Life goes on

Hun smilede, mens de skålede og kunne så se, han blev nervøs. Hun gættede på, hun igen ahvde fundet en ting, han ikke kendte til, og hun rakte ind over bordet efter hans hånd.
"Slap af, dearest, det er ikke noget farligt eller noget. Bare et harmløst, men sjovt drikkespil. Det går ud på, man udfordrer hinanden til at gøre en ting. Gør vedkommende det, skal den der udfordrede drikke, gør vedkommende det ikke, skal han/hun slv drikke. Mere er der ikke i det. Det sjove er de dares man kommer med, og det kan være alt muligt!" Hun smilede frækt til ham ved den sidste kommentar.
Tjeneren kom igen, og hun var nødt til at trække hånden tilbage. Hun så interesseret på den næste ret, som hun ikke en gang kunne huske længere, hvad var, og drak så lidt af vinen.

Han kiggede ned på retten og duftede til den, og blev overvældet af de mange dufte der var i den, men kunne tydeligt dufte en bestemt duft der kom fra den, en duft som kun kom når det var lykkedes ham at bide en nogle over, nemlig duften af marven. Han smagte forsigtigt på det, og som han havde forventet kunne han godt lide det, men nu var han jo vant til det. Han valgte ikke at fortælle hende præcist hvad det var, da han ikke ville have hun skulle synes det var ulækkert inden hun smagte det.

"Jeg må ærligt sige at jeg ved nu ikke helt, med drikkespil..."

Han var lidt trist over at han ikke bare kunne gå med til det, men han havde bare et problem med at blive fuld, og han havde slet ikke lyst til at blive det sammen med hende, fordi når han blev fuld fik ulven i ham mere og mere kontrol.

Hun smagte på retten, der vel var okay. ikke noget videre kulunarisk i hendes øjne, men det kunne sagtens spises, og hun lod som det var lækkert og smilede bare til ham. Hun havde ikke noget imod benmarv, selvom hun sagtens kunne finde noget bedre. Hendes egen bror derhjemme ved hendes de gamle havde altid knækket benene over for at slikke marven ud. Nogen anså det jo som en delikatesse, selvom det ikke lige var hendes stærke side.
Hun smilede blidt til ham ved hans ord.
"Vi kan også bare drikke vand? Bare for at lege? Eller du kan drikke vand, så tager jeg en øl, så kan du sidde og grine af mig, som jeg bliver mere og mere stiv fordi du er for sej for mig." Hun lo en perlende latter og så kærligt på ham.
"Søde, jeg tænkte ikke lige over, du har noget med at drikke, undskyld." Hun strakte benet over til ham under bordet og kærtegnede hans ben med sit eget.

Han smilede mens de bare sad og spiste, i deres meget rolige og ret langtrukne samtale, som de brugte en hel del tid på, uden rigtigt at komme nogen vejne med samtalen, men for ham var det lige meget så længe det var sammen med hende han havde de meningsløse samtaler.

"Det kan vi vel se til..."

Han smilede til hende, og selvom hun sagde det hun gjorde forsvandt smilet ikke, fordi han havde sådan set ikke noget imod at drikke men han turde bare endnu ikke at gøre det sammen med hende, fordi han vidste jo at han havde et vist begær for hende, og hvis ulven fik kontrollen ville han ikke kunne styre sig selv, og han var bange for at han ville komme til at gøre noget som de begge ville fortryde på et eller andet tidspunkt og det ønskede han jo overhovedet ikke.

"Det går nok søde, vil bare gerne undgå at du skal møde min indre ulv på den måde, den er lidt barsk på mange måder."

Hun smilede stadig, var glad for han ikke tog på vej, og spiste lidt mere. Hun var bare glad for hans selskab og sukkede lydløst ved synet af ham overfor sig. Hun indtog ham som et drug med alt hvad hun kunne, alle sanserne. Duften af ham, hans krop, øjnene og smilet, alt det der var ham, hans latter og smil. Hun havde udviklet et behov for ham. Et stærkt behov, nærmest som en afhængighed.
"Jeg kan nu nok klare det, søde," sagde hun med et varmt smil, "Enhver del af dig er velkommen hos mig, om det er din vilde side eller den mere pollerede." Hun sendte ham et luftkys og lagde så hovedet let på skrå. "Hvad er det, du er så bange for, jeg skal se? Jeg kan klare mere end du tror, dearest."

Han sad og spiste, stille og roligt og vidste ikke helt hvordan han skulle forklare hende det, forklare hende hvad det var han faktisk var så bange for, fordi han vidste ikke helt hvordan hun ville reagere på det han havde at fortælle hende. Han kunne jo ikke vide det, men han ville gerne vide det inden han sagde noget til hende.

"Jeg er ikke bange for noget du skal se, jeg er bange for hvad jeg kan komme til at gøre ved dig i den tilstand..."

Han følte sig nu som den værste person i hele verden, hun kunne jo ikke engang stole på ham, fordi hans dyriske side også var der, og derfor burde han slet ikke være sammen med hende, det var jo bare dumt det ville gå galt på et eller andet tidspunkt.

Han sad bare og tjeneren hentede igen rette, og kom med samme udmelding som sidst.

Selv spiste hun også bare ganske roligt og betragtede ham nysgerrigt. Hans ord fik hende til at smile blidt.
"Segovax, se på mig, lyt til mig! Der er ikke noget, du kan gøre ved mig, der vil formindske min kærlighed til dig: intet! Hvad er det, du sådan frygter? Fortæl mig det lige ud, vær ikke bange!" Hun smilede blidt og tillidsfuldt til ham. Om han så totrturerede hende, pinte hende, hun vill estadig elske ham. Intet han kunne gøre ville ændre på det, intet!
"Hvad end det er, my dearest heart, så kan vi gøre det sammen!" sagde hun fast, "Så klarer vi det sammen!"
Hun færdiggjorde sig hurtigt og så så tjeneren komme tilbage. Denne gang fik han dog ikke en gang et smil, for hendes milde blik var fastholdt på Segovax.

Han lyttede til hende, men han vidste slet ikke hvad han skulle sige, eller rettere hvordan han skulle fortælle hende hvad det var han frygtede, og han frygtede det mest fordi han vidste hun havde oplevet noget lignende før, men hav kunne godt fornemme han var nød til at fortælle hende det, fordi ellers ville hun nok bare gå og tænke meget over det hele tiden, og måske finde frem til alt muligt som hun ikke ville bryde sig om at tænke på. Han lænede sig frem og trak hendes øre ned til hans mund så han kunne hviske det til hende.

"Søde, det er fordi jeg har et vist begær for dig, og hvis ulven kommer frem, er der ikke længere noget der kan stoppe mig, og jeg er derfor bange for at ende ud i noget der kommer til at minde om vold.. ...tægt."

Han var nød til at kappe ordet over for at sige det, hvilket han først gjorde da tjeneren var gå igen, og nu sad han bare og ventede på hendes reaktion, hvor han faktisk lidt forventede en lussing eller en fod i skridtet.

Da hun først hørte hans ord, var hun klar over hvorfor, han havde ønsket at skjule det, men hun smilede stadig blidt og fangede hans ansigt forsigtigt mellem sine hænder, hvor hun så ham dybt i øjnene med et ærligt, oprigtigt blik.
"Segovax, det er i orden," sagde hun blidt og gentog så, "Intet du kan gøre kan få mig til at elske dig mindre!" Hun kyssede ham kærligt. "Desuden ville jeg aldrig være uvillig overfor dig, om du så er mere eller mindre i kontrol over dig selv. For nu har jeg tilfældigvis også et rimeligt stort begær for dig, dearest!" Hun kyssede ham igen og strøg ham så over kinden, før hun slap ham. Hun så stadig på ham, mens hun lænede sig en smule baglæns, så hun ikke sad ind over bordet mere. Hendes blik var kærligt, og hun lagde lige nu ikke skjul på hvor meget, hun begærede ham, og han burde kunne se det i hendes øjne. Hun havde kæmpet hårdt de sidste par dage for at holde det inde og ikke genere ham med det, da han jo gerne ville tage det stille og roligt, og der gik da heller ikke så lang tid, før hun lod masken af ro og sømmelighed glide for igen. Men nu vidste han det forhåbentligt.

Han sad og vidste ikke helt hvad han skulle svare hende, fordi han ville gerne bare tro på hende, og lade være med at frygte hvad han var indvendigt. Han ville også ønske at han kunne undgå, at det hele bare gik dårligt fordi han var så bange. Nu var han faktisk gået hen og blevet lidt bange for at han var igang med at ødelægge deres forhold, fordi han ikke turde bevæge sig frem rigtigt, at hans angst for at gå for hurtigt frem, blev til noget der kunne fremprovokere en ødelæggelse af deres forhold. Han ville dog ikke nævne det for hende, og bare have en hyggelig aften. Hver gang hun kyssede ham blev han glad for det, og varmede ham inde fra.

"Søde skal vi ikke se til det når vi kommer hjem? Jeg vil gøre det for dig hvis du virkelig gerne vil..."

Han smilede til hende, og mente meget seriøst det han sagde til hende, hvis hun meget gerne ville have ham med til det, ville han gøre det for hende, da han jo havde lovet hende det mens hun havde haft kraven på. Han var nået dertil hvor han faktisk ville gøre alt for hende, og det var uden at lyve han kunne sige det til sig selv.

Tjeneren kom gående tilbage til dem med hovedretten, og stillede det foran dem igen med et nyt glas vin sammen med det. Tjeneren stillede det bare roligt og gik så igen.

Hun smilede varmt til ham.
"Segovax, du bad om at gå langsomt frem, og det er fint med mig. Jeg har aldrig haft så god tid til at overveje den slags før, og det er jeg taknemmelig for, men hvis du ikke mener, det er tiden, skal jeg ikke være den, der presser på! Vi tager det bare som det kommer, dearest, jeg har intet imod at vente." Hun tog hans hånd og smilede kærligt til ham.
"Du må aldrig gå på kompromis med dig selv for min skyld, dearest!" Hendes stemme var blid, men fast, og hun mente det tydeligvis meget alvorligt.
Så kom hovedretten, og hun måtte slippe ham for at lave plads til den, men hun fastholdt mildt hans blik hen over bordet med et stille smil. Hun havde aldrig troet, hun skulle være den, der pressede på i sådan en sag i et forhold, og det ønskede hun heller ikke at være. Hun ønskede bare at mærke, han også begærede hendes krop og ikke kun hendes personlighed. Hun havde masser af venner, der elskede hendes personlighed, men hun ønskede egoistisk mere af Segovax end hans venskab, og nogen gange - i perioder - var hun ikke helt sikke rpå hvor, hun havde ham på det punkt. Men det var noget andet, hvis han følte, det ville ødelægge forholdet. Han blev ved med kun at kalde hende søde, med at være genert overfor hendes krop og ikke ønske at se på den, og han var så meget af en gentleman overfor hende, han knapt rørte ved hende andet end for at stryge hende over ryggen eller kinden eller for at kysse hende, og det voksede - måtte hun modvilligt indrømme - en smule frustrerende, når hun nu så gerne ville mærke, at han virkelig elskede hende. Men hun måtte ikke være egoistisk! Manden var kommet ud af et dårligt forhold, hvor alting var gået meget stærkt; selvfølgelig kunne hun tage sig sammen og pakke sine følelser ned for ham indtil han følte sig klar til at tage skridtet videre.
Hun regnede virkelig ikke med, det ville blive til noget den aften, selvom han sagde, han gerne ville gøre det for hende. Det var jo ikke sådan, det skulle være; noget han gjorde for at glæde hende. Det skulle være for at glæde ham også, for at styrke det bånd de havde mellem sig, ikke bare for hende. Hun var faktisk flov over sin egoistiske trang til ham, og en let rødme steg op i hendes kinder af ren og skær skam over sig selv.

Han lyttede meget til hende, og det var jo heller ikke fordi han ikke havde lyst til hende på den måde, men han havde været bange for at ødelægge forholdet, og han var på et eller andet pinlig over ikke at kunne lide hendes krop, eller han kunne godt lide hendes krop, men han følte sig bare lidt som et svin som da han havde taget tøjet af hende, som en anden fyr der ikke ville have andet end hendes krop. Han ville jo have alt af hende, både hendes krop og hendes dejlige personlighed, faktisk hele hendes væsen intet mere og intet mindre.

"Du må forstå at jeg vil også gerne have dig, på alle måder, du er alt en fyr kan drømme om. Du er smuk, sexet, vild og venlig."

Han kunne ikke beskrive hende på andre måder end det, og han fandt dem meget beskrivende for hvordan hun var. Han havde lidt haft i tankerne at han ville gøre det med hende den aften, men nu var han i tvivl, og dog de vidste jo begge at de ville have hinanden, så hvorfor ikke bare gøre det. Det ville jo være et godt tidspunkt, og en virkelig god måde at slutte denne aften på.

"Jeg har kun en ting mere at sige om dette emne..."

Han ville se om hun gerne ville høre det, og derfor sagde han ikke mere til hende, og tog bare noget af maden og spiste det stille og roligt. Han var lidt trist over samtalen, men alligevel var han inderst inde meget glad for det hele, bare det at være der var nok for ham, sammen med hende.

Hun smilede til ham og rødmede ved hans komplimeter.
"Det er alt, jeg behøver, dearest; at vide det," svarede hun varmt og så oprigtigt på ham, virkelig glad for han havde det sådan. Ikke at hun rigtig havde troet, han ikke kunne lide hendes krop, men han havde bare virket så fjern på det punkt, hvor hun godt kunne have ønsket sig lidt mere nærvær.
Hun hævede spørgende det ene øjenbryn og så på ham, ventende forgæves på en afslutning.
"Ja?" spurgte hun undrende, "og hvad er denne ene ting?" Selvfølgelig ville hun høre det. Var hun måske ikke jordens mest nysgerrige væsen? Hun smagte selv på maden og spiste lidt, mens hun bare betragtede ham afventende.

Han sad og kiggede på hende, og var faktisk glad for at hun rødmede fordi så havde hun ikke noget imod at høre det, men istedet fandt hun dem nok slående og sande. Han ville gerne se hvordan hun reagerede på det han havde at sige til hende, fordi hun sikkert ville blive overrasket. Det var dejligt at kunne sige det til hende, føle sikker på at det ikke ville ødelægge noget, have lyst til det og ikke længere skulle undertrykke de følelser man havde for hende.

"Jeg vil gerne gøre det, men bare ingen alkohol vel."

Hans stemme var meget ærlig og fyldt med følelser og da han så sagde det sidste var hans stemme nærmest bedende for at hun skulle gå med til det. Han havde jo gået og tænkt over det de sidste par dage og der var hele tiden kommet ting, der havde overbevist ham om at det ikke ville ødelægge deres forhold, som var det han havde været så bange for.

"Jeg føler mig klar, og ikke at det ødelægger noget."

Om hun havde fundet hans komplimenter sande vidste hun ikke helt. Hun var ikke sikker på hun var hverken smuk eller sexet, men venlig og lidt vild kunne hendes fornuft gå med til, og hun var bare glad for, han så hende som værende de andre ting også. Hendes hjerte slog lidt hurtigere i aften, mens hun ventede på hans svar, og da det endelig kom, bredtes smilet en smule over hendes læber.
"Ingen alkohol," lovede hun med et kærligt glimt i øjet, "Bare dig og mig!" Hun kærtegnede hans ben med sit under bordet og så overbevisende på ham.
"Og tro mig, det vil kun gøre vores kærlighed stærkere!" lovede hun ham og sendte så et fingerkys. En lille sommerfugl havde taget til at bakse i hendes mave nu ved udsigten til endelig at skulle mærke ham, og hun vidste, hun ville værdsætte ham des mere, fordi de havde ventet. Ikke i sin vildeste fantasi kunne hun forestille sig hvordan, det skulle kunne ødelægge noget mellem dem - med mindre selvfølgelig hun ikke kunne leve op til hans krav om normer og ville skuffe ham. Det var bestemt en mulighed, men hun var fast besluttet på at gøre sit bedste for at opfylde hans ønsker fra hende.

Han var så ovenud lykkelig over at hun gik med til at der ikke skulle være alkohol indblandet i det, fordi han var bange for at være for voldsom, men mere fordi han ville være sikker på at han ville kunne gøre det så godt som muligt, og at han ville kunne nyde det så meget som det var muligt. Han var ikke helt sikker på hvordan det ville gå, men det var lige meget, så længe at der ikke var noget der gik galt, og det var han sikker på der ikke var.

"Jeg tror dig, det skal du slet ikke være i tvivl om."

Han smilede til hende, og spiste lidt mere af maden, som faktisk smagte overraskende godt. Det var dejligt at smage noget det var længe siden man havde fået, sidst han havde fået vildsvin var inden han var ankommet til øen. Han var glad for at de havde haft den samtale men nu ville han tale om noget andet.

"Nu når vi er sammen har det så enlig slået dig at din lejlighed er lidt lille?"

Han håbede virkeligt ikke at hun tog det ilde op, men han ville gerne vide det. Han syntes selv den var lidt lille til to personer, og en hund. Han var også mere end klar på at skaffe sig et job for at hjælpe med skaffe en større lejlighed, men måske var hun ikke så glad for det, fordi hun så skulle flytte væk fra Django.

Hun kunne se hvor det glædede ham, hun ikke ville have alkohol indblandet, selvom hun ikke helt forstod hans grundlag. Men hun tænkte ikke mere over det. Samtalen var ved at være afsluttet for nu, og hun var tilfreds med resultatet af den, af hvad hun havde fået at vide af ham.
Hun spiste selv lidt mere, havde aldrig smagt vildsvin før, men det smagte godt, og hun nød det. Hans ord fik hende til at le let.
"Den har altid været lidt lille, så det er faldet mig ind, ja," sagde hun med et bredt smil. "Men jeg har ikke helt fået sparret nok sammen til at have råd til at finde noget større og bedre. Jeg har selvfølgelig til leje og indskud og sådan, men jeg vil bare gerne være sikker på, er er nok til, vi kan klare os bagefter også ... Om et par måneder vil jeg nok være deroppe af, så det begynder at ligne noget." Hun smilede skævt til ham og var glad for, han sagde ordet sammen på den måde, han gjorde; det varmede hende om hjertet.
"Ikke at jeg har råd til andet end en lejlighed med min løn, men det har længe været min plan at flytte så snart jeg havde råd ... Lige siden jeg flyttede ind for seks år siden! Det har bare taget sin tid." Hun skar en grimasse og spiste lidt mere, mens hun betragtede ham.
"Men kan du holde til permanent at være væk fra din skov da?" drillede hun med et skævt smil. "At bo i byen er jo ikke lige din stærke side."

Han syntes det var lidt morsomt at hun havde overvejet at flytte, og at hun havde overvejet det i snart seks år. Det var ret lang tid at bo et sted, når man overvejer at flytte der fra. Han var slet ikke sikker på om hun faktisk havde tænkt sådan, eller hun bare sagde det. Han kunne dog ikke se helt hvorfor hun bare skulle sige det, uden at det var sandheden.

"Det var dog længe at overveje det."

Han var heller ikke sikker på at han helt kunne klare sig væk fra skoven, men hvis han nu fik sig et arbejde kunne de vel tage sig et lån, og købe et lille hus tæt på skoven? Det kunne han rigtigt godt tænke sig, for det ville virkelig være det mest optimale for ham. Han ville have sin skov tæt på, hun ville være tæt på ham, og hun ville stadig kunne komme til byen ret let.

"Det ved jeg ikke... Jeg havde overvejet at finde mig et arbejde, og så tænkte jeg på at hvis nu jeg fik et arbejde, kunne vi vel se om vi ikke kunne finde noget der ligger tæt på skoven?"

Hun smilede skævt og legede lidt med gaflen i hånden ved hans ord.
"Tja, det har ikke så meget været en overvejelse, mere en fast beslutning at når jeg fik råd ... Men så skulle jeg købe Georgie, da han blev for gammel til avlsprogrammet, og der har været nogle uforudsete udgifter siden, så jeg har ikke haft råd. Jeg har skiftet meget fra job til job alt efter hvad jeg kunne få, der gav bedst. Lige nu er det banken, men jeg er latid på jagt efter noget, der giver bedre." Hun sukkede let. Det var ikke noget let liv altid at skulle tænke over hvor meget, man kunne lægge til side, men hendes opsparing var ved at være forholdsvis stor - i alt fald snart stor nok til at flytte.
Det varmede hende meget at han gerne ville flytte sammen med hende fast, og hun følte sig glad og opløftet indvendigt ved tanken.
En smule overrasket over hans ord om at finde et arbejde, betragtede hun ham nu.
"Et arbejde, jeg troede ellers ikke, du var den type, dearest," sagde hun med en mild latter. "Jeg tror nok, jeg kan klare det sidste opsparing, hvis det er? Det tager nok bare lige de par måneder, jeg snakkede om, hvis det skal gøres ordentligt, så vi er sikre på at have noget at leve af bagefter også. Og der skal nok også lidt andre møbler til end det gamle bras, jeg har. Men det lyder godt, hvis vi kunne finde noget nær skoven. JEg håber bare ikke, du vil føle dig for indespærret, min vilde ulv?" De sidste tre ord var sagt med al hendes kærlighed i stemmen, og hun betragtede ham med et varmt smil spillende om sine læber.

Mens hun talte sad han bare og lyttede og spiste godt imens. Han var glad for maden selskabet og stedet. Han kiggede lidt rundt på nogle af de gamle billeder der hang på væggene, og som havde gjort at han ikke rigtigt kunne finde helt rundt i hvad stedet var inspireret af, da billederne alle sammen var så forskellige.

Han vendte sig om mod hende da hun snakkede om at hun ikke lige havde regnet med at han var typen der ville finde et arbejde. Han havde dog heller ikke helt selv regnet med at han ville gøre det, men han ville have det skidt med sig selv hvis hun stod for at skaffe penge. Det eneste problem han havde var at han ikke lige vidste hvad han kunne tage som job. Det eneste han sådan kunne finde ud af, var naturen, smedning, syning og snedkeri. Han vidste dog ikke om de kunne finde noget af det nogen steder. Han kunne muligvis snakke med Wicked om han ikke kendte til et sted han kunne blive ansat...

"Nej, men du skal ikke stå for det alene, men jeg ved bare ikke lige hvor jeg kan finde et job henne?"

Hun spiste selv i et roligt, men effektivt tempo og nød bare at have ham i nærheden af sig på den måde. Hun ænsede knapt stedet, billederne eller tjenerne, der gik rundt mellem bordene.
At han ikke ville have det godt med, hun var den, der forsørgede dem, havde hun forventet, men hun var stadig lidt overrasket over, han havde tænkt på at finde sig et job. Som ham gik hendes tanker til hvilke slags job der var at få.
"Jeg har nu ikke noget imod det," sagde hun med et smil, selvom hun vidste, det ikke ville ændre hans følelser for det, og hun slog ud med den ene hånd.
"Jeg tror du ville gøre dig godt som naturvejleder eller noget i den stil. Tror ikke lige kasseekspedient er dig, og der er ikke så meget for ufaglærte herude ..." Hun så en smule bitter ud og havde det tydeligvis ikke godt med selv at være ufaglært, men der var intet, hun kunne gøre ved det, for hun havde ganske simpelt ikke råd til en uddannelse, og det havde hun altid vidst. Hun kunne blive mekaniker som sin far eller fortsætte sådan her, hvis ikke hun ville til at gøre drastiske ting som at sælge sig selv, hvad hun ikke var vild med tanken om, selvom hun faktisk før havde overvejet det bare for at få lidt penge i kassen. Det sagde hun naturligvis aldrig til nogen, mindst af alle til Segovax.

Han smilede bare som svar til hende, over at hun ikke havde noget imod det. Det var ikke noget han kunne gå med til og han rystede derfor let på hovedet over hende. Han tænkte lidt hvordan han dog skulle finde et arbejde da han aldrig havde gjort det før, og det var endnu en gang noget helt nyt for ham, men hun havde sikkert ret i at naturvejleder nok ikke ville være et dårligt valg for ham.

"Du har nok ret, jeg ved trods alt ret meget om naturen... Jeg ved bare ikke helt hvem jeg skal kontakte for det."

Han drak lidt af vinen og spiste videre. Det eneste der var lidt trist ved måltidet var at der ikke var ret meget, men tilgengæld smagte det virkeligt godt.

Tjeneren kom hen til dem, denne gang havde han næste ret med, med det samme og erstattede hovedretten med den anden sidste ret, og tjeneren hældte et nyt glas vin op.

Hun havde kendt hans reaktion allerede før den kom; havde vidst han ikke ville acceptere det.
"Først må vi skrive et cv for dig - jeg skal nok hjælpe dig, da jeg har skrevet en del - og så skal vi have fundet frem til steder hvor de bruger den slags og have skrevet ansøgninger til dem. Det hele kan gøres over computeren, så det kan gøres fra stuen. Vi kan sidde og kikke på en side med jobannoncer og se om der er andet, du kunne tænke dig, da det ikke skader at have mange bolde i luften på én gang - det har jeg så tit selv." Hun smilede beroligende til ham for at lade ham vide, hun nok skulle hjælpe ham, hvis han ønskede det. Trods alt var hun god med ord, og hun havde skrevet en del af den slags gennem tiden med alle de jobs, hun havde haft. Det skulle også blive interessant at få lidt mere at vide om hans uddannelsesmæssige baggrund, hvor stor eller lille den så end måtte være.

"Okay... Tak du er altså så dejlig."

Han smilede til hende, og rødmede let, nogle gange blev han lidt træt af sig selv, og alle de sukkersøde ting der flød ud af hans mund når han talte til eller om hende, det var jo nærmest ulækkert af ham syntes han lidt. Han var glad for at tjeneren kom med noget mere, ikke fordi han var sulten men mere fordi nu var han altså løbet tør for ideer til hvad de kunne snakke om.

Han satte sig til at spise i tavshed, men stadig med et smil. Han spiste det lidt sjove mad, og denne gang var der virkelig lidt mad. Der blev nærmest bare mindre og mindre på tallerkenen for hver ret de fik.

Hun rødmede slev let ved hans ord og slubrede dem grådigt i sig, som kunne hun ikke få nok. Måske var han sukkersød, og måske var han ikke sådan normalt, men hun værdsatte det det mere ad den grund.
"Det er du også, dearest." Hun tog vinglasset og drak noget mere af det og mærkede den dejlige, lidt snurrende fornemmelse i hovedet. Ikke at hun var fuld eller noget, gud nej der skulle mere til, men hun var tilpas og behageligt afslappet.
Hun smilede da tjeneren bragte dem den lille portion og kunne ikke lade være med at smile let drillende, da han var gået igen.
"Det er godt der ikke er mere end fem retter; ellers ville vi da til sidst ikke kunne se dem mere," lo hun muntert. På trods af de små portioner, var hun ved at være mæt, og hun spiste langsomt af desserten og nød den bare.
"Jeg er godt nok glad for, jeg ikke arbejder i et køkken mere! Al den stress og larm over maden, kundernes klagen, den evindelige duft af mad, der til sidst gør en kvalm... Det er virkelig ikke noget rart sted at arbejde." Hun sukkede let og tog en slurk vin igen og lod den glide rundt på tungen et øjeblik, før hun sank den.