It is true - [Wilith]

Dato : 04 januar 2012
Årstid : Vinter.
Dag : Onsdag
Vejr : Koldt og skyet, kølig vind.
Sted : Baren
Tid : 22:46
Omgivelser: Folk der sidder rundt omkring, drikker snakker og morer sig. En skikkelse der sider i et hjørne for sig selv. Musiker der er ved at gøre sig klar ved deres instrumenter, bartender og servitricer laller rundt.
Påklædning: 69.174.246.169/Products/ES-4121-E.jpg




*Rasle rasle… bum bum.. pust pust*

”Ja kære gæster, det er mig en glæde at kunne præsentere en særlig gæst der er her for at synge i aften! Tag godt imod… Elisabeth Rose Medington”

Manden fjernede sig fra mikrofonen, trådte til side for at lade Elisabeth komme til. Kvinden trådte roligt frem bag manden, stillede sig foran mikrofonen der nu blev justeret til hendes højde så den passede bedre. lyden af klapsalver overdøvede alt andet, og mens hun ventede på at bandet skulle gøre sig klar og folk til at falde lidt mere til ro, lod hun blikket glide ud over forsamlingen. Hendes skarpe syn der var blevet trænede til at se selv i mørke – om end ikke så godt der alligevel når man var menneske – faldt på enkelte skikkelser som hun ville kalde dystre. En mand sad oppe ved baren, han end ikke flyttede sig, roen over ham, den kulde han udstrålede gjorde det klart at han ikke var menneske, for end ikke et menneske der sad i sin egen verden sad så stille at brystet ikke hævede eller sænkede sig. Hendes blik hvilede nogle sekunder på ham inden det gled videre mod den anden hun havde bemærkede, de vilde øjne der nærmest strålede af kulde og tomhed var rettet direkte mod hende og hun lod derfor roligt blikket glide videre for ikke at gøre sig yderligere bemærkede af denne. Snart blev det tyst, inden da faldt hendes blik dog på en kvinde som hun ville have undersøgt nærmere hvis ikke trommeslageren havde gjort hende opmærksom på at alle vist var klare. Hun nikkede med et skævt smil, trak vejret roligt ind og gav tegn til musikkerne om at starte. Disse gik langsomt i gang og snart begyndte musikken at spille, inden længe begyndte hun at synge. Den rolig lave stemme steg i højde og tempo jo længere tid der gik. Hun glemte for en stund – som det så tit skete – sine omgivelser, folk, både mennesker og overnaturlige blev glemt og kun hendes dybeste følelser og tanker blev vist via musikken. Hendes snag indeholdte denne gang to elementer, fortabelse og ensomhed. Det var ikke første gang at disse elementer blev taget i brug, men det var et af hendes mest kendte sange. Som sangerinde, og endda professionel sangerinde i snart.. 4 år var hun ikke helt ukendt for omverdenen om end man i den overnaturlig verden kendte hende som Cat, og ikke som Elisabeth. Musikken spillede videre, og på et tidspunkt lukkede hun øjnene, så billeder for sit indre syn, minder… minder der aldrig forlod hende.. selv efter så mange år.

For en gangs skyld skulle hun ikke selv på scenen, og hun ahvde beslutet sig for at tage på bar for sjov. Det var selvfølgeligt lidt et problem med hendes alder en gang imellem, men hun havde ret hurtigt gjort sig velkendt hos diverse barer på øerne og blev lukket ind de fleste steder. Hun snoede sig som en lille rødhåret orm igennem de mange mennesker lige i tide til at en sangerinde blev præsenteret. Hun kæmpede sig ned til et bord bagved hvor hun kunne nyde musikken i fred. Det føltes som om en eller anden kiggede på hende, og ud fra det sted i ryggen hvor det kunne mærkes gættede hun på scenen.. men deroppe virkede alle opdagede af noget andet?

Hun havde en sodavandsflaske med, som var lavet i noget grønt plastik så væsken i den kunne ikke ses ordenligt, men den så meget mørk ud. De fleste mennesker ville nok regne det for cola i en forkert flaske.. for dem der kendte til det overnaturlige.. de ville nok gætte på noget der var lidt mere ulækkert..
Pigens røde hår stod vildt om hendes ansigt, og på trods af hendes alabasterblege hud gjorde hendes øjne at hun næsten så levende ud. De virkede muntre og interesserede i folk rundt omkring hende. Hun havde enkelt sort tøj på, og så egentligt ud til at være alt for lille til at drikke, både aldersmæssigt og fysisk. Det virkede hun dog ikke til at tage sig af.

Elisabeth sang på livet løs, levede sig ind i sin egen verden hvor hun følte sig fri og kunne fortælle om sine dybeste tanker uden at folk bemærkede det. En så tavs person som hende der fortalte om sine dybeste hemmeligheder, men uden at man opdagede det, hun fortalte hele verden hvordan hun havde det men ingen noterede sig at hun forsøgte at videregive et budskab. For dem var det bare musik, for nogen god musik, for andre dårlig.. nogle var helt ligeglade og valgte slet ikke at give udtryk for deres mening. Hun strøg en enkelt gang hånden gennem håret, tempoet i musikken steg mens hendes stemme blev lavere. Sangen lakkede mod enden og snart døde musikken hen hvor hun lod sin stemme dø hen for at holde helt op. Folk klappede, andre fløjtede mens nogen blot så på hende uden at sige særlig meget eller give udtryk for noget. Hun smilede skævt og nikkede til folk som tak for deres støtte inden hun forlod scenen. Hun gjorde ikke dette gratis, men fik penge for at synge, ellers ville hun jo ikke overleve. Så mange missioner blev hun ikke sendt på desværre fordi man anså hende for ung og uerfaren. Hun hadede det naturligvis men sådan var det nu engang og der var så lidt hun kunne gøre ved det.

Da hun var trådt ned fra scenen kastede hun et blik rundt, kvinden var tidligere som hun havde forsøgt at se nærmere på inden hun var blevet afbrudt af trommespilleren fangede atter hendes opmærksomhed. Denne første en flaske op til sine læber og kun fordi Elisabeth havde kenskab til den overnaturlig verden satte hun spørgsmålstegn ved farven. Hun gik nærmere uden at virke som om hun havde kursen direkte mod denne. Hvis kvinden var farlig kunne det ende galt, og så ville mange mennesker blive dræbt. Som hun kom nærmere skikkelsen opdagede hun at kvinden ikke helt var kvinde, men nærmere et barn, et voksent et. Dette forstærkere indtrykket, og så synet af hendes perfekte udseende, lyse hud gjorde hende næsten 100 % sikker i sin sag. I stedet for at sætte sig hen til hende, satte hun sig ved bordet i nærheden og fik snart serveret en drink for sig.

Igennem hele sangen havde vampyren siddet med hovedet lænet imod væggen, mens hun vippede på sin stol. Hendes øjne havde været lukkede for rigtigt at kunne nyde musikken uden at koncentrere sig om hvad hun kunne se. Det var tydeligt at hun følte sig ret hjemme, og ret tryg for hun opførte sig som om intet kunne skade hende. Hun havde sodavandsflasken med det skumle indhold i den ene hånd mens den anden lå på fladt på bordet. Hun så virkelig ud til at leve sig ind i musikken, på en måde som de færreste ikke-musikere kunne.

Da musikken stoppede rettede hun sig op, åbnede øjnene og vippede ned igen for at klappe. Hun slap kun kortvarigt sin flaske som hun snart tog en slurk af igen. Da hun dukkede hovedet for at se ned på flasken skar hun ansigt over et eller andet, der nok ville gøre det klart at hun ikke brød sig om det hun smagte. Wil vidste godt at hun burde holde op med at være så følsom omkring hvilket blod hun drak, men det her kolde noget var bare ikke lige hende. det skulle helst være frisk og levende hvis det stod til hende, men med en dusørjæger og en skaber der holdt øje med hende så var det nok ikke en god ide at begynde på hendes gamle spisevaner igen lige nu.

Hun lagde ud af øjenkrogen mærke til kvinden der satte sig ved siden af hende og sendte sangerinden et muntert smil. Hun vidste jo ikke noget om at det var en dusørjæger der var tale om, for det var jo desværre ikke til at lugte. Hun stak flasken i lommen, tog sin stol og trak den over til hendes bord ved siden af.
"Det klarede du virkeligt godt deroppe! Jeg er imponeret."
De fleste ville ikke tænke nærmere over at få en kompliment af en der var så ung, for hun var sikkert nem at imponere. det var jo nok grænser for hvad hun havde set, ikke? Det ville i hvert fald være den normale måde at tænke på, og Wil forventede ikke rigtigt andet af hende her..

At vampyren havde siddet og lyttet under hele sangen havde Elisabeth ikke bemærket, når hun snag var der desværre så lidt hun bemærkede hvilket kun var en stor svaghed, noget hun var bevidst om men ikke noget hun kunne gøre så meget ved. Hun hadede det, men et sted inden i elskede hun det for hun var sig selv når hun sang, ikke noget hun var på andre tidspunkter. Tænk at vise verden sine svagheder, alle sine svagheder, uden at de bemærkede det og så kunne hun atter være den kolde, afvisende jeg når hun forlod scenen! En fantastisk følelse, en måde at lette hjertet på. dette kunne hun selvfølgelig takke en ven for, dusørjæger var han selv, men han ejede også en pladeselskab og han havde hjulpet hende med at komme ind i musikbranchen hvilket havde vist sig at være en meget god ide!

Mens hun var på vej hen imod bordet ved siden af kvinden bemærkede hun at denne rejste sig og gav sig til at klappe sammen med folk der alle fulgte hende med blikket, interesseret eller ej. Måske var hun ikke verdens kønneste, og havde ikke samme glød og udstråling som en vampyr, men hun formåede – som kvinde i hvert fald – at tiltrække sig en del opmærksomhed alligevel. Hun smilede venligt til pigen idet hun satte sig ned og bemærkede da denne trak en stol hen til hende, for sødt… hun kom selv med sine egne små ben for at dø. Elisabeths smil havde ikke været helt oprigtig, men skuespil var en af de ting hun beherskede og derfor kunne hun smile blidt og sødt, eller frækt og forførende uden at lægge noget i det overhoved og uden at virke påtvunget eller anstrengt eller det mindste anspændt eller nervøs.

”Mange tak”

Svarede hun ganske blidt og venligt idet hun selv fik serveret en whisky som hun forsigtigt nippede til. Det heldig ved at være menneske og jæger var at det ikke kunne ses at man var jæger, men man kunne forklæde sig som alt mulig andet mens man i virkelighed kom nærmere sit bytte. Elisabeth vidste dog at hun ikke kunne gøre denne pige noget, ikke herinde hvor folk kunne se det og flippe ud over at se en vampyr gå i flammer.

"Så hvor lang tid har du gjort det? altså optrådt? Jeg er selv optrådt i længere tid end man måske skulle tro.."
Som om hun havde fortalt en indforstået joke, glimtede hendes øjne af latter og for at forhindre et fnis måtte hun bide sig i kinden.. hårdt. Hun vidste jo ikke at mennesket ville forstå hvad hun mente. I forhold til vampyren i baren virkede hun virkeligt glad, det var som om hele hendes aura var fyldt med latter. Når hun følte sig godt tilpas som hun gjorde her så lod hun sin glæde skinne igennem. Vampyren i baren var hundrede år yngre en hende, og efter hendes nylige møde med sin skaber ville hun dræbe ham uden nogen tøven hvis han blev problemer. Vampyrer kunne ikke stoles på længere.. Gwyn ville have for let ved at få dem til at makke ret i hvert fald de yngre af dem. Men hvem var ikke ung i forhold til hende?

Hendes blik sneg sig rundt i rummet, og kvinden ved siden af hende ville måske ligge mærke til at det blev ganske kort ved vampyren i baren. der var også en anden, stadigt yngre end hende, men gammel nok til at han kunne blive et problem hvis det kom til det. Hun vendte opmærksomheden tilbage imod kvinden igen da hun indså at det var uhøfligt ikke at se på den man snakkede med.
"Arbejder du andre steder? jeg synes ikke at jeg har set dig i nogle af de andre barer eller klubber?"
Hendes smil var muntert og med en overraskende varme. Det virkede ikke til at hun var nervøs, eller havde opdaget noget hun ikke skulle. Lige nu var hun bare interesseret i denne åbenlyst dygtige sangerinde, og hvorfor hun ikke havde set hende før. Med så meget tid som hun havde at lege med overså man mennesker engang imellem, de forsvandt jo så hurtigt igen, og det måtte have været derfor.. Der kom jo hele tiden nye!

"Undskyld jeg har vist ikke præsenteret mig. Jeg er Wil.."
Hånden rakte hun ikke frem, for hendes kolde stærke hånd ville nok vække lidt undren og måske også lidt mistænksomhed. I hvert fald nikkede hun som hilsen og smilede blev endnu bredere. Kvinden virkede underlig anstrengt og det var nok der en mistanke begyndte at snige sig ind på vampyren, men da hun ikke var sikker, og ikke rigtigt havde noget bevis skød hun det til side med at det nok bare var.. et eller andet normalt..
En pladekontrakt, kæresteproblemer, sceneproblemer.. et eller andet der ikke inkluderede noget overnaturligt.. bare for en gangs skyld.

Vampyren overfor hende virkede meget snakkesalig. Ikke at det var skidt, men Elisabeth var ikke typen der snakkede særlig meget. Snakkesaglighed var ikke den bedste side af hende, hun snakkede ret sjældent og når hun endelig gjorde sagde hun ikke særlig meget eller samtalerne døde ud. Men det kom også helt an på hvem hun henvendte sig til, en ven var altid lettere at være åben og social med mens en bekendt ikke fik samme behandling. Vampyrer var slet ikke blandt vennerne, hun havde faktisk ingen vampyrvenner og regnede heller ikke med at få nogle. Hun hadede disse væsner, ønskede dem alle tilintetgjort. Det var skam personligt, for et af disse væsner havde taget livet af hendes søster og forandret hendes liv for altid. Hun hadede ham inderligt! Og havde ledt efter ham i mange år om end mange havde bedt hende lade være. Hun var dog opsat på at finde ham, om det så blev det sidste hun gjorde, og indtil hun gjorde så ville hun dræbe enhver vampyr, varulv og dæmon som krydsede hendes vej.

Hendes glæde og åbne person kunne have fået Elisabeth til at hæve det ene bryn om end hun virkede helt naturlig, smilede og var ganske afslappet. Der skulle meget mere end en vampyr til at gøre hende anspændt og desuden var hun jo et menneske det eneste hun skulle gøre var at virke almindelig.

”4 år nu, men du ser da ret ung ud… hvor længe har du da optrådt og i hvad dog?”

Det var vel et ganske almindeligt svar fra et menneske, intet personligt i eller mistænkeligt, det syntes hun i hvert fald ikke. Hun havde blot været ganske ærlig, og hun virkede jo fuldkommen rolig og almindelig. Om vampyren syntes hun virkede anspændt anede hun ikke, tankelæser var hun jo ikke men hun syntes da selv at hun var en fremragende skuespiller. Hvor gammel denne vampyr endelig kunne være kunne Elisabeth ikke gennemskue, og det ville næppe ændre sig medmindre hun skulle spørge hende hvilket næppe var en god ide. Vampyren lod blikket glide rundt og Elisabeth lod blikket glide hen over hende for at tjekke hende ud mens hun nu så væk, blikket hvilede dog ikke ved hende længe inden der fulgte hendes eget hvor hun uden besvær hæftede sig ved de personer pigen tjekkede ud.

*Pis!*

Baren var jo ikke fri for vampyrer, hun kunne nu se flere af dem! hendes blik hvilede ligeledes kort ved disse, hun så i længere tid på den ene af dem, denne virkede bekendt. Hun brød sig absolut ikke om det, men man kunne ikke komme uden om at man var omgivet af disse bæster! Hun forholdt sig rolig om end hun følte vreden blive vagt, en vrede som hun dæmpede ved at drikke en smule af drinken tjeneren havde lagt foran hende. Hun trak vejret roligt ind og tænkte på andre ting. Da denne vendte blikket mod hende smilede hun bare sødt igen. hendes ord fik atter Elisabeth til at skille læberne for at svar endnu engang.

”Jeg arbejder faktisk ikke her, jeg blev bare spurgt om jeg ville synge og takkede ja for en smule betaling”

Svarede hun med et skævt smil. det var nu sandt, hun plejede ikke at synge sådanne steder, men derimod i pladeselskaber hvor hun udgav nogle albums af og til. hendes musik var ikke verdens bedste, men hun var endnu ung og med sin egen sære måde at synge på og derfor først nu begyndt at blive en anelse kendt. Hun håbede for mere omtale snarest. Men lige nu var det ikke musikken hun tænkte på, men disse vampyrer som hun var omgivet af, ærligt var det ikke fordi hun frygtede for sit liv, men for hvad disse væsner kunne gøre mod de mange mennesker i baren. Da pigen præsenteret sig uden at give hånd kunne hun ikke andet smile skævt over det, inden i var smilet nærmere et fnys.

”Du hørte det sikkert.. men jeg er Elisabeth. Folk kalder mig Elisa”

Svarede hun venligt og drak atter af sin drink.

"Jeg er ikke så ung som jeg ser ud til.. Ellers ville de jo aldrig have lukket mig ind.."
Hun smilede skævt og så stadigt med et grin i øjnene på den unge kvinde. Det virkede ikke til at hun forstod noget af det som hun talte om, altså hvor gammel hun egentlig var men det gjorde mennesker jo sjældent med mindre de var dusørjægere.. Og det virkede hun ikke til at være.
"Jeg har sunget i et par år, optrådt en del, men ingen gode tilbud.."
Hendes grimasse viste ærgeligheden i hendes ansigt, rent skuespil selvfølgelig. Tilbud var ikke noget der manglede, men berømmelse var noget man skulle passe på med hvis man ville være anonym og lige nu var ikke det bedste tidspunkt at vække opsigt. Hun måtte skaffe sig af med Gwyn først.. Derefter var det muligt at hun ville overveje et par tilbud. Hun måtte trods alt lave andet end små-jobs hvis hun skulle fortsætte med at kunne købe flybilletter, og nye lejligheder så ofte..

Mistænksomheden tog til da kvinden blev ved med at smile som om hun var med i en tandpasta reklame, men hun lod tvivlen komme hende til gode.. Hun var bare ikke vant til at folk smilede så meget med mindre at de var ude på noget og forsøgte at virke venlige.. Det havde flere erfaringer lært hende.. Måske var det derfor hun så godt kunne lide Procella? hun smilede ikke når hun ikke ville..
Dette her lignede bare mistænkeligt meget et smil der forsøgte at skjule noget andet. Ud af øjenkrogen havde hun set kvindens ansigt forandre sig til den søde maske fra den hårdere form.. Det gjorde hende ret sikker.. Hun sukkede tung og så træt på kvinden.
"Du smiler for meget.. Elisa. Du har vel lagt mærke til at der er andre som mig herinde.."
hendes stemme var træt og hun virkede virkeligt ikke til at gide en jæger idag. havde det været for en uge siden ville hun måske havde moret sig, men Gwyn optog for meget i hendes tanker..

hendes udmelding sagde ikke for meget hvis kvinden nu bare var falsk af natur og ikke var dusørjæger. Hun ville have dummet sig, ja, men hun ville ikke have afsløret noget der kunne gøre hende fredløs.. ikke endnu i hvert fald, men med alt hendes omgang med en hvis dusørjæger skulle det nok ende med at hun blev fredløs.. Når bare de gamle stivnakker ikke fandt ud af at hun dræbte Gwyn, hvis det da blev hende.. Måske kunne Az, eller Procella gøre det, og hun kunne bare være afledning? det ville være.. bedre..

Selvfølgelig var hun ikke så ung som man skulle tro, men Elisabeth spillede med og så på hende med et spørgende udtryk, selvfølgelig var det kun skuespil, men hun havde tit set hvordan almindelig mennesker reagerede for den slags skulle man også studere inden man kunne bestå de små test der fulgte med træningen til at blive jæger.

”Du får det til at lyde som om du er på den anden side af tyve… hvor gammel er du da?”

Hendes spørgsmål lød helt almindelig, og interesseret, og det var ikke løgn at hun var interesseret. Mon denne pige var en af de ældre vampyrer eller forholdsvis ung. Dette kunne jo heller ikke ses eller gættes til, vampyrers alder kunne være ubegrænsede. Hun havde i hvert fald aldrig hørt om vampyr der skulle være døde af alderdom, det var jo derfor de kaldtes udødelig. Da hun fortsatte nikkede Elisabeth, hun havde optrådt i nogle år… havde hun optrådt her? I hvert fald havde Elisabeth aldrig set hende før. underligt, mon Procella kendte hende? Elisabeth vidste jo at Procella kom vidt omkring, og hun syntes selv at hver eneste hun stødte ind på kendte Procella på den ene eller anden måde hvilket til tider kunne være irriterende. Hvis hun ikke vidste bedre ville hun have troet at Procella havde sørgede for at advare alle og enhver om at komme hende bare en smule på tværs.

”Åh… måske kunne jeg hjælpe… jeg kunne aldrig selv have klaret det uden en ven jeg har.. han ejer et pladeselskab og støttet mig fra starten af.. måske… kunne han gøre det samme for dig?”

Tilbød hun, denne ven fandtes faktisk, sjovt nok var han bare også dusørjæger. Han havde været en stor hjælp for Elisabeth, og hun anså ham for en familie nærmest, hun skyldte ham i hvert fald en del. Da Wil afslørede hendes identit blinkede hun blot forvirret, man kunne tro at hendes blinken skyldes at hun ikke forstod hvad Wilith mente, men i virkeligheden skyldtes det hendes overraskelse over at blive afsløret. Hvad havde afslørede hende? det var dog ikke det største spørgsmål, for det største var at sørge for ikke at give hende ret.

”Smiler for meget? … andre som dig?” gentog hun ”Jeg er godt nok ikke den mest smilende person normalt, hvilket min manager ikke bryder sig om.. men jeg prøver bare at være venlig… undskyld hvis det fornærmer dig”

Hun virkede fornærmet, og en anelse brødebetynget som om det gjorde ondt at pigebarnet pludselig virkede kold og hård. Hun fnyste og så koldt på hende, hvad andet kunne hun gøre, hun havde ingen våben på sig, de lå i nærheden men ikke tæt nok!

"Over atten.. Og ja, måske var det en ide."
Hendes svar var neutralt, og svarede kun cirka på det stillede spørgsmål, men hvor gammel hun virkeligt var kunne være ligegyldigt. Hvis kvinden virkelig var en jæger ville hun vide at Wil var meget ældre end hun gav sig ud for. Hun smilede mest for høflighedens skyld og trommede rastløst med fingrene på bordpladen, men hun overvejede hvad hun skulle gøre. Der var noget forkert ved kvinden, hun var menneske, men hun virkede.. for smilende til at være ikke-forkert. Det gik mere på instinkt end på egentlig logik, men efter 300 år havde hun så småt lært at stole på instinkterne, ligegyldigt hvor underlige de var. Hendes verden var et underligt sted, så hvorfor ikke..

"Jeg er ikke fornærmet.. jeg er mistænksom. Det er to helt forskellige ting. Jeg gider ikke problemer i dag."
Hun havde ingen planer om at gå hjem, men hvis kvinde virkelig var dusørjæger skulle hun nok følge efter på et eller andet tidspunkt. Hun havde tid nok. Hun besvarede det kolde blik og rejste sig op med glidende bevægelser. Stolen skrabede hen over gulvet, og hun forlod bordet med lydløse skridt uden at se på nogen, ikke engang vampyrerne.
Med albuerne manøvrede hun sig hen til døren, og fik skubbet sig ud i den friske luft hvorefter hun satte kursen imod en lille gade som hun ventede i. Hun havde ingen klar plan om hvad hun ville gøre, men mon ikke jægeren ville komme efter hende, og hun ønskede ikke at lede endnu en jæger til sin lejlighed.

Hun lænede sig afslappet op ad væggen upåvirket af nattens kulde. hendes sædvanlige hættetrøje gjorde at hendes påklædning ikke så alt for kold ud, selvom den slet ikke ville være tilstrækkeligt for et menneske. Kulden kunne hun ikke rigtigt føle, så den var ligegyldig for hende.. en af de få plusser ved at være udød..

Hendes svar fik Elisabeth til at hæve brynet, hun vidste selvfølgelig at hun var meget ældre ned hvad hun så ud til at være men ethvert menneske ville ske forundret ud over sådan et svar der tydeligvis ikke var noget svar, eller svar nok på spørgsmålet.

”Ja det tvivler jeg ikke på, ellers var du næppe kommet herinde”

Svarede hun med et skuldertræk. Det var jo ikke helt løgn, og et meget almindeligt og menneskeligt svar. Hun havde sikkert fået nogle falske kort lavede gennem sit liv for at kunne identificere sig, at dukke op med et kort hvorpå der står 1960 ville næppe få hende lukkede ind men blot få dørvagten til at hæve det ene bryn og give hendes flere problemer. Derfor havde hun nok sikkert falske kort på sig eller også havde hun lukkede sig selv ind med nogle vampyr-tricks hvilket ikke var usandsynligt. Ved hendes næste svar så Elisa bare på hende med et fornærmet og uforstående udtryk.

”Rapkæftet unge” hvislede hun som ethvert andet menneske nok ville gøre hvis og når det blev vred.

Disse vampyrer som de var omgivet af kunne meget vel være nogle af hendes venner eller bekendte. Godt nok var vampyrer måske ikke de mest sociale og familiestifter men der var altid nogle undtagelser så at de måske var en del af samme flok ville give hendes problemer. Det var svært nok at gøre det af med en vampyr, med en hel flok var det næsten umuligt. Hun var trodsalt kun et menneske og hun vidste at hun ikke kunne klare sig mod en flok, at flygte var der heller ikke mange chancer for men det ville være den eneste udvej hvis hun endte i problemer.

Vampyr-pigen forlod baren, Elisabeths blik fulgte hende helt hen til døren uden at hun rejste sig og da hun var ude forblev hun siddende. De andre vampyrer så hen imod hende og enkelte så hen imod døren med hævede bryn. De kunne godt være hendes venner, og hvis Elisabeth fulgte efter Wil ville hun ende i problemer. Hvad skulle hun gøre!? Hun manglede jo også sine våben som var ind på det lille værelse hun var blevet inviteret ind i, en slags gaderobe hvor hun kunne gøre sig klar inden hun gik ind på scenen. Hun rejste sig op, efterlod glasset med whiskyen og smuttede ind til det værelse hun havde opholdt sig i, der var mørkt og hun kunne knap se, men hun fandt sine ting fra den smule lys der kom ind af vinduet. Hun trak sin jakke på og overvejede kort hvad hun skulle gøre. Hun havde ikke engang det rette udstyr! Hun sukkede og vendte blikket mod vinduet og ud… måske kunne hun se hende. Hun gik hen til vinduet og kastede et blik derud. Mon ikke hun stod og ventede et skummelt sted? Dette betød at hvis hun gik ud nu… så ville chancen for at dø være ret stor!

Hun smuttede ud i baren igen og så rundt. Vampyrerne var der stadig men de var alle beskæftiget med sit. Hun listede væk igen og sneg sig ud af bagudgangen, lidt VIP havde man da lov at være. Hun trak hætten over hovedet idet nattens mørke og kulde lukkede sig om hende. Hvor fanden skulle hun nu finde hende? Hun satte sig i bevægelse, skridtende var rolige og ret menneskelig. Hun gik ikke som hun ville gå når hun var på jagt, men larmede en del som mennesker nu normalt gjorde. Hvis vampyren var efter hende havde hun et våben i hendes lomme som nok ville bringe en del skade.

At blive kaldt en rapkæftet unge gjorde hende sært glad, og hun smilede stort da hun skubbede døren op. Hun sikrede sig hurtigt at ingen af vampyrerne havde rejst sig og smuttede så væk fra gaden. De to vampyrer derinde gad hun ikke lege med, godt nok havde de ikke en logisk grund til at gå efter hende, men men hvem sagde at vampyrer skulle være logiske. Måske kunne dette her endda blive sjovt.. hvis hun altså havde ret omkring kvinden.

Hun havde holdt godt øje med baren, og det undrede hende ikke specielt da kvinden kom gående fra bagsiden af bygningen, for hvilken jæger ville også være gået ud af fordøren.. bortset fra procella altså. Et smalt grin spredte sig over hendes læber. Hun havde haft ret, selvom der ikke havde været ret meget at gå på. Hun var en god skuespiller, men et instinkt og tandpastasmilet havde gjort hende mistænksom.. Havde hun taget fejl.. så havde hun været på tynd is.. På sin vis havde hun ikke fortalt så meget, ikke noget der kunne få hende i alvorlige problemer.. hvilket afgjort var at foretrække på nuværende tidspunkt.
At kvinden så gik den forkerte vej var jo noget værre noget og hun besluttede sig for lige at hilse på eftersom hun var kommet hele vejen udenfor for at sige hej.

Bare for at blære sig klatrede hun via vinduer og ujævnheder op på taget af en bygning og fulgte hurtigt og næsten lydløst efter kvinden indtil hun fandt sig en passende lygtepæl til at gøre sin entre på. Hun tog tilløb og satte i et langt spring, og brugte tilsidst sin evne til at lande ret elegant på lygtepælen. Hun hagede sig fast med benene og lod sig falde bagover så hun hang med hovedet nedad da kvinden satte foden nede under lygtepælen. Det var hendes held at sidegaden ellers var tom..
"Wow.. hvordan undgår flagermus at få ondt i hovedet af det her?"
Et bredt smil spredte sig over hendes ansigt da blodet begyndte at løbe hende til hovedet. Selv ikke for hende var det behageligt og hun begyndte at svinge frem og tilbage indtil hun havde nok fart på og gav slip med benene. Hun landede på samme smidige måde som en elitegymnast på jorden foran jægeren og hun smilede stadigt.

Elisabeth havde ikke taget bagdøren fordi hun var typisk jæger, hun plejede aldrig at tage bagdøren, men denne gang var det en undtagelse. Hun var desuden kommet ind af den dør og at forlade den af sig vej ville da kun være helt almindeligt. at kvinden så valgte at gøre sit entre som Elisabeth standsede ved sin lille slidte bil og trak nøglerne frem fik Elisabeth blot til at reagere som enhver anden menneske ville have reageret og bare tabe underkæben af forbløffelse.

”Du… men.. hvordan?”

At ordene ikke forlod hendes læber som man måske kunne tro hun ønskede var skuespil, og en ret god af slagsen. Og som ethvert andet menneske ville have gjort rodede hun med nøglen for at finde den rigtig for at kunne låse sig ind i sin bil. Jeps, hun var ret stædig og at afsløre sig som jæger havde hun ingen planer om medmindre det blev nødvendigt. Hun tabte nøglen, typisk som mennesker gjorde når de var forvirrede, bange og nervøse. Endelig samlede hun den op, låste døren til bilen op og så mod Wil

”Du er ikke normal! Et misfoster!”

Inden i var hun helt rolig, den panik som var ret ægte fremvist var der slet ikke i virkeligheden og hvis vampyrpigebarnet fik lyst til at smage lidt på hende var hun skam klar til at forsvar sig men ind til da ville hun ikke gøre noget. jo hun havde hende skam lige for en jæger ville have hende måske, men de var ude på åbent glade og der kunne komme folk hvert øjeblik. Desuden så havde hun måske ingen grund til at dræbe hende, og at dræbe en forkert vampyr var ikke velset.

"jeg er elitegymnast.. men wow du er dygtig.. og virkeligt irriterende.."
Hun strakte sig med hænderne i siden og virkede som en doven kat der lige var vågnet og så med grønne øjne på kvinden der fortsatte med det lille skuespil. Hun var ret overbevist om at det var et stuespil, men samtidig havde det også fået hende til at tvivle, og det var noget som det var alt for sent at gøre.. hvis hun virkeligt bare var et menneske, så var det nok bedst at vride halsen om på hende, men hun var dusørjæger. Det havde hun bare at være!
Hun tog et par hurtige skridt og stod hurtigt helt tæt på kvinden og så op på den noget højere kvinde. Pigen var kun 1.60 m høj og var vant til at se op på folk, men det lod ikke til at gøre hende noget.

"Kunne du droppe det her? Det begynder at være enormt frustrerende.."
Hun greb om kvindens arm, tog godt fat og begyndte at hive hende væk fra midten af vejen. hun var forbløffende stærk for en så lille pige at være og det viste tydeligt at hun ikke var helt ung. Hun havde et meget bestemt blik i hendes øjne da hun begyndte at slæbe kvinden væk fra bilen, og væk fra lyset. Hun håbede virkeligt at de bare kunne komme videre i teksten og at hun ville droppe skuespillet. Dette her var sgu frustrerende! hun var villig til at blive skudt, bare ikke i hjertet, for at komme videre. det forklarede ret godt hvor meget den lille leg irriterede hende.
"Gider du ikke bare komme videre i teksten så vi kan springe det uvidende stadie over?"
med et fnys prøvede hun at svinge kvinden op foran sig så hun kunne se på den meget irriterende menneskekvinde.

Elitegymnast min røv! Pigebarnet kunne da ikke bruge den der hele sit liv… eller… nu fungerede den jo ret godt men nu måtte nok finde en anden undskyldning med tiden. Hvis flere så hende gøre det der ville hele verden vide at der findes en fantastisk gymnast. At hun var overbevist om at det var skuespil havde Elisabeth ingen anelse om, hvor skulle hun også vide det fra? Men ja, det her ville forhåbentlig ende godt for Elisabeth og skidt og vampyren, men nu måtte de se. Elisabeth spillerede videre på sin kommedie

”Du er ikke normal! Hold dig fra mig”

Hvislede hun og holdt hænderne frem foran sig som tegn til at hun skulle holde sig væk. Hvorfor fulgte hun efter hende? Hvis hun var fredelig af sig ville hun da have ladet hende være i fred? Da hun bad hende droppe skuespillet var hun faktisk tæt på at sukke men gloede på pigen mens hun greb fat i hende og hev hende med sig. Hvad fanden foretog hun sig? Troede hun bare at hun var en kludedukke hun kunne hundse rundt med? Hvor dog Elisabeth hadede vampyrer! Selv hvis hun var mistænksom om hvorvidt Elisabeth var en jæger.. var det så en god ide at hale af sted med en jæger på den måde. de var knap kommet ind i gyden inden Elisabeth hev armen til sig og sparkede ud efter hende.

"Det vidste du vist godt i forvejen."
Hendes før grønne øjne var blevet mørkere og begyndte at skinne mørkt over hendes frustration. Hvorfor kunne hun ikke bare være mere hidsig og begynde at slå og sparke så de kunne komme videre. Det var uvant næsten at skulle tvinge en konfrontation frem, normalt kom det jo helt af sig selv, specielt med Procella. De var normalt som to hidsige kamphunde, begge med ret voldsomme temperamenter så det var intet problem at komme op at slås.. og hende før hvad var et hun hed.. Ancilla, var det vidst.. hun havde også været ret hidsig. Sød, men hidsig. Det var egentligt ret sært hvor godt hun kom ud af det med de to jægere. Vampyren havde ingen anelse om at den ene var død, for godt nok havde hun set ikke set jægeren i noget tid, men hun havde vel haft andet at lave..

Et bredt overraskende muntert smil sprang frem på vampyrens ansigt da Elisabeth sparkede ud efter hende og hun undveg med en elegant drej af kroppen. Endelig skete der noget. Selvom hun uden nævneværdige problemer kunne have fået fat i benet lod hun det glide forbi, for mennesket var jo en del mere skrøbelig end væsner. Havde det været et væsen havde hun igen nævneværdige overvejelser gjort sig inden hun havde svinget personen ind i muren. Men nu vrar hun jo en gang menneske, og hun gad ikke ødelægge hende før de var begyndt at have det sjovt.
Hun gik med glidende bevægelser tættere på, stadigt smilende stort og med munterheden skinnende i de mørke øjne. På det sidste havde hun modtaget så mange trusler og været i nærheden af så meget vold af hun næsten var begyndt at savne det en gang imellem.

nattemørket omkring dem skjulte dem effektivt for nysgerrige øjne, men lidt hjælp fra en blå kontainer og vampyren virkede ikke synderligt nervøs, selvom hun vidste at hun skulle passe på. Hu kunne ikke lade et menneske se noget af det hun legede med nu, så ville hun jo nok blive nød til at dræbe det og det ville hun jo helst være fri for i enden. Inderst inde var hun en god vampyr hvis sådan nogle fandtes, men endnu længere inde var hendes vampyr, den virus der havde overtaget hende, dræbt hende og holdt hende i live og det der konstant krævede blod. Selvom en vampyr var nok så venlig kunne de ikke benægte ophav, og ingen af dem kunne sige sig fri for at være rovdyr inderst inde, for ellers ville de ikke have overlevet.. Selv Wil var et rovdyr, selvom hun prøvede at glemme det af bedste evne.