A Forgotten Memorie, My Love //Cleon//

Dato : 25. December - 11
Årstid : Vinter.
Dag : Søndag.
Vejr : Koldt og skyet, mens månen titter let frem.
Sted : Den Nedbrændte Hytte
Tid : 23:15
Omgivelser: Det snefyldte bjerg. Sne over alt undtagen i en radius af 4 meter rundt om huset hvor alt er sodet til og brændt ned. få brænde træer og en del snefyldte.

En stille vind blæste igennem luften på det kolde Dreins Mountain, mens sneen stille holdte op med at dale. Denne lille del af bjerget af næsten helt øde, mens kun nogle spinkle fodspor hentydede at nogen var gået ind i den afsodede ruin af den engangværende hytte, der havde ligget der for blot en måned siden.
Bjerget var stadig ikke kommet sig efter den voldsomme brand, der havde lagt hytten i ruiner, hvilket nemt kunne ses på det afsodede område omkring den nedbrændte hytte.
Midt i den nedbrædte hytte sad en pige.
Hendes perlemorsfarvede hud havde næsten samme farve som sneen, men var dog dækket af et par romersandaler, der gik hele vejen op under hendes lidt længere end lårkorte kjole og var bundet stramt på hendes overlår.
Kjolen var sort som natten, mens dens lettere tykke stropper var bundet pænt i nakken med en lille sløjfe, hvilket lod hendes perlemorsfarvede ryg være helt blottet.
Dette gav halsen en V-udskæring, da kjolen sad helt stramt til hendes overkrop og gav hende næsten perfekte feminine former.
Den blev dog løs omkring hendes hofte og ned, hvilket understrejede hendes perlemorsfarvede hud, der lagde sig om hendes spinkle skelet som blødt krystal.
Hendes kulsorte hår fulgte kanten af hendes hoved hele vejen rundt, med undtagelse af hendes pandehår der var klippet lettere skævt.
Hun holdte stille om den krystaliserede rose, mens hun sad foran det stykke afsodede træ, der var stukket ned i jorden, da hun med en blid tanke spurgte

Hvordan var han enlig? Jeg kan ikke huske noget om ham? var han sød? hvad hed han?

spørgsmålene for rundt i hoved på hende, da en stemme fyldt med medlidenhed besvarede hendes spørgsmål med

Han var en venlig og kærlig sjæl, som jeg mødte en gang. Han var sød på sin egen dumme måde og hans navn var Metatron, du husker ham ikke da du mødte ham som lille og vi var alle sammen sammen da vi var mindre

Hun godtog hendes søsters svar på sine spørgsmål, da hun vidste at hendes søster vidste bedst

Gå nu tilbage til din søvn og lad mig sige farvel til ham, du har brug for vile

Hun mærkede sin søsters bestemte puf inde i bevistheden og lod sig frivilligt føre ind bag de lukkede døre igen, da hun gabte og svarede

Du har som selvandelig ret Ru, og undskyld alle de spørgsmål

Hun fulgte stille med og kravlede ned under dynen da hendes søster svarede hende

Jah, jeg er jo din storesøster, det er mit job at passe på dig og besvare dine spørgsmål, men sov nu til du er frisk og udvilet igen

Yoru havde en kærlig men bestemt tone over for sin lillesøster, da hun blidt kyssede hende godnat på panden og slukkede lyset inde i bevistheden

Nat nat Ru

svarede valerie træt midt i et gab, da hun lukkede øjnene.

Sweet dreams Little Val, sweet dreams

Hviskede hendes storesøster stille, før hun lukkede døren ind til bevistheden så Valerie kunne komme til krafter...

Cleon var gået mod bjerget for at se det sted han var blevet lavet om, måske det ville få ham til at huske. Han håbede virkelig at det ville. Han ville så gerne huske mere af hvem han var inden han var blevet lavet om. Han havde nu fået en del at vide om sig selv og han gik roligt af sted mod hytten. Han havde en ret tyk jakke på og et par sorte bukser som godt kunne stamme fra et jakkesæt, men de var dog lidt tykkere så han bedre kunne holde varmen.

*Jeg håber vi lærer noget af at tage herop bare et eller andet*

Han nåede op til hytten, og stoppede så op. Han kunne se at der var nogen derinde, men kunne ikke se hvem det var der var derinde. Han gik lidt længere ind og stoppede så i døråbningen. Han åbnede munden en enkelt gang for at sige noget, men stoppede da han lagde mærke til hvor lidt tøj personen der sad der havde på. Han kunne ikke helt forstå hvordan personen klarede det uden mere tøj.

"Fryser du ikke?"

Han havde ikke overvejet at hun kunne være vampyr, da det var en ting han forsøgte at glemme hele tiden. Hans stemme var varm, venlig og omsorgsfuld. Han spurgte bare fordi han gerne ville hjælpe folk specielt da han havde, som noget af det første, fået at vide at han før havde været en højhellig idiot. det var måske sådan han havde været men det ville han prøve at lave om på. Han gik lidt tættere på hende, og brød sig ikke om at hun ikke havde mere tøj på.

"Vil du ikke låne min jakke?"

han havde jo også en rimelig tyk trøje på inden under trøjen så han ville heller ikke selv komme til at fryse alt for meget. Han ville bare ikke se denne kønne unge kvinde blive syg af at sidde herude, og da slet ikke når han kunne hjælpe hende med at undgå det.

Yoru havde skap lukket døren ind til Valerie, før den søde duft af menneskeblod spredte sig i ruinerne.
Hun genkendte nemt stemmen på den engel, der havde knust den skrøbelige barriere, som det var lykkes hende at sætte op omkring hendes ustabile og naive lillesøster.
Han havde knust hendes hjerte og påført hende så meget psykisk og fysisk smærte, at enhver anden end lille Valerie ville have dræbt ham for længst.
Yoru var ærligtaget træt af ham i det heletaget, hvilket fik hans spørgsmål til at overraske hende en del.
Hun lagde bare stille den krystaliserede rose ved brædet, da hun tørt svarede ham

"Kommet for at hente dit sværd? eller for at knuse min søsters hjerte igen? Måske for at putte en stage i mig for engangs skyld, da du fejlede sidst? Er det det du er kommet efter?"

Hendes stemme var hård og kold, mens hun stille rejste sig og åbnede de smukke mørke øjne med det lille rødlige safir-glimt rundt om det mørke, før hun vendte sig rundt imod ham, og stod ansigt til ansigt med den forbandede engel, som normalt på dette tidspunkt ville være igang med at provokere hende så meget at hendes lillesøster kunne overtage kroppen.
Hendes blik var koldt og tomt, da hun så på Cleon...

Han stod og kiggede på den lille krystaliserede rose, der var blevet lagt midt i rummet som en hyldest til nogen. Han blev meget overrasket over de ting hun sagde om ham, og de sårede ham faktisk også en hel del. Han ville så gerne rette op på alle de ting han havde gjort forkert før han havde mistet sin hukommelse, og hvis dette var en mulighed to han den med glæde.

"Hvad end jeg har gjort mod din søster, så lad mig mød hende så jeg kan undskylde."

Hans stemme var den samme varm, venlige, omsorgfulde og nu også sorgmodige stemme han stort set altid havde når han snakkede. Han gik let tættere på hende og gik ned i knær foran hende så deres hoveder var i samme højde. Han kiggede bare ind i de tomme og kolde øjne der var i den kønne kvindes hoved. Han skulle have overvejet risikoen og at hun nok var en vampyr. Han lynede roligt sin jakke af, for at hun kunne låne den.

"Er du sikker på du ikke vil låne min jakke?"

Hun blev overrasket over hans venlige stemme, da han normalt havde hadet hende og kun ville snakke med Valerie.
Det tog hende lidt tid at komme sig over chokket, og hun svarede ham med

"Du ved godt selv det er umugligt i hendes tilstand, du knuste for dælen da hendes hjerte to gange Metatron. Og nej jeg ville ikke have din stinkende jakke"

Hun skubbede bestemt med ikke hårdt hans jakke væk fra sig før hun fortsatte

"To gange! ved du hvor langt tid jeg brugte på at gøre hende stabil igen?!?!? Jeg brugte for dælen et århundrede på at gøre hende stabil igen og så kommer du vadende og tror du bare han nedbryde hende og gå din vej igen!"

Det var nemt at høre at den unge kvinde var meget meget pisset af, hvilket gjorde hendes stemme irriteret og koldt over for Cleon...

Han blev overrasket over kvindens meget hårde ord. Han blev næste ked af at han havde været så ondt et menneske over for hende inden han var blevet sig selv. Han vidste ikke helt hvad han havde gjort men hun mindede ham om et eller andet.

"Undskyld, men hvis du vil lade mig tale med din søster, så skal jeg nok gøre det hele godt igen, og hvis hun vil have det og har brug for det skal jeg nok gå igen, men lad mig nu lige gøre det hele godt igen."

Hans stemme var stadig den samme. Han blev meget overrasket over at hun ikke ville have hans jakke og først der gik det op for ham at det var en vampyr han stod overfor. Han blev kort bange men pressede så frygten væk.

"Jamen okay, hvis du ikke vil have min jakke så fint nok"

Han kantede sig rundt om hende, mod der hvor krystal rosen lå da han håbede på at finde noget der kunne bruges som våben mod hende, et stykke brænde måske. Han havde jo fået at vide at han var rimelig god til at fægte.

Hun var overrasket over hans bedende tonefald, da han normalt ville have futtet hende helt af nu, for at komme til at snakke med Valerie.
Hun fulgte ham ikke med blikket, da han kantede sig uden om hende, men hun var stadig møg forvirret over hvad i alverden, der var sket med ham, siden han tydeligvis ikke kunne huske det.
Hun svarede ham bare irriteret med i et lettere træt tonefald

"Jeg har allerede rettet op på det, hun tror, du var en god drøm, der blev til et marrit og hun er stille og roligt ved at blive sig selv igen, men hun er overbevist om at den her hytte du brændte ned betød noget for hende, det er det eneste jeg ikke har kunnet få hende til at glemme"

Hun var bare træt af ham og han var enlig ikke hendes problem mere, men hun kunne dog heller ikke bare ignorere ham, da han jo havde betødet noget for hendes søster. Hun blev bare stille stående og trak vejret dybt, hvilket hørte til noget Valerie plejede at gøre, for at holde fast på den lille menneskelige del der var tilbage af hende...

Han vidste at den person kvinden talte om, hendes søster havde betydet meget for ham, og derfor var han fast besluttet på at han ville møde hende. Han blev indvendigt en lille smule vred på hende, og der skulle nok ikke ret meget til før det ville gå galt igen. Han vidste ikke hvorfor han fik det sådan men det gjorde han.

"Lad mig nu bare møde hende..."

Han ville bare så forfærdeligt gerne møde en person der vidste noget om ham. En person han åbenbart havde holdt meget af, men som han havde knust hjertet på. Han forstod ikke han havde gjort det og ville derfor gerne rette op på det, og det skulle denne kvinde ikke lave om på. Da hun fortalte ham om hytten var det som om der var noget der dukkede op, men ikke kraftigt men der kom nogle følelser først frygt, så glæde, derefter og så vrede. Han gad godt at vide hvad der var sket her i hytten.

"Jeg ville aldrig kunne finde på at såre hende igen!"

Hans stemme holdt hele tiden den samme måde. Han fortsatte om til den lille krystal rose, som lagde på jorden.

Hun begyndte at genkende det irriterede tonefald som han normalt havde brugt over for hende. Hun vendte sig stille imod ham, og så vuderede på ham.
Hun tog sig stille sammen, før hun svarede ham i et nu kun træt tonefald

"Det er umuligt, du sagde det samme, da hun prøvede at komme hjem. Hun er mere skrøbelig end en glasfigur på en slagmark, og jeg har lige lagt hende i seng. Hun kan alligevel ikke huske dig så længe du ikke kan huske hende, med mindre jeg tillader det. Og det gør jeg ved gud ikke!"

Det sidste var hårdt og det var nemt at høre at hun mente det alvorligt. Hun ville aldrig kunne få sig selv til at påføre hendes søster mere smærte end det hun allerede havde været igennem, Aldrig! om så den forbandede engel lagde sig på knæ og begyndte at kysse hendes fødder ville hun ikke gøre det...

Da hun endnu en gang nægtede ham at snakke med den person, han tydeligt kunne forstå, på det hun sagde og det der var sket for nyligt, var en han havde elsket af hele sit hjerte. Han kunne også forstå at de var blevet flået fra hinanden, men mere vidste han ikke, men det var nok til at han vidste at han ville møde hende.

"Jeg sagde du skulle lade mig møde hende!"

Hans stemme var stadig den samme men den var blevet hård. Han lagde mærke til et brændt stykke brænde som nok skulle kunne bruges som et sværd, han samlede det op og pegede spidsen mod hendes hals.. Han kunne tydeligt mærke at han godt vidste hvordan man brugte et sværd, eller vidste det var vel forkert da det var rent instinktivt.

"Jeg elskede hende, og jeg har savnet hende mere end nogen anden"

Han håbede det kunne få hende til at forstå at han virkelig gerne ville møde hende. Han vidste ikke hvem personen var, men bare at han ville møde hende. Han ville på ingen måde lade denne kvinde stå i vejen for ham, så ville han hellere dø i forsøget på at få hende til at lade ham møde hendes søster, og det var det han forsøgte på nu.

Hun sukkede stille og rystede let på hoved af hans opførsel. Hun så godt han pejede brædet imod hende og vidste godt at han ville gøre næsten alt for at møde Valerie igen.
Hun overvejede det stille, da hun hørte de små skridt i bevistheden og døren der knirkende gik op.
Valeries nevevrag af en skikkelse trådte stille ud af døren og sagde stille

Ru, jeg kan ikke sove

Det var nemt at se at Valerie havde grædt igen og hendes stemme var træt og nærmest kun en hvisken, da hun blev stående i døren.
Yoru gik stille hen til sin søster i bevistheden og trak hende blidt ind i armene

så så lille Val, det var bare et ondt marrit igen

Yoru havde stadig kontrollen over kroppen og så vuderende på Cleon. Hun sukkede så stille før hun rystede træt på hoved

"Du kan få lov til at snakke med Val på tre betingelser"

Hun så cleon i øjnene med et alvorligt og træt blik da hun fortsatte

"1. Ingen sværd, vold, blod eller onde ting, hun er ikke stabil nok i øjeblikket. 2. Du kan spørge så meget du ville men giv hende lige en changse for at sunde sig og 3. Ikke noget med at flippe når du får svar på dine spørgsmål. Hvis du så meget som hentyder til at ville såre hende, så kommer jeg personligt ud og laver dig til en lille engel der kan hænge på juletræet, Forstået?"

Hendes stemme var bestemt og tydelig, da hun gjorde det klart at han skulle træde meget varsomt hvis han overhoved ville have lov til at snakke med Valerie igen...

Han sænkede brændestykket i det øjeblik hun fortalte der var en mulighed for at han kunne få lov til at snakke med Valerie, eller Val som var det eneste han havde fået at vide hun hed. Han ville ønske han havde kendt hendes fulde navn. Han vidste ikke hvordan han skulle starte samtalen men han vidste at det hele nok skulle gå.

"hvorfor skulle jeg dog ville såre hende, jeg har jo savnet hende..."

Ham glædede sig til at snakke med hende, bare fordi han vidste at hun havde betydet så meget for ham, og at det muligvis var hendes skyld at han havde mistet sine vinger. Han var også utroligt spændt på at møde hende, men noget sagde ham at hun havde en dårlig side som han ikke havde brudt sig særlig meget om.

Yoru tænkte stille og tilføjede så

"Vi deler krop, så når mine øjne har fået et blåligt glimt er det Valerie du snakker med, forstået?"

Hun så stille på ham mens hun i bevistheden holdte blidt omkring Val, da hun sagde

Val søde skat, der er en gammel bekendt, der gerne ville hilse på dig, men han har hukommelsestab og jeg kan ikke gøre noget for at få ham til at gå, før han har snakket med dig

Men, men, men jeg er bange, jeg vil ikke Ru jeg vil ikke!

Svarede Valerie skræmt fra vid og sans, mens hun begyndte at ryste stille.

Jeg ville ikke Ru, h-han kunne være en ond mand

Hun hjalp stille Valerie hen forest i bevistheden, mens hun beroligede hende med

Bare rolig Val jeg skal nok gribe ind hvis han bliver ond og jeg er lige her ved siden af dig, der er ikke noget at være bange for søde

Valerie kom stille hen og overtog bevistheden, hvilket gjorde at øjnene fik den blålige ring omkring det mørke.
Hun åbnede stille øjnene og så på manden.
Det var nemt at se hvordan resten af farven hun havde i hoved forlod det, mens hjertet stille bankede og hun stoppede med at trække vejret.
Hun lignede en der havde set et spøgelse, mens de glemte minder hamrede ned over hende og hun havde det som om at hele verden faldt ned omkring ørene på hende.
Tårene begyndte stille at trille ned af kinderne, mens hun begyndte at ryste...

Han lyttede til det hun fortalte om øjnene og ventede bare spændt. Det lød dog mærkeligt at leve to personer i en krop. Han havde dog ikke tænkt sig at lade det afskrække ham fra at lære hende at kende igen.

Da han så øjnene ændre farve vidste han ikke helt hvad han skulle gøre, men noget fortalte ham at det var hende han havde glemt og manglet. Han blev nervøs og ramt af en smule sorg.

"Val... er det virkelig dig?"

Hans stemme knækkede over da han forsøgte at sige mere end bare Val da han ikke kunne mere af hendes navn end det. Han var både glad og trist over at se hende. Han så hende begynde at græde og at hun begyndte at ryste. Han gik hen til hende og lagde armene om hende mens han aede håret væk fra hendes ansigt.

"rolig, jeg vil dig intet ondt, jeg har jo savnet dig."

Et par enkelte tåre trillede også ned af kinden da han sagde det til hende.

Hun knep bare øjnene i, mens tårene trillede ned af kinderne på hende.
Hun rystede som en skræmt dyreunge, ved lyden af hans stemme og hendes ben var lige ved at knække sammen under hende.
Hun begyndte bare at hulke, da hun mærkede hans velkendte arme omkring sig.
Hans blide berøringer, der strøj håret væk fra hendes ansigt fik hende til at bryde helt sammen.
Hun lagde stille armene omkring ham, men rystede stadig meget.

"C-cl-cleon"

hendes stemme var lavere end en hvisken og knækkede over flere gange mens den rystede mere end hendes krop...

Han fortsatte bare med at ae hende og at holde om hende. Han kunne ikke lige nu få sig selv til at gøre andet da han ikke vidste mere om hende, men han ville så gerne lære hende at kende, igen måtte man vel sige. Han havde det lidt skidt med sig selv over at hun havde det så skidt, og at han nok var skyld i det.

"Ja det er mig."

han holdt hende bare tæt ind til sig, mens han talte lavt til hende, med den samme stemme han altid brugte når han var venlig overfor folk. Stemmen var varm, venlig og omsorgsfuld.

Hendes krop rystede stadig og tårene trillede ned af kinderne på hende, mens hun langsomt begyndte at falde lidt ned igen, da hun var sikker på, at det virkelig var Cleon.
Hun fik samlet sin stemme nok til at sige

"D-d-d-du...m-m-m-må...al-l-l-ld-d-d-dr-r-rig-g f-f-f-f-forl-l-l-l-lad-d-d-de... m-m-m-m-mig-g....ig-g-g-gen-n-n-n-n-n"

hendes stemme skælvede meget og det kunne nemt høres at hun både græd og var bestemt på en gang.
Hun holdte bare blidt om ham, selv om hun ikke kunne nå hele vejen rundt om ham var det dejligt at være i hans velkendte favn, som hun havde savnet så meget...

Han kunne mærke at hun blev mere rolig, hvilket gjorde at han fik det bedre med sig selv. Han havde det virkelig skidt med at han åbenbart havde knust denne kvindes hjerte. Han blev sur på sig selv over det, men han kunne fornemme at han åbenbart havde elsket hende, og ud fra hvad han havde fået at vide fra Victoria og Procella, var det nok hende som havde fået ham til at vende sig mod sin gud.

"Det vil jeg da heller ikke, og slet ikke hvis du vil have mig..."

hans stemme var varm og sorgmodig. Han havde kunnet mærke at hun havde manglet i hans liv, og at der ikke var noget andet at gøre end at forsøge at skabe et forhold til hende igen, og han håbede at hun ville hjælpe ham, men lige nu havde hun bare brug for at der var nogen der var der for hende, og lige nu måtte den person være ham.

Hun stoppede stille med at græde og kom i tanke om at Yoru havde sagt at han havde hukommelsestab, hvilket fik hende til at tvinge sig selv til at trække vejret dybt og svare med en næsten fast stemme igen

"H-hvis jeg ikke ville have dig havde jeg ikke ladt Yoru skubbe mig ud af sengen"

Hendes stemme rystede let i starten men blev så mere og mere fast i det, efter som hun talte. Hun sukkede stille og stak så hånden ind i bikubben

"Yoru sagde at du havde et hav af spørgsmål, til mig"

Hun holdte stadig om ham og havde lukket øjnene, mens hun bare ventede på det hav af spørgsmål, han nok ville stille hende, og hun gennem gik kort i hoved hvad spørgsmålene kunne være...

Han var glad for at mærke at hun blev mindre urolig. Det gjorde ham mere glade men han trykkede hende stadig indtil sig. Han blev overrasket over det hun fortalte om at hun vidste han havde hukommelses tab, og vidste ikke helt hvor han skulle starte med alle spørgsmålene. Han blev dog enig med at han ikke ville spørge om det de havde haft som det første.

"Ja Valerie, jeg har mange spørgsmål"

Han tog sig sammen og trak vejret tungt, og gjorde sig klar til at spørge hende om de første to ting.
"mit første spørgsmål ville have været om hvem jeg havde mistet, og hvem jeg havde elsket, men det er ikke nødvendig mere da jeg ved det er dig, og jeg har savnet dig."

På grund af det stillede han istedet et andet spørgsmål, han gad virkelig godt at vide noget mere om sig selv, som en person

"så derfor spørger jeg istedet. Hvordan var jeg som person? var jeg dum, sød, flink, rar, venlig, idiotisk, fanatisk eller hvordan var jeg?"

Hun holdte stadig blidt om ham og det normale stille smil trak let op i hendes mundvig, da hun fandt det beroligende og sødt at han selv kunne konkludere, at det var hende han manglede og at han havde savnet hende.
Hun overvejede stille hans spørgsmål, da hun svarede

"Du var... Venlig, beskyttende, sød, rar, flink, forstående, behersket, stærk, rolig, klog, god til at leve dig ind i ting og varm..."

Hun fnes stille og undertrygte en stille latter, mens hun stadig havde lukket øjnene og tilføjede

"Jah, helt klart varm"

Hun havde helt lagt alt det onde bag sig og lignede mere en engel eller lille pige end en drabelig vampyr...

han var glad for at høre alle de venlige ord hun havde at sige om ham, men han forstod så enligt godt at hun var blevet så forbandet knust af at han åbenbart havde forladt hende. Han følte sig virkelig som et elendigt menneske.

"var jeg virkelig så godt et menneske?"

Han smilede let over hendes kommentar om at han var ihvertfald varm, det var ret morsomt at sige den slags.

"Du er sød"

Hun tænkte stille og havde stadig sit smil på læben, da hun hørte hans svar.
Hun holdte sig bare stadig ind til ham, da hun svarede på hans spørgsmål med

"Over for mig var du, men du var en engel, Min engel, min varme og beskyttende engel"

Hendes stemme var sød og kærlig, da hun svarede ham.
Hun fik en let menneskelig farve, over hans sidste kommentar...

Han havde det skidt med at han så havde behandlet hende så dårligt. Han hadede sig selv fordi han havde forladt hende, og at han ikke bare var blevet hos hende. Han havde det virkelig skidt med sig selv, men han havde endnu mere ondt af at hende, fordi hun ikke var blevet behandlet så godt som hun havde fortjent.

"Jeg er virkelig ked af at jeg ikke behandlede dig bedre."

Han forstod det ikke når han havde været så forelsket i hende at han var gået i mod sin egen gud endda nok til at miste sine evner og kræfter. Han ville ønske det aldrig var sket og at han stadig var som før han mistede sin hukommelse.