Narcissa var mere end udmattet, hun var så træt at det var svært for hende at fokusere på det han sagde, men hun forsøgte virkelig. Igennem tårene og den hulkende gråd forsøgte hun.
Inde i hende bredte sig en kulde. En isnende kulde, en frygt for at han aldrig ville blive den hun så ham som. At han aldrig fuldt ud ville forstå det og turde. Det handlede vel i bund og grund om at han ikke turde give slip og leve med sig selv som han var? Én del af ham frygtede at være ond, den anden del af ham afskyede det rare gode væsen han var.
Hvis de dog bare kunne enes.
"I am the key to your unity... I will be the glue... that holds yin and yang together... you just have to understand!"
Hendes læber bævede og hun var nødt til at lukke øjnene. Udmattelsen var for voldsom og liggende ind imod hans varme krop lod hun søvnen rulle ind over sig som en orkan. Denne gang var der ingen drømme, intet... kun søvn.