Boring schoolday ! *Åben*

Hun kiggede på ham med blide øjene, og lyttede til det han sagde til hende. Hun kunne høre at hans sætninger gav mindre og mindre mening, og rystede bare grinene på hovedet af ham. "Dine sætninger giver ikke særlig meget meningen." Svarede hun smilende, og prøvede på den måde at undgå alle hans spørgsmål. Hun lagde sig op af væggen, og lukkede sine øjene med et smil om sine glinsende læber. Hun lyttede freden der var omkring dem, og havde det rart i stilheden.

Seth kunne godt se at han måske spurgte lidt for meget. Han burde måske bare tie lidt stille og nyde at der ikke var så meget larm.
Han så igen på det blafrende lys, som var der en der pustede til det. Det virkede uroligt. Men dejligt stille var der nu dernede. Han drømte sig langt væk mens han sad og stirrede på den smulle gulige og rødlige flamme. Han drømte sig tilbage. Tilbage til den gang hvor han ikke var ude i misbrug. Han undgik dog at tænke tilbage på sine bummerter, og på hans forældre.

Rosa åbende forsigtigt det ene øje, for at se hvordan han havde det. Hun kunne tydeligt se at han tænkte på noget, som gjorde ham ked af det og ned trygt. Hun åbenede begge sine øjene og satte sig op igen ved siden af ham. "Hvad er galt?" Spurgte hun bekymret, og lagde en hånd på hans ene skulder. Hun klemte forsigtigt hans skulder, og kiggede på ham med et blidt og bekymret blik. Hun kunne ikke lide at se at han var trist, og ville mege gerne hjælpe ham igen.

Seth så væk fra flammen, røg ud af sin drømmeverden og så på Rosa. Han havde helt glemt hvor han var, i de minutter han sad og drømte sig væk. Han så lidt rundt i rummet og så, så tilbage på den smukke flamme. "Det er en kompliseret og lang historie." Svarede han lidt koldt og trist. "Det er fortiden der lige dukkede op" Tilføj han og så på hende, med et skævt smil på læberne. Seth ville ikke vise han var ked. Han var dårlig til at gemme det, men hader at bringe andre i dårligt humør fordi han ikke selv kan finde ud af at være glad.

Rosa betraktede hans ansigts træk, og alle hans reaktion på hendes spørsmål. Hun lyttede opmærksomt og stille til det han sagde, og kiggede på ham med blide og bekymerende øjene. "Du kan godt fortælle mig den, hvis du vil alså. Jeg lytter gerne så du kan få det bedre, og jeg lover dig at jeg ikke siger det til nogen. Jeg lover ved min grav." Sagde hun smilende, og aede ham blidt på skulderen med den ene hånd. Hun kunne tydeligt se på ham at han ikke havde det godt, og ville meget gerne hjælpe ham uden hun skulle til at bruge sine krafter.

Seth smilte, han var nu glad for at have en ny ven, en han kunne snakke med. Men ville han blive forrådt igen? Han var lidt nervøs, for de seneste gange en ven har haft sagt sådan til ham, og han har fortalt sin historie. Har de skredet og sagt at han var syg i hovedet. Så det at fortælle hans historie var ikke just noget der gjorde ham tryg, og man kunne sagtens fornemme en hvis frygt fra hans side. "Tjoh" Mumlede han og tænkte tilbage i lange drag. "Jeg er vokset op i Florida, USA. Jeg boede med min mor og min far. Dejlige forældre den gang, men det ændrede sig hurtigt da min mor begyndte på stoffer. Hun tog hårde stoffer, ikke det blive slags, og min far.. Han tæskede mig stortset hver dag. " Sagde han, hans stemme var mere skinger nu hvor han fortalte om noget som havde sat spor i hans hjerte. "Og hvis det ikke var for politiet den gang, ville han sikkert have tvunget mig til mere seksuelle ting" mumlede han, han var ikke så glad for at fortælle det. Han var ydmyget over at det kunne have endt sådan. "Min mor røg på afvænning og min far bag trammer. Så jeg havde ingen steder at være, eftersom at min mor ikke kunne tage sig af mig. Så de sendte mig til et børnehjem ude ved canadas kyster. Jeg var allerede 15 der så jeg vidste nogenlunde hvor lang rejsen var. Men jeg kom aldrig hen til et børnehjem. Jeg kom hertil. Til Deploratus. " Tilføj han og så rundt i lokalet mens han fortalte. " jeg fandt mig et sted, fik mig nogle venner, tog ud og drak hver dag og endte selv med at have et misbrug til stoffer, og et mindre misbrug til alkohol. Derefter startede jeg her på skolen. " Sagde han og så på hende. Det var ikke hele hans historie men han vidste ikk hvad han ellers skulle sige. Det måtte være nok for hende, i denne omgang.

Rosa smilte sødt til ham, og kunne godt forstå ham hvis han ikke ville sige det. Men hun ville bare hjælpe ham, for hun hadede hvis andre var kede eller trist. Hun kiggede på ham med ventende øjene, og med et blidt blik. Hun lyttede opmærksomt og stille til det han sagde, og sagde ikke en lyd for hun ville ikke forstyre ham. Hun kunne tydeligt se på ham, at det tog hårdt på ham og kunne sagens forstå ham. Hun havde nemlig selv haft en mase problemer, og nu sad de som små indre ar på hende sjæl. Hun krammede ham automatisk indtil sig, "Det er jeg ked af at høre Seth, det må virkelig have været hårdt for og må stadig være det." Sagde hun stille.

Det var en tryg fornemmelsen. Han havde nok aldrig haft regnet med at skulle fortælle en om hans historie, som lyttede og rent faktisk krammede ham. Det var noget nyt. Men en super dejlige fornemmelse. Det fik ham til at føle sig lidt mere værd. Han følte sig ikke nær så ynkelig nu, hvor han havde fortalt og endda fået et varmt og roligt kram. Han lukkede øjnene i i de sekunder hvor hun krammede ham. "Jeg burde ikke sidde her og klynke over mit liv. Der er altid folk som har det værre." Sagde han. Det havde han nemlig altid fået af vide af sin far når han blev tæsket. Han fik altid af vide at man ikke skulle sidde og klynke over nogle slag, for der er altid nogen der har det værre.

Rosa kiggede roligt på ham, og smilte sødt og roligt til ham. Hun kiggede rundt i rummet, og havde det pludselig som om at der var nogen, som kiggede på dem. Hun lod sine ene hånd køre ned til sin side, hvor der sad en sort pisk som lignede lidt et bælte. Hun gjorde det så stille som hun kunne, så hun var sikker på at han opdagede noget. Hun kiggede hen på ham da hun hørte det han sagde, og rystede let på hovedet af ham. "Alle har lov til at klage over deres liv, også selvom der er nogen der har det værre." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene.

Seth trak på skulderende. Han var nærmere bare lettet over at have fortalt hende om det. Han kendte hende ikke, men følte det som en stor byrde havde forladt hans skuldre. Han så på hende. Hendes øjne skinnede af flammens glans. Han smilte men stoppede idet han følte at nogen åndede ham i nakken. En kold og ubehagelig ånde, Han rystede halv panisk på hovedet og så sig omkring i mørket men der var intet at se. Hvad kunne det dog være?

Hun smilte sødt til ham, og kiggede ham i øjene med et roligt og blidt blik. Hun blev ved med at kigge rundt for at se om der var nogen, men kunne ikke rigtig se nogen i mørket. Hun snerrede automatisk advarende for at sikre sig at hvis der var ngen, ville de vide at hun var nogenlunde farlig og ikke et menneske. "Kan du også fornemme det?" Spurgte hun, og kiggede hurtigt hen på ham for at sikre sig at han var okay.

Seth så lidt rundt for at se om han nu kunne se noget som ikke burde være der. Nu havde han ikke specielt forstand på overnaturlige væsener, og selvom han igennem mange år havde boet i deploratus havde han aldrig nogensinde stødt på andre overnaturlige ting. Han har stødt på mystiske ting. Men aldrig noget, som han ikke kunne finde en naturlig forklaring på. Han hørte hvad Rosa sagde og nikkede, men kom i tanke om at der var mørkt og smilte lidt af sin handling. "ja, det kan. " Svarede han lavmeldt for ikke at tiltrække det ubevidste. Han håbede lidt, at hvis der nu var noget derinde. Ville det ikke kunne se ham. Han kunne føle endnu en kolde brise men denne gang foran ham. Som var det en person som sad lige foran ham, og stirrede grumt. Han trak vejret en smule mere panisk. Ikke at han var bange som sådan. men det var da utrolig ubehageligt. "Jeg" udbrød han men stoppede sig selv i, næsten at råbe det op. Han sænkede stemmen og prøvede igen. " Jeg kan føle en, lige foran mig". Sagde han med en hurtig vejrtrækning og kiggede lige ud, hvad nu hvis han kunne se personen?

Rosa hørte hans svar, og begyndte igen at snerre advarende men denne gang gjorde hun det højre, og mere fare truende end før. "Oki, så er det ikke bare mig der kan fornemme det." Sagde hun stille, og tænkte at det var på en måde godt at det ikke kun var hende. For det viste jo bare at hun ikke var ved at blive skør, og at det hele var virkelighed. Hun kiggede rundt igen i rummet, men kunne stadig ikke se noget. Hun stivende med ét da han sagde at han kunne mærke det foran ham, og tog let fat i hans arm. "Kom her, gå om bag mig." Sagde hun stille, og gik hen til ham. Uden noget svar gik hun ind foran ham, og gik tilbage af så han ville stå op mod væggen og hende. Hun gjorde sig klar til kamp, hvis det nu blev nødvendigt for hende.

Seth kunne mærke Rosas betryggende stemme, men han følte sig utrolig ydmyget af at han skulle blive beskyttet af en pige. Hvorfor lige en pige? Han var jo stærk nok til at klare sig selv. Han himlede med øjnene "Det er ikke normalt, at en pige skal beskytte en dreng." Svarede han stædigt og vidste ikke om han skulle rykke sig, eller blive stående. Han følte sig stadig overvåget. Som var der flere personer omkring dem. Det var ubehageligt. Hvad skulle man gøre?

Hvad mon han tænkte på lige nu? Tænkte hun, og kiggede bag ud for se på ham. Hun kunne se han tænkte på et eller andet men vidste hvad, og kiggede så hurtigt ud foran sig igen. Hun hørte det han sagde, og begyndte at grinene af det. "Burde du ikke allerede have fundet ud af at jeg ikke er normal, og jeg ved godt at det plejer at være omvendt og alt det der bla bla bla... Men vær sød at gøre som jeg siger, og blive omme bag mig." Sagde hun stille, og mente det hun sagde. Hun ville ikke have at han skulle komme noget til, hvis der var andre her nede. Hun rystede let i kroppen og adranalinen kørte rundt i kroppen på hende, og hun smilte lidt for sig selv over det.

((Kunne starteren af denne tråd ikke lige være så venlig at indsætte en dato, tak.. og da det om sommeren skal der også stå at det er en fortidstråd.))

Seth hørte hvad hun sagde og nikkede svagt mens han himlede med øjnene. Det var stadig ydmygende. Han håbede mest af alt på, at der bare var ingenting. Så ingen kunne se at han skulle blive beskyttet af en pige, og det var pussigt at hun vidste hvad han tænkte på, syntes han. Måske var hun tankelæser? Nej. Hvorfor skulle hun være det. Det ville være fjollet. Det var et rent tilfælde.
Seth lod sit blik dreje fra side til side, han stod helt stille op af væggen og lyttede skarpt efter lyde. En lugt fløj igennem luften og omringede Rosa og Seth. En lugt af spiritus. Spiritus og død mand. Det var en forfærdelig lugt. Det lugtede ækelt!
En hvisken kunne høres i den lukkede ende af kælderen. Den ende som var længest væk fra dem. Kælderen var lang og Rosa og Seth var stadig henne ved udgangen. Selvom de ikke kunne se den. Mens hviskeriet, den mørke. Arrige hvisken lød fra den anden ende. Seth havde lidt besvær med at høre hvad stemmen hviskede med han kunne godt mærke at hans hjerte ikke havde det så godt lige i de minutter det skete.
Sådan noget må børn ikke gøre.. Sådan noget må man ikke.. lød stemmen. Den var mørk og ubehagelig. Meget agressivt. Idet der var blevet helt stille i rummet igen, og adrenalinen var ved at falde til ro.
Begyndte stemmen igen. Men denne gang råbte den så det gav ekko i hele kælderen. Sådan noget må man ikke!
Seth så overrasket mod lyden og drejede hoved panisk rundt. Han kunne ikke klare når der var så stærk en råben i nærheden af ham. Det mindede ham om fortiden. Han lukkede øjnene. Håbede på at det hele forsvandt. Prøvede at drømme sig væk.

Rosa var spændt i hele koppen, og kunne mærke at der var nogen der nede sammen med dem. Hun tog hurtigt fat i sin pisk, som havde en smuk lang sort hale og et sort og blodrødt skaft. Hun slog pisken ud så den gav et svirp, som gav genyd i rummet. Hun grinte lidt da hun hørte stemmen, og kiggede skarpt hen hvor lyden og lugten kom fra. "Kom nu frem i stedet for at gemme dig." Sagde hun koldt, og snerrede højlydt igen. "Du får jo hele rummet til at stinke af helvede til." Sagde hun vredt, og var klar til at kæmpe.
Hun kiggede ud af øjenkrogen og oer på Seth, og kunne tydeligt se at han var panisk og slet ikke havde det godt med det hele. "Tag det roligt Seth, træk vejrt roligt og hold sammen på dig selv." Sagde hun roligt og sødt til ham, med sin silke blide stemme for at berolige ham lidt.

Han så rundt, og opdagede den pisk som Rosa havde trukket frem. Han betraktede den lidt. Det var nu også lidt sexet at se en kvinde med sådan en pisk. Nej han måtte ikke fokusere på sådanne ting nu. Han lod blikket glide rundt fra den ene side til den anden. Men der var intet andet en mørke. Dog følte han sig overvåget. Som om øjne fra alle sider bare stirrede mod ham. En grim lugt sneg sig igennem Seth's næse og over mod Rosa.
Seth rynkede på næsen. Det var da en frygtelig stank.
I det han åbnede munden for at sige noget blev han væltet om kuld med et brag og trukket ind i mørket. Som havde en stor og buffet fyr fat i hans ben og bare trak ham tilbage i lokalet. Mod den anden, og mørke ende af kælderen.
Hvordan skulle han reagere? Han var panisk, og havde nærmest bare lyst til at råbe på Rosa. Men det ville da også virke totalt svanset af ham. Så Seth to intiativ og prøvede at sparke sig fri af de hænder. Den kolde luft som havde fat i ham. Men det var forgæves.
Han valgte den anden udvej da han blev mere og mere panisk over situationen. "ROSA!" Udbrød han, mens han stemme knækkede og blev lidt mere hæs.
Hvad skete der? Denne gang kunne han ikke finde en naturlig forklaring. Der måtte simpelthen foregå noget dernede som ikke bare var luft og dårlige kloakrør. Nej. Der var noget som havde fat i ham. Men hvad? Hvem?

Rosa begyndte at bruge sin evne, så hun kunne vide hvad hendes modstander tænkte. Hun kunne lugte at væsnet var kommet tættere på, og kiggede lige ud.
"NEJ!" råbte hun da seth blev taget, og gjorde klar til kamp. Hun gjorde sine vinger klar og synlige, hendes vinger var ravnesorte og skinnede blankt. Hun hørte seths råb og begyndte at løbe ned mod ham og væsnet. Hun vidste at der var en lampe længere nede af gangen, hun tændte for lampen og kiggede hen mod seth og væsnet som hun regnede med var en vampyr.
"heisa hr. Stank." sagde hun koldt, og kiggede på seth. "jeg er her nu."sagde hun roligt til ham. Hun havde pisken klar ned af sin side, og klemte omkring den for at sikre sig at hun ikke tabte den.

Den fremmede blege og unge vampyr holdt et stærkt greb om Seths ben og så mod englen. Han havde nok ikke regnet ud at hun var overnaturlig. vampyren hvæste i irritation over englens kæphøje kommentar. Han valgte ikke at svare og så ned på hans nye måltid.
Og det havde Seth i den grad heller ikke. Han så nærmere ynkeligt og panisk fra vampyren til englen. Han var forvirret. Forvirret og følte sig som en rigtig kujon. Men hvad kunne han stille op? En ting han vidste, og nu også havde fået bekræftigt var at vampyre vare meget stærke, og ret hurtige.
Mon vampyren ville spise ham? Skulle han nu til at dø? Han sank en stor klump af bekymring som havde sat sig godt fast i halsen.
I et kort øjeblik troede Seth faktisk på gud, bare for at bede til ham, om ikke at dø! Men det var da for dumt. Gud fandtes jo ikke. Og det vidste Seth udemærket godt.
Seth var Ateist og havde altid været det.

Rosa kiggede på den unge vampyr med kolde øjene, og smilte bare koldt til ham. "vær vil du være så venlig at slippe ham? NU!" Sagde hun vredt, og kiggede ned på seth for at se om han var okay. Han så ud til at have det nogenlunde, men han var meget påvirket.
Hun kiggede igen på vampyren, "NU!" sagde hun, og ventede ikke på at vampyren svarede. Hun svingede pisken hen mod vampyren, og slog den over armen han havde om seth. "mange tak for det." sagde hun grinende, da vampyren slap ham. Hun svingede pisken igen, så den kom omkring dens hals. Hun strammede grebet så den blev dræbt på den måde.

Seth vendte sig om og så den livløse vampyr falde til jorden med et brag hvorefter den brændte op som en fin flamme i kælderen.
Han mannede sig op og rejster sig på sine lange og ranglede ben. Så høj som han nu var, han så hen på Rosa og gik så stille hen til hende, men kunne ikke undlade at kiggede tilbage og se om vampyren nu skulle vende tilbage igen.
To overnaturlige væsener på en dag. Det var da noget nyt. Han rystede svagt, og adrenalien var helt oppe i det røde felt. Han så nærmest skræmt på Rosa men prøvede at smile så godt han nu kunne. " Tak for hjælpen" Sagde han først og fremmest, som var det ingenting. "Hvad, var det egentlig der skete!" udbrød han så, mens han stemme igen knækkede en gang.

Rosa kiggede på at vampyren døde langsomt, med et smil om sine læber. Hun rykkede pisken til sig og foldede den sammen, og kiggede på seth med blide øjene. "det hele er overstået nu." sagde hun stille, og smilte til ham. Hun gik hen for at hjælpe ham, da han prøvede at komme op at stå. Hun hørte det han sagde, "det var så lidt, men lad os håbe det ikke sker igen." svarede hun, og gjorde så hendes vinger var væk igen.
"det kan jeg ikke forklare dig, men lad os komme ud her fra." sagde hun hurtigt, og kiggede ham i øjene.

Seth så hendes vinger forsvinde langsomt og dannede så kort øjenkontakt med hende inden han kiggede mod udgangen. Han nikkede lyttende til hvad hun sagde og gik spekulerende ud af kælderen, han holdte døren for hende og ventede på at hun nu skulle følge med. " Er du.. Et af de væsener? " Spurgte han nysgerrigt. " Du er, engel?.. Er du ikke?" Tilføj han så da ikke rigtigt vidste hvordan han skulle spørge. Han overvejede endda at spørge en gang til. Men undlod og så bare på hende.