Walking in the dark

Dato: 16. februar
Årstid: Vinter
Sted: Gå gaden. Åbenlyst.
Tid: 21:12 (magic number, uuuh)
Omgivelser: Tomme gader og snevejr.



Byens gader lå øde hen, hvilket passede Kieran ganske fint. Det sorthårede menneskebarn var efterhånden begyndt at blive godt paranoid, efter at han for tredje gang på en uge nær var blevet snuppet af myndighederne. Det var ikke altid lige let at være en syttenårig uden værge, men med hans kendskab til byens hemmeligheder og gode gemmesteder, var det en snild sag.
Sneen dalede ned fra himlen af, og de lydløst faldende snefnug henlagde byen i en sælsom stemning. Der var ikke en levende sjæl at få øje på, hvis man da lige så bort fra de vilde fugle, der var krøbet sammen i alle trætoppene. Kieran lagde hovedet tilbage og kunne ikke dy sig for at stikke tungen ud for at fange et snefnug. Det havde han gjort meget, da han var lille. Nu var han næsten voksen, men selv de simple ting, der havde bragt glæde i barndommen, kunne stadig gøre ham helt ekstatisk den dag i dag.
Han øjnede en bænk længere fremme og det varede ikke længe, før han var sunket sammen på den. Herfra kunne han se helt fra den ene ende af den lille gade til den anden.

De fleste ville synes det snedækkede landskab var noget af det smukkeste i verden, byen var smuk i sig selv, selv natten var smuk, månen reflekterede i sneen, og fik den til at glimte som tuisende dirmanter. Hvem ville ikke have lyst til at gå en tur i denne smukke nat? Hånd i hånd med deres elskede.
Hans øjne flakkede, han kunne ikke finde himlen, det var som om.. var han væltede? Han huskede det ikke, han huskede kun råbet, og lyden af kniven, blodet.. han kunne lugte det.. hvor var det.. hvem var det? Hvem var død? Han slog øjnene op, frygten fik hans vejrtækning ud af takt, hans sorte øjne var spilet helt op, havde han haft en puls.. og måske et hjerte der virkede, ville det nok også være temmelig meget oppe at køre, men sådan var det jo ikke lige. Han fandt hurtigt ud af hvem den sårede person var.. ham selv. Han udstødte et grin, og tog sig til brystet.. hvem fanden havde stukket ham ned med en kniv.. og hvorfor havde han ikke opfattet noget? Han så sig lidt omrking.. okay han havde fået et par øl.. men det betød da ikke han havde mistet alle sine sanser. Han rejste sig langsomt op stadig med en hånd på brystet, hans hvide t-shirt var gennemblødt af hans eget blod, og flænset i stykker, kniven var ingen steder at se.. smerten.. den eksisterede ikke. Han sukkede stille og tog fat i lynlåsen til sin læderjakke, han lynte den helt op i halsen, og prøvede at at finde op og ned på det hele.. hvor fanden var han.. i en eller anden baggyde, måske var det en kro. Hvor skulle han gå hen? Han flakkede lidt omkring, inden han endte ude på en snedækket gade, han havde undt.. men ikke sådan som det ville have været pga såret.. det gjorde mere intenst undt.. hvem var det lige der havde stukket ham? Hvad havde der været på den kniv? Gift.. åh gud.. han måtte heller se at komme hjem.

Helt manisk sad menneskebarnet og fulgte interesseret med i snefnuggenes falden mod jorden. Der faldt ikke særlig store mængder af sne i minuttet, så det var let for ham at kende den ene iskrystal fra den anden. Han udsete sig en og lod sit blik hvile på den, indtil den var dalet til jorden og gået i ét med den hvide masse der. Dernæst udvalgte han sig et nyt snefnug, som han opmærksomt fulgte. Så ja, man kunne roligt sige, at det unge væsen kedede sig. Eller kedede sig var måske så meget sagt. Han var snarere løbet tør for ting at tage sig til.
Klokken var vel efterhånden ni, så vidt han kunne bedømme, så det var snart på tide, at han fandt sig et sted at sove for natten. Skulle han snige sig ind i en offentlig bygning og overnatte der, eller skulle han forsøge at få charmeret sig hjem hos en eller anden? Valget lod til allerede at være taget på forhånd, for snart blev hans opmærksomhed fanget af en mandskikkelse, der slingrede ned ad gaden. Perfekt.
Kieran rejste sig fra bænken og gik den fremmede i møde. Det her var hans store chance. Det var nu, han skulle slå til, hvis ikke han ville sove ude i sneen. Han åbnede munden for at tale, men blev afbrudt af sine egne tanker, da han fik øje på fyrens hænder, der var helt mørke af… var det blod? Han rynkede på næsen.
”Har du overvejet et bad?” spurgte han den fremmede. Den søde duft af blod sneg sig ind i Kierans næse. Han brød sig ganske godt om smagen og duften af blod, men han måtte indrømme, at det langt fra var attraktivt at rende rundt i tøj, der var smurt ind i blod.

Alias prøvede at få konrtrol over sig selv, kroppen og hjernen ville ikke rigtig samarbjede.. okay han havde nok fået en øl for meget, men det plagede nu ikke at påvirke hans sanser.. han kunne slet ikke huske tilbage, de sidste par timer var bare forsvundet.. hvad var der sket? Hvem havde han været sammen med, hvad havde han lavet? Bare han ikke have mødt en eller anden idiot.. der havde gjordt det her ved ham.. hvad vis han var bleven forbandet? Forgiftet.. hvad vis han var dødende.. Nej! Fandme nej. han havde nok bare været oppe at slås med en eller anden idiot, længere var den ikke. Han fik så øje på drengen der kom gående imod ham.. han prøvede at låse sig ind på hans ansigt, men det var utrolig svært, han kunne ikke styre det.. han måtte have noget vand, det gik ikke at han gik rundt sådan her.. han kunne ikke kæmpe, han kunne ikke jage.. kunne ikke beskytte sig selv, det var skide farligt, han måtte hjem, hurtigst muligt. Han stoppede dog forvirret op da drengen talte til ham, kendte han ham? Han så lidt på hans ansigt, betragtede det, log sine øjne følge hver en linje, han snuste ind.. menneske, erkendte hans hjerne, ingen trusel der. Han så lidt væk og ned af sig selv, hvad? Han stoppede så hænderne i lommen.. fedt. Han så op og smilte skævt, "Lugter jeg?" spurgte han og grinte stille. Hvor kom det fra? Han bed tænderne sammen.. hvorfor så.. åbne.. så venlig, det var til at kaste op over, det var et menneske! Argh. Han burde virkelig bare komme hjem nu, i en helveds fart.

Da den fremmede spurgte, om han lugtede, måtte Kieran slå en vantro latter op. Fyren stank langt væk af blod, så det undrede mennesket, at han ikke selv kunne lugte det. Måske var han bare forkølet? Eller også var han bare immun over for sin egen kropslugt.
”Nej, du dufter da herligt.” Kieran stak den fremmede et kæmpe tandsmil, men smilet holdt kun i et par sekunder, før det forsvandt lige så brat, som det var kommet. En trækning gled over hans ansigt, og straks virkede han mere alvorlig. Sådan var det med drengen – hans humør kunne vende på en tallerken fra det ene sekund til det andet. ”Nej, helt ærligt. Du lugter ikke bare. Du stinker langt væk,” forklarede han. Om fyren duftede eller stank var nok lidt af smagssag, men de fleste ville sige, at han stank.
Han fugtede sin overlæbe med tungen, idet han vurderende lod sit blik glide over fyren. Den fremmede var, at dømme på hans lugt og noget livløse udseende, en vampyr. Han var derfor Kieran langt overlegen i både styrke og udholdenhed, men på den anden side lod han til at være svækket, hvilket gav menneskebarnet en fordel.
”Hvad er der sket, siden du bløder sådan, din stakkels, lille vampyr?” spurgte Kieran interesseret og tippede hovedet på skrå. Det var typisk ham sådan at stikke næsen i andre folks sager, men han kunne ikke lade være. Han havde antastet den fremmede, og den fremmede valgt at svare ham, endda med glæde i stemmen, så det var da klart, at Kieran forsøgte at føre samtalen videre.

Alias sukkede, han forbanede sig selv helt ind til benet.. hvis han var ved at blive syg eller et eller andet nu så.. slog.. nej vent.. han kunne forhelved ikke blive syg, hvad var der galt med ham? Han rystede lidt på hovedet, psykisk tære.. han kunne sagtens få det til at forsvinde, det skulle han! Han så lidt på drengen? hvad fanden? Han hævede øjnbrynen lidt, "Hvem er du?" lød hans mistroiske stemme, han var gået lige ind i armene på drengen.. hvad fanden havde han gang i, han måtte se at komme sig, et menneske var.. lavere end han ville synke. Han spilede øjnene op ved det næste han sagde, og bed tænderne sammen, "Det jeg da ked af, ja så må jeg heller se at komme hjem i bad.." mumnlede han og så på vejen bag mennesket, det var så let. Han gik uden om ham og skulle til at gå vider ned af vejen, da et ord stoppede ham.. havde han lige sagt.. vampyr? Han forsvandt, gaden lå øde, der gik ca. 3 sekunder, så stod han bag ved mennesket, hans havde fået fat i hans under arme og havde tvunget hans arme om på ryggen af ham i en lås intet levende kunne komme ud af. Hans kolde krop var presset op af mennesket, og hans ånde stødte mod hans hals. Han tog fat i hans nakke hår og hev hans hovede lidt tilbage så han kunne snakke lige ind i øret på ham. "Undskyld.. hvad sagde du?" spurgte han stille med en avorlig stemme. Kun en person kunne vide så meget.. den der havde gjordt det her mod ham.. en dusør jægere? fuck. Han slap hans arme kort imens han lod sine hænder undersøge ham fra top til tå, for knive, og andet udstyr han vidste de brugt.. men nej.. intet. Han tog greb på ham igen og lod sine læber let røre ved hans øre. "Hvem.. er du.. og hvor kender.. du mig.. fra?" hviskede han intenst ind mod hans øre.

Den fremmede så ud til at blive helt overrasket over hans ord, hvilket fik Kieran til at klukke af grin. Det var da underholdende. ”Jeg er skam ingen speciel,” svarede han fornøjet. Da den fremmede påpegede, at han hellere måtte komme hjem i bad, nikkede Kieran billigende. ”Ja, og det kan kun gå for langsomt.”
Han fulgte vampyren med blikket, idet denne begav sig ned af gaden. Og så, pludseligt, var fyren væk. Den unge dreng hævede begge øjenbryn og nåede kun lige at kaste et enkelt forvirret blik omkring sig, før hans arme pludselig var låst i et jerngreb. Han kunne mærke en kold krop imod sig og en isnende ånde ved sin hals.
”Slip mi-…” udbrød han, men længere nåede han ikke, før hans hoved blev revet bagover, og han måtte udstøde en halvkvalt lyd af smerte. For fanden da, hvad havde han gjort vampyren, siden han skulle behandles sådan her.
Endelig slap den fremmede hans arme. Han ømmede dem og skulle netop til at gribe fat i kraven på vampyren, men han blev afbrudt, idet den anden endnu engang havde fat i hans arme. Hans vejrtrækning blev tungere og hurtigere, idet han måtte kæmpe for at tvinge tårerne ud af sine øjenkroge. Han lyttede dog intenst imens og selv midt i al smerten, prydede et smil hans lyserøde læber. Det var nu, han skulle spille sine kort rigtigt. Han havde altid været en udmærket skuespiller, så det faldt ham ganske naturligt at forsøge at lyve sig ud af denne kattepine.
”Jeg ved skam alt om dig, der er værd at vide, v… vampyr…” Han måtte holde en pause for at gøre plads til et støn af smerte, der pressede sig vej ud af hans mund. For helvede, hvor gjorde det ondt! Han kunne ligefrem mærke et par af sine nakkehår blive revet ud, idet vampyren hev hans hoved bagover. ”Jeg er en dusørjæger, men-n… bare rolig. Hvis du gør mig en tjeneste, lader jeg dig gå…” Han kastede et blik bagud for at se på fyren, hvis hoved var lige ud fra hans ene øre. Han kunne mærke den fremmedes læber strejfe hans øre, og fornemmelsen af de kolde læber mod hans varme hud fik ham til at gyse.

Alias hvæste af ham.. hvor var han irreterende, han bragte vreden frem i ham, det fik den underlig følelse til at fordufte, han var sig selv igen, endelig. Han så undersøgende på drengens hals.. et bid og han var så godt som død, han skulle bare bide pulsåren over, eller musklen.. han ville dø så hurtigt han ikke ville nå at mærke det. Han fnøste ved hans tåbelige kommentar. Lugtede.. det kunne han fanme selv kunne han. Gud hvor var han dog irreterende. Alias prøvede at stå imod lysten til at brække nakken på ham eller bide halsen over, det var svært, men han kunne godt, han ville ikke slå ham ihjel.. måske bare brække hans arm, så kunne han leve lidt med frygten.. det havde han fandme godt af, usle menneske. Alias lo hånligt, "Så du ved simpelhen alt om mig?" grinte han og rystede lidt på hovedet, "Du er kun et menneske, du ved ikke en skid" sagde han vredt, og rykkede lidt i hans hår, han var ligeglad med om det gjorde undt på ham, han skulle bare være glad hvis han slap afsted med kun en brækkede arm. "Hvor er dine knive henne.. åh.. farlige dusør jægere.." grinte han stille i det han slap drengen, han var harmløs.. han skubbede ham hårdt fra sig så han faldt forover. Han grinte lidt og rystede på hovedet, "Nå.. hvad vil du så have fra mig? Og hvad får jeg i gengæld?" sagde han drillende og gik rundt om drengen på jorden. Han indgik aldrig nogen aftaler, der var vel ingen der var så dumme.. at indgå en aftale med en vampyr? Det kunne meget vel koste dem deres liv.. eller et liv som slave, fastbundet i lænker.. ja det var da vidst det eneste der ventede ham her.

Kieran fornemmede tydeligt, at hans modstander blev mere og mere irriteret. Han hvæsede og hans håndtering af drengen blev mere og mere hårdhændet, men selvom det gjorde ondt, forsøgte Kieran så vidt muligt at besvære det flabede smil på sine læber.
”Bare fordi jeg er et menneske, betyder der jo ikke, at jeg ikke ved alt om dig. Jeg har faktisk skjulte kræfter, at du ve’ det.” Han sendte vampyren et udfordrende blik, men blev i et kort øjeblik revet ud af sin rolle som den flabede dusørjærger, da den anden rykkede i hans hår. Av!
”Min kniv har jeg da i bukserne…” forklarede han og grinede indforstået. Han var egentligt ligeglad med, om vampyren forstod hans joke eller om han fandt den sjov eller ej, for Kieran selv syntes, at han var ganske underholdende. Der var i hvert fald mere underholdningsværdi i perverse vittigheder end i brækkede arme.
Han faldt forover, idet den anden skubbede til ham, og ramte jorden med hovedet først, hans voldosmme armbevægelser til trods. Da han rejste sig igen, løb blodet ned over hans underlæbe og hele vejen ned til spidsen af hans hage, hvor det dryppede videre ned på hans trøje. Han tørrede blodet det og spyttede mod vampyrens fødder. En lille rød plet dannede sig på jorden foran dem.
”Alt jeg vil have er et måltid mad og et sted at sove,” sagde han. ”Og hvad du får til gengæld… Det kan vi jo altid diskutere senere, ikke?” Han trådte frem imod den fremmede og lod indsmigrende sin finger glide ned over hans brystkasse.

Alias fnyste igen, han var ved at drive ham til vanvid, men han måtte bevare roen, hvis han først fik et anfald, så kunne han lige så godt give op, og det var det sidste han gjorde, at give op, han ville ikke give sig, han kunne godt styre ham.. han var jo forhelved bare et menneske! Hvor svært kunne det være. Alias rystede lidt på hovedet, "Nej det har du ikke.. jeg kan lugte det.. du er et menneske, mennesker kan ingen ting" sagde han så og smilte tørt, "Prøv du ikke at snørre mig,d et bliver værst for dig selv" sagde han med alvor i stemmen, han lukkede øjnene kort for at bevare roen, han gjorde det virkelig svært, men Alias havde selvbeherskelse, han måtte bare ligge alt sin vægt i den, selv om drengen blev ved med at overskride hans grænser, han kunne godt klare det. "Nå så det har du.." sagde han irreteret, og så på ham da han kom op på benen igen, han lagde godt mærke til blodet og måtte nu lukkede øjnene.. og bide tænderne sammen.. forhelved da også. Han kunne ikke.. stå imod.. fuck. Da han åbnede øjnene igen var der intet at skjule, vampyerens sultne blik, hans ikke længere sorte øjne, nu var de gylden orange, som flydene lava, og per indstinkt blottede han de sylespidse tænder i et svagt hvæs. Han betragtede ham imens han kom tætter på, han kneb øjnene sammen, alt i ham skreg på blodet.. hans selvbeherskelse var ved at knække, føj. Han så ned over sig selv da drengens fingre gled ned over hans læder jakke, han hvæste og skubbede ham fra sig. Han vendte sig stivt bort, han kunne ikke.. koncentrere sig.. med alt det blod.. åh fuck. Han lukkede øjnene igen og prøvede virkelig at finde forkus.. han kunne da ikke bare tage ham med hjem? Stefan var der hjemme.. eller.. ja.. og han kunne ikke lade sådan en gå rundt uden halsbånd på.. og hvad ville Stefan ikke sige.. åh forhelved, hvad skulle han dog gøre med ham? Han sukkede stille, imens han ledte efter en løsning på det hele.

Situationen begyndte at virke mere og mere faretruende, især for et menneske som Kieran, men det lod til, at den mørkhårede dreng var ligeglad. ”Mennesker kan lige det, de vil,” svarede han roligt den anden.
Han blev skubbet bort af vampyren, men denne gang formåede han at blive stående på benene. Han fulgte opmærksomt den anden med blikket. Vampyren virkede helt ude af sig selv, og Kieran forstod slet ikke hvorfor. Det var jo ikke ligefrem fordi situationen var så kompliceret. Den døde stakkel havde valget mellem at give efter for Kierans bøn eller at lade være. Alt det krævede var at træffe en hurtig beslutning.
Kieran sneg sig hen bag han og lagde sine hænder på hans skuldre, som han nænsomt gav sig til at massere.
”Kom nu… Lad mig sove hos dig. Bare en enkelt nat. Jeg fryser mine fingre af herude i kulden,” bad han og forsøgte sig med de bedste dådyrøjne, han kunne præstere. Vampyren lod ikke til at finde Kierans flabede attitude spor tiltrækkende, så måske var det på tide at skifte taktik.

Alias hvæste igen da fyren bevægede sig tæt på ham igen, og rørte ved ham, hvad var det lige han ikke forstod? Han havde afvist ham, kunne han ikke bare tag og skride.. Nej.. nej selvfølelige kunne han ikke bare det.. havd han havde tæntk sig hvis Alias afviste ham? At sove uden for.. han ville dø af kulde i nat hvis han fandt sig en hyggelig lille bænk.. og hvorfor var det pludeslig bleven Alias porblem, hvorfor var han ikke bare ligeglad.. det kunne da rende ham.. kunne det ikke? Han sukkede stille og vendte sig om mod drengen og tog fat i hans krave og trak ham tæt ind til sig, han bed tænderne sammen og så ham dybt ind i øjnene. "Jeg stoler ikke på dig.. " hviskede han stille og bøjede sig over ham og lod sin tunge løbe over hans læbe, der hvor blodet løb, han kyssede ham blidt inden han lænte sig tilbage og smilte fornøjet. Han så på ham, afventede en eller anden form for reaktion, han vendte og drejde den med sig selv.. hvad skulle han stille op med et menneske i sit hus.. han havde allerede et.. og ville de ikke bare skabe uro hvis han så pludeslig havde to.. og hvor skulle han ligge ham henne? Ikke i Stefans værelse, og ikke i hans egen værelse.. kælderen var udelukket der var der han var om dagen.. forfanden, hvor skulle han dog gøre af ham.

// Out

Sorry, emnet er pænt dødt xD

// Out//