How to destroy angels - Katie.

Dato: Onsdag d. 15 februar
Tid: 01:22
Årstid: Sen vinter.
Vejr: Stjerneklart, på en nattesort himmelhvælving, koldt.
Sted: Sheria by.
Omgivelser: Kulsorte smågader, en enkelt gadelampe flimrer henover asfalten men ellers er der tyst.


Kean løb ned af den mørke sidegade. Pulsen hamrede afsted, hjertet galloperede i hans bryst, men han sagtnede ikke farten. Foran ham løb noget... der højst sandsynligt var en engel. Sved pletter var begyndt at vise sig forrest på den mørkeblå t-shirt, på hans brystkasse, og mellem hans skulderblade, alligevel jog han efter den mandlige engel der forsvandt ind i et industri kvarter. Han var stakåndet, men vikrede ikke tilnærmelsesvis træt, kun opstemt, hyper... med store mørke pupiller med en meget vag blå streg omkring, han fortsatte i samme tempo ind i industriparken, men blev tvunget til at standse da han nåede en forladt bygning. Han stoppede op og gispede lidt efter vejret, mens han fik styr på hjertet... dumpdump, dumpdump...dumpdump....dumpdump......dump.. dump... dump. Han smilede kort, og fortsatte så ind i bygningen, i et lidt roligere tempo. Han ville ikke skræmme den ud... kun... lige, gøre den usikker.. Han greb ud efter sin pistol. Det var ikke meningen den skulle dø, i hvertfald ikke før han fik noget ud af den først. Man fik ikke meget for at have dræbt engle i det årti de levede i... hele handlen var i vampyrer, og vampyrblod.. alting. Han småløb op af trapperne til en af de øverste etager... en lavmældt stønnen, gispen... Han stopped eop og lyttede... efter et forskrækket åndedræt.

Katie gik sig som sædvanledigt en tur i byen,, det var en stjerneklar himle i aften, stjerne funklende i natten, månen lyste op, der var en smule koldt, men det lage hun ikke mærke til da hun jo er en vampyr, hun have et par jeans på og en hvis top, hun havde en sort cardigan over, selvom hun ikke frys, det var for at virke mere normal også selvom menneskerne godt vidste at der fandtes vampyrer og andre overnaturlige væsner, men hun kunne godt lide at opfører sig som et menneske. Hun ville ønske at hun var et menneske, men visse ting skete tilbage i 1980 hvor det hele skete. Hun gik i sine egen tanker, hun tænkte på hvordan det var at gå i solen og mærke den dejlige varme mod sin hud og se lyset far solen, det var noget hun ikke kunne mere, på nogen tidspunkter ville hun ønske at hun bare døde istedet for at blive en vampyr, men så alligevel kunne hun også godt lide at være vampyr. Hun kunne høre nogen løbe og af ren reflex kiggede hun hun hen mod hjørnet af vejen, hun så en skygge løbe forbi hjørnet og at se på farten var det ikke et menneske, lige i hælen på skygge kunne hun se en ny skygge komme løbende, at antyde på farten og duften var det et menneske.Da skyggen havde passerede hjørnet satte hun stille i løb, hun ville se hvad der skulle til at ske, hun fulgte efter skyggen ind i et industri kvarter. Skyggen stansede op foran en forladt bygning, hun ville gerne ind før denne person gik ind. Hun kiggede undersøgende på bygning op og ned, længer oppe på bygning så hun et stort nok smadret vindue, hun sprang op på bygning og ind af vinduet. Hun lande forsigtigt og lydløst, hun kiggede undersøgende rundt, men med en varsomt blik, hun ville nødig støde på dette menneske, hun gik med lydløse skridt. En mus kom pivende frem fra sit skjul, Katie fik et chok og gave et gisp fra sig.

Kean lod pistolen glide ned langs sin side, mens han langsomt fulgte væggen. Tæt ved den hele tiden, mens han lyttede. En svag piben... måske mus? Han stoppede helt op mens han stod lænet op af væggen, og fokuserede.. alle lyde, blev vendt og drejet i hans sind, det var vigtigt, alle lyde var vigtige i kontekst.. En lav lyd, en knirken... et åndedræt, han lagde sin tommelfinger mod sikringen, og trykkede den langsomt ned til den gav et lille klik fra sig. Han lyttede igen, denne gang var der igen en mus der peb, og derefter et gisp. Han åbnede øjnene, og var hurtigt væk fra væggen og ude i det åbne værelse med pistolen rettet mod skikkelsen i mørket "Stands!" sagde han højt, og hørte løbende fødder mod plankegulvet. Han rettede hurtigt pistolen mod udgangen, hvor det lød som om skridtene forsvandt hen, og skød en enkelt gang, men at dømme efter den fortsatte løben havde han ramt forbi. Han vendte hurtigt pistolen mod skikkelsen på gulvet igen "du rører dig ikke, ellers er du færdig" sagde han kort og fladt, og skubbede et par brædder væk med foden, mens han holdt blikket fast på skikkelsen "identificer dig!" sagde han, og skubbede igen sikringen tilbage så vedkomne kunne høre det var alvor. At dømme efter skikkelsen.. for det var ganske mørkt, var det vidst en kvinde, formerne, og håret afslørede det. Hendes øre var blevet fanget i månelyset, og skinnede blegt.. blegere end hans egen hud, det var altså ikke et menneske? Han knugede hårdere om pistolen, og håbede hun indså fornuften i at tale og blive stående, så han kunne finde ud af hvad hun var.

Hun kunne høre på skridtene at det var en drenge, hun gik langsomt hen mod døråbningen, hun kunne høre et lavt klik og hun kunne regne ud at han ladet noget. Hun stod i sine egne tanker, hun tænkte på hvad der ville ske og had han ville gøre, men hvorfor skulle hun være så bange, hun kunne jo kun dø hvis der blev boret et træ ind i hendes hjerte, men hvad nu hvis han havde det på sig, der fløj mange tanker gennem hendes hovede, hun havde vært udsat for sådan noget her før, men det var mod en dødsengel og der gik det anderledes, hun har også stået overfor et menneske som var jæger hvilket dette menneske også var, men der undslap hun med nød og næppe, men denne gang tvilede hun på at hun vil undslippe, men hun håbede alligevel. Hun stansede brat op da han sagde noget, hun bevægede ikke en eneste muskel, hun kunne høre at han skubbede noget væk, men hvad det var det kunne hun ikke regne ud, hun havde ikke lyst til at sige noget da han sagde noget til hende, men hvis hun ville komme sikkert ud blev hun nød til det, hun snak en klump selvom det ikke var nødvendet, det var bare for at trække tiden ud, hun gik et forsigtigt og lydløst skridt bagud, hun talte med en lav stemme "Katie" Sagde hun meget forsigtigt, hun kiggede undersøgende på ham, med et koldt blik, et så koldt blik kunne sikkert lamme ham hvis kunne se hendes øjne.

Kean stod stille, mens han betragtede hver eneste lille bevægelse som han nu kunne opfange hos hende. Det irriterede ham at englen var smuttet fra ham... men den var selvfølgelig ikke meget værd, men det var bare dumt at han ikke havde fået chancen for at undersøge det nærmere. Han havde størst erfaring med engle, vidste mest om dem, og mindst om vampyrer. Han stod lidt usikkert, gulvet var mørt og knirkede faretruende under ham. Han sank, men han vidste også at hvis han flyttede fokus fra hende ville hun måske få den åbning hun ventede på for at forsvinde ud.. vampyrer var hurtige det vidste han i hvertfald! Han klemte let på aftrækkeren da hun bevægede sig en smule i mørket "Katie..?" gentog han, mens han forsøgte at orientere sig om det smårådne gulv under sig. "Okay Katie, nu må du lige samarbejde lidt med mig" sagde han langsomt, og smilede let til hende, før han forsøgte at sno sig udenom alle de nedfaldne brædder, og ting på gulvet der lå hulter til bulter. Han skævede til hende "Kan du lige sætte dig ned på knæ et øjeblik tak?" mumlede han, med pistolen fortsat rettet mod hende, og blikket mod gulvet. "Du kan jo givent fortælle mig om vampyr racen imens?" sagde han og smilede skævt til hende, mens han forsøgte at vikle sig ud ud af alt virvaret. Han stoppede op da brædderne pludselig gav et par faretruende lyde fra sig, og KNÆK! Han brast igennem med det meste af underkroppen og tate pistolen.

Hun kunne se at han betragtede hende med at varsomt blik, hun gik endnu et skridt tilbage, men meget forsigtigt, hun ville ikke kæmpe imod ham, hun ville ikke slå ham ihjel "Ja" Sagde hun koldt og kiggede stadig på ham med et koldt blik, hun tænke over sine muligheder igen, om hvordan hun kunne slippe væk uden at skade ham eller selv komme til skade, hun gad jo ikke bruge vold. Samarbejde med ham, hvorfor skulle hun det, han var et menneske og hun var en vampry, så hvorfor skulle hun det "Hvorfor" Sagde hun stadig koldt, han smilede let til hende, hun gengældte ikke smilet, det han sagde til hende bagefter fik hun et chok af, hun havdde ikke lyst til at sætte sig ned, det var sikkert en fælde og hun gad ikke resikere at noget skulle ske, han rette stadig stadig noget mod hende, men hun kunne ikke se hvad det var, hun kiggede på ham med store øjne, så han vidste ikke noget om vampry, det var da en fordel "Hmm..." Sagde hun med en mindre, men stadig kold stemme, hun kunne høre at gulvet gave nogen fartruende lyde fra sig og med et braste han igennem gulvet med det meste af hans underkrop, han tabte det han havde i hånden, hun kunne se på ham at han havde ondt, hun tog nogen forsigtigt skridt hen mod ham, hun stod midt i månelyset, hendes hud lyset op og hendes perfekt øjne lyste op, hendes ansigt var føleslefri, hun gik hen og skubbede til det han havde tabt til siden, så det alndet i den anden side af rummet, hun gik tættere på ham og ragte en hånd frem mod ham som tegn på at hun ville hjælpe ham op, hun vidste godt at det var dumt, men hun kunne ikke tillades sig bare at gå væk, for på et tidspunkt ville han falde helt igennem og så ville han dø.

Kean stønnede lavmældt, og så kort efter pistolen.. den var udenfor rækkevidde... ih guder, hvor dum kunne man være? Han forsøgte at stemme imod med hænderne mod de møre trægulv, men fik ikke meget ud af det. Han så kort over på hende, hun var forholdsvis stille undtagen nogen småord... han sukkede, nu havde hun i hvertfald chancen for enten at gøre det af med ham før han gjorde det af med hende, eller at gå.. og redde sig selv. Det ville være smart, det ville han nok selv have gjort. Han pustede langsomt ud, mens han forsøgte at finde på noget. Han så hun begyndte at bevæge sig og så hurtigt op på hende, hvad havde hun tænkt sig? Han kunne ikke læse det følelsesløse ansigt. Han så efter pistolen da hun sparkede den hen i det andet hjørne, og sukkede.. ja det ville han nok også have gjort. Han så op på hende, ville ikke engang prøve at tale hende fra det, hun havde vel al ret til ikke at kunne lide ham. Han blev dog temmelig overrasket da hun rakte ham en hånd. Den blege hånd lyste op i det sparsomme måneskin der fik lov at komme ind af de ødelagte vinduer. Han så en smule forstenet ud, men rakte så hånden op efter hendes og tog den. Den var iskold. Han fik trukket sig op med lidt besvær og med hendes hjælp og kom på benene igen. Det nederste af hans bukseben havde fået en ordentlig flænge, og hans ben havde også lidt lidt under gulvets knæk, med et sår, ellers havde han kun fået mindre hudafskabninger, og var blevet lettere beskidt. Han slap hendes hånd, og så lidt på det blege ansigt "tak" sagde han så, han havde aldrig troet at han skulle takke et væsen for noget som helst, men hun havde overraskende vist sig mere menneskelig, end beregnet. Han kørte en hånd gennem sit hår, og slog let ud mod døren med den anden, han havde svært ved at få ordene over sine læber, men det var faktisk kun fair at hun fik lov til at stikke af. Han blev stående "hør... du skulle måske..." mumlede han og forsøgte at formulere sig.

Han sukkede da han så hende sparke pistolen væk, hun ventede tøvende på at han ville tage i hendes hånd, så hun kunne hjælpe ham op, han tog fat i hendes hånd, han var meget varm, det var længe siden hun selv var varm, for da hun blev til en vampyr mistede hun hende varme eller rettelse hendes hendes menneskehed, hun savede varmen der blusede ud i hendes krop, minderne væltede hele tiden tilbage når hun oplever noget menneskeligt, det var på en måde rart for så vidste hun bare at hun ikke havde glemt hvordan det var, men det var også på mange måder træls, for så kom hun bare i tanke om at hun ikke ville opleve de ting igen, hun vil blive ved med at være frosent fast i denne krop for altid, eller i værtifald indtil nogen slog hende ihjel. Hun trak hendes hånd til sig og gik et skridt tilbage, hun kiggede op og ned af ham, hun kunne se at hans bukser var flænget og at hans ben heller ikke havde det godt, han havde også fået nogen par mindre skrammer "Er du okay" Spurgte hun med en lidt venlig stemme, hun kunne se på ham at han var chokeret over at hun hjalp ham, men som sagt hun kunne ikke gøre ham fortræd eller lave ham falde igennem og dø, sådan var hun ikke, han slog sin hende hånd hen mod døre og så noget som var uforståligt "Hvad" Sagde hun med et smil på læben.

Kean så lidt på hende og nikkede så. Det var underligt at hun bekymrede sig for ham, hun var også løsnet lidt op hendes toneleje var venligt. Han forstod hende ikke rigtig, hvad havde hun tænkt sig med det? "Jeg har det fint, tak" sagde han, og smilede svagt til hende. Han forstod det stadig ikke, han havde aldrig forestillet sig en... hjælpsom, næsten menneskelig? Turde man sige det? Han målte hende med øjnene, umiddelbart virkede hun ganske tilforladelig. Han så lidt hen på døren, og derefter på hende og grinede lidt forlegent "hør.. det er kun fair du får lov at løbe.. jeg gør dig ikke noget" sagde han så og gik over gulvet.. lidt mere påpasseligt end han før havde gjort, og samlede sin pistol op og rettede dne mod gulvet så hun ikke troede at det bare var en undskyldning for at skyde hende når hun ikke kiggede.. det ville dog også kræve at han skiftede patroner, og en masse andet arbejde, det var nemlig træpatroner der skulle i en colt, og han havde ikke en colt med sig denne gang. Han satte den i et bæltelignene bånd, med en speciel holder, noget som man oftest så hos politimænd. Han vendte sig om og så på hende og holdt sine hænder i vejret "se selv... no guns" sagde han og smilede lidt til hende.

Han nikkede til hende, hun kunne se at han undrede sig over hvorfor hun bekymrede sig om ham, hun var hjælpsom også selvom hun var vampyr, normalt drikker vampyr menneske blod og det gjorde hun også, men hun ville ikke skade ham. Da hun var menneske var hun også hjælpsom også selvom nogen mennesker var onde ved hende, hun burde gøre igen den gang, men det kunne hun ikke få sig selv til "Hvorfor er det fair, jeg fulgte efter dig, da jeg så du løb efter noget og jeg gik selv her ind og var det var min skyld et englen slap væk og det var også min skyld at gulvet braste samme, bare jeg ikke havde gået her ind så havde du fanget englen og du havde ikke brast gennem gulvet" Sagde hun mens hun kiggede på ham ved undskyldene øjne, hun kiggede på ham da han sagde noget med guns, så det var det, det var en pistol, hun havde hørt om det før, da hun var menneske, men hun kunne ikke rigtigt huske det, for det var sjældent hun så sådan en og den virkede heller ikke særlig betygende, hun grinte med hendes bløde stemme og smilede let til ham "Nu hvor det er min skyld at du kom til skade, kan jeg så ikke tilbyde dig at komme med hjem så du kan få renset dine sår og få et bad og et par andre bukser, det er da det minste jeg kan gøre for dig" Sagde hun med et stadig undskylde blik, men også venligt, hun håbede han ville sige ja for hun havde det dårligt med det der var sket, hun følte at det var på en måde hendes skyld det hele, hun kiggede på han med et blidt blik og ventede på svar.

Kean lagde hovedet på skrå og betragtede hende da hun gav sig til at forklare at det hele var hendes skyld. Han hævede et øjenbryn og lod hende snakke færdig, før han langsomt brød ind "det er altså ikke din skyld at gulvet brast" sagde han og smilede let til hende "det var min egen fejl, jeg havde ikke taget højde for at det kunne være noget gammelt bras" mumlede han og så sig lidt om. Det var helt rigtigt, han havde været alt for optaget af jagten til at betragte sine omgivelser. Det var underligt at se hendes ansigt lyse op i følelser, og smil.. vampyrernes ansigter kunne gå fra sten, til menneskeligt på ingen tid. Det gjaldt åbenbart bare om at få god kontakt til dem. Han virkede til gengæld overhovedet ikke farlig, ikke tilnærmelsesvis. Han så kort ned af sig selv da hun tilbød at han kunne gå med hende hjem og få orden på sig selv. Han lignede noget der var blevet hevet op af den nærmeste brønd, det ville han gerne give hende ret i, men det var vel også et beskidt arbejde? Hvor mange trøjer og bukser var ikke blevet blodplettet, eller gået i stykker i de forskellige situationer? Han trak på skuldrene "ærlig talt tror jeg ikke jeg vil kunne passe dine bukser" sagde han og smilede skævt til hende, men rystede så på hovedet "jo, jeg vil godt gå med, du har ret i at jeg nok har brug for at blive skyllet af, jeg ligner nok nærmere en muldvarp end et menneske" sagde han med et lille grin, og kørte en hånd gennem sit hår så de blå øjne kom til syne. Det var så også det eneste der lyste op på hans krop, da støv og snask havde gjort resten af ham temmelig beskidt. Han havde ikke tillid til hende med det samme, der lå altid en mistænkelighed i baghovedet, der gjorde ham vagtsom... Men lige nu, stolede han mere på hende end på gulvet.

Hun kunne se at han lyttede til hende, det var sjældent nogen gad at lytte til hende og det var for det meste på grund af t hun var en pige hun lage hovedet let på skrå "Det var min skyld at du ikke fangede englen" Sagde hun med en blød stemme, hvad tænkte ham mon på, hun kiggede undersøgende på ham og kunne se at hans ben begyndet at få det være, hun ville havde dem hjem så hurtigt som muligt, hun grinte over det han sagde "Bare rolig jeg har hvis et par drenge bukser du nok kan passe" Sagde hun med et smil på læben "Jeg vil godt havde dig hjem så hurtigt som muligt, for at sikre der ikke kommer bentændelse i dine sår, og du må altså ikke blive sur over det jeg gøre nu" Sagde hun forsigtigt, hun gik hen til ham og tog fat i hans arm, hun løftede ham op på sin ryg og løb hen til vinduet og sprang ud, hun lande blødt og sikkert på jorden, hun satte ham ned og vendte sig rundt så hun kunne se ham "Jeg håber ikke at det gjorde ondt" Sagde hun forsigtigt, hun tog fat i ham og begyndet at gå, hun slap hans arm "Vil du vide noget om vampyr" Spurgte hun med et smil på læben.

Kean så lidt på hende, ja det ærgede ham gul og grøn at tænke på englen... men sådan var det, han kunne jo ikke blive sur, eller være sur i evigheder over sådan noget, der var jo andre engle? Han trak på skuldrene "der er andre derude... jeg når jo heller ikke at fange dem alle sammen" sagde han og smilede roligt til hende. Han vidste ikke helt om hun havde en bagtanke, men det bedste han kunne gøre var vel at beholde sine våben på sig uanset hvad..eller noget. Han skævede ned til sårene på benet.. det var ikke de værste han havde haft, det kunne vel ikke engang betegnes som sår, nærmere en rift vel? Han blev lidt overrasket over hendes pludselige styrke, og ventede på at blive sat ned igen. "Nej, det var... interessant" sagde han en smule overrasket, og så lidt bedømmende på hende. Hun lignede ikke en med den slags styrke, i de slanke overarme.. Han fulgte tøvende med da hun trak i ham "kan du da fortælle mig noget?" sagde han og så på hende, og smilede let.

Han kiggede på hende og hun kiggede tilbage, han trak på skuldren da han talte, hun smile roligt igen, men hun havde det stadig dårligt med at englen slap væk, men han havde ret der er mange der ude, men alligevel, han kunne havde fanget den her hvis hun ikke havde forstyret ham, han kiggede på sårene da hun havde sagt det så slemt ud, men hvad hun kunne tyde på hans ansigt syntes hun ikke det så slemt ud, men det var nok fordi han havde prøvet det der var være, hun kunne tydligt se at han blev overraske, da hun løftede ham op på hende ryg og det smilede hun ved, hun grinet over det han sagde "selvom jeg er en pige kan jeg godt være stærk, men det skyldes mere det at jeg er vampyr" Sagde hun, mens hun smilede til ham, han fulgte med en hende, hun kiggede på ham da han sagde noget "Altså du spurgte selv den gang hvor du sigtede en pistol mod mig om jeg ikke gad at fortælle noget om vampyr" Sagde hun med en lidt tøvende stemme, men hun smilede stadig *Mon jeg skal fortælle ham om vampyr, måske er han kun venlig mod mig så han kan få så meget som muligt af vide om vampyr, men på den anden side virker han ikke sådan* Tænkte hun for sig selv, hun ville tage en chance, han kunne alligevel ikke dræbe hende da han ikke havde det rette udstyr, hun kiggede ind i hans øjne med hende brune øjne, månen lyste dem op.

Kean grinede "jeg ved godt piger kan være stærke, men du... har bare..." han forsøgte at sige det så han ikke sårede hende, det ville han helst ikke. "Du har bare en anden fysik end en jeg umiddelbart ville forveksle med en der kunne løfte en voksen mand" sagde han og smilede lidt til hende. Han vidste dog udemærket at det var fordi hun var vampyr, det kunne dog være interessant nok at undersøge på hvilken måde de fik den overmenneskelige styrke.. det måtte vel have noget med nervecellerne at gøre? Det behøvede vel absolut ikke være magisk det hele... måske var der ganske naturlige forklaringer på det? Han kunne dog også godt tænke sig at noget af det nok ikke var nemt at forklare ved simpel biologi. "Ja? Men du er da velkommen til at fortælle mig noget om dem?" sagde han og smilede let til hende. Det havde nu været en afledningsmanøvre, hvis hun havde givet sig til at forklare om vampyrer havde han slækket hendes koncentrationsevne, og dermed haft det største overtag i forhold til om han skulle tage livet af hende.. men lige nu kunne man betragte det som en lærerig indsigt, hvis hun der selv var vampyr ønskede at dele detaljerne omkring vampyrlivet med ham.

Hun smilte da han grine, hun kunne godt se at det lød lidt sjovt det hun sagde, og selfølge var piger stærke, men som han sagde havde hun en ande styrke han ikke rigtig forstod, i starte da hun var blevet vampyr og hun opdagede hendes styrke, var hun også chokeret, men hun vendte sig til det, men for et menneske som ham, var det en smule svært, men hun havde på fornemmelsen at ville vende sig hurtigt til det. Hun smilede et sødt smil til ham for at vise, at hun var venlig, hun kunne se at han tænkte over det med styrken og det morede hende en smule "Jeg vil gerne fortælle dig noget om vampyr, men øhh... ikke for at fornærme din menneskehed, men jeg vil gerne hurtigt hjem, men mest for din skyld, så..øhh... jeg tænkte på om det var okay, hvis...øhh... jeg tog dig på ryggen og løb" Sagde hun forsigtigt hun vil ikke fornærme ham, hun hvis bare gerne havde renset hans sår og det gik pænt langsomt når de gik, men han var jo også menneske, og han kunne ikke lige frem gå eller løbe så hurtigt som hun kunne, hun smilte et forsigtigt smil til ham og håbede at det var okay at hun spurgte.