Lukker caféen for i aften

Sted. I en café i byen
Tid. 23.32
Omkring. No one
Vejr. Det er køligt udenfor
Dag+ dato. lørdag den 9. januar
Påklædning. En hvid skjorte, stramme jeans og sorte ballerina sko.

Rose gik rundt og gjorde rent i caféen. Hun var i et muntert humør og var igang med at lukke af for den dag. Døren stod stadig åben, men hun havde planer om at låse den når hun gik. Der var ingen mennesker og det var rart ikk at høre på stemmer og mærke blikkene på hende. Hun var glad og afslappet og gik bare stille og roligt omkring.

Dimitra så lyset fra cafeen, og smilede svagt. Hun var iført en en hvid skjorte, almindelige jeans, en lang sort jakke, slidte flade sko og en høj sort hat(ava). Hun gik ind af døren, og betragtede pigen der gik rundt og gjorde rent. "Er her lukket?" spurgte hun, og hendes russiske accent skar stærkt igennem hendes ord.

Rose så op og så en pige og nikkede "Jah.. Er ved at lukke for i dag" sagde hun og lagde hovedet let på skrå da hun syntes at der var et eller andet ved pigen som ikk var helt som almindelige mennesker. Hun rystede på hovedet af sig selv og blev ved med at gøre rent.

Dimitra nikkede stille, og scannede indgående cafeen, og pigen med øjene. Hun var tydeligvis ikke menneskelig spørgsmålet var så bare hvad hun var. Dimitra mærkede diskret efter om hendes pistoler sad som de skulle under jakken. Jo det gjorde de, klar til brug. "Må jeg et spørgsmål dig stille?" spurgte hun og havde som sædvanlig lidt problemer med ordstillingen.

Rose så op fra sin rengøring og nikkede "Joh det må du vel gerne" sagde hun og smilte svagt til hende og lagde hovedet let på skrå.

Hun rettede lidt på sin hat, og gik et skridt længere ind på cafeen. "Hvad er du?" spurgte hun, og så indgående på pigen. Hun gennemgik racernes kendetegn i hovedet, og endte med at konkludere at pigen enten var varulv, dæmon eller engel. Hun havde nemlig hverken en vampyrs blege hud, eller en elvers spidse ører. Så de racer kunne hurtigt udelukkes. Det var straks sværer når det kom til det sidste tre.. De var ikke helt så lette at skilne fra hinanden..

Rose så ikk særlig overrasket ud da hun spurgte om dette her "Hvorfor spørger du?" spurgte hun for at trække tiden ud og ville egentlig ikk give svaret på dette eftersom at hun vidste at pige var et menneske, men hun var ikk et normalt menneske og ville derfor være en jæger.

"Hmm.. Dæmon? Eller en engel? Måske en varulv?" mumlede hun neutralt for sig selv, og smilede svagt til pigen. Efter som hun ikke var blevet angrebet endnu, udelukkede hun pigen som værende dæmon. De var utroligt agresisve, og havde sandsynligvis ikke ventet med at angribe. "Du er en engel, er du ikke?" spurgte hun nu, og lod smilet vokse en smule. Hun så egentlig ikke synderligt farlig ud - Dimitra - men det var nu en dum ide at lade skindet bedrage. Selv den yndigeste blomst kan værer farlig...

//Logge nu. Gnat//

Rose kunne ikke blive ved med ikk at svare hende og da hun havde gættet sig frem til det måtte hun jo svare. Hun nikkede og så forsigtigt på pigen og vidste ikke hvad der var den bedste ting at gøre; Blive stående og vente på at der skete noget, flygte eller angribe hende. Hun ville helst ikk angribe pigen og hun ville ikke flygte da jægeren sikkert kunne skyde hende på et bitte sekund. Rose valgte derfor at blive stående og se om hvorvidt jægeren ville angribe eller ej.

// Oka. Nighty'night ^__^//

Dimitra nikkede lidt, og betragtede englen med et tænkende, og dog årvågent blik. "Hvad er dit navn?" spurgte hun om, og gjorde stadig ingen tegn på at ville angribe. Det skete faktisk kun sjællent at hun angreb væsner som engle og elvere. Hun fandt dem faktisk yderst interessante, ja næsten menneskelige... Men også kun næsten.. Så længe de ikke dræbte mennesker for at forlænge deres egen levetid, var der ingen grund til at jage dem. Ganske vidst gav de gode penge, men Dimitra mente ikke at det var nødvændigt at dræbe harmløse væsner for at forsørge sig. Der var jo rigeligt med de andre...

"Jeg giver ikke mit navn ud" sagde hun og ville ikke sige sit navn til en fremmede. Og slet ikke en jæger. Hun brød sig ikk rigtig om at give sit navn væk sår'n at jægerne ved hvem hun er. Hun så på jægeren med et ulæseligt blik og knyttede hænderne hårdt sammen. Selvom at det ikk så ud til at jægeren ikke ville angribe hende, ville hun ikk tage nogen chancer.

"Hmm.. Klogt nok... Jeg er Dimitra.." sagde hun med et let smil, og lettede kort på hatten. Hun lod blikket vandre rundt i lokalet, før hun igen så på englen. "Ville du kunne slappe mere af hvis jeg lagde mine våben fra mig?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Hun var faktisk villig til at lægge sine våben - nogle af dem i hvert fald - hvis englen så ville tage det roligt, og være i stand til at fører en samtale..

Rose tænkte over det og nikkede "Ja det ville jeg" sagde hun og var vidst mest nervøs for de våben hun bar rundt på sig. Selføli kunne Rose jo bare bruge sin evne mod Dimitra og tvinge hende til at lægge alle sine våben, men det ville hun ikke. Rose var ikke ligefrem den person som nød at bruge sin evne mod andre. Hun begravede sine hænder i sine bukselommer og så på Dimitra.

Dimitra nikkede kort, og knappede sin jakke op. Under den havde hun to pistoler, der var spændt fast ved hoften, som hun trak ud af deres hylstre og lagde dem på et bord. Ved siden af pistolerne lagde hun sin 'dæmonkniv', samt to store daggerter. Hun lagde jakken ved siden af våbene, og vendte sig så mod englen. Hun havde undladt at lægge sine 'backup'-våben der bestod af en halv lang kniv og en lille pistol, der var skjult ved henholdsvis højre og venstre ankel. Hun holdt armene lidt ud fra kroppen for at vise at hun ikke havde flere våben. "Nu kan du slappe af" sagde hun og smilede let til englen.

Rose kunne stadig mærke at hun havde nogle våben på sig. Hun kendte jægere ret godt. Hun sukkede og ville ikke begynde at få Dimitra til at få de andre ting væk. Hun nikkede så og så på Dimitra "Jeg hedder Rose" sagde hun og strøg nogle fingre gennem sit hår.

"Hvor mange år har du levet?" spurgte hun, for at formulere sit spørgsmål så det ikke kunne misforstås på nogen måde. Hun lagde armene overkors, ikke irreteret eller på nogen måde truende. Egentlig bare fordi hun ikke rigtig vidste hvad hun ellers skulle gører med sine arme og hænder.

"1200 år" sagde hun og lød lidt stolt. Der var ikk særlig mange engle som kom op på den høje alder. Hun smilte svagt og lagde oss selv sine arme over kors og så på Dimitra som så ud til at være i sine 20'ere.

"Det var mange år..." nikkede hun imponeret. *Over tusinde år... Det må jeg nok sige... Hun må da have lidt af en overlevelses teknik...* tænkte hun for sig selv. "Så er mine 25 åt jo ingen ting." smilte hun, og kørte sit hår om så det lå over den ene skulder.

Hun trak på skuldrene "Jeg holder mig væk fra andre. Det er vidst derfor at jeg har overlevet i alle disse år" sagde hun og smilte lidt "Hmm.. 25 år er da egentlig ret godt gået. Når man tænker på at du er dusør jæger" mumlede hun og kløede sig på kinden.

"Hm... Det kommer an på træningen.. Det har vist sig at værer en fordel at værer vokset op..." Hun stoppede sig selv midt i sætning, og ombestemte sig sig tydeligt. ".. Under mærkværdige omstændigheder." afsluttede hun, og kløede sig svagt i nakken.

Hun nikkede og havde det lidt underligt at bare stå her og snakke med en dusør jæger. Alle de andre dusør jægere hun havde mødt gennem sit liv havde prøvet at dræbe hende eller bare forsøgt på at skære hendes vinger af for at få penge for dem. Hun satte sig på et bord og så lidt på Dimitra og lagde hovedet let på skrå.

//Må logge//

// Oka. Sees! ^__^//

"Er her mange af de dræbende racer i området?" spurgte hun, selv om hun jo egentlig godt vidste at der faktisk var en del. Men hvis englen kunne give hende et bedre indblik i hvordan sagerne stod, så ville det værer en stor fordel.. Men selvfølgelig, englen så ikke ligefrem ud som om hun var klar til at stole på en jæger, så sandsynligheden for at hun frivilligt ville udlevere de andre racer - selv de dræbende - var ret lille.

"Har ikk rigtig set nogen" løj hun og trak på skuldrene og så på jægeren. Der var selføli masser af dem og selvom at hun ikke kunne fordrage dem ville hun aldrig give dem eller bare deres navne til en jæger.