Det var en lørdag aaaften

Cherlyn studerede kort sine negle, mens Colt lige fik tid til at fordærve nyheden. Musikken omkring dem dunkede stadig på livet løs, og stemningen var stadig høj mens mennesker dansende rundt på det blinkende gulv. 'Desværre' var stemningen her ved dem blevet en del anderledes, og de var begge i et helt andet humør, end da de skrålende havde mødtes på dansegulvet. Hun smilede for sig selv. Sikke tiden fløj. "Tja.. Navne fortælle mange ting. Det kan vildlede én, og det kan vejlede én" Hun grinede let, da hendes tone igen blev en kende ivrig, nok på grund af at de begge, sad med nogle idéer om hinanden. Hun havde ingen anelse om hvem Colt troede hun var. Men det kunne være hun kendte hans hemmelighed, og måske prøvede at beskytte ham. Kært. Hun trak let på skuldrene, og smilede berogeligende til hende "Kender og kender.. Vi har knap mødt hinanden. Men min kære dog, du lyder mere og mere nervøs. Hvad tror de om mig?" Hun spurgte med et venligt smil, der skjulte alle lede træk, udover hendes kulsorte øjne der blev oplyst af baren.

Den høje musik, de forførende rytmer, lige nu var de tabt på Colt, der følte sig en smule dårlig. Hun kunne ikke slippe den nagende frygt i sig selv, at hun sad overfor en, der ville dræbe den mand, hun elskede, og at hun nok havde dummet sig rimelig tydeligt. Men i det mindste kunne hun lade være med at tage hjem og overnatte ved en ven, indtil hun kunne komme til at tale med Segovax i morgen. Han ville blive panisk, når hun ikke kom hjem, men hellere det end at lede hende til ham, hvis det virkelig forholdt sig sådan. Så kunne hun selv spørge ham om deres forhold; om han vidste hvem, hun var. Lige nu var det hendes bedste plan, for alt andet så ud til at fejle. Hun lo let for at skjule sin nervøsitet, og det gik vist, selvom hun havde på fornemmelsen, det allerede var for sent.
"Du har ret med navne, de kan gøre de mærkeligste ting ved en," sagde hun let og tog en slurk af drinken for at stive sig selv af, før hun fortsatte.
"Det er det samme med fremmede," sagde hun tænksomt og betragtede Cheryn alvorligt. "De kan ligeledes vild- og vejlede en ... Det er aldrig rigtigt til at sige hvordan man reagerer, er det?" spurgte hun kryptisk og håbede, hun i det mindste havde forvirret hende. Lige nu ønskede hun ikke andet end at forsvinde ud på dansegulvet, gennem mængden af mennesker og løbe direkte hjem i favnen på Segovax, men hun holdt stand. Hun var ikke nogen kujon, selvom hun heller ikke ligefrem følte sig modig lige nu, Nærmere intimideret og nervøs. Hun undlod med vilje at svare på spørgsmålet om, hvad hun troede om hende; mente hendes eget spørgsmål havde besvaret det tilfredsstillende uden hun skulle udstille sig selv. Hun vidste ikke meget om det overnaturlige, kun hvad Segovax havde fortalt hende om varulve og huntere, og hun var virkelig nervøs for, denne kvinde måske var begge dele. Nu havde Segovax endelig fundet lidt liv og lidt lykke, og det skulle ingen få lov til at ødelægge så længe hun kunne gøre noget for det! Om så hun satte sig selv i fare, ville hun aldrig lede nogen til Segovax, der ville ham ondt!

Cherlyn kunne efterhånden godt regne ud, at hun prøvede at skjule Segovax. Hun vidste tydeligvis hvem han var, hun duftede kraftigt af ham, så det kan ikke bare have været et én-gangsmøde. Men vidste hun hvad Cherlyn var, siden hun var så skræmt? Hun kørte ubevidst en hånd, gennem det flammende hår, og stødte som altid på sine to små kulsorte horn, der sad en smule skjult af det forreste hår. De var der stadig. Ja hvorfor skulle de ikke være det? Folk bemærkede dem bare uhyre sjælendt, og derfor så hun ingen grund til at skjule dem mere end de allerede var. Måske ville de vokse gennem tiden, men bestemt ikke meget mere end de allerede var. Så vidt hun lige mindes havde Jaelyn ingen horn, så sandsynligheden var lille. Hun trak hånden til sig, og trommede let mod bardisken med neglene.
"Om de kan.." Smilede hun. Hun så mod hendes alvorlige blik, med milde øjne. "Sandt nok. Det er ikke til at stole på fremmede i disse tider, og man skal være på vagt. For man ved jo aldrig. Dem man elsker højest, kan meget vel have ting, som ikke engang deres elskede ved.. Og måske ikke ønsker at vide" Hvis Colt ville lege, så spillede hun gerne med. Hvad hun selv brændte for, var at vide, hvorfor Segovax var så skjult? Tøsen var klart ikke dum, men så vidt Cher vidste han Sego ingenting at skjule. Men hvad vidste hun? Et møde, var slet ikke nok til at kende en person. Hun tog fat om sin drink, og med en hurtigt bevægelse drak hun det sidste i glasset. Hun stillede det fra sig, og smilede hemlighedsfuldt til Colt.

Colt betragtede hende, mens hun talte, og hun var helt sikker på, det ikke var et almindeligt menneske, hun sad overfor, selvom hun ingen ide havde om hvad hun så var. Men at hun vidste noget om Segovax blev meget tydeligt ved hendes ord, og hun brød sig bestemt ikke om det. Hentydede hun til, SEgovax havde hemmeligheder for hende? Sikkert havde han det; der var meget af hans liv, han ikke havde kunnet udholde at tale om. Kom hun for at rode op i noget? Noget hun ikke skule ønske at vide. Måske ønskede hun ikke at vide det, og alligevel var hendes nysgerrighed blevet vakt. Måske vidste kvinden noget om ham, der kunne enten hjælpe eller skade ham. Hun var urolig over hvad det kunne være. Han havde fortalt hende så meget, havde delt så stor en del af sig selv; hvad kunne han skjule?
"Hvorfor siger du sådan?" spurgte hun direkte og forvirret. Hun var klar over, Cherlyn vidste besked med hendes forhold til Segovax, og det nyttede ikke noget at benægte det, selvom hun ikke behøvede at sige det lige ud. De var begge klar over det nu, og hun måtte blot gøre sit bedste for at beskytte ham nu, selvom det måske kunne gå hen og blive farligt. Hvem vidste med hende? Hun kunne være alt muligt.

Cherlyn så med et venligt blik på Colt. Hun kunne mærke, at det dystre og ondskabsfulde mørke lurede og ventede på det rette øjeblik at udløse sig selv. En del af hende inderst inde, ønskede svagt at toturere Colt for at få de svar hun ønskede, men uden at vide hvorfor. Det ville der bare ikke komme noget godt ud af, eftersom hvis hun var Segovax mage, at han ville hade hende for det. Og det var jo ikke det hun ønskede. Hun havde bestemt intet imod Sego, eller for den sags skyld Colt. Det var jo bare det hun var, der gjorder det en udfordring at stå imod i hverdagen.
"Upræcist spørgsmål min kære. Jeg har sagt mange ting nu, og hov nu gør jeg det igen!" Hun grinede for sig selv, og vendte sig blik direkte mod Colts. "Spørgsmålet er.. Hvorfor tror du jeg siger sådan? Hvad tror du jeg er, siden du skjuler ham?" Hun holdte det ikke tilbage længere, hendes stemme var mere alvorlig og blikket knap så venligt. Dog ikke direkte ondskabsfuldt, eller afvisende. Det var ikke sådan hun ønskede det. Nu var hun begyndt at overgive sig, og spytte lidt mere ud. Cherlyn ville vide det hun kunne. Man vidste aldrig hvad, eller hvornår man fik brug for noget.

Colt kan se på hendes bryn, hun er ved at være lidt træt af deres leg, men hun vil ikke udlevere ham til en hun ikke ved hvem er! Hun drikker lidt mere og tvinger sine hænder til at være rolige. Hendes stædighed trådte igennem nu, og hun rynkede selv brynene en smule.
"Det må være min egen sag!" sagde hun en anelse skarpt, "Jeg har mine grunde, det må være nok!" Hun tog en dyb indånding og rettede sig let op i sædet. "Jeg hentydede til din kommentar om at skjule noget for den, man elsker. Hvad ved du?" Hun var mere nervøs end vred, og mere bekymret end nervøs. Hvis den anden kvinde ville fare i flæsket på hende nu, måtte hun tage det og bare råbe op; hendes venner var ikke langt væk, og det var dørmændene heller ikke. Det ville straks blive værre senere, men det måtte hun tackle til den tid.
Hun vidste intet om denne kvinde, der kunne gøre det klart for hende, hvad hendes intentioner var. Om hun var ven eller fjende bare var svært at finde ud af, og det var den tanke mere end noget andet, der skræmte hende til at skyde hjertet op i brystet. Når det kom til stykket kunne Colt sagtens have ben i næsen til at modsige folk, hvor nærgående og ubehagelige de end blev.

Cherlyn rettede sig lidt op, og sad ellers roligt. Lige indtil Colt fik et lidt mere brysk udtryk, og begyndte at skræppe op til hendes forsvar. Selvom hun var kvik, og sikkert også ganske modig, på en hvis plan, var det dumt at stille sig op mod hende på den måde. Det var ikke noget hun kunne lide.
Hun kneb øjnene let sammen, ved det skarpe tonefald, der piskede mod hende. "Og jeg har mine grunde til at holde ting skjult, måske ting som du ikke ønsker at vide!" Hun knurrede det sidste af hende, mens hendes blik blev en anelse koldere. Det var svært at holde sig i skindet, når hun opførte sig sådan. Hun fjernede sig arm fra disken, og foldede sine hænder stramt, så man kunne se mærker fra hendes klør brede sig. "Hør lille dame. Nu tror jeg vi tager den med ro. Det er ikke alt der rager folk, og især ikke nysgerrige små kærester vel?" Hun skulede let til hende. Hun anede ikke om hun forsvarede nogle af dem, eller hjalp. Hun sagde det bare ligeud. "Men måske er der en grund til han ikke har plapret om alting, måske er der en grund til at du ikke ved alt! Jeg ved lidt, måske meget. Det kommer an på hvad man syntes, men pas nu lige på ikke?" Hun snerrede let det sidste. Hun havde svært ved at kontrollere sig selv, og hvis Colt blev sur, så blev hun sur. Hun kunne da bare komme an.

Hun vidste, hun havde gjort kvinden vred, og det var måske ikke det bedste trick, men hvis hun så meget som tænkte på at skade ham, så.. så... Så skulle hun gudhjælpemig flå øjnene ud af hovedet på hende!
Hun kæmpede for at berolige sig selv, og til sidst lykkedes det så nogenlunde.
"Hør," sagde hun med fornyet tålmodighed, "Jeg er ligeglad med hvor lidt eller meget, du kender ham, jeg passer bare på ham, okay!?" Hendes stemme var anstrengt og bekymret. "Jeg har ingen ide om hvem du er, men jeg tillader ikke at nogen eller noget skader ham, forstået!?" Hun havde knyttet sine hænder, den ene om glasset, for at holde sin vrede og bekymring i ave og håbede bare, hun havde gjort det helt klart for hende nu, hvad hendes intentioner var. Havde hun i sinde at skade Segovax, måtte hun igennem Colt først - ikke at udfordringen ville være så stor, men den ville være der. Hun stillede sin drink fra sig og overvejede at rejse sig. Hun havde en dårlig smag i munden, og hendes bryn var rynket alvorligt. Hun var meget seriøs omkring det og var lige ved at udbryde, han havde det hårdt nok uden der skulle komme nogen og gøre det værre, men hun bed det i sig.

Cherlyn brød sig bestemt ikke om måden, Colt talte og så på hende. Hun anede et strej, af frygt og vrede da hun hele tiden sørgede for at have øjenkontakt. Hun ønskede ikke at skade Colt, medmindre hun virkelig pissede hende af, eller gjorder det til en nødvendighed. Hun lænede nakken en smule tilbage, da hun slog en kold latter op. Hun kunne simpelthen ikke dy sig, og ventede med at fange hendes blik, indtil hun var færdig med at grine. Hun rystede let på hovedet, og rettede sig op. "Undskyld, men hørte jeg forkert? DU passe på HAM?! Det må da vist være en spøg.. Hvad har de da, der er så specielt de kan tilbyde ham?" Hun så en anelse hånligt mod hende, med et smørret grin. Hvis det pigebarn troede hun havde en chance, var hun ligeså naiv, som hendes hår var rødt. Medmindre hun havde noget helligt vand på sig, hvilket hun tvivlede på, havde hun ikke ret mange chancer. "Jeg har skam ikke.." Hun stoppede sig selv i sætning. Nja, skadet og skadet. Lidt småskrammer, men hun havde trods alt reddet hans liv! Det undlod hun dog at nævne, da hun ikke fandt det rellavant lige nu. Hun skævede med det smørrede smil, hen til hendes glas. Tydeligvis var hun vred, men det sagde Cherlyn intet. Hun kunne se hun var på nippet til at sige noget, og gjorder en gestus med hånden "Sig hvad du vil pigebarn, ordet er dit" Hun smilde hånligt, mens hun ventede på reaktion.

At holde øjenkontakten var bestemt ikke behagelig, men hun gjorde det alligevel og holdt hagen en smule hævet i stolthed og trods. Hendes latter ramte spot on, for Colt vidste, hun ikke var meget af en beskyttelse for ham, men hun ville gøre alt, hvad hun kunne alligevel.
"Ja, jeg passer på ham," sagde hun hårdt, "Jeg ser måske ikke ud af meget, men han finder ting i mig, han ikke har fundet noget sted før, og jeg ville give mit liv for at beskytte ham!" Hun tænkte ikke en gang, hvilket var farligt; spyttede bare ordene ud og fortrød dem i det samme. Hendes blik var meget alvorligt, hendes øjne mørke af de følelser, hun havde for ham.
Den ufuldstændige sætning gjorde hende forvirret.
"Du har ikke hvad?" spurgte hun så roligt, hun kunn få sig selv til det. Ikke den bedste måde at lokke hende til at tale, men hun var halvvejs ude af sig selv af bekymring.
Det hånlige smil tændte en kontakt i hende, og hun havde lyst til at rive og flå i den uforskammede kælling, men hun holdt sig tilbage, beroligede sig selv i tankerne. Hvis hun virkelig var enten hunter eller varulv, vidste hun, hun ikke ville have en chance mod hende. At hun var dæmon ville kun gøre tingene værre, men nu kendte Colt ikke til dæmoner, så tanken faldt hende naturligvis ikke ind.
"Jeg har kun ét at sige!" sagde hun hårdt; "Hvis du så meget som tænker på at skade ham, så..." Hun lod truslen hænge i luften, selvom hun vidste, hun ikke kunne lægge meget bag den. Hun måtte passe på, men forhåbentligt ville det her endelig få den anden til at forstå hvorfor, hun var så nervøs og edgy. Hvis hun stadig var hidsig og endda ville forsøge at angribe hende, så var hun sikker på, hun havde at gøre med en der virkelig var ude på at skade ham, og så måtte hun tage den derfra, og viste hun sig rent faktisk at være en ven, ville hun nok først føle sig lettet og så dum bagefter.

Cherlyn syntes absulot ikke pigebarnet, havde nogen grund til at sidde så stolt og rank der, mens hun høvlede Cherlyn ned med hårde kommentare. Altså hvad troede hun lige om hende?! Hun så direkte med et koldt og en kende arrigt blik, ind i Colts øjne. Hende selv, havde ingen problemer med den slags, især når hun ikke anså hende for den mindste smule trussel. Endnu. Hun vidste stadig ikke hvad hun kunne, men indtil videre var hun ikke specielt imponeret.
"Sandt, du ser bestemt ikke ud af meget. I hvert fald ikke for en 'Kriger'. Men ganske interessant det du vil opnå, det lader jo til at i to er mægtig glade for hinanden.." Hendes stemme var rolig, og kold som is. Hele tiden smilede hun, uden at mene det, hvilket man tydeligvis ville kunne se. Colt blev efterhånden mere og mere oprevet, som hende selv. Men aldrig i livet, om hun fandt sig i at blive krittiseret! Hun havde mest af alt, bare lyst til at gribe hende om halsen, og hamre hende i gulvet. Hun knyttede uvilkårligt sine hænder en smule sammen, og mærkede neglene bore sig ind i huden. "Jeg har ikke skadet ham.. På en måde han ikke selv ønskede" Afsluttede hun roligt, med et dystert smil. Hun sad ret og elegant på stolen, men inderst spændte hun i hele kroppen af ren raseri over hende. "Så hvad dukkebarn? Har du tænkt dig at pusse din hund på mig?" Hun smilede hånligt, og kommentaren, var egentlig mest tiltænkt Colts hund. Det der åbenbart havde forvirret hende til start, var duften af to hundelignende væsner. Så de måtte have én til, som ikke var ulv. Men Cherlyn var usikker på det hele, hvis Colt blev ved var hun ikke sikker på at hun kunne styre sig. Hun sad og så afventede på hende, mens hendes knyttede hænder, svagt brændte af smerte.

Colt gengældte hårdt blikket. Hun var udmærket klar over, hun ikke var nogen stor trussel, men hvis Cherlyn var efter Segovax, kunne hun blive det ved ikke at lede hende til ham. Hun knyttede selv næverne, så hendes egne negle borede sig godt ned i hendes hænder og knoerne blev hvide.
"Jeg er mere end jeg ser ud til!" sagde hun let truende, men det var en tom trussel. Hun ville ikke holde længe mod en som Cherlyn, men hun var ingen kujon og ville ikke lade det fakta stoppe sig. Hun kneb øjnene let sammen, indtil hun sagde, hun ikke havde skadet ham. Et øjeblik var der håb i hendes øjne, men hun dæmpede det hurtigt.
"Og du har ingen intentioner om at skade ham?" spurgte hun hårdt, og dog en anelse forsigtigt. Det var det her spørgsmål hun hele tiden havde haft i hovedet, men hun var klar over, Cherlyn sagtens kunne lyve. Nu ville hun høre hvordan, hun svarede; hvordan det blev sagt, hvad der blev sagt, hvordan hun så ud. Hun kunne ikke slappe af endnu, ikke før hun var helt sikker. Den sidste del af hendes svar på en måde han ikke selv ønskede var dog kryptisk for hende. Havde hun hjulpet ham med selvmord måske og forsøgte at vende det rundt? Colt var forvirret og usikker, men skjulte det bag sin vrede.
At blive kaldt dukkebarn var ikke noget godt i Colts øjne, og hun rynkede brynene yderligere.
"Jeg har flere tricks i ærmet end en hund," sagde hun køligt og så bare på Cherlyn så roligt, hun kunne. Hun var godt klar over, det var dumt at tirre hende, især når hun tydeligvis var spændt som en bue i forvejen, men hendes irritation, angst og vrede havde taget overhånd. Hun havde faktisk lyst til at slynge sin drink i hovedet på hende, men kæmpede for at lade være.

Cherlyn så med sine mørke ondskabsfulde øjne, ind i Colt så utroligt harmløse men dog hårde øjne, med et dystert smil. Smerten da hendes negle begyndte at skære gennem huden, fik hende dog til at rette sine fingre ud, med en mindre knækkende lyd.
"Det kan man da håbe på.. For som sagt ser du ikke ud af meget på den måde" Hun smilede skævt til hende, mens hun kastede et hurtigt blik mod sine hænder. Det var ikke så galt, men det blødte ganske småt. Hun børstede let håndfladerne mod hinanden, og mødte igen hendes blik uden tøven.
Hun lagde mærke til at hendes blik skiftede kort, men det var hurtigt væk igen. Nærmest som havde hun fået en idé? "Hør hvem tror du lige jeg er? Som sag kan det jo gå begge veje som sidst.." Hun lød en smule ireterret, og forstod ikke hvor pigen ville hen med det. Nej, hun ønskede ikke at skade Segovax, og hun fandt det ikke den mindste smule nødvendig. Især ikke hvis han var lige så frivillig som sidst.
Hun lo kort da kommentaren om hunden kom "Som hvad? Et hemmeligt våbenlager? En magisk bog fyldt med formler? Arhg næppe.." Hun rystede lettere grinende på hovedet, og tanken om hvad hun lige havde sagt med magi slog hende slet ikke, at det kunnne bruges imod hende. Pigen vidste vist ikke helt hvad Cherlyn var, men det var også lige meget.

Den ondskabsfuldhed, der nærmest pludseligt var kommet i Cherlyns øjne beroligede ikke ligefrem Colt, der nu virkelig troede hende i fuld stand til at skade Segovax. Hun valgte at ignorere den første kommentar. Det var rigtigt, der var ikke meget ved hende, men hun ville give hvad, hun havde for at beskytte ham, hvis det blev nødvendigt, og noget tydede på at det blev det.
"Jeg har virkelig ingen anelse om hvem du er," sagde hun hårdt, "og det lader også til at være ligemeget!" hun strammede brynene yderligere og kneb øjnene let sammen, mens hendes muskler spændtes. Hun ville ikke være den første til at angribe, så klog var hun dog, og hun holdt sine mange mørke impulser tilbage.
Det sidste svarede hun heller ikke på.
I det samme stoppede musikken igen til næste sang, og hendes ven kom til igen for at trække hende med.
"Ikke nu!" snerrede hun, og han bakkede skræmt.
"Woah, undskyld Colt, troede bare gerne du ville..." Han afbrød sig selv og så lidt fra den ene til den anden, før han som en anden lastbil begyndte at sige biplyde og hastigt bakkede væk. Han skulle ikke have fingrene i klemme!

Cherlyn kunne mærke vreden flaske rundt inde i hende, og den kæmpede en brav kamp for at komme ud. Hun vidste ikke helt hvorfor hun ikke bare lukkede op for det hele, og sprang på hende, mens hun skreg af nok kunne det fandme være nok. Men på den anden side, hvorfor egentlig? Der var klart en masse forvirring blandt dem, som blev fortalt gennem vreden. Men hun skulle klart ikke være den der lege psykolog, og løste konflikten. Næ nej, den her havde Colt selv rodet sig ind i. At hun valgte at ignorere hendes hånlige kommentar, var da forstågeligt, når man intet havde at give igen med.
Hun smilede over hendes kommentar, og rystede let på hovedet af hende, inden hun prikkede hende mellem brynene ganske kort "Rolig nu sveske, du får unødvendige rynker på dit kønne lille hovede.. Og det er bestemt ikke lige meget hvem jeg er!" Hun slog dramatisk ud med armene, for at folk kunne sole sig i hendes usynlige glans, inden hun grinende trak dem til sig igen. "Jeg er grunden til mange ting.." Hun nikkedebekræftende "Nogle af dem får du måske at vide gennem tiden" Hun så roligt på hende, inden blikket skifter til fyren der var kommet op snakkede til Colt. Hun grinte kort af ham, da han nervøst begyndte at glo mod dem "Smut Pups.. De voksne snakker" Hendes tonefald var afvisende, og uden fuldkommen neutralt.

Colt lukkede øjnene i og forsøgte at køle hovedet ned, før hun tog sin drink og drak ud, så hun i det mindste ikke havde den fristelse mere. Hun samlede tankerne, talte til ti et par gange og så så på Cherlyn igen.
"Hør, jeg er fuldstændigt ligeglad med hvem du er eller hvad du er for den sags skyld, det eneste der betyder noget for mig er Segovax!" Det var første gang hun udtalte hans navn, og det var ike uden en hvis mængde følelser bag. "Alt andet er fuldstændigt lige meget, så længe han er i sikkerhed, og det er han hvis det står til mig! Så fint, hvis du vil nå frem til ham, så går du gennem mig først, og jeg siger ikke hvor, han er, hvad du så end gør ved mig!" Der var ikke mere vrede i hendes stemme; den var rolig, men fast, og hun så hårdt, men samtidig en smule trist på Cherlyn. Hun havde ikke lyst til at kæmpe mod hende, men hun havde tilsyneladende ikke noget valg. Hun afventede en reaktion med rank ryg og et alvorligt blik og forventede halvt om halvt at blive indfanget til en gang tortur eller hvad end cherlyn nu ville bruge mod hende for at nå frem til Segovax.

Cherlyn lænede sig op af bardisken, i et forsøg på at holde den kogende vrede nede. Hun trommede let mod bordpladen, mens hun så på Colt der tømte sin drink. *Drik sorgerne væk sveske*, kørte gennem hendes hovede, men hun sagde intet. Forholdte sig bare tavs, og kold.
"Den har jeg vist efterhånden regnet ud.. Men i starten kunne du ikke vente med at finde ud af hvem jeg var, og hvad jeg dog havde lavet med din uskyldige lille Segovax". Hun stoppede sin fingre, med trak dem langsomt hen af bardisken, så små revner fra hendes negle aftegnede sig, inden hun lod hånden dingle ud over kanten. "Lille pus da.." Hun lagde hovedet på skrå, og smilede lumsk til hende "Jeg ved da godt hvor jeg kan møde ham.. Han gav mig instrukser om hvor jeg kunne finde ham, og jeg er bestemt ikke glemsom" Hun studerede sine negle, som om hun var ret ligeglad med hvordan det påvirkede Colt. Men hun skævede ind i mellem, bare for at se reaktionen i hendes ansigt. Det var tydeligt at hun prøvede at skjule ham, men nu hvor Cher fortalte at hun vidste hvor han var. Tja, hvad så? "Men lidt tortur, kan der altid blive plads til hvis du er frisk?" Hun så afventende på hende.

Hun holdt om glasset så hårdt, det faktisk gik i stykker, og hun skar sig i hånden uden dog at tage sig af det.
"Jeg har jo sagt, jeg er ligeglad nu!" snerrede hun arrigt uden at se direkte på hende, kunne ikke tage synet. Da hun fortalte, han havde givet hende instrukser blev hun dog forvirret, hvilket var tydeligt at se. Hvis det var en der var efter ham, ville han aldrig fortælle hende hvor, han kunne findes. Hun drejede rundt på stolen og stirrede direkte på Cherlyn.
"Der er et eller andet helt galt her!" sagde hun forvirret og ignorerede kommentaren om tortur. "Han har givet dig instruktioner til at finde ham? Så kan du ikke... Jeg mener..." Hun trak hånden over ansigtet - den der ikke blødte - og forsøgte at tænke klart, mens vreden hastigt lagde sig. Hun sukkede og trak vejret tungt nogle gange for at finde sin indre ro.
"Det må betyde, han stoler på dig?" sagde hun halvvejs som om hun ikke troede på det. Hun greb om sin næseryg med to fingre og lukkede øjnene i et øjeblik, mens hun kæmpede med sig selv.
"Hør, det er vist mig, der er helt galt på den her, men han har nogle problemer, der gør det nødvendigt at være forsigtig." Hun forsøgte at foklare hvorfor, hun havde troet, som hun havde. Hvis hun var en ven af Segovax, havde hun ingen grund til ikke også at stole på hende, men hun havde stadig svært ved at få det hele til at passe sammen. Hvad af det kunne hun tro på?

Cherlyn grinede koldt, og holdte afværgende hænderne oppe for sjov. "Rolig nu min tøs! Jeg sagde jo bare sandheden.." Hun lagde igen hænderne på disken, og vendte sig så hun sad og stirrede ind i hylden med de mange varianter af alkohol. Hun skævede lidt til det knuste glas "Det der, betaler jeg altså ikke for.." Hun tog fat om lidt af glasset. Mens hun vendte og drejede det mellem fingrende, lyttede hun til alt hvad den tydeligt forvirrede lille Colt nu plaprede ud med.
"Ja du kan tro der er noget galt her! Jeg mangler en drink!" Hun signalerede til endnu en, og vendte sig mod Colt med et suk. Vreden var der sat en lille dæmper på, og nu nød hun bare at lege lidt rundt med den forvirrede tøs. "Jeg kan ikke hvad?" Hun vidste ærligt ikke hvad Colt prøvede at sige, men hun kunne da udnytte hendes nu lettere paniske sind, til muligvis at finde ud af det. "Jeg tror da han stoler på mig.. Ellers aner jeg det ikke. Jeg mener, jeg fik ikke engang hans nummer hvis han har et" Hun slog en kølig latter op, og tog imod drinken der var kommet. Hun lænede sig op af baren, mens hun rystede sin drink rundt i glasset, og så på på hende. "Javel ja.." Problemer? Segovax? Hvad havde han dog haft gang i det slemme dyr. Hun smilede for sig selv, og førte glasset op til læberne mens hun mumlede. "Ikke at han virkede videre diskret den dag.." Hun tog en god slurk, og så på hende med rolige øjne.

Colt nappede en serviet fra disken og tørrede sin hånd, fr hun knugede det blodige papir for at stoppe blødningen.
"okay okay, lad mig se om jeg har forstået det nu, jeg tror jeg har fået for meget at drikke," sagde hun forvirret og tig sig til hovedet. "Du er ikke ude på at skade ham eller slå ham ihjel, ikke ude på at lokalisere ham for samme? " Hun åndede tungt og rystede på hovedet for at klare tankerne. Hun måtte bare være et løst bekendtskab, men så længe hun ikke havde onde hensigter kunne det i grunden være lige meget. Hun vidste ikke så meget om Segovaxs liv andet end de største ting i hans liv og hans smerte. Han havde sikkert mange bekendtskaber, han aldrig havde nævnt overfor hende, ligesom det gjaldt den anden vej rundt. Hvad pokker var hun ved at rode sig ud i?

Cherlyn smed glasskåret fra sig, ret ligeglad hvor det landede og tog endnu en slurk af sin kraftige drink. Hun stirrede ubevidst et kort øjeblik, mod den blodige serviet, inden hun vristede blikket fri. Hun var ikke specielt sulten, men det var alligvel en svag fristelse at se på det, og mærke færten skære igennem luften.
"Det har du sikkert.." Hun grinede kommentaren, men lød ellers roligere i tonefaldet end førhen. Hun rullede dog med øjnene af hende, og sukkede lettere opgivende. "Nej kvinde. Jeg ønsker ikke at dræbe ham, eller skade ham af hvad jeg ved af lige nu.." Nu måtte man jo se hvad der skete ved næste møde. Hun havde planer om snart at opsøge Segovax, for at finde ud af om han holdt sit ord. Måske ville han blive knap så skuffet over Jaelyn ikke var med når nu Colt var der. Men hun ønskede blot at snakke, ikke andet for nu. Det hele var blevet lidt kompliceret så det ud til.

Stemningen så ud til at være blevet lidt lettere, selvom den var blevet temmelig akavet, og Colt sukkede tungt og tog sig til hovedet, mens hun placerede sin albue i bordet og stirrede ned i bordpladen.
"Så skylder jeg dig en undskyldning ... det er nok alkohollen, der gør mig lidt paranoid ..." Hun så op med en let skræmmende hul latter, "Jeg må hellere få en til!" Hun bestilte en ren whiskey og kastede den ned så hurtigt hun kunne, da den komme med et lille slag bagover med hovedet. Bagefter sukkede hun og så mod Cherlyn.
"Sorry, jeg er normalt ikke sådan," undskyldte hun, "hele situationen er bare lidt.. indviklet!" Hun sukkede igen og så ned på sin sårede hånd med en grimasse. Hun kunne end ikke mærke, den gjorde ondt, men det var nok også alkohollens skyld, men det ville hun kunne i morgen. Hvordan skulle hun dog forklare det til Segovax? Han ville nærmest gå amok, var hun bange for, når han fandt ud af, hun havde skadet sig selv. The irony!

Cherlyn vendte sig helt mod bardisken, og kørte sin finger rundt i cirkler langs glassets kant, mens hun stirrede roligt og en smule hårdt ned i bordet. Hun kom med et hæst grin, og drejede hovedet mod hende. "Alkohol gør mange ting ved mennesker.. Nogle har reageret meget værre end dig.." Hun lød rolig, og dog som om det var en samtale der havde forgået mange gange. Hun mødte tit fulde folk, men hun plejede at få lidt mere sjov ud af dem end med Colt. Hun sagde ikke noget om tilgivelse, men hvad var der at tilgive. Selv Cherlyn var en smule forvirret i alt det her.
"Jeps.. Drik sorg og forvirring væk" Hun så mod hende, da hun hurtigt fik drukket whiskeyen. Hun trak let på skuldrene, og smilede svagt. Hun fulgte hendes blik ned til hånden, og fik hurtigt flyttet det igen. En idé der måske ville virke slog hende. Men uden at give svar på hvem den gavnede. "Jeg kan måske hjælpe dig til at få det lidt bedre, og glemme lidt" Hun så undersøgende på hende hvordan hun ville tage tilbuddet. Lige nu virkede hun rimelig desperat for at slippe væk fra denne akavede situation.

Colt sukkede tungt, mens hun stillede glasset fra sig, så hun ikke skulle komme til at knuse det også. Hun trak papiret forsigtigt fri fra hånden og foldede det sammen, før hun stak det i glasset og dernæst så på Cherlyn.
"Måske, men det gør det ikke mindre akavet ... Jeg er vist gået hen og blevet paranoid." Hun fnøs hånligt ad sig selv og rystede så på hovedet, mens hun mærkede alkohollen bruse i sig og gøre hende en smule svimmel.
"Hvordan?" spurgte hun så nysgerrigt. pokker tage hendes nysgerrighed nogle gange.

Cherlyn tog glasset op og snusede let til indholdet, inden hun slyngede resten indenbors. Hun stillede glasset ned med et hastigt klak, og rystede let på hovedet. Drinken havde en bitter eftersmag, men den dejlig syrlig frugtsmag generelt. Hun mærkede ikke alkoholen mere, og regnede med at det så var begyndt at virke lidt.
"Det kommer vel når man får fyr på.." Hun skævede til hende, med et drilsk smil, der faktisk var knap så hånligt. Mens hun viftede med fingrende foran sig, som tryllede hun for små børn, grinede hun og vendte sit ansigt helt mod hende. "Jeg ved ikke om det virker.. Men det lille trick. Det kræver bare at du køber en mild drink, og giver den til mig. Du får den selvfølgelig igen" Hun smilede hemlighedsfuldt, og var selv spændt på om det ville virke.