Freedom, for now //Laroy// [Ended]

Han kiggede på hende stille og roligt og gik hen til ilden og satte en låge foran den så hun ikke kunne se på ilden da den lod til at genere hende på en eller anden måde, så gik han hen til hende og satte sig ned ved siden af hende og kiggede på hende da hun lagde sit hovede på hans skulder "er du træt"spurgte han venligt og lagde sin ene hånd på hendes hovede og nussede hende i håret og slappede af.
Han sad der med hende og nussede hende i håret om hun kunne lide det viste han jo ikke helt så hun måtte jo sige det til ham hvis det var at han skulle stoppe med at gøre det og alt sådan noget.
Han så på hende med et smil "for så kan du godt låne en seng så du kan sove lidt"sagde han roligt og smilte til hende på en sød måde og viste jo ikke hvor træt hun var eller om hun i det hele taget var træt men bare ville slappe af, men det eneste han kunne gøre var at han kunne vente på svar fra hende af da det var op til hende selv hvad hun ville og hvad hun ikke ville for det kunne han slet ikke bestemme eller noget som helst.

Ara sukkede dybt og hendes øjne gled næsten i. Man hvor lå hun godt, hun kunne næsten ikke huske at hun nogensinde havde ligget så godt. Men nu har hospitals senge heller ikke ligefrem en sensation i sig selv. Hendes smil blev bredere indtil man kunne frygte at hendes ansigt ville sprække i to. Da hans fingre begyndte at køre blidt gennem hendes hår, kom der en lyd fra hende. Den mindede om en kats spinden. Hun nød at mærke hans fingre i hendes hår. Hun hørte hans stemme og lukkede øjnene. Smilende. Stort.
"Nej, det går. Jeg skulle bare slappe af lidt." Sagde hun med en let døsig stemme. Hun begyndte at bevæge på sig; prøvede at finde en stilling, der var endnu mere komfortable. Hun indså, at hun var nød til at fjerne sig fra ham, for at sætte hendes kop med kakao fra sig. Inde i sit stille sind forbandede hun kakaoen og den længde der var mellem hende og bordet, hvorpå kanden og skålen hun havde puttet hendes hånd i for at undgå at forbrændingen blev for slem.
Med en let klagende lyd fjernede hun sig fra ham og sætte - hurtigt - koppen på plads og lagde sig tilbage mod hans skulder, denne gang lagde hun armene omkring hans hals og begravede ansigtet i hans skulder. Hun nikkede ind mod ham til hans forslag, om at tage hans seng for at lægge sig til at sove i den.
"Tak." Sagde hun blidt og kunne mærke søvnen komme listende. Hun prøvede at holde den på afstand, men som sædvanligt, lykkes det ikke.
Man kunne stadig høre den blide spinden, da hun åbnede døren til drømmeland.

Han så på hende med et smil på sine læber da hun sådan bevægede sig og alt sådan noget og hun skulle jo føle sig godt tilpas her ved ham for hvem viste hvad der ville ske for hende i løbet af dagen her.
Han kiggede på hende da hun sad op ad ham og var ved at falde i søvn igen og smilte bare roligt af det, han holdte hende op med en hånd så hun ikke skulle falde ned på sofaen og sådan noget, han løftede hende op i sine arme og gik op med hende i hans seng og lagde hende der og puttede dynen over hende og så på hende *når hun vågner håber jeg hun kan finde rundt og ned til mig i stuen*tænkte han roligt og så på hendes kønne ansigt og smilte bare og gik så ud fra værelset og ned i stuen af.
Han satte sig ned i sofaen og tændte for tv'et og zappede lidt rundt i de forskellige kanaler som han havde for at finde noget han ville se men han fandt så noget til sidst og så på det mens, hun lå og sov oppe i hans seng og alt sådan noget.

//du springer jo bare frem så hun kan vågne hvis du vil :)//

//Okay ^^//

Da han løftede hendes op, kunne hun faktisk næsten mærke det. Hun mærkede hans stærke arme, der holdt hende oppe. En lille lyd kom fra hende, da han gav slip på hende og lagde hende ned i sengen. Hun ville gerne have haft at han var blevet, men i hendes sovende tilstand kunne hun ikke rigtig gøre så meget.
Da han havde forladt rummet, begyndte hun at vende og dreje sig. Hun klynkede også lidt i søvne. Eller rettere det var nok det inde i hendes hoved, der fik hende til at klynke. En drøm havde formet sig ud af døren og hevet hende direkte ind i den.
Ara stod på en gang. Det hele var hvidt, men ikke på den skærende måde at man ikke kunne se noget - eller at man blev blændet - nej, det har sted var alt for bekendt for hende. Hun begyndte at bevæge sig - langsomt - ned af gangen, hun kiggede ind af hver dør hun passerede. Hun vidste hvad hun ville se. Mennesker der vred sig i forskellige stole eller borde, der var til for at holde dem på plads. De var forladt af dem der skulle holde øje med dem.
Hun lukkede øjnene for et kort øjeblik, hun rynkede også lidt på næsen. Da hun åbnede øjnene var det hele slørret, ikke på grund af hendes eget syn, nej, det var på grund af røgen. Der var røg over det hele.
Hun kunne ikke holde det ud. Hun løb af sted, som den fra hospitalet havde lært hende. Det gik ikke så stærkt, som det ville den dag i dag. I hendes drøm er hun tre år yngre end den dag i dag.
Hun nåede den næst sidste dør på gang og stoppede for at få vejret. Også ved denne dør ville hun vide hvad der var bag. Den her var lukket. Hun trak vejret helt ned i maven og åbnede døren. Uanset, hvor mange gange hun ser, uanset hvor mange gange hun hører det kan hun aldrig vønne sig det. Hun ville aldrig være i stand til det. Inde i lokalet sad en kvinde i en af de stole, der skulle holde 'patienterne' på plads. Over hende stod en mand, hans skjorte var plettet - nej dækket - af blod og hans hænder ligeså. Han var i gang med at fjerne øjnene på hende. På et bord ved siden af ham lå nogle organer, også fjernet fra kvinden.
Hver gang Ara åbnede den dør - hver gang hun genkendte hendes mor i den stol - skreg hun. Uanset hvor mange gange hun så det. Derefter løb hun.
Udenfor hendes hoved, lød skriget højere end i hendes drøm, der skar sig igennem alt, hvad der kom i vejen for det. Hvis det bare havde været en lille smule højere ville vinduet havde splintres.

//Jeg håber ikke det er for klamt for dig ellers undskylder jeg. ^^''//

Han sad nede i stuen og så sit program som endeligt var meget spænde og det var jo kun godt men han kunne ikke lade være med at høre på at hun klynkede oppe i hans værelse og alt sådan noget.
Han så på sit program og hørte det så noget der gav et hop i ham noget han ikke havde hørt nogen gøre længe og derfor kom det bag på ham og alt sådan noget, han skyndte sig op til hende og kiggede på hende *hun drømmer men den er ikke rar*tænkte han roligt og gik hen til hende og satte sig på en stol ved hende og tog roligt hendes ene hånd og nussede den roligt for at se hvad der ville ske når han gjorde sådan noget.
Han var ikke sikker på hvad han kunne gøre men der var sikkert noget så han håbede på at hun ville vågne op så han kunne tage sig af det og hun kunne få snakket om hendes drøm hvis det var det hun ville ha gjort i stedet for at hun skulle gå med det for sig selv og alt det, for sådan noget var ikke rart at holde skjul på og lade som ingen ting.

Ara lagde slet ikke mærke til at han tog fat i hendes hånd, hun kunne slet ikke mærke det. Men han ville kunne mærke det 'krampetrækninger' der fløj igennem hende. Udenfor hendes hoved var der dog lidt mindre kaos end inde i det. Herude lå hun og kastede sig rundt i sengen, mens hendes skrig rejste hårende på alle der lyttede til det. Det var skingert og ville næsten kunne vække de døde - hvis ikke ville det i hvert fald kunne vække naboerne - hvilket hun helst ville undgå. Der var bare nogen personer, som var bedre døde. Dem kendte hun et par stykker af.
Hendes ansigt var vådt med sved - det var der dog mest af på hendes pande - og tårer. De havde startet med af strømme fra hendes øjne. Gråden blev blandet ind i hende skrig og lavede en halvkvalt skrig - en blanding af et frygteligt skrig og en gråd, der lød som om at den var blevet undertryk i lang tid og bare havde brug for at komme ud - fra tid til anden.
Inde i hendes hoved, var kaosset ligeså frygtindgydende som skriget, der lod fra den 13-årige pige. Hendes fødder klaskede hårdt mod gulvet, mens hun løb hurtigt igennem de kolde og hvide gange. Hun vidste nu ikke længere, hvor hun var. Det eneste hun vidste, var at han var efter hende.. og at han var bevæbnet med en stor bloddryppende kniv....

Han kiggede på hende og slappede af mens han holdte hende i hånden og nussede den han viste ikke sådan rigtig hvad han skulle gøre lige nu for han var ikke rigtig den der havde en i sin seng som skreg på grund af en drøm eller sådan noget. Han så på hende og var roligt *hun skal altså vågne det ville være dejligt*tænkte han for sig selv men det kunne ende med hun gik i chok eller noget hvis han vækkede hende.
Han lagde den anden hånd på hendes kind og nussede den roligt "Amaranthe lydt til min stemme hvis du kan det"sagde han roligt og prøvede på at berolige hende selvom det ville være svært, han nussede hendes kind og ene hånd roligt "det er kun en drøm du har det sker ikke rigtigt"sagde han og håbede bare på at det hjalp og alt sådan noget.

Ekkoet af løbende fødder, hiven efter vejret og stemmer rungede mellem væggene i hospitalet. Hun kunne næsten mærke hans varme og stinkende ånde mod hende nakke, mens hun løb. Hun turde ikke vende sig om for at se. Hun var bange for at stoppe eller for at falde. Det ville hun ikke risikere. Hun ville ikke tilbage i kløerne på ham. Hvis det skete ville hun være død. Det stod hende helt klart.
Hun ville være død ligesom sin mor. Død, men indvolde og øjne - eller andre ting - skåret ud. En varm, men syg fornemmelse kravlede sig vej gennem hende mave.
*Pis.* Tænkte hun bittert - men også bange, meget bange. Fornemmelsen voksede sig større og til sidst var det umuligt at holde den tilbage. Hun kastede sig til jorden, mens indholdet fra hendes mavesæk røg ud med høj fart. Hendes knæ ramte det kolde gulv med en kraft, der sendte hende helt til jorden. Her lå hun. Ved siden af sit eget opkast og med en morder i hælene.
Med en pludselig bevægelse åbnede hun øjnene. Hun kiggede forskrækket rundt og greb ud efter et eller andet. Hun fik fat i Laroys trøje og klamrede sig til den med alle kræfter. Så kunne hun ikke klare det længere. Skrigeriet og stressen drømmen havde givet hende var for meget. Hun besvimede, der hvor hun lå, men hun hørte noget inden. Et ekko.
"Amaranthe lyt til min stemme hvis du kan det" Havde han sagt. Hans stemme ekkoede igennem hendes hoved.
"Laroy." Fik hun blidt fremstammet.

Han kiggede på hende og smilte stille og roligt efter hun havde fremstammet hans navn ventede han lidt med at svare hende men så "ja Amaranthe hvad er der"sagde han stille og roligt og lod sin hånd på hendes kind nusse den og så på hende med et smil på sine læber og slappede bare stille og roligt af. Han var bare glad for at hun havde det godt og ikke skidt eller jo men det så ikke ud til at være så slemt lige nu som før, men havde hun brug for at snakke ville han da med glæde ligge øre til det hun ville sige til ham og sådan noget halløj.
Han var der for hende og han viste jo ikke om der var andre som havde gjort som ham, han havde på en måde taget hende til sig og ville hjælpe hende det bedste han kunne så hun havde det godt og sådan noget.

~En time senere~
Hun mærkede den følelse af at være vægtløs, så kom hun nærmere jorden og hendes 'vægtløshed' mindres gradvist. Da hun først mere eller mindre til sig selv, mærkede hun en tung følelse i hovedet. Den tyngede hende helt ned imod den bløde pude hun lå på. Et klunk forlod hende læber og hun kunne næsten ikke få hendes øjne åbne.
Da hun endelig fik åbnet øjnene var det første hun så Laroy ved hendes side. Hun smilede svagt.
"Laroy." Sagde hun blidt. Hun var glad for at han var det. Hun blinkede og en mørk skikkelse kom listende bag ved Laroy, kniven hævet. Hun skreg og fjernede sig fra ham, kravlede henover sengen til hendes fødder ramte gulvet igen. Hun hev efter vejret og gispede som om at hun havde løbet flere kilometer lige nu og her. Hendes hjerte bankede og hun lukkede øjnene.
Da hun åbnede dem igen var der igen andre i værelset end hende og Laroy. Tårerne faldt med høj fart ned af hendes kinder og hun gled ned af væggen. Hun hulkede og trak benene op under sig. Så begravede hun hovedet i hendes knæ og pressede hænderne mod hendes hoved.

//Har altså bare skrevet det som om at han blev hos hende ^^ Håber det er okay ^^//

Han kiggede på hende da hun var kravlet ned af væggen og alt det der lige var sket tja det kom bag på ham og det hele, han kravlede hen til hende og satte sig ved hende "Amaranthe"sagde han roligt og lagde sin arm om hende og trak hende ind til sig for at hun skulle slappe lidt mere af og han ville også gerne trøste hende for hun var meget ked af det lige nu kunne han mærke på hende.
Han så på hende og holdte hende bare ind til sig uden sådan og sige noget til hende hun måtte se komme med noget hvis hun ville tale om det og sådan noget for han viste ikke hvad der forgik i hendes hovede lige nu men, en ting viste han da at han ville hjælpe hende så godt han kunne med at hun ikke skulle tilbage til hospitalet og alt det og de skrækkelige drømme hun havde de skulle væk på en eller anden måde men hvordan viste han ikke lige nu og her.

Ara kiggede på Laroy, hende pupiller var vildt opspilede. Hendes øjne var store og våde som søer. Hun hev stadig efter vejret og blev ved med at hulke. Hun kunne mærke at tårerne var i gang med at gennembløde knæene på hende bukser. Hun tog en af hænderne fra hovedet og løftede hovedet blidt. Med bagsiden af hendes højre hånd tørrede hun sine øjne og fik mere eller mindre smørret tårerne rundt i hendes ansigt. Hun kom med en hulk og ville begrave hovedet i hendes knæ - men fik aldrig muligheden - da Laroy tog fat om hende og holdt hende tæt.
Hun sad der mens han holdt hende og forstod ikke helt noget som helst. Hendes ansigtsudtryk var ikke længere trist, det lyste at forvirring. Hun forstod der slet ikke. Prøvede han at trøste hende eller hvad?
Hun mærkede en knude i maven. Han prøvede at trøste hende.. Han prøvede virkelig at trøste hende! Flere tårer faldt som et vandfald fra hendes øjne, som lignede glas, han var en af de første der rigtig tog sig af ham.
"T-tak." Fik hun fremstammet på en meget hulkende, sjusket og halvkvalt måde.

Han så på hende med et smil på sine læber og slappede af mens han trøstede hende "så så Amaranthe det skal nok gå alt sammen tror du ikke"sagde han roligt og så på hende og holdte bare om hende nu tæt ind til sig. Han så på hende og viste ikke hvad hun ville sige til det men han kunne jo ligeså godt spørge hende om et i stedet for at vente med det "jeg tænkte på om du vil bo her sammen med mig"sagde han og håbede på at hun ville for hun så ud til at kunne lide og være her sammen med ham og sådan noget.
Han var bare glad for at han kunne hjælpe hende med at ha det godt med det hele og at hun ikke skulle være trist og ked af det hele tiden for det kunne han ikke lide og se på og alt det halløj.

//krea svigt//

Hendes snøft blev efterhånden mindre og mindre. Hun tog med bagside af hendes venstre hånd, denne gang, og tørrede tårerne væk. Hun kiggede på ham, da han talte til hende.
"Virkelig?" Spurgte hun med en lille stemme, hun lød lidt som et lille overrasket barn - der havde fået fortalt at han eller hun måtte sidde på julemandens skød. Så brød hendes læber ud i et svagt smil.
Alting kørte rundt i hendes hoved. Først havde hun haft et forfærdeligt mareridt. Nu sad hun er i Laroy’s favn og alting var bare blevet vendt op og ned. De mørke skikkelser var væk og alting var... godt...? Ja alting var godt igen. Mere eller mindre.
Hun hørte hans stemme igen og kunne næsten ikke tro, hvad det var hun hørte. Men et stort smil brød frem på hendes læber, denne gang større end det andet.
Hun begyndte at nikke. Meget endda. "Jaja, det vil jeg meget gerne. Heller end gerne." Sagde hun, måske lidt for hurtigt. Men hun var bare glad for, at der - endelig - var nogen der tog dig af hende. Og virkede som om at de brød sig om hende og hvad der skete med hende.
Nu var det bestemt, hun skulle ikke tilbage til hospitalet igen. Hun rakte armene op og lagde dem rundt om hans hals og puttede sig mere ind til ham.

Han så på hende med et smil på sine læber da hun blev glad for at hun ville bo her ved ham og alt sådan noget hun var en han virkelig ville tage sig af og holde af hende på mange måder og hjælpe hende men det kunne blive svært.
Han så på hende og mærkede hendes arme rundt om sin hals og alt det og hvordan hun puttede sig ind til ham og alt det, han lagde en hånd op på hendes hovede og nussede hende i håret "så skal vi ha skaffet en seng til dig men lige nu kan vi dele da min seng er dobbelt så vi har tid nok til at finde den seng til dig "sagde han roligt og så på hende med et smil.
Han var bare glad for at hun havde taget imod hans tilbud og nu boede hun ved ham så han kunne tage sig af hende og alt det for hun havde brug for ham lod det til og alt det og så havde han også en og snakke med og det hele.

Hun blev glad, da han smilede til hende efter at have sagt at hun gerne ville bo hos ham. Det var på en måde prikken over i'et. Det der lagde det sidste 'touch' på aftalen. At han godtog hendes lidt for ivrige 'ja' til at bo hos ham.
Hun puttede sig lidt mere indtil ham og holdt fastere om ham. Hun havde næsten på fornemmelsen at han ville forsvinde lidt ud af hendes favn. Det ville hun ikke risikere. Hun havde mistet for mange i sit liv. Hun ville ikke også miste en hun lige havde knyttet sig så meget til.
Hun smilede af hvad han sagde. Måske.. Måske ikke.
"Jeg tror det går indtil videre." Så sendte hun ham et lidt genert smil. Der var dog noget flabet over smilet - ville nogle mene - det var dog ikke noget man så hende være tit. Det var sikkert alle disse nye omgivelser og begivenheder der trak noget frem i hende. Måske noget mere end det. Måske en vis d.... Nej, nej. Hun rystede mentalt på hovedet og rødmede let - i virkeligheden - og håbede bare at han ikke så det.
"Hvad skal der egentlig ske nu?" Spurgte hun blidt og kiggede ham i øjnene. Hun var lidt - meget - nysgerrig efter at vide hvad han ville svare. Hvad skulle der ske nu?

Han kiggede på hende med et smil "hvad der skal ske nu tja det ved jeg ikke" sagde han roligt og så på hende og tænkte over hvad han skulle sige lige nu og kom så i tanke om det "hvad med at gå ned i kælderen og svømme lidt har en pool der nede hvis du har lyst så kan du jo prøve det hvis du ikke har prøvet det længe"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber og viste jo ikke hvad hun havde i tankerne.
Han viste bare hun skulle ha det godt her ved ham og alt det hun var en som fortjente det bedste af det bedste og sådan var det bare i hans øjne var hun det eneste han havde og det hele, og på den måde koncentrere han sig også meget mere om hende og alt det for at få hende til at ha det godt og sådan noget.
Han så på hende "altså det et tilbud til det men hvis du har andet i hovedet så sige endelig til Amara"sagde han og nu var han begyndt at kalde hende det og det var jo ikke fordi han ikke kunne lide hendes navn nej det var mere omvendt han kunne helt klart lide hendes navn og sådan noget.

Hun nikkede til det han sagde først. Det var et naturligt svar fra folk, der havde fået stillet et spørgsmål de måske ikke var forberedt på. Ved det næsten han sagde, mærkede hun et sug i maven. En varme spredte sig ud fra det sug. Hun rødmede let.
"Øhhmm..." Begyndte hun. "Jeg... J-jeg har aldrig prøvet at svømme."
Hun fortalte sandheden - ikke at hun nogensinde ville lyve for ham. Det kunne hun aldrig finde på - hun havde aldrig prøvet at svømme før. Hun havde aldrig være i en 'pool' eller i - hvad var det nu det hed... - en svømmehal! Det var det det hed. Så det virkede fremmed for hende, det var der meget der gjorde. Selv om, at hun prøvede at vænne sig hurtigt til ting.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Der var jo ikke så meget at gøre. Hun kunne jo ikke svømme. Så slog en tanke ned i hende.
"Kunne du tænke dig at lære mig det?" Sagde hun stille. Hun var lidt nervøs, hun vidste jo ikke hvordan han ville have det med det. Hun var bange for at han ville synes hun var latterlig eller dum.
Hun rettede blikket mod ham, da han talte. Så rødmede hun lidt igen, på grund af kælenavnet. Der var ikke før nogen - som betød noget for hende! - der have givet hende et kælenavn. Hun kunne god lide det.
"Nej, jeg har ikke andre ideer i hovedet. Poolen lyder fin, hvis du altså vil?" Sagde hun blidt.

Han så på hende med et smil da hun snakkede "øhm okay ja der kan man bare se men ja jeg vil da hellere en gerne lære dig at svømme men vi har et lille problem hvad skal du svømme i har jo ikke ligefrem en bikini liggende"sagde han roligt og så på hende med et smil og vise jo ikke om hun havde noget selv som hun kunne svømme i og sådan noget.
Han så på hende med et smil på sine læber og rejste sig op og trak hende med sig op og stå og viste skam godt at hun skulle lære at svømme "for ellers må du jo svømme med numsen bar"sagde han roligt og havde ikke noget imod det hvis hun gjorde det for hun havde jo en fin figur og alt det.
Han gik stille og roligt nedenunder med hende og videre ned i kælderen og tændte for lyset så hun kunne se poolen og sådan noget.

Ara smilede til ham og nikkede taknemmeligt. Hun var meget glad for at han ville hjælpe hende og ikke bare så på hende som om, at hun var dum.
"Tak, jeg er glad for at du vil hjælpe mig." Hendes smil blev til et tænksomt ansigt. Det havde han jo egentlig ret i, men var det er problem? Var det ikke ligesom, når man gik i bad? Uden noget som helst på? Hun vidste det ikke, men havde en ide om det.
Hun kiggede på ham, da han igen talte. Der var det igen med at svømme nøgen. Måske var det virkelig noget i det?
Hun smilede igen, da tog hende med ned til poolen. Hun bevægede sig nærmere vandkanten og kiggede ned. Der så ikke ud til at være så dybt igen. Men synet kunne jo bedrage.
Hun tog en beslutning og begyndte at hive hendes langærmede sorte trøje over hovedet. Hun smed den et stykke væk og knappede derefter buskerne op og lynede dem ned. Så lå der også henne ved hendes trøje. Sokkerne var de næste der røg til hun stod i undertøj. Hun frøs lidt i starten, men det - var hun overbevist om - ville forsvinde når hun kom ned i vandet. Hendes hænder blev ført bagud til hendes ryg og hun knappede hende bh op. Ja hospitalet havde faktisk forsynet hende med sådan en, bh'en landede derefter i bunken. Så gled hun hendes trusser ned om anklerne og de blev smidt over til det andet straks.
Hun satte sig ned og puttede et ben i vandet, blot for at hive det op igen. Vandet var koldt. I hvert fald lige nu. Hun sukkede og prøvede igen. Denne gang prøvede hun og være udholden og det lykkes. Til sidst fik hun hele hendes krop sunket ned i vandet. Hun vendte sig om mod ham og sagde med et smil:
"Kommer du?"

Han kiggede på hende da hun stod der og trak af tøjet hun var mere åben nu hvor de også snakkede så godt sammen og det hele, efter hun havde smidt alt sit tøj smilte han og så på hende da hun kom i vandet *hun er da flot*tænkte han roligt og nikkede stille til det hun sagde "ja jeg komme nu"sagde han gav sig til at smide tøjet over til hendes og sådan noget så det lå samlet og alt det.
Han så på hende da han var kommet af alt tøjet og var helt nøgen ligesom hende og alt det og hoppede ned i vandet til hende "så skal vi komme i gang med at få dig lært at svømme"sagde han roligt og var klar til det men det var hende der skulle lære det så det var mere hende der skulle være klar til det.

Hun kiggede lidt på ham, da han begyndte at klæde sig af ligesom hun havde gjort. Hun smilede lidt og vendte sig om så han kunne få noget mere plads at komme ned på. Hun havde stået helt henne ved kanten og ventet på ham. Nu stod hun lidt mere ude i det hele. De føltes faktisk befriende, ikke skulle tænke på tøj eller have noget på, for den sags skyld. Det var faktisk behageligt. Selv om, at vandet var lidt for koldt for hendes smag. Hun gik lidt tættere på ham og lagde armene om ham og klamrede sig lidt til ham.
En pludselig fornemmelse af utryghed havde ramt hende og hun havde følt en trang til at komme tættere på ham; for når hun var tæt på ham følte hun sig tryg. Så derfor stod hun nu og lagde hovedet mod hans skulder og armene om ham. Alle tanker om svømning ude af hovedet.
Så nævnte han det igen, svømning. Men det var jo derfor de var kommet herned, så det kunne de vel lige så godt.
"Ja, lad os det." Hun smilede til ham og havde stadig ikke sluppet ham og havde heller ikke planer om det. Hun ville gerne blive der - i hans favn.

Han kiggede på hende da hun stod og holdte om ham og smilte til hende stille og roligt "ja lad os komme i gang"sagde han roligt og løftede hende op i sine arme med maven nede i vandet og så på hende "prøv og svøm lidt mens jeg holder dig her"sagde han stille og roligt og så på hende med et smil.
Han viste godt hvordan man skulle starte og sådan noget så nu ventede han bare på at hun prøvede på at gøre hendes bedste i at lære og svømme og sådan noget det var jo ikke alt han ville kunne lære hende på den måde det.
Han var bare glad for at hun var åben overfor ham og ikke holdte noget skjult for ham og sådan noget og det var kun godt for deres vedkommende.

//Jeg svare senere i dag (XD), hvis det er okay, jeg kan ikke nå det nu ^^//

//okay du :)//