Freedom, for now //Laroy// [Ended]

Sted: Werclare Domkirke.
Tid: Omkring midnat..
Vejr: Månen står højt på himlen, ikke en sky at se.
Dato: 2/1
Omgivelser: Ikke mange, kun naturen der nu er på kirkegården.
Privat.

Vinden lod bladene feje henover jorden. Månen kastede falmet lys ned over kirkegården under den. En enlig skikkelse gik under den, lod den føre sig vej igennem det fængslende mørke, men det var dog aldrig så fængslende som hendes såkaldte 'hjem'. Hun ville ikke 'hjem', hun ville blive på kirkegården, ikke at det var det muntreste sted hun kunne finde, men det var det eneste sted månelyset ville have hende hen. Det var ikke hende der bestemte hendes vej. Det var vinden og månen. Solen, hvis hun da var ude når den stod og flagrede på himlen. Dette skete ikke tit, men det kunne ske en - sjælden - gang.
Amaranthe bøjede hovedet, så lange mørkerødelige totter faldt foran hendes ansigt og skjulte det for omverdenen. Ikke at der var andre. Hun rettede sig op i sin fulde højde igen, ikke at der var meget at prale af med hendes 1,60 meter, og så på den store port til kirken. Et lille smil var klistret til det mudrede ansigt. Mørke plamager af muder og skidt lå over hendes ansigt, samt i hendes rødlige hår. Hun tog et par skridt til siden og vinden førte hende videre ind på kirkegården...
Vinden tog til og det samme gjorde skridtene, indtil de løb henover den måneoplyste jord og kastede støv op bag sig. Hun vendte sig ikke om og kiggede ikke bagud.
Hendes fødder gjorde hurtigt holdt, ikke med hendes vilje selvfølgelig, af et hul i jorden. Hun faldt tungt til jorden. Støvet hvirvlede op omkring hende og slørrede hendes syn i en tid. Hun hostede og rystede på hovedet for at komme af med støvskyen, ikke at det hjalp, men det var hun ikke klar over. Menneske instinkt.

Laroy kom stille og roligt gående for sig selv og havde ikke noget og lave så han var gået sig en lang tur og var nu endt ved den kirke som lå i den by som han boede i og alt det, han kiggede på den og smilte *når så det er Wareclare domkirke*tænkte han for sig selv og gik ind af den store dør til kirken.
Han var godt nok dæmon men ikke sådan en af de slemme som mange af de andre og de skulle jo holde sig hemmelig for mennesker så hvorfor ikke gå i kirke som andre, han var jo meget fascinerede af menneskernes skikkelser og traditioner og alt deres halløj.
Han slappede af og satte sig ned på en af de bænke som man skulle sidde når man skulle sidde og høre på det man kaldte en præst og alt det.

//håber det okay//

Hendes hænder faldt slapt til hendes sider, da støvskyen havde lagt sig. Hun kiggede lidt forvirret rundt, hendes øjne havde endnu ikke vænnet sig til mørket på kirkegården. En hånd blev løftet for at gnide sig i øjnene. Dette hjalp ikke.
Hun fik med meget møje rejst sig op og børstede støv af hendes tøj. Hun kiggede op imod månen, som kastede sit lys mod jorden under den. Vinden tog igen til og hendes fødder blev igen skubbet fremad i løb. Hun løb af sted så hurtigt hun kunne. Alting fløj forbi hende, træerne med deres krogede grene, buskene uden blade på og alle gravstenene, hvor nogen af dem blomster liggende foran sig - hvis de da ikke var visnet på grund af kulden. Kulden havde endnu ikke nået indtil hende, men nu var det jo heller ikke det hun bekymrede sig om.
Igen blev hendes løbende skridt gjort til holdt af noget. Denne gang var det et af kirkens vinduer hun havde kollideret med. Vinden snog sig op af hendes krop mens hun faldt gennem luften og landede på jorden, hostende.
Hvem der end var inde i kirken var begyndt at rumstere rundt. Hun løftede hovedet, men kunne kun se mørket.

Han sad der på sin plads hvor han havde siddet for bare og sidde ville han tro og at han kun var der fordi han var fascinerede af menneskernes traditioner og alt det, han rejste sig op og gik lidt rundt i kirken for at se den bedre an i stedet for bare og være der og glo fra et sted af, der var mere at se i en kirke end man lige troede der var i den.
Han kiggede rundt også på der hvor maleriet af Jesus hang *når så det er ham de tror på og alt det*tænkte han for sig selv og gik mod udgangen i det han fik på fornemmelsen at der var andre i nærheden af ham og sådan noget.
Han så rundt "hvor er du henne ved du er her et sted"sagde han roligt og der var jo en et eller andet sted men hvor viste han ikke lige nu og her.

Kender du den følelse at alting snurre. Din verden er 'hoppet af led'. Intet er sådan som det burde, alting snurre og alting er dobbelt. Slørret og suser rundt.
Sådan havde Amaranthe det.
Men det var sikkert også noget at forvente, når man løber ind i et vindue. Så ville alting nok ikke se ud som det plejer. I hvert fald ikke i de første minutter. Verden snurrede stadig rundt, da der var gået 3 minutter. Hun gjorde noget af det dummeste hun kunne gøre. Hun prøvede at komme op at stå.
Man behøver ikke være atomfysikker, for at regne ud at det ikke endte godt. Da hun var kommet halves på benene, begyndte hendes ben at ryste. Rystelserne fik hendes ben til at give efter. Hun landede tilbage på røven.
Hun gav op indtil hun havde fået fat på sig selv. Mens hun ventede på at verden skulle stå stille igen, løb noget koldt ned af hendes arm. Hendes hænder lå foldet i hendes skød, derfor, faldt bloddråben ned af hendes arm, da den forlod hendes hage. Hun havde ikke mærket blodet for nu. Hvor det løb ned af hendes arm.
Flere dråber efterfulgte den første dråbe.
Hun gjorde endnu et forsøg på at komme op og denne gang lykkedes det faktisk. Hun gik lige så stille fremad. Den smule fornuft faktisk tilstede i hendes hoved. Efter et par minutter at stille gang fik hun sig selv transporteret hen til kirkens store dør. Her stod hun i døråbningen og gled ned af dørkarmen.

Han kiggede rundt og så ikke det vilde i at være her lige nu men dog blev han der for han syns virkelig at der var en eller anden som var til stede eller bare meget tæt på kirken, han kiggede hen til den store dør og slappede roligt af "er der nogen"spurgte han roligt for han ville da gerne vide om der var andre end ham eller hvad der var.
Han så bare på den dør og havde ikke den ville ide om hvem eller hvad den person var som var i nærheden af kirken men han skulle skam nok finde ud af det på en eller anden måde ville han da tro, han kunne jo ikke bare gå hen og spørge folk om hvad de var for så kunne man komme til at afsløre sig selv på den måde og alt sådan noget halløj.
Det var jo ikke farligt at være her i kirken det var nu mere underligt da det kun plejede og være dem som havde en eller anden tro på dem fra oven af men det havde Laroy jo nu ikke på den måde som alle andre.

Hun gned hendes tindinger med fingerspidserne. En dunken blev ved med at ekkoe igennem hendes hoved. Det føltes som om, at kirkeklokkerne havde sat i gang i hendes hoved. Hendes øjne blev draget op af, dette var en fejl. Hendes øjne mødtes med det skarpe lys fra kirkens loft. Hun kneb øjne sammen med en automatisk bevægelse, hendes hænder fløj op med en hurtig bevægelse. Hun pressede hænderne hårde ind imod hendes øjne. Til sidst begyndte hvide prikker at dukke op for øjne af hende.
Da hendes øjne havde vænnet sig til lyset fjernede hun hænderne. De første sekunder brugte hun på at blinke den gnidrede følelse ud af øjnene. Så nåede en fjerne lyd hende. En lyd der mindede om fodtrin... Ja helt sikkert fodtrin. Amaranthe kom på benene og vendte sig imod lyden og blinkede endnu en gang. Så begyndte hun at bevæge sig imod det sted hun mente lyden kom fra. Jagten på lyden sendte hende længere ind i kirken. Hun stoppede forundret op, da hun fik øje på en anden person. Det var sikkert ham fodtrinene kom fra. Hun lagde hovedet på skrå.

Han så sig lidt omkring og fik øje på en person som var kommet ind i kirken *når ser man det en kvinde er kommet her*tænkte han og ventede sig med fronten mod hende "hvad bringer dig her til kirken"spurgte han roligt og kiggede på hende, og han var ikke på nogen måde uhøflig eller gnaven han var bare venlig og spørge hende om lidt ting som det han lige havde spurgt om.
Han var på en måde glad for at der var kommet en ind for den eneste han nok syntes ikke hørte til kirken var ham selv da han kom fra den anden verden valgte han og kalde i stedet for det man ellers kalde det.
Han gik lidt hen mod hende men ikke alt for tæt for han ville lige finde ud af hvem hun var først og alt sådan noget "navnet er Laroy hvad er dit"sagde han stille og roligt med et stille og venligt smil på sine læber og stod der og kiggede på hende, det var jo endeligt ikke noget han forventede og få et svar på men man kunne jo håbe på det ikke.

Hun hoppede lidt, da manden foran hende henvendte sig til hende. Hende hjerte bankede efter chokket han havde givet hende. Hun stod og rystede lidt, mens hun prøvede at få ro over sig selv igen. Det gik ikke stærkt. Men til sidst fik hun så meget ro over sig selv at hun kunne inspicere manden foran hende. Hans mørkebrune hår og mørke øjne* var egentlig det eneste hun virkelig lagde mærke til. Han så meget almindelig ud i hendes øjne.* Så kiggede hun ned og vred hænderne lidt.
Hun åbnede munden, men da der ikke kom noget ud lukkede hun den igen. Hun sank og prøvede igen, denne gang lykkes det.. Næsten. "J-jeg...." Mere kom der ikke. Hun rømmede sig og fortsatte fra der, hvor hun var gået død før.
"Det ved jeg ikke... Vinden tror jeg." Hun blinkede lidt. Så nikkede hun, da hun havde opfanget hans navn.
Hun blev ved med at nikke i nogle få minutter, så kom hun i tanke om at han nok også gerne ville have hendes navn. "Jeg hedder Amaranthe." Sagde hun kort for hovedet, men sendte ham et lille smil, da hun - utrolig nok - kunne se at han prøvede at være venlig over for hende. Det var ikke noget hun oplevede tit, men hun kunne se det hos de ansatte på hospitalet. Derfor havde hun bare antaget at det var det man kaldte at være 'venlig' og jo mere 'venlig' du var ved andre, jo mere 'venlig' opførte de sig overfor dig.

//* Havde bare sagt at du havde mørke øjne ^^ Håber det er okay ^^
* Har ikke noget imod dit udseende, det er bare sådan hun er ^^ Bare så du ikke bliver sur eller misforstår det ^^//

Han kiggede på hende og slappede bare stille og roligt af mens hun stod der og prøvede på at snakke og det hele men, det så ikke ud til at hun sådan rigtig kunne få ordene frem da han kunne høre at hun stammede lidt i starten men så kom der så rigtig ord ud af hende og det var noget om viden hun vist var kommet for.
Han så på hende "Når okay men det skal der jo også til en gang imellem"sagde han roligt og så på hende "Det er hyggeligt at møde dig Amaranthe"sagde han med et smil på sine læber og slappede bare stille og roligt af mens han snakkede med hende "så du komme her for viden om hvad"spurgte han roligt og viste jo ikke hvad det var for en slags viden hun kom efter der var mange forskellige slags viden.
Han ventede på svar men i mellem tiden satte han sig ned på den lille trappe der var ved alteret eller hvad man nu kaldte det der var sikkert mange ting man kaldte det, han så på hende og smilte roligt til hende "du er vel ikke nervøs"spurgte han roligt og havde jo ikke i sin mening i at skræmme hende ud af bukserne og alt det.

Hun kiggede lidt på ham. Hun forstod ikke rigtig, hvorfor han var så venlig overfor hende. Hun var ikke vandt til det og virkede derfor meget forundret og - næsten - målløs. De fleste opørte sig venligt overfor hende, javist, men det var falsk. Det kunne hun mærke. Der virkede ikke virkeligt og det var det det ikke. Men ham her - Laroy - han var venlig overfor hende. Han var sød overfor hende og det gjorde hende glad. Hun brød sig ikke om alle de andre der kiggede på hende som et misforstår og en som ikke burde bruge det samme ilt som dem og så videre. Hun gad det ikke. Det virkede måske som om at hun ikke forstod det, men det gjorde hun. Det forstod hun.
Nu stod hun har sammen med én der behandlede hende ordenligt, hvad skulle hun gøre? Hun kunne el starte med at svare på hans spørgsmål. Hun nikkede til det han først sagde. Nikket var langsomt og hendes blik blev en smule fjernt. Hendes tanker fløj i retning af hende 'hjem'. Hun gøs sagte og håbede bare, at hun kunne holde sig væk fra det sted lidt længere.
"Det er også hyggeligt at møde dig..... Laroy" Hun smilede og prøvede at udtale hans navn. Ikke fordi, at det var svært hun ville bare prøve at 'smage' på det og se hvordan det føltes. Det var i hvert fald ikke en negativ oplevelse. Slet ikke. Hun kiggede op på ham, da han talte til hende igen. Viden..?
"Øhmmm, j-jeg tror mest af alt, at jeg kom her for at slippe væk.. 'hjemmefra'. Som sagt førte vinden mig her." Hun sendte ham er genert smil. "Og hvis jeg søger noget overhovedet... så er det vel selvskab, der faktisk kan holde mig ud." Derpå gik hun hen til den bænk der var tættest på og satte sig ned. Hun håbede faktisk at han ville komme med hende, sætte sig ned ved siden at hende.
Hendes øjne blev draget op til ham igen, da han snakkede til hende igen. Hun var begyndt at kunne lide det. At han snakkede til hende. "Øh.. Nervøs, nej. Jeg har det fint her. Helt fint." Hun smilede, men hende øjne blev lidt fjerne igen. Ikke at hun ikke fortalte sandhede, for det gjorde hun. Hun fortalte ikke andet end sandheden. Hun kunne ikke lyve, hun var ikke god til det. Hun blev opdaget med det samme. Om det var godt eller skidt vidste hun ikke.

Han kiggede på hende med et stille og roligt smil på sine læber og fik rejste sig op, og gik hen til der hvor hun sad på bænken og satte sig ned ved siden af hende og slappede roligt af, han så på hende "okay så du vil væk hjemmefra hvordan kan det være du ville det"spurgte han, roligt og så bare på hende med et roligt smil på sine læber.
Han var bare glad for at hun snakkede med ham det var ikke så tit han snakkede med folk for det meste var han for sig selv der hjemme og alt det, men nu hvor han havde hende og snakke med følte han sig ikke alene og det var jo kun godt og alt sådan noget halløj.
Han så på hende "okay det var da godt du ikke er nervøs ved mit selvskab"sagde han roligt og der var kun venlighed ved det han sagde for sådan var han venlig ved folk medmindre de var onde ved ham eller en af hans venner men, det var ikke særlig tit at han mødte folk der var onde med ham eller en ven/veninde og alt det.
Men lige nu ville han godt vide hvor hun ville være hjemmefra mon hun ikke blev behandlet ordenlig eller sådan noget for det var ikke sjovt at blive behandlet dårligt eller noget det kendte han selv godt til og alt det.

Amaranthe blev glad, da han satte sig ned ved siden af hende. Hun havde faktisk næsten forventet, at han enten ville blive stående eller sætte sig lidt væk fra hende. Men at han satte sig ned lige ved siden af hende, gjorde hende meget glad. På hendes læber var nu plantet et af de største smil hele hendes liv - og det sagde rigtig meget - i de sidste få minutter havde han, Laroy, fået hende til at smile mere end hele hende liv. For andre lignede det bare et helt almindeligt smil, men hvis man var blevet udsat for det, hun var blevet udsat for, så ville man vide, at det var kæmpe i hendes målestok.
"Jeg ved ikke rigtig om jeg kan kalde det et hjem..." Startede hun. Så nu vil det hele ramle sammen, nu ville han rejse sig op og gå fra hende. "Jeg bor på hospitalet... hvor jeg er indlagt på den lukkede afdeling." Sagde hun stille og kiggede ned i skødet på sig selv, hvor hendes hænder lå pænt foldet. Hun håbede ikke at han ville forlade hende, hun kunne godt lide at snakke med ham, han lyttede til hende og smilede til hende.
Da han sagde at det var godt, at hun ikke var nervøs ved hans selvskab kiggede hun op på ham.
"Hvorfor skulle jeg være nervøs i dit selvskab?" Spurgte hun ham nysgerrigt. Hun kunne ikke selv se en grund til, at hun skulle være nervøs over hans selvskab, nej tværtimod gjorde det hende.... tryg.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "okay det var da ikke så godt hvorfor gør du det måske kan jeg hjælpe dig så du ikke skal være der mere"sagde han med et smil på sine læber og ville da hjælpe hende hvis han kunne det og sådan noget. Han så på hende var bare glad for at de snakkede så godt sammen som de nu gjorde og alt det, for det betød jo en masse om at de kom til at lære hinanden og kende og alt muligt.
"nervøs altså du lader ikke til at snakke med så mange da du er det sted som du er"sagde han roligt og slappede bare af med et smil som blev sendt til hende da han bare var glad for at hun fortalte ham alt og at det var sandt det kunne han jo kun regne med og alt det, for det var det der gjorde at folk kunne stole på hinanden og alt det.
"men jeg tænkte på at om du kunne tænke dig at komme hjem til mig se en film eller noget så vi ikke bare sidder her og kigger"sagde han med et smil på sine læber og håbede på at hun ville tage imod hans tilbud, men det var jo ikke sikkert at hun ville det for det var helt op til hende og sådan noget.

Inde i kirkens mørke hørtes et lille suk. Det var svagt, men højt nok til at det kunne høres. Hun brød sig ikke synderligt om hendes fortid, men man kunne vel ikke komme uden om den. Den var for evigt bundet til hende og end ikke den skarpeste kniv kunne skære igennem den. Hende øjne var igen faldet ned til hendes hænder i hendes skød.
Så rettede hun hovedet op igen og kiggede på ham.
"Hjælp?" Var det første hun sagde. "Tjaa. Det ved jeg ikke. De sidste der prøvede at hjælpe mig... de... de sendte mig derhen, hvor jeg er nu." Hun nikkede for sig selv. "Ja, for at gøre en lang historie kort, så blev jeg sendt hertil og har 'boet' på hospitalet lige siden." Hun smilede til ham og fniste næsten. "Du har ret, jeg er ikke så vant til at tale med folk. De vil for det meste heller ikke snakke med mig, så.. det har jeg aldrig helt behøvet." Hun nikkede for sig selv igen, nej hun havde haft brug for, at kunne kommunikere med andre mennesker.
Det fint placerede smil på hendes læber blev bredere. "Jo, det vil jeg meget gerne." Hun havde slet ikke forventet at han ville spørge hende om sådan noget, så hun blev ret forundret - men det var dog på en rar måde. Hun var glad for at han havde tilbudt det, men man kunne jo aldrig vide hvad der ville ske når tog med ham hjem, men det ville jo vise sig.
Hun glædede sig faktisk.

Han så på hende med et roligt smil på sine læber "Okay så har de personer da heller ikke været særlig rare når de bare sender dig sådan et sted hen som det"sagde han og så på hende med et smil og slappede bare af, og hørte på hvad hun sådan ellers sagde til ham og alt det og det var noget om det han havde tilbudt hende om.
Han havde tænkt sig at se om hun kunne tilpasse sig det sted som han boede for så kun hun måske komme til at bo hos ham i stedet for at komme tilbage til hospitalet og være, for det sådan et sted var ikke det bedste og være for mange og nogen ville begå selvmord eller noget i den stil.
Han så på hende med et smil "vi kan tage min bil den holde godt nok et lille stykke fra kirken af"sagde han roligt og rejste sig op og ventede på hende og alt det for hun skulle jo med hvis hun ville med ham hjem og alt det for ellers ville det være mærkeligt hvis han tog hjem uden hende når hun godt ville med ham.
Han gav sig stille og roligt til at gå i et stille tempo så hun ville kunne nå op til ham før han var for langt foran hende og alt sådan noget.

Da han sagde det til hende, om dem der havde sendt hende her udstødte hun er grin. Hun kunne ikke lade være, det var så oplagt. Hvis nogen fortalte dig noget på den måde, som de selv havde vidst i lang tid, ville du så heller ikke have svært ved ikke at grine af det? Det havde hun i hvert fald. Da hendes grin havde fortaget sig, fik hun chance for at fortælle ham om hvor det grin kom fra.
"Jo, 'de' er ikke særlig venlige, og det har 'de' aldrig været." Hun grinte stadig lidt, og rystede næsten bedrøvet på hovedet. Hun kunne godt lide ham og hun var vidst nød til at fortælle ham lidt mere om sig selv, men det kunne vente. Lige nu så det ud til at de havde sat kurs mod hans hjem.
*Gad vide hvordan han bor?* Tænkte hun for sig selv. Gad vide hvordan hans hjem var indrettet? Om det var et typisk 'mande'hus eller om der var bare lidt tegn på at der blev ryddet op. Hendes nysgerrighed havde taget fart de sidste få minutter og nu kunne hun egentlig ikke vente til at komme ud af den mørke kirke og ind i varmen, hun var sikker på at hun ville møde i hans hus.
Hun smilede til ham, da han sagde, at de kunne tage hans bil. Så var hun heller ikke nød til at gå - ikke fordi hun ikke gad gå, hun ville bare gerne derhen snart.
"Skal jo så smutte?" Spurgte hun og sendte ham et sødt smil.

//Du må godt bare skrive at du tager hende med i bilen, det går nok ^^ Det er også lidt nemmere og hurtigere ^^//

Han så på hende med et smil på sine læber og tog hende med ud til sin bil og kiggede på hende "ja det skal vi da"sagde han og låste bilen op og satte sig ind i den og kiggede ud på hende fra bilen af.
Han startede op for den da hun var komme ind og alt det så de kunne komme af sted og hjem i varmen selvom de var i en kirke var den kold syns han selv. Han så på hende med et smil mens han kørte hjem af til hvor han boede og det hele, der var jo ikke så langt igen da han boede lidt uden for byen af og alt det så de var endeligt kommet hurtigt frem så de kunne komme ind i varmen.
Han så på hende og fandt en fjernbetjening til hans garage og fik den til at åbne og kørte stille og roligt bilen ind i den og lukkede for garagen og slukkede bilen "nu skal du bare føle dig hjemme her ikke"sagde han med et sødt smil på sine læber og steg ud af bilen og lukkede for døren. Han gik stille og roligt over og lukkede op for hende da han godt kunne lide og være venlig overfor folk der ikke gjorde ham noget og sådan nogen ting, for sådan var han nu bare og det var jo godt for ham på mange måde der var jo en hvis fordel ved at være venlig man kom ikke sådan op og slås med folk og folk ville bedre kunne lide en sådan.
Folk som Amaranthe var nogen han ikke mødte særlig tit nogen var mere sådan onde ved hinanden og andre for den sags skyld så han var glad for at hun var en af dem der tog godt imod ham og alt det.

Smilet på hendes læber var klistret fast hele vejen, da Laroy tog hende med ud til hans bil. Hun kunne faktisk næsten ikke huske, hvornår hun sidst havde været i en bil. Hvis hun da havde været i overhovedet. Det kunne sagtens være at hun havde siddet i en uden at vide det. Hun havde været i en ambulance, så meget vidste hun, når det kom til biler.
Hun havde dog set mange biler - det var også tit sket af en af disse næsten havde kørt hende over, men hun havde sluppet væk med livet i behold - og kigget godt på dem. Laroy's bil virkede meget - hvad skulle man kalde det? - moderne! Der var det. Hun havde hørt de ansatte snakke om en af psykoterapeuternes bil. Den havde lignet noget i stil med Laroy's bil - men hun kunne nu bedre lide hans bil, ikke at hun havde forstand på det, det var bare en fornemmelse.
Bilen var behagelig at sidde i - og bedst af alt var den meget varm! Hun sad og puttede sig ind i sædet og en stærk følelse af afslappelse ramte hende. Hvis ikke bilen - for hende - pludselig var stoppet ville hun sikkert have faldet i søvn. Hun var glad for at Laroy kom over og hjalp hende ud af bilen, hun var faktisk bange for at hun skulle falde ud af bilen - det ville ligne hende - og var derfor glad for at hun havde han til at støtte sig til, hvis der nu skulle ske noget.
Nu havde hendes nysgerrighed nået sin øverste grænse. Nu kunne hun umuligt blive mere nysgerrig. Gad vide hvad der ville ske når hun trådt ind i hans hus. Ville hun føle sig hjemme, som han sagde, eller ville hun føle det som at være tilbage på hospitalet. Det håbede hun ikke, ikke fordi at være sammen med han ikke var bedre selv om, at hans hjem gav hende en hospitals følelse. Det var vel de færreste hjem der havde en hospitals følelse over dem, ikke? Det ville sikkert være lidt underligt. Hun tænkte også over hvad der ville ske med hende bagefter. Ville han smide hende ud? Eller ville han lade hende blive eller noget i den stil? Hvis han gjorde det... Hvordan kan et menneske være så venligt? Hvorfor havde hun ikke mødt ham noget før?!
Hun smilede saligt ved tanken om at blive boende med ham.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og lod sig stille og roligt gå hen til en dør efter hun var kommet ud af hans bil, nu da han stod ved døren låste han den stille op og gik ind og holdte døren for hende så hun kunne komme ind og alt det.
Efter hun var kommet ind lukkede han døren bag hende og gik roligt hen og satte sine sko det sted hvor de skulle stå "Jamen velkommen til mit hjem"sagde han roligt og det dejlige ved at når man kom hjem til ham hvis man havde været ude i regn og alt det så var det at der var varme i hans gulv i gangen, selvom det ikke var normalt men hans syns nu det var meget rart at der var det.
Han så på hende og smilte sødt til hende før han gik ind i sin stue og kiggede på sin kamin som der ikke var ild i eller noget, han tog noget brande og lagde det i en flot stak før han fik sat ild til den så de kunne få sig godt med varme i huset, det var jo altid rart og kunne ha varmen på den måde i stedet for at man skulle tænde for radiatoren og alt sådan noget halløj.
Han så på hende "vil du ha noget at drikke"spurgte han venligt og smilte til hende da han havde lidt og været som man kunne drikke så var det bare hende der skulle sige hvad hun gerne ville ha så skulle hun nok få det, han var bare glad for at han havde en og snakke med og at hun ikke var sådan genert overfor ham mere som hun havde været før på dagen.

Det første hun blev mødt med, da Amaranthe trådte ind i Laroys hus var varme. Hendes smil blev automatisk større. Det var noget hun havde savnet på hospitalet. Der varmt, vistnok, men der var ikke ligeså varmt som her. Og varmen har var meget behagelig, den var helt rigtig. Hun elskede varme, den var behagelig, den føltes helt tilpas. Men hun kunne ikke lide, når der var for varmt.
Hun havde kun prøve én gang hvor det var for varmt, og det var en gang de ansatte havde taget hende med udenfor, for at se hvordan det ville gå. Det var - som sikkert allerede forventet - ikke gået særlig godt. Hun var blevet sur over at hun følte sig utilpas i varmen, så hun havde taget flugten indenfor igen. De havde sagt at hun havde husarrest, resten af dagen, hvilket hun faktisk ikke havde noget imod. Hun var næsten glad for at hun ikke behøvede gå udenfor.
Da hun kom ind i stuen var det første hun så, han der sad på hug ved kaminen og fik sat gang i den. Hun styrtede ned og satte sig ved siden af ham, med hænderne foran sig for at få varmet hendes hænder. Hun sukkede tilfredst. Her var hun glad, her var varme. Hun ville ønske at hun kunne blive her. Nødvendigvis ikke lige foran kaminen, men her i huset.
En stemme hev hende ud af hendes tanker og hun kiggede op på ham med et smil. Ville hun have noget at drikke?
Hun nikkede som svar på hans spørgsmål. Men hvad ville hun så have? Så kom hun i tanke om noget. Hendes mor havde taget hende med på cafe noget tid siden. Hvad var det de fik der? Hun kunne huske, at de smagte godt, hvad det hed lå hende lidt fjernt. Efter et par minutters grimasser og intens tænken, kom hun på det.
"Varm kakao." Sagde hun med et stort smil til ham.

Han kiggede på hende med et smil da hun var kommet hen til ham ved kaminen for at få varmen og sådan noget, han så på hende mens hun var i gang med at tænke over hvad hun ville ha og drikke og i mellem tiden havde han hentet en skål hvor han havde hældt noget slik i som de kunne spise stille og roligt.
Men så kom det fra hende hvad hun så godt ville ha og drikke "varm kakao okay skal se hvad jeg kan gøre ved det"sagde han og gik ud i køkkenet og så efter noget kakao som han kunne få varmet op til hende og sådan noget, han gik lidt og ledte efter det og fandt det så til sidst og hældte det op i en gryde og fik det sat over. Han fandt en ske og kørte rundt i kakaoen så det ikke skulle brande fast eller noget som helst for det ville bare ødelægge gryden og plus så ville han heller ikke ha mere kakao hvis det skete, så derfor brugte han en grydeske til at køre rundt i det og sådan noget.
Han fik det varmet op og alt det og helte det på en kande som de kunne hælde det fra så tog han to krus og gik ind i stuen til hende og satte det på stuebordret og kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare af.

Hendes øjne fulde ham, da han forlod stuen og gik ud i køkkenet. For hende føltes det som om at temperaturen i stuen faldt, da han forlod rummet. Ara skuttede sig og rykkede tættere på ilden i kaminen. De grønne øjne blev derefter skjult for omverdenen af hende øjenlåg, der lukkede sammen. Her sad hun i et par minutter og nød varmen, der strømmede ud fra kaminen. Hun sukkede dybt. Hvor var hun glad for at hun var gået ind i kirken og mødt Laroy. Hvis hun ikke var ville hun måske stadig ligge på jorden uden for kirken, faldt på ryggen efter sammenstødet med kirkens vindue.
Hun åbnede øjnene, da en svag - men skarp - smerte maste sig frem i hendes hoved. Hun løftede den ene hånd op for at se om hun kunne gnide smerten væk. Det var nytteløst. Hun kunne ikke gøre andet end at tænke på noget andet og vente til det gik over.
Hun prøvede at koncentrere sig om noget andet og kiggede ind i ilden. Flammerne inde i kaminen dansede frydefuldt rundt. Det var som om, at den drillende sagde til hende: "Haha, jeg er herinde og du er derude - du kan ikke røre mig!"
Hendes bryn rynkede sig, hun var helt sikker på at hun kunne høre den knitrende stemme, den frydefulde, belastende, triumferende stemme derinde fra der nagede hende så drillende. Hendes læber blev trukket sammen til en tynd streg. Hun skulle vise den.
De bløde fodtrin bag hende gjorde hende opmærksom på, at hun ikke længere var alene med den drillende ind. Laroy var kommet ind i stuen. Et lille smil kom frem på hende læber, mens hun rakte hånden frem og stak den roligt ind i ilden.

Han så på hende da han havde sat alt fra sig og kiggede så på det hun sad og lavede ved ilden "Hey kan du få hånden væk der fra"sagde han og skyndte sig at komme han til hende og tog roligt fat i hendes arm og trak den væk fra ilden og løftede hende op og væk fra ilden og satte hende på sofaen, og kiggede på hende "hvad laver du lige"sagde han og kiggede på hende og hun havde sikkert noget og blive let forbrændt eller noget men så måtte hun ha den under koldt vand det plejede og hjælpe.
Han så på hende " kommer om lidt tag dig noget kakao"sagde han og gik ud i køkkenet og fandt en skål og fyldte den med koldt vand og gik ind med den til hende og satte den på bordret "put hånden der ned i så din forbrænding ikke bliver så slem igen"sagde han og kiggede på hende og mente det faktisk og han gjorde det jo kun for at hjælpe hende så hendes hånd ikke kom til at gøre alt for ond på hende og alt sådan noget.

//krea svigt :(//

//Det går nok ^^ Jeg har det også selv nogle gange ^^ Det kan virkelig være provokerende -.- ^^//

Hun kiggede på ham, da han kom ned til hende og tog hendes hånd ud af ilden. Hendes øjne blev ved med at være klistret til ham, da han satte hende på sofaen. Hendes øjne var let store, da hun ikke helt havde forventet det. Hun kunne faktisk ikke helt mærke smerten, indtil hun begyndte at bevæge rundt på den. Hun kiggede lidt forundret ned på den og fik et lidt surmulende ansigt på.
"Av.." Sagde hun blidt og kiggede op på ham. Så vandrede hendes øjne tilbage til ilden i kaminen. Hun kunne have svoret på at det lignede at den rakte tunge af hende. Hun var helt sikker på det. Hende ansigtstræk blev lidt sammentrukne, da hun irriterede sig over ilden. Så kiggede hun igen op på de mørke øjne der var rettet mod hende.
"Jeg stak hånden ind i ilden." Sagde hun som om at den var den mest normale ting i hele verden. Så kiggede hun igen ned på hendes hånd og fik et let trist udtryk i ansigtet.
Ara kiggede efter ham, da han gik ud i køkkenet for at hente noget vand til hendes hånd. Igen mærkede hun det fald i temperaturen, da han forlod rummet. Hun så over på kanden med kakao. Så rakte hun hen til den og kom noget kakao på i de to glas - lidt kloset og der blev spildt en lille del - og tog et af glassene hen til sig og gjorde som han sagde.
Han kom ind igen og - igen steg temperaturen i stuen - hun smilede til ham og tog endnu et sip af kakaoen. Han satte en skål foran hende og fortalte hende, at hun skulle putte hånden deri. Det gjorde hun så. Vandet var koldt, men det var behageligt.
Igen kiggede hun ind i de mørke øjne der var lidt ved siden af hende. Så lagde hun hovedet ned på hans skulder og slappede helt af. Hun havde det som om at hun kunne falde i søvn der, det måtte vel være en god ting.