a walk to remember (Garett)

Påklædning: Hvid t-shirt under en rød og sortternet skjorte med lange ærmer, marineblå jeans, mørgegrøn vinterjakke med en pelset hætte samt lysegrå kondisko.

How come I forgot both my gloves and scarf?

Garett havde synes at det var en god idé at få noget frisk luft for en gangs skyld og havde modigt bevæget sig udenfor. Han havde faktisk glædet sig til at se sig lidt omkring og bevæget sig at han helt og aldeles havde glemt hans vanter og halstørklæde. Det var som sådan ikke så koldt igen men vinden var biddene og skar ham i ansigtet.

Garett havde som sådan ingen idé om hvor han skulle tage hen men det var i bund og grund også lige meget så længe at han bare var udenfor. Han havde jo trods alt ikke tænkt sig at blive ud alt for længe. Det holdt hans nerver ikke til. Ikke med den sidste rapport som han havde fået fra en af hans bekendte som han havde sat til at holde øje med hans tvillingebror Marcus. Det viste sig at hans bror havde været kortvarrigt spottet i Canada. I Vancouver for at være helt præcis. Ikke noget som han ikke havde gjort før. Marcus havde det tit med at dukke op for at forsvinde i næste sekund. Det havde været hans speciale selv som menneske. Det var muligvis blevet hans evne... men var der ingen beviser for.

Why wont you just stay in one place? Why must you continuously torment me brother?

Helt og aldeles i sine egne tanker var Garett endt inde på en legeplads. Der var helt mennesketomt og stille men alligevel kunne han ikke lade være med at mindes de dage tilbage i Bristol med hans familie. De havde boet relativt tæt på en legeplads og hver dag ville deres onkel, under opfordring, tage Garett og hans bror ned for at lege. Gyngerne og rutchebanen var sjove men der var intet som vippen. Garett og hans bror kunne bruge op til flere timer på at lege på vippen. Bare de to... ingen andre. Garett kunne ikke lade være med at smile ved tanken om hvor tætte de egentlig havde været. De havde næsten været uadskillelige som børn.

I only we could go back to those happy days. When myths and monsters were nothing but fairytales

Med et suk om den fortabte tid begav Garett sig videre og væk fra legepladsen som kun vækkede bittersøde minder til live. Det var nogen af hans kæreste minder men nutidens situation gjorde det bare hårde at bære. Hans bror var ikke længere den samme som fra hans minder men næremere en forvredet og muteret version af den dreng som han tidligere havde elsket højere end noget andet. Han var den eneste som han havde haft dengang foruden hans onkel. Han undrede sig egentlig lidt over hvodan hans onkel gik og havde det. Af hvad han sidst havde hørt havde han det vidst godt. Det var nok noget med at han havde fundet sig en kvinde og var bleven gift. Det var for lang tid siden at han havde fået det at vide fra hans kilder så det var nok ikke sikkert om de stadigvæk var sammen eller muligvis havde fået børn. Det kunne være fedt at vide om han havde fået nogle kusiner eller fætre. Ikke at han nogensinde ville kontakte dem. Ikke med hans arbejde og liv. Det ville ikke gøre andet end at såre dem eller bringe dem i unødig fare.

Oh life... why must you hate me so?

Hvorfor skulle alt det her også lige være sket for ham? Det nyttede vel ikke at spørge og det fik ham bestemt ikke til at føle at han var tættere på et svar... vis det ellers var noget som kunne besvares af nogen. Nok ikke.

Efter at have bevæget sig igennem en park var Garett nu endt ude på en stig. Det så ikke ud til at være nogen mennesker hvilket engenlig i sig selv var ret så beroligende. Dog skulle man ikke sænke paraderne for tidligt for slet ikke at nævne at man overhovedet ikke skulle sænke dem. Det var jo aldrig til at vide var der gemte sig i skyggerne og ventede på sin chance til at slå til. Det at der ikke var nogen omkring overhovedet gjorde jo bare en til et let bytte. Især når der ingen var til at råbe hjælp efter eller forstyrre.

Længere henne af stien fik Garett dog øje på nogen. Så var stien da ikke så øde som han først havde troet. Det virkede til at det var en kvinde som var ude og gå tur med sin hund. Hvis ikke at dyr krævede så megen opmærksomhed havde Garett anskaffet sig et dyr for længest... men efter sidste gang med guldfisken Goldie var det nok bedst at forblive uden et kæledyr. Garett havde i starten som jæger-elev anskaffet sig en guldfisk men med alt den tid træningen samt hans missioner havde taget havde han slet ikke haft tid til Goldie. Det resulterede i at han en dag kom hjem og så hende ligge med bugen vendt opad i sit lille fiskebowle. Så travlt som han havde haft havde han helt glemt at fordre hende og staklen var død af sult. Han havde ellers været ret glad for hende og hendes selvskab... men hvad der var sket var sket.

Jo tættere Garett kom på kvinde jo mere syntes han at han genkendte hende. Det lange brune hår, hendes knogleopbygning...

"Kallisto...?" hviskede han næsten uhørligt. Kallisto Night var pigen som han havde mødt på sit skalkeskjul af et arbejde som bogopstiller. Det havde været noget af en dag og hun havde været utrolig sød for ikke at sige hjælpsom. Det var sjovt at det var hende som umiddelbart havde faldet ham ind da han kiggede på kvinden med hunden. Om det så var hende var ikke til at vide før at han kom tættere på. Han burde i det hele taget holde sig langt væk fra hende men ville der virkelig ske noget ved det? Ville der ske hende noget?

Han ville jo gerne se hende igen... om han kunne få lov til det uden de grufulde konsekvenser måtte tiden jo vise.