Udenfor forretningerne, på strøget

George lød snart igen forrest op til tredje sal, hvor han stillede sig foran døren og logrede, mens han kikkede op på låsen. Colt var lige efter Laroy og blev en smule mere utryg for hvert skridt, de tog. Hun tænkte, han var så flink, han da ikke kunne finde på at gøre noget, men sådan havde den anden mand jo også virket. I fuldskab dog, men stadigvæk.
Hun var selv vant til de mange trapper og tager dem uden problemer, men kan ikke lade være med at undskylde for dem.
"Jeg er ked af, det er så højt oppe. Havde jeg vidst, jeg skulle have gæster, havde jeg flyttet." Hun lo svagt og smilede op til ham.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "det gør ikke noget colt man har jo brug for den motion nu til dags ikke"sagde han med et smil og kom op til hendes hund "det må så være her du bor"sagde han roligt og så på hende og smilte venligt til hende og kiggede ned på hende hun som kiggede på håndtaget eller sådan noget.
Han var bare glad for at hun ikke havde bedt ham om at gå igen og alt det så han satte meget pris på at han måtte komme ind til hende og se hvordan hun endelig boede og alt det, han ville ikke sige noget grimt om det alt kunne være pænt på være sin måde ligesom et menneske ville kunne være.

Hun smilede lidt usikkert og gik så hen og låsede døren op. Da hun åbnede døren, kom man ind i en halvanden m2 stor gang, og hun gik direkte hen og åbnede den næste dør, der førte ind i en stue. Den var ikke ret stor, og væggene havde gammelt tapet på fra halvfjerdserne eller firserne. Der var et tykt, men rent gylvtæppe på i samme brune nuance som væggene, og møblerne, der bestod af et lille hivdt spisebrd med to stole og en enkelt sofa, var tydeligvis fra genbrug. Der var et lille fjernsyn og en dvd og ikke meget andet; et enkelt billede på væggen, der hang pinligt lige, og så ellers en lampe over spisebordet, som hun tændte. Hun slap Georgie fri af snoren og afklædte ham sko og jakke, før hun bar det ind i det tilstødende værelse, der var soveværelset. Her stod en enmands seng og et skab, og det var alt, der var plads til. Hun lagde tingene i skabet og så på Georgie, der var hoppet op i fodenden og lå og puttede allerede. Den andensidste dør i gangen fik hun også åbnet, så han kunne se det minimale køkken med omtrent halvanden m2's bordplade, to høje skabe og en ovn med komfur. Så var der en lille håndvask og et halv størrelse køleskab, der stod på bordet, som var det eneste sted, der var plads.
Den sidste dør førte ud til et lille badeværelse, hvor man skulle lukke døren, før man kunne sætte sig på toilettet, og håndvasken var lige ved siden af med et løst brusehoved liggende hen over sig. Det var hele hendes lejlighed i al sin beskedenhed, og selvom der var rent, så det stadig meget billigt og nusset ud.
"Jeg beklager ikke at have mere at vise end det her," sagde hun beklemt, "men det er ikke meget plads, og jeg har ikke råd til mere som tingene er. JEg er bare taknemmelig for to værelser."

Han fulde med på være en centimeter som hun viste ham af der hvor hun boede og syns endeligt det så godt ud gammelt men godt noget man ikke så tit og alt sådan noget, han var bare mere fascineret af hendes lejlighed og sådan noget.
Han så på hende med et smil "det er en meget flot lejlighed du har man ser ikke sådan et sted være dag"sagde han roligt og smilte til hende "men det vigtigste er jo at du selv kan lide at bo her"sagde han roligt og fandt sig et sted og sidde i hendes stue og smilte bare til hende på den der søde måde.
Han så på hende med et smil "men kunne det være vi skulle få det kaffe"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber og viste jo godt at hun ikke var tryk ved at han var der og sådan noget.

Hun var ikke slev så glad for lejligheden, men det var et sted at bo.
"Der er ikke noget flot ved det, er jeg bange for, men det er hvad, jeg har kunnet skrabe sammen efter at være blevet smidt ud hjemmefra. Jeg har måttet starte fra grunden, og jeg er ikke kommet videre end det her endnu. Det er en drøm af min at få en hundrede m2 lejlighed at bo i med flere værelser og pæne møbler i stedet for det her, men uden uddannelse er der ikke de store mulgiheder for at tjene så mange penge, og jeg har ikke råd til at starte på uddannelse nu." Hun sukkede let. Hun smilede lidt undskyldende.
"Åh ja, kaffen," sagde hun med en let latter og gik ud i køkkenet, hvor hun fandt en elkedel og hældte vand i den.
"Jeg har kun instant, det håber jeg er okay?" spurgte hun så højt, han kunne høre det inde i stuen. Hun fandt kaffen og et tebrev frem og gik dernæst i skabet efter nogle kopper.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare af mens hun lavede det hun skulle "okay men det var bare min mening om det men du har jo selv din mening om tingene og sådan noget"sagde han roligt og kiggede rundt og anede ikke hvad han sådan skulle sige for der var jo ikke så meget og snakke om lige nu han havde sagt alt hvad han sådan kunne komme i tanke om.
Han så rundt i stuen da han så hørte hende sige noget til ham "ja det helt fint"sagde han roligt da det var noget om kaffen og sådan, altså hvis hun ikke havde andet så måtte han jo leve med det og alt det.
Han var ikke kræsen som så mange andre folk ville være angående kaffe og sådan nogen ting, kaffe var kaffe og sådan var det bare.

Hun lavede kaffen og teen og kom ind med den. Hun rakte ham den ene kop med et halvgenert smil, før hun slog sig ned i sofaen. Hun hørte lyden af små poter over gulvet, og snart sprang Georgie op på skødet af hende og lagde sig til rette efter at have snuset mod koppen. Hun strøg ham over ryggen med et kærligt smil, før hun så på Laroy igen.
"Man kan vist godt sige, han har ejerfornemmelser over mig," sagde hun med et stille grin, "Han tror vist, det er mig der er kæledyret." Hun nussede ham kærligt bag øret, og han drejede hovedet let.
Så sukkede hun og nippede til teen.
"Du er faktisk den første, jeg har med heroppe nogensinde," kommenterede hun langsomt, tænksomt. "Jeg har altid kommet mere ude i byen, på diskoteker og i barer, for at mødes med folk." Hun havde boet der i mange år nu, og opdagelsen overraskede hende faktisk en del.

Han så på hende med et smil på sine læber da hun var kommet ind i stuen til ham med kaffen som han tog imod og sådan noget og drak lidt af den med det samme han fik den "ja det må man nok sige"sagde han med et stille og roligt smil på sine læber hunden så da ud til at det godt ved hende så det lod jo til de kom godt ud af det sammen.
Han så på hende da hun snakkede "er jeg det når der kan man bare se hvor er jeg heldig"sagde han roligt og slappede af mens han sad der og snakkede med hende og det hele, var han virkelig den første der havde været oppe ved hende det var underlig og dog ikke efter det hun havde fortalt ham og sådan noget.

Colt elskede Georgie højere end livet selv, og det var tydeligt at se deres hengivenhed for hinanden. Georgie var forkælet, men godt opdraget, og Colt havde brugt meget tid på hans træning.
Hun skar en grimase af hans næste kommentar. "Heldig ved jeg ikke om jeg vil kalde det, hvis man ser sig om; der er ikke meget at komme efter, men tak for det alligevel ... Ja, det er vel slet ikke noget i forhold til det, du er vant til?" Hun var meget nysgerrig efter at høre om hans hjem og begyndte omsider at slappe lidt af, som hun sad der med Georgie trygt puttende på sine ben.

Han kiggede på hende "mit hjem er som så mange andre der er ikke noget over det"sagde han og kiggede på hende og viste jo ikke hvad hun ville vide om hans hjem altså han syns alle hjem var ens de havde forskellige udseende og sådan noget men der var ikke noget over dem som der ikke var over andre.
Han kiggede på hende og drak lider mere af sin kaffe og slappede bare af han havde ikke den fjernelse anelse af hvad han skulle sige der var vist ikke noget at sige han var helt tom for ord lige nu, og det var bare nu her, det kunne da ikke passe eller kunne det havde de virkelig snakket så meget at han ikke havde mere og sige.

"Det siger du jo," sagd ehun let drillende, "Men jeg vil nu gerne høre lidt mere om det alligevel, hvis du ikke har noget imod det. Nu har du jo set min lille hybel." Hun smilede imødekommende og var virkelig interesseret. "Hvilke møbler har du, hvor mange m2, et stort køkken?" spurgte hun for at hjælpe ham lidt i gang og for at have noget at tale om, da hun kunne mærke, han var lløbet tør for emner. Ikke at hun selv havde så meget nyt at tilføje til samtalen, så hun begyndte med nogle spørgsmål i stedet for:
"Nu vil jeg også gerne vide lidt mere om dig," startede hun, "hvad arbejder du med? Hvor gammel er du, og har du boet hvor du bor længe? Har du nogen familie?" Hun ahvde masser, hun kunne fyre af, og hun gjorde det gerne, for hun var rimeligt nysgerrig omkring hvem, hun havde slæbt hjem.

Han kiggede på hende mens hun bare snakkede og snakkede og smilte bare stille og roligt "okay så du vil vide noget om mig"sagde han og tænkte over hvor han sådan skulle begynde da det var svært at finde ud af også kom det "jeg arbejder som læge jeg er 21 år gammel og bor altså forstod ikke hvad du mente og familie har jeg ikke noget af da de er døde"sagde han og kiggede på hende.
Han sagde det lige ud at hans familie var døde og der var ikke andre end ham som ikke var død hvordan de andre i hans familie døde viste han ikke men han ville ikke tage det op for at finde ud af det og sådan noget.
Han håbede så bare ikke at hun spurgte ind til det og sådan noget for hun ville ikke kunne få noget svar på det.

Hun lyttede opmærksomt til ham med et smil, mens han talte og var ikke helt uimponeret.
"21 og læge!? Hold da op, du har haft fart på," sagde hun med en mild latter, "Jeg kan regne ud, du må være temmelig meget intelligent så? Og jeg var nysgerrig efter hvor længe du har boet her i området?" Hun vælger ike at kommentere med hans familie, da det nok er et ømfindigt emne, selvom han ikke helt ser sådan ud.

Han kiggede på hende "arh mon dog altså jeg ved hvad jeg laver og alt det og det jo nok det vigtigste"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber og slappede bare af "men hvad arbejder du med noget eller hvordan så det ud"spurgte han da han ikke lige kunne huske hvad hun lavede til dagligt og alt sådan noget halløj.
Han så på hende og drak lidt mere af kaffen og var ved at være ved enden med det men han skønte sig ikke på nogen måder han tog bare for store slurke af det når det var.

Hun kunne godt lide hans beskedenhed og smilede lidt varmere til ham ved hans ord. Ja, hun havde i sandhed mødt en rigtig gammeldags gentleman - den slags hun havde troet var uddød.
Hun skar en grimasse af hans spørgsmål og tog en slurk af sin te, før hun svarede.
"Jeg er noget så kedeligt som ekspedient i kassen ved en bank. Intet stort eller fornemt for mig, desværre." Det var ikke sagt uden en vis bitterhed, for hvor havde hun mange gange ønsket, hun kunne være fortsat med at studere. Men pengene havde været et problem efter college, og hun havde været nødt til at søge arbejde.

Han kiggede på hende "okay altså alle jobs har deres sider som er gode men nogen er så bedre end andre"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber og slappede bare af.
Han var bare glad for at de var sammen "men colt at du er ekspedient ved kassen gør ikke at mit syn på dig ændre sig du er stadig colt en sød flot kvinde og det vil ikke ændres på lige meget hvad du er"sagde han og smilte til hende og slappede bare af og håbede på at hun kunne lide det han sagde men det var ikke sikkert.

"Tja, det giver lidt penge i kassen," kommenterede hun og gengældte smilet. Hun rødmede ved hans kompliment og så ned, dog smilende stadig.
"Tak for det, Laroy, det er jeg virkelig glad for. JEg har aldrig haft råd til en ordentlig uddannelse. Efter mine forældre smed mig ud har jeg ligesom haft nok at gøre med at skaffe til dagen og vejen." Hun slog ud med den hånd, der havde været i gang med at nusse Georgie, og sukkede let. Det havde ikke været et nemt liv, men hun havde da klaret sig. Hun var ikke just fattig, men så langt fra rig. Hun havde, så hun kunne lægge lidt penge til side hver måned til opsparing, og selvom hun af og til måtte bruge af den, voksede den lige så stille. Det kom sig af at bo billigt og spise lidt, tænkte hun med et skævt smil.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "det var da så lidt colt men du ser ud til at klare dig men du må endelig sige til hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med så sige til okay"sagde han stille og roligt og så på hende.
Han ville godt hjælpe hende hvis han kunne der var jo meget hun nok godt kunne bruge som hun nok ikke selv kunne få skaffet men så kunne han jo hjælpe hende med det da han ikke selv manglede noget som helst og alt det.
Han så på hende med et smil på sine læber og slappede bare af mens han var glad for at de snakkede så godt sammen og sådan noget.

Hendes stolthed ville forbyde hende at tage imod hans hjælp, som den altid gjorde, men tilbudet fik et smil frem på hendes læber alligevel.
"Mange tak skal du have," sagde hun varmt, "det skal jeg huske." Hun smilede lidt bredere og så så ned i teen. "Men jeg klarer mig, som det ser ud nu. Der sker ikke så meget uforudset, så alting fungerer lige i øjeblikket." Hun kunne ikke lade være med at sige det og håbede bare, det ikke sårede ham og hans egen stolthed og venlighed. Hun skævede over til ham med et stille smil for at se hans reaktion.
Hun slappede slev lidt mere af, da hun så hvordan han gjorde det; ingen tegn på et monster under overfladen, ingen tegn på en forbryder af nogen art, bare en venlig og høflig mand. Det var en stor lettelse, og hun begyndte hurtigt at føle sig bedre tilpas.

Han kiggede på hende med et smil "det okay men du siger bare til stadig væk hvis det er"sagde han roligt som mening på at hans tilbud stod ved magt hvis det nu skulle falde på at hun godt kunne bruge hjælpen stadig væk.
Han så på hende * måske trænger hun mere til at slå sig løs en gang imellem men hun har en hund hun skal tage sig af og sådan noget*tænkte han roligt og så på hende med et sødt smil på sine læber "hvad skal vi snakke om syns ikke jeg kan komme på noget at snakke om lige nu"sagde han roligt og så på hende det var jo godt de kunne snakke sammen men det lod til at det var på vej mod enden for emner og snakke om og det hele.

"Det skal jeg nok, tak," sagde hun venligt og smilede bredt. hun var klar over, han virkelig mente sit tilbud, men det var lidt mærkeligt for hende, at en fremmed tilbød hende den slags hjælp, når hun nu var så vant til at klare sig selv.
Hun lo ved hans næste kommentar så ærlig og ligefrem.
"Åh man kan altid vende verdenssituationen, snakke om vejret, fortælle historier fra sin tilværelse... der er mange sjove ting, man kan snakke om," lo hun muntert, "Men d vil måske hellere af sted igen?" spurgte hun og overraskede sig selv med, hvor glad hun egentlig var for hans selskab.

Han kiggede på hende "nej da vil jeg da ikke hvis jeg kan undgå det så vil jeg heller snakke med dig hele dagen og natte med hvis du skulle være"sagde han og smilte sødt til hende og lod sin kop med kaffe komme op til sin mund og drak det sidste han havde i den. Han så på hende og stilte koppen fra sig igen "er der mere kaffe"spurgte han roligt og så på hende og håbede på det "for du laver en god kaffe"sagde han med et smil og mente det faktisk mange gange når han selv lavede kaffen hjemme blev den for mild eller for stærk men hende var rigtig god og lige mellem de to ting.
Han var glad for at hun kunne lide han selvskab eller det lod det til om det var rigtigt viste han jo ikke helt eller noget som helst.

Hun lo lidt ad hans ivrighed for at være sammen med hende, og hun følte sig meget smigret og kunne ikke lade være med at sige det:
"Du smigrer mig, LAroy, og det kan jeg ikke tåle!" lo hun og lyttede så til hans spørgsmål om mere kaffe. Hun nikkede smilende og lo så lidt igen ad hans kommentar om den. "JEg gør bare hvad der står på bøtten," undskyldte hun ærligt og rejste sig efter at have puffet let til Georgie, der meget modvilligt flyttede sig. Hun gik helt hen til ham og bukkede sig efter kaffekoppen. Hun var meget tæt på ham, kunne lugte hans parfume, og følte sig en smule urolig. Hun var i en meget sårbar position lige nu, hvor han let ville kunne få far om hende, og hun brød sig ikke om situationen og rettede sig hurtigt op igen med koppen og et påtvunget smil.
"Jeg skal lige straks være her igen," lovede hun og skyndte sig ud i køkkenet med Georgie lige efter sig.
Ude i køkkenet satte hun vand over, mens Georgie stillede sig ved sin madskål og tiggede opmærksomhed. Da han ikke fik den, kom han med et lille bjæf, der fik det til at gibbe i Colt af overraskelse, for hun havde været optaget af sine egne tanker.
"Årh lille skat, er du sulten?" spurgte hun hunden, der logrede med halen, og hun samlede madskålen op og gik hen til skabet med hundemad.

Han kiggede på hende og smilte stille og roligt og gjorde ikke noget "hvad er det for en parfume du har på den dufter rigtig godt"sagde han og det var det eneste han sagde til hende da hun stod tæt på ham og sådan noget da han ikke kunne finde på at tage på hende bare lige sådan der hun skulle selv være med til det hvis det var sådan noget der skulle ske.
Han var bare glad for at hun kunne lave nyt kaffe til ham for han hyggede sig med at snakke med hende og alt det for hun var bare hyggeligt i hendes selv og det var noget der fangede hans opmærksom hende i at lære hende og kende og alt det.
Han så på hende da hun var smuttet ud i køkkenet *hunden trænger til mad og det skal den jo havde*tænkte han for sig selv og slappede bare af i den stol han sad i og sådan noget.

Hun rødmede let, da han spurgte til hendes perfume.
"Den hedder Catsuit," sagde hun lidt betænksomt, "bare en billig en, men jeg er glad for den," kommenterede hun videre og smilede lidt nervøst. Hun var lettet over, han ikke havde udnyttet chancen og smilede til ham.
Ude i køkkenet havde hun snart fået fyldt hundens skål, og hun gik i køleskabet for at finde lidt lækkert at lægge ovenpå. Han fik altid lidt rester ovenpå, og i dag var det farsbrød.
"Hvor gerne vil du have mad, Georgie?" spurgte hun, og hunden satte sig på bagbenene og holdt poterne ud foran sig. "Ikke mere? Hvor meget, Georgie?" spurgte hun drillende, og hunden hævede poterne op over hovedet, som den bøjede ned. Hun lo let og stillede så maden til ham, og han slikkede hendes hånd, indtil hun trak den til sig, hvorpå han kastede sig over farsbrødet og hundepillerne. Det var et fint lille træk, hun havde lært ham, og det så så sødt ud, når han gjorde det.
Vandet kogte, og hun hældte bønner og vand op i koppen og rørte rundt i det, før hun gik derind igen med sin egen kop - som hun havde haft med derud - i den anden hånd. Med et venligt, mere afslappet smil rakte hun ham kaffen.
"Værsågod," sagde hun i en let og munter tone og gjorde sig klar til at placere sig i sofaen igen.