Når frygt bliver til viden.

Dato: den 14 febuar 2012
Tid: 21:30
Årstid: Vinter
Vejr: Sneen daler ned fra himlen.
Sted: Wareclare domkirke
Omgivelser: Kun et par mennesker, eller væsner, bevæger sig frem og tilbage på kirkens område.
Påklædning: En lang hvid kjole, med et enkelt sort bånd om livet, en brun pelsjakke der går til håndledene, samt et par ballerinasko.

En kold og utryg Gracy gik, nærmest svævede, over kirkengården, forbi de mange gravsten. En kold fornemmelse skød ned over hendes ryg og fik samtlige hår på hendes spinkle krop til at rejse sig. Hun havde aldrig syntes godt om kirkegårde, men inde i selve kirken, elskede hun at være. Det var ikke det hun kom for den aften, hun kom for noget andet, hun var bare ikke selv sikker på hvad det var på det tidspunkt. Hun nærmede sig kirken, og i stedet for at gå ind af de store døre, stillede hun sig op af kirkens mur. Nu skulle hun bare vente. Vente på noget hun ikke vidste hvad var. Men den bange anelse der havde ført hende dertil, var.. Forsvundet. Hun havde prøvet ikke at bekymre sig. Hun kunne jo beskytte sig mod de fleste ting, men de ting der var for farlige for hende, var derude, det vidste hun. Men om de ville komme til hende den aften, var hun meget usikker på. Der kunne lige så nemt komme helt almindelige mennesker, der ingen skade kunne gøre på hende. Af den grund havde hun også trukket sine vinger ind, hun vidste hvor farligt det blev hvis et menneske så en af 'dem', dem var et stort begreb, da det dækkede over flere racer, engle, varulve, vampyrer, dæmoner o.s.v. hendes blik stod stift ud i luften, og hun så nærmest uhyggelig ud. Hendes øjne var blanke og livløse, hendes tanker styrede hendes krop. Det lange, blonde hår faldt ned over hendes skulder og gjorde hende mindre ufarlig at se på. Hun førte sine arme om til hendes bryst og lagde dem over kors. På den måde kunne hun holde lidt på varmen, og ikke se helt så uskyldig ud.

Crystals lange, slanke fingre gled ned af hendes solbrune arme, i en glidende bevægelse flød de frem og tilbage, som prøvede dele af hendes krop af opvarme sig selv. Månens blege skær dalede ned over hende, og oplyste hendes krop. Hendes fingre fortsatte deres rute, ned over den tynde trøje der dækkede hendes overkrop. De gled ned over hendes mørke jeans, og endte i lommerne.

I would like to know what the hell we are doing out here? It's god damn valentines day! Find a man, take him on a date, and get your ass away from this place!

Hendes læber skiltes i et smil, da hendes indre stemme begyndte at tale. Hendes latter brød stilheden omkring hende, og fik en fugl i nærheden til forskrækket at baske op. Hendes mørke øjne glimtede i månens lys, imens hun med blikket gennemsøgte kirkegården, for tegn på fare. Det var en vane hun havde tilranet sig, efter hun havde fået så mange problemer, sidst hun blev opdaget af et menneske, midt i hendes dæmoniske-måltid.

Hendes blik faldt på en kvinde, hvis blonde hår skjulte for hendes ansigt. Crystal bevægede sig yndefuldt over imod kvinden, og stillede sig ved siden af hende med et smil. En sær følelse boblede i hendes mave, men hun skubbede den irriteret væk. Istedet trak hun mundvigende op i et indbydende smil, og åbnede munden.

"Hello. My name is Crystal."

Hendes fingre gled langsomt ned gennem sit mørke, viltre hår, og fik langsomt redt det ud. Hun hævede langsomt et buet øjenbryn, på en måde, der fik hendes ansigt til at se spørgende ud. Hun lagde hænderne om taljen, og fik et smil til at dukke op på hendes ellers så kølige ansigt.

"And who are you?"

Den let mistænkelige tone, der netop kunne skimtes i hendes ellers bløde toneleje, var ikke bevidst. Hun kunne ikke gøre for den, da den var smeltet ind i hendes personlighed, denne paranoide adfærd. Det var ikke altid hun havde den, det var kun nu, hvor hun følte sig ekstra udsat. Nu, hvor hun havde ekstra mange problemer.

Da Gracy med mærke i den mørkhåret, yndefulde kvinde nærme sig hende, vidste hun ikke helt om hun skulle være på vagt, eller i tryghed. Hun havde før været ude for angreb på hende, men det var som regel sår og skræmmer der hurtigt healede igen. Da kvinden kom over til Gracy med et smil, kunne hun næsten ikke tro hun var ude på fare. "Hej, jeg hedder Grace, men bliver kaldt Gracy." sagde hun og så smilende på hende. "Hvad laver du ude nu?" Spurgte hun. Selv vidste hun ikke rigtig hvad hun lavede ude, frygtede noget, der ikke var værd at frygte. Et smil bredte sig på Gracys læber. Hendes blik fangede Crystals blik. Hun virkede meget venlig, imødekommende og slet ikke nogen form for fare overhovedet. Gracy pillede lidt ved hendes hår for at få hendes hænder i spil.

Crystals øjne glimtede munternt, da Gracy åbnede munden. Igen blev hendes fingre trukket gennem håret, af en gammel vane hun ikke kunne smide af sig. Det trak i hendes mundvige, så ikke længe efter var et stort smil klistret til hendes ansigt.

"Oh ... I'm just ... Playing."

Hendes let usikre stemme blev afspejlet i smilet, der langsomt forsvandt fra hendes ansigt. Hendes stemme blev næsten øjeblikkeligt ført væk med vinden, men hun var sikker på at kvinden foran hende havde hørt det. Hendes blik gled rutinemæssigt over det øde, skyggefulde landskabet omkring dem, inden det sprang tilbage til Gracy foran hende.

"What about you?"

Hun trak et smukt buet øjenbryn højt over øjet, for at understøtte spørgsmålet. Hendes fingre lange blev igen beskæftiget, da de legede med den støvgrå trøje der strammedes om hendes krop. Ordene i hendes hoved flød sammen, da hun ihærdigt ignorerede den indre stemme.

Gracy så smilende på Crystal da hun fortalte, indtil hun hørte hendes sidste ord, der bare fik Gracy til at skubbe sine øjenbryn langt op i panden, men hun sank dem hurtigt igen. "Det ved jeg faktisk ikke.. Jeg elsker kirker." Brugte Gracy som undskyldning, da hun ellers ville lyde dum. Gracy så smilende på Crystal, uden at vide hvad hun skulle sige. Så i stedet for at se på Crystal, så hun rundt på kirkens område, når man stod der hvor de stod, så kirkegården ikke just imødekommende ud. Derfor havde Gracy så godt som aldrig, været ude på kirkegården efter mørkets udbrud. For ikke bare at stå og se dum ud, begyndte hun at pille ved hendes hår igen, hvilket fik hende til at se lidt skolepige agtig ud, men det var da bedre end hun lignede en der var bange. Hun hadede at vise når hun var bange, så derfor bed hun det i sig, og viste dem kun når der ikke var andre til at se hende. Hun var ikke ligefrem den der bare smed sine følelser på bordet, det tog tid for hende at vise, hvad hun følte for andre.

Crystal bevægede elegant det ene lange ben, så det krydsede det andet på en let afslappet, men dog yndefuldt feminim måde. Hendes lange fingre gled langsomt ned af hendes slanke krop, og endte i lommerne på hendes jeans, der næsten så sorte ud i sølvskæret fra månen. Hendes blik gennemsøgte rutinemæssigt området, men endnu engang mødte hendes øjne kun iskolde gravsten, og gold jord.

"Oh ... You ... You love churces?"

Hendes store smil blegnede, og blev tøvende erstattet af et lettere nervøst smil. Som altid, når denne lettere nervøse følelse skræppede i hendes krop, flakkede hendes blik over området, paranoid for at blive overvåget. Hendes svagheder var talrige, og det ville ikke hjælpe hvis de blev opsnappet af en fjendtlig sjæl.

"Well ... I really don't like ... Church-related stuff."

Hun drejede hovedet en smule til siden, som kunne hun ikke se rundt derfra hvor hun stod. Hun kunne bare ikke ryste den ubehageligt paranoide følelse af at være i søgelyset af sig, og det hjalp helt sikkert ikke at hendes indre stemme begyndte at snakke. Hendes næsten uhørlige, irriterede suk fulgte med vinden, da stemmen i hendes hoved startede talen.

Oh, she's kinda sweet, so don't scare her away with all your crazy talking about all sorts of nonsense! And don't tell her about all your problems, it will just scare her away. And there's no people there watching you, but please go out and check the area out for me. Because if you mess yourself into more trouble, then I'll be pulled through them! Then stop everything there, and please be nice to me and be a nice girl, without any problems. Thank you Crystal.

Endnu et af hendes dybe suk fyldte tavsheden, og hun hævede et øjenbryn højt over øjet. Et lille smil krøb frem på hendes ansigt, og det mørke hår fløj om hendes ovale ansigt da hendes rystede på hovedet. Det var både et svar til kvinden i hendes hoved, og en måde at fortælle Gracy at hun ikke var sindssyg. Bare fordi hendes mørke øjne stirrede blankt ud i luften, hver eneste gang hun modtog en besked indefra hendes sind.

Gracy så smilende på hende og var lidt usikker på hvad hun skulle svare på hendes spørgsmål. "Jeg er ikke rigtig troende, når jeg er derinde, føler jeg mig bare i fred, som om ingen kan gøre mig noget, forstår du?" Svarede Gracy og så på Crystal mens hun tydeligvis blev hevet væk i sine egne tanker. Hun så noget parnoid ud, omtrent lige så parnoid som Gracy selv havde været. "Er du okay?" Spurgte hun med en svag bekymrende stemme. Hun plejede ikke at spørge om folk var okay, men der var bare noget over hende, der gjorde hende bekymret, eller måske bange for hende. Hendes tvivl var ikke rendt ind på hende på et godt tidspunkt, for selvom hun virkede meget venlig, kunne hun nemt være andet. Hun lod let hendes ene finger falde igennem to totter hår, der var blevet viklet ind i hinanden.

Crystal blinkede tøvende det tomme blik ud af sine næsten sorte øjne, og fik hastigt et smil klistret op på sit ovale, meget skyggefulde ansigt. Hun stod med ryggen til månen, så det meste af hendes ansigt lå i de underligste skygger, der syntes at forvrænge hendes ellers så kønne ansigtstræk.

"Well, i know the feeling. But i don't know the feeling about churches ... But i know other places when i've got the exact same feeling."

Hendes tænder kunne lige netop skimtes, da hun skilte læberne i et lille, halvhjertigt smil. Hendes fingre kravlede op af lommerne, og endte i hendes hår, der hun rodede rundt i det, som for at få det til, at se større ud. Og det så da også ud til at vokse i månens lys, men det så endnu mere ud til at filtre sig sammen under hendes ublide behandling.

"Yes, i'm okay. It's just ..."

DON'T tell her anything!
- But I can feel her aura, which means she is not human!
I know, I feel it too! But that does not mean she is not dangerous! Be a little judicious Crystal.
- But it makes me feel bad!
I will not discuss this Crystal.
- Fine, but you must promise not to whine next time I eat!
Okay then. But then, you must not tell her anything!

Hun tøvede, og flåede sin underlæbe op, med et lettere nervøst smil. Hun ransagede hastigt sin hjerne for at finde på et svar, der ville få sætningen til at give mening. Men hun kunne ikke redde den lange pause, der allerede havde ødelagt hendes sætning.

"... It's just that ... I don't like the graves around here ... It is, after all ... The dead men's last resting place, we are trampling on, and ... And ... It just seems very rude."

Gracy synes Crystal opførte sig meget underligt. Men hun valgte ikke at kommentere på det. "Der er ingen døde mennesker lige her, vi står jo ved kirken." Huske Gracy hende på. Da hun mærkede efter, var der ikke en sjæl i miles omkreds, Crytal var ikke et menneske. Om hun så var vampyr, engel, dæmon eller andet, vidste Gracy ikke. Hun tog et skridt tilbage, selvom hun havde sagt til sig selv, hun skulle konfrontere det der kunne skade hende, kunne hun bare ikke. Måske fordi der ikke var en eneste person udover de to, og Crystal kunne nemt klare Gracy, hvis hun ikke var på vagt. Hun var meget vagtsom, der skulle ikke ske hende noget, det havde været så godt tidligere i hendes liv, men det sted var bare.. Anderledes. Der fandtes folk som hende, både gode og onde. Selvom man ikke kunne sætte det op sådan. Alle fordommene fortalte hvem man var. Derfor ville Gracy ikke dømme nogle, på grund af hvad de var. Selvom det var det hun stod og gjorde for Crystal.

Crystal bemærkede Gracys tilbagetrækning, og ubevidst kom et lille rovdyrsmil frem på hendes ansigt. Det var ikke fordi hun ville skræmme Gracy, eller jagte hende. Men det var helt simpelt, at en tilbagetrækning fra væsnet overfor hende, fortalte hendes sanser at hendes bytte prøvede at flygte.

Men nu var Gracy ikke Crystals bytte, så langsomt svandt hendes smil ind, og blev erstattet af et lidt mere varmt smil. Det kølige, rovdyrsmil gemte sig lige under overfladen, men hun kæmpede indædt med at tvinge det væk. Det var bare svært, når hun kunne se at Gracy var på vagt overfor hende. Hun skubbede voldsomt til, og fik til sidst presset følelsen ud af hendes krop. Gracy var ikke hendes bytte.

"That's ... True. But, i mean that we're almost trampling on the dead men's last resting place ... Almost the same thing."

Hun lod hænderne glide væk fra håret, og kastede hurtigt med hovedet, så håret lagde sig som en underlig bunke på hendes hoved. Hun tvang et normalt smil frem, og rystede langsomt på hovedet, som for at vise at Gracy ikke skulle frygte hende.

"Are you ... Scared of me? You look incredibly vigilant, so it looks like you feel uncomfortable in my presence. Am I right?"

Hun trak let smil på smilebåndet, så det varme smil voksede en smule. Det sidste hun havde brug for nu, var han hun gik rundt og skræmte folk. Eller, skræmte flere folk. Om de så var overnaturlige eller ej, så var det altid bedre at have folk man kunne stole på omkring sig, istedet for folk der frygtede én.

"You don't need to fear me. Believe me, I'm harmless. If i weren't, then what should I do here?"

Hun lagde hovedet let på skrå, på en tiltalende, meget uskyldig måde, der fik hendes ansigt til både at virke nysgerrigt, og glad. Hun hævede langsomt et øjenbryn, og forvandlede smilet på sit ansigt til et skævt smil, imens hun ventede på Gracys svar. Det var måske ikke helt sandt at hun var harmløs, men hun var da ikke farlig som hun stod lige dér.

Gracy kunne godt se pointen i det Crystal sagde, men det var ikke det hun tænkte på. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, hun var jo ikke decideret bange for hende, hvis hun var det, var hun smuttet lige så hurtigt som hun var kommet, hun var bare på vagt. "Jeg ved godt du ikke har en sjæl, jeg bliver nød til at være vagtsom." Hun var et let bytte, hun ville ikke kunne kæmpe ret meget imod i kamp, hendes race var kendt for at være udholden, men det kunne ikke hjælpe hende, hvis hun var i kamp. Hun kunne lave et skjold omkring hende, men det var begrænset hvor meget det kunne holde til. "Man ved aldrig hvad folk kan." Sagde hun med et skævt smil, hun havde ikke noget imod Crystal, men hun var et oplagt bytte, så en vis afstand var nok en god idé. Gracy så sig rundt for at se om der var nogle i nærheden, hvis Crystal skulle vælge at angribe hende, kunne det megt nemt komme til at ligne et uheld, især fordi folk ikke var der til at vidne det. Men det skulle Gracy ikke tænke på, hun skulle ikke være så bekymret for alting. Hendes blik vandrede rundt, i stedet for at hvile på Crystal. Crystal kunne have dræbt Gracy nu, hvis det var det hun ville. Så selvfølgelig gjorde hun det ikke.

Crystal himlede med øjnene da hun begyndte at snakke om Crystals ikke-eksisterende sjæl, men hun undertrykte det irriterede fnys, og i stedet kom en let, boblende latter ud af hendes halvt sammenpressede læber.

"Yes, you're right, how silly. I have no soul, and you have an aura that literally makes me sick. We are kind of wierd, both of us, alright!?"

Man kun tydeligt høre irritationen, og sarkasmen der skøjtede over hendes ord, og det blev kun forstærket af det rasende glimt hendes øjne. Hun tøvede, og åndede så dybt ud, og sørgede omhyggeligt for at presse alt tegn på hendes vrede ud af kroppen.

"I'm sorry, but I can be just a bit annoyed, when people makes difference between different kinds. It's just so wrong."

Hun rystede på hovedet, skar ansigt. Hendes fingre klemte sammen om sig selv, nede i lommerne, for at prøve at få sig selv til at virke normal igen. Til sidst fik hun smilet tilbage, og denne gang virkede det ægte.

Gracy kunne mærke Crystals irritation, og ville ikke gøre hennde endnu mere irriteret. "Jeg mener ikke nogle racer, er bedre end andre. Der er bare nogle der er virkelig stærke, og jeg kan ikke regne ud hvordan jeg skal tackle min frygt for det de kan gøre, det må du undskylde." Hun havde altid hørt så mange rygter, men størstedele af dem, var med garanti falske. Man kunne ikke regne med dem, man kunne ikke dømme en race, før man havde mødt nok til at gøre det, og ud fra et enkelt møde, er det ikke muligt at bekræfte, eller afslå de rygter. "Du skal ikke undskylde, jeg kan godt følge dig." Der var nogle der troede engle var uskyldig, men sådan var det ikke. Det fornærmede Gracy at folk sagde sådan, hun var flyttet for at slippe fra at blive kaldt uskyldig, og hvis det hele startede engang til, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre ved det.

Crystal sugede dybt en indånding ind i kroppen, og fik så sukket det hele ud af systemet. Og med luften, forsvandt også de forkerte følelser hendes krop havde skjult, grundet af Gracys ord, som Crystal havde været uforberedt på. Hun rystede endnu engang på hovedet, imens hun lyttede til ordene der kom ud af Gracys mund.

"Yes, yes I know! Fear is ... unpredictable. And you're right. Some breeds are incredibly strong. But just to be sure ... Which breeds are the most strongest?"

Hendes smil voksede støt, efterhånden som hendes lille tale skred frem. En let latter kom ud af hendes mund, da det gik op for hende at hendes forfængelighed vist havde taget over. Hun gjorde et kast med hovedet, så håret bevægede sig en smule om hendes hoved.

"No, no don't answer that. It was my vanity that started there.

Hun løftede hånden, og viftede den foran Gracys ansigt, for tydeligt at bekræfte hendes egne ord. Hun stak hånden ned i lommen, og lagde hovedet på skrå.

Gracy lyttede til hvad Crystal sagde, hun vidste ikke hvem der var den stærkeste, det var som om der altid var en der var stærkere. "Det ved jeg virkelig ikke." Sagde hun og sendte hende et smil. "Det virker bare som om, folk, væsner bekriger hinanden, lige meget hvor man kigger hen har man fjender." Gracy havde aldrig følt sig alene, det var som om der altid var nogen der kiggede over hendes skulder. Hun havde været ude i et par ting, der aldrig var sket for hende før, hun var kommet ud for ting der altid skete for naboen. Men da det så skete for hende, var hun på vagt. Hun ville aldrig føle sig tryg, ikke før en person kom helt ind på livet af hende. Men det skete sjældent, da hun havde svært ved at åbne sig op for folk.

Crystal studerede med et let hævet øjenbryn Gracy, imens hun fortalte. Hun virkede vagtsom, på en måde der ikke skyldtes at hun havde været ude for mange slemme ting, ligesom Crystal selv. Det virkede mere som om, hun var bange for at det skete, og at hun derfor var så frygtsom. På vagt.

"I know the feeling. But perhaps the reason for me is, that I actually have enemies everywhere I look. No, of course not. But, you don't have any enemies? Otherwise I could imagine that you're the type who looks super cute, but in reality is incredibly dangerous, and fights like hell."

Hun smilede stort, og rystede så på hovedet. Hun kunne faktisk sagtens forestille sig Gracy, være netop sådan. Være den venlige, søde, altid hjælpsomme kvinde, og så ligepludselig vende rundt og slagte en hel menneskemængde, bare fordi hun kedede sig en smule den dag.

Hun løftede en hånd, og lod fingrene glide gennem det store hår. Hun nikkede omhyggeligt, og sørgede derfor for at vise bekræftelsen af det hun lige havde sagt. Hun kunne lige se det hele.

Gracy kunne godt forstille sig Crystal have mange fjender, hun virkede utrolig dominerende, men det kunne lige så godt være godt. Gracy var slet ikke som Crystal beskrev. "Jeg vil helst redde alle." Måske burde hun dræbe folk, bare for at vise hun ikke var uskyldig, men det ville hun aldrig kunnne, hun ville aldrig kunne dræbe en til hendes egen fordel. Det ville kun være i selvforsvar hun overhovedet ville overveje at dræbe en person. Gracy slappede mere af, det var ikke fordi hun havde fjender, hun havde aldrig gjort nogen ondt, så hvorfor skulle folk se hende som en fjende. Men så på den anden side, kunne det være folk havde svært ved at tro på hun var så uskyldig som hun så ud, hvilket også var hendes plan ikke at virke så uskyldig. Det lykkedes sjældent, så hun måtte vel bare leve med rygtet om hun var uskyldig, det var ikke værre end de rygter der gik om andre væsner.

Crystal rystede langsomt på hovedet, og viftede med hånden i samme bevægelse, for tydeligt at vise det store nej, hun måtte svare på Gracys ord. Det var en latterlig tanke overhovedet at begynde at prøve at redde alle. Det var meget nemmere blot at redde sig selv, og så lade alle andre sejle deres egen sø. Det virkede fint for Crystal selv.

"NO! That's a ridiculous thought. You should never try to save everyone. It's probably one of the stupidest thoughts I've ever heard. Sorry, but this is ridiculous just to try it! Let others make their own idiotic things, then we can do what we want. That makes sense."

Hun trådte nogle skridt frem, men gispede så da en kvalm fornemmelse overmandede hendes krop, og tvang hende adskillige meter bagud, hvorefter hendes ben knækkede sammen. Hun landede stønnende på jorden, og krummede sig overrasket sammen.

"Come no closer!"

Den forvrængede stemme lød ikke engang nær Crystals egen, men det var forvirringen, og raseriet der havde overtaget hendes stemme. Hun havde aldrig følt sig så svag, som sekundet før, og kvalmen var kun så småt ved at efterlade hendes tomme skal af en krop. Det skulle aldrig ske mere. Hun lagde armene om kroppen, og lukkede øjnene. Lorte aura.

Gracy trak på skulderne. "Jeg kan bare ikke tåle at se folk med så forfærdelige skæbner, leve deres liv. Især hvis de prøver at ændre på dem selv, men har brug for hjælp." Sagde hun og så smilende på hende. Da Crystal trådte nærmere, skete der en underlig ting, hun faldt nærmest tilbage og landede på hendes knæ, hendes stemme var forvrænget, og lød ikke som den stemme hun tidligere havde snakket med. Da stemmen nærmest beodrede hende til at stoppe, stoppede hun op hvor hun stod, men hun havde trådt flere skridt nærmere, for at sikre sig hun var okay. Hendes pludselig stemme ændring, skræmmede Gracy noget. Hun trådte tilbage, og så bare på hende. Hun vidste overhovedet ikke hvordan hun skulle reagere på hendes anfald, eller hvad man nu skulle kalde det.

Kvalmen væltede endnu engang op i Crystals forvredne krop, da Gracy trådte nærmere. Den lettede en smule da hun igen gik baglæns, og Crystal fik gispende trukket sig op i siddende stilling. Hun lukkede øjnene, og lagde ansigtet i den skål, som hendes beskidte hænder dannede.

Hun gned de sammenpressede øjenlåg med fingrende, og lænede hovedet bagover. Hun slog øjnene op, og stirrede op i den mørke, skyfri himmel over dem. Det var valentines dag, og Crystal lå på jorden, og var ved at udstille sig selv om verdens svageste væsen, overfor den tydeligt forvirrede Gracy.

Cool. Because THAT didn't look stupid at all.

Den voldsomme latter der hærgede hendes sind, efter de hånende ord var bestemt ikke hendes egne. Eller, på en måde var det vel hendes ord. Hun lod hænderne falde ned på jorden under sig, og gravede fingrende ned i den hårde jord.

No, really. You looked incredibly gracefully! The way you beated your head against the ground ... Gee! You must show it, just one more time!
- Shut up.
Don't be silly. I mean it. That was beautiful!
- Shut up, right now. I'm going to kill you someday.
You may try, when ever you want. You have my permission.
- Great. Now, FUCK OFF!

Hun sænkede hastigt hovedet, og så med et tydeligt anstrengt venligt smil, på Gracy. Hun fik besværligt bakset sig selv på benene, men utroligt nok fik hun gjort det på en måde, der ikke lignede hun var fuld. Hun børstede omhyggeligt jord af bukserne, inden hun trådte adskillige skridt bagud.

"I think it's better if I stands over here ... Your aura makes me sick."

Hun ignorerede stædigt den tvetydige bemærkning hun kom med. Den kunne sagtens misforstås, så det lød som om Gracys aura var afskyelig, men for Crystals vedkommende så var den jo også afskyelig, og selvom hendes egentlige sætning var langt blidere, og blot fortalte at hendes aura gjorde Crystal dårlig, så var den anden sætning ikke usand.

"What were we talking about? ... Oh, right ... If they have a terrible fate, do you seriously think it's a good idea to try to change it? Hell no! Just let them be stupid like they should be. If they try to change themselves, so again it's their own problem. Let them be Gracy."

Gracy vidste ikke rigtig hvad hun skulle tænke om det der skete med Crystal, eller om hun overhovedet turde tænke, det hele virkede bare så unormalt for Gracy, hun var ikke vant til en verden med så tydelige unaturlige ting. Hun overvejede lidt ikke at sige noget, da det så ud til Crystal blev nogenlunde normal igen. Hun rystede hurtigt på hovedet da hun begyndte at snakke med den stemme hun hele tiden havde snakket med. "Det er jeg ked af." Sagde hun med enn tydelig undskyldende klang i hendes stemme. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle reagere på det hun sagde, det hele gjorde hende så rundtosset og forvirret. "Jeg kan godt følge dig, men jeg kan bare ikke gøre det." Hun var bare for god til at lade folk drukne i deres egne problemer.

Crystal nikkede bare af Gracys første sætning, uden at vise tegn på den taknemmelse normale mennesker ville føle ved et undskyld. Måske fordi den ikke var der. Crystal kunne bare ikke føle sig taknemmelig, når det ikke engang var Gracys skyld - Så hvorfor helvede skulle hun sige undskyld?

Hendes blik gled hastigt rundt, inden hun igen fangede Gracys blik. Det var måske et latterligt synspunkt, da det sikkert var meget venligt at Gracy at påtage sig skylden uden grund, men det pissede altid Crystal af. Kunne hun ikke bare være super egoistisk, og droppe det dér!?

Hun sukkede, og lod nogle fingre glide gennem det mørke, store hår. Hun lod derefter fingrene falde ned i lommen, og hun rettede blikket imod jorden. Hun vidste at det var stædigt at holde fast i sit princip, når det ikke engang gav mening - Du hun selv var sådan, men hvorfor skulle andre folk være så stædige?

"Listen to me, RIGHT now. I know I'm stubborn and I do not care. You're the sweet one of us two, so you really listen closely. People who are stupid, is stupid. People who are insane are insane. And there's god damn nothing you can do! Yes, I'm dominant, so let me be dominant! Yes you are ... Oddly cute, and I let you be ... Actually very scary sweet, you ought to do something about ... Never mind. Do you understand what I'm saying? People are who people are and do not try to change anything! Neither their ridiculous fate, or their strange behavior. Okay!?"

Hun klistrede hænderne fast til taljen, og vippede let med foden, så hun virkede som en virkelig vred mor, der havde set sit barn lave noget hun ikke måtte, og derfor prøvede at forklare det lille barn at det måtte man ikke.

Men intet ved hendes stemme var sødt. Den var hård, vred, og med en strejf af den dominerende bevidsthed virkede den som den perfekte stemme til en film, hvor kvinden netop havde givet sin mand en lussing, og nu skulle fortælle hvad hun vidste om hans affære.

Nådesløs og rasende, kunne nemt forbindes med Crystals ansigtsudtryk, men hendes intentioner var venlige, og hjælpsomme. Men det ville ikke ligne Crystal at fortælle det til nogen, så hun lod folk mene hvad de ville, og beholdt det sindssyge smil, og kølige blik i øjnene.

Gracy lyttede intenst til Crystals ord, selvom hendes stemme var hård, og det var bestemt ikke den tone Gracys havde forsøgt at få ud. Det var som om Crystals stemme pressede Gracy op mod muren. "Okay, okay." Sagde hun, selvom Gracy ikke ville indrømme det, havde Crystal på sin måde skræmt Gracy. Hun stod helt stille, uden en eneste bevægelse i hendes krop, på nær hendes øjenvipper der konstat blinkede. Hun var helt ude af den, hun havde aldrig rigtig været den modige type, selvom hun gerne ville. Crystal hjalp ikke ligefrem på det.

Crystal betragtede kort Gracy, og kunne ikke holde et køligt smil inde da Gracys ansigt forvandledes til en skrækslagen grimasse. Hendes stivnede krop fik Crystals smil til at vokse let, der uden at kunne forklare hvorfor, blev opmuntret af Gracys tydelige skræk. Det virkede som et kompliment på Crystal, at kvinden foran hende tydeligt blev skræmt at hende.

"Oh, did i scare you?

Hun hævede et øjenbryn, og lagde krydsede armene over brystet. Hun gjorde et kast med hovedet, så hendes hår bevægede sig i den lette vind der blev skabt, ved den pludselige bevægelse. Hendes krop svajede let bagud, ubevidst for at bøje sig væk fra auraen der gjorde hende dårlig.

"Good. Then you know, that not all people are good. Remember that."

Hun løftede hånden, og viklede fingrene ind i sit hår, som for at gøre det større, men den eneste forskel der kunne ses, var de filtrede totter hendes vanvittige roden efterlod i hendes, normalt så rene og blanke hår. Efter hendes uskyldige møde med Gracy, var det pjusket, beskidt, og en gren stak ud fra hendes bunke af hår.

Gracy rystede på hovedet. Hun skulle da ikke være bange, hun havde stået over for en kniv der hvert et øjeblik kunne sprætte halsen op på hende, og det slap hun godt fra. Men den her gang kunne 'kniven' angribe når som helst. Det var forskellen. "Jeg er ikke bange." Sagde hun, men hendes pumpende hjerte viste noget andet. Hun burde måske bare komme væk, så var det overstået. Men hun måtte se frygten i øjnene, ellers ville hun aldrig blive fuldkommen selvstændig, så ville hun leve på bekostning af andre, hun skulle vide hvordan hun kunne beskytte sig selv, Gracy lyttede til Crystals ord, men troede ikke helt på dem. "Der findes noget godt i alle." Sagde hun bestemt. Crystal var måske dominerende, men stædighed var en ting Gracy besad, og hun brugte den så tit som muligt.