Hvad bliver det til? (Tristan)

Ens hverdag...Man viste aldrig hvad der skete i den. Aldrig, og selv om du planlagde ting, var det sjældent de blev som man forestillede sig.
Zean begav sig ned mod vandkanten, da han hade at gå i det løse sand...det var hårdt og man fik sand over alt. Hvilket irriterede ham.
På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og en mørkegrå T-shirt.
Den kølige vind var ikke helt nok til at han ville gå med jakke, hvilket han helst ville vente med, til der kom sne. Jakken var kun i vejen, gjorde så man ikke kunne bevæge sig helt så frit.
Han sukkede svagt og lod blikekt glide ud over vandet. Månen var ike fremme i dag, da det var overskyet, få stjerner kom da til syne en gang i mellem.
Havet slog roligt ind over sandet...Mennesketomt.

Der var sket så meget på det sidste...og han havde enlig godt haft på fornemmelsen at det ville ske. noget af det, eller i hvert fald noget...
Men så meget...Han strakte sig mens han gik.
Han var gået fra Dawn, men måtte dog se Elyas. Det var nok det...underligste af det, at han var fri igen, fri til hvad han ville...OG hvem han ville.
Og en anden ting...det brev han havde modtaget om at være Censor...en lovhåndhæver inden for dæmonerne...
Han rystede svagt på hovedet...

Tristan snøftede og rystede på hovedet. det var blevet så koldt i vejret allerede og han var ved at blive forkølet havde han på fornemmelsen.
Stranden var badet i et mørkeblåt lys fra himlen over den og mand kunne næsten se på vandte hvor koldt det var.
Tristan havde roligt sat sig bagerst på stranden i det bløde sand og legede med det imellem fingerende. De var helt kolde, men dte gjorde ikke så meget, han kunne altid gemme dem i sine jakkelommer.
Om sig havde han en står blå jakke og et par mørkegrønne jeans, samt et par sorte converse sko. Det var første gang i år han var gået ud med sin vinterjakke, men det var også ved at være vinter udenfor.
Han sad bare med et lille smil om munden og var begyndt at nynne en lille melodi der kunne lyde i stil med 'wonderful tonight' , imens han var væk i sine tanker.
Meget var hændt på det seneste. Den nye stilling som leder for dusørjægerne gjorde ham travl og efter at både have fået en 'makker' og en elev så var der ikke meget tid til overs. Ja det også det meget forvirrende, men stadig meget mere åbenlyse forhold med Camille som han havde nu.. Han var ikke sikker på at han nogensinde ville forstå det forhold, men hell... dte var ikke meningen at han skulle.
Han nød en lille brise som ramte hans ansigt og blæste hans hår væk fra ansigtet, også selvom det var kold vind.

Camille...ja.
Han havde også opdaget sine lidt mere...end venskabelige følelser for hende. Men for sent. Ikke fordi han havde vist det...Ikke fordi Camille havde sagt noget direkte til det.
I hans hoved gav det bare sig selv.
Han var selvfølgelig lidt skuffet...Men hver dag tænkte han på noget andet og prøvede bare...ja, at lade det være.
Hun kunne da hoppe rundt med den dusørjæger hvis hun havde lyst!
Han så ud over havet...Han havde altid elsket at gå rundt i sine egne tanker, men lige nu følte han mere de ødelagde ham.
Han blev mere og mere vred indeni.

Han gik i noget tid uden rigtig at tænke noget, da hans blik gled over stranden istedet for vandet, og opdagede en skikkelse der sad i sandet ikke langt derfra.
Nå ja, hvad var sandsynligheden for at være fuldkommen alene? De fleste mennesker var vel derhjemme, fordi det var for koldt, men noget ville vel stadig begive sig ud. Om det var et menneske? Det viste han ikke...vinden gik i den modsatte retning...
Det var vel også lige meget?

Tristan rodede sig i håret med den ene hånd og kom på benene. på lang afstand ville det nok være nemt at spotte det orange hår.. Ikke fordi han tænkte over det - det blev man vel bare van til.
Imens han begyndte at gå hen ad stranden og hen imod vandet smilede han stadigvæk og trippede glad med fødderne. Der var intet i verden der skulle få hans smil væk idag.. det skulle lige være en flabet vampyr der dukkede op... Nej det kunne ikke gøre det. Det var bare en god dag, med god karma.

Det var koldt i vejret og han havde begravet hænderne dybt ned i sine tykke lommer i sin vinterjakke. De svar stadig kolde efter at have leget med sandet, men ikke meget længere. Først nu slog han blikket han langs stranden og fik øje på en skikkelse ikke langt væk. Havde der ikke være modvind kunne han nok have kigget ordenligt efter, men vinden ind i hovedte gjorde det svært. Det var vel ikke overraskende at flere havde fået ideen at tage til stranden en iskold efterårsdag.

Selv om månen ikke ligefrem var fremme, syntes han nok han så noget...orange.
Han sukkede svagt for sig selv, hvad var muligheden for at gå på en tom strand om aftenen...Og så møde lige den dusørjæger?
Han stod tøvende en del tid...Hvad skulle han enlig? Camille ville ikke blive glad for hvis de genoptog deres slåskamp...Desuden var det ikke sikkert de kom så meget videre med den. Bare en fornemmelse han havde.
De havde vel heller intet at snakke om...havde de? Det skulle da lige være...Men det viste han nok godt.
Så det var uden større betydning.
Så kunne han jo gå igen...Forsvinde. Ingen skade sket. Overhoved.
Men alligevel fortsat han så hen af stranden.
Han havde jo også lov til at gå der, og en dusørjæger skulle ikke stå i vejen for ham.

Han strakte sig og lod blikket glide ud over vandet som om han var ligeglad med denne dusørjæger. Først da han var så tæt på, at der ikke længere kunne herske nogen tvivl om hvem denne dusørjæger var, stoppede han op.
"Sikke en tilfældighed" han smilte svagt men uden der var at det var ægte.

Tristan kiggede ned i vandet igen. Det bevægede sig ikke meget og det fik det bare til at se mere koldt og dødt ud.
Han rystede hurtigt på hovedet af den negative tanke og så hen langs stranden igen. Først nu da personen var tættere på gik det op for ham at det faktisk var en velkendt skikkelse..Ak ja...
Han smilede kækt og vendte front imod dæmonen. For ham behøvede der ikke være noget at snakke om for at hilse på en 'bekendt'. Det ville også bare være akavet og underligt bare at gå forbi hinanden.
"En glædelig overraskelse.." Suplerede han med et lille nik.
"Hvordan har hovedet det?" Fortsatte han lidt henkastet og trak på skulderene. Han kiggede ned på sine fødder igen og skiftede vægten fra den ene til den anden.

Prøvede han at være venlig? Eller drillede han ham?
En glædelig overraskelse? Han rystede svagt på hovedet.
"Glædeligt ligefrem....Mit hoved har det som det skal" svarede han kort, hvilket signalerede at det skulle de ikke snakke om.
Efter deres sidste møde havde han tit tænkt over en ting...Hvordan ville de andre dusørjægere reagere hvis de fandt ud af han havde en evne? En gang gik dusørjægere op i religion, de mente de slog væsner ihjel fordi de var djævelens skabninger...Nu slog de bare ihjel, enden af egen grund eller med den svage grund at beskytte andre.
Men hvordan ville de reagere på det? Ville de også se på ham med hadefulde øjne? eller ville, mod alt fornuft, acceptere det? Acceptere det, de heller ikke kunne acceptere på andre væsner?
Han havde tit overvejet at finde en dusørjæger eller to og sige noget om det, bare for at se hvordan de reagerede eller om de allerede viste det.
Han så lidt på Tristan. Nu hvor han havde vist sig fra en forholdsvis venlig side, kunne han jo lige så godt det samme.
"Og hvordan går det så med dig?" han kunne ikke huske hvilke skader Tristan havde pådraget sig...så han spurgte bare generelt.

Tristan rodede lidt i det orange hår med begge hænder og proppede dem ned i det varme lommer igen. Fugten i luften gjorde det ikke varmere for hænderne.
Han snøftede en gang og håbede virkelig ikke at han var ved at blive syg..
Et bredt smil som hurtigt forsvandt igen krydsede hans ansigt. Zean ville tydeligvis ikke snakke om det med hovedet. Fristende at blive ved, men nej.. "Det var da godt" Svarede han bare og sigtede sine mandelbrune øjne imod fyren ved siden af ham. Selvom han var en dæmon så virkede det dumt at hoppe på ham og få en dusør ud af det.. Ikke fordi han kunne lide ham som sådan, men det havde vel stadig et 'bekendtskab'.
"Alt er som altid godt for mig - meget" Grinede han og kunne føle stemningen var en smule tense.. Især fordi de ikke slog løs på hinanden... En tikkende bombe på en måde..
"Hvad med dig ellers? Hvordan går det med Elyas? " Fortsatte han mest af overflødig høflighed . "Camille fortalte om ham" Tilføjede han hurtigt for ikke at virke klam og stalker agtig.

Han havde overvejet bare at gå igen, også inden der skete noget, i det mindste for Camilles skyld, nu hvor hun var så glad for ham...Men hvad han sagde om Elyas, fik en underlig beskyttertrang til at stige op i ham. Hans øjne, der før bare viste ligegyldighed, gled over i en let vrede. Virkede truende måske.
Camille fortalt om Elyas? Hvad bildte hun sig ind?
"Du nævner ham ikke, du røre ham ikke, du skal ikke engang komme i nærheden af ham!" snerrede han
"Hvorfor har hun fortalt om ham...?!" han kunne fortsætte med: så i kan lave planer om hvordan i bedst kan slå mig ihjel? Hvis ikke den havde virket lidt for absurd. DEt kunne Camille da ikke finde på...Kunne hun?
Han kunne slet ikke se hvorfor de skulle snakke om hans familie! Og så med en dusørjæger!
Han havde gjort alt hvad han kunne, for de ikke skulle kende til Elyas, for de ikke skulle begynde at jage ham også, i hvert fald ikek før han selv kunne forsvare sig...Det hele var lige røget i vasken! Der var vist noget han skulle snakke med Camille om...Det kunne godt være hun stolede på dusørjægeren, men det gjorde han ikke og set i hans øjne havde hun lige bragt Elyas i fare...
Men måske var det også bare en dum undskyldning?
Han gjorde intet for at skjule den forstærket mistro, mistillid, han havde til denne dusørjæger.

Tristan der før havde været ganske afslappet lænede sig overrasket bagud og tog hænderne flat op foran ham som en gestus til : Hey rolig nu.
"Ey big guy... Jeg spurgte bare ind til det.. At jagte et spædbarn ville det ikke være lidt... absurd? Jeg er ikke en barbar og jeg har ikke engang antydet noget truende overfor dig idag" Svarede han lidt paf, men holdt et roligt udtryk. Han løj ikke, at gå efter en lille dreng - selvom det var et væsen - virkede alt for barbarisk.
"Don't you worry, Tristan kender til ham, det gør dusørjægeren herinde ikke" Smilede han og pegede på sig selv. Ikke fordi han var skitzofren eller noget, men han ynede at holde privatliv og arbejde adskilt. Det var nok også derfor at meget det Camille fortalte ham om diverse væsner aldrig nåede til hovedkvarteret.
Tristan kunne ikke lade vær med at finde det en smule underholdene at en fyr som Zean der var rolig og stærk kunne freake så meget over at nævne hans dreng.. Det måtte være forældre instinktet, ikke fordi han kendte noget til det selv.

Han så længe på Tristan, men så ud tila t falde lidt til ro.
"Men han vil vokse op..." svarede han kun kort. En hentydning til at de jo stadig ville jage ham senere.
"Men det besvarede ikke mit spørgsmål om hvorfor i snakkede om det?" spurgte han igen, som det sidste spørgsmål før han kunne slappe rigtig af igen.
Han viste ikke om der faktisk var noget med det, eller om han bare forestillede sig det. Camille kunne ikke finde påa at sætte et barn i fare...Tristan stolede han ikke helt på...Men alligevel, opdagede han, nok til at vide at han nok ikke ville gå efter Elyas...I hvert fald ikke de første år.
Lille Elyas der lå hjemme hos sin mor..I det mindste havde han stadig lov tila t komme og se det...Hvis hun havde sagt nej...ja, en eller anden voldsom reaktion var nok kommer så.

Tristan trak på skuldrende og kunne ærlig talt ikke huske hvordan de var kommet ind på emnet. De havde snakket over telefonen også var det noget med Zean og at han havde en lille dreng.
"Jeg kan ærlig talt ikke huske hvordan vi kom ind på det, men hey, du skal ikke bebrejde Camille noget, hun har ikke sagt andet end navnet" Svarede han ærligt og lagde hovedet let på skrå.
Han følte virkelig ikke for at komme op at toppes på nuværende tidspunkt. Han var træt og havde stadig tømmermænd efter festen dagen før. Måske var det også meget godt at tage en hurtig snak med Zean for bare at se hvorfor Camille gad hænge ud med en dæmon.

Han så længe på ham uden at sige noget, tydeligvis for at bedømme hvor vidt han troede på ham. Endelig trak han svagt på den ene skulder.
"Det går vel an..." han svarede ikke på det med Camille. Han viste godt Camille aldrig ville gøre noget ondt med vilje...Og Tristan havde jo også sagt han intet ville gøre. Endnu i hvert fald. Han valgte ikke at svare på det spørgsmål hele denne...lille samtale var startet med. Hvordan Elyas havde det.
Han skiftede vægten fra det ene ben til det andet og lod blikket glide ud over vandet, mens han slappede af igen.
"Nå...får i så fanget noget?" spurgte han, både for at gengælde det som Tristan nok mente var almindelig nysgerrighed, men også for at undgå evt. pinlig tavshed mellem to personer der ikke rigtig viste hvad den som om den anden. Han gjorde i hvert fald ikke. Han havde bare lyst til at hade ham...Og alligevel tøvede en del af ham med at gøre det.

Tristan vippede frem og tilbage på hælen som var han en lille dreng som ikke kunne vente med at købe en ny pakke pokémon kort.
Han trak skuldrene og fandt faktisk situationen temmelig akavet. Han plejede aldrig at have det akavet imellem nogen. Ikke gamle kærester, eller forældres venner eller folk han lige havde mødt, men Zean var noget andet. Det var en eller anden følelse der bare gjorde det akavet imellem dem, men det var ikke til at sætte ord på.
"Stille og roligt, som altid" Svarede han henkastet og tænkte at han ville skifte emne fra hele det der med at jagte hans artsfælder.
"Så.. Hvad laver du på stranden på en så kold dag.. Det er ikke ligefrem badevejr?" Han anstrengte sig for at klemme et smil ud.

Han lykkedes ham faktisk at grine lidt ved den kommentar. Han viste ikke hvorfor, om det var Tristans øjensynlige beklemthed eller hvad det var, men han følte sig bare...dejligt rolig, som om han bare snakkede med enhver fremmed, som han efterhånden tit gjorde.
"Man bruger jo hver en mulighed man kan, på at finde hoved og hale i sine egne tanker" svarede han.
"Lige nu førte det mig til stranden" Han så lidt på Tristan.
"Hvad med dig?" spurgte han så. Han ville nok have forventet han var ude og jage væsner, med en dårlig undskyldning sikkert, som så mange andre jægere havde. Eller måske festede eller...Var sammen med Camille.
Men det var da klart at alle havde brug for en tid selv, lidt privathed som folk kaldte det.

Tristan rynkede brynene diskret. Samle sine tanker? Hvis han skulle vælge at samle sine tanker ville han finde en et dejligt varmt værelse med måske en kop kaffe, eller noget pizza, ikke gå alene på en strand... men det var vel bare ham.
Han kom helt til at grine da Zean spurgte.. Især fordi det var så ondsvagt at han var her.
"Jeg var ude at spille igår.. Et forholdsvis stort sted ... Musik halløj... Og jeg har stadig tømmermænd... Så er den kolde vind på stranden bare tiltrækkende" Smilede han og havde næsten ikke ondt i hovedet mere. Ikke fordi han drak sig mega fuld altid, men lige en gang imellem kunne han godt feste igennem ... og det betød - uheldigvis - tømmermænd...

Han smilte af det og så lidt på ham. Selv kendte han godt til en aften i druk, selv om han havde holdt sig fra alkohol i god lang tid. Han fik sjældent tømmermænd, men hvis han havde drukket ekstra meget ville kroppen godt lige gøre opmærksom på det.
Det endte som regel med han vågnede et eller andet fremmed sted, med en fremmed kvinde ved siden af sig. Noget folk ville sige var typisk for dæmoner.
Han strakte sig lidt. Men folk havde så mange underlige ideer.
Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår og mærkede efterhånden sulten. Han så sig lidt omkring, måske skulle han smutte ud og finde en sjæl?
Han blev også lidt for opmærksom på Tristans sjæl lige nu...
"Nå...men jeg tror jeg vil smutte op i byen igen, der sker lidt mere..." sagde han med et halvt smil og forventede ikke at han ville følge med.

Tristan nikkede og følte ... næsten ... at det var helt okay at hænge ud med Zean, selvom han godt kunne mærke at dæmonen nok hadede ham mere end den anden vej rundt.
"Jeg var selv lige på vej derop så hvorfor følges vi ikke..." Svarede han og kom og på siden af Zean.
Han kunne godt have løjet det, men så meget var han dog heller ikke villig til at hænge ud med en person som han knap nok kunne lide, faktisk skulle han bare op i byen efter en længe betrængt cola.
Han rystede svagt på hovedet og kunne kun lige mærke sin hovedpine når han bevægede hovedet for meget, ellers ikke. Det havde været en vild aften igår alligevel. Hvos var han glad for at han ikke var typen til at hooke up med random piger på bare, det var bare gået helt galt så..

åh nej....Der var ikke noget bedre end en dusørjæger til at følge en til byen, når man var sulten! Men han sagde ikke noget, nikkede bare som om det hele var okay.
Bare op til byen. Han smilte for sig selv, ved tanken om at tage Tristans sjæl. Han kunne selvfølgelig ikke finde på det, Camille holdt alt for meget af ham, men det kunne have været sjovt.
Leonard trængte sig på....Og Zean gjorde intet for at forhindre ham i at komme frem.
Hans øjne blev mere kolde, som de altid var når Leonard var fremme.
Han havde lært Leonard lidt mere og kende, desværre have Leonard bare ikke de samme begrænsninger, han gjorde hvad han ville og kunne. Derfor var han lidt svær at styre.

Leonard grinte lidt og så på Tristan.
"Jamen dog...En dusørjæger at følges med" smilte han, men det var ikke til at sige om det var venskabelig eller fjendtligt ment. Leonard havde altid sat en ære i at enden virke forvirrende eller skjule hvad han følte og tænkte.

Tristan havde pillet lidt ved en snor i sin jakke og kiggede op da Zean sagde noget igen.. Han virkede med det samme anerledes. Koldere og mere kynisk. Næsten som da de havde slåset med hinanden. Han kunne ikke huske hvad denne anden personlighed hed... Men han kunne huske at han ikke havde været videre rar..
Med et suk kørte han en hånd igennem sit efterhånden kolde hår. Det var ikke svært at se at dæmonen ikke var ret vild med ham og han havde på fornemmelsen at det ikke kun var for hans arbejde.
"Ja du er heldig at være i mit sammenvær" Svarede han og fortsatte roligt.
"Hey... Jeg ved godt at du sådan hader mig for at være dusørjæger n' all, men du har noget personligt imod mig har du ikke?" Han virkede hverken trist eller nedtrygt, smilede stadig flabet.

Han så lidt på ham iog grinte så.
"Mig? nejnejnej...Jeg hader dig kun for at være dusørjæger" smilte han
"men Zean..." han lagde altid stor vægt på at de ikke helt var den samme. Folk havde nemlig en tendens til at sammenligne dem og et var...irriterende!
"...Jeg tror..." han så tænkende ud i luften lidt tid, før han så smilende på Tristan.
"..Jeg tror bare han er skuffet...Han har været lun på din nye pige i lang tid, men har ikke kunnet gøre noget da han havde Dawn...Nu er han fri og så kommer du og ødelægger det hele" han så faktisk...fornøjelig ud ved det. Som om det hele morede ham.
Han trak lidt på skuldrene.
"Spørger du mig er det bare godt...Zean kan ikke tale alt det pjat, han bliver så...svag bagefter, forstår du?" han kiggede sig omkring med en munter mine.

Tristan kiggede undersøgende på fyren. Han var virkelig en helt anden person. Gad vide om han også kunne finde på at angribe ham ud af det blå? Det havde han været ret sikker på at Zean ikke kunne.
"Han er varm på Camille?" Gentog han lidt måbent og havde ikke regnet med at Zean var typen til at 'forelske' sig.. Hvorfor vidste han ikke. Før i tiden ville han nok også have viftet med armene og gjort et stort nummer ud af at hun altså ikke var hans pige, men nu når det var mere eller mindre fastslået så sagde han ikke noget til det.
"Så kan jeg jo bedre forstå at han hader mig- selvom jeg dog ikke lige er kommet til." Svarede han og smilede halvt, han havde jo faktisk været der længe og havde set Camille i et godt stykke tid.
"Også kan du komme ud mere?" Han kiggede på fyren igen og havde ikke rigtig nogen trang til at angribe ham som han normalt havde ved væsner.

Han grinte svagt.
"naa...både og. Vi er tættere nu end vi har været længe..." han følte sig i bedre og bedre humør. Folk var begyndt at se HAM som sin egen person...Og ikke hele tiden bare ville vide og snakke om Zean...
Faktisk...kunne han næsten ikek forstå hvorfor Zean havde så meget imod Tristan. Men...det skulle han nok gøre noget ved.
"Men er vi uvenner, må jeg tvinge mig ud, så gider han ikke..." han grinte svagt
"Ikke for at prale...men er lidt stærkere end ham..." man kunne jo altid snakke om hvem der kom først. Og det gjorde Leonard jo. Han var kommet først, han havde styret denne krop helt alene ved barndommen...Zean var kommet, da han havde haft det svært...der for tog de hele tiden over for hinanden de fungerede som venner der gjorde en tjeneste for den anden.
Den ene tog over, der hvor den anden havde det svært...og omvendt. Men Leonard var bare imod Zean var i et forhold...det var ALDRIG, virkelig ALDRIG gået godt. ALdrig nogensinde.

Tristan lyttede lidt og var ikke sikker på at han forstod, men det var nok heller ikke meningen at han skulle det. Han havde aldrig prøvet at have en anden person inde i ham psykisk. Andet end nogle tanker fra et væsen, men det var ikke det samme.
Han kunne ikke lade vær' med at fnise halvkvalt af Leonards blærende kommentar.
"Og hvis jeg spurgte Zean ville han nok sige at han var den stærkeste" Drillede han og mærkede sin telefon lave en brummen i sin lomme. Han tog den op for at opdage at det bare var hans ven Cody, med et eller andet ligegyldigt, så han svarede hurtigt og lagde den tilbage i lommen.
Gad vide hvordan man kunne være uvenner med sit andet jeg og hvordan de snakkede sammen. Snakkede de højt sammen eller inde i deres hoved?

Han så tænkende frem for sig, som om han tog det Tristan sagde alvorligt.
"Nej...Han prøver, men han ved godt kroppen retmæssigt tilhøre mig" smilte han
"Derfor kan jeg også gøre så der er ting han ikke husker..." han så sig lidt omkring, de var kommet lidt væk fra stranden nu og kom tættere og tættere på de forskellige bebyggelser.
han havde aldrig rigtig selv brugt mobil, først da han avr sammen med dawn, så han kunn ekomme i kontakt med hende og nu også camille. men derud over var den tom. Han brugte den ikke noget...Og nu havde han den og sjældnere og sjældnere med sig.havde ikke brug for den.