Not so good... [Cleon]

Jackie var ikke helt sikker på, hvordan hun var endt her. Hun manglede en del af sin hukommelse fra før hun sad her. Hun kunne huske at der var denne her person, og... Ja der efter manglede hun hukommelsen. Alt hun var helt sikker på, var at hun nu sad lænket her, i den her stenhule. Hun havde en ide om at hun havde været her i mindst fire dage, men tiden havde det med at gå ud i et, når man ikke sov. Men det var ikke det største problem hun havde. Nej det største problem var, at hun var ubeskrivelig sulten. Hele hendes krop var i gang med at protestere, og hun kunne snart ikke tænke lige længere. Hun vred sig i lænkerne, og skreg alt hvad hun kunne, og vred sig stædigt.
Hvordan kunne dette ske?! Hun fik helt klart et forklarings problem, når hun kom tilbage. Den del glædet hun sig ikke rigtig til, for Balthasar ville næppe blive glad. Men det største problem var sulten..

Cleon havde taget tøj på i forhold til hvordan vejret var. Han gik ud mod bjerget fordi han ville besøge den hytte han havde været ude ved sammen med Victoria. Han havde dog valgt at gå en anden vej denne dag for at se om man ikke kunne se nogle nye og spændende ting, men det virkede ikke sådan. Han kunne se at der var en hel del grotter rundt omkring i bjergsiden, og han kunne ikke af ren og sker nysgerrighed lade være med at stikke hovedet ind og kigge, selvom han ikke rigtigt kunne se noget. Han forventede ikke rigtigt at finde noget spændende men han blev bare ved med at gå og kigge ind i grotterne indtil han hørte noget der var nogen der skreg, han løb over mod der var han hørte det fra og stoppede så i åbningen, lod lige sit blik vende sig til mørket før han vadede ind i grotten.

Jackie var smadret, og ikke kun indvendigt. Hun var også tydelige tegn uden på, at hvem end der havde sat hende der, havde ikke kunne lide hende. Det havde hun dog ikke selv brugt tid på at ligge mærke til. Alt hun kunne tænke på, var den ubarmhjertige sult, og smerten fra de vievands vædet håndjern. Og ja Balthasars vrede, når hun en gang kon fri. Hvis hun gjorde. Men som det var lige nu, stod hendes spinkle lille jeg ikke til at flytte sig. Hun var slet ikke vant til at skulle side stille på denne måde. Det pirrede hende, men det pirrede hendes dyriske jeg endnu mere. For ingen bevægelse, betød at sulten kun blev være.
Hun stoppede dog brat kampen mod lænkerne, da hun kunne høre skridt nærme sig. Måske var hun heldig, og kunne få noget at spise. Hun var ligeglad med hvad det var, så længe at det havde blod i sig. Dette var ikke tiden til at være kræsen.
"Hallo?" spurgte hun stille, og prøvede at holde sig i kontrol. Hvis det endelig var en person, var det næppe den rigtige løsning, at få amok. Hun blev nød til at lokke hvad end det var der tættere på.

"Halloooo, hvem der, hvad laver du her?"
Han gik lidt længere ind i grotten da hans øjne havde vænnet sig til mørket. Han vidste intet om hvorfor personen sad fanget der inde, men han tænkte at personen nok skulle slippes løs fordi det var da synd for nogen at sidde fanget på den måde. Han mente det var synd for den person. Han fandt det forkert at fange en person på den måde.
"Er der noget jeg kan hjælpe dig med"
Han ville gerne hjælpe hende, hvordan end han kunne hjælpe hende, det var jo noget af det han havde lovet sig selv. Han havde lovet sig selv at han ville være mere venlig og hjælpsom over for folk. Han var dog også mega nysgerrig over hvad der var sket.
Han gik dybere ind men stadig sådan at han kunne se at hun ikke ville kunne nå ham, da han havde fået forståelse gennem Victoria og den fremmede psykopat de havde været sammen med om at det fremmede skulle man være lidt varsom med.

Hun sad lidt, og håbede inderligt på at der kom svar. Intet i hende havde lyst til at være her ret meget længere. Selvfølgelig skulle heldet også være med hende, så hvad en der kom mod hende, var noget der kunne hjælpe. Så mildest talt var hun lettet, ved lyden af en persons stemme.
"Mit navn er Jackie... Jeg er vidt rendt ud i nogle problemer..." svarede hun, og flyttede lidt på sig, i håbet om at hun kunne komme lidt tættere på. Duften af mad, behagede alle hendes sanser. Problemet var igen, at den var for langt væk.
"Jeg kunne godt bruge at komme fri... Og få noget at... Spise... Jeg har intet fået i dagevis..." hun prøvede at smile lidt, selvom hun vidste, at personen nok ikke kunne se det så godt. Men hun var villig til at gøre alt. Alt... For at få noget i sig. Hvis hun havde været en stærkere vampyr, havde hun nok kunne kontrollere sulten. Men omkring sin sult, havde hun tæt på ingen kontrol.

Han gik lidt tættere på hende, da han kunne høre det var en kvinde. Han kunne lige ane hvor hun var, men så heller ikke andet. det var ikke sådan at han kunne se ansigtstræk eller noget som helst. Han kunne høre hvordan hun ruskede og rykkede på sig som i forsøget på at komme fri, han gik stille og roligt lidt tættere på hende, men stadig så han lige var uden for hendes rækkevidde.
"Er du kommer i problemer siger du, det tro jeg på."
Han grinede lidt over det, da det da vist kunne kaldes får dagens eller ihvertfald timens underdrivelse. Han fik fat i at hun var sulten, så han kiggede rundt for at se om der var noget mad at finde i grotten, eller måske han bare skulle slippe hende fri, så kunne hun vel selv hjælpe med at skaffe noget mad.
"Ved du om der er noget mad her, jeg kan finde til dig."

Jo tættere han kom på, jo mere ivrig blev hun efter at få ham tættere. Hun kunne næsten smage blodet, for hvert åndedræt hun tog. Hvad ville hun dog ikke give, for at få lov til at smage hans blod. Hvis bare, at han nok lidt tættere på endnu. Hun prøvede allerede at række lidt ud efter ham, men i så lydløs en bevægelse, som det var hende mulig. Og det havde nær slået hende ud af ro, da hun fandt ud af, at hun ikke kunne nå ham. Men hun tvang lidt sans tilbage i sig selv.
Et irriteret smil gled over hendes læber, da han kom med en kæk kommentar, men hun valgte alligevel at svare venligt. "Det er lidt derfor at jeg har brug for hjælp..." Hvad hun ikke ville gøre for at brække hans arm, for den spydige kommentar...
"... Nej... Der er intet... Mad her..." svarede hun stille, og lænede sig tættere mod manden. Hvis bare... At hun kunne blive lidt længere. "kom nu bare tættere på!" knurrede hun irriteret, og vred sig i lænkerne.

Han blev meget overrasket over hvordan hun pludselig vrissede af ham, uden at han vidste hvorfor hun gjorde det. Han havde vel ikke gjort hende noget, måske han havde mødt hende før han var blevet menneske måske det var derfor. Han stod og tænkte et godt stykke tid uden at bevæge sig overhovedet. Han skulle lige til at gå tættere på, men lod være. Han valgte istedet at det nok var smartere at spørge ind til hvorfor hun gerne ville have han kom tættere på.
"Hvorfor skal jeg komme tættere på?"
Hans stemme var rolig og fattet, mens han bare stod og kiggede undersøgende på hende. Han ville gerne finde ud af hvad hun lavede her, men hun virkede en smule sindsforvirret så det lod han bare være indtil videre. Han kunne ikke se ret meget andet end hendes omrids og havde derfor ikke ret meget at gå efter, hvilket kunne gøre det hele farligt.

Hun vred sig lidt mere stædigt, og ville tydeligt gerne ud af de kæder. Det var så også ubeskrivelig svært, at have kontrol over hvad der skete med en, når sulten brændte sig igennem ens krop på denne måde.
"For jeg er sulten!" knurrede hun vredt, og rev lidt mere i lænkerne, men faldt pludselig til ro. Ups... Det var vidst ikke helt meningen, at hun skulle være endt sådan. Nu kunne hun nok ikke gøre de store forhåbninger om at få ham tæt. Med mindre han ikke lod sig skræmme, af hendes næsten psykotiske udbrud. Det eller han var ubeskrivelig dum. Uanset hvad, håbede hun på at en af beskrivelserne passede ham. Specielt efter som, at hun ikke regnede med, at han kendte til vampyrers eksistens.
Hun rømmede lidt, og fik så indskudt "Eh... Undskyld... Jeg... Har ikke fået mad i dage..." Et skævt smil krydsede hendes læber, og hun strøg sit hår lidt tilbage. Det havde virkelig ikke været meningen. Der var bare visse ting, der var umådelig svære at få under kontrol, når man var nyfødt. Følelserne var bestemt en af dem.

Han tog et enkelt skridt tilbage da hun snakkede om at hun var sulten, ville hun da forsøge at spise ham? Han kunne ikke helt forstå hvis hun var kannibal, det var jo noget ulækkert noget, at spise andre mennesker. Han nåede slet ikke at tænke tanken at hun måske var en vampyr, men han trak sig dog stadig lidt tilbage mens han overvejede hvad han skulle svare.
"Jamen jeg har da ikke noget mad?"
Hans svar var et spørgsmål da han gerne ville vide om hun måske kunne lugte noget mad han havde med sig, men ihvertfald efter hvad han vidste havde han ikke noget mad med i sit tøj. Han kiggede stadig rundt for at forsøge at finde noget mad i grotten, hvilket hun havde ret i der ikke var. Han stod så bare og kiggede på hende med et ret undersøgende blik, for at finde ud af så meget om hende som muligt, mens han langsomt gik lidt tættere på hende igen.

Hun bed tænderne anspændt sammen, da han flyttede sig tilbage. Det her var helt klar ikke det udkom hun ønskede. Hvorfor kunne han ikke bare være dum, og flytte sig tættere på hende lige nu. Det var ubærligt at kunne dufte så indbydende et måltid, men vide, at hun ikke kunne få fat i ham. Men alligevel stoppede hun ikke med de dybe indåndinger, som var den hovedsagelig grund til at det var pirrende. For det gjorde at hun fik denne himmelske dufte helt ind i systemet. Det var heldigt for hende, at der var så mørkt, at det ikke var til at se detaljer. For hendes blodrøde øjne, havde helt klart sat spørgsmålstegn ved hende. Det var i hvert fald ikke hver dag man så den slags.
Hun vred sig lidt ved hans spørgsmål, og lænede sig frem igen. Hun kunne næsten ikke holde kontrollen. Der blev viftet et indbydende måltid for næsen af hende, men hun kunne ikke nå det. Meget havde Balthasar lært hende, men ikke at skulle modstå denne slags ting, sådan en tilstand.
"Du lugter... Af... Mad" svarede hun anstrengt, og vred sig uroligt. Det her var...

Han gik lidt tættere på hende igen. Han havde ondt af hende, mest fordi han ikke kunne se hvorfor hun var blevet lænket på den måde. Han kiggede bare spørgende på hende da hun snakkede om at han lugtede af mad. Han fandt det meget besynderligt at hun syntes han lugtede af mad, men så gik det op for ham hvad det var hun var. Han havde overhovedet ikke overvejet at hun kunne have været en vampyr, men det var vel den eneste grund til at han kunne lugte som mad. Han var meget usikker på hvordan han skulle tage sig af dette problem, fordi han vidste at hun nok gerne ville have hans blod, men det havde han ikke så meget lyst til at hun fik men han ville dog gerne hjælpe hende stadig.
"Du vil gerne have blod vil du ikke?"
Han håbede at hun ville svare ham, men han vidste ikke om hun var ved at være blevet for tosset af at kunne lugte ham, så tydeligt. Han regnede ikke med helt med at han ville slippe levende fra dette, fordi han ville slippe hende fri men så ville hun vel bare prøve at dræbe ham. Han begyndte så at holde fast på en ide om at hun ikke ville dræbe ham hvis han hjalp hende, det gav ihvertfald mening i hans hoved.

Efter hans spørgsmål blev stillet, blev hun lettere stille. For hun vidste at hun ikke måtte svare ham, selvom hun gerne ville. Men så igen, hvis han allerede vidste hvad hun var, så gjorde hun næppe noget galt? Nej! Hun kunne ikke tillade sig at svare, i tilfældet af at han ikke vidste noget. Men det burde han, for ellers ville han ikke have spurgt... Men hvis hun svarede ham, ville han så ikke bare trække sig væk. Om han vidste hvad hun var eller ej. Men hun ville så gerne svare, i tilfældet af at han ville hjælpe hende. Hun var virkelig snart villig til at gøre alt, så længe at hun fik lov til at spise noget.
Hun bed sig lidt i underlæben, og lænede sig tilbage mod væggen. Hun kunne ikke spolere sine chancer. "... Nej..." måden hun sagde det på var tøvende, og det lød lidt som om, at hun havde lyst til at sige ja.
Hun var ikke klar til at skræmme sit offer væk. Ikke hvis hun stadig havde en chance for at få ham tæt nok på. Hun var dog klar til at bytte hans blod for noget andet, så længe at der var nok af det. For denne sult var nervepirrende, og det begyndte at gøre ondt i hendes krop.

Han kunne høre at hendes nej var meget tøvende og var derfor ikke helt sikker på hvordan han skulle tage det, men han havde stadig på fornemmelsen at hunvar en vampyr og derved var det blod hun gerne ville have fat i. Han kiggede kort rundt, før han vendte sit blik mod hende igen, han vidste ikke hvordan han skulle får hende til at indrømme det hun var.
"Er du helt sikker på du ikke gerne vil have blod, jeg ved jo godt hvad du er."
Han smilede skævt til hende hvis hun altså kunne se det, hvilket ikke ville overraske ham hvis hun kunne da hun jo var noget lidt andet end det han selv var. Han kiggede rundt i grotten endnu engang han kunne bare godt lide at have styr på hvad der var omkring ham hele tiden måske han opdagede noget nyt. Han havde ikke styr på sin egen nysgerrighed som sikker også ville kunne få ham til at gå hen til hende, hvis han ikke passede på. Han hadede at være så nysgerig, men det kom jo nok med det at miste sin hukommelse.

Hun knyttede hænderne sammen, og prøvede virkelig at bevare roen. Hun var fristet til at kaste sig ud efter ham, men det var næppe vejen. Hun fik dog holdt sig selv så meget i ro, som det var muligt for hende, men det var virkelig en kamp, for hver eneste sekund. Kampen for at holde sig i ro og hemmelig, blev dog tabt ved hans ord. Hun rykkede sig frem af, og gav et lettere psykotisk smil fra sig.
"Ville du flygte hvis jeg sagde ja?" hun havde lyst til at grine af ham, men nøjedes med at give et bredt smil fra sig. Mens hendes blik var fæstnet på ham.
Hvad hun ikke ville gøre for at få lov til at mæske sig i hans blod. Hun vred sig ivrigt i sine lænker, og prøvede at trække sig så meget som muligt, men kunne stadig ikke nå ham. Hun vrissede vredt, og lænede sig tilbage igen.
"Hvad jeg ikke ville give, for at få noget at spise..." mumlede hun vredt, og viftede lidt med sine hænder. Kun for at konstatere at hun stadig ikke kunne bevæge sine hænder.

Han kunne nu høre på hende at det var det hun gerne ville have, men han ville ikke lade hende få af ham, da hun ikke virkede til at ville kunne styre det, hvilket så bare ville resultere i at han ville dø. Han var ikke sikker på hvad det betød at dø, men han vidste at det ikke var skidt så det ville han gerne undgå. Han kiggede på hende med varme og venlige øjne. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare.
"Jeg vil ikke lade dig få mit blod, men jeg ved hvor jeg kan skaffe noget til dig?"
Han smilede til hende og denne gang var det et mere venligt smil, end det sidste der havde været skævt. Han stod bare roligt foran hende lige uden for der hvor hun kunne når, så han kunne mærke at hun var meget tæt på men at hun stadig var langt nok væk til at hun ikke ville kunne gøre ham fortræd. Han vidste hvor Victoria gemte sit blod og der kunne han vel bare tage noget fra og bringe det tilbage hertil grotten, det måtte vel være godt nok for hende?
"Ja hvis du kan klare dig med blodposer?"
Han håbede virkeligt at hun kunne fordi, det var jo den eneste mulighed han havde fordi ellers ville hun dræbe ham.

Jackie ville slå ham ihjel, hvis hun fik lov at bide ham. Hun havde i forvejen problemer med at kontrollere, hvor meget hun tog når hun drak. Men nu hvor hun var sulten, ville det være en umulighed. Der ville gå mange år, før hun ville lære at kunne styre det i denne tilstand. Hvis hun nogen sinde lærte det. Og af samme grund, knurrede hun da han sagde, at han ikke ville give hende hans blod. Humøret lysnede dog lidt, da et alternativ bød sig, og uden at bruge et sekund på at overveje svarede hun. "Endelig! Et eller andet!" svarede hun og flyttede sig mod ham, men ikke som et angreb. Mere som en tiggende hundehvalp.
Hun nikkede til hans ord, og vred sig lidt. "Endelig... Jeg er ligeglad, bare et eller andet!" svarede hun i alt sin iver, og vred sig lidt yderligere.
Hun ville tigge for rester lige nu, bare et eller andet. Uanset hvor ækelt blodet smagte, så var hun villig til at tage imod det. Hun måtte bare have noget i sig, inden at hun mistede forstanden helst. Det var ikke fordi at der var lang vej endnu som tingende var. Af samme grund var hun endnu mere villig. Hvis hun først tabte kontrol, var hun helt fortabt, for kun hendes dyriske instinkt ville reagere. Og den side ville helt klart ikke skaffe et måltid, i fanget tilstand.

Han nikkede som svar til hende og smuttede ud af grotten hvorefter han smuttede hjem til Victorias lejlighed og fandt en bærepose som han fyldte med blodposer og tog også en lommelygte med. Han fik fat i en 10 til 15 blodposer før han rendte tilbage til grotten igen.

Han fik stille og roligt ind i grotten efter at have været væk et godt stykke tid, han vidste ikke ret meget om hvordan det påvirkede hende, men han smed så hurtigt en pose hen til hende og satte sig ned på jorden og tændte lommelygten som han lod lyse over på den ene væk, som så kunne bryde lyset og slynge det ud i rummet så man kunne se hinanden nogenlunde.
"Hvad så er det godt med noget "mad"?"
han spurgte hende helt oprigtigt han ville gerne vide om det hjalp på hende eller om det bare var et spildt forsøg.

Hun så efter ham da han gik ud af grotten, og håbede inderligt at han ville komme tilbage. Om ikke andet bare for at kunne holde vreden tilbage. For lige nu, var hun naiv nok til at tro på hans ord. Så længe det bragte håb om mad. Så hvis han løg, ville hun jage ham ned når hun fik muligheden, og bringe ham ubeskrivelige mængder af smerte. Hun havde allerede mange planer om hvad hun skulle gøre ved ham, hvis han løg. Alle tanker forsvandt dog på et split sekund, da lyden af skridt nærmede sig.
Hun lænede sig frem af, og spærrede øjne op, da det vidste sig at være ham. Hun var så ubeskrivelig lettet, at hun var klar til at danse i ren glæde. Det tog hende heller ikke langtid, at kaste sig over posen med blod, i det sekund posen med blod, landede præcis så hun kunne på den. Hun prøvede dog ikke at spilde for meget blod, men det var svært, når hun ikke kunne holde fast i den. Så som et andet dyr, lå hun foroverbøjet over posen, og indtog grådigt af posen med hendes livsenergi. Der var ikke så appetitligt som varmt, men den tanke strøg hende kun en gang. Det var mad, og hun priste sig lykkelig over det.
"Du har ingen ide..." svarede hun åndeløst, og strakte sig mod ham. Hendes sult var ikke nær mættet, men det hjalp allerede.

Han smed en pose over til hende igen, denne gang sådan at hun bedre kunne bruge sine hænder til at få fat i indholdet. Han sad bare og så undersøgende på hende. Han var nysgerrig om hvad hun virkelig var altså om der var forskellige vampyrer. Han ville også rigtigt gerne vide hvad hun lavede her, hvorfor hun var blevet fanget. Han vidste godt at der var mange som hadede vampyrer men han så dem stadig som levende væsner og at de fortjener alt den samme respekt som mennesker.
"Hvad laver du her, hvorfor er du fanget?"
Spørgsmålet nærmest fløj ud af hans mund uden at han selv var rigtig forberedt på det. Han havde en stemme som var venlig og spørgende. Han ville bare gerne vide det, og det var ikke for at kunne grine af hende, selvom det var lidt spøjst sådan at sidde og kaste mad ind til noget der alligevel var så menneskeligt det var jo ikke noget dyr.

Hun fik fat i posen, og bed med samme grådighed som før, - hvis næsten ikke større - fast i posen, og begyndte at tømme dens indhold. Det var en sær følelse at indtage med på denne måde, taget i betragtning af, at hun var vant til noget varmt med en puls, og gerne noget der kæmpede igen. Og noget der gav langt mere mad. Så alt i alt, var dette komplet modsat af hvad hun var vant til. Men det gjorde ikke følelsen af endelig at få noget i sig, ubeskrivelig behagelig og overvældende.
Hun slap posen da den var tømt, og så op på ham. "Jeg er her, fordi en eller anden åbenbart ikke ville have mig fritgående, ikke at jeg ved hvorfor. Muligvis fordi jeg har problemer med at styre min sult... Eller fordi at personen havde et problem med mig..." svarede hun i en rolig tone men hastigt.
Hun ville svare alle hans spørgsmål, så længe at godbiden der fulgte var blod. Hun frygtede lidt, at hvis hun ikke svarede, var der ikke mere blod. Han måtte for ingen ting i verden stoppe med at kaste blodposer hen til hende, men han måtte for endnu mindre gå herfra. Han var umiddelbart hendes eneste håb om at komme fri.

Han kiggede undersøgende på hendes lænker. Han gad godt slippe hende fri eller han ville da gøre det når hun virkede til at have fået stillet sin sult ordentligt, så han ikke ville føle sig i farezonen længere. Han kiggede både på hendes hænder og så der hvor lænkerne sad fast i væggen. Han gik roligt rundt om hende og hen til der hvor de sad fast i væggen og kiggede mere nærgående på dem.
"Ved du hvordan jeg kan få dig fri?"
Han havde den samme stemme som heletiden. Han ville faktisk gerne hjælpe hende selvom det virkede langt ude at nogen gerne ville hjælpe en vampyr, men nu var Cleon bare en ret sær person som man ikke lige altid vidste hvor man havde.

Hun fulgte hans bevægelse, da han flyttede sig om bag hende. Hun kunne ikke lader vær med at føle sig tiltrukket af den himmelske essens. Men hun tvang sig selv til at sidde stille, og knyttede hænderne sammen.
"Jeg ville råde dig til ikke at være for tæt... Jeg er stadig sulten, og fortrækker et varmt måltid..." sagde hun lettere anstrengt, og lænede sig væk fra ham.
Duften af blod, var som at inhalere stoffer. Den uimodståelige af slagsen. Men hvis hun fik fat i fyren, kunne hun se hvordan hendes chance for at komme fri, drastisk dalede. Hans venlighed havde nok en grænse, og at hjælpe en der havde brugt ham som måltid, var næppe det handlings forløb der ville udspille sig.
"Men jeg ved det ikke... Jeg har ikke haft muligheden for at undersøge det... En nøgle ville hjælpe.. Eller en med evnen til at dirke låse..." sagde hun lidt efter, og prøvede ikke at trække vejret, selvom hun ville have mere af den fantastiske duft indenbords.

Han trak sig væk da hun fortalte ham at det nok ville være en god ide, ikke fordi han frugtede det så meget, men bare for at være på den sikre side af det hele. Han gik så hen til der hvor han havde efterladt blod poserne og smede en pose mere hen til hende. Han havde også selv tænkt tanken med en nøgle, men han havde håbet hun vidste mere.
"ved du hvor der er en nøgle?"
Han gik stille og roligt rundt i grotten og kiggede efter om nøglen måske lå der et sted. Han håbede at han kunne finde den nøgle, men han var på ingen måde sikker på det. Det var jo ret dumt af den person der havde fanget hende hvis den havde efterladt nøglen midt i grotten så alle bare kunne slippe hende løs, men måske regnede personen ikke med at der var nogle der ville være dumme eller venlige nok over for en vampyr til at gøre det.
Han fortsatte sin stille runde rundt i grotten mens han hele tiden hold sig på afstand af hende. Han vidste ikke hvor stor chancen var for at hun ville bide ham når hun engang kom fri men det lod han være med at tænke på det var ikke vigtigt lige nu, lige nu skulle han bare finde nøglen fodre hende og få hende fri af lænkerne.
"Må jeg spørge, findes der mere end en type vampyre?"

Hun var glad for at han flyttede sig, for det gjorde det lettere for hende, ikke bare at knække for fristelsen. Det var virkelig det sidste hun havde lyst til lige nu.
"Nej... Jeg regner med, at hvem end der har sat mig her, nok har beholdt nøglen..." svarede hun roligt, og fulgte Cleon med blikket. Det var et sært spørgsmål, med mindre at han troede, at hun havde mødt sin fange tager.D et mindedes hun ellers at have sagt, at hun ikke havde.
"Jeg ved ikke hvem der har sat mig her, og jeg har ikke mødt personen. Du er den første der har været bare i nærheden.." sagde hun lettere irriteret, og vred hænderne lidt i lænkerne.
"Og jeg kan ikke selv komme ud af dem, uanset hvor meget jeg prøver..." sagde hun sikrede for ikke at få det spørgsmål. Uanset hvor meget hun prøvede, var der ingen vej ud af dem uden hjælp.
Hun tog posen med blod op, og satte tænderne i den. Denne gang prøvede hun dog at drikke langsommere, så hun kunne nyde følelsen lidt længere. Men det var stadig ikke nok. Uanset hvor meget hun prøvede at nyde hver enkel mundfuld, fjernede det ikke sulten bag efter. Men det var helt klart bedre end ingen ting.
"Der er gamle og unge, stærke og svage, dem der ønsker dig godt, og dem der ønsker dig ondt... Ud over det... Nej..." svarede hun stille, og smed den tomme pose fra sig.