død.. for alvor død, men guds hellige bastarder brugte hende som deres lille dukke.. det var som om en eller anden havde sat højtalere uden for mine ører og stod og råbte ind i en mikrofon.. de spurgte efter ham, og så kom han løbende ind.. De havde en længere diskussion om hvorvidt han havde svigtet sit formål, eller ej.. ærligt talt kan jeg ikke gengive den, jeg var knap ved bevidsthed.. Jeg tror at vi var ved at gå, da hvem end det nu var besluttede sig til at Cleon vist nok ville passe bedre som menneske, og det var så der at tøjet brændte. Du ved at han havde noget med ild før.. englen brugte det mod ham og slugte det tilsidst.. Da jeg kom til bevidsthed igen, var han menneske og der var intet jeg kunne gøre.."
Bevidst undlod hun delen hvor hun var kommet til at tage en god del af hans blod. det ville nok ikke lige være det rigtige at nævne nu.. Det mindede hende om at hun burde indvie deres lille menneskeven i deres verden. hurtigt hoppede hun ned fra bordet og så opfodrende på Cleon.
"Du havde et spørgsmål?"

Han forsotd at han tidligere havde været noget andet end menneske, hvilket han ikke helt forstod da han ikke kendte til at der eksisterede andre racer end mennesker. Han vendte sit ansigt mod Victoria.

"Ja, hvad var jeg før jeg blev menneske?"

Han ville så gerne vide det, og han ville også gerne vide hvad der eksisterede.

Procella knurrede rasende af Victoria

"McRian...i need food...your kinda food...go get it for a moment please..."

Procella trak vejret dybt og vendte sig mod Cleon i forventning om at den unge vampyr gjorde som hun fik besked på.

"Dude...look...You are not a human...you never where. You fucked up...bigtime...i guess thats why you dont remember shit. From what i hear, i think you got stripped...and you dont even know what that means do you?"

Procella skævede mod Victoria for at fange om vampyren havde nogen anelse om hvad det betød

En smule træt af kvindens knurren gjorde vampyren en bevægelse med hånden og to blodposer landede med et klask på spisebordet. de var kolde af at have ligget i køleskabet, men hentet fra sygehuset dagen før så de var stadigt ganske friske. Hvad cleon ville tænke om dette her var ikke så vigtigt for hende i øjeblikket for han ville jo selv vide hvad han havde været.
"Tag for dig.. Jeg har mere hvis det er.. Cleon, før du var menneske var du en engel, en af jeres frelsers skabninger. Det er altså underligt at forklare det.. men i hvert fald. Af en eller anden grund frasagde du dig guds ord, og derfor kom englenes kgb og tog din titel og dine vinger fra dig. Det er hvad Procella mener."

Hun blev nok også nød til at forklare ham hvad hun selv var, for det var sådan en ret vigtig detalje nu hvor hun tilsyneladende skulle babysitte ham.
"Der findes en hel andet end engle i denne verden, jeg er en af de andre racer. Jeg er en vampyr. ved du hvad det er? Vi er praktisk talt døde, og vi lever af blod. det er ret creepy, jeg ved det, men det er den korte version.."
Igen skubbede hun sig op på bordet og trak benene op under sig og lagde hovedet på knæene.

Da hun snakkede begyndte han at blive nervøs. Det med at han havde været engel var ret så mærkeligt, og hvad havde han gjort for at miste sine kræfter det gad han godt at vide.

"ved i hvad jeg gjorde for at blive straffet."

Hans stemme var nervøs men stadig rolig. Han kiggede på dem begge mens han sagde det. han blev virkelig bange for hende da hun fortalte hvad hun faktisk var. Han faldt af stolen og bakkede væk fra hende til han nåede muren som hans tyg ramte.

"hhhooold... Dig... væk"

han var fuldstændig skræmt over det hun fortalte ham, men fandt det dog også lidt interessant. Hans hjerte hamrede løs fordi han var så bange. Han kunne mærke at han var ved at få koldsved fordi han var så bange.

Procella himlede med øjnene

"Oh just spring it on the guy why dont ya...SHUT UP! FUCKING IDIOT!"

Procella rasede mod Victoria og det kriblede i hende for at splitte den ubetænksomme vampyr ad, da hendes blik gled til blodposerne på bordet.

"Cleon...breathe...seriously dude...you are going to pass out if you dont. She is not going to touch you. I wont allow it. Please...relax...if you can...she is not going to kill you...okay? I promise..."

Procellas stemme var ukarakteristisk blød og blid. Den var fuld af beroligende overtalelse.

"McRian...move away from the human...you just scared the living shit out of him...move...the other end of the room"

Procellas stemme smældede koldt. Det havde egentlig ikke nogen betydning hvis Victoria valgte at angribe nogen, men eftersom Cleon ikke vidste hvad nogen af dem var, ville afstanden alligevel betyde en slags psykisk tryghed. Staklen kunne jo ikke vide hvor hurtigt en vampyr faktisk kunne bevæge sig, og lige nu var det vigtige at jægeren fik gjort den unge pige til dét. En ung pige der ikke var farlig.

...im surrounded by complete morons...

"He wanted to know.. and i told him.. You should know that im not gonna touch him.."
Hun lavede en bebrejdende lille lyd da hun hoppede ned fra bordet og gik over i den anden ende af rummet. Hun vidste at dette her ikke havde været smart, men manden ville jo for fanden vide det og hvis hun skulle babysitte ham måtte han vide hvad han gik ind til. Når han engang var faldet ned, havde hun planer om at finde sig en stage og give til ham. Så måtte han sgu da føle sig sikker.. det var jo ikke fordi at hun ville holde ham her imod hans vilje..
"i know its scary.. you should have seen my face when i found out.."
Hendes grønne øjne var irriterede da hun satte sig op ad væggen, og lænede hovedet imod væggen. Hun lignede en levende fuldstændigt bortset fra hendes hvide hud, som ikke var specielt menneske agtig.

"it was not like i had a bloody choise back then.."
Det sidste var kun beregnet til hendes ører, men hvis man lyttede godt efter ville man kunne høre det meste af det. Selvom hun allerede kedede sig grumt modstod hun fristelsen til at forme en lille tornado og få den til at vælte rundt på gulvet som en snurretop. Hvis hun skulle virke uskadelig var en tornado nok ikke det bedste at lege med. I stedet brugte hun sin evne til at skubbe en tegneblok der lå ved et bordben over til hende mens hun snuppede en kuglepen fra sin lomme. Så kunne hun da bruge tiden på noget fornuftigt.
Pennens kratten var derefter det eneste man hørte fra den blodtørstige, og meget farlige vampyr.

Han blev en held del roligere da hun flyttede sig over i den anden end af rummet, men også på grund af de ord der kom fra den anden kvinde. Han begyndte at trække vejret meget langsomt for at dæmpe sit hjerte.

"Okay, okay, ikke farlig bare anderledes"

han forsøgte at få sig selv til at tro på det, nu havde hun jo også massere af blod i køleskabet så hvorfor skulle hun dog gøre ham noget. Han fik sig selv til at tro på det så han ikke skulle døje for meget med den frygt.

"Men ved i mere? Specielt om hvorfor jeg fik det frataget?"

han gik hurtigt over til spørgsmålene igen for at han bedre kunne arbejde med det hele, og ikke skulle bruge så meget tid på at bearbejde alle tingene omkring vampyrer. Han var sikker på inden i sig selv nu at han var sikker.

Procella så langsomt mod Victoria

"Shut your mouth or i AM gonna hurt you...not another word..."

Procella vendte sig mod Cleon igen. Var han dum? Det måtte han jo være.

"Try again...she IS dangerous. But not while i am here. That overthere. Its a...rapid dog...and you play the role as a hotdog. She is very dangous. To her, you smell like food. Victoria is a freak amongst her own kind...and if she leaves the path...ill be there...but there are more like her outthere...and i cant follow you around all the time..."

Procella sukkede tungt og gned sig i ansigtet. Hvorfor skulle hun altid ende med lorten?

"Sooo....you where an angel...kind of a bigshot. You took care of children, that is why you where sent to protect me...or...not me...my spawn...im pregnant...you where all doom and arrogance, and flames...and apparently...you renounced god?"

Procellas stemme blev tvivlende og hun kløede sig i håret. Hvordan fanden var det overhoved gået til?

Endnu et fornærmet blik blev sendt i kvindens retning, men vampyren tiede da stille selvom det ikke var med hendes gode vilje. Imens tog hendes streger form af en kvindekrop på papiret, og mens hun sad bøjet over papiret hørte hun ikke rigtigt efter hvad de andre talte om indtil Procellas stemme blev tvivlende. det var ikke ofte den blev det, så det fik hende til at rette hovedet op og se på kvinden. På trods af hendes trussel, besluttede vampyren for at blande sig.
"Han var tilsyneladende pludseligt blevet en stor fortaler for min slags.. Hvorfor skal jeg ikke kunne sige, men at forvandle hans syn på os ville ikke være let. Der skulle en hvis slags følelser til.. Og ja, jeg ved det.. jeg skal nok holde kæft.."

Endnu et fornærmet blik blev sendt deres retning, inden hun bøjede sig over tegneblokken igen, mens hun så på jægeren ud af øjenkrogen. På hendes papir tog kvindekroppen endnu mere form, en form som virkede mistænkeligt bekendt, bare uden det sædvanlige sorte korset og alt læderet.. Hvis Procella spurgte ville hun benægte alt, i hvert fald indtil det var færdigt. Der ville hun se en hel del anderledes ud end hun gjorde nu, hvis det stod til vampyren.

Han kiggede bare forvirret på kvinden der forsøgte halvt at berolige ham. Han forstod ikke ret meget af det de fortalte. Han fik ikke ret meget ud af det Procella fortalte ham om hvorfor han var blevet strippet for alle sine kræfter. Han blev derfor meget glad da Victoria kom med en nærmere forklaring på det, selvom han fandt det meget mystisk.

"Du siger at jeg er glad for din race?"

Det forvirrede ham, da han kunne forstå på Procella at de var farlige og ikke nogen man skulle stole på. Han vidste ikke hvad han mere kunne spørge dem om. Han håbede bare på at de vidste noget de kunne fortælle ham, og som de gerne ville fortælle ham. Han blev dog pludselig ramt af en indskydelse af en ide, om at han ville se der hvor det var sket.

"Kan du vise mig vej derhen hvor det sket, måske det kan hjælpe på min hukommelse?"

Procella rejste sig irriteret op

"That does not make any sense! Last time you two met, you tried to kill one another, and then he liked you? And no you are not going out in the snow as a human in the middle of the night dressed like that! Are you insane?!"

Procella slog ud med armen og begyndte at trampe frem og tilbage

"Why do i try? Why am i here?! no one EVER listens to me anyway! and when i give up and let you do with your own mess, im just self-absorbed, right Victoria?"

"Procella, det var ikke hans følelser for mig jeg talte om, de var nok lige så fjendtlige som de plejede at være.. der må sgu være en anden, for godt nok gad han ikke dræbe mig deroppe.. men en eller anden havde forandret hans syn på udøde."
Hun lagde forsigtigt skitsebogen fra sig, og kom langsomt på benene mest for menneskets skyld så det ikke gik for hurtigt så han blev nervøs igen. Måske var hun farlig, det var der jo ingen tvivl om, men hun ville helst ikke gøre nogen noget hvis hun kunne undgå det. Hendes menneskelighed havde stadigt et fast tag i hende da hun endnu var en ung vampyr..
"At han så smed dem direkte i hovedet på den anden engel kunne jeg så ikke lige gøre noget ved.."

Og så begyndte jægeren igen at gå rundt som en løve i bur. hun sukkede og stillede sig op ad bordet med en træt grimasse.
"Du burde vide at jeg lytter til dig, måske mere end jeg burde. Grunden til at jeg bragte ham til dig er for det første fordi at du ved meget mere om ham end jeg gør.. og fordi at du nok er mere vant til at håndtere mennesker end jeg er.. Men slap nu af.. Cleon vi kan tage derop imorgen nat.. når du har fået skaffet dig noget ordenligt tøj, hvis du stoler nok på mig til det."
Wil så tvivlende på mennesket for hun var ikke sikker på at han var helt med på at blive transporteret rundt af et blodsugende monster ligegyldigt hvor venlig hun virkede. For en gangs skyld en person med nok fornuft.. men hvor var sådan nogle folk frustrerende! de var så forsigtige..