Nieces of an Elf (Creo og Procella, Privat)

Hvor: Wick's og Procellas opholdssted
Hvornår: Nutid, kl. 01:15

En let vind blæste gardinerne ind på barneværelset. I værelset lå 4 sovende småpiger, hver i sin seng. De havde sovet sødeligt i timevis. I de sidste 10 minutter havde de ikke været alene i lokalet.

I vindueskarmen sad en mørk skikkelse med ryggen imod den lodrette vindueskarm. Den slanke figur stod kulsort imod fuldmånen udenfor, som på grund af det kolde vejr skindede ualmindeligt klart. Skikkelse havde en lang frakke og en bredskygget hat på, det eneste af ham der var delvist oplyst var de hvide hårtotter, der stak frem fra under hans hat. Hans dybtgrønne øjne lyste op i mørket som små flammer. Han havde siddet og kigget på de små piger siden han var kommet. Hans niecer. Halvdæmoner. Sprængfarlige bomber, vederstyggeligheder... Børn. Bare børn. De havde aldrig gjort noget imod nogen. Elveren sukkede dybt og kiggede ud på månen, hans lange, spidse øre med de to ringe i kom til syne under hatteskyggen.

"Damn kiddo... I never figured."

De sarte små spædbørn reagerede langsomt på den ændrede temperatur. 2 af pigerne vågnede. Tia og Daya. Enie og Lee sov videre, men de små sutter begyndte at vippe frem og tilbage i deres munde og små suttelyde og lette opvågnende lyde opstod. Enie glippede kort med øjnene og suttede lidt kraftigere på plastikdimsen i hendes mund.

Tias begsorte øjne så opmærksomt rundt i lokalet. Lagde sig kort på den fremmede skikkelse, men der var ikke nogen umiddelbare tegn på fare så det intelligente blik gled videre rundt og søgte lydende fra hendes søstre.

Dayas alt for opmærksomme og intelligente blik havde låst sig fast på elveren så snart hun havde åbnet dem. Hun havde blinket ind i mellem for at fugte dem, men det var også det eneste. En bevidsthed strakte ud fra hendes sind. Berørte fjerlet elverens.

...Creo....

Stemmen var ikke et spædbarns. Der var noget...genkendeligt over den. Og så alligevel ikke?

Der lød lette fodtrin fra gangen og et øjeblik efter blev håndtaget trykket ned og døren gik op. Procella der trådte ind havde halvslumret foran pejsen nedenunder og var blevet advaret af babyalarmen og de vågnende lyde fra pigerne, men havde ikke hørt elveren. Hendes hår var rodet og hun så lidt groggy ud.

"That was a good nap huh sweeties? Time for dinner?"

Meget ukarakteristisk for Procella var hendes stemme smeltende blød og varm, og blot ud fra stemmen af tyde var der ingen tvivl om at hun var komplet solgt til de små skabninger i sengene.

"Bloody hell! Why is it so cold in here?"

Mumlede hun for sig selv og gned armene. Hun tændte lyset på kontakten og stivnede. Blodet løb fra hendes ansigt da hun så elveren i vinduet. Panik vældede op i de ravfarvede øjne da de hurtigt gled fra de små piger, til elveren og tilbage igen.

"Please!"

Det var halvt et råb. Hun trak vejret i tunge stød, bange for at nærme sig af frygt for ikke at kunne forhindre ham, og bange for at provokere et angreb hvis hun bevægede sig.

"Dont...please...please dont. I beg you..."

Hun hævede en hånd bedende, men afbrød bevægelsen. Kæbemusklen spillede anstrengt under de sammenbidte tænder.

Creo så på hende med et alvorligt blik og hævede afværgende, og en smule irriteret, en hånd foran sig. Han rystede næsten skuffet på hovedet af hendes kommentar.

"C'mon kiddo, you should know me better than to think that I would kill babies in their sleep. Im a warrior, not a butcher, I have more pride and honer in my life than that."

Med en meget let og helt lydløs bevægelse sprang han ned på gulvet og lukkede vinduet bag sig uden af vende sig. Han tog sin bredskyggede hat af og lagde den over brystet som en gentleman der kommer på besøg et fremmed sted og ikke har noget sted at hænge sin hovedbeklædning. Han så ned på den små væsner i deres senge, så rundt i deres værelse, sugede detaljerne til sig.

"I really must say kiddo, I never did imagine you as a mother. You managed to make this... Quite the babies-room."

Han gik over til den nærmeste seng og så ned på den lille pige der lå og puttede sig i den. Han lod ganske forsigtigt sine fingerspidser glide hen over senges trækant.

"So... Im an uncle now huh?"

An uncle of demon spawn...

Noget vendte sig i Creo, men han viste det ikke udadtil. Han var på én gang frastødt og tiltrukket af de små sovende væsner foran ham, revet i to stykker af sine følelser for de små.

What the hell are these girls gonna grow up to be...

Procellas blik blev svidende da hun fornemmede oprigtigheden i hans ord om ikke at ville skade de sovende piger.

"How did you get in here anyway? The place should be everything-proofed"

Hendes stemme var skarp af uro. Hun måtte oppe sine fælder og sikringer af stedet hvis det havde været så let for Creo at komme ind. Det var muligt han ikke ville slå pigerne ihjel, men det var der sikkert mange andre der ikke ville tøve med, hvis de fik chancen.

"Yeah...yeah I guess so?"

Hendes stemme var mere afdæmpet og tøvende denne gang. Hun gik over til sengen han kiggede ned på og hendes gyldne øjne mødte Dayas sorte intense blik.

"I have invited you to be a part of my family before brother. It stands. But...you know what I will ask of you. He is my family too. I cant let you hurt him or my children. Can you promise me not to?"

Hun rakte ud og lod fingrene hvile let mod hans bryst, mod hatteskyggen der stadig dækkede den, men det var ikke så meget berøringen som symbolikken i den der var det vigtige.

"I dont want to loose you Creo...please?"

Hun trådte hen til ham og prøvede at fange det grønne blik imens hun så op i det lidt skarpe ansigt.

Der var stille i nogle øjeblikke. Creos øjne hvilede ved den lille pige i krybens, inden han lod sit blik glide op til Procellas ravgule øjne. Han stod og så ind i dem nogle øjeblikke inden han lod et suk undslippe sin mund og kiggede væk, skråt nedad imod gulvet.

"At the moment, my hands are tied. Even if I wanted to hurt Wicked or your babies, I couldnt. I would get excluded from the Blades imedeiatly, maybe even hunted and cashed in for a major check."

Han sukkede igen og så op på hende.

"No, Im not gonna hurt your babies. As far as I am concerned, they are at this point completely innocent and not hunting materiel. And I will stay away from Wicked too, because you asked me to. But..." Han holdt en kort pause. "I cannot be a part of this family. I simply cannot."

Han trådte et skridt tilbage og lod sin arm der holdt hatten falde ned langs siden imens han så Procella i øjnene med et alvorligt blik. Det var nok en af de sværeste samtaler han havde haft i sit liv.

"In my heart I know that it would never work, and I think you know it too."

Procellas blik blev mørkt og sorgfuldt

"So? You could at least try..."

Mumlede hun fortrydeligt

"And yes they are. Innocent. They are small infants, they dont hurt anyone. Well...me, but thats the part of being a mother. Never imagined that would happen either. But thats the irony of my life I guess. I used protection! I did. But. Well..."

Procella så kort ned på pigerne med et lille skævt grin

"Guess the demon-juice kinda triumphed over the human tech"

Der var en lille snert af irritation i hendes stemme

"Tell me Creo. If you are not here to be a part of my family, or to kill it, then why are you here? Sneaking around like a thief in the night? You dont make much sense"

Hendes hænder begyndte at stoppe tæpperne bedre ned om børnene for at de ikke skulle blive afkølet i den forandrede rumtemperatur. Hun rettede sig op og så en smule udtryksløst på elveren.

Creo sukkede dybt og så ned i gulvet. Det var faktisk en smule pinligt når man tænkte over det, sådan at snige sig rundt på den måde.

"Well, to be honest kiddo, I came exactly for that reason. Or rather, to feel it. How it was like to be a part of a... Family. One that doesnt go out to kill evil things every day. A... Well, at least from the outside, normal family."

There isnt much normal about a demon and a human mating, but you know that kiddo.

Han trådte frem og lænede sig ind over sengen med armene hvilende på trækanten.

"I just... Wanted to see them, you know? Just this once." Han satte sin hat på hjørnet af sengen.

"I dont think Im gonna get this opportunity any time soon. Between Wicked, the Blades and the other orders, Im not gonna be able to visit every day you know." Han sukkede sørgmodigt. Det var en hård indre kamp der skulle kæmpes her.

Procella fnøs let og rystede på hovedet

"Normal? Bloody hell Creo. There is nothing normal about me, or my husband, or my children. My life have never been normal. You are not normal. Hunting is not normal. If you look for normal, you came to the wrong house. By the way, this is not gonna happen again. If you can get in, others can too. I have to work on the traps and security. Nothing personal. I have to protect my family. Sorry"

Sagde hun roligt. Hun fremsatte simple fakta. Der var ikke så meget at diskutere der. Hun var først og fremmest mor. Det var også grunden til at hun ublufærdigt trak trøjen over hovedet så tanktoppen let kunne trække ned. Hun bandt trøjen om livet og rakte ned efter Enie, hvorpå hun gik over i gyngestolen. Hun pakkede pigen godt ind i tæppet før hun krængede tanktoppen ned over det mælkespændte bryst. Det var ikke noget hun tænkte over længere. Der var intet seksuelt i det på nogen måde. Hun var malkestation og mobilt foderbræt.

Enie blev lagt til brystet og den lille pige begyndte at sutte i sig. Procella smilede kort ned til pigen. Sjovt som Enie og Lee var så lette, hvor Tia og Daya var mere følsomme og direkte problematiske ind i mellem. Hun så tilbage på elveren

"Creo you are being stupid. Wick does not want to kill you. I think you are kinda indifferent to him. It just bugs him you kept trying to kill him all the time. Its not like I am asking you to go male-bonding and on fishing trips and stripbars or play poker"

Hun sukkede og så ned på pigen

"but just forget it. Like I said. Neither of us is normal, so why should we have family's like normal people. So uhm...Any news from home? Ripper and the house? I have like...50 unanswered calls. I dont know what to say to him. How to explain..."

Bekymringen for hendes gamle familie var tydelig at læse i hendes ansigt.

Creo kunne ikke lade være med at smile af Procellas kommentar, rettet således at hun ikke kunne se hans ansigtsudtryk og hans lette hovedryst.

Whos the stupid one kiddo... The one who wishes to see his nieces, or the woman who marries a demon?

"Well," Creo satte sig i vindueskarmen hvor han var kommet ind fra. "You need to seriously update your traps and security if you want to keep anything more badass than imps out of here, thats for sure. And im not even getting started on hunters."

Han overdrev, selvfølgelig. Det havde været en operation i sig selv at komme forbi hendes forsvarsværker. Men han var ikke desto mindre brudt igennem dem. Og han var ikke en voldsom garvet hunter, i hvert fald ikke i elvernes egne rækker. Der var jægere i hans orden der fik ham til at ligne et barn med en pind. Så hun måtte forstærke sine forsvarsværker. Og han måtte holde sig væk. Han så ind i væggen og sænkede blikket, han vidste hvad der var nødvendigt.

"Yeah, about Ripper... Actually, I have been having trouble getting in touch with him myself. So... Im gonna go to America in a few days." Han så op på hende med et mørkt blik.

"And... Dont worry. I wont tell him if you dont want me to."

Procella så lidt forvirret på Creo. Hvis elveren havde svært ved at få fat i Ripper, hvorfor havde hun så selv så mange opkald? Hvad pokker foregik der?

"No...I think I'll try somehow myself. It's my secret. My story. Don't tell. Thanks"

Mumlede hun mørkt. Det blev svært nok uden at skulle have en tredjeperson at gå igennem. Hvis Ripper ikke tog afsted for at slå hende ihjel på egen hånd, så vidste hun ikke helt hvordan deres forhold skulle lappes.

"I...uhm...are you coming back? Like...ever?"

Spurgte hun så stille og så ned på den ammende pige. Hun følte sig træt langt ind i sjælen. Hvorfor havde hun troet elveren ville ofre noget for hende. Han var ikke villig til at ofre noget for hende...han ville end ikke forsøge.

They always leave...it's just a matter of time...

Creo sukkede dybt og kiggede sidelæns ud af vinduet.

"To be honest kiddo, I dont know... You chose your path here, and at this point in my carrer, in my life, Im not sure if its a path I will be able to come to and follow you on."

Han skævede over til hende med et mørkt blik.

"I know what you are thinking. 'Why cant he just accept it? Why cant he just be happy for us? Why doesnt he jus try to accept Wicked?' The truth is, I am trying. I am trying to accept how things turned out. But right now, its tearing me up inside. Its tearing me up inside to know that you have to put up inpenetrable walls around your secret home just to be able to sleep at night. Its tearing me up inside that Im not big enough inside to just accept the choices you have made, the love you have chosen... But Im not. Not right now."

Han rejste sig op og så på de små i sengene, på moderens arm.

I couldnt make that sacrifice for you... But you havent made sacrifices for me either kiddo. It takes two for a mango... Or whatever that dance is called.

"No, I do know. I will come back kiddo. I wont leave you like that. Its just... I need some time to chew this, to digest it. For me this was pretty much a kick in the stomach. It takes time getting used to, I hope you understand that."

Han gik over og lagde en hånd forsigtigt på hendes skulder, imens han kiggede ned på pigen i hendes arme.

"You have beautifull children kiddo. Dont let them take too big a toll on you."

Han gik over til vinduet igen, ryggen vendt ind imod rummet imens han kiggede ud på månen, der sendte sit blege skær ind på hans ansigt.

Procella så op fra den lille pige i sine arme

"So what Creo? Does it really matter what I think? You do whatever you do anyway. Apparently nothing I can say or do will or can chance that, so why bother? And wipe your mouth. You have a little bullshit in the corner of your lip...right there"

Procella førte en finger til mundvigen og børstede let med et sigende udtryk.

"We always protect our homes. Our cars. Always on the run. Fleeing from whatever mess we left behind. Running from the darkness, and fighting just a bit of it. I have stopped running, and I take shit for it? Like you don't have every inch of your motelrooms covered in magic, traps and other crap. At least I am trying to be responsible for my actions and choices. All I see from you is more running, and lack of adjusting to anything. One day Creo, you will break if you don't bend just a bit. I am not saying you should run of and fuck a demon, that's not my point, but you left your people, and now you leave me too. You refuse to accept my love, my choice, my family. Soon I will have no more rope to give you...I hope you understand that"

Procella trak den lille pige væk fra sit bryst. Spædbarnet gryntede svagt i utilfredshed da hun blev lagt op over sin mors skulder, og den tykke blerøv blev blidt klappet. Jægeren rejste sig og nynnede let imens hun langsomt gik frem og tilbage på gulvet, og ventede på reaktion fra den lille pige.

"If you do decide to come back some time, please use the door next time. It took me days to do all that crap out there. Wick would be less than pleased to know you where in the nursery in the middle of the night, not invited"

Sagde hun tonløst, og uden at se på sin gamle læremester.

((Afsluttet))