Our forgotten memories, My Love //Cleon//

Dato : 25. December - 11
Årstid : Vinter.
Dag : Søndag.
Vejr : Koldt og skyet, mens månen titter let frem.
Sted : Den Nedbrændte Hytte
Tid : 23:15
Omgivelser: Det snefyldte bjerg. Sne over alt undtagen i en radius af 4 meter rundt om huset hvor alt er sodet til og brændt ned. få brænde træer og en del snefyldte.

En stille vind blæste igennem luften på det kolde Dreins Mountain, mens sneen stille holdte op med at dale. Denne lille del af bjerget af næsten helt øde, mens kun nogle spinkle fodspor hentydede at nogen var gået ind i den afsodede ruin af den engangværende hytte, der havde ligget der for blot en måned siden.
Bjerget var stadig ikke kommet sig efter den voldsomme brand, der havde lagt hytten i ruiner, hvilket nemt kunne ses på det afsodede område omkring den nedbrændte hytte.
Midt i den nedbrædte hytte sad en pige.
Hendes perlemorsfarvede hud havde næsten samme farve som sneen, men var dog dækket af et par romersandaler, der gik hele vejen op under hendes lidt længere end lårkorte kjole og var bundet stramt på hendes overlår.
Kjolen var sort som natten, mens dens lettere tykke stropper var bundet pænt i nakken med en lille sløjfe, hvilket lod hendes perlemorsfarvede ryg være helt blottet.
Dette gav halsen en V-udskæring, da kjolen sad helt stramt til hendes overkrop og gav hende næsten perfekte feminine former.
Den blev dog løs omkring hendes hofte og ned, hvilket understrejede hendes perlemorsfarvede hud, der lagde sig om hendes spinkle skelet som blødt krystal.
Hendes kulsorte hår fulgte kanten af hendes hoved hele vejen rundt, med undtagelse af hendes pandehår der var klippet lettere skævt.
Hun holdte stille om den krystaliserede rose, mens hun sad foran det stykke afsodede træ, der var stukket ned i jorden, da hun med en blid tanke spurgte sig selv

Hvorfor bliver du ved med at komme her op? Det får ham jo ikke til at komme tilbage... eller noget.

Hun trak stille vejret dybt, mens hun bare knuede om den krystaliserede rose.

Hvor er du ynkelig, sidder her og tuder over en engel, det kan godt være du elskede ham, men det forhindrede heller ikke den første du forelskede dig i at dræbe dig

Hun sank en klump og snøftede, før tårene stille trillede ned af kinderne

Hvordan kunne du lade dig narre af ham? Han kommer jo ikke tilbage, get over it girl, han er fortid... Han sidder med garenti samme med den næste vampyr pige i hendes værelse

Hun blev ved med at gnide salt i såret ind til at det gjorde så ondt inden i at det ikke kunne blive værre, og tårene bare trillede ned af kinderne. Hendes kærlighed. Væk. Men ikke glemt.

Du kommer over det, bare giv det lidt tid

prøvede hun at trøste sig selv, men det virkede ikke. Det var altsammen en del af rutinen for at dæmre smerterne hun følte psykisk så meget så muligt...

Han vendte tilbage til hytten da der var noget over den hytte som havde fanget hans interesse efter han havde været der oppe med personen der reddede ham. Han gik stille og roligt op imod hytten uden at tænke over noget som helst, ikke bange for noget han var ikke vidende nok til at vide at der var noget han skulle være bange for. Han frøs ikke i den kolde vind da han havde godt med tøj på fordi han vidste at han ellers ville blive syg, det havde han lært ret hurtigt fordi de havde været blevet ved med at presse det på.

Han nåede hytten og så den kvinde der sad på knæ midt i den, ikke noget han lige havde forventet og han stoppede derfor op midt i den tidligere døråbning som bare var to pinde der stak op af jorden. Han vidste ikke hvad han skulle gøre og blev derfor bare stående. Han lagde så mærke til at hun ikke havde særligt meget tøj på, og han ville ikke se hende blive syg, selvom han ikke kendte hende. Han hade lovet sig selv at blive et mere venligt menneske end han havde fået at vide han var før.

"Fryser du ikke? Vil du låne en jakke?"

Hans stemme var omsorgsfuld, venlig og varm. Han ville gerne hjælpe hende, fordi han jo havde muligheden for at hjælpe.

Hun sad bare og knuede om blomsten, mens tårene trillede ned af kinderne på hende.
Hendes ensomhed og smærte blev afbrudt af en velkendt stemme, der snakkede til hende.
Hun trak stille de store parader op og hendes blik blev langsomt rødligt i skæret.
Hun lod blidt blomsten falde ned foran det afsodede stykke træ foran hende, før hun tørrede blodet væk fran ansigtet med bagsiden af hånden.
Han skulle ikke se hvor ked af det hun var, ikke nu hvor han havde forladt hende.
Hun rejste sig stille op, med en næsten umenneskelig ynde, da hun svarede ham med en kold stemme

"Jeg fryser ikke, og det burde du af alle vide. Hvad er du kommet her for? At knuse mit hjerte, for sent der gjorde du allerede sidst. For at stage mig, det mislykkedes jo for dig sidste gang. For at gnide salt i såret, nej det har jeg selv sørget for. Hvad er du kommet her for?"

Det var let at høre fustrassionen i hendes stemme tæt efterfulgt af irriatationen og kulden.
Uanset hvad han sagde så ville hun ikke, kunne hun ikke tage ham tilbage, hun kunne ikke tilgive ham det. Han havde jo lovet at han aldrig ville forlade hende igen, og det løfte havde han brudt...

Han blev meget overrasket over det hun sagde om ham, hvorfra skulle han vide den slags. Han forstod ikke noget af det overhovedet, han kunne ikke se hvad han havde gjort helt præcist. Han kunne jo ikke huske hvad han kunne have gjort galt, som han stod der og lignede en der var fuldstændig snot hamrende forvirret over et eller andet som han ikke forstår.

"Jeg ved ikke hvad du taler om, men uanset hvad jeg gjorde inden jeg mistede min hukommelse vil jeg gerne gøre det godt igen."

Han ville så gerne ændre sig fra at være det røvhul, og idiot han havde fået at vide han havde været. Han ville gerne blive venlig og kærlig overfor folk, så han ville gøre alt han kunne for at rode bod på det han havde gjort over for hende. Han kunne godt fornemme at hun var vampyr, på at hun ikke frøs og at hun talte om stager, men det rørte ham ikke han var blevet for vant til Victoria så han var ikke bange for vampyrer, hvilket nok var ret dumt.

Hun var stadig vred på ham, men hun vendte sig alligevel overrasket om, da han sagde at han havde mistet hukommelsen.
Hendes blik var lettere overrasket, men dog også stadig vredt, da hun svarede ham

"Hukommelsestab? Du har fået hukommelsestab?!?!"

Det var let at høre at hun var chokkeret og ikke rigtig kunne accepterer det, men hun stoppede sig selv i at flippe helt ud.
Hun var dog lige ved at blive skør i hoved, da hun først nu kunne dufte hans blod.
Hun rynkede let på næsen, da hun spugte ham

"Og hvad er det for en duft du har fået dig? du dufter jo af menneske"

Hun var pænt forvirret men sammentidig stadig vred over at han havde forladt hende. Hun prøvede at holde orden på hvad hun vidste og hvad han sagde til hende, men hun kunne ikke finde rundt i det overhoved...

Han var en smule ked af at hun var så sur på ham, da han gerne ville vide hvad han havde gjort så han bedre kunne forstå hvorfor hun var så sur på ham. Han forstod det simpelthen ikke overhovedet.

"Ja jeg mistede den sammen med mine engle kræfter, fordi jeg åbnebart havde mødt en vampyr som jeg var blevet meget glad for"

først da gik det faktisk op for ham at det var hende han havde mærket der manglede og at det var hende der var skyld i at han havde mistet de ting han havde mistet. Han havde ikke lige med det samme set at det var hende.

"Jamen det er jo dig, jeg har manglet, det er dig jeg har elsket..."

hans stemme knækkede over ved slutningen og en enkelt lille tåre rendte ned af hans kind, og ramte sneen som smeltede der hvor den ramte, og blev efterfulgt af et par stykker mere før han fik det til at stoppe.

Hun tænkte stille og så bare på ham med det samme blik som før mens hun fæstnede sin opmærksomhed ved det først han havde sagt

"Vent lige lidt. Du siger at du mistede dine englekrafter og blev menneske på grund af en vampyr, som du tror er mig?"

Hun var pænt fortabt, da hun ikke helt kunne se hvorfor gud skulle straffe ham på den måde.
Da kom hun til at ligge to og to sammen, og hun var lige ned at klaske hoved ind i den nærmeste mur.

sig ikke det er sandt. Har gud virkelig så meget imod mig? eller vampyrer i saldelshed

Hun trak vejret tungt, selv om hun enlig ikke have brug for det og hendes hjerte blødte næsten helt op, da hun så tårene trille ned af kinderne på ham.
Det fik hende til at føle at det var hende der havde gjordt noget galt og ikke ham, hvilket hun nu godt kunne se at hun havde været skyld i at han var blevet straffet af gud.
Hun var selv lige ved at græde, da hun kom til at tænke på at gud nok havde tvunget ham til at glemme hende og forlade hende. Sårbar. Sårbar som hun havde været som menneske.
Tankerne for rundt i hoved på hende, og gav hende hovedpine, men tanken om at han faktisk havde elsket hende fik hende til at føle sig lettere svimmel...

Han vidste ikke helt hvad han skulle svare hende så han stod bare og tænkte over hvordan han skulle snakke med hende. Han var jo blot blevet fortalt at det var sådan det mest sandsynligt var gået til og han havde jo gået med en følelse af at mangel nogen eller noget, som var blevet lidt stærkere da han så hende. Han forstod det ikke selv fuldt ud, men lige meget.

"Ja jeg blev fortalt jeg vendte mig mos gud til fordel for en vampyr"

Han græd kort igen, og et par tåre mere ramte gulvet og smeltede noget af sneen. Han begyndte med rolig skridt at gå tættere på hende.

"jeg har kunnet mærke at jeg mangelede nogen eller noget, men ikke præcis, men jeg kan mærke at det er dig"

Hans stemme var hele tiden den samme varme, venlige og omsorgsfulde stemme som nogen gange blev lidt sorgmodig.

Hun kunne mærke tårene der pressede sig på og længslen efter at mærke den varmefavn der hørte til den velkendte og varme stemme skyldede ind over hende.
Trangen til at lade hendes manglende halvdel komme tæt på hende igen, samt trangen til at trøste ham og bare lade sig overgive til ham, var ved at drive hende helt til vanvid.
Hun gik ham stille i møde og lod sig glide ind i hans, som forventede, varme og trykke favn, mens alle de gode minder de havde haft løb igennem hende et efter et.
Hendes øjne fik langsomt det blålige glimt og hun tabte helt paraderne på gulvet.
Hvordan kunne hun overhoved have forstillet sig et liv uden ham? Uden hans varme og vindende personlighed? hun måtte have været skør, hvis hun så meget som bare havde overvejet det.
Hun mærkede de første tåre der stille trillede ned af kinderne på hende, ved tanken om hvad han måtte have give afkald på for at fastholde sin kærlighed til hende.

Hvordan kunne jeg nogensinde hade ham?

Tænkte hun stille for sig selv, mens det stille trak svagt op i hendes mundvig.
Nej, så hellere døden end at leve uden ham i sit nærvær...

Han var ikke helt sikker på hvem hun var men han vidste bare at han havde elsket hende meget, og at han stadig elskede hende og at han havde savnet hende mere end noget andet, fra sit tidligere liv. Han ville så gerne snakke med hende og lære hende at kende igen, da det han havde følt for hende måtte have været noget helt vildt specielt. Han mærkede hvordan hun lagde armene om ham, og han lagde bare sin arme om hende, som når en far forsøger at trøste et barn.

"hey rolig nu så sørgelig er jeg vel ikke?"

Hun havde den stille og normale trækning i mundvigen, mens hun mærkede hans baskyttende og venlige arme omkring sig igen, og det føltes som om det var i går han havde båret hende op fra kældren, fordi hun havde slået sin fod.
Hun svarede ham stille med en nu sød og venlig stemme der næsten ingen forbindelse havde til den forrige kolde

"Der er to forskellige slaks tåre, dem for sorg og dem af glæde"

Svarede hun ham bare mens hun stille havde lukket øjnene blidt i og bare nød varmen fra hans krop.
Hun var ligeglad med om han var blevet menneske eller om han havde fået taget sin hukommelse væk, bare det at han var her, og selv havde fundet ud af, at det var hende der manglede i hans liv.
Bare det gjorde at hun var glad igen og umuligt kunne være sur på ham, han var der og det var det eneste der talte...

Han nød at holde om hende selvom hun var kølig, og lidt som en statue og det hun sagde gjorde ham glad fordi, han regnede med at hun mente det som at hun græd af glæde. Han forstod det dog ikke helt da hun før havde været vred på ham, og nærmest virkede som om han havde lyst til at dræbe ham, mere end nogen anden.

"Kan du besvare nogle af min spørgsmål?"

Han begyndte at fryse lidt, og han rystede da også på grund af kulden, han var ikke helt vant til at være på virket så meget af temperaturen.

Hun tænkte stille og satte stille sit hjerte og sine lunger i gang igen, mens hun bare nød den nye, ikke forbedrede men nye, duft af ham, som hun inprintede i sin hukommelse.
Hun svarede ham stille med den samme venlige og blide stemme som før

"jah, du spørger bare"

Hun mærkede godt han begyndte at ryste lidt af kulde og kom til at tænke på at han jo var et menneske og ikke havde sin behaglige varme evne fra før.
Hun gjorde sig blidt fri af hans favn før hun stille tog hans hånd og fortsatte, med de tillidfulde og smukke mørke øjne

"Men vi må hellere få dig ind i varmen imens, ellers fryser du jo til"

Hendes stemme havde en let bekyrmet men også varm klang, da hun stille begyndte at gå væk fra ruinen, mens hun ventede på hans første spørgsmål af det hav han nok havde...

Han fulgte bare efter hende, og bange var han ikke for hende eller for nogen overhovedet han vidste ikke nok til at vide hvad han skulle være bange for. Han vidste ikke helt hvor han skulle starte henne, men nok med hendes navn, det ville nok være en god ide.

"Hvad hedder du?"

Det var hans første spørgsmål og der ville komme en hel del mere som foreksempel hvordan han var, hvordan de mødtes, hvad han hed, og sikker mange flere når der blev spurgt ind til tingene.

"hvad hedder jeg?"

Hun gik stille igennem det snedækkede landskab, mens hun blidt holdte hans hånd.
Hun behøvede ikke en gang at overveje de spørgsmål han stilte hende, så hun svarede bare med den venlige og søde stemme hun normalt brugte over for ham

"Jeg hedder Valerie Setsuna Smith Black, men du plejede at kalde mig Valerie eller Val"

Hun så stille op på ham og prøvede at huske hvad han havde sagt om sig selv før hun svarede

"Du fortalgte mig at du hed Cleon Vandale, men jeg plejede at Kalde dig Cleon eller Cleo"

Hun holdte bare blidt hans hånd, og holdte blidt fast i hans arm som hun havde gjordt før i tiden når de havde været nødt til at gå fordi han ikke havde kunne flyve dem. Hun dvælede lidt ved mindet, mens de bare gik ned imod foden af bjerget, der lå et langt stykke nede...

Han fulgte bare efter hende, stadig uden frygt selvom de begyndte at nærmere sig byen som var fyldt med mørke gyder, hvor man kunne blive overfaldet. Han vidste jo ikke engang hvad det betød at dø eller noget i den stil. Han kunne ikke rigtigt se det for sig, men det var der vel ikke ret mange der kunne. Han blev glad for hendes svar.

"Tak Valerie"

Han overvejde at stille nogle flere spørgsmål og det kom bare flyvende ud af munden på ham.

"Hvordan mødtes vi?"

Hun tænkte stille og overvejede at skåne ham for nogle af detaljerne, men valgte at lade vær, da det var ebdst hvis de ingen hemmeligheder havde mellem dem.
Hun svarede ham bare i samme tonefald som før

"Vi mødtes i en gyde, du var fulgt efter mig og jeg havde øjnene for min natmad. Du overtalte mig til ikke at dræbe ham, hvilket jeg god tog. Men du ville ikke lade mig gå, du ville have en forklaring og troede jeg løj over for dig. Du sprættede min arm op, men jeg gjorde ikke noget. Du blev vred over at jeg talte i gåder og du vidste godt at jeg var vampyr. Du skar næsten mine arme af og stagede mig til vægen i gyden. Jeg havde ikke noget imod hvis du havde dræbt mig, men du lod af en eller anden grund vær. Du pillede mig ned igen og tilbød mig dit blod så jeg kunne komme mig. Jeg tog imod det, men tog kun så meget som jeg havde brug for. Du fløg med mig i armene op til den nedbrændte hytte, som den gang ikke var nedbrændt."

Hun lød ikke til at de onde ting han havde gjordt imod hende rørte hende det fjernest, men det lød faktisk som om hun syntes hans handlinger havde været søde.
Hun fortsatte helt uberørt af det hun lige havde fortalgt ham, igennem sneen imod værtshuset som han havde futtet af...

Han blev meget overrasket over at hun fortalte den slags ting om ham, prøv at tænk at han havde været så ondt et menneske eller rettere så ond en engel. Han forstod ikke helt hvorfor han havde gjort det mod hende, og vendte bare sit blik væk fra hende og så så den nedbrændte kro, som hans første tanke var et lyn.

"var jeg virkelig så dårligt en person?"

Hun tænkte stille og så den nedbrændte kro, og blev overrasket over hans spørgsmål, hvilket fik hendes smil til at blive mat, da hun svarede ham med en blid og sød stemme

"Nej, du var bare ikke specielt glad for vampyrer. Du vadede ind på en vampyr bar med to åbne sår for at hente mig hjem. Du hjalp mig til at få mit liv til at give mening igen. Du satte afsted ud i snestormen efter mig, da jeg stak af. Du gav mig dit blod og nærmest tvang mig til at drikke det når jeg var kommet til skade, så jeg kunne få det bedre. Du satte dig op imod gud for at være sammen med mig, er der ikke alene bevis nok for at du ikke var en ond engel?"

Hun holdte bare stille blidt fast i hans arm, mens de bevægede sig ned af bjergets side, og gik forbi den nedbrændte kro. Minderne skyldede igennem hende, men denne gang skubbede hun dem ikke væk, men lod dem bare fylde sit sind som en glædelig gave.
Hun mindede sig selv om at han ikke kunne huske noget af det overhoved, men så måtte hun jo bare fortælle ham hvad der var sket...

Han havde ikke lyst til at spørge til ting, som han ikke vidste om hun kunne svare på. Han vidste heller ikke helt hvad han skulle spørge hende om længere. Han havde fået at vide han havde været en god person, hvilket varmede hans hjerte. Han havde heller ikke været ret så sikker på hvordan han ville have reagere når de kom ned til byen.

Han kunne dog godt fornemme at der var et eller andet ved den nedbrændte bygning de kom i nærheden af men han vidste det ikke helt. Han ville bare gerne vide om der var noget med den om han nogensinde havde været det på noget tidspunkt i hans tidligere liv.

"Hvad er det?"

han pegede på den nedbrændte bygning og spurgte.

Hun tænkte stille og stoppede ikke op foran den forhenværende kro, men fortsatte bare stille mens hun besvarede hans spørgsmål med en blid og sød stemme

"Det var den vampyr bar som du vadede ind i, og vi blev nødt til at kæmpe os ud der fra da vampyrene ikke ville lade mig tage dig med ud. Du gik nærmest i panik da jeg skubbede dig ud og krystaliserede alle vinduer og døre så du ikke kunne komme mig til hjælp. Du blev så sur på vampyrene at du, efter du havde redet mig ud, brændte den ned til grunden"

Hun tænkte stille og dvælede bare lidt ved mindet og hans paniske udtryk da hun havde skubbet ham ud og låst sig selv inde med alle vampyrene og dæmonerne.
Hun gav bare blidt hans hånd et klem, mens hun fortsatte ned af bjergets side og byens lyd langsomt kom til syne for foden af det...

"Jeg var åbenbart lidt af en ballademager?"

det var ihvertfald sådan han så sig selv, og ikke som en eller anden god og dygtig person. Han så sig selv mere som en stor idiot som ikke tænkte over noget som helst. Han kunne ikke forstå hvorfor hun var blevet forelsket i ham, men han kunne sagtens se hvorfor man forelskede sig i hende, hun så godt ud hun var sød, og hun var venlig. Han kunne ikke finde noget at klage over ved hende, ikke engang det at hun var vampyr kunne han klage over.

"Hvorfor forelskede du dig i mig? Jeg kan ikke finde en eneste fejl ved dig men jeg kan finde mange ved mig selv, eller mit gamle jeg!"

hans stemme var lidt kold, men stadig venlig og den havde igen fået det samme sorgmodige klang som den havde nogle gange.

Hun tænkte stille og fortsatte bare med at holde om hans arm, mens de gik ned af imod byen

"Du var venlig, blid, rar, beskyttende og meget mere... Jeg prøvede ind til flere gange at forlade dig, men du holdte fast i mig, du ville ikke lade mig gå, du var den første der behandlede mig som en person og ikke bare et opjekt siden jeg blev vampyr. Alle andre ville ikke have bekymret sig om mig, de ville bare havde ladt mig gå ud og fortsætte deres liv som normalt. Du fik mig til at tro at der var et liv for selv et uddødt blodsungende monster som mig"

Hendes stemme var stille og hun fik tåre i øjnene ved tanken om alt det han havde gjordt for hende og hvordan hun så havde betalt ham tilbage med at stikke af og knuse hans hjerte. Det skar i hendes hjerte ved tanken og hun knuede blidt om hans arm...

"Er du virkelig sikker på at jeg var sådan og det ikke bare er sådan du gerne vil have jeg er?"

han ville være sikker på alting, han forstod jo intet så derfor hold han bare på at han stillede sine spørgsmål, som sikkert ville kunne fortælle en hel masse om ham. Han vidste ikke noget om hende, eller sig selv. Han ville gerne vide hvad han ellers skulle spørge om da han blev ramt af en god ide, til hvad han kunne spørge om.

"kan du fortælle hvad du fortalte mig inden mit hukommelsestab?"

Hun tænkte stille og fortsatte bare med at gå imod byen der kom tættere og tættere på, mens hun tænkte over hvad hun havde fortalgt ham.
Hun tog sig sammen før hun begyndte

"Jeg fortalgte dig om min fortid, mine drømme, at jeg elskede dig, hvordan mine følelser var for dig, jeg..."

Hun holdte lidt igen ved det næsten hun skulle til at sige og sank en klump, før hun fortsatte med en mere hæs stemme

"J-jeg fortalgte dig at jeg blev nødt til at gå, jeg blev nødt til at tage hjem. Det knuste dit hjerte og du blev til et ren dæmon. Du forfulgte mig hjem til mig, hvor du fik fanget mig. Jeg forklarede dig at jeg ville ende med at dræbe dig hvis jeg kun drak dit blod, det forstod du godt. Jeg forklarede dig om mit hjem min forretning. Jeg forklarede at jeg ville komme til at dræbe dig og at du skulle forlade mig, men du nægtede..."

Hun havde tåre i øjnene og hendes greb stramtes let ved mindet om at hun havde såret ham så dybt og kun havde behandlet ham dårligt....