Lost - Katie

Tid: 17:30
Sted: Søen
Omgivelser: Ingen folk, naturen og kun naturen
Vejr: En anelse køligt
Påklædning: Clik

Elisabeth havde haft en noget stressende tid, ikke fordi hun havde en masse arbejde men alt var pludselig blevet vendt på hovedet og hun anede virkelig ikke hvor hun stod længere. Hun havde mistede den eneste familie hun havde, og dette kun på grund af en dum varulv. Hun sukkede idet hun standsede ved søen og kastede et blik ned på søens blanke overflade. Mørket var ved at falde på og snart ville det blive helt mørkt. Hun var dog ligeglad, hvad kunne der ske? Intet hun ikke kunne klare! Hun havde selvfølgelig våben på sig, det havde hun altid! En vane hun aldrig ville lægge fra sig jæger eller ej. Hun havde levet som jæger i lang tid! meget lang tid, ja helt fra hun var barn og det var svært at tænke at det nok ville være slut om ikke så længe. Procella havde sikkert informeret Ripper og han ville nok være på jagt efter hende inden længe. Med et suk gled hun ned at sidde uden at tage hensyn til at folk ville synes det var underligt at hun sad der på jorden, men hun var ligeglad.

Katie sad inde på hendes værelse og ventede på at det ville blive helt mørkt, så hun kunne komme ud og jage. Hun havde ikke spist i 1 dag, så hun var temmelig sulten ( Hun drikker kun dyre blod.) Hun kiggede ud af vinduet og der fik hun øje på en skikkelse der sad nede på jorden ved søen, hun åbnede vinduet stille og indånede luften, hun stivnede med et, hun havde lyst til at springe ud af vinduet og.... der stoppede hendes tanker, hun lukkede vinduet hurtigt, så det gav et lille smæk. Hun gik hen og satte sig i hjørnet af hendes værelse og lukkede øjene for at få kontrol over sig selv.

Som menneske opfattede hun ikke overnaturlige lyde som så mange andre var i stand til. Så da et vinduet i det fjerne blev åbnet og lukkede igen opfattede hun det ikke som sådan og reagerede derfor ikke på det. Huns ad fuldkommen stille, med et tomt blik der hvilede hen over vandet og tankerne der var alle mulige andre steder end lige her. Hun kom dog i tanke om at det var dumt at sidde der så stille og uden at være opmærksom på hvad der kunne snige sig ind på hende og endte derfor med at rejse sig og lade blikket glider rundt mens hun børstede snavs af tøjet. Hun kunne ikke umiddelbart få øje på noget og i stedet for at sætte sig igen gik hun en tur langs søens kant.

Hun åbnede hendes øjne igen, hun havde fuld kontrol over hende selv nu. Hun gik langsomt hen til vinduet, hun kunne ikke se skikkelsen mere, så hun tog chancen og åbneden vinduet, men for at være på den sikre side indånede hun luften igen og den vare ren. Hun hoppede ud af vinduet og beyndte at løbe om på den anden side af søen, i hendes fulde fart passerede hun en skikkelse, hun indånede luften som hun selfølige ikke skulle have gjordt, det var et menneske og hun duftede dejligt. Hun følte trang til at vende om, men hun beherskede sig selv og løb endnu hurtiger, først da hun var langt inde i skoven og hun ikke kunne lugte menneskede mere stoppede hun op.

Mens hun gik der susede pludselig en vampyr lige forbi hende hvilket fik hende til at stivne og snurre rundt kun for at se denne løbe lige ind i skoven. Hvad pokker var det? Hun gjorde sig klar til at løbe efter hende men tog det i sig. En fælde? Ja det kunne meget vel være en fælde. Hun tøvede, hverken tøjet eller påklædningen var den rette til at tage på jagt, men hun var for nysgerrig. Det endte med at hun roligt fulgte efter den fremmed som hun knap havde nåede at se, og snart var hun selv inde i skoven. Hun standsede og lod blikket glide rund i håb på at få øje på vedkommende. Snart gled hendes blik dog hen over jorden hvor hun kunne se fodaftryk, disse fortalte hende at vampyren var en kvinde, og ret ung, men hun kunne jo tage fejl.

Hun hørte skridt og af ren reflex sprang hun op i et træ, hun indånede luften og den var den samme fært som de to første gange, men denne gang fik hun ikke trang til at jage menneskede, hun var nysgerrig. Hun fulgte lugten og endelig fandt hun menneskede, under sig gik en ung efter hendes meninge pige, hun var smuk, og pæn klædt på, ikke fint, men pænt, hun tådte længer ud på den græn hun stod på, det skulle hun aldrig have gjordt, den knækkede. Hun sprang over i et nyt træ, hun ramte træet for hårdt, så det gave et bum, hun regnede med at menneskede havde opdaget hende, men hun håbede at menneskede ikke havde opdaget hende.

Hun fulgte forsigtigt sporet som forsvandt op i et træ og stivnede. Hendes blik gled straks op mod træet sporet var forsvundet men der var intet, hun lod blikket glide rundt og lyden af et knæk fik hende til at snurre rundt kun for at se en skikkelse springe over i et andet træ ikke langt fra hende og ramme det hårdt. Hånden blev stukket i lommen og hun trak et lille træstykke på størrelse med en lommekniv, ved at trykke et sted på det blev den længere og spids ved den ene side. Hun var enten vampyr eller dæmon for hendes træk var slet ikke som en varulv.

”Kom herned misfoster”

Hvislede hun mens blikket blev hårdt. Jeps! At være på jagt var ikke noget man regnede med, og derfor måtte man konstant have våben på sig. sådan var det desværre.

Hun kiggede ned på menneskede og så hvad hun havde i hånden, Jeg vil ikke gøre hende noget tænkte hun, hun måtte handle hurtigt, okay jeg kan ikke angribe hende, jeg kan heller ikke tage hjem, for så bringer jeg min søster i fare tænket hun. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Uden at tænke sig om sagde hun

"Jeg vil ikke gøre dig noget det lover jeg, jeg er ikke som andre vampyr".

Hun håbede at det kunne overbevise hende for det passede. Hun jagede ikke mennesker, kun dyr og hvis hun jagde mennesker var denne person som var under hende allerede død.

Vampyrens svar fik hende til at hæve brynet hvor hun himlede med øjnene. Lavede hun sjov med hende? og hvad gik der af guderne lige? Skulle hun altid støde på de søde overnaturligvæsner? Kunne hun ikke støde ind i en rigtig svans som hun kunne slå ihjel uden samvittighedskvaler? Åbenbart ikke!

”Hvis det passer så kom herned og bevis det!”

Lød Elisabeths svar hvor hun trådte nogle skridt tilbage og stod på afstand. Hun ønskede faktisk ingen beviser, hun hadede vampyrer og mest af alt hadede hun at snakke med dem! hun så nu afventende på pigen og med et hårdt blik i sine egne øjne.

Er det her nu en god ide, hmm... hun vil overbevise pige om at hun er god og det væreste der kan ske er at hun dør, men så dør hun da med værdighed efter hendes mening tænkte hun, hun samlede hendes tanker og sprang ned, få skundter efter stod hun over for den person der kunne dræbe uden at tøve et sekundt. Sig dog noget til hende tænkte hun. Hun hostede et forsigtg host og sagde med en stille og forsigtig stemme

"Hej"

Der eneste hun kunne nu var at håbe.

Da kvinden sprang ned og stod overfor hende kunne Elisabeth se hvor ung hun så ud til at være. Hendes hoved gled på skrå mens hun iagttog pigens mindste bevægelser. Ja pige, for når Elisabeth nu så på hende så tæt som de to stod overfor hinanden så lignede hun mest af alt en almindelig pige, ikke ret gammel endda. Da denne hostede stivnede hun og trådte automatisk et skridt tilbage men der skete intet og hun så nu endnu mere opmærksomt på pigen. Hvad nu? Denne hilste og Elisabeth hævede det ene bryn endnu mistænksomt.

”Hvad er dit navn…?”

Måske et navn hun ville genkende?

Hun kiggede på pige, hun var endnu mere smukker når man så hen tæt på, hun var ikke ung, men heller ikke gammel hun lignede en på 20 eller der omkring. Hun kunne se at menneskede iagttog hende som om hun var en statue. Selvom hun duftede godt, tænkte hun overhovedet ikke på at angribe hende, hun var noget specielt. Hun skulle rømme sig lidt for at kunne sige noget

"Jeg hedder Katie"

fremstammede hun bekymredet, mon hun havde en chance.?

Normalt var Elisabeth godt til at opfange om man løg eller spillede skuespil men hun var ikke helt sikker her. Pigen var en vampyr og alene det gjorde det klart for Elisabeth at hun måtte dø, men pigen virkede usikker selvom hun kunne have dræbt Elisabeth hvis hun havde ønskede det. Elisabeth hadede vampyrer, men det var af personlige oversager ikke fordi der var noget galt med dem generelt, om end der var. En vampyr havde sørgede for at hendes liv havde taget denne forandring og denne havde dræbt hendes søster for øjnene af hende. Elisabeth bed sig svagt i underlæben da denne svarede. Navnet sagde hende intet

”Hvor længe har du været i byen?”

Spurgte hun endnu uden følelser i stemmen. Hun stolede ikke på hende overhoved.

Hun kunne se at pige ikke havde i sinde at stole på hende, hun måtte overvej nogen muligheder, men hun havde ingen, hendes hovede var fuldstændig tomt. Hun stod længe og betraktede pigens ansigt udtryk, men det var fuldstændig koldt, ingen følelser, hendes spørgsmål kunne ikke rigtig besvares, da hun ikke boede i byen, men i en hytte ved søen, hun stod længe og tænkte på hvordan hun skulle formuler sine ord, men til sidst besluttede hun sig for at sige som det var.

"Jeg bor ikke i byen, men i en hytte ved søen, sammen med min storsøster".

Hun ventede bare på at pige ville så hende ihjel, for hun kunne ikke se at denne person ville tro på hende, men hun håbede hun ville!

Vampyrens ærlighed drev hende til vanvid for hun kunne da se at denne var ærlig. Eller så var hun en ret god skuespiller for Elisabeth kunne ikke rigtigt se igennem hendes løgn. Dette frustreret hende, og atter tænkte hun tilbage på Procellas ord. Hvad skulle hun gøre? hun kunne ikke bare slå ihjel uden at have en grund, det gjorde hende ikke bedre end dem. Som for at vinde tid og finde en grund fortsatte hun sine spørgsmål

”Hvad laver du herude?”

Det var vel ikke et underligt spørgsmål, hun ville vide hvad der dog havde bragt Katie derude? Hvad skulle hun i en skov? Elisabeth var endnu anspændt, hun slappede ikke af et øjeblik, for et øjeblik kunne være nok til at hun selv endte med at blive et offer, og ærligt, ønskede hun altså ikke at dø, det var hun for ung til.

Hun undrede sig over hvorfor hun stillede det spørgsmål, kunne hun ikke regne det ud selv, åbenbart ikke. Hun virkede ikke sælig klog eller så spillede hun bare dum, så det kunne påvirker henden, men hun ville ikke lade sig nare så let, hun blev mere anspændt og prøvede at bevare roligheden. Hun kunne snart ikke klare mere, hun var død sulten og hun kunne lugt en bjørn, så det gjorde det bare endnu svære at koncentrer sig, men hun anstrenget sig for at bevare roen

"Jeg var på vej du at jage, ikke mennesker, men dyr".

Svarede hun roligt og bestemt.

Svaret var for godt til at være sandt og Elisabeth sukkede og himlede med øjnene hvorefter hun sendte himlen et hadefuldt blik som om det hele var dets skyld. Hendes blik blev vendt mod Katie igen mens hun så mistænksomt på hende og trådte et skridt tilbage.

”Har du noget imod at jeg ser på mens du gøre det?”

Spurgte hun for hun ville se om det virkelig passede eller om hun ville jagte et menneske. Ikke at der var nogen på denne tid i skoven.

Lavede hun sjov tænkte Katie, vil hun virkelig se på mens jeg dræber et dyr og drikke dets blod, hun havde aldrig hørt noget ligende før.

"Det må du vel godt, men det er din ejen skyld hvis du får det dårlig, eller kaster op, men jeg vil godt have at du holder afstand for når jeg først er på jagt har jeg ikke kontol over mig selv, og jeg vil gerne ungå at dræbe dig"

sagde hun med en hård og kold stemme. Det her skal nok blive sjovt tænkte hun.

Elisabeth mente det alvorligt, ret alvorligt faktisk. Hun nikkede blot og gjorde tegn til at hun da kunne begynde og så skulle Elisabeth nok forsøge at holde trit med hende. Hun var jo kun et menneske og kunne ikke måle sig med denne vampyr i hverken styrke eller hastighed. Men hvad hastighed angik, kunne hun nok godt løbe ret langt, og desuden handlede det jo ikke om at løbe, men jage så så snart denne havde fundet sit bytte var jagten over. Elisabeth lagde ikke træpælen fra sig men gjorde sig derimod klar til at løbe med det i hånden.

//sidste svar du får fra mig i aften.. smutter nemlig.

katie kiggede på pige og gjorde tegen til at løbe, hun opfangede lugten af bjørnen og satte i løb. Hun tænkte ikke over om pigen var med, det eneste hun ville nu var at få noget blod. Hun fandt bjørnen på ingen tid og så begyndte hun at dræbe den, det hele gik meget hurtig, få sekundter efter var hun færdig. Hun vendte sig om og kiggede på pige

"Sådan, får jeg så fred nu? Jeg vil gerne hjem inde det bliver lyst"

sagde hun med en anspændt og hård stemme!

Det var ikke just let men hun fulgte nogenlunde med idet denne satte i løb. Elisabeth havde aldrig været sådan rigtig med når en vampyr var på jagt og at se denne kaste sig over en vild bjørn var skam meget fascinerende, men det sagde også hvor lidt menneskelige vampyrer endelig var og hvor farlig de kunne være. Hun så til mens bjørnen måtte lade livet af en grund den selv næppe vidste. Da hun var færdig med sit måltid og vendte sig om mod Elisabeth hævede denne det ene bryn ved vampyrens ord

"Kæreste, det er dig der er misfosteret her... det er os andre der ønsker fred fra dine slags"

Lød hendes svar ganske køligt, pigen var ikke længere så usikker men det gjorde ikke Elisabeth mindre mistænksom. Som jæger var hun blevet opdraget til at forblive mistænksom uanset hvad væsnet hun stod overfor måtte sige eller mene om dette.

Hun kiggede på pigen og hævede den ene øjnbryn, fred for os tænkte hun. Hun undersøgte pigen nærmere og tænkte på om hun havede en chance for kunne løbe væk, altså hun vidste godt at hun kunne løbe fra mennesket, men om mennesket var hurtig nok til at kunne rerrrager på hendes bevægel. Hun ville ikke tage nogen chance.

"Kan du ikke bare lade mig gå...jeg har ikke gjordt dig noget og jeg vil også meget gerne hjem enden det bliver lyst"

Sagde hun med en prøvende og rolig stemme.

Hendes svar fik et skævt smil frem over Elisabeths fyldige læber. Et køligt udtryk hvilede i den unge jægers øjne og hun virkede ikke det mindste flink. Hun følte sig nok jagtede, fint fint, det var kun godt for den følte formåede denne vampyr også at bringe hos sit bytte, og at hun jagtede dyr og ikke menneske gjorde hende ikke mere menneskelig.

"Lad mig tænke over det... hmmm.... nej!"

Svarede hun køligt og ændret grebet på træpælen så hun bedre og lettere kunne spidde hende med den hvis hun fik muligheden for at komme så tæt på vampyren, men det var jo hvad Elisabeth var trænet til, at jagte den slags.

Hun så hvordan menneskede plaserede spyden i sin hånd, hun videste at hun ikke havde en chance, det eneste hun kunne gøre nu var at løbe, men hvor hen, for hun kunne ikke løbe hjem, menneskede ville følge hendes spor, emn byen ligger ikke så langt her fra. Det var hendes plan løbe ind til byen og finde et sted at bo der inde selvom det var farligt, men det var hendes eneste chance.
Hun krøb sig sammen og væsede af menneskede, hun sprang forover og over pigen og satte løb mod byen.

Vampyrens reaktion fik Elisabeth til at himle med øjnene og snurre rundt kun for at følge efter hende. Hvad hendes plan var havde Elisabeth ingen anelse om men det ville hun tidsnok finde ud af. Selvfølgelig var vampyren hurtig, meget endda, men Elisabeth kunne hele tiden se hende og snart var de også ud af skoven. De forandret omgivelser gjorde blot Elisabeth mere opmærksom og som hun troede at hun var ved at blive ført i et baghold gik det op for hende hvor de var på vej hen. Byen! Pokkers! hun forsøgte at sætte farten op men hun vidste at hun nok ikke havde en chance for at indhente vampyren alligevel da denne var meget hurtigere end hun selv var.