While the Cat is away.. [Procella/Privat]

Tid: 04:46
Dag: Torsdag d. 26
Sted: Tranquility Mansion, på kanten af den fredfyldte skov
Omgivelser: Skoven - privatejet. Skovsø - privatejet.

Tranquility Mansion lå stille hen. Mens solopgang stadig var nogle timer væk, virkede den store kasse af en bygning nærmere som et mausoleum. Mørke, øde gange strakte sig op og ned i flere kilometers samlet længde. Adskillige værelser på de øverste etager stod stadig tomme, ubrugt i overfloden af de mange rum. I nogle af de møblerede værelser, var tunge gardiner trukket for vinduerne og plastik lagt over betrækkene, for at holde de brokade-dækkede sofaer fra at falme.

I en afsides stue i underetagen kaster flammende levende lys skygger ud af en halvåben dør. Der er en svag fornemmelse af bevægelse, små kluklyde der giver en hjemlig følelse, midt i det trøsteløse ødeland af kold marmor. Stemmer afbryder ikke de små lyde, for det er ikke nødvendigt for Wicked at tale for at gøre sig forståelig overfor de små piger. De mørke øjne har betragtet ham siden Procella forlod Tranquility få timer tidligere, tålmodige og afventende, mens han forsøger at stykke billederne de sender ham sammen til en forståelig historie. Halv-dæmoner eller ej, så fungerer deres sind stadig ikke på den samme lineære tidslinje som resten af de skabninger der omgiver dem, og minder kommer som et puslespil han må samle.

Wickeds øjne glider langsomt fra Tia, henover Enie og Lee til Daya, en rynke over hans pande ved stilheden fra det fjerde barn. Hun, som den eneste, nægter at kommunikere med ham på denne måde, selvom han ved fra de andre at hun har kastet sin bevidsthed imod Narcissa. Gentagne gange. Han overvejer kort den vage fjendtlighed han mærker fra hende, men tillægger den en højere arvet andel af moderens natur. De fire børn ligger på hver deres tæppe, i en rede af puder foran den åbne kamin. Tia trækker hans opmærksomhed tilbage til et specifikt minde.

.. set fra en vinkel der knap opfattede en del af loftet og kanten af en reol. To stemmer var midt i en samtale, henover lyden af

"Hey, are you a hybrid like Azuriel? I mean, you and Micha?"

Igennem Tias minder har stemmen en tiltrækkende klang, mørk og nærmest klæbrig. Der er intet navn i pigens bevidsthed, men genkendelsen er tydelig og følges af et glimt af et ansigt med store, sorte øjne, omringet af langt mørkt hår.

"That does not make any sense. What should I be? Im not an angle? Not a demon. Wick would feel that...i think...i...im not!"

Den velkendte stemme har en tone, der i mindet sender en bølge af nervøsitet igennem pigen.

Mindet slutter abrupt og Wicked føjer det til den voksende film, skudt fra tre forskellige vinkler, i sit hoved. Han har efterhånden fået samlet et billede af de dage, hvor han har været væk fra Tranquility. Procellas humør, følt igennem pigerne. Narcissas besøg, set med deres øjne. Porcelains raporter. Han overvejer kort resultatet og medgiver, at jægerens pludselige afgang få timer tidligere var forudseelig. Han hæver det blonde hoved, da en svag hvisken et sted i hans bevidsthed fortæller, at Porcelain og Procella er på vej tilbage.

En hvislende nynnen strømmer fra ham, selvom den ikke synes at stamme fra hans hals, og ligger sig om pigerne. Der er tid før de når tilbage. Lige tid nok, til at fortælle pigerne hvordan verden var, da han blev skabt.

Procella var næsten blind og døv af smerte da hun langt om længe nåede døren. Turen fra lejligheden stod uklart i hendes bevidsthed. Det havde været udflydende skygger og skiftende secenarier. Hjem...hun skulle hjem. Hjem og vaske blodet af sig. Dulme smerten. Blod...hun skulle have blod...

Hendes finger tastede koden. Et benægtende bib. Fuck. Igen. Benægtende bib. Damnit! Febrilsk blinkede hun smertenståre ud af øjnene og fokuserede på det slørrede display. Come on! Atter engang løb hendes fingre over tasterne, og hun sukkede dybt da svaret var en lille grøntlysende pære, og det efterfølgende klik fra døren da låsen gled op.

På trods af hendes intense smertehelvede søgte hendes sanser kort ud. Det var egentlig ikke så meget hendes sanser, som det var en søgen af bånd. Strenge der kort blev stejfet. Ikke nok til at ville kunne vække nogen hvis de sov, men en fjerlet berøring, der samtidig afslørede at hun var nær, men hun forventede faktisk at Wick og børnene lå og sov. Hvorfor skulle de ikke gøre det?

Hendes fødder førte hende mod køkkenet. Blod. Hun havde brug for Porcelains blod. Hun så farlig ud. Håret der havde en svag men definitiv duft af røg, den hummerrøde hud, hvorpå de store væskende brandvabler hævede sig. Hænderne...hun kunne ikke klare at se på dem. Store væskende blødende sår. Tænk hvor meget man brugte hænderne til...alt.

Hun forsøgte at være lydløs. At være stille. Men da den tunge læderjakke blev krænget af hende og den nærmest smeltede hud blev flået direkte af hendes arme, sortnede det for hendes øjne. Hun vidste hun havde skreget. Hun havde ikke hørt det, men hun kunne føle ruheden i halsen som spor efter den dyriske lyd. Hendes ituflåede top var gennemblødt af blod fra brystet. Blod...køleskab...

Blindt vendte hun sig mod køle-elementet og flåede døren op. Det var ligemeget med at være stille nu. Hvis han ikke sov som en død var han klar over at hun var hjemme og at noget var...forkert. Det var tvivlsomt at pigerne ikke ville reagere på hendes smerte og desperation.

Hun havde ikke opdaget Porcelain. Ikke at hun blev fulgt i natten, ikke øjnene der så på hende igennem vinduet. Hun så ikke skikkelsen der på sikker afstand havde fulgt hende hjem, og hun havde ingen anelse om den bevidsthed der havde fulgt hende gennem de tomme øjne. Havde hun været det havde det måske ændret alt. Så havde hun muligvis ikke opsøgt Loren. Hun havde aldrig forsøgt sig med at slå ham ihjel...ikke hvis hun havde vidst Wick holdt øje. Havde hun vidst han havde set hende, at han havde set hende i hendes stund med dæmonen, twisted og forkvaklet som den havde været - så var det muligt hun aldrig var kommet hjem igen.

Selv gennem smerte og på trods af badet, følte hun sig beskidt. Ikke over at hun havde ligget med Loren, den del betød intet for hende. Men han havde været..i hende. Hun havde set ham som en anden end den han var. Hvad betød dét? Billeder af Wicked der blev til Loren, elskov der blev til rædsel og smerte, had...det brændte lige så meget under hendes hud som på den. Væmmelsen over sig selv, og ved det overgreb hun havde været ude for gav hende en nærmest fysisk kvalme. Kunne man vaske den slags bort?

Hendes dirrende blodige hænder greb om en kold flaske. Duften af blodet sved i hendes næse da hun pressede glasset mod læberne og i grådige mundfulde begyndte at fylde sig. Ikke endnu. Han måtte ikke komme endnu.

Smerte skyllede ind over ham og kildede hans sanser, da hun strejfede båndene. Han var blevet bedre til at bedømme hendes smertetærskel efter sammensmeltningen ved fødslen og den fjerne lyd af hendes smertenskrig bekræftede hans fornemmelse af, at hun var på kanten af hvad hendes bevidsthed kunne holde til. Var det ikke kun passende? Han havde aldrig rigtigt forstået den måde mennesker straffede hinanden på, men han kunne føle Procellas selvlede, den fjerne frygt og forventning over hans reaktion på hendes indiskretion.

Flammerne lod skygger spille henover hans ansigt og den dybe rynke på hans pande, da han indså at hun, tabt i sig selv og sine følelser, ikke lukkede båndet imellem sig selv og børnene. Overvejelsen over, at han ikke havde lært hende hvordan, faldt ham ikke ind. At kontrollere de mange forbindelser var en sekundær natur for ham. Det irriterede ham, på samme måde som enhver anden ville have det, hvis en mor brød sammen foran sine børn, mens de trængte til trøst, eller gav dem mere viden end de burde have. De fire piger rørte uroligt på sig. Wicked tøvede et øjeblik, før han strakte en hånd ud og lod sin egen bevidsthed ligge imellem børnene og deres mor, som en dæmpende barriere.

Tia, Lee og Enie faldt til ro igen. Kun et par mørke øjne så tilbage på ham. Daya betragtede ham indgående og datterens bevidsthed skubbede ham væk fra stuen, imod Lauren. Wicked kneb øjnene sammen.

"Now you have something to say? Stubborn child. You really are your mothers daughter."

Døren til stuen blev åbnet stille og Porcelain trådte ind. Den kurvede kvinde svajede henover gulvet, indtil hun stod foran ham. På trods af både Laurens og Narcissas behandling af hende, var hun igen helet og perfekt. De grå-blå øjne stadig var distancerede, på trods af det håbefulde blik hun rettede imod Wicked. Verden var en drøm for halvenglen - og nogle gange et mareridt. Wicked hævede en finger og strejfede den imod bagsiden af hendes hånd. En skælven gik igennem hybriden og hendes ben gav næsten efter under hende. En halvkvalt lyd af nydelse arbejdede sg op igennem hendes hals.

"She didn't notice you, I gather."

Spurgte han dæmpet, upåvirket af hendes reaktion, og pegede på sofaen tæt ved. Kvinden samlede sig nok til at ryste på hovedet og glide ned på den anviste plads.

"Well done. Watch them."

Wicked efterlod Porcelain med de fire piger og bevægede sig lydløst igennem gangene. Han behøvede ikke at trække på båndet imellem dem, for at vide hvor hun var. Lugten af en fremmed dæmon hang tykt i luften, som om nogle havde hældt neon-maling i hendes fodtrin. Hvis ikke hun havde været distraheret af smerten, ville hun måske have følt ham træde ind i køkkenet. Lydløse skridt bragte ham henover fliserne, indtil han var en skygge bag hende. Han blev stående, mens hun slugte blodet i store, grådige mundfulde, indtil hun blev opmærksom på ham. Det var ikke en truende fornemmelse. Nærmere den følelse, man som barn havde, når man kunne krølle sig sammen i en forælders skød. En tryghed og rigtighed som virkeligheden stjæler med tiden.

"You should know by now that the scent of a demon isn't something you can simply wash away with water, Princess. I can smell him on you a mile away."

Han sænkede det blonde hoved til hende, strejfede læberne blidt henover hendes nakke mens han talte, så varm luft spillede henover hendes hud. Bevægelsen sendte duften af Loren på hendes skind tilbage til ham og han rynkede panden.

"It bothers me."

Den dybe stemme lød halvt undrende, som om det var en overraskelse for ham. De slanke fingre gled op af hendes baglår, kærtegnede rundingen af hendes ryg og gled ind under resterne af toppen, som om han ved berøring kunne fjerne den anden dæmons fært.

Procella registrerede ikke det åbne bånd, ej heller registrerede hun den dæmpende effekt Wick lagde mellem dem. Havde hun været fuldt ud bevidst om hvad hun havde gjort havde hun krympet sig. Pigerne var alt for intelligente for deres eget bedste. Så meget havde hun da regnet ud.

Vabler der så ud som om de skulle briste, svandt ind. Den forbrændte røde hud fik mere normalt udseende. Der var stadig en glød over den der ikke plejede at være der, en mere intens farve, da smerten trak sig nok tilbage til at hun kunne sanse ham. En synkebevægelse der intet havde at gøre med blodet gik ufrivilligt gennem hendes hals.

Procella trak hvislende luft ind mellem tænderne og musklerne i hendes nakke og skuldre spændtes instinktivt. Hvad forventede hun? Hans svidende stemme eller fysisk afstraffelse? Hendes hjerte begyndte at slå hurtigt og hårdt i hendes bryst ved hans ord. Han kunne lugte ham? Fra den tomme glaskaraffel i hendes hånd lød en krakkeleren da fine revner begyndte at slå gennem glasset. Hun havde på ingen måde snydt ham.

"I..."

Hendes stemme var defensiv og usikker. Hans varme ånde mod hendes hud fik atter billeder til at flimre i hendes sind billeder der var skræmmende og forkvaklede fordi de var ham og ikke ham. Hun kneb øjnene sammen og holdt vejret da hun drak fornemmelsen ind af hans læber der fjerlet strejfede hendes hud.

Procellas tænder sank let ned i hendes underlæbe da hun måtte bide sig selv for ikke at vende sig om og kaste sig ind til ham. Søge trøst for det underlige mareridt natten havde udviklet sig til. Hendes stolthed fik hende til langsomt at vende rundt og se op i hans ansigt. Hendes hud sang af fryd hvor han berørte hende og små muskelspasmer gik gennem hende af reaktion på de kærtegn hun havde savnet. Det var ham hun ville have. Ikke en fesen yngling.

"I'm so..."

Procella rømmede sig svagt og så ud til siden da Wicks glødende øjne et øjeblik så blå ud. Hun bed tænderne sammen og trak vejret dybt.

"I shouldn't have went out. It should bother you. I cant do this...anymore..."

Wait...

En rynke opstod mellem hendes bryn og hun vendte blikket tilbage. Hun så mere opmærksomt op på ham. Hun søgte i hans ansigt.

"Bothers? Really bothers? Not amuses you, or annoys you? Bothers you?"

Procellas stemme blev mere og mere vagtsom og overrasket. Hun havde kunne forstå hans stikkende sarkasme. Hans drilleri. Hun havde endda kunne forstå hans vrede. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med det her, og det fik hende på ingen måde til at have det bedre med hvad der var sket.

Hun kneb læberne let sammen da hans fingre gled over hendes mave og under toppen der var klistret af hendes eget blod. Hun trådte et enkelt skridt tilbage og så ned af sig selv. det kritiske blik gled ned over hendes bryst. Det var ikke et åbent gabende blødende dæmonbid længere. Hybridblodet havde lukket det, men det så usundt ud

De mørke øjne mødte hendes blik undrende, mens han forsøgte at forstå hende. Måske var det en del af tiltrækkelsen, der altid havde tvunget ham tilbage til hende, at han aldrig helt forstod hvordan hun tænkte. Hænderne forlod ikke hendes krop, da hun drejede sig imod ham, selvom han undgik de områder hvor hendes hud stadig blussede smertefuldt.

"Should it amuse me? You were hurt. You are in pain and you are not enjoying it.

Hans stemme var næsten lige så usikker som hendes egen, med en tankefuld undertone, som om han overvejede ordene mens han talte og bedømte ideerne og følelserne bag dem. De slanke fingre hævede sig og strejfede hendes maltrakterede bryst, tvang med vilje en reaktion fra hende, før hånden hvilede imod siden af hendes bryst. De mørke øjne drak hendes følelser, både dem han kunne se og dem han kunne mærke igennem båndet. Synet af den bløde, flænsede hud bragte en dæmpet sult op i ham, der fik hans øjne til at gløde.

"I've waited decades for you to turn to me of your own free will. That you might seek me out. I would not give you ultimatums that you can't keep, and risk losing that. I may call you wife, but it is only by lack of another term. Humans have so much context within which to place them. Fidelity, adultery, cheating.."

Fortsatte han, mere afslappet, tankefuldt. Det mørke køkken blev langsomt fyldt af hans stemme, som om den sank ind i væggene og gulvet og forvandlede rummet fra et koldt og øde sted, til en mørk og forførende hule. Det mørke blik gled fra det ene bryst til det andet, overvejende, sammenlignende, men sulten ændrede sig langsomt fra at ville fortære hende på en måde, til en helt anden.

"I am a demon. Sex is merely another feast. I do not begrudge you that. I should not begrudge you that."

Mumlede han dæmpet. Hans ene hånd hævede sig til hendes uskadte bryst og lagde sig om det, lod brystet forme sig ind i hans hulede hånd. Hans tommelfinger gled henover hendes brystvorte, før de mørke øjne hævede sig brat til hendes ansigt, for at se hendes reaktion.

"And yet, despite all this, it bothers me."

Hans anden hånd, der hvilede imod det skadede bryst, strammede sit greb. Blandede ophidselse og smerte i perfekt balance, indtil smerten kun virkede til at forstærke nydelsen.

"Jealousy is a human emotion. But you make me more human. Tell me, Princess. Is that seething anger, that twisting snake inside, what you feel? Is that what drives you to kill those I take? To find some release for that crushing pain?"

Han trådte et skridt nærmere, pressede sin krop imod hendes, det blonde hoved bøjet så han kunne hviske imod hendes øre mens de kølige læber gled nedover hendes hals og hans fingre kærtegnede hende.

"But you kill your own prey, once you have finished. How am I to understand these emotions, Princess? How can I find release?"

Ordene strejfede henover hendes hud, rørte ved mørke steder dybt inde i hende, hvor hænder ikke kunne nå, men som hans stemme kunne finde.

Procellas blik blev endnu mere usikkert. Hun var overhoved ikke sikker på hvor hun havde ham lige nu. Det her var en side af ham hun ikke kendte. Det pirrede hende at der stadig var dybder i ham hun ikke kendte, som hun manglede at udforske. Deres leg og deres dans var ikke overstået. Den havde bare fået en ny rytme.

Hendes ansigt stivnede svagt under hans berøring af hendes bryst. Smerten var som svidende jod i et sår. Berøringen gjorde ondt udenpå, men også et sted indeni. Hendes hjerte flaksede som en fugl panisk i sit bur. Hun var ikke bange for ham, men hun blev skræmt over hvad hun vækkede i ham. Følelser. Det var farligt. Det var det der fik hende til at flyge hver gang. Havde fået hende til at flygte fra Az.

Procella bed tænderne sammen da hendes instinktive reaktion var at trække sig fra ham. Samle hvad lidt hun havde og løbe. Bånd. Ansvar.

RUN

Hendes brystkasse begyndte at hæves og sænkes i tunge stød da hun kæmpede imod. Hun lavede en kort og trodsig hovedbevægelse så det mørke hår kom bort fra hendes ansigt, men hun fjernede sig ikke fra ham. Flugten lå i hendes krop og fik hendes arme til at dirre svagt. Hunger? I hans blik? Som et ekko dybt i hende selv og lige så komplet ulogisk var der noget der svarede hans sult og rakte frem for at møde den.

Hans ord. Hvert ord var som en pisk i hendes sjæl. Det var muligt han ikke mente det sådan, men de menneskelige følelser hun vidste andre havde...at hun muligvis vækkede det samme i ham. Det sved hende langt og dybt inde, værre end noget andet.

"Abormination"

Hendes stemme var både varm og smeltende og samtidig var det et skældord. En svidende konstatering af at han ikke var menneske og aldrig ville blive det. Procellas læber skiltes i et hørligt gisp da hans hånd kælent vækkede hende. Blodet veg fra hendes ansigt da grebet om det skambidte bryst blev hårdt. En svag stønnen gled op gennem hendes hals og hun greb om hans overarme for at have et stabilt holdepunkt i tilværelsen.

"YES!"

Råbet var forpint og på ingen måde menneskeligt. Smerten var tydelig i hendes blik, men det var ikke kun den fysiske smerte. Hun lod ham se alle de mange år. Lod ham komme ind. Leve hendes forkvaklede smerte hvor hun higede efter ham som havde han været en oace i en ørken, og hvor hun gang på gang havde søgt ham, kun for at se andre drikke. Han var hendes. Hun tillod ikke andre plads.

"I HATE YOU!"

Hendes skrig var rasende, og samtidig blev hun gennemrystet af et ukontrolerbart brændende begær efter ham. Han VAR hendes. Hvorfor var det så så forbandet svært at overgive sig komplet og lade det hele stå til? Hvorfor turde hun stadig ikke? Hun turde ikke tro på at han ikke havde noget andet. Noget bedre. Han blev ved med at vise hende hvordan hun strålede over alle andre i hans sind, så hvorfor?

Procella klamrede sig til Wick da han hviskede i hendes øre og hans læber brændte mod hendes hud. Hun havde en knugende fornemmelse i brystet som skulle hun briste af gråd.

"You kill me"

Gispede hun og lagde panden mod hans skulder.

"We kill each other. Just a little bit. And we forget. Just for a while. Pain and pleasure. Kill me love. and I will kill you in return"

Hun skælvede over hvordan han med lethed gled ind i hende og hun åbnede sig for ham. Der var mildest talt kaotisk. Efter hendes nat med Loren havde hun trukket sig tilbage et sted hvor hun var svær at finde. Alle hendes tanker og minder om hvad det var rigtigt og hvad der var manipuleret stod til spørgsmål. Det virkede hele tiden som om hun kæmpede for ikke at miste sig selv.

Hun var ikke opmærksom på at hendes hænder var begyndt at arbejde mod hans tøj. Hun hørte ikke hvordan sømme blev flænget da desperation og utålmodighed gik op i en højere enhed.

Kill him James...kill him in me...do it now

Hendes stemme hviskede. Lokkende og krævende og samtidig slyngede hun billedet af Loren fra sig. Gav slip på mareridtet.

Procella fik brutalt skubbet Wick tilbage mod køkkenbordet og så brændende op i hans ansigt. Han var hendes. Hun kunne drikke nu. Med opbydelse af de sære kraftudladninger hun havde holdt hun ham naglet fast mod bordet imens hun agressivt kyssede hans mund.

De anklagende, svidende ord fik et smil til at kurve hans læber og fingrene til at stramme sig om hendes bryster. Hans læber fangede hendes, drak hendes gisp direkte fra hendes mund, før de kunne undslippe ud i køkkenet, druknede dem i den brændende fornemmelse af hænder og læber - som om han kunne kravle ind i hende eller hælde sig selv ind igennem hendes mund og gøre krav på alt hvad hun var.

"Your abomination, isn't that what you meant?"

Den ene hånd slap hendes skadede bryst, før han bøjede hovedet og erstattede fingrene med sin mund. Tungen legede let henover hende, gjorde det indtørrede blod vådt og slikkede det væk, før hans læber lukkede sig om hendes brystvorte. Fingrene han havde frigjort gled fjerlet nedover hendes hud, drillende i kontrast til hendes ophidselse, der krævede mere nu. Hver gang hun bøjede sig under ham, skød frem imod ham, ville have mere, trak han fingrene tilbage, så hun knap kunne mærke dem.

".. kill you.."

Åndede han ind imod hende. Over et årti, og hver gang han rørte hende var det stadig en kamp. En besejring og en indtagelse af alt hvad hun var. De slanke fingre strejfede hendes lår let, men nok til at få hende til at åbne sig for ham. Langsomt, pinefuldt langsomt, bevægede han henover den følsomme hud, genopdagede hver millimeter. Hvis det mindste af hans opførsel kunne opfattes som en straf, var det den nægtelse af hendes behov, hendes trang til at blive genforenet, han ignorerede, mens han langsomt kærtegnede hende.

Fingrene hvilede imod hende, da han strakte hendes brystvorte med sine tænder. Han hævede hovedet for at se hendes ansigt. Blod farvede de blege læber røde og havde efterladt spor omkring hans mund. De mørke øjne borede sig ind i hendes, syntes at vokse og opsluge hendes syn da båndet imellem dem flammede til live og det mørke køkken blev oplyst af runerne på deres hud. Hans fingre fandt hende og gled ind i hende.

Det var knap en bevægelse, før hans krop var presset ind imod hendes igen, armen låst imellem dem mens han fandt hendes svage punkter. Han tvang hende ud til den glisende kant af ophidselse mens hendes hænder flåede i ham, uden at kunne rokke andet end tøjet der flænset faldt til gulvet. Der var en form for tvang, en tilbageholdelse af, hvordan han kontrolleret kunne holde hende tilbage og manipulere hendes nydelse, mens hun selv knap kunne røre ham. Hvordan han holdt hende fast og langsomt, men grundigt, tvang Loren ud af hende og erstattede ham med sine fingre, sin mund, sin essens.

Skubbet tvang ham tilbage imod bordet, rystede adskillige ting fra hylderne ned på gulvet. Glas og porcelæn knustes med høje brag, der blev overhørt og ignoreret. Hans hænder gled ud af hende, ned imellem dem og frigjorde det sidste tøj, før de stærke hænder skubbede hende tilbage imod køleskabs-døren der smækkede i. Hans hænder sank ind under hendes lår, løftede hende i den rigtige vinkel og standsede. Det blonde hoved trak sig gispende tilbage, som om han brød overfladen af dybe vande for at få luft. Det mørke pupiller havde udvidet sig og farvet det hvide i hans øjne, så glødende mørke slugte hende. Hans krop strejfede hendes og han kastede det blonde hoved tilbage med et støn, bed tænderne sammen for at kontrollere sig selv det øjeblik længere, presse hende bare den smule længere ud.

"Mine."

Stønnede han anstrengt, ikke af hendes vægt, men den stigende vægt af følelser og hunger imellem dem. Hans hofter stødte op imod hende og han mødte hendes øjne, fastholdt hendes blik mens han indtog hende igen og igen.

Procella lukkede øjnene og en ufrivillig skælven gik igennem hende.

"Yes...mine. Just mine"

Som et ekko af hendes ord rakte hendes bevidsthed frem mod ham

Mine

Foreningen af dem var så meget mere end blot kroppe. Sjæl...bevidsthed. Det var ikke beskrivende nok. Det var som hun havde prøvet at beskrive. Det var som lys og mørke, men hverken lys eller mørke kunne eksistere uden den anden. Den evige kamp og torvtrækning for at få den ene til at give sig, og stadig bebeholde alt hvad de var.

Procella åndede tungt. Han var i hende og han slettede mareridtet. Under hans hænder og hans bevidsthed smeltede billederne og de falske berøringer bort. Han skubbede hende længere og længere mod kanten. Drev hende længere og længere ud.

Hun kunne være stærk med ham, men hun kunne også være svag. Hun kunne være dyrisk og hun kunne være kvinde. Hun kunne være Procella og Reaper...men hun kunne også være det der var langt farligere. Hun kunne være Lauren. Hun kunne være hans sjælemage.

Da han løftede hende slyngede hendes ben sig af sig selv omkring hans hofter. De dyriske øjne var flammet op i rovdyrgul, men det var ikke agression der havde farvet dem. Hun blottede tænderne af ham da han erobrede hendes krop. Hendes ansigt var en maske af både smerte nydelse. Bag hendes ryg begyndte køleskabslågen langsomt men sikkert at ændre form.

I am Lauren. And I am yours

Stemmen der rakte ud mod Wick var ikke den hæse der blev aftvunget svage skrig der både tiggede om mere og krævede ham fuldt og helt. Det skarpe lys fra runerne fik tingene til at miste farve da det intensiveredes da hun lukkede øjnene følte hun hvordan varme tåre løb over hendes kinder. Græd hun? Hvornår var hun begyndt på det?

I am not gonna run from this. From you. Be mine. I love you

Af en eller anden grund rejste hendes hud sig gysende i reaktion, og imens Loren blev pustet bort som havde han været et ubetydeligt støvfnug, fanget tilfældigt i solstribe mellem et par tunge gardiner, så skabtes noget nyt.

I will never leave again. Take me, and be mine

Hun krøllede sig sammen omkring ham imens metallet bag hendes ryg blev mere og mere forvredet. Det var ubetydeligt. Materielle ting var intet. Han var alt. Han var i hende, og han var hendes univers. Hun kunne ikke trække vejret uden ham. Med et blik kunne han få hendes raseri til at flamme op, eller svide hendes inderste. Men aldrig kunne hun holde sig bort.

Procellas dyriske øjne flammede op så det til sidst så ud som om de var af glohed smeltende guld i en digle. Hun kastede hovedet bagud og blottede de alt for skarpe tænder i et brøl da hun gav slip på de sidste rester af menneskelighed og hengav sig komplet til sin mage. Tænderne der sekundet efter sank i ham var løvindens, uden nåde men uden drab. Det var et kærlighedsbid, der ikke tog hensyn. Heldigvis var han ikke menneskelig. Havde han været det ville hendes efterfølgende behandling nok have slået ham ihjel...mindst en gang.

Wicked lo da de sidste barrierer faldt. Det blonde hoved kastede sig tilbage og han tog imod hende, blændende oplyst og fanget i hans greb. De mørke øjne lukkede sig, men han kunne stadig se hende, føle hendes tænder bore sig ind i hans hud, som hendes sjæl hamrede ind i hans. Den livsbekræftende latter rungede i køkkenet, selvom lyden virkede langt væk, og fulgte den sidste rest af Procellas menneskelighed ud i mørket.

All mine

Lovede den kraftfulde stemme i hendes sind. Tænderne og smerten blandede sig med resten af fornemmelserne, både hans egne og dem der strømmede imod ham fra hende, og tvang ham dybere ind i hende, hårdere imod hende igen og igen, indtil køleskabet knagede og gav efter. Med en sidste latter skiftede han sit greb om hende og lod hænderne glide under hendes lår, så hun sad på hans arme med front imod ham. Blind for omgivelserne åbnede han øjnene og fangede hendes blik, holdt det mens han fandt vej igennem køkkenet og gangene uden at se sig omkring. Hvis de rendte ind i nogle ansatte, der var kommet løbende for at se hvad larmen handlede om, lagde han ikke mærke til det.

Master Suiten var omkring lige så latterligt overdådig som resten af huset, men de passerede igennem den som om den var en mørk gyde - skyndsomt og uden at se rundt - direkte ud i badeværelset. Det tog ham et øjebliks søgen før han fandt håndtaget til det store badekar. Et øjeblik efter tordnede skoldhedt vand ud af hanen og fyldte rummet med damp.

When you're clean, we do it again. And again, until there is no trace of his scent left on your skin.

De slanke fingre snoede sig ind i hendes hår, trykkede hendes ansigt frem så han kunne nå hendes læber. Igen var det som om han forsøgte at krybe ind i hende igennem hendes mund, mens han trådte op i karret.

No memory of him left in your head.

Han sænkede langsomt dem begge, en centimeter vand af gangen. Efter deres nøgne eskapade i køkkenet, var de begge afkølede. Det store hus var ikke nemt at holde opvarmet, særligt de afsides områder. For ham var det ikke noget specielt, men igennem hende kunne han mærke hvordan vandet brændte, særligt de områder af hendes hud der stadig var forbrændte. Han lænede sig imod kanten og lod hende blive siddende på sit skød, så vandet kun nåede hende til livet og lænede det blonde hoved fremad, så han kunne dække hendes den brystvorte, han ikke var nået til tidligere, med sine læber.

I'm all you need.

De slanke fingre badede i vandet og løftede sig til hendes ryg, så varme dråber lød henover hendes hud.

Procella mærkede meget distanceret hvordan de brød gennem køleskabet og hørte gennem en tåge hvordan ting blev smadret og sjaskede ud over det hele. Det var uden betydning for hende. Meget kort ramte en mild bekymring hende - der var noget i køleskabet der var....vigtigt...

turen gennem huset var tåge for hende, præcis som turen hjem fra byen havde været det. Denne gang var det dog ikke smerte der druknede hendes sanseindtryk, men ham. Hun prøvede ikke at skubbe ham bort, faktisk krævede hun stadig mere af ham.

Procellas krop gav et spjæt fra sig da han begyndte at sænke dem i det skoldhede vand. Hun gispede, men han fyldte hendes mund såvel som alt andet. Hun genvandt sin menneskelige side og klynkede lavmælt.

It hurts...

Hendes hud skreg mod vandet, og samtidig brændte hun af længsel mod ham og efter ham. Hun sved udvendigt og indvendigt og de to ting gled sammen i et forvirrende virvar. Hun halvt stønnede, halvt jamrede under hans mund. Hver eneste lille bevægelse han aftvang hende fik vandet til at svide hendes hud på nye måder, ligesom hun troede hun havde nået et udholdeligt toleranceniveau.

Hendes fingre borede sig ind i hans skuldre da hun let svajede i ryggen, skød sig ned mod ham så de om muligt blev presset tættere sammen, og samtidig fik deres kroppe til at arbejde på de mest interessante måder i deres respektive anatomiske udformninger. Hun var stivnet lidt i sin krop da det varme vand sved hende. Nu da han begyndte at bearbejde hende igen og gjorde smerten til en del af alt hvad de var, løsnedes hendes muskler langsomt op igen.

En lille del af hende strittede imod. Hans? Hun var hans. Hun ville være hans. Alligevel var der noget i hende der panikkede over hvad det betød. Var hun fanget? Behøvede hun ikke andet end ham? Havde hun sin frihed?

De varme dråber løb over hendes hud og fik hende til at krympe sig. Hun hævede sin overkrop så hun ikke længere var bøjet bagover det våde hår gled ind mod hendes hud og hun lod sig atter glide bagover så det gav slip på hendes hede våde hud.

Do you? Need me?

Selv i hendes bevidsthed var stemmen usikker og dirrende. Tøvende. Som om hun ikke turde høre svaret. Hun vred sig ind mod ham igen for at komme bort fra vandet. Hendes hud føltes som om den atter var i flammer. Hun hørte langt væk sit eget skrig af protest da hun gik gennem Lorens krop og han dryssede ned over hende. Hun gispede eksplosivt og kneb øjnene sammen.

"More! Please! Make it go away!"

Procellas øjne gled op igen og de var atter smeltende hedt guld. Hun snerrede arrigt af ham. Af mindet. Svag. Så svag han var. Foragtelig skabning. Han havde været så let at slå ihjel.

De slanke fingre sneg sig omkring hendes liv, lagde sig til rette i hulningen af hendes ryg og støttede hende, så den kurvede krop blev spændt ud foran ham da hun lænede sig tilbage. Hans læber fandt hendes hud og gled blidt henover det blussende maveskind, tegnede dovne, våde cirkler med tungen, mens hun klynkede og veg tilbage fra varmen. Hans fri, kølige hånd, gled kærtegnede op af hendes side og lagde sig om det tunge bryst.

It will heal.

Hånden bag hendes ryg ledte hende, løftede hende på plads, så han var presset imod hende. Ved fornemmelsen af hendes behov, mere end hendes ord, stødte han ind i hende med en kraftig bevægelse. Et stød, der ville have ødelagt ting i et menneske og var mere voldsomt, brugte mere af den kraft der lå i de flade, glinsende muskler under huden, end han før havde turde med hende. Det var først da hans hænder lagde sig som et stålgreb om hendes liv og gentog bevægelsen, at hun kunne sammenligne hvor forsigtig han før havde været.

Det, mere end noget andet, skreg om, hvor desperat han var for at udslette det der var sket imellem hende og Loren, hvor ivrig han var efter at fylde det tomrum, der var opstået af hendes frygt og tvivl i de lange dage efter fødslen, mens han havde været optaget.

Den våde lyd af hendes varme hud, der blev modelleret imod hans ubøjelige krop, stød efter stød, fyldte stilheden i badeværelset, sammen med plaskene fra det skvulpende vand. Fliserne ved siden af badekarret blev langsomt oversvømmet.

Det var hendes held hun var mere hårdfør end et menneske, at hun var mere end hvad kvinder normalt var. Han behøvede ikke sige noget. Hun forstod. Det slettede ikke hendes frygt og hendes tvivl. Den havde været der og den ville blive hård at komme over, men Wick gjorde et formidabelt arbejde med at få hendes til at leve i øjeblikket.

Det her var grunden til at hun elskede de overnaturlige drenge. De var ikke bange for at tage fat, og hun var ikke bange for at komme til at dræbe dem ved et uheld. Der var vidst ingen fare for at hun ville ødelægge Wick lige nu. Ikke med den hunger han brændte mod hende. Han var mere brutal og dyrisk end han plejede at være.

Procellas arme fløj ud til siden og hun støttede mod væggen med den ene arm og greb knusende om badekarets kant med den anden. Hver eneste desperate stød gennem hendes krop pressede hende halvt under, og hun dirrede af anstrengelse for at holde sig spændt mod ham, både for at holde sig oppe, men også for at holde sig så langt ude af vandet som muligt.

Langsomt men sikkert tabte hun kampen. Hun var unaturligt stærk for et menneske, men hun kunne på ingen måde svare sig i længere tid over for en dæmon. Hun halvskreg da hendes hånd gled på karrets kant og hun for alvor faldt bagover ned i det skoldhede vand. Overalt i hendes krop trak musklerne sig sammen i protest da hun dukkede under og vandet sved hendes ansigt. Da han fortsatte uden hensyn fægtede hun desperat efter kanten og fik efter et par forsøg fat igen. Hun eksploderede op over kanten i et brus af vand og hostede krampagtigt. Alt i hende skreg.

Hun kastede sig fremefter og greb om hans ansigt. Hendes fingre borede sig ind i hans kinder og hendes negle efterlod dybe blødende mærker i hans ansigt.

James! Stop it! I am here! I am yours. You are hurting me! I am Lauren, and I belong to you

Hun undertvang behovet for at skrige. Hvis han ikke snart...Samtidig kunne hun ikke lade være med at beundre ham. Der var en selvtilfreds spinden dybt i hendes sind over synet. Han var prægtig i sin desperation og i sit behov for at udslette alle minder om andre berøringer. Hun gøs under hans stålgreb. Frydedes over musklerne der spillede under huden som hos en panter. Han var hendes. Hendes rovdyr.

Mine

Der var en kattedoven tilfredshed over stemmen i hans bevidsthed, der nærmest smøg sig i opmærksomheden han skænkede hende. Det var som nektar. En sødmefuld nektar af brutal samværd der tvang alt andet bort.

James...easy now...

Stemmen i hans sind blev vagtsom da smerten blev noget nær umulig at ignorere længere, selv med systemet fuld af hybridblod.

Let it go. I told you. No more running. I am here. I am yours. Take me...dont break me

Wicked hørte hende ikke.

Som en tørstende mand var de mørke øjne låst på hende som var hun en oase i horisonten, men så hende ikke rigtigt. Han var tabt i begæret, følelserne, trangen og langt væk, vreden. Sammenligningen var ikke helt forkert. Han var en incubus, der ikke havde kunnet finde føde hos Procella. Han havde holdt sig fra at ligge pres på hende, efter børnene blev født. Et pludseligt glimt, som det før var sket, lod hende se hvordan han holdt sig væk fra hende, fordi trangen lå så dybt i ham, flød ud af ham i næsten hvert øjeblik og påvirkede mennesker og overnaturlige væsner omkring ham. Han kunne have forført hende ved at være ved hendes side, men Hvordan han holdt sit behov, dybere end nogen sult hun nogensinde havde følt, nogen trang hun havde haft, tilbage, fordi han vidste at hun ikke ville kunne acceptere det, hvis han tog føde fra en tilfældig kvinde.

Som en dæmon - no pun intended - red behovet ham dag og nat - et væsen der ikke behøvede søvn, ikke behøvede normal føde, ikke havde nogen måde at undslippe den gennemtrængende sult på, andet end ved at fortabe sig i hendes krop og sind. Presset bag de mørke øjne var steget, den uendelige hunger, der aldrig var fuldt ud tilfredsstillet, indtil han næsten var fortabt i det.

Da hun forsvandt under vandet, fortsatte de dybe, hurtige stød og mens hun forsøgte at rive sig væk, få ham til at standse eller sætte farten ned, snerrede han og bevægede sig selv og hendes krop hurtigere imod hinanden. Stålgrebet om hendes liv var alt stramt, den slags der ville give imponerende lilla blodunderløbne mærker dagen efter. Da hun holdt op med at bevæge sig, gjorde han det for hende. Modstanden sænkede knap farten, selvom han måtte kæmpe imod hende. Det var sjældent at Wicked viste hvor overnaturligt stærk han var, men i det øjeblik var det tydeligt - og skræmmende.

Wickeds tænder borede sig ned i hans eget kød, flænsede hans tunge. Blodet flød trægt og fyldte hans mund. Da den vagtsomme stemme forsøgte at trænge igennem dæmonens tågede tanker, greb de slanke fingre om hendes nakke og hans læber fandt hendes. Han pressede hendes mund åben med smertefuld kraft, tvang sit blod ind i hende, mens det overskydende løb henover deres hager og dryppede ned i vandet. Selv mens han hældte blodet ned i hendes hals, fyldte hans krop hende gang på gang.

"Wick? James?"

Procella vred sig under hans greb. Det gjorde faktisk efterhånden mere end halvondt

"Love, come on?"

Hendes stemme blev afbrudt af hvert stød der gik gennem hende hvor hun nærmest snappede efter vejret. Hun opgav at kommunikere med ham. Han var alt for langt væk i sin hunger til at hun kunne nå ham, men hun kunne følge ham.

Hun tvang sig ind i ham. Hun fandt åbninger og sprækker og lirkede sig vej ind i ham. Hun vidste hun ikke skulle langt og hun søgte ikke. Hun betragtede ham blot. Så ham for hvad han var, og frydedes over det. Alligevel blev hun slået med den brutalitet og styrke der var i ham, og gispede over at opdage hvor meget han havde dæmmet op, hvor meget han havde skånet hende og ofret for hendes skyld. Det havde hun ikke troet. Hun havde ikke troet at hun faktisk var omdrejningspunkt på den måde.

Hun var overhoved ikke forberedt da hans fingres stålgreb lagde som om hendes nakke. Hun spærrede øjnene op og skulle til at råbe protesterende, men det hjalp intet. Grebet var så hårdt at væv næsten øjeblikket blev blodbristet på sekundet. Begge hendes hænder gled om bag hendes hoved og kæmpede mod grebet, i samme øjeblik som han pressede munden mod hendes. Hans tunge var varm og levende, men indtog hendes mund som en belejrende kraft da han tvang sit blod i hende.

WICK!

Skriget var dirrende i hans sind da hun mistede grebet om sig selv og begyndte at falde bort. De tunge stød der fortsatte gennem hende blev ikke kæmpet imod da hendes øjne fik et sløvt glasseret udtryk. Hendes arme faldt ned langs siden med et tungt plask i vandet.

Et sted dybt i dæmonen faldt en flamme. Noget der aldrig var meningen skulle være i en dæmons bevidsthed.

"...no....keeper..."

Mumlede Procella tonløst mod sin mages mund, med øjne der ikke så Wick længere. Der bredte sig et lille fraværende smil over hendes ansigt.

Langt væk, igennem en tåge af trang der blev tilfredsstillet, mens presset stadig voksede for at tvinge hende udover kanten igen og endelig drikke af hende, trængte en svag stemme igennem. Fornemmelsen dybt i ham, da hendes bevidsthed faldt ind i hans, fik ham til at tøve midt i endnu et stød. Blodet der farvede vandet var ikke længere kun hans, selvom skaderne i hendes krop ikke var permanente eller alvorlige. Han trængte ind i hende igen, tøvende og uden den samme brutalitet som før, men stadig langt fra standset.

Hans krop fortsatte mens hans tanker forsøgte at løsrive sig fra behovet. Fingrene slap deres stålgreb om hendes nakke, mens den anden hånd gled op og støttede hendes ryg, så han holdt hende imod sig. De blodige læber lukkede sig om hendes hals, fandt automatisk de steder, der normalt tændte hende. Langsomt begyndte han igen at glide ind og ud af hende, mens trangen overdøvede den lille stemme i ham der skreg om at stoppe. Det første, kraftige stød, bøjede hans rygrad bagud og overdøvede alle protester.

Runerne på Procellas krop eksploderede og lyset ramte ind i ham som en hammer.

Hans greb om hende løsnedes og de tumlede fra hinanden, ud på hver deres side af badekarret. Wicked vred sig under det pludselige stød, som om hans hud var blevet ramt af syre. Runerne der var skåret ind i hans egen hud flammede op og en lugt af brændt kød bredte sig i rummet. Røg slog op fra mønstrene og sydede voldsomt om kap med den skurrende lyd af knoglerne i hans kæbe, da han smækkede læberne sammen og holdt et smertensudbrud tilbage.

Sammenstødet med det hellige lys pressede Procellas bevidsthed ud af hans, kastede den tilbage i hendes egen krop, på trods af blodets påvirkning, og fungerede på hende, som en defibrillator ville have på et hjerte. Et kort, hårdt stød, der genstartede hele systemet, med en nænsomhed som et spark i brystet.

I sit fald, dybt i hans sind, var der noget. Noget der krøllede sig sammen om hende, men det var ikke Wick. Der lød et tungt klask da Procellas krop, uden at tage af, landede på de våde fliser og samtidig gispede vildt som havde hun fået en mavepuster.

Hendes ansigt var stadig en smule bedøvet at se til, men hun var ikke lige så væk i ansigtet som hun havde været før.

Blod? Brændt? Forkert?

Wake up...

Procella kæmpede sig op på armene, dirrende imens hendes krop tungt gled ud under hende i en blanding af blod og vand. Det gjorde ondt...et eller andet sted?

Wake up...wake up...wake up...let him die...

Procellas hoved røg op med et ryk. Dø? Der lugtede...forkert? Brændt? Hun lå på...gulvet? Hun gispede da hun satte sin krop i bevægelse og smerten gjorde hendes muskler stive i protest.

"Au au au...damnit! Wick?"

På hænder og knæ begyndte hun at kravle rundt om badekaret, ikke helt sikker på om hendes ben kunne bære hende hvis hun forsøgte at rejse sig op, og ikke sikker på om hun ikke ville skvatte lige så lang hun var.

"Talk to me? Are you okay?"

Hun greb fat i karets kant og brugte det som vægtstang til rystende at hive sig op at stå, da det andet gik for langsomt. Blod i vand så altid mere dramatisk ud end det var, og det lignede lidt noget fra en dårlig film. Hvad fanden var der sket? Støttende sig til karet bevægede hun sig rundt om det med stive ben af frygt for at falde.

De mørke var næsten vendt bagud i hans hoved, så det hvide stirrede blindt ud i luften, mens runerne skar sig ind i hans hud og optegnede de tidligere sår. Lugten tættere på var modbydelig og smerten involveret i processen åbenlyst forfærdelig. De fleste mennesker kunne ikke forestille sig overvældende smerte. De døde længe før de kunne opleve det, eller besvimede indtil deres krop gav op. Wickeds krop var indrettet anderledes.

Forbindelsen imellem dem var brat blevet lukket ned af eksplosionen tidligere. Nu var det ham der holdt den lukket, stillede muren op imellem deres sind og lukkede hende ude fra de følelser, der brændte igennem hans krop. De mørke øjne gled tilbage på plads og søgte imod hende da hun talte.

"S-sorry. Went too far. So hungry."

Trangen vældede op i ham igen, på trods af alt, og de mørke øjne glødede op imod hende, lokkede og bad hende som om intet var sket, kun for at anspore de hellige runer. Den sydende lyd steg, da symbolerne borede sig dybere ind i hans hud og flænsede kødet nedenunder op.

"Gah!"

Lyden forlod ham modvilligt med en byge af blod, et kort udbrud der fortalte mere om hvor overvældende smerterne var end noget andet. Procella havde set ham mishandlet, forslået og skudt, hvor hans eneste reaktion havde været at le af sin modstander. Den hellige ild, derimod, brændte ikke bare hans hud men hans natur, det mørke der skabte hans væsen. Som han engang havde fortalt hende, var han ikke skabt til at bære dem - og det var noget nær et mirakel, hvor ironisk det end var at sige, at han havde overlevet det til at begynde med.

"Wick?!"

Hun gav slip på barekaret, tog et skridt frem mod ham, og stivnede ved hans udbrud. Med rædsel i blikket så hun hvordan han blev flået i stykker af sin egen sult efter hende, fordi magien beskyttede hende. Eller børnene? Var det det samme?

"Im sorry! I dont...im sorry!"

Hun bakkede tilbage, i håb om at presset ville lette

HELP HIM!

Fire små bevidstheder vendte sig mod deres fædrende ophav. To sendte dæmpende energi afsted mod ham. Én var uforstående over for hvad der skulle gøres, og en sidste mødte sin far med rugende tavshed.

Procella vaklede bort da hun mærkede pustet omkring sin lettere mishandlede skikkelse. Hun forstod ikke præcis hvad der skete, men hun fornemmede sine børn. Børn? Hun havde været druknet så meget i sin smerte og i den frigivelse det var at være sammen med ham at hun havde lukket alt ude.

Hendes blik blev pinefuldt da hun så ham bløde og brænde på gulvet, vel vidende at hun kun ville gøre det værre hvis hun prøvede at trøste ham fysisk. Hendes ansigt blev mørkt. Hun bakkede tilbage i døråbningen, klar over at hun måtte tage et valg.

"F-fine....do it..."

Gispede hun. Et eller andet et sted i hende blev flået i stykker og hun vendte hovedet bort fra ham.

"Go. Leave. Tonight. And you...you bury it. You go to the mainland and you feed. And you better damn well not smell of her when you get back. I will go after her, and rip her heart out"

Hun var igang med at flå sit eget ud lige nu. Men hun kunne ikke miste ham. Varme tåre flød ned af hendes kinder da hun tvang sin krop i bevægelse. Mekanisk vendte hun ham ryggen og begyndte at humpe ned af gangen mod soveværelset. Hendes indre var en åbent blødende sår. En del af hende ønskede brændende at han ville blive. At han ville afslå hendes tilbud, det fripas hun havde givet ham. En anden del af hende vidste at på nuværende tidspunkt var det nok nødvendigt.

Hun lænede hovedet mod døren til soveværelset før hun trykkede håndtaget ned.

"...please...leave..."

Det var en hvisken, men hun vidste han ville fange hendes skælvende stemme. Ville han opfange gråden i den? Hun vidste det ikke. Hun kunne ikke rumme mere nu. Mareridtet og smerten ved Loren havde han hvisket bort, men det var blevet erstattet af et mareridt om at skulle dele ham.

Stift humpede hun over til sengen og lod meget forsigtigt sin våde og blodige krop glide ned i sengen. Smerten var tung og dump udenpå såvel som indeni. Dynen blev gennemvædet af det tykke hår. Hun rakte ud og trak hans dyne over sig. Den duftede af ham. Hun begravede ansigtet i den og prøvede at kvæle den stille hulken. Hvis han tænkte blot den mindste smule på hende, ville han sørge for at slå hende ihjel. Ville han? Ville han dræbe for hende?

Hun rullede langsomt om på siden og krøllede sig sammen i noget der mindede om fosterstilling, og prøvede at kvæle de spæde forsøg hun automatsik gjorde for at række ud og nå ham gennem deres bånd. Det her var en oplevelse hun ikke ønskede at dele med ham. Det kunne hun ikke. Ikke hvis hun nogensinde skulle kunne se på ham igen uden at kvæles.

Han lå forpint på gulvet i adskilige minutter, det blege kød flænset så dybt, at knogler skinnede hvidt midt i det mørke kød og det træge blod. Badeværelset lignede et slagterhus og den tunge lugt af dæmonblod blandede sig med dampen og skabte en lokkende, bedøvende tåge. De mørke øjne havde udvidet sig ved hendes ord, uvidende over for hvilke tanker der gik igennem hendes hoved, nu hvor han holdt forbindelsen imellem dem lukket.

Måske var det netop adskillelsen, at han ikke længere kunne spejle sig selv i hendes menneskelighed, ikke kunne føle hende som en hvisken i sin bevidsthed, der til sidst fik hans hunger under kontrol igen. Tunge, blodrøde tårer gled langsomt nedover den blege kind, selvom resten af hans ansigt ikke bar nogle spor af følelser.

Båndet imellem dem flakkede, som en dør ind til et lokale strålende oplyst, der blev åbnet på klem. Smerten fra hans krop skyllede imod Procella. Med den fulgte en lille del af den afgrundsløse sult, fornemmelsen af aldrig at være fuldt ud tilfredsstillet, aldrig at føle sig hel. Og midt i det kaos af følelser og smerte - to små ord, som en hvisken der smøg sig omkring hende, før han rakte ud og tog hendes smerte, smækkede båndet i og forsvandt ud af huset.

Love you.

[A few hours later, in a small, private strip-bar on the mainland.]

Wicked kastede et blik ned på kvinden der sad lænet op imod ham på bænken ved siden af sig. Mørkerøde, farvede krøller, mudrede grønne øjne, atletisk, nærmest barnlig, krop. På trods af den hastigt lysnende himmel udenfor, var baren stadig mørk og fyldt til bristepunktet. Det var den hårde kerne af kunder, dem der drak hele natten, kastede alle deres penge efter pigerne på scenen og først gik hjem ved middagstid, når klubben lukkede. Det havde ikke været svært for ham at følge lugten til stedet. Der var noget ved atmosfæren, den overfladiske fært af falsk intimitet og nøgne kroppe, der tiltrak hans slags.

En klæbrig hånd, med lange kunstige negle i en dyb rød han aldrig havde fundet særligt charmerende for pigens type, sneg sig henover hans skjorte. To fingre gled igennem knapperne og kærtegnede hans hud prøvende. Hendes akavede forsøg de sidste par timer havde været morsomme i starten, men lige nu irriterede de ham.

Efter smagen af Procella opdattede han kvinderne i baren med en distanceret og uinteresseret følelse, der overraskede ham mere end noget andet. Sulten var stadig overvældende, men han kunne holde den hen. Det var næsten blevet en konkurrence i ham at se, hvor lang tid han kunne stå imod - men på et eller andet tidspunkt ville han tage kvinden ved siden af sig og fortære både hendes krop og sjæl. Den viden lå ufravigeligt i hans tanker. Det var ikke længere muligt at gå ud af døren, uden at føde på en eller anden.

Hvis hun havde haft et gram af overnaturligt i sig, kunne hun måske have haft en chance for at overleve, men hun var et forsvarsløst menneske og han var fristet af udsigten til at kunne give slip, rive hende fra hinanden mens hun skreg af nydelse og han fortærede alt hvad hun var.

Med et var ventetiden en farce. Jo hurtigere han fik det overstået, jo før kunne han nyde - for en gangs skyld - at opfylde den natur han havde lagt bånd på så længe.

Hans fingre greb om det slanke håndled og trak kvinden op på hans skød, så ind i et par grønne øjne der var ufokuserede af larmen og alkoholen i hendes system, og hårde af arbejdet og livet der havde ledt hende til baren. Hun havde følt sig heldig da hun så ham, fordi han var smuk, ulig de normale kunder, fordi han havde dyrt tøj på, hvilket betød penge - og dem manglede hun altid - og fordi der var noget ved ham, der fik hende til at føle, at han ville behandle hende ordentligt, i modsætning til de fleste af de svin der kom ind og ragede på danserne. Alt det havde hun fortalt ham med sløret stemme, mens han lod som om han lyttede og spillede den medfølende forretningsmand, James, der 'egentlig ikke vidste' hvorfor han var drejet ind på baren fra gaden.

Shelly, hed hun. Navnet kom svagt til ham, da han bøjede ansigtet og lagde de kølige læber imod hendes, fornemmede hvordan hun bøjede sig for hans vilje. Kirsebær-læbestift og forstenede øjne. Shelly.

Et billede af glødende, ravfarvede øjne skød igennem hans tanker. Bløde, brune krøller strejfede hans ansigt. Alabaster-hud, dækket af ar, under hans fingre, mens en skikkelse skubbede sig villigt imod ham, tog alt hvad han var og accepterede det. En spøgelses-hvisken i hans tanker, da læber spredte sig og gispede under ham.

Mine.

Shelly viklede sig omkring ham som en slange, alt for slanke ben og arme, så skrøbelig imod hans hårde krop. Små, trængende, klynkene lyde undslap hende. En forlængst glemt fantasi om at blive 'set' som noget særligt, fundet af en mand der ville tage hende langt væk, blev genopvækket og han lagde forsigtigt, så forsigtigt, hænderne om hendes ansigt og holdt hende fra at gøre skade på sig selv, da hun pressede sig imod ham.

"Lust."

Hviskede han imod hendes kirsebær-røde læber og så hvordan de grønne øjne udvidede sig i det lille ansigt. Hendes blik blev glaseret, fjernt, før øjnene gled tilbage i hendes hoved og hun faldt ned på bænken. De tynde arme og ben spjættede rytmisk og dybe støn fyldte den lille bås. Han betragtede hende et langt øjeblik, før han skubbede sig på benene og strakte armene, tog en indånding og åbnede for sulten. Magien bredte sig som en pludselig flodbølge og rev alle i klubben med sig. Dansere, som kunder, faldt hvor de stod eller sad og hengav sig til en pludselig, altovervældende nydelse. Den tunge atmosfære fordobledes, tredobledes, mens fortabte mennesker kravlede imod ham, kun for at strejfe hans hud eller en flig af hans tøj, før de faldt til jorden igen.

Det var ikke perfekt. Det var ikke den frigivelse, hans natur krævede. Det var skyggen af et måltid, men ikke desto mindre nok til at tage den værste kant af trangen.

En lille krop klamrede sig til hans bukseben og han vendte det mørke blik ned imod Shelly, lagde en hånd imod hendes kind og drak, drak af de følelser der hang omkring den spinkle figur, nydelsen i hendes ansigt og dybt nede, en lille bid af hendes sjæl.

Hun holdt det inde. Hun holdt alt andet end de stille desperate hulk inde, indtil hun langt borte fra hørte døren glide i nedenunder. Det der skulle have været et langt dirrende skrig af den smerte hun mentalt og fysisk var badet i, blev en langtrukken jamrende protest.

Hun rullede stift om på maven, og sammen med badevand fra håret blev madrassen våd af de varme tåre der gled ned af hendes kinder. Hendes smerte og sorg var for dyb til gråd. Det blev ikke til andet end nogle usammenhængende lyde helt dybt nede fra hendes mave.

Det eneste der ikke fik hende til at miste forstanden var hans afskedsord.

Love you.

Ordende gav genlyd dybt i hende. Blev svagere og svagere. Tog til i styrke, og var altoverdøvende, for derefter at blive et hviskende ekko. Ordende og betydningen af dem holdt hendes blødende sjæl fra at gå i stykker under presset. Holdt hende fra at miste modet, og stryge ud af døren efter ham. Trygle ham om at blive, og slå alt ihjel han kastede sit ulmende blik på.

Da solen kastede sine stråler ind på sengen, timer senere havde hun ikke flere tåre. Hendes ansigt var lukket og ligeglad. End ikke pigernes sultne gråd havde vækket hende fra hendes dødlignende stadie hvor hun lå i et brus af mørkt filtret badehår og stirrede op i loftet, med øjne der intet så.

Hendes voldsomt mishandlede krop havde lange blodunderløbne mærker overalt. Hun kæmpede ikke imod da hybriden tavst tvang hende til at spise og drikke, men hun var overhoved ikke til stede.

Love you.

Det var så tydeligt som havde han stået ved hendes side og hvisket det i hendes øre. Hun havde flere gange rakt ud efter deres bånd. Forsøgt at følge ham, og hver gang havde hun angst trukket sig tilbage når hun havde fået en svag fornemmelse af ham. Langsomt begyndte hun igen at reagere på sine omgivelser. Som en tom skald af sig selv slog hun hovedet fra og hengav sin krop til moderskabets pligter. Hele tiden var hendes bevidsthed søgende.

Flere timer senere da hun fornemmede hans tilbagekomst krøb hun under hans nærvær. Hendes bevidsthed der havde søgt ham og søgt båndet, nærmest skreg da den fik en svag resonans. Hun flygtede ind i sig selv. Da Wick trådte ind i huset så Procella ikke på ham. Hendes blik blev nærmest sky holdt i brysthøjde - bange for hvad hun ville læse i hans ansigt.

Hendes bevægelser var meget akavade og humpende, da hendes krop smertede ved hver bevægelse hun lavede. Det føltes som om hun havde fået tæsk - selv med hybridblodet i maven. Hun trak sig. Det var det letteste.

Love you.

Hun stoppede halvt, på vej ud af køkkenet hvor han endnu var. Hans navn lå på hendes læber. Hun ønskede at vende sig mod ham og kaste sig ind til ham. Glemme alt om de sidste par døgn der havde skilt dem ad. Hendes læber blev skilt men ingen lyd gled over dem. Kun et dirrende åndedrag. Som en hest der var blevet slået lukkede hun øjnene og spændte svagt i skuldrende. Trak dem beskyttende op og sank sammen i sit kropssprog og blev lille. Uden nogen form for stolthed tog hun flugten.

Hun kunne ikke andet. Hun vidste ikke hvordan hun skulle lukke den afgrund der var mellem dem, og hun vidste hun var lige så ansvarlig for den som han var.

"Sorry...I...Cant..."

Gispede hun på vej ovenpå. Hun havde lovet ham ikke at flygte mere, og her var hun alligevel, på vej i vild flugt bort fra ham. Forstod han ikke hvor meget hun længtes efter ham og savnede ham? Hvordan hendes sjæl vred sig under pinen ved ikke at kunne røre ham? Ikke kunne kysse ham? Muligvis gøre ham fortræd? Leden ved at vide han havde måtte søge tilfredsstillelse et andet sted end hos hende. Hun bankede døren til soveværelset hårdt i.

"I cant...breathe...without you. Please. Someone help me..."

Gispede hun mod døren, og lod sig langsomt glide ned på gulvet til hun med ryggen mod træet hvilede panden mod sine knæ.

Love you.


((End))