Lukker caféen for i aften

Dimitra så lidt på Rose, og rystede svagt på hovedet. "Jeg vil ikke tage mere af din tid.. Du har jo garanteret vigtigere ting at tage dig til, end at stå og snakke med mig." sagde hun, og begyndte så småt at sætte sine våben på plads. Hendes tonefald var fuldstændig neutralt, og hun smilede kort til englen. Hun synes egentlig at det var en skam, at der lå sådan et dårligt rygte over dusørjægere, og det var irreterende altid at blive dømt udfra andres handlinger. Dette gjaldt ikke kun for de fredelige racer, men også for de dræbende. De følte sig ofte højt hævet over alle slags mennesker, og kunne værer utroligt arrogante.

Hun så på Dimitra og rystede så på hovedet og begyndte langsomt at gøre rent igen, men holdt lidt øje med hendes våben. Rose var meget i mod våben og brød sig overhovedet ikke om dem. Hun brød sig ikke om at bruge våben, men var dog alligevel tvunget til at bruge dem nogen gange.

Dimitra smilte skævt da hun så hvordan englen holdt øje med hendes våben. "Slap af. Jeg jager ikke engle. Kun de dræbende racer." forsikrede hun Rose, og en let latter sidende i stemmen. Det var på ingen måde hånligt, bare roligt, for at vise englen at der virkelig ikke var noget at frygte. Hun knappede sin jakke igen, og så på englen imens.

Rose trak på skuldrene "Jeg tør vist bare ikk rigtig at stole på dusør jægere" sagde hun og strøg nogle fingre gennem sit hår.

"Hm... En skam..." sagde hun stille, og rettede lidt på hatten før hun gik ud på gaden igen. Hun gik indtil hun var sikker på at hun ikke kunne ses fra cafeen, og sikrede sig at vinden imod hende, og ikke cafeen. Så drejede hun ind i en smal gyde, og ventede på at hører skridtende fra englen, når hun havde færdig gjordt sit arbejde på cafeen.

Rose gik lidt rundt og gjorde rent i nogle få minutter, men måtte så konstantere at der ikke kunne gøre mer. Hun strakte sig træt og var enig med sig selv om at hun skulle lukke caféen og smutte hjem. Hun gik muntert udenfor og låste døren og så sig muntert omkring. Dimitra var væk. Det gjorde hende lidt roligere. Hun gik hen ad den gade som Dimitra havde gået og opdagede ikke hendes tilstedeværelse.

Dimitra smilte stille, og rystede svagt på hovedet. *Forudsigeligt... Et under hun har levet så længe...* tænkte hun for sig selv, og lyttede efter englens skridt. Hun havde på ingen måde tænkt sig at jage englen, blot observere hende.. Observation var en vigtig del af jæger-arbejdet... Desuden var det en ting Dimitra var blevet ret så god til efterhånden.. Endda så god at hendes mentor var blevet vred på hende..

Da hun gik forbi gyden som Dimitra stod i følte hun en underlig følelse af at blive observeret. Hun gøs, men så ikke ind i gyden og troede sår'n set bare at det var en kat eller en hjemløs person som kiggede på hende. Hun lagde armene over kors og lod blikket gå ned i jorden og hendes skridt begyndte at få mere tempo i det.

Dimitra trak hatten ned så sndre ikke kunne se hendes øjne, og ventede til der var en passende afstand imellem dem. Så begyndte hun at gå, i samme takt som Rose, så hendes skridt ikke ville være til at høre med mindre man virkelig koncentrede sig for at høre det. Hun holdt hovedet så det lignede hun så ned i jorden, men hendes blik var på englen, og de andre omgivelser.

Rose blev ved med at have følelsen af at blive forfulgt og set på. Hun gik med endnu hurtigere skridt i håb om at kunne gå væk fra følelsen. Hun hadede at have den følelse af at blive efterfulgt. Og den havde hun ret mange gange. Hun strøg nogle fingre gennem sit hår og så rundt omkring sig.

*Tag det roligt* tænkte Dimitra, og knyttede kort sine hænder. Hun fulgte Rose's takt, og scannede hurtigt gaden for mulige steder at gemme sig for ikke at blive opdaget. Der! Lidt længere fremme, stadig bag Rose, dér var en meget smal gyde mellem to huse.. Hvis hun kunne komme der hen før Rose fandt på at vende sig om så havde hun en god chance for ikke at blive opdaget... Endnu i hvert fald..

Rose blev mer og mer mistænktsomt og gik i sit hurtige tempo og overvejede at gå ind i en gyde og få sine vinger frem og flyve væk.

Dimitra smuttede ind i gyden, men kom i farten til at taget et lille skridt ude af takten. *Fandens!* bannede hun i tankerne, og anstrengte sin hørelse for at høre om Rose havde hørt det afvigende skridt.

Rose stoppede op da hun havde et hørt et skridt bag hende. Hun vendte sig hurtigt om og så sig omkring "Kom frit frem! Jeg ved du er der!" kaldte hun og vidste at der var en person.. Ellers var det i hvert fald hendes hørelse der fejlede et eller andet.

*Er du nu også helt sikker på det?* svarede hun i tænkerne, og trykkede sig let op af muren, så hendes skikkelse ikke ville kaste skygger på gaden. Hun knyttede igen sine hænder, og stod helt stille, og holdt vejret.

Rose så bange omkring og begyndte så at gå da hun ikke hørte anden end hendes egen paniske vejrtrækninger. Hendes blik blev ved med at gå rundt og hun gik så hurtigt at hun nærmest løb afsted.

Dimitra stak hovede ud af gyden, og så efter den løbende engel. "Hm... Forkert træk... Hun lider af paranoia..." mumlede hun stille, og nikkede alligevel, næsten tilfredst. Hun var langt fra tilfreds med de sparsomme informationer hun havde fået ud af englen, men dog fået et og andet afvide om selve englen.. Hun sukkede lydløst, og trådte ud af gyden og gik med lette skridt ned af gaden, i samme retning som Rose var løbet.

Hun stoppede først da hun havde drejet hen af et hjørne og stod op af en mur. Hun trak vejret hurtigt og så sig lidt omkring. Hun spidsede øre efter folk som skulle gå hen af gaden og håbede på at ingen kom.

Dimitra fortsatte med at gå, og havde lagt mærke til at englens løbende skridt var stoppet. "Og nu opdager du så mig... Nånå.." mumlede hun lavmælt, og lod et let smil hvile på hendes læber.

Hun kunne høre en bekendt mumlende stemme og knyttede hænderne hårdt sammen, men var ikke overrasket over at det var Dimitra hun kunne høre.

Dimitra gik videre, og afventede vagtsomt en reagtion fra englen, et eller andet sted fra. Hun var egentlig interesseret i at vide hvordan en person der led af paranoia, i samme grad som englen antageligvis gjorde, ville reagere i denne situation..

Rose var utrolig bange og så ned i jorden og begyndte at løbe så hurtigt hun kunne. Hun ville ikke nyde noget.

"Hm, hm... Der kan man jo bare se.." lo hun stille til sig selv, da hun hørte lyden af de løbende skridt. "En skræmt harekilling.." tilføjede hun, og så nu ned af den gade Rose løb på. Hun stoppede op og så roligt efter hende, og gjorde intet tegn på at ville følge efter hende.

Hun løb og kunne godt mærke at hun ikke fulgte efter og stoppede op da hun havde løbet omkring et hjørne. Hun lændte sig op af muren og trak vejret i lidt paniske træk og hadede at have en som fulgte efter hende.

Dimitra kunne ikke tilbage holde en let latter, og rystede kort på hovedet. Hun blev stående på gadehjørnet, og holdt stadig vagtsomt øje med sine omgivelser, selvom hun så med det hjørne Rose var forsvundet om bag.