Why so mad? (Wilith, privat)

Dato : 30 december 2011
Årstid : Vinter.
Dag : Onsdag.
Vejr : Støvregn, let blæst, koldt.
Sted : Wareclare midtby.
Tid : 21.30
Omgivelser : En mindre bygning med udlejningslejligheder. En tom parkeringsplads og dovent lys fra viduerne i bygningen.

Den mørkhårede kvinde rettede sig op i vinden, så totterne føg om hovedet på hende. De spinkle ben stod let skrævende med begge ben solidt plantet i brolægningen. En udefrakommende ville få indtrykket af at selv en lastbil ikke ville kunne vælte hende omkuld. Med en hånligt fnys så hun op ad bygningen og studerede området. Hun var tydeligvis ikke imponeret.

Nåeh, så dette er hvad du har kunnet stille op med dig selv i årene der er gået?

Hun strakte halsen og mærkede hvordan knoglerne smuttede let... knæk knæk. De lange glatte fingre stak hun i lomme som hun bevægede sig over parkeringspladsen, i den mærkede hun kanten af et par lange træpinde der sad stoppet i hendes bukselinning under trøjen. Hun håbede ikke på at skulle bruge dem.

Men jeg nægter at knække flere negle på dit ansigt!

Hun klukkede stille for sig selv over den dårlige joke. Laetitia Morales var en lav kvinde, dog med et utrolig stålfast blik. Den blege hud var nærmest blålig af blodet der løb lige under overfladen og læberne var langt fra de naturligt røde læber en dødelig af hedes statur ville have haft. Hendes spanske træk var tydelige, men når hun talte væltede en tyk irsk accent ud. Hun var Gwyn... i dag var hun.

En kaspel raslede da Gwyns skosnude skubbede til den. Med ligegyldig mine fortsatte kvinden ufortrødent sin vandring op til døren og så stift på dørtelefonen, som vidste hun et kort øjeblik ikke hvordan den skulle betjenes. Ikke et blink eller en verjtrækning slap hende som hun stod der helt frossent. I mere end et minut stod hun stille.

Tankerne fløj for henes indre blik, som i slowmotion. Med et ryk var Gwyns hånd fri af lommen og trykkede på knappen med sin skabnings navn. Et grumt smil spredte sig kort over hendes læber. Da hun hørte en stemme i den anden ende førte hun ansigtet helt ned til dørtelefonens hullede plade:

"Victoria darling... I',m home!"

Wil havde været ude i køknet da dørtelefonen ringede og hun havde med en erfaren bevægelse klemt det sidste af blodte ud af posen og ned i glasset for at smutte ud til døren. Det var som en ganske normal aften, intet havde tydet på at hun ville få besøg, og hun var efterhånden begyndt at håbe at Gwyn ville holde sig væk. Stemmen der talte ind i telefonen gjorde det sikkert at hun havde taget fejl. Hun var her, og hun forsvandt ikke bare..
Hovedet lænede hun imod væggen, som om det var for tungt at bære på skuldrene og stirrede sammenbidt ind i væggen.
Langsomt førte hun hånden op til knappen der åbnede døren for hendes skaber og bakkede derefter langsomt væk fra døren.

Hendes tanker strejfede kort de mange våben der lå i hendes klædeskab gemt under hendes sædvanlige rod, men droppede hurtigt tanken. Hun vidste hvad der ville ske hvis hun prøvede igen. At forsøge en gang var.. dumt, men at forsøge to gange ville være hjerneløst.
med ansigtet lagt i dybe folder gik hun ud til sin aftensmad i glasset og tog langsomt en slurk mens hun nærmede sig døren igen. Hun kunne næsten ikke få sig til at åbne den for hende, men hun vidste at hvis hun ikke åbnede den så skulle Gwyn nok selv klare det... Meget dør ville der så ikke være tilbage.. Den ville mest af alt ligne pindebrænde, og efter betjentens visit var den ikke lige så solid som hun kunne have ønsket sig.

Hun kunne mærke det isnende greb som Gwyn atid havde over hende nærme sig, og det lykkedes hende kun lige at skubbe det væk. Hun vidste godt at deres bånd desværre var for stærkt til at hun kunne gøre noget ved det i længden, men hun ville prøve så længe hun kunne. Et voldsomt had imod den kolde skabning der kom gående op ad trappen flammede i hende..

Der var intet svar, kun en stille brummen af dørlåsen der gik op. Hun svang den knirkende dør op og trådte ind i den mørke opgang. Med lette hoppende skridt begyndte Gwyn at gå op af trappen. Det var ikke nødvendigt for hende at tænde lyset og vejen op var hurtigt tilbagelagt.

Et grumt smil krusede om hendes læber da hun endelig mærkede det. Sin skabning tæt på... Og, hvad var det? En mur af had ramte hende. Med tilfredshed slubrede hun det i sig. Nød at mærke hvor meget hendes blotte tilstedeværelse kunne sætte gang i Victorias indre.

Døren stod på klem, en lyskegle strålede ud i opgangen og oplyste skikkelsen der nærmede sig. Stramme mørkebrune bukser, en kort sort jakke og et kedeligt halstørklæde. Det var ikke nødvendigt for hende med denne indpakning, men det frembragte så mange skæve øjne at rende rundt uden.
Med en glidende bevægelse skubbede hun døren op og trådte indenfor. Hun hævede koldt blikket og mødte Victorias lynende øjne.

"Oh, I can see you've missed me... my child!"

De sidste to ord hvislede ud mellem hendes læber og et sardonisk smil fulgte. Hun var udemærket klar over at Victoria helst så hende som en bunke støv... og det morede hende gevaldigt.

"Of cause, Sire.. But i still hope you rot in hell, as you where supposed to.."
Wil lænede sig med mørke øjne op ad døren og holdt det brede, høje glas i den ene hånd. Det var næsten fyldt til randen med hendes aftensmad, og det var tydeligvis ikke fra en jagt. Det var koldt og kedeligt, men det var nu engang menneskeblod. Vreden i hendes kropssprog var tydelig, hun vidste at Gwyn kunne mærke den, men vreden var det der holdt lydigheden væk, så hun var glad for den.
Udenfor var det begyndt at blæse op, men hun bemærkede det ikke, som hun holdt døren for sin skaber. Selv var hun klædt i en sort tanktop som hun plejede og et par hullede jeans og lignede en af de sædvanlige kunstneriske unge man fandt rundt omkring i byen på gadehjørner. Hendes røde hår var så uglet som altid, og nåede hende end ikke til skuldrene og hendes tæer var bare som de oftest havde været som levende.

"Hvad vil du mig? jeg troede at vi ligesom var færdige efter sidste gang?"
De mørke øjne glimtede koldt da hun holdt døren åben, som et tydeligt tegn på at hun gerne så at kvinden gik med det samme igen. Hun ønskede ikke at have Gwyn længere ind i sin lejlighed. Det var hendes "safe haeven" og det skulle hun ikke invadere. Hendes fingre klemte hårdt om glasset der var ved at give efter, men i sidste øjeblik indså hun at hun var ved at spilde sin aftens..drink og prøvede at slappe af i hånden.

Det var tydeligt at Wils vrede morede Gwyn, men der var intet at gøre ved det for den hjalp hende. Hun ville ikke adlyde længere, og vreden forstærkede hendes viljestyrke. Selvom det måske var en dødssejler at prøve at begå oprør imod sin skaber så ville hun alligevel prøve.. for en vens skyld. så cheesy, når man tænkte over det.. men hun var vel ikke skuespiller for ingenting.

Gwyns smil blev bredere ved Victorias' ord. Med et par hurtige skridt trådte hun ind og gled forbi sit child. Hun stoppede op i dørkarmen til køkkenet og smed jakken på gulvet ved siden af sig.

"I can see you've lost some of that sweet hospitality of yours? I'll take what your having!"

Hun nikkede imod glasset, men stoppede så sin sætning.

"But... not if it's piss. Don't wonna get a bad stumach for drinking kold shit. My body is of too high a standard for that, you know.."

Det skæve smil brød atter frem på hendes læber, tilfreds med den lille sviner hun just havde sendt af sted. Med rolige skridt begyndte hun at gå rundt i lejligheden, lod fingerene lege over borde, malerier og stolerygge.

"Such a shame that our last meeting was so stressfull. Would have loved to talk a bit... But you know, I really hate it when my face gets penetrated by stakes... my dear. Hope you've been well since?"

Hendes øjne tindrede af fryd ved mindet om Victorias smadrede krop. Hun var langt stærkere end sit child... og det vidste de begge. Men på trods af dette var Gwyn imporneret. Hun havde faktisk fået en acceptabel modstand sidst.

"That friend of yours've taught you some tricks? how is she by the way?"

"Yearh.. You're so old that it probably takes more blood to keep it from decaying.. I've never enjoyed the killing part like you.."
Hun sagde det ikke så højt, mumlede det mere selvom Gwyn næsten ikke ville kunne undgå at høre det. Det var ikke fordi at hun lagde skjul på hvad hun mente om Gwyns mere voldelige livsstil, men hun vidste at det sidste var en løgn. Hun var en dræber, og et eller andet i hende kunne lide at dræbe... Noget som hun ikke ville være ved fandtes..
Hun lod døren smække og fulgte langsomt med Gwyn ind i stuen, men stoppede ved dørkarmen. Derfra kunne hun holde øje med sin skaber uden at gøre sig sårbar.

"such a shame.. the stakes would make you so much prettier. I have, but you know holy water just dosen't really do it for me.."
Hendes smil var stift, og det var som om hun mere viste tænder end smilede. Smerten kunne hun uden problemer genkalde sig da hun havde fået vievand på sig og hendes hud var begyndt at syde og ætse. Det var slemt, men inden for de sidste dage havde hun været ude for noget i en helt anden skala.. *møgengel! I forhold til den/han/hun er Gwyn bare en lømmel.. for satan i helvede da også..*

"She.. is none of your buisness!"
De mørke øjne gnistrede vredt, og de var nærmere sort end grøn efterhånden. hendes hår lå ned over hendes ene øje, men selvom det ikke var til at se glødede det utvivlsomt lige så hadefuldt. Et eller andet ved Gwyn fik hende bare altid til at blive så rasende og hun vidste det! det var som en leg for hende at få vreden til at vælde op i sin skabning, for hun vidste at der intet var at gøre. Wil kunne ikke slå hende, hun var slet ikke stærk nok og det ville hun aldrig blive. Sørgeligt, men sandt..

Gwyn tog imod tilsviningen med oprejst pande... faktisk ramte lidt stolthed hende. Endelig bed Victoria igen. Det havde så også kun taget 300 år at lære hende dét. Hun nikkede køligt af sit childs ord og vandrede med stive skridt over til en bogreol. Med kolde øjne læste hun ryggene på nogle af bøgerne og fnyste igen.

"You've allways been a scared little kitten... so damn cute. It suits you with some claws."

Hun løftede et øjenbryn og stirrede koldt på Victoria. Hun overvejede om hun skulle flå hende i stykker nu... eller om der ville være fordele ved at vente. For og imod fløj gennem hendes hurtige hjerne, og stille sukkede hun for sig selv. Hun havde rørt ved alt for meget i lejligheden til at det ville virke... Gwyn havde på ingen måde tålmodighed til at grøe rent efter sig. Desuen var Victoria jo ikke dum. H'jst sandsynligt havde hun optager i sin dørtelefon.

En perlende følelsesforladt latter væltede ud af hende. Nåeh, så hun havde ramt et ømt punkt med hende tøsen fra Irland? I et splitsekund stod Gwyn foran Victioria. En blid hånd lå på child'ets kind, og hendes stemme var lavmælt:

"Too bad I didn't get to kill her... I blame the sun. But hey, then I have something to look forward to!"

Man kunne kort skimte hendes hjørnetænder og øjnene blev for et øjeblik mørke og med en rand af rødt. Hun rystede det af sig og pakkede sulten væk... ikke nu, og ikke her. Senere!

"You've hidden well. It took quite a toll on me... had to have a serious talk with some of the vampires around here. was told to say 'hello'."

Gwyns øjne glødede af fryd. Hun trådte et par skridt tilbage og lagde armene over kors, igennem stoffet i den grønne trøje kunne man ane stagerne. Hun vidste at Victoria ville forstå de lille hentydning. Men så vidt hun vidste var egnen alligevel overfyldt med vampyrer. Hvorfor ikke lette byrden en smule?

"You have always been a spoiled little brat.. and you haven't changed."
Et koldt grin spredte sig over hendes ansigt. En kold glæde spredte sig i hendes mave og gjorde hendes vrede fokuseret og hærdet som en spydspids. At endelig få lov til at svine kvinden til var tiltrængt, som en mundfuld i den hav der var ved at opsluge hende hver gang Gwyn var i nærheden. Denne gang ville hun ikke bukke under! Hun ville ikke blive til den skræmte killing igen, det nægtede hun!

Et sekund stod hun for paralyseret til at handle da Gwyn rørte hendes kind, men så kom hun sig over det og slog hårdt hånden væk. Igen brændte det kolde raseri i hendes øjne, og det var tydeligt at hun var ligeglad med kvindens reaktion.
"If you dare touch her again i will kill you.."
En dødstrussel som denne her kunne godt koste hende efterlivet for der var ingen tvivl om at hun mente det. Hun ville ikke stoppe næste gang, heller ikke hvis Gwyn hældte vievand ud over hende. Den kraftigste følelse i hende foruden raseriet var en voldsom beslutsomhed, selv ikke Gwyns afsløring af de slet skjulte voldelige intentioner rokkede ved den.. Hun ville ikke lade Gwyn skade en af hendes få venner.

"I dont care about them.. Kill them or not.. They are not important."
Stagerne fangede hendes blik, men det rykkede ikke ved hendes beslutsomhed. Det var den slags beslutsomhed der kunne drive folk ud over en skrænt, men hun var ligeglad. Hun var færdig med at være sød, specielt overfor hendes egen slags og deres evige intriger. vampyrerne var virkeligt ikke vigtige for hende, hvis hun kunne undgå dem så gjorde hun det. Hun var selvfølgelig loyal over for vampyr-autoriteter, men det var mest på papiret. Hvis hun kunne undgå de gamle stivnakkede fjolser ville hun gøre det..

Gwyn kiggede dovent ned på sin hånd, derefter op på Victoria. Der var ikke en muskel der rørte sig i kvindens ansigt da hun trådte et par skridt tilbage. Tonen var til gengæld hård og kontant:

"Finally... I never thought this night would come. My blood shows in you... Someday you will be standing here... in my shoes. And you will be as thrilled as I!"

Ordene passede slet ikke sammen med det frosne udtryk, men de lød ikke mindre sande af den grund. I en affærdigende bevægelse slog hun ud med armene og hendes ansigt fortrak sig i en ligeglad og doven grimasse.

"You would not be funny to kill... not before. But now? Perhaps. But I will give you some time. Maybe you could even become as strong as I? Actually I really should kill you... you just hit your own sire?"

Mens en latter trillede ud af Gwyns mund satte hun i et spring. Hurtigt, som en smidig kat, sprang hun frem og i et glimt hævede hun adræt benet. Det ramte victoria i brystkassen med en knasende lyd. Victoria blev sendt baglæns ind i væggen, og et maleri faldt til gulvet. Gwyn blev stående lidt fra hende og stirrede koldt frem for sig.

"Now we're even... don't move. I'll leave in a sec. But just tell me... What did I ever do to harm you?"

En bedrøvet skygge lagde sig over hendes ansigt.

"When you lie at my feet, with a stake through your heart... Then im gonna be thrilled."
Hun havde rettet sig op, holdt glasset i hånden og med lige meget vægt på begge ben. Der var ikke ret meget tvivl i hendes sind om at Gwyn snart ville slå hende eller noget i den retning så hun ville gøre bedst i at være klar når hun gjorde det. Hendes bevægelse med armene og det ligeglade udtryk var lige ved at narre hende da hun begyndte at snakke igen. Den ildevarslende tone var tydelig for Wil..

"and you deser... Ouff!"
Luften blev slået ud af hendes bryst og hun kunne mærke mindst et ribben give efter da den gamle vampyrs fod ramte hende i brystet. Glasset gled ud af hendes hånd og smadrede imod gulvet, hvor blodet spredte sig over det lyse træ. Gwyn var så meget hurtigere, så hun havde ikke nået at reagere, men så hun svævede bagud igennem luften mærkede hun hurtigt da væggen kom tættere på og uden at tænke nærmere over det, skiftede hun position i luften så hun kunne sætte af med benene i væggen. sekundet efter Stemte hun fra med fødderne og susede imod sin skaber. Væggen bag hende knagede faretruende. hendes lejlighed havde fået sig et par knubs på det seneste.. snart måtte hun hidkalde professionelle. Hun sukkede lydløst..

Hvis alt gik vel ville hun ramme ind i Gwyn omkring 3 sekunder efter hun satte af, så det gav ikke meget tid til at forberede sig, men det skulle det helst heller ikke.
Hvis hun ikke ramte rigtigt ville dette her komme til at gøre ondt, og det ville ikke være så smart ikke at ramme i første forsøg. Rent faktisk vidste hun ikke hvad hun havde tænkt på.. Måske havde hun bare ikke tænkt?
Vind slog skodderne op og kold luft strømmede ind i lejligheden hvor eleven lige havde begået oprør imod mesteren.

Som i slowmotion fuglte hun glasset med blod og så hvordan det spinltredes da det ramte jorden. Mikroskopiske bloddråber stod omkring de to kvinder i rummet.

Gwyns øjne blev store da hun så hvordan Victoria satte fra på væggen. En irriteret mine bredte sig over kvindens ansigt og hun trådte til side.

"I thougt I told you NOT TO MOVE!?"

Desværre var det ikke helt hurtigt nok, så Victoria ramte hendes skulder. På grund af farten blev Gwyn sendt i en cirklende bevægelse til siden. Hun forsøgte at rette op, men ramte en stol på vejen. Den slintredes og trak en lang flænge hen over Gwyns underarm. Kort rodede hun rundt på gulvet, men var hurtigt oppe igen. Imens hørte hun et brag og tumult bag sig.

Da hun atter kunne tage bestik over situationen så hun Victoria ligge og rodde rundt i en væltet reol. Omkring hende fløj papirer, vaser, bøger og pynteting.

Gwyn smilede olmt.

"Stop fooling around child. I allready told you I will not kill you... tonight. And stop hurting me. Have you no gratitude against the woman who saved your ass? Perhaps you would have liked the church' fire... little Witch?"

Gwyns øjne slog ondskabsfulde gnistrer, og det føltes næsten som om luften omkring hende blev koldere.

"Please... just tell me where I can find thoose golden eyes?"

Hun hamrede ind i reolen på tværs af rummet efter at være blevet skubbet ud af kurs efter hendes kollision med sin skaber. Den væltede ned imod hende, men sofaen stoppede dens fald og hun kunne krybe forslået ud fra den lille hule det havde skabt. Det virkede ikke til at noget var brækket, men et par sener var nok forstrukket.. i det mindste var det snart væk igen.
"And i ignored you.."
På trods af ømheden i hendes ene arm, grinede hun over hele ansigtet. Det var ikke et glædes smil men derimod et smil af kold tilfredsstillelse over endelig at kunne skade sin skaber selvom det var en ubetydelig skramme.

"Well.. i died anyway, and i dont think the fire could have been worse than turning."
Hun virkede til at være ret uberørt af truslen, og det minde kvindens ord bragte op i hende. Et øjeblik næsten skælvede hun ved mindet, men hun tog sig selv i nakken og rettet et par sort øjne imod kvinden overfor hende. Der var intet hvidt i dem og kun et strejf af rødt kunne ses i dem. Nu var hun virkelig pissed..
"As if.. I would never tell you and you know it! I dont betray my friends like you do."
Vinden fik papirer til at flyve rundt og splinterne fra den ødelagte stod hævede sig i luften som små nåle med kurs direkte imod vampyren der havde ødelagt stolen.

Hun havde været en sød lille killing i 300 år, nu gik den ikke længere. denne gang ville hun ikke få hvad hun ville have! For en gangs skyld skulle hun snydes for noget hun ønskede sig. Det skulle nok vise sig at være sundt for den snotforkælede unge. Det var på tide at hun vænnede sig til ikke at kunne få ting som hun ville havde det..

Gwyn så hvordan vinden begyndte at samle sig om barnet. En sur grimasse trak sig om hendes ansigt. Hun havde forventet at dette ville ske, havde regnet med kamp. Men havde dog alligevel håbet på at hun bare kunne få af vide hvor den kvinde befandt sig, og så gå igen.

Hun mærkede hvordan blodet dryppede ned af sin arm, men tog sig ellers ingen notits af den lille skramme.

"Have you learned nothing kid?"

Fra hendes strube lød en hul snerren. I et kraftspring så voldsomt at gulvet knagede under hende, satte hun i fart. Omkring hende stod tiden næsten stille, således virkede det for hende. For dødelige øjne ville hun blot være en hvirvel af bevægelse.

Hun sprang væk fra træsplinterne der hang faretruende i luften, og over imod spise bordet. Hun smadrede igennem det og fortsatte lynhurtigt i endnu et kraftspring. Som en fuldvoksen tiger sprang hun rundt i rummet og smadrede alt på sin vej, borde, stole, reoler, malerier, tv'et... alt. I farten, og blandet med den vind Victoria havde rejst, var hele rummet snart ét stort kaos. Alt fløj omkring og var ødelagt.

Midt i kaosset mærkede Gwyn hvordan én af træsplinterne ramte hende i lænden. En dyrisk brølen lød fra hendes læber og hun måtte virkelig styre sig for ikke at springe i ansigtet på sit barn.

Fra den orkan hun lige nu var, lød ordene:

"Don't worry my love... I'll find that friend of yours by my self!"

I to lange hop nåede hun vinduet. I et øresønderrivende brag splintredes det, idet hun sprang ud gennem det og to etager ned på parkeringspladsen. Kort efter var hun borte... det eneste hun efterlod var sin jakke og op til flere store blodplamager.

"Dosen't this show exactly how much i've learned?"
Hun sørgede hurtigt for at lede genstande der fløj igennem luften uden om hende og hun prøvede forgæves at holde styr på hvor Gwyn var. Det var umuligt, selv med hendes øjne at se kvinden og det var enormt frustrerende for den ellers ret hurtige vampyr. Hun var hurtigere end gennemsnittet, teorien gik på at det var på grund af hendes evne at hun var så hurtig men hvem vidste. Der var jo ingen der forstod hvad der holdt vampyrer gående, så hvem vidste..

Det hele eksploderede da hun blæste ud af vinduet og Wil måtte dukke sig for ikke at blive ramt af vildfarne glasskår. Da hun igen så op var hendes skaber for længst væk og kun så med gryende panik rundt i sin stue. Oprydningsarbejdet ville blive enormt, og hende der hadede at gøre rent..
Usikker på hvor hun skulle starte så hun sig rådvildt rundt omkring og hævede sig langsomt over jorden. der var glassplinter og træ overalt og hun gad virkeligt ikke ødelægge sine fødder. Under sig kunne hun mærk folk gå rundt og i et anfald af panik samlede hun med vinden vinduet i en mosaik af glasstumper. Hun kunne kun lige holde det på plads med hendes magi, mens hun begyndte at fjerne alle de ødelagte tingh og smide dem ind i hendes andet værelse.

Hvis hendes udlejer kom op skulle der helst se... acceptabelt ud. Så meget der nu kunne. Hun var i gang med at flytte det solide egetræsbord da der blev banket hårdt på døren. Hurtigt smed hun en jakke over det og åbnede skyldbevidst døren. udenfor stod et par noget morgensure naboer der var blevet forstyrret af Gwyns lille tornado. Uden tal på alle de undskyldninger hun havde måtte give lukkede hun langsomt døren og pustede træt ud. Hektisk aften.. uden tvivl.. Og mon ikke at Gwyn nu fik hende smidt ud.. Træt lod hun vinduet falde sammen, barrikaderede det med en reol og samlede Gwyns jakke op. Den var ret flot egentlig, men flot eller ej.. den skulle kigges i!
Omhyggeligt tjekkede hun sømmer, lommer og kraven for skjulte ting, ujævne sting eller ting der var blevet sat på efter jakken blev lavet.

I jakkens inderlomme lå der fire bittesmå flasker. På hver af dem stod et bogstav: Á, S, V og på den sidste G.

I en af sidelommerne lå et krøllet stykke papir. det var tydeligt at det var en kopi, skrevet ud på skrivemaskine. Det var næsten som om det var klippet sammen af længere tekster:

1720 – They will make the perfect children. Thoose eyes… Hiding so many secrets. He disappeared… guess he found out. I’ll find him. Thoose eyes will match my catsgrace with emminence.

1721 - Found him… I guess. Living in a small cottage… I’ll get close to him, soon… it’s nearly newyear. They become older, stronger… soon they will be ready

1722 – He’d disappeared again. But instead I got her…. She will have to do... the little Witch.