A matter of confessions [Procella - privat]

Tid: 07.00
Dato: 10/5, 2012
Sted: Tranquillity Mansion
Årstid: Forsommer
Vejr: Den kolde, skarpe blæst har endnu ikke fortrukket sig for dagens varme. Et gråt tæppe af regntruende skyer hænger lavt.
Påklædning: Grå jogging-bukser, flaskegrøn t-shirt og en sort, tyk hættetrøje.

De tunge regnskyer hang lavt over Deploratus. Den kolde, kraftige pålandsvind drev ind over de små øer med den altid salte havlugt i luften. Den hev i græsset, træerne, alt hvad den kunne få fat i. Denne dag gik den kolde blæst ind gennem selv den varmeste jakke. Det var svært at tro, at sommeren skulle være på vej med dette kolde efterårslignende vejr, der nu skyllede indover de ensomme øer.
På vejene var den sædvanlige morgentrafik ved at føre øens uvidende beboere til deres ensformige, normale hverdagsarbejde. Arbejdet fra Jægerne, og faktisk også de fleste abnormale væsner, holdt dem fast i deres falske ro, om at verden var som den skulle være. Som et tæppe over en undulats bur, lod de sig frivilligt lulle ind den sikre drømmeverden, hvor alt skulle kunne bevises, og hvis det ikke gjorde det, så eksisterede det ikke. De ville ikke tro, at noget overnaturligt - magisk - eksisterede.
Og hvorfor skulle de også det?
Det var jo netop ikke normalt. Ikke naturligt.
Men denne afvisende mentalitet var også den bedste.
Den sikreste.

Kaya sad afventende i sin mørkeblå, genbrugs personbil på at lyset skulle blive grønt, så hun kunne komme videre, mens disse tanker gled gennem hendes overophedede, trætte hjerne. Det var svært at koncentrere sig om vejene, om den sædvanlige hverdag, der foregik omkring hende denne torsdag morgen. Kun langsomt kom hun frem, mens tankerne om nattens eskapader gentog sig inde i hendes hoved. Hvad var det lige præcis der var foregået? Det virkede helt urealistisk. Hun rystede på hoved af tanken. Det var urealistisk, det var for pokker en dæmon, hun havde haft med at gøre, det var unaturligt. Men denne dæmon. Denne Wicked havde opført sig anderledes. Han var ikke kommet for at mætte sig i et måltid menneske. Han var kommet for at spille et spil, hvor kun han kendte reglerne, hvor han hele tiden havde været et skridt foran. Nok havde hun, takket være ham, undgået at skulle igennem retssystemet.
Hvad fanden havde hun tænkt på!?
Han havde ønsket at tale med hende. Om hvad? Han havde taget hende med sig, ladet anklagerne falde, men før de var nået meget længere, havde et opkald afbrudt deres møde, og han var forsvundet med ord om, at de nok skulle ses igen. Og hun var sikker på, at det var ord, der nok skulle holde stik med virkeligheden. Han havde virket som en, der ville finde ud af noget, selvom hun i sine vildeste tanker ikke kunne finde ud af hvad.

Hun var nær kørt forbi vejen ned til det gods, hun havde fundet ud af, at han boede i, men noget lige nøjagtigt at stoppe op og dreje ned. Til alt held var der ikke nogen andre bilister, der kunne blive fanget i hendes ukoncentrerede kørsel.
Grus der blev mast under bilens hjul og sprang mod bilens undervogn, afslørede med garanti hendes ankomst. Men formålet var heller ikke at snige sig ind. Da en stor jernport kom til syne, stoppede hun op foran en træt udseende vagt, der straks rejste sig op, da hun rullede vinduet ned.

"Katyanna. I am here to speak with.. Mrs. Faccombe."

Svarede hun den afventende vagt, og porten blev åbnet på lydløse, velsmurte hængsler. Navnet lød underligt i hendes mund. Mrs. Faccombe - pft!
Bilen kom i fart igen, indtil hun ramte den store indkørsel og kiggede op på den enorme bygning, der tårnede sig over hende. Da hun var kommet hjem for mindre end en time siden, havde hun hurtigt tændt computeren og fundet ud af, hvor denne James Faccombe boede. Ikke en svær opgave, så kendt som hans ansigt var. Her boede hun sikkert også, udfra hvad hun havde forstået.
Hun havde i sinde at få det hele på det rene med hendes mentor. Hun følte sig underligt forrådt over denne hemmeligholdelse, men det gav jo i virkeligheden god mening. Kvinden havde fundet en dæmon til mage, og havde oven i købet fået børn med den!
Døren til bilen gik let knirkende op, og hendes uredte hår kom til synes uden for bildøren. Hun havde endnu ikke sovet, og det kunne ses på hendes hår og tøj.
Døren blev lukket med et lille smæld, før hun stak nøglen i og vred den om for at låse bilen.

Med skridt, der viste at hun ikke kærede sig om at være lydløst, trådte hun op til den store hoveddør. En tid stod hun stille, som for at tage sig sammen til at ringe på. Var dette nu også smart? At træde frivilligt ind i løvens hule og møde den arrige løvinde? En hovedrysten fik hende ud af tankerne og hun bankede hårdt mod dørens træ.
Så.
Nu var det for sent.
Nu var der ikke andet at gøre, end at vente.
Og selvfølgelig håbe på, at Procella rent faktisk boede her.

Ikke en lyd hørtes. Ud over vinden i træerne. Nogle hidsige fugle der kvidrede. Faktisk virkede alt uhyggeligt...normalt. Næsten for normalt. bortset fra den komplette mangel på reaktion. Alligevel var det som om nogen holdt øje. Den slags tavshed hvor man følte sig overvåget, og samtidig virkede det enormt skævt for alt andet var så....normalt? Der var ingen lurende statuer der kunne se ud som om de sprang til live om et øjeblik. Ingen lyd af skud. alt var bare...pænt...og normalt...og mere....pænt...

Lyden af en motor kom tættere på. En skrammet gul taxa trillede op til huset og en ung fyr der tydeligvis var stået tidligere op end han var vant til stod ud. Han traskede træt om til bagsmækken og trak en taske ud som Kaya uden tvivl ville genkende. En stor armygrøn dufflebag. Fyren var ved at gå i knæ over den.

Døren blev braget op da Procella arrigt gav den en albue og dappede ud på bare fødder. Hun havde bløde sorte joggingbukser på, bare fødder, og....en mandeskjorte der tydeligvis var alt for stor til hende? Den var bundet om hendes mave, og ærmerne var skubbet op af hendes arme i en uskøn krølning.

Jægeren var mildest talt kranky. Hun var fuld, hun var træt, hun var blevet raget på og kysset af et stupidt menneske der lå bundet til en seng, hun blev ringet op af den mest inkompetente elev til dato der sad i fængsel, og hendes mand havde ALT med alt det nederen i hendes liv at gøre! Hun pegede anklagende af døren. Og hun havde skulle tage færgen! IGEN! Hun hadede at sejle! Og så i fuld tilstand!

"YOU!!!!!!"

Brølede hun, med et let svømmende blik og vaklede. Hun skummede, traskede tungt over til fyren med hendes taske, og flåede den til sig som havde det været en fin dametaske. Fyren så lidt lang ud i ansigtet over den lille kvinde der nærmest gjorde hans maskulinitet til skamme, men han bakkede hurtigt væk fra hende, og tog flugten i den skrammede vogn.

Procella ømmede sig da det alligevel trængte sig gennem hendes hjerne at hun stod og trådte småsten op under de bløde fodsåler. Hun begyndte en uskøn blanding af humpen og banden mod hoveddøren.

"And YOU! Make yourself bloody usefull!"

Snerrede hun af Kaya og knaldede den store dufflebag i armene på kvinden, og vendte sig derpå mod panelet og trykkede en kode ind - skjult af sin egen krop. Så vendte hun rundt, med et lidt forvirret udtryk i hovedet.

"You...."

Gentog hun, denne gang en smule mere neutralt. De gyldne øjne blinkede som en gal og prøvede at fokusere på Kaya. Der var noget galt her....!

"You are...really NOT supposed to be here? What the fuck are you doing here?"

Procella lød for en gangs skyld mere forvirret end arrig.

If this is a drunken dream...I've had better....

Tænkte hun en smule tørt for sig selv

Da hun ventede på, at den store dør skulle åbnes, tog hun gårdspladsen nærmere i øjesyn. Dette lignede virkelig, at der bare boede en almindelig rigmandsfamilie her. Tanken virkede uvirkelig i forhold til hendes viden omkring, hvilket umage par, der rent faktisk boede her. Et smil nåede kun lige at træde frem på hendes læber, før den larmende taxa kørte ind på gårdspladsen, og smilet blegnede meget hurtigt, da den tydeligvis utilfredse Procella trådte ud af bilen. Blot synet af hende fik Kayas skuldre til langsomt at krybe op til hendes ører, og musklerne spændtes afventende på det raserianfald, der uden tvivl ville komme.
Uden svar, lod hun den tunge taske dumpe ned i hendes stærke arme. Men vægten var alligevel nok til at hun gik overrasket let i knæ, før hun spændte ordenligt i musklerne for at kunne bære den. Tasken blev smidt over ryggen og holdt i den ene spændte arm over skulderen.

Læberne blev spidset en smule i et forsøg på ikke at grine over kvindens tydelige fuldskab. Det lykkedes hende faktisk ikke at grine, og ansigtet så bare forvrænget ud i en mærkelig grimasse. Forvirringen morede hendes faktisk også en smule, det var ikke ofte, man fik muligheden for at se den selvsikre kvinde forvirret.
En særforestilling.
Hun nikkede, nærmest som et svar på, at dette ikke var en drøm.

"It was easy to find this place.

Den frie hånd beskrev en bue i luften. Dette sted var ikke til at gemme.

I'm here to talk about your choices in.. Mating, Procella. Or should I call you Lauren? To hear what the fuck went through your head, when you chose a freaking demon as a husband and decided to have those freaking children with him. Did you have a cerebral hemorrhage, or what happened in that bloody brain of yours?"

Stemmen var for en gangs skyld rolig, kontrolleret. Hun lød ikke som den krybende, usikre elev, som hun plejede at være. Det eneste, der kunne høres i stemmen, var måske et strejf af bebrejdelse. At hun for en gangs skyld virkede selvsikker, gik det faktisk på for hende at hun ragede langt op over den lille kvinde foran hende. Hun kunne faktisk se ned på hende!
Hendes muskler spændtes og hendes hjerne var klar på enhver reaktion fra den lille kvindes side. Hun var fuld og generelt en arrig kvinde, det var ikke til at vide, hvordan hun ville reagere.

En utilfreds rumlen fra Procella indikerede at jægeren ikke var begejstret for omtalen af sit hjem. Det direkte tvære blik hun sendte rundt og den slet skjulte gysen manede enhver tvivl der kunne have været, i jorden om hvem der egentlig stod for valg af dekorationer inde som ude.

"Easy to find? Oh please! This is like the fucking wall of China! You can see it from space!"

Growlede hun, meget morgensurt, men til gengæld var det ætsende blik hun sendte Kaya, ikke møntet på hende, og der var noget over hendes mimik der afslørede det. Procella rettede sig en smule og trykkede håndtaget på døren ned, og gik så lidt i stå. Hun vendte langsomt hovedet. Al udtryk var som hvisket bort fra hendes ansigt. Et enkelt øjenbryn kravlede op i panden på hende.

"You prefer I fuck humans and kill them in the process Kaya?"

Hun vendte sig mod døren, stoppede op igen og vendte hovedet og gav hende et måleligt blik over skulderen.

"Oh and by the way. If you ever call me that again, make sure you want it to be the very bloody last word you ever say."

Bemærkningen var henkastet, som om den egentlig ikke var vigtig. Det var nok det der gjorde at den var så meget mere alvorlig. Hun havde ikke råbt. Hun havde ikke hidset eller hysset. Hun havde meget roligt konstateret at hvis Kaya nogensinde vovede at tage det navn i sin mund igen - skulle hun overveje hvor god en jæger hun faktisk var.

Uden at dvæle yderligere ved den meget kølige sætning rakte hun ud og snappede remmen på tasken og trak den efter sig. Den blev flået ud af Kayas arme og faldt til gulvet med et uhyggeligt højt smæk, som fik det til at rasle og gøre ved i dens indre.

"Honny! I'm hooooome!"

Nærmest sang hun iskoldt for sig selv. Så lo hun kort og svajede let.

"Hah! That's a better explanation than mine! Haemorrhage? I was thinking mental insanity. The sex is fantastic though! Or maaaybe it was the alcohol? Lord knows I love my liquor. Hm...Or maybe I just finally cracked. Joined the dark side?"

Procella rodede let rundt i tasken og fumlede ved et eller andet i sin hånd. Hun så langsomt op. Vendte rundt mod den åbne dør hvori hendes elev stod. Det svømmende blik snævrede ind på Kaya.

"So? Gonna kill me, or just stand there? What am I Kaya? Evil? Good? Tell me..."

Procellas stemme var totalt udtryksløs. Ikke meget mere end en hvislen der lige præcis nåede kvindens hørelse - mest fordi der var så fantastisk stille i det store hus. Som et tilbageholdt åndedræt.

Kaya hævede et øjenbryn og morede sig en smule over kommentaren.

"You don't say..!"

Mumlede hun enig. Hun kunne lige så godt have boet i Det Hvide Hus - det her var lige så nemt at finde. Der var ikke lagt skjul på noget som helst, alt var overdådigt, overdrevet, og alt, alt for opmærksomhedskrævende. At det ætsende blik nok mere var møntet til hendes mand, Wicked, fik kun Kaya til at smile skævt for sig selv. Hun ville aldrig selv, have valgt at bo et sted som dette, nogensinde. Det skreg jo; se på mig! Se på mig! Jeg er her!
Et forvirret, uforstående udtryk rynkede hendes ellers glatte ansigt.

"Kill 'em? Why on earth should you have to kill them in the process? You wouldn't have to."

Det var dog en mærkelig måde at se på det. Hun ville jo bare være et menneske, der havde sex, ligesom alle andre? Det gav virkelig ingen mening. Var det fordi, hun ikke kunne styre sig? Med dét temperament kvinden led under, ville det egentligt ikke overraske hende.

Den næste kommentar kom en smule bag på hende. Truslen var tydelig, og hun havde ikke tænkt sig at betvivle den, og hun valgte, nok meget klogt, ikke at kommentere på det, udover at give en nik - hun havde forstået.

Hun lod tasken blive revet ud af hånden på hende, uden at gøre modstand. Musklerne protesterede en smule, da den overdrevne vægt blev fjernet uventet fra hendes arm.

Ansigtet blev forvrænget i en grim grimasse over hendes ord, trods den kolde tone var de helt forkerte, malplacerede, når man tænkte på, hvem "honey" var. At hun vidste, at han ikke var hjemme, var en anden side af sagen. Det havde opkaldet tidligere på morgenen indikeret.
Øjnene blev smalle, stirrede mistroisk ud mellem tro sprækker. Hvad var hun ude på? Nok var hun tydeligvis fuld, men ikke så fuld, at hun ville begynde at plapre løs på den måde, som en anden lille skoletøs. Musklerne spændtes. Nok var Procella hendes mentor, men hun stolede ikke rigtigt på hende - havde aldrig rigtigt gjort det.
Da kvinden bøjede sig ned og begyndte at rode i den tunge taske, der uden tvivl indeholdte et hav af våben, gled Kayas egen hånd om på lænden, under hættetrøjen og strammedes om et håndtag.
Da blikket snævredes ind på hende, gik det op for hende, at Procella på ingen mulig måde var for fuld til at forsvare sig selv. Forståelse maledes i hendes ansigt.

"Kill you? I would neither want to or even have a chance, if I ever were to try. There's a reason I want you to teach me the knowledge of the Hunters. Even if I wanted you dead for the betrayal to the human kind, I would not do it. At least not yet."

Ordene var kolde som graven.
Under den kolde, følelsesløse facade krakelerede den idolisering af kvinden foran hende fuldstændigt. Det var allerede begyndt første dag, hun fandt hende på øen og havde set hendes kreaturer, misfostre af børn at være. Der var ikke andet tilbage end nødvendigheden om at lære fra denne dygtige jæger. Og selv dét kunne hun finde andet steds. Men Procella havde en viden, en dygtighed, som Kaya higede efter.
Hun var på usikker, gyngende grund, dét vidste hun, men hun ville ikke længere lade sig holde tilbage af barnlige forhåbninger.

Smilet der strakte sig kort over Procellas ansigt var uden varme eller humor. Det var tørt. En anelse sørgmodigt.

"Wake up Kaya. I'm not human. Not enough human anyway. If I'm intimate with a human, I kill them. I have no other choices"

Mumlede hun og så ned på genstanden i sin håndflade. Hun knugede den hårdt.

"You never gave me an answer. What am I? Good or evil."

Hun trådte et kvart skridt tilbage mod døren

"So speak with conviction. Yes, or no. Am I the bane of humanity, or am I Reaper? Tell me..."

Procella sænkede hovedet lavt så de rovdyrgylndne øjne så ferale ud.

"Tell...me..."

Der var noget søgende, under den kommanderende stemme.

Kayas ansigt så egentligt ikke overrasket ud. Der var sket ændringer med Procella, som Kaya ikke havde kunnet forklare, og derfor havde hun smidt det om i baghoved med viljen til at overse det. Ikke tænke på det. Øjnene. Opførslen. Styrken. Den adræte udholdenhed, der ofte oversteg et menneskes, selv en jægers, kunnen.
Et nik og et øjebliks stilhed. Hvad skulle hun sige? Hvad var der at sige?

"I guess I'm not surprised.. I mean, you're stronger.. Different than most humans."

Hendes blik fulgte Procellas, forsøgte at se, hvilken genstand hun havde i hånden, men blev afbrudt af kvindens ord.
Hun rørte sig ikke ud af stedet, da Procella kom nærmere. Hun stod stadig i døren, dog med flugtmuligheden bagud, udenfor. Hun opførte sig mærkeligt, ja nærmest følelsesladet. En ubehagelig fornemmelse gled ned langs den yngre kvindes rygsøjle. Var dette en fælde? Hånden slap ikke sit greb på ryggen, da hun lagde hoved tænksomt på skrå og så ind i de unaturlige, rovdyrgule øjne.

"I.. I don't know.. As you've said yourself, you've saved more human lives than any other firefighter or policeman. You've killed more creatures than any other person, that I know of. Is there a good? A bad? I don't know. Have you ever chosen an abnormal creature's life above a human's? Not what I know of. But I do believe that you'll have difficulties choosing the human life over a demon's in the future. The lines will be a blurr to you. I just can't see how you - this - is gonna end well for your own best."

Tonen var usikker, ikke så meget af frygten for kvinden overfor hende, men mere af tvivlen omkring svaret til hendes spørgsmål.
Var der et rigtigt og et forkert? Og hvem kunne bedømme dette rigtige uden bagtanker om personlig vinding?

"Do you really love him? Or are you just too afraid to leave him?"

Det sidste var faktisk en mulighed, ud fra hvordan han havde opført sig overfor Kaya. Hun var overbevist om, at han var en gammel, klog og farlig dæmon, der vidste, hvad han skulle gøre, hvis det nogensinde kom til valget. Hun var overbevist om, at han ikke var en, man skulle komme på tværs af. Hele hans væsen skreg; farlig!

Procella fnøs lavmælt. Det svømmende blik så en smule skuffet ud.

"I'm teaching my ass of, and you don't see the biggest freak right in front of you? Let me draw you a picture..."

Procellas fyldige læber strakte sig i et gavtyvesmil og der var et farligt glimt i hendes øjne.

"I fuck demons just for fun, I'm about the oldest hunter you'll ever meet. I'm the youngest ever added to our ranks. I wake up when a squirrel moves 5 miles away. I have eyes like a cat, I have fangs like an alpha-wolf. I purr. I growl. I'm the smallest girl in town, and I can beat the crap out of anyone who dares to give me shit. I shoot guns with the big boys. I manipulate with the police. I go to church. I can feel magic in the air. I can smell ever fucking supernatural being. Geeeh. I can even smell him on your skin."

Hun så roligt på Kaya men da hun åbnede sine sanser mod den unge kvinde knurrede hun alligevel lavmælt. Og så begyndte hun at le...stille lavmælt. Det var mest en klukken dybt i hendes hals.

"Y-you made him bleed? Oh god! Thats just too funny! Get that hand out Kaya. Don't you think I know what ya doing? If I wanted to kill you, why here? Are we gonna talk or are you going to be rude?"

Kayas spørgsmål fik hende til at tilte hovedet let, nærmest tænksomt

"Afraid to leave him?"

Gentog hun. Som smagte hun på sætningen. Hendes øjne blev sært mørke. Procella havde ingen anelse om den pedistal af gudestatus Kaya havde smækket hendes faste læderbeklædte røv op på. Havde hun vidst det havde hun skreget af grin og stukket tøsen en dummeflad.

"I don't fear James. If I want to leave, I'll do it. But I cant. It's hard to explain. He was...he is...oh well. The best I can come to explain it. He was made for me. He is everything I need. He is everything I loath. But one thing your wrong about. He would never ever make me choose. He knows what I would pick. I am here for a reason. One reason only."

Hun hævede hagen og hendes blik blev koldt.

"Which brings me back to you. You do not have the luxury to be in doubt. Do you think I would take an innocent life? If you do, your duty is clear. If you doubt what side I am on, you kill me, and you kill me now, before I kill you."

((lidt karakterstyring er blevet tilladt))

Procella bevægede sig pludselig hurtigere end det normale øje kunne fange. I hendes baghoved stønnede hun af anstrengelsen. Hun havde allerede inden for de sidste 24 timer kørt hårdt på sin styrke og sin hurtighed. Hun kom i den grad til at fortryde det. Men hellere sådan her, end alle mulige andre måder. Det her var en måde hun kunne leve med.

På et hjerteslag var hun foran Kaya, hun greb fat i kvinden, og bragede hende ind i murværket ved siden af døren - på ydersiden - da hun stadig ikke var gået ind. Procellas bryst vibrerede af den tunge udfordrende snerren der blottede de alt for hvide og skarpe tænder. De gyldne øjne var rovdyrgule, og man havde lidt den krybende fornemmelse af at være fanget mellem de gigantiske poter på en tiger der meget tydeligt ikke fandt det nye legetøj andet end virkelig tyggevenligt. Procella strakte sig på tå så deres ansigter var en fingerbredte fra hinanden, hvorefter hun klappede kæberne sammen. Smældet af tænderne ville kunne få de fleste til at gøre det i bukserne. Det lød lidt som når en gigantisk hækkesaks blev smækket sammen.

"What AM I Kaya?! Whats your duty?! Could I kill you? Right now?"

Det var som et godstog der havde braget ind i kvinden. Intet var brækket på Kaya, men hun var så fanget som et menneske kunne være det.

En skæv, næsten pinlig berørt maske trådte frem på hendes ansigt. Det var jo rigtigt nok, og tegnene havde været der, hun havde bare valgt at ignorere dem, ikke villet se dem. Hvordan hun kunne se på en person og uden videre vide, at det var en engel. Hvordan hun kunne presse sin krop langt hårdere end enhver anden person. De kolde, hårde fakta havde ligget i én uendelig strøm foran hende. Hun trak på den ene mundvig, ikke et smil, mere en opgivende grimasse.

"Guess I'm not as good and fast learning as you wanted me to be.."

Ordene havde en opgivende, selvbebrejdende klang.
Det blev dog skiftet ud med et forundret blik - hvorfor grinede hun? Hvorfor var det sjovt, at hun havde fået et overnaturligt væsen til at bløde? Hvorfor var dét sjovt?

"Tried to use his blood as leverage against him - didn't work out as I hoped."

Hun var overbevist om, at det havde været en smart tanke, et klogt træk - åbenbart bare ikke mod ham. Hans overraskede men ligegyldige ord; you are amusing, havde fået hende til at føle sig grinagtigt dum. Og hun havde stadig ikke fundet ud af, hvad han ville!
Som reaktion på kvindens sidste ord lod hun opgivende de lange fingre slippe sit greb og lod armen falde, med nærmest apatisk opgivenhed, ned langs siden.

"Then let's talk.. Explain to me, what I do not understand."

Og ordene kom. Forklaringen kom. Igen blev hendes ansigt forvrænget i en maske af mistro. Hvordan kunne hun mene at et sådan monster var "made for her"?! Nårh ja.. Hun var jo selv et, ikke? Eller kunne man kalde hende dét, når hun lavede, hvad hun gjorde - reddede menneskeliv?
Hænderne gled opgivende op i luften, hele hendes krop emmede opgivenhed.

"No! I do not believe you'd take a.. Urgh!"

Hun nåede ikke engang at tale ud, før hendes krop blev smækket op af muren. Den manglende polstring fik hendes rygsølje til at lammes af smerte. Muskler og knogler skreg under denne behandling.

That's gonna bruise tomorrow..

Var den eneste åndsfraværende tanke, der røg gennem hendes overfyldte hoved.
Af ren refleks røg et knæ op mod hendes underliv, men smerten langs rygsøjlen, fik det til at virke som et meget ynkeligt forsøg. Foden blev hurtigt sat i jorden igen. Hun havde ikke en chance mod denne overnaturlige styrke. Hun var fanget; som en lus mellem to negle.
Pulsen hamrede af overraskelse og forskrækkelse under huden. Hun havde ikke forudset dette - ikke kunnet nå at reagere. Ynkeligt! Hun var ynkelig, som hun stod opgivende der, under de stærke hænder fra kvinden, der var en del mindre end hende selv. Trods vægtforskellen ville hun aldrig have en chance. Musklerne smertede under de borende fingre. Øjnene blev forskrækket spærret op over den voldsomme lyd, der fortalte at hun kunne flå hoved af Kaya uden problemer.

"No!"

Kom det halvkvalt fra hende.
En rolighed skyllede ind over hende med dén viden der pludselig lå i hende.

"No you wouldn't. You could never make yourself do it. I am an innocent person, or at least a person whom fights for the same cause. You would never. You are not trained, teached to do such an act. You are teached by your hunter-parents or your mentor never to eliminate a person like me or an innocent one. You would never - that's what I believe in. I don't believe you're bad, but even bad people do good things once from time to time. You have children, as you've said before, they are innocent. How could you teach them to be any kind of good, if you're not somewhat good yourself?"

Det sidste var egentligt ikke et spørgsmål, mere en konstatering ud fra hendes egne overbevisninger.
Hun bevægede sig ikke, ikke udover de spændte muskler, der sitrede.

"You wouldn't. I believe you wouldn't."

De sidste ord lød som en dom, der ikke kunne ankes. Nok var hun jæger, men hun var også religiøs, og hun troede på at alle mennesker gemte på noget godt - og Procella var halvt menneske, ikke? Hun havde børn, børn som hun ville kæmpe for, om hun så skulle dø i forsøget. Kaya troede på, at der var noget godt inde i Procella. Hun ville tro det! For hvis hun ikke havde sin tro, hvad havde hun så?

"I have delivered my.. 'Judgment', would you now be so kind and let go of me."

De sidste ord lød med en kølig påtaget venlighed.
Selv hvis hun ønskede at slå kvinden overfor hende ihjel, ville hun ikke have en chance. Hun var hverken dygtig eller stærk nok til at bryde ud af dette greb, det vidste hun. Hendes fingre fandt Procella og forsøgte forsigtigt at fjerne dem én efter en.

Procellas pres mod Kaya forøgedes et øjeblik. Til det punkt hvor hun kunne fornemme hjertet dirre let, usikker på om det skulle springe næste slag over og lade kvinden besvime som svar på det kropsmæssige pres. Procella kendte selv til fornemmelsen. Susen i ørene, sorte pletter for øjnene, en sær metallisk smag i munden, og en tunge der føltes sært...ulden? Så slap hun Kaya, men uden at trække sig bort. Hendes ånde faldt tungt på Kayas ansigt og hun rakte op og klappede sin elevs kind halvhårdt.

"That was a trick question. The correct answer would have been - Yes you can kill me, and I believe you wont - If that is your conviction"

Procella lukkede øjnene kort, trak vejret dybt, og tog et langt skridt tilbage, for at give Kaya plads og rum til at komme sig oven på hændelsen på. Den erfarne jæger knugede stadig noget hårdt i den ene hånd. Hun forsøgte at skjule den lette muskeldirren der gik gennem hendes overarme, men måtte overgive sig og gnide knyttede næver hårdt mod de krampende muskler.

"Cost...benefit...."

Gispede hun og kneb øjnene sammen. Det lød mest af alt som om hun skændte på sig selv.

"Scuse me for a moment...while I pay..."

Procella vaklede let, hun bumpede sidelæns ind i dørkarmen, og hendes dirrende ben gav efter under hende. Stille sank hun langsomt sammen, med omtrendt lige så mange krafter som en overkogt nuddel. Hun fugtede sine læber og så slørret og beruset op på Kaya.

"See? Having these gifts ain't just fun and games."

Der var en vis bitterhed i hendes ord. Hun vendte hovedet bort fra Kaya og så ud over den smukke rundkørsel foran huset. Hun så træt og hærget ud. Der var en let askegrå tone under den gyldne hud. Hendes øjne virkede for store til hendes ansigt, og alt for vilde. På sekunder var Procella gået fra at være en dødbringende styrke der kunne matche de fleste overnaturlige, til at være en skyge af sig selv. Hun betalte prisen for at have brugt ødselt af sine evner.

Jægeren sukkede. Hun var i ynkelig forfatning og hun hadede det. Hun klamrede sig til den lille genstand i hendes hånd med de sidste kræfter hun havde tilbage. Hun havde end ikke energien til at mønstre at lade sig glide sidelæns og orme sig ind af døren for at lade personalet finde hende. Hvor længe siden var det hun havde været så drænet? Det var godt nok længe.

"Nice judgement though. Real dramatic. Heh...if you're gonna change your mind, please do so now. I'm too tired to care right now. I just wanner...sit here...for a while"

Mumlede Procella træt. Hun lukkede sine øjne og fugtede sine læber.

"You're wrong about one thing. My parents didn't teach me shit. I killed my mother, and my father left my freaky ass as a child. And here's a kicker you never saw coming. I work for the lord. I'm not an angle. Not a demon. I've never been human. God...I just wanner be human. Want it so bad. I'm getting older...I have a soul. But who is gonna take me? The Lord? Or the fallen? I am an abomination. If it wasn't a sin, I would put a bullet in my brain. I hunt. Therefore I am. I feel them. All of them. I know them. I'm the youngest hunter ever. I'm the best. And why? They took the perfect weapon and used it. Melted it. took the raw nature and made a blade of...."

Procella lo stille og træt og åbnede sine øjne igen.

"I'm their weapon. But I'm getting old. Having a soul...it comes with a price. I'm never gonna see them grow old. The girls. I'm gonna have to make a choice. Killing them, or make them kill me. My life is pain and death. I'm....Reaper? I Reap. And I'm getting....tired..."

Hendes ansigtstræk slappedes kort og hun fik et blankt udtryk i øjnene. Hendes ord blev mere og mere tilfældige. Hvis hun ikke havde udmattet sig selv så voldsomt, og været mere end halvfuld ville hun aldrig have siddet og bralret ud på den måde. Aldrig.

"I've seen more than any human should ever see. I can't stop. They won't let me. Always one more. And she started to talk again. She loves them. The job. The hunt. The killing. She hates. Whatever he did to me, she didn't start hurting me...not yet. She will. She always does. They did something to us. To her. Guess I was too stupid...ignorance is a bliss. So...angry...she hates him. She doesn't want to share. Not me. Not ever. She'll hurt me again. Soon."

Procellas stemme var gledet hen i en sorgfuld hvisken fuld af smerte. Forventning om smerte. Hendes liv var smerte, skygger, død, skrig. Det var den næste overnaturlige der skulle dø. Det var håbet om stakket fred før hun atter blev pisket ud i det arbejde hun med tiden hadede lige så meget som hun elskede. Hun vidste udemærket godt at hun ikke blev en gammel kroget kone. Det havde hun det fint med. Hvad hun ikke havde det fint med, var at miste. Hun havde noget at miste nu. Hun havde lovet ikke at flygte mere. Hun havde give Wick sit ord på det. Men hun havde lyst. Løbe fra alt det der kunne give hende noget at miste. Drukne sig i alkohol og hede nætter fulde af kroppe og desperate sammensmeltninger.

"I'm just so....tired..."

Procellas øjne gled atter i. Hendes liv var blevet så...besværligt? Der var så meget hun skulle tænke over hele tiden. Konsekvenser. Hvis hun løb kunne det hele blive simpelt igen. Så simpelt.

I hate you...I hate you for making me love you...

En tåre gled ned af hendes kind, ud under de lukkede øjenlåg. Hun havde ikke ondt af sig selv og sit liv. Hun vidste hun kom til at miste, og bevidstheden om smerten når det skete var så stærk at det føltes som om hun var igang med sit tab i dette øjeblik.

Why...why did you have to make me love you?

Procellas hals snørrede sig sammen. Hvis nogen søgte at gøre ham fortræd. Ham eller børnene. Hendes verden ville gå i stykker. Ingen af dem var skabt til at elske, og alligevel havde de fundet hinanden. Hendes fingre strammede deres greb og en lille trækning gik hen over hendes ansigt da hendes håndflade blev skåret i stykker af genstanden hun knugede i den. Det betød ikke noget. Smerten. Hun kunne bedre forholde sig til den fysiske smerte end den der hærgede i hendes bevidsthed og hendes hjerte.

Da presset øgedes, så hun nærmest.. opgivende ud, dog med en himlen med øjnene.

"Urgh.. C'.. C'on.."

Hun havde ikke luft til at sige mere. Ilten ville ikke ud, ville ind og beskytte organerne. Hendes ansigt blev først lettere rødt og så langsomt askegråt, mens hendes lunger desperat forsøgte at trække mere ilt ud af luften i dem. Der var ikke mere. Hun begyndte at føles let slap i Procellas hænder, før hun gav slip. Og hvis ikke kvinden havde stået så tæt op af hende, var hun faldet forover. Hun dumpede først let ind i Procella for ikke at miste balancen, før hun lænede sig bagover mod væggen. Hun tog det hårdhændede klap uden at mærke synderligt af det. Kroppen havde for travlt med at genetablere sig selv. Da den lavere kvinde trådte væk, lod hun sig udmattet glide ned langs væggen bag hende, for ikke at skulle bruge energi på at stå op. Hun gispede efter vejret med en rallende hosten, og kun langsomt kom blodet tilbage til hjernen og organerne og huden fik igen sin naturlige, lyserøde farve tilbage.
Hun havde ikke overskud til at svare kvinden foran hende, åndede bare tungt ud og ind.
Der sad de jo fint, side om side. To ynkelige forestillinger om menneskets våben mod det overnaturlige.
Kaya lod Procella vrøvle videre - havde ikke energien til at svare hende.
Samtidig var de informationer, hun gav, noget Kaya ikke vidste, ting hun måske kunne bruge.
'she', 'us', 'me'.
Først troede Kaya, at hun stadig snakkede om pigerne. Men der var jo mere end én af dem. Snakkede hun om sig selv? Var hun virkelig så langt ude, at hendes hjerne havde reageret med en spaltning af hendes personlighed? En hovedrysten var den eneste reaktion, der kom fra Kaya. Hun havde travlt nok med sin egen krop til at gøre andet end at lytte, mens hånden gned mod det svidende, ømme røde område, der nu trådte frem på hendes hals.

Først da Procella blev stille efter sin lange, vrøvlende talestrøm, drejede hun hovedet, og så tåren. Overraskelsen sås i hendes øjne, medlidenheden derefter.

No wonder she's like that. I actually feel sorry for her..

Hun fyldte sine stadig lettere smertende lunger med en mundfuld luft.

"Procella. You're babbling."

Var hendes første ord med en påtaget hårdhed i stemmen. Hun kunne næsten gætte sig til, at kvinden ville hade sig selv for at være så svag og ukontrolleret, når blev ædru - hvis hun da kunne huske det.
Med en hånd på det ene knæ og den anden på jorden fik hun besværet rejst sig op. Et øjeblik blev det hele svimlende, og hun måtte støtte sig til væggen for ikke at vælte. Med genvundet balance trådte hun med rolige skridt over til den ynkeligt udseende kvinde i dørkarmen.

"And you're drunk. Let's get you to bed."

Stemmen var nu rolig, venlig, og hun rakte en hånd ud for at hjælpe den udmattede, fulde Procella op, for at støtte hende ind til sin seng.

"You may be a weapon, but the Lord would never burden your shoulders with more than they can bear. And you have broard shoulders."

Hun var stille et kort øjeblik, som var hun i tvivl om, hvad hun skulle sige. Om hun skulle sige det.

"I am sorry that you are this way - that you feel this way. But nothing good's gonna come from you sitting, sobbing like a little girl, this way. Get sober and get going."

Hun havde lagt en mild hårdhed i sin stemme. Var det ikke sådan, det var bedst? Hun var i hvert fald sikker på, at hun kun ville gøre det værre, hvis hun blev blød og viste medlidenhed overfor hende. Det ville kun gøre den stædige, stolte kvinde vred.

Hånden var stadig rakt ud, for at kunne hjælpe hende op.

"Come on. Let's get you to bed."

Hun så ned på hende. Ansigtet var mildt, men hun havde skjult medlidenheden væk, den kunne ikke ses. Det var nok bedst sådan.

Til en start lod det til at Procella slet ikke hørte Kaya. Om muligt så hun endnu mere fraværende ud i ansigtet, lidt a la de meget fortabte udtryk man kunne finde hos mentalt retarderede folk, der var i en verden der var helt deres egen. Procellas læber bevægede sig svagt. Ikke formende direkte ord, men små svage bevægelser som afspejlede de en indre dialog, eller som en person der lyttede med på en sang i radioen og af sig selv mimede med, uden selv at være klar over det.

Jægeren fik en lille rynke i panden, blinkede et par gange med øjnene og blev nærværende i blikket igen. Hun så dog halvt bebrejdende på Kaya.

"Hm? What? No I'm not?"

Mumlede hun, så tænksom ud, åbnede munden halvt, og lukkede den derpå fast i. Så rystede hun let på hovedet.

"Yeah. Drunk. Very drunk."

Det kom lidt for villigt, lidt for hurtigt, lidt for...ivrigt? Procella var mere end parat til at lade sin lille rant være fuldemandssnak og hvis Kaya stemplede det som sådan, så var det perfekt. Jægeren så træt op på hånden. Hun sukkede og hendes venstre hånd gled til hendes højre i hendes skød. Genstanden hun havde deri gled ind i den venstre håndflade - skjult for Kayas blik. Hun stønnede halvkvalt da hun med tydelig kraftanstrengelse måtte svinge en stor del af kroppen i bevægelse, for at kunne slynge sin arm op, og gribe hårdt fast om Kayas underarm. Til gengæld var resten af fysikken omtrendt så samarbejdsvillig som en sæk kartofler.

"Bloody lovely...And I'm not sobbing. Pull me up"

Brummede Procella. Hun strammede sit greb og søgte at stemme imod, men blev overrasket af sin egen krops modvilje til at samarbejde, samt den store bløde hættetrøje Kaya havde på. I stedet for at give et fast materiel at have en skridsikker bund på, trak hun i stedet i de bløde fibre, og på trods af at trøjen var sort, var stoffet alligevel sært mørkere var hendes håndflade gled ned over det. Før det lykkedes Procella at stå på røven, og nok tilføje et flækket kranium mod stenen, til sine elendigheder, lukkedes Kayas hånd om hendes underarm. Et langt sekund hang Procella i en meget uskøn stilling, lidt som en kluddedukke, og forbandede en aften, nat og morgen der på ingen måde havde samarbejdet med hende. Alligevel lo hun en smule tørt. Det var en bleg blottelse af skarpe tænder og noget der mindende mere om en hæs gøen.

"You are so cute Kaya. The lord wouldn't burden people just for fun? You really gotta read the bible closely. Remember Cain and Abel? The Lord is almighty. But He is also the most sadistic fuck of us all. God is darkness. He created light. Everything is His doing. Humans, demons. He made temptation, and He judges all. Salvation, or damnation. I'm just the fucking guarddog, barking at the gate. He calls the shots. He can send every motherfucker I kill right back. "

Der var noget brokkende og uendeligt træt over stemmen. Den var halvt irettesættende, men mest af alt var den bare træt. Træt af at skulle få styr på tanker, og de mange samtaler, og de vigtige ting der foregik i hendes hoved. Da Kaya vipped en arm omkring hende og ledte hende ind i huset, hang Procella tungt ind mod hende. Procellas højre hånd der hang ned foran hende gled hen over Kayas bukseben, og mod den lysere baggrund var det denne gang tydeligt at der blev sat et mærke.

Et sted i Procellas bevidsthed var der et lille lettet suk. Kaya var gået ind med dem, og havde ikke været besværet. Hun var stadig menneske. Uanset hvad Kaya så ellers var, dum og defekt og ubeslutsom...hun var menneske. Procellas tanker var tågede. Der var noget hun skulle huske. Noget vigtigt?

"No...no bed...just..."

Sætningen gled ud i intetheden. Hvis hun ikke skulle ligges i seng hvor fanden skulle hun så hen? Hun var så træt...hendes krop gjorde ondt...

Kaya ventede blot. Hun var tydeligvis en træt, drænet kvinde, der skulle have sin tid.
Et øjenbryn blev hævet over det første svar. Selvfølgelig havde hun vrøvlet. Hvad var det egentligt, der foregik inde i hoved på denne kvinde?
Ivrigheden i stemmen blev hørt. Nok var hun fuld, men ikke for fuld til at kunne tale sammenhængende eller fastlåse den lidt større Kaya mod en mur med en sikker kontrol over sine koordinationsevner. Så fuld var hun heller ikke.

"Right.. Veeery drunk. Let's just call it that."

Stemmen dryppede af sarkasme. Hun troede tydeligvis ikke på kvinden, men det var ikke en diskussion, der var værd at tage op med hende nu.
Hun kunne dog ikke holde et skævt smil tilbage, da kvindens koordination fejlede fuldstændigt. Hun greb dog fat i hendes underarm med en sikker, støttende styrke og fik hende op og stå. Sådan da..

De næste ord fik hende til at ligne en, der var blevet slået i ansigtet. En forvrænget maske, som havde hun hørt noget, hun virkelig ikke ønskede at høre. Var hun virkelig så 'cute', naiv og dum, som Procella blev ved med at påstå. Det var hun vel egentligt. Det var egenligt utroligt, hvor naiv hun stadig var, selv efter de år hun havde kendt til denne grusomme, mørke verden. Men hvad havde hun tilbage, hvis hun ikke troede, at hendes Herre var god, at Han havde en skjult mening med alting.

"I.. I don't know how to answer that. It's.. It just can't be true, can't be that way. Hell's bells! There has to be something good in this world. Has to.."

Hun stoppede sig selv, mens tankerne svimlede i hoved på hende.

Bloody hell.. Stop being so freaking, fucking naive, girl! Can't you see there isn't? Grow the fuck up!

Hun blev snart nød til at tage sig sammen. Hun kunne ikke gå tilbage til sit gamle liv, og hun kunne ikke komme videre, hvis ikke hun tog sig sammen og voksede fra den barnlige naivitet om troen på, at der fandtes noget godt i alle sjæle.

"Guess I have to stop being so damn naive all the time.."

Forsatte hun kort efter, mens hun gik ubesværet gennem døren. Ja, hun var menneske, med alt hvad det indebar.

Hun følte sig kort anstrengt af vægten af den lille kvindes muskler. Hun var ikke særlig tung, bare tungere end Kaya havde regnet med. Desuden havde hun endnu ikke selv sovet i nat, og reaktionerne kom langsommere end de plejede. Hun rettede ryggen let og stemte en smule i for at holde den mindre kvinde oprejst. Da de trådte inden for døren, skubbede hun dufflebag'en til side for at lukke døren i med foden bag sig. Men lagde midt i bevægelsen med den venstre fod lagde hun mærke til den røde plamage, der var tværet ud på det lysere stof på buksebenet.
Første reaktion var, at hun hurtigt tænkte tilbage på aftenen. Først Wicked og så fængslet. Hun var ikke selv kommet til skade på benet. Huden var kun brudt en smule over øjenbrynet, hvor hun havde slået sig. Og hun havde været hjemme, vaske sig og skifte tøj. Blikkene dér, havde givet en tanke om at skulle flytte.
Men hun var ikke selv kommet til skade.
Hun så på Procella og lod blikket glide mod hånden, der havde ramt hendes bukseben. Det var kun hånden - så vidt hun kunne se.

"You're bleeding Procella. You should let me look at it."

Hun stoppede op, da Procella mumlede usammenhængende og forsøgte at se hende i øjnene. Hun så ikke godt ud. Ynkelig, træt og usammenhængende. En seng ville lige nu være det bedste, der kunne ske for hende.

"What do ya mean? You want to look to the girls first? I'm sure they're okay."

Stemmen var mild, men uforstående. Det ville dog give mening, hvis hun gerne ville se om pigerne havde det godt.

Procellas blik så et kort øjeblik halvfornærmet på Kaya. Hvad faen vidste hun om hvorvidt jægeren var fuld eller ej?! Desuden havde det været hende selv der havde påstået Procella var fuld, og nu lød hun som om hun ikke troede på det da hun så blev bakket op i sin påstand? Hvis Procella havde haft kræfterne til det havde hun rystet opgivende på hovedet. Kaya var en selvmodsigelse selv når det ikke var med vilje, og lige nu var det lige ved at blive for besværligt for Procellas sejlende hjerne der svømmede rundt i udmattelse og alkohol.

...sejlede...

Tanken fik det til at gynge under hendes fødder, og hendes mave rullede en halv omgang. Procella blev en smule bleggrøn i ansigtet, og slugte den halve protest og skidebalde som hendes hjerne forsøgte at brygge sammen.

God...I hate sailing...

Procella sank kraftigt og kunne smage den sure galde der steg i hendes hals og brændte op gennem hendes spiserør. Den guløjede kvinde gurglede i halsen og skar ansigt da hun fornemmede hvordan mundvandet samlede sig rigeligt som spontan kropslig reaktion for at neutralisere den snarligst kommende syre.

Fuck...me...

"Ydrk!"

Det var noget i den stil det mest konstruktive det lykkedes forProcella at få udstødt før hun kastede op. Det var ikke engang særlig dramatisk. Hvis bare det havde været en storslået brækstråle der havde banket den nærmeste dør ind i saft og kraft. I stedet for sejlede spytblandet gulboblende, whiskeygylp ud mellem kvindens læber, ned over hendes hage og gled langsomt og stinkende ned af hendes hals og begyndte at bane sig vej ned i hendes skjorte-kavalergang.

Med en anstrengelse der fik den slanke krop til at skælve, tilbagekrævede Procella en smuuuule kontrol over sine muskler, og vippede let fremover, lige i tide til at sende en lille strime savlende plask ud over Kayas slidte løbesko, der fedtede fra toppen af de sirligt bundende snørrebånd, til det prikkede åndbare stykke over hendes tæer. Procellas egne fødder fik samme omgang, blot en smule mere grundigt da hun jo ikke havde sko på.

"I...I was supposed to come with something clever and really profound. That right there...was not it..."

Stønnede hun og lukkede øjnene kort, hvorefter hun atter som en kartoffelsæk lod Kaya bære mere eller mindre hele hendes vægt. Hun kunne lige så godt opgive det der pis med værdighed lige nu. Så måtte hun prøve igen imorgen. Det var bare en af de der dage der skulle flåes ud af kalenderen, brændes rives i stykker, og glemmes. Derefter tisses på. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge!

"Good in the world...right."

Mumlede hun med lukkede øjne da hun forsøgte at fange hvor det var hun havde fået efterladt den der tråd, til det meget forvirrende stykke kludetæppe der var deres samtale, eller en ynkelig efterligning af samme.

"We are the good guys. Conviction Kaya."

Procella skar en smule tænder over at hendes stemme var tør og skælvende, og meget lidt overbevisende. Hun mente faktisk oprigtigt hvert eneste ord, men det var ikke lige den bedste dag for hende at prøve at have den her samtale på! Hun rynkede let sine bryn. Blødte hun? Procella var nær ved at tude af anstrengelse da hun åbnede sine øjne. Alting gjorde ondt og krævede kræfter hun ikke følte hun havde overhoved.

Ind i mellem kunne en krop reagere mystisk. Man kunne falde og slå sig, uden at opdage det. Først når folk fortalte en at man var kommet til skade opdagede man det. En atlet der trænede lagde ikke altid mærke til de tilfældige små blå mærker eller overanstrengte muskler. Procella havde allerede glemt den smerte hun havde pådraget sig selv, men da Kaya bragte den op, sved hendes håndflade fælt. Hendes fingre lavede per automatik en lille spasme omkring håndfladen i protest.

"Wh-...oh. The ring. It's fine. Just a little cut. Nah...the girls are fine. He won't let anyone get to them. Heh...Hehe! Do you know I have vomit on my toes? It's really grose...and warm..."

Procella begyndte at fnise, da hendes knæ knækkede totalt sammen under hende, og det eneste der holdt hende oppe var Kaya og hendes faste greb i hende.

Kaya var ofte en selvmodsigelse, nogle gange så slemt, at det egentligt var pinligt. Men i dette tilfælde, var det nok ikke helt rigtigt. Kaya kendte ikke til niveauet af Procellas evner, og var sikker på, at det ikke kun var disse, der var brugt, da hun fastlåste hende mod væggen. Men det halvfornærmede blik morede hende. Og længere nåede hun ikke i tankegangen..

Før den slibrige masse af galde, spyt og alkohol landede med en våd lyd på hendes gummisko og langsomt sivede ned gennem de åndbare huller. Et dybt suk og et mørkt, opgivende blik gled op fra synet af hendes sko og til kvindens ansigt. Tålmodighed var der ikke meget tilbage af i blikket.

"You.. You really had to do that..? God, Procella, you're pathetic.."

Stemmen var lige så opgivende som blikket, hvis ikke mere. Hun var virkelig ikke kommet her for at tage sig af et fuldt, ynkeligt barn. Men hendes plan var gået i vasken så snart hun havde set den lille kvindes slingrende krop. Hun havde mest af alt lyst til at efterlade hende på gulvet til en eller anden uheldig tjener fandt hende. Men ikke desto mindre gav hun ikke slip på Procella, hvilket det efterhånden så ud til, var den eneste årsag til, at hun stadig stod op.

"Good guys.. Says you who fucks one of the supposedly bad guys."

En meget kort pause indtrådte, før hun kom i tanke om, at intet hvad hun sagde nu, passede godt sammen med Procellas tilstand.

"No.. Forget.. It's not worth a shit talking to you right now."

Hvilket jo nok var sandt nok. Det virkede på ingen måde til, at hendes mentor var i stand til at finde hoved eller hale i noget som helst lige nu. Hun var ikke engang i stand til at flytte hoved nok til ikke at brække sig ud over sig selv!
Til trods for hendes opgivenhed omkring hele situationen, kunne hun dog ikke helt lade være med at føle en dyb selvtilfredshed over kvindens ynkelige situation.

"What ring? Not a wedding ring? Don't say it is, plea.."

Hun tabte fuldstændigt tråden og formålet ved dem, da Procella forsatte sætningen.

"You've got to be kidding me!"

Udbrød hun anstrengt, da hendes fulde vægt pludseligt fik hendes knæ til at skrige over den uventede belastning. Det var de første ord hun overhoved kunne komme på. Knæene blev spændt efter, og de stærke lårmuskler var egentligt det eneste, der holdt dem begge oprejste.

"Bloody hell, you're disgusting. I mean.. Really? No.. Just.. No.. Which way is the bathroom? I'm taking you there and after that I'm putting you to bed."

Lød det meget bestemt fra hende, nærmest som en forældre der virkelig havde fået nok, mens hun begyndte langsomt, men med et godt greb i kvinden, at trække dem begge igennem den store hall mod, hvad der kunne se ud til at være, de mere private gemakker.

Med al den larm de to kvinder lavede virkede det efterhånden forholdvis påfaldende at der stadig ikke var kommet personale ilende til. Ingen Porcelain, som Kaya havde mødt før. Ingen Fletcher der vimsede rundt med sit voluptiøse korpus. Ingen vagter, ingen Wicked. Hvis nogen havde åndsnærværelse nok til faktisk at tænke yderligere over det, så virkede det næsten kunstigt sovende i huset. så det ville nok ikke ske. Procella nægtede at pointere det himmelråbende faktum ud og sætte lys på det i henhold til eleven der krampagtigt greb til undskyldningen om at kunne kalde sin læremester patetisk. Så kunne hun lige så godt spille med. Der skulle heller ikke meget til at spille med på den. Hun var udmattet. Hun var halvfuld. Hun var stadig søsyg, og generelt følte hun sig syg helt ind i knoglemarven.

"What? He's a really good fuck! Besides...I always fuck the bad guys, in more way than one. Heh...tehe! Got that? More way than one?"

Kæft hvor var hun vittig altså! Men helt ærligt, så var der jo altså en ganske god logik i det. For hende i hvert fald. Kaya skulle nok ikke afprøve hendes strategi. Det endte hun nok med at komme til skade af. Procella prøvede at fange Kayas blik.

"Really! I'm blo-bloowdy serious! If your deep throating a guy, he's never gonna see it coming. Coming...HAH! Neither am I. Y-you know? Because it's in my throat?"

Penslede Procella pinagtigt ud, som om hun helt ærligt forventede at Kaya var for tungnem til at kunne fatte joken på egen hånd, uden pædagogisk forklaring. Til gengæld undslap en halvkvalt fnisen den forpjuskede, brækmarinerede jæger.

"I'm not taking a pis with you! I'm not that girly! Find someone else to bond with! Someone who wears pink! And ponytales! I'm just wearing vomit. On my toes. I had nachoes with Mike. Oh he is going to get so angry if I don't get back. Like...soon. You know why its called a tie? You can really tie a tie"

Endnu en fnisen undslap Procella. Der var mange ties i hendes verden, og hendes tunge var begyndt at føles ulden og ikke helt samarbejdsvillig. Bebrejdende stak hun den ud og gjorde sig skeløjet. Det var hendes mund! Hende der bestemte!

"Ifoh? Ih-ia tha, theth!"

Vent...det lød ikke rigtigt? Procella slubrede og trak langsomt tungen ind på plads med behørigt større tankefunktion bag end der burde være.

"Wiiiich one, we have like...twelve. I need a fucking compass to find the stairs..."

Det var nok en lille overdrivelse da den store hall mere eller mindre var domineret af den meget Titanic-agtige trappe. Trappe eller ej, verden var et fantastisk humoristisk sted lige nu. Det mente Procella i hvert fald, hvorefter hun spruttede af grin og greb fat i Kaya med højre hånd, hvilket mere eller mindre trak hendes joggingbukser ned om røven på hende, fremfor egentlig at hjælpe Procella med at "kravle op".

"I can see your ass"

Savlede Procella af grin, og følte sig enormt observant.

Kaya anede intet om, hvor vidt huset, nej nok mere paladset, plejede at være fuldt at personale, tjenere og rengøringsfolk eller ej, og derfor røg ingen tanker i den retning. Udover, at der måske var lidt for stille. Men nårh ja? Det var jo et stort hus. Men der måtte i det mindste være nogle til at passe børnene, ikke? Eller også var folk var for vant til at Procella kom stavrende hjem alt for sent om natten - eller rettere meget tidligt om morgenen. Men hvad vidst hun også om dét?

Et suk der nærmest kunne forveksles med en lyd af at hun var ved at brække sig, steg over hendes læber. Det her var jo forfærdeligt. Og forfærdeligt ynkeligt. Kaya var træt. Hun var vred. Hun var bitter. Og nu havde hun bræk udover fødderne tilmed! Hvis hun kunne have tilladt sig at løbe skrigende ud af det her galehus, havde hun gjort det. Hun ville ikke mere. Hun ville bare hjem til sin seng. Og dét uden at nogen fra opgangen så hende.

"Couldn't you just.. Would you just shut up? You sound worse than a desperate comedian trying to get a second breakthrough after twenty years of alcohol, drugs and worse. Just, shut up"

Stemmen lød træt. Så træt at det kunne mærkes helt ind til benene. Hvorfor var det også hende, der skulle tage sig af det her? Hvorfor var hun ikke bare taget hjem for at sove i stedet?
Stemmen der nu lød, lød som om hun forsøgte at forklare et barn hvorfor det skulle have børstet tænder:

"I'm not going to take a pis with you. I would never lower myself to that level. But I have my doubts about wether or not you're able to crawl up those stairs by yourself. But when you wake up again, you're gonna be glad if you took a bath now. Trust me."

Hun var ligeglad med hvem Mike var. Hun var ligeglad med, hvad kvinden havde spist. Nu skulle det her bare overstås, så hun kunne komme hjem.

Blood of the Christ.. This is worse than lying hours in the cold winter, unsure wether the vampire you're hunting is gonna show up or not.

Sådan havde hun det virkelig. Hun ville hellere ligge derude.

"I don't care which one. And pull yourself together, of course you can find one, it's your house."

Og selvfølgelig kunne hun ikke engang finde ud af at ramme og tage fat i den hånd Kaya havde strakt ud mod hende, selvfølgelig var det buksekanten hun ramte i stedet.
Til trods for fuldskaben kunne tanken om, at hun nok havde gjort det med vilje, ikke lade være med at strejfe Kayas tanker.
En knurren så dyb, at den kunne gøre enhver i tvivl om, hvorvidt Kaya rent faktisk kun havde X-kromosoner, steg op fra hendes hals, mens pege- og tommelfinger opgivende steg op for at massere den hovedpine, der var begyndt mellem hendes øjne ved næsebroen.

"Of course you can. You just pulled down my pants, you excessively clever monkey."

Det var efterhånden virkelig, virkelig svært at tale pænt til kvinden. Men hun gjorde det fandme også nemt!
Hænderne faldt ned og trak meget langsomt bukserne op på plads igen. Hvorefter de rapt fik fat i den mindre kvindes venstre håndled i et fast greb for at trække hende op og stå og tvinge hende op ad trappen om nødvendigt.

"If you don't start cooperating I will leave you here with no one in sight and drive home to my own bed. Then you can see, if you can get up yourself. Because, and believe me woman, soon I will stop caring if you end up sleeping on these stairs or not."

Udtrykket i hendes mørke øjne fortalte om en startende, indædt boblende vrede. Der var sgu ikke meget tilbage af hverken medlidenhed eller ønsket om at hjælpe hende. Hun var faktisk ligeglad.
Hun gav ikke slip på håndledet, og der skulle mere end almindelig styrke til at vride sig løs af grebet. Langsomt men meget bestemt begyndte hun at trække Procella op ad trappen med tanken om, at hvis hun lavede det mindste der kunne minde om andet end et forsøg på at komme op ad trappen, så ville hun give slip, og blot se om kvinden ville rulle ned ned bunden eller ej.

((Der kaldes tråddød på denne tråd grundet flere faktore. Tid og handling værende de største faktore))