Babyamok - Privat Procella

Dato: 7. April 2013
Tid: 21:30 ca.
Vejr: Let brise, men tørt.
Sted: I Stefans lejlighed.

Stefan havde efterhånden slidt sit gulv af ved at gå frem og tilbage de sidste ti minutter, I et forsøg på at vugge den skide baby i søvn. Han havde proppet ørepropper i ørene efter næsten en halvtime med babygråd. Det var ved at drive ham til vanvid. Hvordan kunne noget som helst levende holde ud af have et barn! Han var ved at blive vanvittigt af at høre på babygråd og skifte bleer! Han fik ikke en gang lov til at sove!

Han lagde barnet i den babyseng Procella havde foræret ham og kiggede kort ned på det grædende væsen. Han satte sig opgivende på sin seng og tog sig frustreret til hovedet "Ti nu stille, Ti nu stille, Ti nu stille" mumlede han næsten i vanvid "Hold så kæft!" råbte han så og kiggede hen imod barnet, som utroligt nok var stille for 5 sekunder, men så begyndte at græde som pisken igen. Han havde prøvet alt, Give den mad, Bleen var skiftet, den ville bare ikke stoppe!

Han sukkede dybt og lod sig falde tilbage i sengen. Han greb så ud efter sin mobil og satte sig op igen. Han gik ud på toilettet og låste døren. Det her sted var det mest stille sted fra babygråden. Han tog ørepropperne ud af ørene og fandt Procellas nummer frem i sine kontakter og ringede op. Han kunne ikke mere nu, han ville ikke mere nu, han havde brug for at nogen kom og tog barnet med sig!

Procella spjættede forskrækket da hendes telefon ringede. Det lød MEGET højt inde i kirken. Heden flammede op i hendes kinder. Satans også. Hun var faktisk faldet i søvn. Det var vidst ikke helt god stil. Det skide stykke teknologi bimlede løs. Hun fumlede lettere panisk efter den og begyndte at småbande. Hvorfor havde hun ikke slukket den?

Hun så flovt og småarrigt ned på displayet. Stefan?

Jægeren der var gledet sidelæns ned af bænken hun sad på, prisede Herrens nåde over at der ikke var så mange i kirken på nuværende tidspunkt. Der var dog alligevel nogle stykker der sendte småsure blikke.

"Yeah?"

Stor-hviskede hun højlydt så Stefan faktisk kunne høre hvad hun sagde. Hun fumlede sin jakke til sig og prøvede at stikke af så diskret som muligt. Stefan plejede ikke at ringe for at hyggesnakke om de nyeste snørrebånd han havde set i storcenteret, så hun følte lidt hun blev nødt til at tage den. Tænk hvis det var noget vigtigt?

Hun holdt med det samme telefonen lidt ud fra øret. De høje skrig gav en fornemmelse af hvad det muligvis kunne handle om. Hun var lige ved at fnise. Hvem havde troet Stefan ville have rendt rundt med en dæmons baby?

((Tråddød. Der er aftalt en hulens masse ting siden, der vil blive taget op i tråde efterhånden. Beklageligvis var der omstændigheder der gjorde at begge tråddeltageres liv blev liv-nappet ;) ))