A reunion in blood. Part 2 - Helias

Fortsat fra: http://deploratus.heavenforum.org/t7030-a-reunion-in-blood-izriel

Dato: 7. februar.
Sted: Den stille del af stranden, hvor et luksuriøst lejlighedskompleks ligger ud til vandet
Tid: 00.10
Vejr: Tung regn, hård blæst og en begyndende tordenbye

Den tunge regn havde taget til siden Izriel og Helias satte af fra den store parkeringsplads nær hospitalet, hele vejen havde det været en jagt igennem de tunge dråber, men ingen fra jorden ville have bemærket andet end to store skygger glide over nattehimlen der af og til blev oplyst af lysglimt og en voldsomt buldren der rungede over landskabet.

Izriel kiggede sig kort over skuleren, hun var stadig foran med få fod, Helias havde altid været hurtig, men det var som om noget holdt ham tilbage, kunne det være den lille skramme på armen? Hun gav en rungede latter fra sig og satte så ind på slutspurten. De store sorte vinger strakte sig og tog så fra i den kraftige vind, inden havet bredte sig under dem. Den vilde himmelflugt fortsatte indover havet og ind på stranden hvor den kvindlige engel styrtdykkede imod sandet og få meter over rettede op og landede let i det bløde underlag.

De blå øjne søgte over himlen og fangede hurtigt omridset af den anden engel, et bredt smil bredte sig på de fyldige læber inden hun lagde hovedet på sned imod ham, han skulle lande i havet, han havde tabt.

"What happened Helias? Did someone steal a few inches of your wings?"

Grinede hun imod himlen, mens øjnene far fast rettet imod ham, hun kneb let øjnene sammen da regnen haglede ned imod hende, så vandet drev fra hende. Hun var gennemblødt til benet, men det gjorde ikke noget, takket være den hårde flyvetur kunne hun godt holde varmen. Et stort lyn, som delte sig i tre, slog ned over havet mens de vilde bølger hidsigt slog imod land. Vejret passede i sig selv meget godt til situationen, vild og kaotisk.

Helias holdt sig hængende i luften. Hans enorme sorte vinge bruste med en lyd af tusind dødes sukken hver gang han slog med dem. Et smil var på hans ansigt og i hans dybe blik reflektere lynene sig.

"It appears I lost.. To the depths I go.."

råbte han og stormen og med en skødesløs latter foldede han vingerne ind. Fra sine adskillige meter over havet lod han sig styrte ned i det kolde, oprørte dyb. Vandet hamrede imod ham og kolden greb hans knogler. Stingene i hans arm blev revet op og det tykke blod flød fra ham. Stadig følte han sig fri og ville have leet højt, hvis ikke han havde været under vandet. Med en vilje af stål og en krop der skreg i anstrengelse begyndte han at kæmpe sig imod overfladen.

Efter få minutter kom Helias op på stranden. Mere gennemblødt en hvad godt er, hostene efter vejret og med blod flydende ned af armen, lo han højt ud i mørket. Stormen havde grebet hans sind og han hyldede det voldsomme kaos med alt hans væsen. Det var en god nat.

Izriels høje hæle sank roligt ned i det bløde underlag som hun hævede ansigtet imod Helias der hang i luften over hende. Det lille smil bredte sig endnu engang på det kønne ansigt, inden hun lukkede øjnene og mærkede de kolde vindstød Helias frembragte med de store vinger, slå imod hendes ansigt, efterfulgt af en sigende sukken og kalden. Det var ikke første gang hun hørte de mange stemmer, det var sket mange gange for mange år siden.

"Farewell!"

Izriel bukkede dybt som han forsvandt i de aggresive bølger, endnu et lyn flængede den mørklagte himmel inden hun fik øje på ham mellem de mørke bølger, han så ud til at have styr på det. Så grinede hun igen da han kom kravlende op på strandens unådige bred.

"You should be more careful sweetheart, think about all my hard work!"

De blå øjne fangede hurtigt hans sår hvor blodet dryppede fra, det gjorde ingenting, ingenting betød noget i øjeblikket. Hun lod blikket glide ind mod lejlighedskomplekset, det var stort set mørklagt. Izriel bed sig kort i læben og foldede så vingerne ud, vinduet i taglejligheden var stadig smadret efter hun blev trukket afsted efter Colt ganske få aftner forinden.
Så satte hun igen af, og med en øvet bevægelse fik hun krænget sig ind gennem vinduet til stuen, hvor hun roligt ventede på den anden engel

Helias lo stille som han rejste sig og fulgte Izriel's flugt til taget af huset. Han så hende dykke ned igennem det og smilte bredt. Med endnu en kraftanstrengelse lod han sine vinger folde helt ud og satte af.

Helias droppede ned igennem hullet og så sig omkring. Der var vådt og stænket hvor hullet var, et levn fra stormen udenfor. Han var stadig gennemblødt så han gik imod der hvor der var lå med et skævt smil til Izriel.

"I think I might need another stitching doctor.. You did a poor job the first time.."

humøret i hans stemme var så ulig ham, så ulig hans udseende at det næsten var mere komisk en joken i sig selv. Med vandet dryppene af sig, blandet med blodet fra hans arm, med de frygtelige øjne der glimtede i uvejrets skær og det normalt uforanderlige ansigt flækket i et bredt smil. I sandhed denne nat var anderledes end de andre.

Som han stod i læ, begyndte Helias at trække sit våde tøj af og endnu engang afsløre den arrede muskuløse overkrop. Musklerne spillede under hans hud som hans krop kæmpede for at få varmen.

Izriel landede elegant på det sorte stengulv i lejligheden og tog så imod Helias med det kække smil da han landede få øjeblikke efter. Lejligheden var indrettet ganske smagfuldt i hvide og sorte farver, det hele var generelt i meget skarpe linjer uden nogle små pynte ting, sådan havde Izriel aldrig været, det skulle være enkelt og smagfuldt. enkle røde elementer prægede også lejligheden som sofapudere og en sækkestol ved siden af de hvide lædersofaer.

"Oh really? I'm offended Helias!"

Grinede hun så, inden hun skubbede ham ud imod badeværelset, hvor hun tændte den varme bruser, inden hun selv smed det drivvåde tøj på det hvide marmorgulv der prægede det meget lyse badeværelse, så hun til sidst kun stod iført undertøj, hvilket afslørede den kurvede slanke kvindekrop der normalt var gemt væk under en hvid neutral kitel.

"I think the problem lies with my very impatient patient, who just can't sit still!"

Derpå lagde hun blidt en flad blid hånd imod hans muskuløse bryst og skubbede så Helias ind under den varme bruser, så han ikke skulle stå og ryste som en hund der havde været udendørs alt for længe, glemt af ejeren.

"Maybe you should get warm first. I can always torture you afterwards!"

Helias lo og lagde en stærk hånd om hendes. Med et ryk trak han hende indtil ham. Hjerte slog dybt i hans bryst, flød ud til hende som varmen begyndte at komme tilbage under bruseren.

"Don't run.."

hans stemme var mild og blød. Forførende som en blandede sig med de andre lyde. Med en rolig og blød bevægelse strøg han hendes kind imens han lænede sig indtil hende. Hans læber fandt vej til hende og bandt hende i et hedt kys.

Efter lidt brød han kysset og smilede til hende, mørket i hans intense øjne var væk for øjeblikket.

"Don't run away..."

gentog han blidt og tog hendes hånd. Vandet drev stadig ned over ham, hans lange sorte hår hang omkring hans skuldre. Smilet på hans læber gjorde ham yngre, mere fri. Det var som at være tilbage i den gamle stad hvor de havde stået sammen for så mange århundreder siden.

Den kvindelige engel var ikke svær at trække til sig, men den pludselige bevægelse gav et sæt igennem hendes krop, efterfulgt af det lille grin. De store isblå øjne fandt roligt hans som hun strøg hænder i langsomme kærtegnende bevægelser nedover hans arrede overkrop, han havde fået mange flere siden sidst, hun var ikke selv uberørt af tiden. Et langt ar bredte sig fra det ene skulderblad og nedover ribbenene. De fleste ar man fik af små skrammer eller lette skader var ikke til at få øje på på den fine lyse hud, Izriels evne til at hele op var helt fantastisk, men hvis hun først nåede til et punkt af udmattelse hvor hun ikke kunne mere, var det bare sort uheld og mærker i form af ar ville være uundgåeligt.

I en langsom bevægelse vippede hun hovedet bagover og lod det varme vand risle nedover hendes ansigt, inden hun mødte hans læber i et langt savnfuldt kys.

"I don't run anymore, I simply can't!"

I en glidende bevægelse lod hun hænderne finde om bag hans ryg inden hun tryggede sig ind til ham med et lille suk, hænderne strøg ham i lette bevægelser inden de gled op til hans vinger. Hun strøg forsigtigt de sorte fjer, hvorpå vandet prallede af så let som ingenting.

"This might be one of the most stupid things I've ever done, but god, I won't regret one second of it!"

Helias lod roligt og blidt hans hænder udforske hendes krop. Noterede sig forandringerne. Undrende lod han pegefingeren løbe langs arret fra hendes skulderblad. Han mærkede den skæmmede hud og rystede ledt på hovedet til hendes ord.

"There are more foolish things that can be done.. How did this happen? I never thought I would see your beauty blemished.."

han bukkede sig ned og lod læberne kærtegne hendes skulder. Foldede vingerne omkring dem så vandet silede over dem og gav dem en form for fred. Væk fra blikke der ikke var der. Væk fra lyde som ikke hørte til. Bruset fra hans vinger var stadig som tusind hviskene stemmer. Døden hang tæt omkring ham, som den altid havde gjort. Den var ligeså meget en del af ham, som han af den.

"You are still so beautiful.."

hviskede han til hende, inden hun fik lov at svare. Hans stærke arme greb om hende, blidt men fast, og trykkede hende ind til ham.

"I missed you.."

Izriel strakte sig let og lagde hovedet en kende tilbage, så kyssede hun ham kærligt på halsen mens han strøg over det store ar, der gennem tiden var blevet hvidt, samme farve som alle ar med tiden antog. Det var mere følsomt end huden ellers var i det område, i starten troede hun at den fornemmelse gik væk, men det skete ikke, selv ikke hundrede år efter.

"Well, I don't know, lust is a sin you know!"

Stemmen var næsten hviskende imod hans hud hvor små perlende dråber gled forbi fra det varme vand der trofast gled over huden. så man på de to skikkelser var de skræmmende ens, i hvert fald hvis man kiggede på udseendet, indvendigt var det en helt anden sag.

"It was about hundred years ago. I found a demon that killed an angel very near to me. Unfortunately the house where I found it was more like a nest. There were about five or six demons.." hun bed sig kort i læben og rystede så på hovedet, inden hun vendte blikket imod gulvet, normalt begik hun ikke så basale fejl, men tanken om hævn havde indfundet sig, noget der aldrig skulle være sket. "Let's just say it didn't end well!"

En let sukken undslap de røde fyldige læber som han afskærmede vandet, de store sorte vinger drev vandet væk som en beskyttende barierre, så rystede hun mindet af sig og nød at være i hans stærke arme. Han frembragte den følelse hun så stædigt benægtede sig selv, den hun var flygtet fra og havde frabedt sig i så mange år, at det næsten ikke kunne tælles, han gjorde hende skrøbelig.
Has blide hvisken i hendes øre gav et lille sæt i hende, hun lagde de slanke arme om hans hals og stjal grådigt endnu et kys fra hans læber, der ville ikke være ét sekunds tvivl om at hans savn havde været gengældt.

Helias lod sig opsluge af hende. Lod hendes duft fjerne stanken af blod. Lod hendes berøring fjerne kulden fra hans lemmer. Lod hendes kys optænde hans sjæl igen. Hans hænder begyndte igen at udforske hende, ledte efter gamle "punkter" han stadig huskede.

Det hede kys blev kort brudt med et gisp efter luft, efterfulgt af et skævt smil og halvt slørede øjne. Skyggerne i det forfærdelige blik var væk for nu og kun et velkendt ømt blik var tilbage.

Vingerne var stadig lukket om dem, holdt dem i deres egen lille verden. Helias minder flød igennem hans sind og han glemte næsten at der var gået så mange år. Det virkede så naturligt, så rigtigt at stå her med Izriel. Men han var ikke den samme, ej heller var hun.

Helias sukkede blidt og kyssede Izriels kind igen. Derefter hendes hals. Han lod sit varme begær fylde ham og flyde ud til hende. Lod hans hænder videregive ønsket om at føle hende, være med hende. Lod sine læber lukke sig imod hendes for at dele sig selv med hende, i krop og sjæl.

Forsigtigt lod Izriel de slanke fingre glide op igennem hans lange hår, et øjeblik stod hele verdenen stille, sådan føltes det i hvert fald, på trods af Helias store skærmene vinger trillede enkle dråber endnu nedover hans ansigt fra det gennemblødte hår.
Så fortsatte fingrene nedover hans nakke og videre nedover den arrede ryg, nogle af dem kunne hun godt huske, nogle af dem havde hun set da de var helt nye.

Izriel lagde let hovedet tilbage og lod ham kærtegne hendes hals, et svagt gisp rungede dybt fra struben på englen, så brød det selvsikre smil ud på de røde læber igen, Helias var en mand af få ord, men han forstod at udtrykke sig kropsligt, præcis som han altid havde gjort.
De mørke skygger der havde forstykket sig fra hans øjne sendte hende tilbage til dengang han altid havde set sådan ud når han kiggede på hende, hun savnede det, længtes efter at ham have det sådan.

Langsomt fandt hendes læber vej til hans brystkasse, det faktum at han havde et åbent sår er farvede vandet rødt var glemt i et øjeblik inden hun vendte de store blå øjne imod hans med et bestemt blik.

"I want you Helias, now!"

Hendes ord sendte en ild igennem ham. Øjnene låste ham fast, trak ham tilbage i tiden. Uden tøven tog han fat om hende og løftede hende op i et tæt, hedt kys. Musklerne var spændt over hele hans krop, fast og varme imod hende. Hans ophidselse var tydelig igennem de gennemblødte boksere som han stod i. Vingernes skærm blev trukket tættere omkring dem, til mørket var det eneste de stod i. Trommen var vandet over dem blev druknet ude under bruset og slagene fra Helias hjerte.

Han brød kysset og trak vingerne tilbage. Lod vandet sile ned over dem igen. Med et blik flammende af begær lukkede han for vandet og løftede hende op igen.

"Let the fire of our desire burn bright.."

sagde han med let grødet stemme. Stemmen var dyb og rumlende, kom fra et sted dybt i hans bryst. Han kyssede hendes hals begærligt, druknede sig selv i hendes duft og smag. Han lod hende føre ham, stadigt opholdt i hans arme til et soveværelse hvor han ømt lagde hende på sengen.

Som han stod foran hende var der intet skjult. Ethvert ar, en hver skæmmelse af hans hud, musklerne der løb under den med klare aftegnede linjer. Vingerne var som enorme skygger bag ham, blokede alt andet end ham ude i deres midnats sorte fjer.

"I want you Izriel.. More than ever.."

var de sidste ord der rungede fra ham inden han hengav sig til Izriel's varme favn.

<<Ved daggry>>

Helias stod ved et vindue og kiggede ud mod den gryende morgen. Han bar kun et par bukser og en bandage over såret i hans arm. Hans øjne var tunge af minder og tabt i tidens løb, som lyset fra solen blev genspejlet i den intense blå iris. Han kiggede sjældent imod solopgangen, kun dens nedgang. Hele natten havde været så unaturlig.. så anderledes. Han sukkede let for sig selv. Izriel var modstykket til ham og hun gjorde ham på en måde komplet. Lod ham se sit mørke og leve med det. Han kiggede ned på sine hænder. I natten var de blevet brugt til kærtegn. Nu huskede han blodet de var sølet i. Uhyrlighederne de havde begået. Hun fortjente bedre.

Som han stod der, et mørkt omrids til solens opstigen, mindede han mest af alt om en scene fra et gammelt maleri. Tidsløs og dog ældgammel. Udødeligheden som velsignelse og forbandelse.

Izriel lå endnu i den store seng med dynen trukket op til lige under vingerne der strakte sig udover kanterne på begge sider af den store dobbeltseng, heldigvis var rummet rigeligt bredt til, at hun kunne strække dem helt ud. Hun sov gerne længe hvis hun kunne komme til det. Med en lille knirkende lyd trak hun puden yderligere sammen under hovedet, inden hun langsomt åbnede øjnene og skævede over imod Helias.

Rummet var ligesom resten af lejligheden smagfuldt indrettet, vinduerne gik fra gulv til loft, men takket være højden på bygningen ville ingen bemærke at det var en person med store vinger der boede derinde, hun havde dem stort set alligevel altid foldet ud når hun var hjemme, alt andet var for anstrengende og irriterende.

Til sidst fik hun gnedet en hånd over øjnene og satte sig så op i sengen, inden hun vendte blikket imod solopgangen der lyste rødligt orange ude i horisonten. Fra en stol ved siden af sengen fangede hun en hvid gulvlang silkekjole som hun trak over hovedet, der meget passende lod ryggen være bar, så de store vinger kunne være der uden yderligere ødelæggelser i hendes tøj.
I en hurtig bevægelse svingede hun benene udover sengen og satte så fødderne imod det kølige hvide marmorgulv der lå i soveværelset, såvel som der havde været på badeværelset. Så gik hun over imod Helias inden hun gav ham et forsigtigt kys imellem de store vinger og fortsatte så igennem stuen og ud i køkkenet.

"You want coffee? I'm ready to die for a cup!"

Grinede hun så, inden hun satte vand over og rodede sig lidt i det tykke sorte hår der endnu var fugtigt fra nattens eskapader. Hun kunne ikke rigtigt blive enig med sig selv om hun havde kvajet sig, på trods af at hun havde love sig selv ikke at fortryde det, eller hun havde gjort sig selv en tjeneste, måske var det i virkeligheden på tide at løsne lidt op, verdenen blev alligevel ikke et lettere sted med Colt, uanset hvor gerne hun ville have det

Helias mumlede fraværende noget med "ja tak.." som Izriel forsvandt ud i køkkenet. Hans øjne var stadig låst på den opstigende sol og den blodrøde himmel. Han lod en hånd køre igennem sit hår og sukkede blidt for sig selv.

"What do you see when you look to the sky?" spurgte han ud i rummet som Izriel vente tilbage med deres kaffe. Han tog imod koppen og drak forsigtigt af den varme væske.

"I see a beginning and an end.. A new day grows, beautiful as the day before.. But the night ends.. Dying in an onslaught of sensation and colour.. Perishing as the warmth of the sun chases away the chilling gaze of the moon.."

Hans øjne var tabt dybt i minder igen, hans krop som en stenstøtte der langsomt blev opvarmet og belyst af solen. Dybe skygger lagde sig om hans ansigt, og igen virkede han meget ældre end det unge udseende lod sig mærke af.

Izriel var ikke længe om at vende tilbage med to kopper kaffe, hendes egen rørt op med absurd meget sukker og lidt mælk, så satte hun sig på sengen og rettede selv blikket udover landskabet hvor solens stråler efterhånden slikkede sig opover den ellers mørke himmel.

Med en tænkende mine pustee hun let til kaffens dampende overflade inden hun trak på skuldrene, med blikket endnu vendt ud af det store vindue.

"I just see dawn. I'm sure that I could get some more philosophical out of a new day, if I really took some time, but honostly it's just a beautiful sun rising!"

Englen gav en lille latter fra sig og tog så en tår af den søde kaffe inden hun kort fugtede læberne, hun havde aldrig været specielt filosofisk anlagt, selvfølgelig tænkte hun en hel del over tingene, man kunne ikke rigtigt andet med en tilstedeværelse som hendes, evigt liv - i hvert fald for nu.

I en langsom bevægelse trak hun det ene ben op på sengen og hvilede så hagen på knæet inden hun rømmede sig og vende de blå øjne imod Helias, i dette lys var det meget tydeligt, at de ellers lyseblå iris var omkrænset af en lidt mørkere ring, en ting man ellers ikke bemærkede når solen ikke stod på.

"So what now? You run away and we pretend this never happened?"

Hun måtte spørge før eller siden og kendte hun englen foran hende ret, var han ikke typen der bragte emnet på banen, men hun havde ikke i sinde at lade ham stikke af uden at svare hende. Der var ikke noget værre end at sidde og håbe på at noget ikke skete, så heller få kvalt ilden hurtigt og ikke lade gløderne ulme.

Helias kiggede over skulderen på Izriel. Halvdelen af hans ansigt var henlagt i skygge og hans træk eftertænksomme.

"Honestly.. I do not know. I do not plan.. Not longer than the next job.. How to survive.. How to not drown in misery."

han smilede let og vendte sig helt imod hende. Tog skridtene hen til hende, kaffekoppen i hånden. Han satte sig ned, vingerne skjulte under den menneskelige facade, de skrækkelige øjne gemt bag håret som han stirrede ned i kaffens mørke substans.

"It can never be as it were.. That much is certain. Though immortal we have both changed. What will happen, I honestly cannot prophesize. I will, however, not pretend nothing happened. I remember it all.. And will remember till the end of my existance."

Han smilede let til hende, velvidende at han ikke rigtigt havet svaret, men det var det bedste han kunne i situationen.

Izriel trak kort på skuldrene og drak så resten af indholdet i hendes kop, hun var ikke overrasket over Helias svar eller reaktion, på dét punkt var han sig selv, han havde aldrig været sikker på noget som helst. Med en rask bevægelse rejste hun sig op fra sengen og gik så over til et lille bord på den anden side af den brede dobbeltseng, hvor hun satte sig og fandt sin mascara frem.

"That's fine. I could have told myself that!"

Svarede hun så inde hun lænede sig imod spejlet foran hende og lagde en mere eller mindre usynlig makeup på få øjeblikke. Derefter rejste hun sig fra stolen og fandt et sæt tøj frem fra rummets store hvide skab .

"I have to go to work in a few hours anyway. Finish up!"

Izriel kunne have sagt sig selv at det var sådan det ville ende, hun ville nok ikke se ham før om hundrede år, hvis hun da over hovedet levede til den tid. I en småirriteret bevægelse strøg hun håret tilbage og satte det så op i en hestehale, hvorfra der med det samme løsrev sig en pandelok der faldt ned foran hendes ansigt. Dernæst trak hun den lange hvide silkekjole overhovedet og smed den på sengen, inden hun trak i det rene tøj hun havde fundet frem